Sidste år ved denne tid

Sidste år ved denne tid (ja, nu har jeg så Sanne Salomonsen på hjernen resten af dagen!) var jeg gået 9 dage over tid. Jeg mindes, at jeg var utålmodig, men det skyldtes mest af alt frygten for at gå så meget over tid, at en hjemmefødsel ikke længere ville være en mulighed. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at det kunne ske lige meget hvad, at jeg måtte på sygehuset. Men i og med, at jeg vidste, præcis hvornår baby var lavet, ville det ha’ ærgret mig meget, hvis et par dages overtid skulle gøre udfaldet, for min termin regnet udfra inseminationen lå tre dage senere end scanningsterminen.

Vi var forberedte på både hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Fødekarret var indkøbt og hospitalstasken var pakket. Vi var ikke forberedte på et akut kejsersnit! Det havde virkelig slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne ende med det. Af en eller anden uforklarlig grund, for jeg lever jo ikke under en sten – jeg vidste jo godt, at sådan noget kunne ske. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig;) MEN det skete for mig, og det endte godt og fint og lykkeligt alt sammen:)

Kønnet var vi ikke forberedte på. Jeg havde i de første mange måneder af graviditeten været overbevist om, at det var en pige. For det var det, jeg kendte til, at være mor til en datter. Men små to måneder før termin begyndte Fyrsten pludselig at omtale maven som “han”. Hvilket irriterede mig grænseløst. For vi vidste det jo ikke. Men Fyrsten var urokkelig. For han vidste det godt, sagde han.

Sidste år ved denne tid trak jeg en nederdel op over min store mave og malede læberne røde. Dagen før havde jeg fået en omgang akupunktur, som dog ikke umiddelbart havde sat gang i noget. Det blev bekræftet af den jordemoder, som på nytårsaftensdag lige tjekkede op på en lidt stille baby, der havde det helt fint og ikke viste tegn på at forlade sin midlertidige bolig foreløbig. Så vi tog hjem og pustede serpentiner og iførte os skøre hatte.

Nu er det nytår igen. Og vi får besøg af det samme vennepar, som vi havde sidste år. Det samme vennepar, som sidste år trak på smilebåndet og sagde “Ja ja, den er go’ med dig!”, da jeg forsøgte bortforklare de tiltagende jag i maven, mens jeg langede kylling på racletten. “Det er plukkeveer.”, sagde jeg. For gennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at når man fik veer, var man ikke i tvivl. Og jeg var altså i tvivl. Indtil to timer senere, hvor jeg stønnede mig igennem et farvel til Ane og ringede til min søster og beklagede, at jeg vist nok var kommet til at fucke hendes nytårsplaner lidt op. Den søde jordemoder, Louise, endte vist også med en lidt anderledes aften end vanligt, da hun fik lov at høre rådhusklokkernes bimlen, mens hun havde den ene hånd oppe i mig. Undskyld, Louise;)

Sidste år ved lidt senere end denne tid tænkte jeg, at jeg nok fik en nytårsbaby. Og jeg frygtede lidt, at jeg ville være i gang i så lang tid, at det blev en 1. januars baby. Jeg tog fejl med begge ting. Fyrsten til gengæld – han fik som altid ret;)

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk nytårsaften – med eller uden veer;)

img_9604

Koldsved og kvalme

Pladsanvisningen slog en yatzy for os i formiddags, og vi har nu takket ja til vuggestue fra 1/2-2017.

Jeg skal først starte job 1. april, men vi har prioriteret en lang indkøring. Det kommer til at gøre lidt ondt på pengepungen, til gengæld tror jeg, at det bliver godt for mor-maven. Hvilket er langt vigtigere end penge. Med Ane havde vi en måned, og det startede pisse godt. Men da vi var 14 dage inde i indkøringen, blev det rigtig svært for hende, og vi måtte starte forfra.

Jasper får to måneder, hvilket nok i manges ører vil lyde som den vildeste luksus. Det er det også! Men det er det, jeg har det bedst med. Så kan han få en rolig indkøring, og både han og Ane kan ha’ korte dage, inden hverdagen for alvor sætter i gang. Og når vi, i midten af april, går på påskeferie, skal jeg forhåbentlig ikke bekymre mig om, om det bomber os tilbage til start.

