At være en Googlefri mor

Det må være på tide med en status på livet med lillebror. Søde, lille, virtuelt forsømte lillebror;)

Med Ane tog jeg ugebilleder de første mange måneder. Jeg tog generelt virkelig mange billeder. Alt blev fotodokumenteret – hendes første bad, når hun lå med hovedet til højre, når hun lå med hovedet til venstre, når hun lavede en grimasse, når hun sov. Alt! Selv hendes lort blev foreviget med kameraet. Det skulle jeg jo bruge, så jeg kunne sammenligne hendes afføring med billederne i lortebogen for at være sikker på, at den havde den rigtige farve og konsistens. Og jeg googlede som gjaldt det livet!

Baby er forkølet

Hvornår kan baby holde hovedet

Gul lort

Baby øjenkontakt

Hvornår sover baby igennem

Hvot tit skal man bade baby

….. og så videre.

For jeg var førstegangsmor. Og mega usikker på mig selv. Overbevist om at missede jeg et bad, eller undlod jeg at analysere lorten, så ville det få fatale følger. For ikke at tale om, hvad der ville ske, hvis jeg ikke handlede efter det gældende mor-kodeks, når jeg var i selskab med andre. Tænk hvis nogen skulle være uenige i den måde, jeg håndterede mit barn??! Tænk hvis nogen satte spørgsmålstegn ved mine evner som mor? For ALLE har gode råd, som de hellere end gerne deler ud af. Og jeg forstod på ingen måde at sortere i dem – de gjorde mig bare snotforvirret og endnu mere usikker, end jeg allerede var.

Men så kom Jasper:) Stakkels barn som hverken bliver fotodokumenteret i hvert vågent minut, og som ikke får sin lort nærstuderet. Som ikke har fået en hjemmesyet sengerand, og som blot bliver spulet i næsen med babsen, når snotten sætter ind. Ingen Googlen, ingen paniske opkald til min søster eller lægen. Og jeg kan nu tage de gode råd, som jeg kan bruge og lade resten sive.

Det er ærligt talt fucking fedt at være mor her anden gang. Det er fantastisk at vide, at baby IKKE går i stykker, fordi man glemmer d-dråberne eller ikke fører skema over, hvad vej han vender hovedet, når han sover. Jeg bekymrer mig ikke om hans vægt eller hans generelle udvikling, for jeg kan mærke og se, at han trives. Jeg er sikker på mine evner som mor helt uden, at nogen har bekræftiget mig i, at jeg gør det rigtige.

Og han er god og fin, vores lillebror:) Vi er så heldige at have fået en dreng med et godt sovehjerte, så jeg kan nøjes med to amninger om natten. Vi har netop været til 5 ugers undersøgelse, og han vejer omkring 5,5 kg, er 57 lang, og er, ifølge lægen, et pragteksemplar af et menneskebarn. Jeg er naturligvis enig! For han er virkelig lækker og dejlig:) Han smiler og grynter og er overvejende glad og tilpas.

Og JEG er glad. Glad og Googlefri! Jeg ved endelig, hvad folk taler om, når de siger ‘moderlig intuition’. Jeg havde den også med Ane, men jeg stolede godt nok ikke særlig meget på den! Det gør jeg nu, og det er virkelig ret så fedt:)

image

Fantastiske fredag!

Vores bil er genopstået fra de døde – yay!!! Det blev naturligvis en dyr omgang. Det gør det som regel med ældre, brugte biler. Og oveni den døde vaskemaskine og den nyerhvervede tørretumbler, har det betydet, at vi måtte af med en pæn sjat penge, som vi ikke lige havde kalkuleret med her sidst på måneden.

Engang ville jeg ha’ panikket over sådan en situation. Jeg ville ha’ ligget søvnløs og ha’ gennemgået vores budget i hovedet i håbet om at finde penge et sted. Jeg ville ha’ ærgret og bekymret mig.

Men sagen er, at jeg sover pisse godt. Som en baby. Og MED en baby – lige der på brystet. Det gør det rimelig vanskeligt at bekymre sig om noget som helst.

Jeg er så lykkelig, at det burde være forbudt! Nej, faktisk burde det nærmere være obligatorisk. Det er alle forundt på et eller andet tidspunkt i tilværelsen at opleve sådan en grundfølelse af fuldkommen lykke, som jeg oplever lige nu og her. Hvor mekaniker-regninger, regnvejr og opdagelsen af at man er løbet tør for mælk til kaffen, er så fuldstændig ligegyldige!

