Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

img_5354

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)

Fordomme om folk fra Lolland

Christina skrev for ikke så længe siden et indlæg om stereotyper og folks fordomme, og det fik mig til at tænke på nogen af de fordomme, som jeg er selv er stødt på som værende fra Lolland.

Alle fra Lolland kender hinanden!

“Nåååå, du er fra Lolland?! Så kender du helt sikkert min kusine. Mette, du ved, hun blev student fra Nakskov gymnasium i 2013, og….. ” Jamen, jeg er fra Maribo. Og er omkring 10 år ældre.” “Hun boede dernede ved Svinglen. I det hvide hus, du ved. Mette, Anne og Henriks datter??!”

Når det så er sagt, så har jeg også oplevet det andet:) Blandt andet på et nyt job “Åh, jeg kendte en i min ungdom med samme efternavn som dig. Han var pisse lækker. Spillede fodbold i Dannemare. Anders, hed han. Yum yum, han var virkelig en snack!” Bare stop der, tak. Det er min far…..

Folk fra Lolland er mere pålidelige!

– Jeg ville virkelig gerne sige, at det passer. Men jeg er ret sikker på, at Lolland dyrker ligeså mange røvhuller, som ethvert andet sted;)

Folk fra Lolland taler bondsk!

– Det ‘ overho’et ækk rætig! For fa’tisk taler vi slet ækk, vi snakker!

Alle på Lolland er på en eller anden måde i familie med hinanden!

– Altså, Fyrsten gloede lidt, da min fætter på min mors side for nogen år siden præsenterede os for sin nye kæreste, som var min grandkusine på min fars side;) Det er i grunden pisse smart – man sparer en masse tid på introduktion!

Folk fra Lolland ved noget om landbrug!

– “Hvor mange køer skal man ha’, før man kan få EU-støtte??” Hvor fanden sku’ jeg vide det fra? “Spreder de gylle om vinteren??” Google, min ven. Google!

Folk på Lolland har et begrænset perspektiv på verden!

– Nej. Der er også aviser på Lolland. Ja, og internet. Ja, gu’ er der trådløst. Folk på Lolland har muligvis et andet perspektiv, fordi de selvsagt oplever noget andet, end man gør i fx Århus. Og fordi de har travlt med at Google ‘gylle om vinteren’.

Folk fra Lolland har virkelig dårlig humor!

– Ha ha ha, det sagde hun også i går;)

Folk fra Lolland er fra Falster!

– Nej. Folk fra Lolland er fra Lolland. Folk fra Falster er til gengæld fra Falster;)

Alt er billigere på Lolland!

– Ja, der er faktisk ikke meget galt! Det er pisse fedt:) I skulle prøve deres kartoffelkager!

Det er ret vildt, at folk fra Lolland kan have særlige talenter! Jeg mener, de er jo fra Lolland??!

– Det er rigtig fedt, at Martin kom med i X-Factor! For han er mega dygtig! Men jeg er ret sikker på, at han havde haft samme stemme, hvis han boede i Ebeltoft;)

Alle på Lolland ejer en trailer!

– Nej. Men seriøst?? Alle I DANMARK burde eje en trailer – de er pisse smarte!

I Lolland får du kastet husene i nakken!

– Den er god nok! Det, vi gav for vores hus i Hvidovre (solgt til nedrivning!), kunne vi have fået en 300 kvm. nyistandsat murermestervilla for på Lolland. Og så havde der fulgt en trailer med i købet;)

Man kan ikke blive til noget, hvis man er fra Lolland!

– Man kan blive fuldstændig det samme som alle andre:) Jo, der er skoler. Ja, og bøger. Og adgang til offentlig transport.

Piger fra Lolland er kønne!

– Præcis;)

cvxd9d4wsaaagjt

Forresten #19

img_4875

– var jeg virkelig bange for, om vi skulle starte helt forfra med indkøring efter skoldkopperne. Men det har vist sig slet ikke at være noget problem! Han er bare glad:) Glad og plettet.

– havde Ane et vredesudbrud på tre kvarter i går morges. 45 minutters uafbrudt skrigen og “Du er dum, mor!”. Årsag? Jeg havde givet hende et par grå bukser på…. Den burde jeg muligvis ha’ set komme!

– har jeg taget ungerne med til Lolland i nogen dage for at se familien, og for at give Fyrsten muligheden for at rykke lidt på førstesalen. Jeg forestiller mig, at den malet og klar til indflytning, når vi kommer hjem. Jeg bør muligvis justere mine forventninger en smule;)

– kom min lillebror og hentede os i Hvidovre i sin bil i går. Min lillebror. I sin bil. Auch, jeg føler mig gammel!!!

