Lidt om mad og blw

Lillebror bliver snart 7 mdr. og hans primære fødeindtag består af moderflødemælk. Jeg har i de sidste par måneder mødt en del undren omkring, hvorfor han ikke for længst er startet på grød og mos. Særligt når nu han er sådan en stor dreng. Og jeg har svaret tilbage med samme undren. For Sundhedsstyrelsen anbefaler jo fuldamming til 6 måneder, hvis ikke der foreligger omstændigheder, der gør, at andet mad er at foretrække. Og netop dét, at Jasper tydeligvis ikke mangler noget på sidebenene, siger mig, at han er helt fint ernæret af den mad, jeg selv producerer:)

Da vi ventede Ane, havde jeg overhovedet ikke overvejet hvordan og hvorledes med mad. Det var vitterligt ikke i mine tanker, men mere noget jeg forestillede mig bare kom naturligt. En af mine veninder fik barn en måneds tid før og talte en del om BLW, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Men i mine ører gav det rigtig god mening at lade Ane spise selv. Lige indtil hun begyndte at vågne en million gange om natten og være utilfreds og babsesøgende. Så strøg jeg direkte i Føtex og rippede hylderne for diverse grødblandinger. For det måtte jo være fordi, hun var sulten, ikk’?! Det virkede dog ikke det mindste! Opvågningerne og de hyppige amningerne fortsatte, og jeg græd min nød til fornævnte veninde, som stille og roligt svarede noget i retning af “Ja, det er dét babyer gør. Græder, vågner og spiser. Det er vist en del af pakken.” Og så forklarede hun mig lidt om appetitspring og udbud og efterspørgsel i den frie bar(m).

Så jeg smed pakkerne med grød i skraldespanden. Jeg accepterede, at Ane krævede mere bryst og mere mor, og så stak jeg tøsen en halv kotelet, en dag hvor hun kiggede længselsfuldt efter min. Og siden da spiste hun med på den mad, som vi andre fik, og hun fik lov til selv at styre showet.

Vi kommer til at køre BLW med Jasper. Det betyder meget kort fortalt, at han ikke bliver madet, men får lov til selv at spise med på den mad, som vi andre spiser. Han må gerne få både grød og mos, han kommer bare selv til at styre skeen. Eller måske nærmere fingrene;)

Jeg er hverken frelst, fanatisk eller religiøs, og de der kender mig ved, at jeg ikke opererer med principper. Personligt synes jeg ikke selv, der er noget fanatisk ved at lade børn spise selv, når de er klar til det, ligesom jeg ikke synes, det er fanatisk at fodre dem med et glas lasagne. Jeg tror bare på, at der er en hel masse gode ting ved selv at lade barnet styre og opleve maden, og så er jeg rimelig glad for ikke at skulle lave særretter og fylde fryseren med kødboller og skamkogte grøntsager. Om det gør at børnene bliver mindre kræsne, som nogen siger, ved jeg ikke. Ane er ikke kræsen, men jeg kan af gode grunde ikke konkludere noget på baggrund af ét barn. Vores primære grund til at gøre det er slet og ret vores mavefornemmelse. At det føles mere naturligt at lade børnene selv styre, hvad de gerne vil have i munden.

Vi er ikke er gået rigtigt i gang endnu, for Jasper kan stadig ikke sidde selv. Så han får lov at lege med og smage på lidt mad, når han sidder på arm eller i korte perioder i højstolen. Men et regulært måltid har han endnu tilgode, så babserne er fortsat på overarbejde;)

Og nej, jeg er ikke bange for, at han bliver kvalt. Det er begrænset, hvor store bidder han kan tage med kun to tænder, og jeg stikker ham ikke en gulerod. Og jo, det sviner helt afsindigt, men det gør det også tit, når jeg spiser;) Ane syntes, det var en fest at sidde med maden selv, og det virker til, at Jasper har det på samme måde. Men den, der er mest vild med det, er nok Cash;)

image

 

 

Fødselsdagsforsinkelser og trylletis

Sidste år fejrede vi min 31-års fødselsdag med fem dages forsinkelse. Dagen før min fødselsdag blev Fyrsten indlagt på Rigshospitalet med en blodprop, så der var selvsagt vigtigere ting at fokusere på end tallene på mit sygesikringsbevis.