Jeg havde samme følelse, da Ane var spæd. Næsten. For selvom Ane ved sin blotte tilstedeværelse tryllede hele verden varm og lyserød, så var de første måneder også præget af bekymringer omkring forældremyndighed, rettigheder mm. Og når jeg dengang sugede mig ekstra godt fast i den lykkefølelse, hun vakte, så gjorde jeg det i ligeså høj grad for at undgå at forholde mig til frygten for, at nogen skulle komme og tage hende fra mig.

Lige nu er jeg lykkelig helt uden forbehold. Fordi jeg for fanden er det heldigste menneske i verden – med mine børn, min tørretumbler, min sorte kaffe og min mekaniker-regning. Og fordi jeg i morges formåede at få to små mennesker og mig selv i tøjet, fodret af og ud ad døren, så vi kun kom liiiidt for sent til vuggestuen. Fordi de har udskiftet croissanterne i Føtex med fastelavnsboller, og den søde ekspedient som kompensation (min gane krævede croissanter!) gav mig to the-boller  for ens pris. Fordi en dejlig dame fra IG har sendt gaver til alle Palæets beboere. Fordi der er bland-selv-slik til 6,95 pr. 100 g. i Brugsen om fredagen. Fordi jeg skal mødes med en håndfuld søde blogdamer i morgen. Fordi der ligger en øl i køleskabet med mit navn på – min første øl i 11 måneder! Fordi det er fredag – og endda en rimelig fantastisk én af slagsen:)

Må din fredag også blive fantastisk!

image

Min efterfødselskrop – uge 3

– Her kan du se min efterfødselskrop uge 1 og uge 2.

Det er i dag tre uger siden, at lillebror kom til verden. Han er møg hamrende lækker, spiser meget, skider mere og sover, som vinden blæser. Jeg er mega forelsket og ret træt! Fyrsten er dog en stjerne, og han både afleverer og henter Ane, så ofte som det kan lade sig gøre, hvilket gør hverdagen en hel del nemmere for mig.

Ane er fortsat stor fan af lillebrors tilstedeværelse og kysser og krammer ham i en uendelighed. Han tager heldigvis pænt imod:)

Og nu til det vigtige – status på efterfødselskroppen efter 3 uger:

 

  • Min mælkeproduktion har stabiliseret sig, hvilket jo er fantastisk, omend jeg, trods smerten, synes det var ret skægt at prøve at have koloenorme babser!
  • Jeg må konstatere, at min vægt er fuld af lort (ellers er jeg), for jeg har taget 1 kg på siden sidste uge!
  • Jeg prøvede at hoppe i et par af mine gamle jeans i går. De kom sgu på:) Helt op til knæet…..
  • Maven er stadig sådan en slags stor. Jeg begynder at tvivle på, at det er livmoderen, der fylder. Det er nok nærmere de enorme mængder af hvidt brød og kage, jeg indtog under graviditeten….
  • Min hovedbund klør endnu. Jeg har kastet en mindre formue efter speciel shampoo og kokosolie for blot at finde ud af, at jeg har lus. WTF??!!
  • En læser var så sød at informere mig om, at hun havde fået besked på, at hun først måtte støvsuge 8 uger efter sit kejsersnit. Jeg vendte det med Pia, som står for det efterfødselstræning, jeg går til, og hun var enig. Jeg må ikke støvsuge! Øv….. Noooooot;)
  • Chewie er blevet studset. Jeg har dog tydeligvis ikke været grundig nok, for Fyrsten siger stadig sådan her, når han ser mig nøgen:

Barsel!

Jeg har en ret god veninde, en tidligere kollega, som hedder Trine. Hun er et pisse dejligt menneske! Intelligent, velformuleret og super sød og betænksom. Der kan gå laaaang tid, mellem vi taler sammen, og endnu længere imellem vi ses, men alligevel betyder Trine virkelig meget for mig.

