Min efterfødselskrop uge 52 + det løse

Den første måneds tid eller to efter Jaspers fødsel, lavede jeg et par opdateringer på min efterfødselskrop. Det er selvfølgelig begrænset, hvor længe det fortsætter med at være interessant, at min mave bliver mindre, og at jeg stadig ikke magter at barbere ben. Ikke desto mindre tænker jeg, at det nu, et år plus efter fødslen, må være på sin plads at smide lidt spalteplads efter morkroppen.

– Min vægt er tilbage til normalen, og det gik faktisk en del hurtigere end forventet. En 8 måneder, tror jeg. Det skyldes udelukkende amningen, som også havde stor betydning for min vægt, da jeg ammede Ane. Ja, jeg er irriterende på den måde. Desværre bliver det også lidt en sovepude for mig, at kiloen fordufter helt af sig selv. Jeg træner ikke på nogen måde (havde en kort date med mine løbesko, indtil løbevognen gik i stykker), hvilket både min krop og min kondition ellers ville have godt af.

– Min mave trænger til lidt arbejde. Jeg gik i stå med min Kejserindetræning, desværre. Men det fede ved at have købt sådan en online-forløb er, at jeg kan genoptage det, når jeg har overskuddet. Og det skal og vil jeg. For selvom jeg umiddelbart ser slank ud, så er min mave bare større end før graviditeten. Og netop fordi jeg derudover er ret slank, kommer jeg til at ligne en nygravid i for tætsiddende tøj. Og det vil jeg egentlig gerne undgå:)

– Mine bryster er vind og skæve! Mine veninder har grint lidt af det, når jeg nævnt det, indtil jeg smed bh’en og gav dem syn for sagen. Jeg tror, det kom bag på dem, at jeg ikke overdrev, når jeg sagde, at der var to skåles forskel på dem. Men det er der! På trods af at jeg ammer lige meget på hvert bryst. Det var ikke sådan med Ane, så jeg ved ikke lige, hvad det skyldes. Men jeg håber virkelig, at det udligner sig, når jeg stopper med at amme. Jeg går helst ikke med bølje-bh, hvilket gør forskellen ekstra tydelig!

– Mht til min endometriose, så fik jeg at vide, at en graviditet måske kunne hjælpe på mine menstruationssmerter. Og det har hjulpet! Jeg har stadig ondt. Også så ondt at jeg må tage piller. Men før graviditeten havde jeg dage, hvor jeg slet ikke kunne fungere, og sådan har det endnu ikke været. Heldigvis for det! Til gengæld har jeg nu også smerter og ubehag ved ægløsning, hvilket ikke var et problem før.

– Mit lave stofskifte som opstod under graviditeten er kommet for at blive. Det har ikke den store betydning i hverdagen, så længe jeg husker at tage min medicin, omend det er ualmindeligt irriterende at skulle have taget blodprøver med jævne mellemrum.

– Mit ar efter kejsersnittet er stort set usynligt. Det synes jeg er ret vildt med tanke på, at der er blevet hevet et menneske ud ad det! Jeg er stadig følelsesløs i huden omkring, men på trods af at jeg ikke har investeret i dyre cremer og olier, er arret ikke knudret eller det, der ligner.

– De strækmærker, jeg nåede at erhverve mig, kan skjules i BH’en. Min mave afslører kun, at den har huset et menneske ved at have fået en ‘mornavle’. Det kan jeg godt li’:) Både de manglende strækmærker, men også at man alligevel godt kan se, at min krop har gennemgået en graviditet. Jeg er dog forundret over, at strækmærkerne har holdt sig væk, for igen har jeg ikke benyttet mig af cremer af nogen art (tror nu heller ikke helt på, at det virker), og jeg nåede altså op på en vægtøgning på 30 kg. Der må virkelig være noget om, at vi bare er udstyret med hud, der reagerer forskelligt.

– Jeg får ikke lavet en skid knibeøvelser! Og det er altså ikke sådan, at det ikke er nødvendigt, fordi jeg fik kejsersnit. Graviditeten i sig selv har selvfølgelig gjort sit, og derudover nåede jeg også at være ret meget i fødsel. Jeg prøver at gøre det til en vane at knibe hver gang, jeg vasker hænder, som en veninde har anbefalet mig, men det glipper ofte. Forleden sad jeg ovenpå Fyrstens ben i sofaen og kom til at grine så meget af noget, at jeg tissede en lille smule i bukserne. Og da jeg sagde højt til Fyrsten, at jeg sad der og tissede lidt på ham, så han så forfærdet ud, at jeg grinte endnu mere. Og så fik han lige et par dryp ekstra;)

Status: Jeg er heldig! Heldig at være sluppet for mange af de ting, som andre kæmper med efter en graviditet, såsom besvær med babykiloene og uønskede tigerstriber. Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er ting ved min krop, som er anderledes end før, og som jeg kan ønske at gøre noget ved. Men overordnet er jeg meget tilfreds med mit hylster. Mest af alt er jeg pisse glad for og stolt over, at det har huset verdens dejligste lillebror:)