Men da Fyrsten blev udskrevet, insisterede han på, at jeg skulle have det obligatoriske morgenbord med boller, blødkogte æg og gaver. Jeg protesterede ikke;) Så d. 17. april vækkede Fyrsten og Ane mig med sang og flag. Vi havde en dejlig morgen, og da boller og æg var fortæret og gaverne åbnet, gik vi i haven for at nyde forårssolen. Jeg lugede ud i et bed, mens Ane muntrede sig med de regnorme, jeg fik gravet frem undervejs. Efter lidt havearbejde og leg, smed vi os alle tre i dobbeltsengen og fik en god lur. Helt perfekt fødselsdag!

IMG_1832

 

IMG_1844

Lidt over middag dækkede Fyrsten op til en lækker frokost, og jeg kom pludselig i tanke om, at det var testdag. Egentlig skulle jeg ha’ taget testen om morgenen, men jeg havde ærlig talt glemt alt om det. Jeg havde nemlig testet negativ to dage tidligere, da jeg skulle et smut til lægen. I dagene efter Fyrstens blodprop, havde jeg været ualmindeligt svimmel. Først tænkte jeg, at det var chokket. Dernæst at det måtte skyldes elevatorturene på Riget. Men da gulvet havde gynget lystigt i fem dage, tog jeg alligevel et smut forbi lægen. Og for at udelukke en eventuel graviditet, havde jeg taget en test hjemmefra. Den var, som altid, bragende negativ. For første gang nogensinde i vores behandlingsforløb græd jeg ikke over resultatet. For jeg havde ikke forventet noget. Jeg tog til lægen og kom hjem med en henvisning til en øre-, næse-, halslæge, som jeg skulle besøge, hvis ikke svimmelheden aftog.

Men af en eller anden grund kom jeg altså i tanke om den graviditetstest, som lå ude i skuffen og forventede at blive tisset på. Og mens Fyrsten snittede agurker, tissede jeg i en rød melamin-kop. Så spillede jeg Candy crush på toilettet i et par minutter, før jeg, helt uden håb og forventning, rejste mig for at smide den negative test i toiletspanden.

Trommehvirvel…..

Der var to streger!

image

Når man aldrig før har set to streger, så er man slet ikke i tvivl. Ja ja, den ene streg var mega svag. MEN DEN VAR DER!

Jeg nåede at tænke, at jeg burde finde på en eller anden sjov måde at fortælle det til Fyrsten på. Men jeg var tom for idéer. Så jeg gik ud i køkkenet, stak ham testen og sagde “Jeg har også en gave til dig!”. Så hoppede og dansede vi lidt, før vi gik ind og spiste leverpostejsmadder:)

Jeg spurgte Fyrsten, hvad man så skulle gøre nu, når man havde fået en positiv test. Og han svarede, klog som han er, “Man skal spise is!”. Så vi gik op og købte soft ices.

Og da vi slentrede ned ad Hvidovrevej med maven fuld af soft ice, glæde og for mit vedkommende en lille babyspire, konstaterede Fyrsten tørt, at han nu syntes, jeg var en tand opmærksomhedskrævende.

“Ja ja, så er man ved at dø og får lige rampelyset for en kort bemærkning, før du kommer der og blærer dig med dit trylletis….. Se mig, jeg kan tisse streger frem;)”

Det må man jo give manden ret i;)

Tanker om lillebrors fortælling

Da vi vågnede i går morges, sagde Ane:

Du er MIN mor!

Det er jeg:) Jeg er din mor, og jeg er lillebrors mor.

Nej, du er MIN mor. Lillebror kan låne far!

 

Det synes jeg da egentlig var meget pænt af hende;)

Og så snakkede hun videre om, at mor var på talet (hospitalet), så lillebror kunne komme ud af maven. Ligesom Ditte var på talet, da Holger fik en lillesøster.

Og jeg lå i mosters mave. Og du lå i mormors mave. Og far og lillebror lå i mors mave. 