Jeg har virkelig krydset fingre for, at vi ville få en plads! Ane var nødt til at starte i privat dagpleje, da vi kun kunne få plads i en vuggestue, som lå i modsatte retning af mit arbejde. Det viste sig heldigvis at være det helt rigtige for både hende og os, men det vidste vi jo ikke på forhånd;) Som 2-årige rykkede hun til vuggestue, og det er den, som Jasper nu har fået plads i. Selvom der er søskendegaranti, var vi blevet forberedt på, at det ikke nødvendigvis betød, at vi var sikret en plads. Men nu er den altså hjemme.

Det er godt. Det var det, vi ønskede.

Men sådan et brev i e-boksen minder mig også om, at barselsboblen lakker mod enden. At jeg nu skal forberede mig på at skulle efterlade ham i andres varetægt. Lille, søde Jasper, som kun er vant til at være sammen med sin mor og far. Min glade, tykke baby ude i den store og vilde verden. Jeg får akut koldsved og kvalme bare ved tanken. Fuck fuck. Fuck. Det har jeg bare slet ikke lyst til. Lige nu vil jeg faktisk godt flytte til Fyn og drikke gedemælk og gå hjemme mine børn!

img_0488

 

Jaspers bog

De af jer, der følger mig på Instagram, har nok luret, at jeg er i gang med en bog til Jasper. Det er en personlig variant af den almindelige ‘barnets bog’, men med det primære formål at skulle fungere som en hjælp til at fortælle Jasper om hans tilblivelse.

Det har på sin vis været nemt nok at tale med Ane om, hvordan hun er kommet til verden. En graviditet er en ret håndgribelig og synlig størrelse, og det er faldet os hos helt naturligt at fortælle Ane, at hun har ligget i mosters mave. Især i forbindelse med graviditeten med Jasper talte vi meget om, at der lå en baby i mors mave, ligesom Ane havde ligget i mosters mave. Ane kan selv sætte ord på det i dag. Og selvom jeg naturligvis er klar over, at der er stor forskel på at gentage det, som mor og far har fortalt og så reelt at forstå det, så synes jeg, at vi er godt på vej.

Det er anderledes vanskeligt for mig, når det kommer til Jaspers historie. For rent ‘praktisk’ er der jo intet anderledes at bemærke ved hans tilblivelse. På nær det med selve undfangelsen. Og hvordan dælen får man lige fortalt den del, så den bliver ligeså naturlig en del af hans opvækst, som Anes fortælling har været det for hende. Og endnu vigtigere: Hvordan taler man om det at være donorbarn uden at give det magten til at definere ens personlighed? Misforstå mig ikke, jeg synes, at det er en vigtig ting at sætte ord på og være åben omkring, men jeg er også meget bevidst om, hvor skabende sproget er. Og der er naturligvis en chance for, at det være donorbarn kommer til at få stor betydning for Jasper senere i livet, MEN det skal ikke være fordi, at vi som forældre har talt det op som værende af afgørende betydning for hans eksistens.

Jeg synes, det er en svær balance. Særligt svær fordi det er så skide vigtigt!

Men nu er jeg i hvert fald kommet i gang med bogen. Jeg startede på den, mens jeg var gravid, og det er så hyggeligt at arbejde videre med den nu, hvor jeg kan færdigtegne de skitser, som blev lavet, før jeg vidste, om han var en dreng eller pige:) Ligesom med Anes bog har jeg ladet mig kraftigt inspirere af motiverne, som Rikke tegner (hun er også at finde på Instagram under @rikkerose.dk, og jeg kan virkelig anbefale at følge hende i der. Hendes motiver er så fine og rammer lige i hjertet!) – simpelthen fordi jeg ikke selv har hverken idéerne eller den flotte streg. At tegne efter kan jeg til gengæld godt finde ud af;) Rikke tegner dog overraskende få sædceller, så der måtte jeg selv udtænke noget. Jeg mangler stadig en del i bogen, fx vil jeg gerne have fremkaldt lidt mavebilleder og babybilleder til at sætte i. Jeg synes selv, at den bliver ret fin, og jeg glæder mig til en dag at kunne læse den med Jasper:)

 

imageimageimageimageimageimageimageimage

 
Anes bog kan I se her.