Nytårsaften 2015 og 2016
Nytårsaften 2015 og 2016

Først og fremmest er jeg mor

Klokken er 07.noget, og ungerne og jeg har været oppe i en times tid. Det er okay med tanke på, at jeg nu sover om natten, men nøj hvor kunne jeg godt lige være blevet liggende en times tid eller tre mere. I stedet sidder jeg her i den blomstrede sofa og ser “Min søsters børn” (desværre ikke den originale, som jeg ellers så en del i min egen barndom). Vi har set den 89 gange eller deromkring, så jeg har efterhånden fuldstændig tjek på, hvordan jeg skal blive forskrækket eller sige “Skøre onkel Erik, altså!“, hvorfor jeg lige tillod at rydde lidt op på min telefon. Jeg har så åndssvagt mange billeder, og jeg er så dårlig til at få slettet løbende. Hvilket er ris til egen røv, for det er også pænt irriterende at skulle gøre efterfølgende. Meeeen i dag gemte der sig en lille overraskelse i mit fotoalbum:)

Forleden dag midt i madlavningen kom Ane ud i køkkenet med en bog, som hun gerne ville have, vi skulle læse. Så vi satte os der, på køkkengulvet, og læste. Efter få minutter kom Jasper kravlende og efterspurgte brystet. Så jeg læste højt og ammede, mens maden brændte på simrede. Og jeg bad Fyrsten tage et billede af os, fordi der findes så få billeder af mig sammen med begge børn. Som oftest er jeg den, der tager billederne, og er situationen en sjælden gang omvendt, så er der lige det mindre problem at fastholde to børn på samme sted i mere end 3 sekunder. Det lykkes denne gang. Og resultatet, som jeg altså først fik set her til morgen, gjorde mig ærlig talt fuldstændig varm om hjertet og fik mig endnu engang til at tænke “Hold kæft, hvor er jeg heldig!!!”.

img_3882

Jeg tænker ikke, at jeg elsker mine børn højere end alle mulige andre forældre, eller at jeg er et lykkeligere menneske som sådan. Men jeg tror på, at jeg er særligt god til at gribe de lykkelige stunder og være mere bevidst om dem, fordi jeg stadig så levende husker tiden, hvor de var alt, hvad jeg drømte om. Hvor det at få lov at sidde der på køkkengulvet med mine børn, var det eneste jeg ønskede mig.

Min svoger påpegede det en dag, hvor han var på besøg. Forandringen. Kontrasten. Forskellen mellem dengang og nu. Hvor anderledes jeg er, og hvor anderledes hele vores hjem er, hvor varmt her pludselig er. Bevares, det kunne også være hyggeligt dengang. Og familien kom på besøg, og vi lavede god mad, fortalte historier og grinede. Lige indtil nogen sagde et ‘forkert’ ord, eller jeg fik et glas rødvin for meget. Lige indtil det ikke var muligt for mig at være uden at græde. Der var så meget tristhed i vores hjem. Fordi tingene ikke var, som de skulle være, som vi havde forestillet os og håbet. Det lyder måske som en værre omgang følelsesporno, men jeg overdriver ikke. Hold kæft, hvor var verden bare grå og trist, og jeg var virkelig meget det samme.

I dag er livet lige, som jeg havde forestillet mig. Bedre, endda. Og for mig er moderskabet i den grad dét, der definerer mig! Ikke fordi jeg ikke også indeholder en masse andet og har ønsker og behov, som ikke omhandler børnene. Men måske fordi det netop var de manglende børn, der definerede mig så kraftigt engang. Så bliver alt andet sekundært. Det er det i hvert fald blevet for mig. Og det er nok både godt og skidt. Der er garanteret en masse at sige om kvinder, som lever og ler i kraft af deres børn. Det er sikkert ikke udelukkende positivt. Men i sammenligning med den jeg var før, så er der meget lidt skidt at sige, om hvor jeg er i dag. For dengang var jeg følelsesløs. I alle aspekter. Og dét, at jeg i dag føler, mærker og lever, også på de punkter, hvor det ikke er min rolle som mor, der er i spil, handler i høj grad om, at jeg ER mor. Dét gør mig i stand til også at være alt muligt andet. Modsat dengang hvor jeg mest af alt bare var ingenting.

Så nogen gange sidder jeg der på køkkengulvet midt i livet og hverdagen og madlavningen. Med børn, der kravler rundt på mig og flødekartofler, som for længst skulle have været ude ad ovnen. Og så føler jeg mig så åndssvagt taknemmelig, at jeg har lyst til at tude. Auch, hvor er jeg dog glad for, at det her er mit liv!