– havnede vi i en gigantisk kø på motorvejen, og Jasper blev ret så utilfreds. Heldigvis havde jeg medbragt babser! Og heldigvis er de lange nok til, at han kunne blive siddende i autostolen imens;)

– jeg smed et billede af situationen op på Instagram og skrev noget med lange bryster, hvortil en følger var så pisse god at svare, at det hedder ‘fleksible bryster’. Åh, jeg elsker det!!! Det lyder som noget, man ville skrive i en jobansøgning: “Jeg er ikke bange for at tage fat og har yderst fleksible og omstillingsparate bryster.”

– tænker jeg nu, at det måske ville egne sig bedre til en Tinder-profil!

– da vi ankom, havde Anes onkel Tim købt hende en Frost-badekåbe. Men da hun allerede har sådan en, gik hun med sin moster i Netto for at bytte den. Hun kom tilbage med en Frost-paraply, Frost-strømper, Frost-hårbøjle, Frost-hårspænder og en Frost-drikkedunk. Yay…. Vi manglede virkelig også nogen ting med Anna og Elsa derhjemme….

– er min søsters hjem ikke ligefrem indrettet med nysgerrige tumlinger for øje. “Men han er ikke sådan én, der piller, vel?” Jo. Det er lige præcis det, han er;) “Jamen så må han jo bare få et nej.” Jaaa, men du skal nok ikke regne med at han tager imod det, hvis han øjner chancen for at æde en plante. Jeg er spændt på, hvor længe hendes monstrea har blade;)

– har jeg tilmeldt vores legehus, “Palæ Nøddebo”, til Silvans ‘Gør det selv mesterskaber’. For jeg synes virkelig, at Fyrsten fortjener noget anerkendelse for det flotte stykke arbejde, han har udført. Og fordi et gavekort på 15.000 til Silvan ville være fuldstændig åndssvagt fedt med tanke på vores nuværende renoveringsprojekt! I kan ikke stemme os ind som vindere, men hvis vi ligger i top 20, når måneden slutter, er vi blandt dem, hvoraf et dommerpanel vælger tre vindere. Jeg ville sætte så stor pris på, hvis I ville smide en stemme efter os her – naturligvis kun hvis I synes, at Palæ Nøddebo og Jess fortjener det:)

img_4836

Lidt om drømme

Nej, vi går ikke med overvejelser om at flytte til Lolland. Eller Fyn, som faktisk i et splitsekund ikke bare var en drøm, men en reel mulighed.

Vi bliver, hvor vi er. I Palæet.

Det var på mange måder tilfældigheder, der førte os hertil. Det er det selvfølgelig med det meste i livet, men for os var Hvidovre ikke et bevidst valg. Vi landede her, fordi det var lige netop dette hus, vi ville have. Og havde det ligget noget andet sted i en overkommelig radius fra København, så var vi landet der istedet. Vi har intet tilhørsforhold til Hvidovre af nogen form, men vi er faldet til og trives.

Alligevel popper der fra tid til anden en drøm op om at starte forfra. Et nyt sted med nye muligheder. Det var der Fyn kom ind i billedet. Vi havde muligheden for at starte et bofællesskab op med nogle nære venner, i hvad der muligvis må være Danmarks fineste hus. Plankegulve, høje paneler, sprossede vinduer. 300 kvadratmeters smukt istandsat hovedhus og med mulighed for at lave beboelse i yderligere 200 kvm gammel stald. Og jeg så det hele for mig: seks jævnaldrende børn, der legede i haven mellem geder, urtebede og det hjemmebyggede shelter. Solen skinnende fra morgen til aften og fuglene sang Gladys Knight. Det var alt sammen meget smukt. Helt perfekt, faktisk. På nær tre små ting. F, Y og N.

Jeg er simpelthen for bundet af mine relationer til at kunne bo noget andet sted end lige her. Og hvor er det dejligt! For det betyder jo, at der er nogen, jeg elsker. Nogen, der gør en forskel i min hverdag og ikke ville kunne undværes. I forestillingen hedder det sig, at man så bare får et andet forhold, ses på en anden måde. Måske sjældnere, men alligevel. Så bruger man weekender og ferier. Man finder ud af det. Men det gør man ikke nødvendigvis. Vi gør i hvert fald ikke.

Og selvom et simpelt liv på Fyn med hjemmehæklede trusser og gedemælk i morgenkaffen på mange måder er tillokkende, så ville det betyde, at vi skulle give afkald på nogle andre ting. Lige nu henter farmor Ane en gang om ugen, jeg har mødregruppe med min bedste veninde hver fjortende dag, og vi holder familieaften med Fyrstens familie en gang om måneden. Anes bedste veninde bor 10 minutter væk, og indenfor 10 meter bor to andre børn fra Anes børnehave. Vi er, efter 6 år i Palæet, endelig ved at have dannet os et lille netværk i området. Det har stor værdi. For stor til at vi bare kan rive alt op ved rode og starte forfra et nyt sted.