 

Tilfældigheder og heldigheder.

Egentlig ville vi ha’ startet op på fertilitetsbehandling allerede i første cyklus efter min operation for endometriose i januar 2015. Men der var en fest med arbejdet, som jeg godt ville med til. Sådan rigtigt med til – med øl og shots og alt, hvad denne kunne trække. Jeg ville ha’ en sidste ‘tur’, før jeg satte fødderne i pedalerne og kørte behandlingsmøllen igennem igen. Så vi blev enige om, at vi sagtens kunne vente en måned.

Egentlig skulle jeg insemineres den følgende måned, hvor jeg inderligt fortrød  mit valg af fest og shots, da jeg lå i stigbøjlerne og fik at vide, at jeg havde en cyste. Ergo måtte jeg sidde en omgang over. Benådningskortet havde jeg ligesom brugt i den forrige runde.

Egentlig ville Fyrsten helst slet ikke have været i gang med behandling igen. Ikke fordi han ikke vil have flere børn. Men fordi han var panisk angst for, om behandlingerne, håbet og skuffelserne ville tage på mig på samme måde som før. Om jeg ville gå i stykker igen, nu hvor Ane havde lappet mig så fint sammen.

Egentlig ville vi have valgt en åben donor af den slags, hvor man ved en masse ting om vedkommende. Hvilken uddannelse donoren har, og om han spiller fodbold eller guitar. Men ligesom ved vores første forsøg med iui-d tilbage i 2012, blev det for mærkeligt. Tanken om muligvis at komme til at sammenligne sit barn med en person på et stykke papir. Så vi lod klinikken vælge en åben donor fra deres eget register.

Egentlig troede vi heller ikke, at behandlingen i april ville ende med en inseminering. For der var måske en cyste. Som så ikke var der alligevel. Og så blev jeg insemineret.

Så skete det der med det magiske tis. Og 9 måneder efter var der Jasper.

Rimeligt heldige tilfældigheder!

image

 

Noget om sæddonation. Igen;)

“Jeg var ved lægen med lillebror i går og blev spurgt, om der er nogen historie med astma eller allergi på mors eller fars side af familien. Jeg svarede nej og tilføjede, at lillebror er donorbarn. Efter yderligere undersøgelser konkluderede lægen, at der nok ikke er tale om astma, da der intet er af den slags i min familie, og tilføjede “Far ved vi naturligvis ikke noget om.”
Jeg er efterhånden vant til det, så jeg bliver hverken stødt, vred eller ked af det. Men, indrømmet, en smule forundret og til tider også en anelse irriteret over, at det ikke falder folk mere naturligt at sige ‘donor’. For det er jo dét, der er tale om. Ikke en far, men en donor.
Jeg sagde ikke noget til lægen, for jeg ved jo godt, at han ikke mente noget som helst ondt med det. Og han gjorde jo bare det samme, som mange andre gør. Og det er aldrig i nogen ond mening. Men jeg gik hjem og tænkte over det. Jeg kunne bare have sagt “Far ved vi godt noget om, men det er en anden snak med donoren;)”. Det havde han sikkert ikke taget ilde op. Måske han så endda havde været mere opmærksom på det næste gang.
For der bliver en næste gang! Der bliver mange næste gange. Både for ham og for alle mulige andre. Måske også for dig? Så nu siger jeg det i stedet til dig:)
Vil du ikke prøve at være opmærksom på, at bruge ordet ‘donor’ i stedet for ‘mor’ og ‘far’, når du taler om donorbørns genetiske ophav? Det er ikke meget, der skal til, men det gør en stor forskel for os, der har donorbørn:)
Jeg bliver ikke vred, når folk siger ‘far’, men jeg bliver til gengæld rigtig glad, når folk siger ‘donor’ – fordi det er den rette betegnelse, og fordi det til syvende og sidst handler om mine børn og den selvforståelse, de vokser op med:)
Tak:)”

Ovenstående delte jeg på Instagram og Facebook i går. Fordi jeg tænkte, at jeg har spundet nok tanker om emnet herinde. Så planen var blot at lade det være et lille opslag der og ikke endnu et blogindlæg.