– 3 ud af 4 er ikke helt skidt;)

Det fylder meget for hende lige for tiden, det med at jeg var hospitalet og kom hjem med en lillebror. Det gjorde det faktisk ikke i tiden umiddelbart efter fødslen, men på det seneste har hun talt meget om det.

Vi kigger på billederne, fra da jeg var højgravid og snakker om, at hun mærkede lillebror sparke. Hun lader fingrene køre hen over mit ar og fortæller, at det var dér, lillebror kom ud. Og så finder vi Anes bog frem, hvor der er billeder af moster med Ane i maven og snakker om, hvordan far og jeg mærkede Ane sparke indeni mosters mave.

Jeg er glad for, at hun endnu ikke er bevidst om, hvad det vil sige, at hun ikke er født af mig, forstået på den måde at det ikke betyder noget. Glad for, at det er naturligt for hende, fordi det altid er blevet talt om som noget helt selvfølgeligt.

Jeg er ikke sikker på, hvordan vi gør Jaspers tilblivelseshistorie til ligeså naturlig en del af hverdagen, som Anes har været. Der er jo ikke en moster at pege på. Jeg er naturligvis i gang med at lave en bog til ham, ligesom jeg gjorde til Ane, men der går nok en del år, før den vil give mening for ham. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt eller muligt at italesætte det i samme grad. Hans historie er på en eller anden måde meget mere uhåndgribelig end Anes. Der er blevet puttet nogle celler fra en fremmed mand ind i mor – og hvad så? Selvom facit er det samme for begge vores børn – at vi er blevet deres forældre med lidt hjælp – så er der bare noget stort, nærmest monumentalt, ved hele graviditets- og fødselsaspektet som gør, at det har været vigtigt og egentlig ret nemt at sætte ord på Anes historie – “Dengang du blev født”…. Men netop den del er jo lige ud ad landevejen med Jasper. Jeg har båret og født ham. Og hans far er jo hans far, uagtet hvilke genetiske byggesten der ligger til grund for hans smalle øjne og kæmpe hvirvel i panden.

Jeg synes, at Jaspers historie er den vanskeligste at fortælle for ham, selvom det er den af de to, som i omverdenens øjne er den mest almindelige.

Selvfølgelig skal han vide, at han er kommet til ved hjælp af en sæddonor. Det er vi slet ikke i tvivl om! Mine tanker går mere på, hvordan vi får gjort hans historie til en del af hverdagen. OM vi overhovedet skal gøre det i samme omfang som med Ane. Jeg er ret sikker på, at de fleste forældre taler med deres børn om, hvordan de kom til verden, men jeg forstiller mig, at de færreste starter den fortælling ved øjeblikket for undfangelsen.

Jeg synes, det er svært.

imageSkulle du have lyst til at læse lidt mere om sæddonation og forældreskab, kan du læse indlæggene ‘Det der med mænd og sæd….‘ og ‘For mine børn‘.

1-årigt æg:)

I dag er det præcis et år siden, at jeg lå på en briks på Nørrebro og fik lavet den insemination, der resulterede i Jasper:)

Det er virkelig mærkeligt at tænke på!

Vi havde stort set ingen forestillinger om et succesfuldt udfald. Jo jo, selvfølgelig håbede vi, at det ville lykkes, men vi var blevet skuffet så mange gange før. Og vi havde jo Ane:) Lige den her behandling føltes lidt som at ønske på et stjerneskud eller smide en lille, bitte mønt ned i en kæmpestor brønd.

Det tog os mange lange snakke at nå frem til at starte i behandling igen. Jeg ville SÅ gerne! Men Fyrsten var bange. Bange for flere nederlag, bange for at det ville opsluge mig, bange for at jeg igen ville forsvinde ind i håbet og sorgen. Bange for hvad det ville gøre ved mig, ved Ane, ved os. Jeg havde bare en idé om, at det ville være noget andet. Det var ikke afgørende på samme måde som før. Vi VAR blevet en familie. Og det brugte jeg virkelig mange kræfter på at overbevise ham om. Men jeg forstod og forstår ham godt. Der er jo ingen garantier. Og selvom jeg havde en klar idé om, at vi var et andet sted nu, og at hele processen derfor ville blive en anden, så kunne jeg ikke love noget – hverken på hans eller mine vegne. Vi endte med at lave en aftale om at lægge ud med en enkelt behandling, og så tage den derfra.