Drømme er skønne. Særligt dem, der får én til at sætte lidt ekstra pris på det, man allerede har. Også selvom der er helt almindelig mælk fra karton i kaffen.

image

Lolland<3

Hos bageren i Stokkemarke koster en kartoffelkage en 10’er i weekenden. Og jeg kan fortælle jer, at kartoffelkagerne på Lolland får de københavnske af slagsen til at ligne konfekt. Én gang har jeg dristet mig til at købe en herinde, og det kommer ikke til at ske igen. Så vil jeg hellere have minderne om, hvordan en rigtig, lollandsk kartoffelkage er.

Ane og jeg var på Lolland i efterårsferien, og den ene af dagene besøgte vi min far og co. i Nakskov. Vi var kun lige trådt ud af toget, før Ane spurgte mig, hvad det var for en lugt. “Det er duften af min barndom, skat:)”, svarede jeg, og hun kiggede på mig, som havde jeg talt japansk “Det lugter virkelig grimt, mor!”, sagde hun. Og det kan man jo ikke være helt uenig i;) På vejen hjem til min far gik vi forbi sukkerfabrikken, og jeg forklarede Ane, hvor den særprægede odør kom fra. Vi fandt en roe på vejen, og jeg fortalte om min barndoms roelygter. “Ligesom græskar?” spurgte Ane. Jeps, ligesom græskar – og så bare meget bedre!

Vi gik videre ad Maribovej og passerede det hus, hvor min mors kusine engang boede. Hun havde en underbo, der hed Gunnar, mønster med ananas på sengetøjet, og jeg blev badet i hendes håndvask i køkkenet under de skrå vægge. Engang stod der “Frisør” på siden af huset – det stod der i mange år. Selvom der hverken var en frisør eller lokaler til det i bygningen.

Så gik vi forbi Krukholm, og jeg fortalte Ane, at hendes oldefar var stamgæst der. Faktisk tror jeg, at han nogen gange boede på de tilhørende værelser, når min mormor smed ham ud hjemmefra, fordi han havde drukket for meget. Der hænger stadig billeder af ham på de nikotingule vægge. Da jeg engang gik forbi for at kigge på dem, smilede det ældre klientel på værtshuset stort ved oplysningen om, at jeg var Agners barnebarn.

Efter gymnasiet flyttede stort set alle til København. Jeg var kontrær og fast besluttet på at vise omverden, at man godt kan blive til noget på sydhavsøerne. Så jeg fik mig en lejlighed på den anden side af sundet for at være tættere på min skole, jeg tog mig en uddannelse, og en sommer på Vejlø blev min skæbne beseglet, da jeg forelskede mig – i en københavner. Det kan jo ske for selv den bedste!

Nu er det 8 år siden, jeg flyttede, og jeg har ikke fortrudt. Vi har skabt os et godt liv her i vores lille forstadskvarter en spytklat eller 20 fra Rådhuspladsen. Men det betyder ikke, at jeg ikke savner Lolland. At jeg ikke bliver fristet, når Facebook lokker med en herskabsvilla til 1 million. Eller endnu mere når bageren i Stokkemarke lokker med kartoffelkager til en 10’er. RIGTIGE kartoffelkager.

Jeg har haft min løsrivelsesproces. Jeg har sagt til mig selv, at Lolland var for lille til mig. Og jeg tror uden tvivl, at jeg har haft godt af at komme væk fra Lolland, at få en anden udsigt og se verden fra et andet perspektiv. Det tror jeg, alle har godt af – lige meget hvor de kommer fra. Der er også en del københavnere, som uden tvivl ville nyde godt af at komme længere væk end 100 m. fra deres hoveddør på Vesterbrogade.

Jeg har også sagt til mig selv, at Lolland er for indspist. At alle ved, hvad alle laver, og man ikke kan vælte på sin cykel, uden naboen ved det. For sådan er det! Sådan er det i alle små lokalsamfund. Og ja, det er da pisse irriterende. Og rigtig meget rart og trygt! For det betyder også, at der altid står nogen klar til at hjælpe både en selv og cyklen op, når uheldet er sket. Og er egerne blevet bøjet, så har den ene en onkel, der lige kan fikse det. Der er altid nogen, der står klar til at hjælpe. Også selvom de ikke kender dig. Det er nok, at du er Agners barnebarn.

Jeg er vokset op med næsen i roelugt og fødderne solidt plantet i plådde. Jeg er blevet syltet i skolegården, har været kærester med min fars kones fætter og kørte med hestevogn, da jeg blev student. Jeg forventer stadig, at en kartoffelkage er større end et stykke konfekt, at der er kokos på et rosenbrød, og jeg kalder stadig thebirkes med remonce for en ‘Københavnerbirkes’. Jeg går ikke ‘End’ i et rum – jeg bærer mit lydrette ‘I’ ind med stolthed, ligesom jeg lærer mine børn, at det hedder ‘måmor’ og ‘måfar’.

Man kan fjerne pigen fra Lolland, og man kan fjerne plådden fra hendes gummirøjsere, men hun lugter stadig lidt af roer;)

image