Nu bliver det så et blogindlæg alligevel;)

For kommentarerne til mit opslag bekræftede mig i, hvad jeg nok egentlig godt vidste i forvejen: At når folk siger ‘far’ i stedet for ‘donor’, så er det ganske enkelt fordi, de ikke tænker over det. Og det er da en ærlig sag! Men så meget desto mere grund til at jeg råber op om det igen og igen og igen. Ikke for at løfte pegefingeren eller brokke mig, men for at gøre mit til at opmærksom på, at det faktisk betyder alverden til forskel for dem, som har eller er donorbørn.

Eller adoptivbørn for den sags skyld. For nogle uger siden skrev jeg sammen med en ung kvinde, som er adopteret. Og hun fortalte mig, hvordan hun stadig den dag i dag kan mærke ubehaget i kroppen, når hun tænker tilbage på sin barndoms skoletid og de andre børns kommentarer om, at hendes mor ikke er hendes ‘rigtige’ mor.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det, og jeg får tårer i øjnene nu, hvor jeg skriver det. For shit, hvor kan ord bare såre! Naturligvis mest dem, der affyres med netop det formål, men egentlig også de mere ubevidste af slagsen.

Så derfor blev det altså nu til endnu et indlæg i rækken. Det er ikke det første, og det bliver helt sikkert ikke det sidste. For det er mit hjertebarn! Og jeg bilder mig selv ind, at hvis man hører noget tilpas mange gange, så lagrer det sig. Nogle vil måske tage det med sig ganske ubevidst, mens andre vil huske på det og være opmærksomme på deres egen sprogbrug, hvis de en dag skulle havne i en samtale om donor- og adoptivbørn.

Så jeg håber, at I vil ha’ mig undskyldt, hvis I tænker, at jeg gentager mig selv. Men nogen ting kan ikke gentages nok. Og for mig er det her altså en af de ting:)

Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)
Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)

Lidt om syge børn

Åh, det var  en laaaaaang dag i går. Den startede ved 5-tiden, hvilket bare er alt for tidligt for mig. Eller egentlig startede den vist før end det. Den afløste nærmere bare dagen før – sådan helt uden varsel og mellemliggende søvn.

Jasper sov elendigt! Han var pjevset og snottet og generelt rimelig utilfreds med alting. Når ikke babserne kan stille noget op, så ved man den er gal. Og da klokken nærmede sig 4, begyndte hans vejrtrækning at blive anstrengt og hvæsende.

Kl. 5 sad jeg i sofaen og så ‘Den store bagedyst’ med en sovende søløve i armene. Jeg sendte den obligatoriske morgenvideo til Lillemor (ja, vi videoer hinanden på daglig basis), og da hun hørte Jaspers hvæsen, anbefalede hun mig at ringe til lægen.

Jeg synes, det er pisse svært at vurdere, hvornår man skal ringe til lægen! Med Ane gjorde det med garanti for ofte. Fordi jeg var førstegangsmor, og fordi hun var præmatur. Nu er jeg andengangsmor til en lille tyksak, og prøver at være opmærksom på ikke at gå for meget i den anden grøft. For man vil så nødig virke pylleret eller spilde lægens tid. Og sidst vi var hos lægen, blev vi sendt videre på børneafdelingen, som til sidst sendte os hjem med den forventede dom: en virus. Jeg følte mig aldeles dum over at have spildt deres tid, selvom jeg jo hellere skulle føle mig glad over at kunne gå hjem med ro i maven og et barn, som ikke fejlede noget alvorligt. Men sådan er jeg ikke. Jeg vil så nødig ligge folk til gene – heller ikke når det er deres job at give mig ro i maven.