Egentlig var vi ‘bare’ kollegaer. Men så røg Fyrsten og jeg i fertilitetsbehandling, og et eller andet sted mellem vores 4. og 6. behandling, blev Trine gravid. For anden gang! Afsted til buffetten med Trine for at snuppe det sidste stykke smørrebrød med æg og rejer, selvom hun allerede havde fortæret ét af slagsen – sådan føltes det. Jeg synes, helt og aldeles urimeligt, at Trine var en lort. Og det gav hun mig lov til. Selvom vi stod med et ben i hver lejr – Trine, med gylp og søvnløse nætter, og jeg, med injektioner og kunstig overgangsalder – så lagde Trine ører til alt mit gylle. Hun lyttede og trøstede fik mig til at føle, at det var helt okay at være mig med alle de frustrationer det indebar. Og sådan gik hun fra at være en kollega til at blive en veninde:)

Jeg talte med Trine i telefonen i søndags. Lidt om løst og fast og rigtig meget om lillebror, og undervejs i samtalen siger Trine “Tænk engang, om et år er du stadig på barsel!” Og lige der elskede jeg Trine lidt mere;) For ja sgu – om et år, et helt ÅR, er jeg stadig på barsel! Det er godt nok en vidunderlig tanke!!!!

Fordi vi selv skulle betale min barsel med Ane, blev den planlagt udfra, hvad vi havde råd til, ikke hvad vi havde lyst til. Hun røg afsted i dagpleje, da hun var 9 mdr gammel, og selvom det måske lyder meget almindeligt, så var det helt forkert for mig! Hun var så lille, kunne ikke engang kravle endnu, og så skulle jeg aflevere hende til en fremmed. Auch!

Denne gang tager jeg alt, hvad jeg kan få! Jeg kan se frem til at starte arbejde igen engang i februar 2017, og den ro, det giver, er helt fantastisk!  Når folk spørger, hvordan vi vil få råd til det, har vi ikke noget svar at give. For vi aner det ikke! Vi finder ud af det hen ad vejen, lige nu er det ikke så vigtigt. Det er til gengæld vores familie. Og dét, som min barsel kan gøre for os alle fire som famile, kan ikke gøres op i penge. Det handler om tid, nærvær og kærlighed. Og dét er alt værd!

image

Amme-ekspertise søges!!!

image

Hvis amning var en OL-disciplin, var jeg indehaver af det pureste guld! Det siger jeg fuldstændig blottet for ydmyghed:) For ærlig talt så synes jeg, særligt set i bagklogskabens lys, at det var rockersejt, at jeg fik en amning op at køre uden at have født. Det er dælme ikke mange, der kan bryste (hø hø) sig af det! Så jeg har gennem det sidste 9 mdr forberedt mig på, at jeg selvfølgelig skulle amme lillebror.

De første dage gik det fremragende! Han tog hurtigt fat og viste pæn interesse for babserne, og da jeg vågnede på tredjedagen efter fødslen, var mælken løbet til. Pæn interesse blev hurtigt til grådigt begær og på fjerdedagen ammede jeg stort set nonstop. Resultatet var ikke bare en mæt og tilfreds lillebror, men også et kæmpe boost af min mælkeproduktion. Mælken stod – bogstavelig talt – ud af mig. Alt var gennemblødt – mit tøj, sofaen, lillebror. Og babserne blev HUGE. Men pludselig syntes lillebror ikke længere, at de var så skide spændende. De var fuldstændig stenhårde og svære at få fat i, så jeg måtte endevende skabe og skuffer for at finde en ammebrik, der forhåbentlig kunne afværge den værste katastrofe. Det hjalp lidt. Lillebror godtog ammebrikken og babsede lystigt videre, men i et noget roligere tempo end tidligere. Så endnu engang blev hytten endevendt, og brystpumpen fundet frem. På et enkelt døgn ammede jeg lillebror en 8-10 gange OG malkede 800 ml ud ved siden af.

Og nu har vi dilemmaet…. For jeg formoder, at brystpumpen holder den store mælkeproduktion nogenlunde ved lige, men der er ganske enkelt for meget mælk til lillebror. Men stopper jeg med at malke ud, så eksploderer babserne. Muligvis sådan helt bogstaveligt!

Pt ammer jeg cirka hver tredje time, hvorefter jeg deponerer omkring 300 ml i fryserens øverste skuffe til senere brug eller til neonatalafdelingen. Der står allerede nu en 2-3 liter på kontoen! Men jeg tænker, at det ikke rigtig er holdbart. Jeg ville jo allerhelst producere, så udbuddet matcher efterspørgslen. Hvad gør jeg? Ser jeg tiden an – det er jo stadig meget tidligt at konstatere noget som helst. Malker jeg videre, forsøger at amme mere, eller hvad?