 

Noget om faser og følelser

Det VAR bare en fase!!! Jasper er begyndt at sove igen:) Lige så pludseligt, som søvnen forsvandt, lige så pludseligt er den vendt tilbage. Og det er godt! Endnu bedre at han valgte at time det således, at forældrene havde bare en smule mere energi at stå imod med, da influenzaen nedlagde dem begge. Pudsigt nok snakkede jeg i weekenden med nogen veninder om det her med manglende søvn. Om hvordan man på forunderlig vis får magiske kræfter og formår at fungere på et minimum af søvn. For det skal man jo! Man skal op om morgenen, man skal være på, man skal få hverdagen til at køre, ligegyldigt om man har fået to timers søvn eller ti. Vasketøjet diskrimenerer ikke. “Det er det samme med sygdom!“, sagde jeg. “Man bliver bare ikke rigtig syg, efter man har fået børn:)” Ja. Det sagde jeg. Fordi livet åbenbart ikke har lært mig en skid. Alle og enhver ved jo, hvad der sker, når man vover at komme med sådanne udtalelser. Og ganske rigtigt måtte jeg få timer efter forlade både Asti, øl og dejlige damer grundet en meget pludselig og meget voldsom træthed og en følelse af at have ondt i hele kroppen. Hej influenza, længe siden:/ Søndag sov jeg. Og frøs. Og svedte. Og sov lidt mere. Men held i uheld så gjorde Jasper altså det samme. Havde jeg skulle være oppe med ham hele natten, så tror jeg ganske enkelt ikke, at jeg havde overlevet! Dog fik min tåbelige påstand lov at stå sin prøve, da jeg sendte lorten videre til Fyrsten. For to forældre med et ben i graven går jo ikke. Så jeg kravlede op ad hullet, stak en halv rulle toiletpapir i hvert næsebor og et glas Panodil i halsen og kom igennem.

Pointen er, at det VAR en fase! En fase på to uendeligt lange måneder plus det løse, men ikke desto mindre en fase. Så til jer andre i samme situation – der er lys for enden. I form af kulørte lamper og diskokugler:)

Det var også en fase med Ane. En fase, som jeg vist egentlig ikke har luftet så meget herinde. Hun er efterhånden er helt rigtigt lille menneske, min Ane. Og jeg mærker, at det har en betydning i forhold til, hvad jeg deler om hende. Giver det mening? I hvert fald har hun også været igennem en fase af den slags, som fik mig til at Google ‘børn og borderline’. Helt alvorligt! Og da det ikke gav brugbare resultater, ringede jeg grædende til min søster, som sagde de magiske ord: “Det er bare en fase!” Og så græd jeg lidt mere af frygt for, hvor længe sådan en fase, mon kan vare, og hvor mange gange naboerne mon kunne nå at underrette de sociale myndigheder på den tid. For der var skrig og skrål hveranden dag. Helt umotiveret og uden synlig årsag. Og ikke på nogen almindelig ‘jeg er sur, mor’-måde, men på excorsisten-måden. Og jeg har følt mig helt og aldeles mislykket som mor. For det måtte jo være min skyld. Jeg måtte jo have gjort noget galt, siden hun fik så voldsomme reaktioner. Inderst inde vidste jeg nok godt, at min søster havde ret. At mange børn skal igennem sådan en fase, hvor følelserne  tage fuldstændig over. Men mens det stod på var det alligevel fornemmelsen af at være mislykket og forkert, som fyldte mest i min mave. Tristheden over at hun havde det så svært. Og frustrationen over ikke at kunne gøre hverken fra eller til.

Og nu udfordrer jeg skæbnen igen. Måske jinxen ligger på lur og bare venter på, at jeg rejser mig. Jeg gør det alligevel. For det VAR bare en fase! Det med de søvnløse nætter, den følelsesforvirrede 3-årige og følelsen af mislykkethed. Vi er ude på den anden side. Med glade børn, der sover om natten. Og kun med en smule influenza i kroppen. Men set i det store perspektiv, så er lidt influenza ingen sag;) (Det havde jeg med garanti været dybt uenig i i søndags!)

img_3845 img_3805

Vuggestueklar

Annonce//indlægget er lavet
i samarbejde med Jensstormkbh.com

Vuggestueklar?

Niks. Men det bliver jeg nok aldrig. I hvert fald ikke psykisk. Vi har pladsen fra på onsdag, men har valgt, at Jasper først starter op mandag, så han får en sammenhængende uge. Og jeg håber virkelig, at jeg kan lade være med at have for meget fokus på det i denne uge, så det ikke bliver en vemodig afslutning på vores barselstid, men at vi i stedet bare kan nyde hinanden. Ikke på grund af noget eller med triste miner, men bare i ren kærlighed. Vi skal gå en masse ture, synge sange, bygge tårne og kysse. Jeg satser på også at snige en enkelt eller to lure på mor ind – fordi det bare er noget af det bedste i verden!

Rent praktisk er vi dog klar. Vuggestuetasken er fyldt med alle de nødvendige ting, omend jeg dog ville ønske, at jeg også kunne lige kunne klemme mig selv derned;)

img_3773

Sutsko, futter, thermosæt, handsker, vand- og vindtæt dragt er alle ting, jeg har købt brugt eller fået foræret. Bamsen er julegave fra farmor, som jeg håber kan give lidt tryghed i barnevognen. Jasper bruger ikke sut, og han er ikke et af de børn, som skal nulre en klud eller pude. Bamsen er han glad for, men den er ikke nødvendig for at finde ro. Det er nok mest en morting – at jeg godt kan li’, at han har en særlig ting med hjemmefra. (Derudover skal han naturligvis have en røvfuld skiftetøj med.)