Men hvorom alting er – når en rutineret andengangsmor OG jordemoder, som Tina jo er, anbefaler et lægebesøg, så lytter man efter! Så afsted til lægen med os, som endnu engang sendte os videre til børneafdelingen, hvor vi brugte 4 timer, før vi blev sendt hjem med beskeden om, at det – igen – var en virus. Men denne gang en virus, som havde bragt en omgang astmatisk bronkitis med sig. Så det var rigtigt godt, at vi tog til lægen. Hans respiration var alt for hurtig og lå i ‘haster’-feltet på lægens skema, og han havde brug for hjælp til at få ned i normalt leje.

Han fik saltvand i maske, efterfulgt af astmamedicin. Det var en møg ubehagelig oplevelse for os begge, men han var sej – som altid! Måske det er det, der gør, at det til tider er svært for mig at tolke, om han er ‘rigtigt’ syg eller ej. For han er glad og smilende, og som oftest får man jo besked på at se på barnets almene trivsel. Og den er der næsten aldrig er noget galt med, når det kommer til Jasper. Sidst vi røg på børneafdelingen skyldtes det faktisk mest af alt, at han græd. Og lægen sagde “Jamen, det gør børn jo!”. Men det gør Jasper bare ikke.

Det gjorde han heller ikke i går. Jo, mens han blev holdt fast og skulle ha’ maske. Men to minutter senere var han i sit sædvanlige gode humør. Natten til i dag har været fin, og selvom der er en smule hvæsen her til formiddag, er det intet i sammenligning med i går. Heldigvis!

Vi har fået en astmaspray med hjem med beskeden om, at give ham et pust, hvis han igen får besvær med vejrtrækningen. Det er ret betryggende at have noget indenfor rækkevidde, som kan afhjælpe:)

Er jeg mon den eneste, som synes, det er sindssygt svært at vurdere, hvornår ungerne skal til lægen? Og praktiserer I selv ‘hellere et besøg for meget end ét for lidt?

image

 

Tilbageblik – for et år siden

image

Facebook fortæller mig, at jeg så sådan ud for et siden. Når jeg ser det i dag, synes jeg egentlig, at jeg ser ret stor ud. Pæn, men stor med tanke på, at jeg ‘kun’ var 6 måneder henne. Jeg havde godt nok også på dette tidspunkt taget omkring 20 kg;) på. Der var stadig en måned tilbage før barsel, så jeg cyklede dagligt sammenlagt 15 km. til og fra job.

Hold kæft, hvor var jeg træt! Den der træthed, som mange oplever i starten af graviditeten, sprang jeg let og elegant henover. Men både den og kvalmen gjorde sit indtog i tredje trimester. Jeg kunne stå op og sove. Faktisk mindes jeg, at jeg var i biografen med nogle elever, som var en smule fornøjede over, at jeg kunne sove gennem en hel film. Derudover begyndte jeg at få mere og mere vand i kroppen. De første 30 skridt, jeg tog om morgenen, føltes som at gå på glasskår, og jeg kunne ikke længere passe mine sædvanlige sko, men måtte ud og købe større.

Op til tredje semester var graviditet gået rimelig gnidningsfrit. Fysisk, i hvert fald. Psykisk var en anden sag. Jeg tror først, at det var i tredje semester, at jeg begyndte at føle mig helt sikker på, at det her rent faktisk ville ende med en baby. Op til da havde jeg tusindvis af katastrofetanker, og det var svært for både mig og Fyrsten at give os hen til ubetinget glæde. Men heldigvis ændrede det sig:)

Det var også omkring september 2015, at Fyrsten begyndte at insistere på, at det var en dreng. Ikke gætte eller ønske sig, men slet og ret være fuldstændig overbevist om, at det ikke kunne være anderledes. Og jeg skældte ham ud. For vi vidste det jo for fanden ikke. Og jeg gad ikke gå og tro og forestille mig noget, fordi han plantede frø i min underbevidsthed. Hvilket var præcis det, der skete – jeg forestillede mig en dreng. Som skulle hedde Jasper:)

I september 2015 skrev jeg lidt på bloggen om vægtøgning i graviditeten, noget om at være fuldstændig rablende vanvittig og begyndte at vælte vægge med kun 100 dage til termin, og en ode til de 92 æg, som kom forud for Jasper-ægget:)

Det er ret skægt sådan at tænke tilbage på dengang, hvor vi bare var mig, Fyrsten og Ane. Det er kun et år siden, men et helt andet liv. Og nu er vi her. Jeg er stadig træt, men kan da passe mine sko igen;) Og spisestuen? Den er stadig ikke færdig;)

Skide godt!