Mit OL-guld er ikke meget bevendt i min nuværende situation. Jeg har jo ikke et almindeligt ammeforløb med i rygsækken. Så kloge damer – kom med jeres besyv og gode råd, så er I skide søde:)

image

Fødselsberetning

Vi blev udskrevet fra hospitalet i forgårs. Da vi kom hjem, stod fødekarret midt i spisestuen, hvor Jess havde pumpet det op fem dage tidligere. Jordemoderens pose med afdækningsstykker, handsker, bind mm. stod uåbnet ved siden af. Jeg ved ikke lige, hvad det forventes, at jeg gør med den. Det var en lidt mærkelig fornemmelse – som en kulisse. Men jeg blev hverken trist eller vemodig. Hvordan kan man det, når man har sin spritnye baby hængende på brystet:)

d. 31/12:

Nytårsaftensdag var jeg 41+2. Besøget hos jordemoderen to dage tidligere havde ikke givet anledning til at forvente en snarlig fødsel, da jeg på ikke havde åbnet mig. Hendes forsøg på en hindeløsning var derfor ikke mulig, men det, at hun havde været oppe at mærke efter og måske også akupunkturen hos Helle Ella, gjorde et eller andet. Jeg fik i hvert fald en del plukkeveer, hvad jeg ellers har været ret forskånet for i sidste trimester.

Vi havde ikke lagt de store planer for nytårsaften, så da et vennepar med en søn på alder med Ane spurgte, om vi ikke skulle slå os sammen, lød det som opskriften på en dejlig og rolig aften med fokus på børnene. Da gæsterne kom, blev jeg ringet op af en jordemoder, som spurgte lidt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde det fint, men oplevede en del plukkeveer og mærkede mindre til baby end sædvanligt. Den sidste oplysning gjorde, at hun gerne ville have os en tur forbi, for lige at tjekke, om baby havde det fint. Ane var fuldt optaget af gæsterne og sagde intet til, at vi kørte.

På fødemodtagelsen fik jeg kørt en strimmel på babys hjertelyd. Alt var fint. Dog kunne jordemoderen se, at jeg havde rigtig mange plukkeveer, hvilket højst sandsynligt var årsagen til, at jeg ikke mærkede så meget til baby – min livmoder var simpelthen helt spændt op. Jeg blev undersøgt igen og havde åbnet mig 1 cm. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som jeg takkede nej til. Jeg ville hellere lade min krop selv gøre arbejdet, og virkede det ikke, havde vi en tid to dage senere.

Med numsen vel plantet i sofaen, begyndte Dronningen sin nytårstale, mens jeg mærkede plukkeveerne tage til i styrke. Dette fortsatte under maden, og min veninde, Ditte, lavede lidt grin med, at det da kunne være yndigt, hvis jeg gik i fødsel nu. Ikke lang tid efter bad hun mig mærke efter, om det mon ikke rent faktisk, var det, der var ved at ske. Jeg ringede til den jordemoder, som havde tjekket mig et par timer forinden og spurgte, hvad hun tænkte. Hun mente, at der sagtens kunne være noget i gang, men at det ikke var rigtige veer, før jeg ikke var i stand til at tale under dem. Hun anbefalede mig at hoppe til køjs og få hvilet lidt. Jeg ringede til min søster og lod hende vide, at der muligvis var noget under opsejling, så hun selv kunne vurdere, om hun ville komme eller vente, hvorefter jeg forsikrede vores gæster om, at det var helt fint, at de bare blev hængende. En times tid efter var smerterne blevet værre og krævede, at jeg brugte mit åndedræt. Der var 5 minutter imellem. Jeg bad Jess om at få ryddet spisestuen og gjort klar med madras og fødekar. Efter endnu en time, kl. 22, var veerne så slemme, at jeg bad gæsterne tage hjem. De tog Ane med sig, og hun vinkede glad til mig, da hun sad på sin fars skuldre på vej ud til bilen. Kort tid efter de var kørt, ankom min søster. Veerne kom med 4-5 minutter imellem og varede 1-1,5 minut, og min søster mente, at det var tid til at få hjemmefødselsjordemoderen ud. Hun ankom kort før midnat, hvor hun mærkede på mig og konstaterede, at jeg stadig kun var 1 cm. åben. Smerten var intens, og jeg var nødt til at stå op og bevæge mit bækken for at kunne holde det ud. Jeg havde stor gavn af min vejrtrækning, men særligt også af Jess. Han var opmuntrende og positiv og hjalp mig til at holde fokus på, at veerne var gode, og at jeg skulle arbejde med dem.