img_3771img_3772

Tasken er fra Jensstorm.dk, og den oser af 70’er vibes på den fede måde! Både med reflekserne, farven og de fede læderdetaljer. Jasper kunne med garanti ikke være mere ligeglad, men mor klapper i hænderne, og det er nu engang mig, der bestemmer;)

Jeg har stadig to måneders barsel tilbage, som skal bruges til at gøre indkøringen så god som muligt for både mig og Jasper. Det er vigtigt for mig at kunne trække vejret undervejs. At det ikke er noget, der skal hastes igennem, fordi vi har travlt, men at det i stedet kan foregå på hans præmisser. Måske det slet ikke bliver nødvendigt, måske han bare falder til med det samme. Det håber jeg virkelig. Men skulle det vise sig at være anderledes, så giver det mig en helt uundværlig ro i maven at vide, at vi har god tid. Ane var to år, da hun startede i vuggestue, så indkøringen med hende var anderledes (forestiller jeg mig), fordi hun var så gammel. Hun havde et sprog og en anden forståelse af tingene. Hun havde gået i dagpleje før, men jeg tænker, at de to ting ikke helt kan sammenlignes. Hun blev afleveret til den samme voksne hver dag og skulle kun forholde sig til tre andre børn. Jeg er spændt (og nervøs) på, hvordan denne indkøring bliver. Skal vi følge vuggestuens plan, skal han sove derned på tredjedagen. De er naturligvis åbne overfor, at alle børn er forskellige, at man derfor først og fremmest ser på barnets behov og ikke bare slavisk følger den gængse procedure.

Min fornemmeste opgave bliver signalere overfor ham, at vuggestuen bare er det fedeste i verden, og at jeg er fuldstændig tryg ved at efterlade ham der. Hvilket jo er mega meget løgn! Heldigvis spillede jeg en masse teater som barn, så jeg håber på at kunne bluffe tilfredsstillende. Ligger I inde med andre gode råd til, hvordan vi får så god en indkøring som muligt, så kom endelig med dem – jeg har vist brug for al den støtte og vejledning, som jeg kan få.

Jensstorm er at finde i Bellacenteret til CIFF d. 1.-3. februar, hvis du kunne tænke dig at snuse lidt mere til mærket:)

De siger så meget;)

Jasper og jeg var til opstartsmøde i vuggestuen i går. På vejen derhen havde jeg lyst til at stikke af. Lige svinge barnevognen op mod stationen, vende næsen mod lufthavnen og gå under jorden. Så kom jeg i tanke om, at mit pas er udløbet. Og jeg gider simpelthen ikke gå under jorden i Slagelse. Så den plan afblæste jeg igen. Jeg tog til mødet, drak min the og nikkede og smilede.

Det er jo for fanden ikke fordi, jeg tror, at jorden går under. Jeg er da slet ikke i tvivl om, at han nok skal klare det. Og jeg skal nok klare det. Jeg synes bare, det er naturstridigt at skulle adskilles fra min baby. Folk siger “Sikke en lang barsel du har haft!”, og jeg kigger undrende på dem. For han er kun 1 år. Det er da overhovedet ikke lang tid. Det er muligvis lang tid, hvis man sammenligner med andre, men det er ikke lang tid. Ikke i min bog. Ikke i mit hjerte. Og jeg kan på en eller anden måde kun grine af det faktum, at jeg nu skal til at aflevere min søn til nogen (indtil videre) fremmede pædagoger, for så at cykle videre på job og være noget for nogen andres børn. Det er sgu da lidt skørt! “Men han er jo SÅ klar!”, siger de. De samme mennesker, som synes, at et år er en evighed. Gu’ er han ej. Han er et lille, bitte menneske, som har tilbragt hele sit liv i sine forældres arme, og nu skal han pludselig efterlades hos to-tre fremmede voksne og 12 børn og hvem ved hvor mange lus. Selvfølgelig er han ikke klar til det. Men det bliver han.

Det er så meget lettere anden gang!“, siger de. Ja, det er dem igen. De siger så meget. Det er ikke lettere. Tværtimod. Det er langt hårdere, end det var første gang. For denne gang er jeg forberedt. Jeg har prøvet det før. Jeg ved allerede nu, hvordan det vil føles første gang, jeg skal gå fra ham. Så nu kan jeg gå og blive ked af på forhånd. Og så kan jeg blive lidt mere ked af, når først scenariet udspiller sig. Dobbelt op på tristhed. Og denne gang ved jeg, hvad der venter. Med ulvetimer og afsavn og manglende timer.

“Det skal nok blive godt!” siger de. Og lige der giver jeg dem ret. For det tror jeg faktisk, at det nok skal:)

Jasper kravlede direkte ind på lederens kontor, vinkede til hende og begyndte så at pille stikkene ud af hendes computer. Og da han var færdig med det, begyndte han at hive bøger ned fra reolerne, mens han brølede af fryd. Pædagogen fik lov til at tage ham på skødet, og han smilede stort til hende, før han begyndte at baske med armene for at komme ned igen, fordi han havde fået øje på noget nyt og spændende, som han kunne endevende.