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

Jeg smed dette billede ud på Instagram i går. Og jeg havde sådan lyst til at skrive “Ham har jeg lavet!”. Men jeg gjorde det ikke. Fordi det på en eller anden måde virkede forkert, når nu jeg jo ikke har lavet Ane. Eller tarveligt overfor Fyrsten, som ikke har lavet Jasper.

Så jeg skrev bare “Jasper <3“. I dag har jeg lyst til at redigere det. For det er sgu da noget pjat. Jeg har jo lavet ham. Men jeg har også lavet Ane, og Fyrsten har lavet Jasper. Jovist, selve konstruktionen er udført af andre, men vi ‘laver’ vores børn hver evig eneste dag!

I går aftes formede Ane en lille skål med sine hænder, så hun kunne drikke vand, da hun havde børstet tænder. Og da Fyrsten roste hende, sagde hun “Ja, det var skide godt!“. Fordi det siger hendes far altid. Og Ane lytter på sin far og lærer af ham. Også når det kommer til de mindre heldige formuleringer;)

Det kræver – for de fleste – ikke særlig meget at lave et barn. Faktisk har jeg hørt om nogen, der har gjort det i søvne;) Men det kræver meget at lave et menneske!

Vi har lavet to. Det er sgu da ærlig talt ret godt gået. Eller faktisk er det skide godt;)

At være mor til to

Jeg blev for noget tid siden spurgt på Instagram af den søde @katwib, om ikke jeg ville skrive lidt mere om det der med nu at være mor til to. Og det vil jeg naturligvis gerne:)

Den korte version:

Det er et hit!!!!

Den lange version:

Da omverdenens glæde over vores graviditet havde lagt sig, kom de sædvanlige kommentarer om “uha, to blebørn!” og “Åhhh, det bliver garanteret svært for Ane!” og “Pyh, I får vist rigeligt at se til!” Og ja, vi har rigeligt at se til:) Det er en noget mere travl hverdag, når børneflokken og det dertilhørende vasketøj pludselig er blevet fordoblet. Det er selvsagt en hel anden måde at holde barsel på, når man hver dag skal aflevere og hente et børnehavebarn, og der indimellem gerne vil nå en del af de huslige ting, så de ikke skal gøres, når hun er hjemme igen. Og nå ja, så er der det lille nye menneske, som skal stimuleres, fodres og kysses i en uendelighed;)

Men mest af alt er det er hit! Virkelig! Altså, vi taler Michael Jacksons “Thriller” og Kähler-vasen med kobberstriber.

Ane har, som jeg sikkert også har nævnt tidligere, taget omvæltningen bedre, end jeg nogensinde kunne ha’ drømt om. Hun er smaskforelsket i sin lillebror, og han i hende. Jeg har et hyr med at få hende ud af sengen om morgenen, for “jeg skal lige putte lidt med lillebror”🙂 Der har, indtil videre, ikke været nogle store jalousiudbrud eller andre tegn på, at ham lillebroren fylder for meget. Måske fordi vi er gode til at have fokus på Ane – måske fordi hun bare er god til acceptere situationen. Nok rigtig meget fordi, han er et ‘nemt’ barn. Han er glad og tilfreds og sover om natten (som oftest), hvilket naturligvis er en kæmpe fordel! Situationen havde uden tvivl været anderledes, hvis vi eksempelvis havde fået et barn med kolik eller andet.

Jasper er bare glad. Glad og tyk og lattermild. Og det smitter af på resten af familien i form af overskud og ro. Han er usædvanligt dårlig til at sove lure i løbet af dagen, men sover til gengæld som en baby (hø hø) om natten. Og lige præcis dét, tænker jeg gør en verden til forskel. Man er bare et langt bedre menneske, når man har fået sin nattesøvn!