Jeg kan huske, at jeg var lettere irriteret på lægen. “Det er vores 11. behandling. Jeg har let endometriose. Vi måtte aflyse forsøget i foregående måned pga cyster. Og nu siger du til mig, at der helst kun skal være ét æg??! Klaphat!” Og da vi mødte op til den sidste scanning for inseminationen var der kun et æg, så jeg tænkte “Nå ja, så er det bare sådan et for sjov forsøg….” Og måske netop derfor blev jeg på ingen måde opslugt.

Men der skal kun et godt æg til. Og det må ha’ været helt suverænt godt æg, når man ser på resultatet i dag;)

Jeg spiller ikke lotto. Og havde jeg gjort det, så var jeg stoppet. Så heldig kan man ikke fortsætte med at være:) Nogle brønde er det altså værd at tømme sin sparegris i!

image

 

Smørbabser, tis og cocktailpølser

Jeg har været et smut forbi sundhedscenteret i dag og få lillebror målt og vejet, da vores sundhedsplejerske er syg. Jeg havde godt en lille fornemmelse og nogle meget lange arme, der sagde mig, at han er godt polstret.

69 cm og 7,5 kg her et par dage før han rammer de 3 mdr. Til sammenligning vejede Ane cirka det samme, da hun var 7 mdr…. Jaaaa, her gik jeg og troede, at jeg havde fløde i babserne, når det nok nærmere er ren smør!

For at gøre lidt ekstra indtryk på sundhedsplejersken, besluttede lillebror, at han lige ville demonstrere sine andre evner ved at lave et lille springvand og tømme sin øjensynligt bundløse blære ud over sin mor. Hvorfor er det lige, at man altid pakker mega meget skiftetøj til ungerne, men intet til sig selv??!

Nuvel, det gælder jo om gribe livets små tissetårer og få det bedste ud af dem, så jeg satte næsen mod første og bedste tøjbutik for at få fingrene i en tør bluse. Jeg havde stadig et par timers gåtur foran mig med et besøg hos lægen til tre måneders vaccine og endnu et på hospitalet for at få nappet lidt blod og tjekket stofskiftet, og solen var ingen stedet at se, så jeg frøs ærlig talt en smule. Men altså – jeg bor i Hvidovre, som ikke just er noget modemekka. Og den eneste butik jeg mødte på mig vej, bestod af tøj, der enten var lige lovlig douche og dullet eller havde fået et lille strejf af fjer, frynser og blonder. Så vil jeg fandme hellere fryse!

Men men men – som altid slog jeg lige et smut fordi SuperBrugsen, som har en ‘Mindre madspild’ montre, der sjældent skuffer. Og så kan man både være gennemkold og lugte lidt af urin, men hvad gør det, når man står overfor noget så vidunderligt som cocktailpølser til 5 kr. pakken??! Åh, du dejlige torsdag:) Og nej, jeg planlægger ikke en brunch eller en ordentlig røvfuld kødsovs – det her er snacks til morgendagens X-Factor finale. Cocktailpølser er SÅ meget bedre end bland selv slik!

image

 

… Men med tanke på at selvsamme Brugsen er så skide sød at sætte bland selv slikket ned til 6,95 om fredagen, så tænker jeg at gå all in og nappe begge dele:) Vild ungdom!

 

Et lille, bitte påskeæg <3

Vi skal afsted til påskefrokost på Lolland lige om lidt. Vi tog samme tur sidste år. Der havde vi dog kun et enkelt barn med i bilen, mens et lille, bitte Jasper-æg var på vandring i mit underliv;)

Min fætter var svært skuffet over, at han og Fyrsten ikke skulle drikke snaps. Men vi skulle køre hjem samme aften. Jeg kan ikke huske, hvad vores undskyldning var for ikke at blive og overnatte. Sandheden fik de ikke. Ingen af dem. Faktisk tror jeg kun, at det var min veninde, Maria, som vidste, at vi næste dag skulle insemineres.