image

Jordemoderen lavede akupunktur på mig, og jeg fik sat et chiliplaster på underlivet, hvor smerten var værst, men intet syntes at virke. Jeg blev tjekket igen ved 3-tiden og havde stadig ikke åbnet mig. Jordemoderen meddelte, at der desværre ikke var nogen grund til, at hun blev, når ikke jeg var længere i fødslen, men tilbød at vi kunne tage med hende til fødemodtagelsen, hvor jeg kunne få nogle smertelindrende piller, så jeg kunne få hvilet lidt. Dette takkede jeg øjeblikkeligt ja til! Sjovt, før fødslen havde jeg holdt på, at jeg for alt i verden ville forsøge at komme gennem fødslen uden medicinsk smertelindring, men der havde jeg selvfølgelig heller aldrig oplevet veer;)

d. 1/1:

image

Vi tog med jordemoderen, og baby og jeg blev tjekket, og vi blev sendt hjem med en håndfuld piller. Omkring kl. 5 begyndte pillerne at virke, og jeg kunne endelig slappe lidt af. Jeg sov til kl. 10, hvor veerne så småt begyndte at bide igen. Jeg spiste et stykke brød og kravlede tilbage under dynen, opsat på at få så meget hvile som muligt før det store slag. Veerne tog til i styrke, men var ikke regelmæssige før kl. 15, hvor de kom stabilt hvert 5. minut. Igen var smerten så stærk, at jeg var nødt til at stå, når de kom rullende. Jeg rokkede mit bækken frem og tilbage, og Jess masserede mig, men intet syntes at lindre. Jeg brugte mit åndedræt, det bedste jeg havde lært, men det var svært for mig at være med mentalt og arbejde med veerne – jeg følte ikke, at de hjalp mig. En følelse, som jordemoderen, Maria, bekræftede, da hun kom kl. 20. På trods af tætte og stærke veer (1,5-2 minutters veer med 3 minutters mellemrum) havde jeg stadig ikke åbnet mig. Hun konstaterede desuden, at baby stod skævt, hvilket hun mistænkte som værende grunden til den voldsomme smerte og den manglende effekt. Hun foreslog med det samme, at vi tog til hospitalet, hvor de kunne smertedække mig bedre og forsøge at hjælpe baby til at finde rette kurs. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg så min drøm om en hjemmefødsel forsvinde, men af lettelse. Lettelse over at dét jeg selv følte, ikke var forkert. Veer hjalp mig ikke, som de burde. Det var en enorm befrielse, at en professionel satte ord på, at noget ikke var, som det skulle være.

På hospitalet:

Så snart vi landede på hospitalet, blev der sat elektroder på babys hoved, og Maria tog ved samme lejlighed vandet. Veerne var fortsat regelmæssige og intense, og en anæstesilæge blev tilkaldt for at lægge epiduralblokade. Jeg troede, at sådan en tur ville være meget smertefuld, men jeg mærkede kun smerte, når veerne kom rullende. Da anæstesilægen var færdig, havde jeg en 2-3 veer, som jeg kunne mærke, før smerten helt forsvandt. Og det var FANTASTISK! Jeg kunne følge med på skærmen og se, at jeg havde masser af veer, men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Maria gik ud og ristede mig lidt brød, og jeg fik hvilet øjnene en smule. Der blev sat vedrop til – ikke fordi jeg ikke havde rigeligt med veer selv, men for at ‘booste’ min livmoder, så jeg forhåbentlig ville begynde at åbne mig. Efter en time have jeg åbnet mig til 4 cm., og det blev besluttet at slukke for vedroppet, da mine egne veer nu forhåbentlig forstod opgaven:) Jeg prøvede at sove lidt, men vågnede efter en times tid, da veerne vendte tilbage i venstre side af mit underliv – det var der baby stod og trykkede. I løbet af 3 veer var de tilbage for fuld styrke. Jeg kæmpede med alt i mig for at koncentrere mig om  min vejrtrækning, men det var svært, da den ene ve tog den anden. Mine ben var stadig mærket af bedøvelsen, men jeg forsøgte alligevel at komme op at stå for at se, om det kunne lindre. Maria holdt øje med mine veer, og da jeg havde 7 på 10 minutter, besluttede hun at kalde på anæstesilægen igen. Nålen havde rykket sig ud af min ryg, og han mente, at det var derfor, at den ikke længere virkede. Jeg fik lagt en ny, og ligesom før gik der kun kort tid, før jeg igen var smertefri. Jeg var nu åben 8 cm, men baby stod stadig højt og skævt, så aftalen blev, at jeg lige kunne trække vejret en times tid, så skulle vi i gang med noget rebozo og op og bevæge mig. Der nåede ikke at gå en time. Efter tre kvarter vendte veerne tilbage med samme styrke og igen stort set uden pauser. Jeg fik vendt mig rundt, og både Jess og Maria lavede rebozo på mig i en halv time. Herefter skulle jeg op at stå i en halv times tid, men efter 10 minutter kunne jeg ikke mere. Maria mærkede på mig igen, og svaret var som forventet – jeg havde stadig ikke åbnet mig. Undervejs var der taget blodprøver fra baby. Den havde det godt, men hjertelyden afslørede, at den, ligesom jeg, var presset. Maria anbefalede kejsersnit, og jeg sagde øjeblikkeligt ja.