Jasper har dog besluttet sig for, at babserne mor er indbegrebet af alt, hvad der er smukt i verden, så alenetid er en umulighed for mig. Vi har, i Jaspers 8 mdr lange liv, kun været væk fra hinanden i mere end 2 timer en enkelt gang. For han duer ikke til det. Så burde jeg måske sige, at det gør jeg heller ikke, men det ville være løgn. Jeg vil gerne ud og drikke en øl med veninderne, jeg vil gerne ud og opleve verden uden at barn på armen bare for en aften. Men indtil videre bliver det ved drømmen, mens vi træner det der med at være alene med far og drikke modermælk af flaske. Og det er okay med mig, det er det virkelig. Det er en lyst til at komme ud, ikke et behov. Jasper derimod har et reelt behov for at have babserne sin mor inden for rækkevidde, og han kommer naturligvis før øl, tapas og venindehygge. Så jeg væbner mig med tålmodighed og messer for mig selv, at forventningens glæde er den største;)

Livet som mor til to er faktisk ikke den store praktiske omvæltning, udover at både vasketøjet og kærligheden er fordoblet. Det er ikke dobbelt så hårdt, som at have ét barn, men til gengæld er det en trilliard gange federe på virkelig mange punkter. Og så er det, som med så meget andet, også et spørgsmål om indstilling. For ingen tvivl om, at det halter (okay, vi er muligvis ude i noget, der snart kræver en kørestol!) med det huslige i langt højere grad, end da vi kun havde Ane. Jeg ville virkelig gerne støvsuge oftere og bare engang imellem nå bunden af vasketøjskurven. Men det ville være på bekostning af noget andet, så jeg siger til mig selv, at børn får et stærkere immunforsvar af at blive udsat for lidt snavs og hundehår;) Jeg har indstillet mig på og affundet mig med, at her bare nok ikke bliver sådan rigtig rent igen før engang i 2034, og at jeg godt kan vente lidt længere med at komme ud og lufte ørerne alene.

Livet som mor til to er meget bedre, end jeg havde forventet! Det er skønt og skægt og ret fantastisk. Og det der med “to blebørn” (oh skræk og ve!), forstår jeg stadig ikke helt problemet med. Jeg oplever det i hvert fald ikke som et problem. Slet ikke nu, hvor Jasper er så stor, at de faktisk kan bruge samme blestørrelse;)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Ane ville have fået et fantastisk liv, og at hun ville være vokset op til at blive et godt menneske, selvom hun ikke havde fået en lillebror. MEN jeg er glad for, at vi fik muligheden for at give hende en søskende, som hun kan dele sin barndom med (Oliver er jo voksen og fløjet så meget fra reden, at han har bygget en ny i Spanien! Vi satser på, at han snart flyver hjem igen. Læser du med, O? Snart. Som i gerne i morgen!). Jeg er ikke i tvivl om, at Ane og Jasper bliver et fantastisk makkerpar – på både godt og ondt;) Jeg forudser, at de kommer til at sætte os på hårdt arbejde. Jeg forudser, at det der med at være mor til to, fortsætter som hidtil – med at være et hit:)

imageimage
image

 

Det regner…..

image….. og det skulle kun blive værre!

Og om ikke så forfærdelig mange timer, bliver Palæet indtaget af ca. 50 mennesker til Jaspers navngivningsfest. Vi har brugt de seneste dages solskin i haven på at gøre den fin og klar til fest. Indenfor har vi ikke løftet en finger. Det var jo lige meget, når nu vi skulle være ude.

Hov;)

Så nu har jeg leget tornado med støvsugeren og improviseret nogle borde i musikrummet og en madrassofa i krearummet. Ane har ligeledes udnyttet tiden godt og tømt tre rør med glimmer ud over sofaen. Skal der være fest, så lad der være fest;)

Der er tre rammer øl i køleren, bananmuffins i ovnen, og jeg har lige smækket mig med en kop kaffe i sofaen. Så nu har jeg glimmer i røven.

Det kan kun blive en god dag:)