Der var en anden skrøbelighed over Ane. Tror jeg. Det kan også tænkes, at det var mig, der var den skrøbelige. Jasper er fire måneder ældre, end Ane var, da hun startede i dagpleje. Og han er hærdet på en anden måde. Som man bliver det, når man er andet barn. Når der er andre end en selv, der kræver mors og fars opmærksomhed. Men han er også stadig en baby. I hvert fald i mine øjne. Og det er mega angstprovokerende for mig at skulle overlade ham i andres varetægt. Men jeg forbereder mig mentalt, jeg prøver at vænne mig til tanken, så godt jeg nu kan, blandt andet ved at skrive det her, som muligvis er 5.-6. indlæg i rækken om emnet. Det gør godt at sætte ord på.

Mødet i går gjorde også godt. For jeg blev mindet om, at jeg faktisk var rigtig glad for vuggestuen, da Ane gik der. Og vigtigst af alt – at Ane var glad. Og beskeden om at Jasper skal på samme stue, som hun gjorde, og at det er de samme tre pædagoger som dengang, gjorde mig glad og tryg. Nu er det logistikken, der skal kigges efter i sømmene. For jeg er stadig ikke vild for tanken om at skulle aflevere ham, eller Ane for den sags skyld, til dage på 8, 9, 10 timer. Så det må vi finde en løsning på. På en eller anden måde.

Jeg er stadig på INGEN måde der, hvor jeg kommer til at sige “Han er SÅ klar!”. For det er han ikke. Og det bliver hårdt for både mig og ham. Men jeg er til gengæld der, hvor jeg også godt kan se lidt positivt i det. At det bliver spændende for ham at komme ud og opleve noget andet af verden – også selvom det for bliver uden mig ved hans side. Og jeg er sikker på, at de vil passe ligeså godt på ham, som de gjorde med Ane. SÅ jeg tror faktisk på, at det nok skal blive godt. Men derfor kan det godt gøre lidt ondt alligevel, ikk’?

img_3368

Fruens favoritter (OG Jaspers!) til den 1-årige

Annonce//indeholder affiliate links:)

Jasper er jo lige blevet 1 år, og på søndag kommer familien på besøg for at fejre ham og Oliver, som fyldte 20 i onsdags. Tænk, at Fyrsten har to sønner på 1 og 20 – det er lidt af en spredning! Oliver ønsker sig bøger om iværksætteri, sko og den slags voksne sager. Jaspers ønsker er lidt sværere, for han mangler ikke rigtig noget. Han fik nogen fine ting til jul, og derudover nyder han godt af de sager, vi i forvejen havde fra Ane. Men selvfølgelig skal han ha’ gaver! Og jeg har lagt hovedet i blød for at finde på nogen gode ønsker. Desværre har jeg været mega længe om det, så jeg forestiller mig, at de fleste allerede har købt. Men måske I kan bruge listen til noget – om ikke andet kan jeg skamløst udnytte muligheden til at forsøge at hive lidt basseører hjem på affiliate links;)

Jasper ønsker til sin 1 års fødselsdag:

  • Fri adgang til Cash’ vandskål
  • Tørkost ad libitum
  • Fjernbetjeninger
  • Støvsuger
  • Leverpostej
  • Alt det Ane har
  • Ledninger. Alle slags går an, dog foretrækkes opladere.
  • Bryster. Gerne i en snor, så han kan have dem hængende om halsen.

Mors ønsker til Jaspers 1 års fødselsdag:

  • Jeg har lige fået øjnene op for Goki Nature, som jeg synes er et ret lækkert mærke! Og det handler ikke om, at legetøj skal være æstetisk pænt og i træ eller pastelfarvet hæklet af økologiske havregryn, men det holder altså bare lige lidt længere end det meste plastiklegetøj. Jasper er rigtig glad for sine traktorer og lastbiler, men han er også glad for at kaste med dem. Og jeg forestiller mig, at de sagtens kan have hans interesse i en del år endnu, så de må gerne kunne holde til lidt. Så et godt bud på noget lidt mere holdbart (OG pænt) kunne være denne lastbilgravemaskine og traktor.
  • Duplo. Altid duplo! Ane kan have lidt svært ved at dele, og jeg tænker, at det ville være rigtig fint for dem begge, hvis Jasper fik noget Duplo, som er helt hans eget. Meget gerne det her sæt og pladerne her.
  • Jasper er vild med Anes gamle stabeltårn i træ, hvor man skal sætte ring på en pind. Og han er pisse god til det! Så jeg tænker, at denne her lidt mere avancerede udgave kunne være et godt bud på et ønske, og det samme med denne.
  • Legetøj fra BRs eget mærke, som fx denne æggebane. Faktisk synes jeg, at de har virkelig mange fede ting i deres eget mærke, såsom Noas ark i træ (som jeg desværre ikke kan finde på hjemmesiden) og disse stabelklodser. Selv gav vi ham denne puttekasse på hans fødselsdag, som I kan se på billedet. Han er meget glad for den og ret god til at matche klodserne med de rigtige huller. Derudover bliver den fyldt med ALT, hvad han ellers kan finde. I dag indeholdt den et sugerør, en tandbørste og en halv bananpandekage. Ane er også glad for at putte ting i den – særligt sin hånd… 5 minutter efter Jaspers havde fået den, sad hun fast. Så fast, at jeg måtte ha’ håndsæben frem;)
  • Play2Learn dukkehus. Ane har dette, som Jasper er ret så vild med, så jeg tænker det kunne være fint, hvis han fik sit eget. Søsteren er som sagt ikke altid meget for at dele;) Så dette paddehattehus eller dette støvlehus, ville uden tvivl være et hit!