Alle de tidligere behandlinger havde vi været helt åbne om. Både fordi vi forventede, at de ville ende i en graviditet, men også fordi jeg havde et stort behov for at tale om det. Det havde jeg ikke denne gang. Denne behandling talte ikke rigtig i regnskabet. Vi var klogere nu. Vi vidste, at det kunne tage lang tid. Og vi havde ikke behov for at svare på spørgsmål og ‘stå til regnskab’ i forhold til at komme med jævnlige opdateringer. Det var vores lille hemmelighed.

Så vi løj. Og lod snapsen stå. Vi spiste rejemadder, nød det gode selskab og vendte næsen hjemad, spændte på morgendagens begivenhed.

I dag springer jeg atter snapsen over. Denne gang af hensyn til bebsen, der hænger ved mit bryst. Mit allerdejligste påskeæg <3

imageFoto af Frederikke Brostrup.

 

Hvad dagen i går ellers bød på:)

Annonce

Som jeg skrev i går, havde jeg sådan en lidt halvfesen fornemmelse i kroppen, da vi kom hjem fra mødet i Statsforvaltningen.

Glad, fordi det jo var gået godt! Fordi sagsbehandleren var virkelig sød, og fordi at nu var de sidste ting ligesom på plads. Ærgerlig, fordi jeg virkelig havde håbet på, at det var mødET.

Så da vi kom hjem, havde jeg mest af alt lyst til at kravle ned under dynen, hvilket desværre ikke var en mulighed. Vi skulle nemlig ha’ besøg af fotograf Frederikke Brostrup, som også gæstede Palæet for to år siden, da Ane var en bette størrelse. Egentlig skulle Frederikke have været med til lillebrors fødsel, men jeg lagde mig som bekendt på operationsbordet, og Frederikke lagde sig med en influenza. Så i stedet tilbød hun at komme nu og tage nogle billeder af os alle sammen.

Ane var, ligesom jeg, træt ovenpå sin legedate, så hun faldt i søvn på Fyrstens skød 7 minutter før Frederikke ankom. Jeg havde ellers fundet både maling, stempler, farverige piberensere og alverdens andet kreagøgl frem i håbet om, at det kunne give den unge dame et energiboost, men søvnen vandt. Og lige netop i sådan situation er det jo rimelig fantastisk, at Frederikke kom her, fremfor at vi skulle ud. For Ane fik lov at sove, hun vågnede i sit eget tempo, og da Frederikke havde vundet hendes tillid ved at iklæde sig Minnie Mouse-ører, fik hun lov til både at lege med og tage billeder af Ane:) Hun fik også skudt nogle fine (forestiller jeg mig) billeder af lillebror med munden fuld af babs.

Jeg glæder mig sådan til at se billederne, når de er klar! Indtil videre har Frederikke sendt en lille smagsprøve, og det lover VIRKELIG godt:

imageimage

Jaaaa, hun er satme dygtig! Men det hjælper naturligvis også på det, at jeg stillede så lækre menneskebørn til rådighed;)

Da Frederikke havde pakket kameraet sammen, hoppede vi i bilen og kørte mod Hvidovre Hospital for at hilse på en splinterny verdensborger og høre om en fantastisk hjemmefødsel! Og for ligesom at sætte trumf på en dag fuld af blandede følelser og oplevelser, drejede vi forbi Mac D. og nappede aftensmaden med hjem. Jeg havde desuden en hindbærsnitte liggende på sukkerlageret, som blev indtaget i selskab med Hammerslag, mens lillebror sov, og Fyrsten puttede Ane:)

Så alt i alt endte det med at blive en ret så dejlig dag! (Og nat – lillebror sov fra kl. 21 til 4.27!!!)

 

– Fotograferingen var en gave, derfor er indlægget markeret som ‘annonce’:)

Forresten #4

  • Vi er indkaldt til møde i Statsforvaltningen i morgen. Ifølge det brev, vi har modtaget, skal vi orienteres om konsekvenserne ved adoption. Altså hvad det kommer til at betyde, at jeg adopterer Ane. Personligt forestiller jeg mig, at det fremover fortsat bliver min opgave at tørre snotnæser og puste på skrabede knæ. At vi kommer hjem med den endelige underskrift, tør jeg næsten ikke håbe på! Det ville på en eller anden måde være for nemt. Altså hvis man ser bort fra de 32 måneders ventetid, de tre ansøgninger om dispensation, samt den ene klage til Ankestyrelse….