imageimage

Kejsersnittet – 36 timer efter første småveer – d. 2/1:

Da jeg landede på operationsstuen, skulle jeg have lagt endnu en epiduralblokade. Der måtte tre til, før det virkede. De første tog smerten fra veerne, men jeg kunne fortsat mærke både ben og mave. Den tredje gjorde arbejdet, og endda lidt for godt, for det endte med, at også mit bryst og mine arme blev delvist bedøvet. Jeg havde i løbet af aftenen fået feber, og dette blandet med bedøvelsen, fik mig til at fryse så meget, at mine arme rystede og tænder klaprede. Jeg vidste, at de var ved at åbne mig, men jeg mærkede intet og holdt kun fokus på at trække vejret og forsøge at holde mine arme i ro. Og så forsøgte jeg med al den vilje og ro, jeg kunne mestre, ikke at give opmærksomhed til den tanke, som blev ved med at poppe op – at lige om lidt ville min baby komme ud, og jeg ville ikke være i stand til at røre den.

Jess holdt mig i hånden, indtil lægen meddelte, at nu kom baby ud, så han kunne komme om og kigge og fortælle mig kønnet. 10 sekunder efter stak han hovedet over gardinet med det største smil. Uden han behøvede sige noget, vidste jeg det – vi havde fået en lille dreng:) De tog ham med over for at suge hans lunger for fostervand, og Jess gik med. Jeg ventede utålmodigt på at høre det første lille vræl fra ham, som endelig kom efter kort tid. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne se Jess. Han smilede og havde tårer i øjnene.

Efter de længste 5 minutter kom Jess over til mig med vores søn. Han lagde ham helt op til mit ansigt, så jeg kunne dufte ham og kysse ham. Og pludselig gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne røre ham med mine hænder.

Vi blev kørt på opvågningsstue, og så snart det var muligt, fik jeg min søn i armene. Det var intet mindre end vidunderligt:)

imageimage

Vi skulle have født hjemme i spisestuen. Jeg skulle have haft en lang latensfase, hvor jeg hørte musik og tændte stearinlys. Jeg skulle smertelindres med massage og ingefærklude og ved tanken om, at hver ve var min ven – et skridt nærmere på vejen til min baby. Jeg skulle føde i karret. Jeg ville sidde på knæ, og Jess ville støtte mig og kysse og tage imod vores barn. Vores søn.

Sådan blev det ikke. Latensfasen var stort set ikke eksisterende, jeg fik fem epiduralblokader og et kejsersnit. Men vi fik lov at beholde den samme jordemoder gennem ‘slutspurten’. Hun var med under de værste veer, og indtil min søn kom til verden. Og hun så mig, lyttede på mig og rådgav, som hun mente, det ville give mening for mig.  Intet var dramatisk eller overvældende. Vi var med hele vejen, og vi blev hele tiden informeret om næste skridt. Det var så langt fra den oprindelig tanke, som overhovedet muligt, men jeg fortryder intet. Tanker som “Jeg kunne også have prøvet!” eller “Hvorfor gjorde vi ikke sådan?”, “Hvorfor holdt jeg ikke ud bare lidt længere?” plager mig ikke. Det gik, som det gjorde – bare fordi. Sådan er livet nogle gange. Man kan ikke planlægge alt:)

Intet gik, som det skulle – og alt er lige, som det skal være<3