Mere kan jeg simpelthen ikke komme på! Mega fesent. Eller måske et udtryk for at vores stue i forvejen ligner en dagpleje – ingen grund til at gøre det værre, end det allerede er! Holy moly, hvor jeg glæder mig til, at de når den alder, hvor de gider lege på deres værelser. Det kræver selvfølgelig, at vi får lavet dem nogle værelser….

img_3201

Noget om natamning…

Der er nogen stykker, der har spurgt lidt ind til det med natamningerne i forlængelse af mit indlæg om Jaspers natteroderi. Og jeg svarer naturligvis gerne på, hvorfor jeg gør, som jeg gør:) Men fordi det er en længere snak, og fordi det er noget, som folk oftere og oftere kommenterer på sådan generelt, så har jeg lige lidt mere på hjerte, end hvad jeg tænker, jeg kan presse ind i kommentarfeltet. Så derfor dette indlæg.

Jeg har jo ingen særlig viden eller ekspertise indenfor amning. Jeg har bare mælkefyldte babser og egne erfaringer og fornemmelser. Og så har jeg også har et ‘medlemskab’ af en lille facebookgruppe om amning, hvor der sidder vildt mange søde, kloge kvinder, som deler ud af deres erfaringer, og jeg lapper det i mig!

Og disse kvinder spurgte jeg til råds forleden, da det hele ligesom var nok. Da vi på en måned havde haft mindre end fem nætter med mere end 2 timers sammenhængende søvn. For jeg var ved at rive håret af mig selv – både grundet mangel på søvn, men også over at min mavefornemmelse ikke stemte overens med de råd, som jeg fik hver evig eneste gang, jeg nævnte problemet for nogen: “Du skal nok stoppe med det der natamning!” Jeg kan godt forstå, at det er sådan folk tænker. At det er det mest nærliggende. Og det var også dét vi gjorde med Ane, da hun nåede 1 års alderen. For jeg skulle jo for dælen gerne kunne møde nogenlunde sammenhængende op på job. Dengang gav det mening for mig. Og vi tog en kold tyrker, hvor jeg ikke sov sammen med Ane i en uges tid eller to, og så var den ged barberet. Jeg mindes ikke, at det var synderligt hårdt, eller at Ane reagerede nævneværdigt på det. Så i princippet kunne vi sagtens gøre det samme igen.

Men denne gang har jeg det anderledes.
For det første er jeg stadig på barsel. Det er da mega irriterende ikke at få sovet, men jeg kan godt klare det. Det er hårdt, men det går. Jeg havde højst sandsynligt tænkt anderledes om det, hvis jeg var startet job.
For det andet så er jeg andengangsmor, og jeg har en noget anden måde at være mor på nu, end jeg havde for tre år siden. Jeg stoler mere på min mavefornemmelse. Og min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal amme videre. Ikke fordi jeg vildt gerne vil amme. Jeg har sagt det før – jeg opererer ikke med principper. Jeg ammer ikke, fordi jeg har en idé om, at det er det bedste. Faktisk synes jeg nogen gange, at det er pisse irriterende at amme. Så når jeg gør det alligevel, er det udelukkende fordi, jeg vælger at følge Jasper. Og han giver udtryk for gerne at ville ammes og virker til at trives rigtig godt med det – derfor ammer jeg. I dagtimerne er han glad og legesyg og virker ikke påvirket af de forstyrrende nætter. Omvendt valgte vi at sløjfe det at amme ham i søvn, fordi vi kunne mærke på ham, at det ikke fungerede. Han havde svært ved at finde ro og fik mavekneb, så for hans egen skyld blev det droppet.
For det tredje er jeg begyndt at lytte mindre til de råd, som jeg ikke føler harmonerer med mine egen forståelse. Jeg er blevet mere opmærksom på, at mange af de ting, som mødre rådes til, både af fagfolk og almindelig ‘menige’ forældre, i langt højere grad handler om forældrenes behov end barnets. Som for eksempel det her med søvn. Der er en klar forventning om, at en 1-årige bør sove igennem. Og gør han ikke det, må der være noget galt. Det kan der sikkert også være. Men det er måske mere sandsynligt, at han bare er 1 år, og ikke på forhånd er programmeret til at tilpasse sig forældrenes behov for søvn;) Da Ane var lille og fra den ene dag til den anden ikke længere sov igennem, panikshoppede jeg både vælling og grød. For de sagde alle mødrene i min terminsgruppe på facebook, “Det er da fordi, hun er sulten!” Og fordi jeg ikke stolede skide meget på hverken brysterne eller min egen mavefornemmelse, så købte jeg den teori. Alligevel rådførte jeg mig lige med en veninde, hvis søn var på samme alder, og hendes svar lød: “Det er da fordi, hun er en baby! Sådan skal de gøre.” Så vællingen røg i skraldespanden, og Ane fortsatte med de mange opvågninger. Indtil hun, fra den ene dag til anden, pludselig sov igennem igen.