 

  • Vi får besøg af fotograf Frederikke Brostrup i morgen, som også var her og tage billeder, da Ane var yngre. I stedet for bare at rydde op og gøre rent i et par rum, så vi kan tage billeder der, er jeg gået i gang med hele hytten. Så nu sejler ALLE rum. Flot, Elisabeth!

 

  • Og i forlængelse heraf må jeg hellere tilføje, at Fyrsten er på job, så jeg er alene hjemme med ungerne. Ane er sød til at hjælpe mig med at rydde op – hver gang jeg putter noget i en kasse, tager hun det op igen. Det bliver en lang dag….

 

  • Er lillebror (7-9-13) sådan et barn, der falder i søvn i barnevognen af sig selv:) Fuuuuuck, hvor gik jeg mange, lange ture med Ane, som var den modsatte type barn! Til gengæld er de rørende enige om, at søvn er overvurderet, så 45 minutter er en lang lur. Moren er ikke enig!

 

  • Kunne jeg stadig rigtig godt tænke mig en fortælling fra en ægdonor og -modtager, så er du sådan én, hører jeg meget gerne fra dig:)

 

Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??
Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??

 

Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage

 

Tanker om mit kejsersnit

I aften er det muligt at se et kejsersnit live på DR. Jeg skal naturligvis se med! Selvom jeg selv har været midt i det, ved jeg ikke, hvordan det faktiske indgreb foregik. Jeg kan huske, at lægen ville forklare mig det, mens jeg lå på fødegangen med veer. Og jeg spurgte, om han for fanden ikke bare ku’ forklare mig det, mens han kørte mig til operationsstuen??! Men portøren var på vej, og lægen gik i gang med at forklare. Og jeg hørte intet, udover den lille stemme i mit hoved (måske, ellers var det Jess’ eller jordemoderens), som mindede mig om at bruge min vejrtrækning.

Mens selve kejsersnittet stod på, koncentrede jeg mig kun om ikke at tænke på, at jeg, grundet den voldsomme bedøvelse, ikke ville kunne få min baby i armene med det samme. Og jeg prøvede at fjerne mit fokus fra det faktum, at jeg ikke kunne mærke min krop, at jeg frøs, og at min vejrtrækning var besværet. Så jeg snakkede med sygeplejersken om alt muligt lige gyldigt. Og da lillebror endelig var ude, var al mit fokus på, om han var okay.

Jeg er ikke ked af mit kejsersnit. Slet, slet ikke. Vi havde et godt og trygt forløb, og takket være vores fantastiske jordemoder var vi med hele vejen. Så nej, jeg er bestemt ikke ked af mit kejsersnit:)

Men jeg er ærgerlig, for jeg føler lidt, at jeg er gået glip af noget….

Amira skrev engang et virkelig godt indlæg om det at have født for tidligt, hvor hun sammenlignede det med at have planlagt en rejse og så ende i et helt andet land, end det der stod på billetten. Og det er en ret god beskrivelse af de følelser, jeg har haft i tiden efter Jaspers fødsel. For selvom Paris er en vidunderlig by, så havde jeg glædet mig til en tur på Camden Market.

Jeg har fået to børn. To fantastiske og smukke børn, og jeg er evigt taknemmlig over at have fået lov at være deres mor. Men jeg har ikke mærket dem komme ud af min krop. Jeg har ikke fået deres små, rynkede kroppe op på mit bryst. Og lige den lille og på mange måder ligegyldige del havde jeg set frem til. Den del var mit Camden Market.

Jeg glæder mig til at se programmet i aften. Jeg glæder mig til at få syn for, hvordan lillebror kom til verden. Lige nu falder jeg hele tiden over smukke og bevægende billeder af fødsler delt på facebook. Den lille, fedtede baby på mors bryst, og moren, der græder af glæde. Og det er desværre medvirkende til at holde mig fast i følelsen af at være gået glip af noget.  Jeg ser frem til programmet i aften, så jeg forhåbentlig kan fornemme, at min fødsel også var smuk og bevægende:)

image

Hvordan min fødsel forløb, kan du læse her🙂