De råd jeg fik, da jeg søgte hjælp hos de andre ‘ammedamer’ omkring natteroderiet, var netop det – at lytte til mit barn og min mavefornemmelse. Altså, fortsætte som hidtil. For hvis han pludselig søger brystet oftere, så er det et udtryk for et behov af den ene eller anden grund. Sikkert fordi han, som jeg også beskrev her, simpelthen får udvidet sin lille verden i en sådan grad lige nu, at han har brug for ekstra omsorg om natten. Og hos familier hvor man ikke ammer, så kan den omsorg sikkert gives på et hav af andre måder. Det kunne den muligvis også her, hvis jeg nægtede ham brystet. Men det gør jeg ikke. Fordi min mave og min søn fortæller mig noget andet. Og jeg lytter. Også selvom det er skide hårdt, og jeg er træt og mine brystvorter i den grad fortjener at blive pensioneret! Det skal de tids nok få mulighed for, men for nu får de altså lov at blive i funktion.

Havde jeg nu søgt råd alle mulige andre steder end i en gruppe, der specifikt omhandler amning, så havde jeg med garanti fået et andet svar. Og der kan sikkert også findes en masse forklaringer på, hvorfor jeg bør droppe de der natamninger. Som sagt gjorde jeg det med Ane. Og det var let og smertefrit, og hun kom helt fint igennem det. Jeg er bare anderledes her i anden omgang, og min mavefornemmelse og ikke mindst min tro på, at dén er værd er lytte på, er anderledes. Og vigtigst af alt er Jasper anderledes. Og hvad der gav mening med Ane, giver ikke nødvendigvis mening med ham:)

Der er slet ingen tvivl om, at jeg er nødt til at overveje andre løsninger, hvis det her fortsætter i en uendelighed. Det ville være umenneskeligt, og der er ganske enkelt ikke kaffe og sukker nok i verden! Men det jeg hører fra andre er, at det er en fase. At det står på i en til tre benhårde, lange, trættende måneder, og så er det dét. Og indtil videre køber jeg den forklaring og tager mig en lur, hvor det er muligt. Og ja, det er ikke nødvendigt at amme om natten efter et år – hvis man taler ernæring. Men derfor kan det nu sagtens være nødvendigt, når man taler om andre og ligeså vigtige ting som nærvær og omsorg:)

Så altså – mit bedste råd? Lyt til din mave. Lyt til dit barn. Gør det, du synes er rigtigt! Og er det at droppe amningen, så er det måske den rette løsning, og måske gør det ingen forskel. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, hvad min mave siger, og selvom vi ikke altid er helt enige, så plejer den at lede mig på rette spor:)

img_3168

Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

Jeg er så træt, at det nærmest ikke kan beskrives. Jasper har haft en periode på mere end en måneds tid efterhånden, hvor han sover helt ad helvede til. Han vågner og klynker og brokker sig, får lidt nus, sang, vand eller babs – så falder han til ro i sådan ca. 20 minutter, så starter det forfra.

De fleste folk foreslår straks at fjerne natamningerne for at løse problemet, men jeg tror ikke rigtig på, at det hænger sammen. Jeg tror – og bliver bekræftet i den tese af andre mødre – at det simpelthen bare er en af de faser, som han skal igennem. Fordi han lærer og observerer så ufattelig meget i løbet af dagen og er fuldstændig bombarderet med indtryk, som hans lille hjerne bruger natten på at bearbejde. Og hvis babsen er hans trøst, så er det okay med mig. Også selvom jeg er usandsynligt træt og mine bryster pænt lange.

Så vi har fundet en anden løsning, og Jasper og jeg er flyttet ud ad soverværelset. Det gør ikke den store forskel for mig og ham, men så kan Ane og Fyrsten da i det mindste få lidt søvn.

Men altså. Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

I eftermiddags sad jeg op og sov i sofaen. Barnevognen var rullet hen foran vinduet, men jeg turde alligevel ikke lægge mig ned i frygt for, at jeg ville falde i så dyb en søvn, at jeg ikke kunne høre ham. Babyalarmen kunne jeg ikke overskue – batterierne sidder i Anes strippernisse, som ligger gemt væk sammen med alt det andet julepynt. Så jeg sov bare siddende. I en time. Uforstyrret. Hvilket indtil videre er januars rekord.

Efter aftensmaden puttede Ane mig på sofaen. Og hun lyttede på mit hjerte, kiggede i mine ører og redte mit pandehår og konkluderede, at jeg var helt rask. Jeg er sikker på, at hun har ret, men man kan virkelig godt føle sig lidt skidt, når man ikke har sovet siden november 2016.

Fuck, hvor er jeg bare træt, altså!

img_3132

 

Og så blev han et år!

Fra kl. 1 i nat og frem til daggry var Jasper vågen. “Hurra, hurra – det er min fødselsdag!”. Det lod sig forholdsvis nemt gøre at sove igennem amningerne med et spædbarn. Med en 13 kg tung 1-årig er det lidt en anden snak. Særligt når han ikke helt ved, om han helst vil have brystet eller stikke klør fem op i mors næse. Det var en lang nat for alle parter. Også Ane, da vi jo alle sover sammen. Så hun boblede til kl. 8.15 i morges, hvilket resulterede i en ekstra fridag. Jeg tænkte, at første dag efter ferien ville være en skidt dag først at komme efter samling. Og jeg havde i forvejen lovet at hente hende tidligt, så vi ku’ lave lagkage til Jasper. “Med pølser og jordbær!“, sagde Ane. Det kan man jo ikke fortænke hende i. Jordbær er gode, og pølser er gode;) Jeg nedlagde dog veto og fik forhandlet nogle bananer og lidt chokolade ind i stedet. Ane gav et nap i køkkenet og fik ordnet jordbær og pisket kagecreme. Da jeg kom til at smide halvdelen af flødeskummet på gulvet og udbrød “Pis!”, viste hun sig igen fra sin hjælpsomme side – “Det skal jeg nok spise, mor!” Tak, Ane:)

Vi fik lavet verdens grimmeste lagkage! Jeg ved ikke, hvordan det er muligt at fucke en lagkage SÅ meget op?! Ane var dog umådeligt stolt af vores mesterværk, og Jasper virkede også glad og tilfreds. Fyrsten trak bare lidt på skuldrene – jeg tror ikke rigtigt, at han havde forventet andet;)

Det lykkedes mig at komme igennem dagen næsten uden at græde. Og da jeg alligevel tillod mig at fælde, hvad jeg troede var en lille, diskret tåre, mens ungerne og jeg sad tæt i sofaen og så ‘Kasper og Sofie’ for 117. gang, tog Ane mig i hånden og sagde “Bare rolig, mor. De finder Fru Kanin igen!” Phew! Ja, man nåede ellers lige at blive urolig;)

Nu er ungerne puttet, og Fyrsten har gjort dem selskab. Jeg burde seriøst gøre det samme efter nattens næsepilleri. Men jeg sidder lige lidt her og kigger på billeder af Jasper som nyfødt. Shit, man bliver en nostalgisk, emotionel tosse af det her moderskab!

img_2934 img_2998 img_3001

Så kom Jasper….

img_0488

Vi talte egentlig aldrig om, hvor mange børn vi ville have. Bare mange, tror jeg. Det lå ligesom i kortene. Vi kommer begge fra store familie. Fyrsten har fire søskende, jeg har seks. Så selvfølgelig skulle vi også have mange børn. Men livet ville det anderledes, og pludselig blev dét at få bare et barn til et kæmpe stort og psykisk nedbrydende projekt. Og så var målet et barn. BarnET. Ane<3

Da vi fik Ane, var vores lykke gjort. Jeg tror ikke, at det er muligt for noget menneske i verden at føle sig så lykkelig, som jeg gjorde, første gang jeg holdt hende i mine arme. Jeg var nogens mor. Hun var min, og jeg var hendes, og verden kunne for min skyld gå i opløsning udenfor vores vinduer. Jeg ænsede ikke andet, end det jeg havde lige dér – mit livs største kærlighed.

Og de utalte planer om de mange børn og det lange spisebord og minibussen blev lagt på hylden. Både fordi livet havde vist sig at ville det anderledes, men mest af alt fordi det pludselig var lige meget. Vi var i mål. Vi var lykkelige.

Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke “Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis man tillod sig at være grådig? Hvad nu hvis man tillod sig at ønske lidt mere? At håbe lidt mere, at drømme lidt mere? Hvad nu hvis man forsøgte bare én gang til? Hvad nu hvis?

Og så kom Jasper. Planlagt ned til mindste injektion og alligevel så ganske uventet. For det var ikke en kamp. Det var ikke psykisk nedbrydende. Det var bare et stille håb. Uden tårer og afmagt og fosterstilling på køkkengulvet. Sådan troede jeg ikke, at man kunne få børn. Så let og smertefrit.

Men det kunne man. Det kunne vi. Og det gjorde vi.
Og så kom Jasper. Smukke, tykke, milde Jasper med de blå øjne og det rødlige hår. Mit bonus-barn. Ham, jeg ikke vidste, at jeg manglede, før han pludselig var min søn.

I morgen bliver han et år. Og jeg trækker vejret helt ned i maven for ikke at hyperventilere ved tanken. For det er gået for hurtigt! Det seneste år har været så helt igennem fantastisk, og jeg er slet ikke færdig. Jeg vil ha’ mere. Af hans tykke babylår og hans små, fedtede fingre i mit hår. Af Anes milde stemme klokken alt for tidligt om morgenen, når hun hun bare gerne vil kæle ham lidt. “Jeg lover, at jeg ikke vækker ham, mor. Jeg skal bare kæle ham en lille, bitte smule!” Og jeg gør mit bedste for at vifte vemodet væk og huske mig selv på, at grunden til at jeg jo overhovedet har det sådan er, at jeg er lykkelig. Uden men’er og hvis’er. Bare ubetinget lykkelig. Lige som jeg troede, at det ikke var muligt at blive mere lykkelig. Så kom Jasper.

(Min fødselsberetning kan du læse herhvis du er nysgerrig)

imageimageimageimageimageimageimageimageimage

img_1505