Det er ikke godt nok!

Har I mon læst artiklen om de nybagte forældre, Jon og Camilla, i Information? Ellers kan I læse den lige her.

Og det synes jeg, I skal gøre. For man skal nok se det med egne øjne for virkelig at tro på, at den danske lovgivning kan være skruet så udueligt sammen, at en mand ikke kan få lov at blive juridisk far, fordi han er født med kvindelige forplantningsorganer.

Og når I så er færdige med at blive forarget over det (formoder jeg!), så kan forargelsen kun blive endnu større, når man læser, at vores børne- og socialminister ikke har til hensigt at ændre den paragraf i børneloven, som er årsag til problematikken (artiklen kræver medlemskab, men man kan få første måned gratis.):

img_4979

Det er simpelthen ikke godt nok at gemme sig bag “for barnets bedste”! For det er IKKE for barnets bedste. Havde hensynet til barnet været det overvejende, så havde man naturligvis sørget for, at barnets forældre rent juridisk havde samme status og rettigheder som alle andre forældre. Og hvor skulle der opstå tvivl?? Jon er i alle juridiske henseender en mand, det hersker der ingen tvivl om. Selvfølgelig er han far på lige fod med alle andre mænd, som er blevet forældre ved hjælp af sæddonation.

Jeg er fuldstændig forundret og forarget over, at sådan en sag overhovedet kan opstå. I 2017. I Danmark. At man har mulighed for juridisk kønsskifte, men ikke kan få de samme rettigheder, når det kommer til forældreskab. “Du er en mand. Men…..”

Jeg er ikke politiker. Og jeg er ikke synderligt politisk aktiv. Jeg har ikke mere kendskab til børneloven eller kønsskifte end de fleste andre. Men jeg ved, hvad det vil sige, når der sættes spørgsmålstegn ved ens forældreskab. Jeg ved, hvad det vil sige at stå som nybagt forælder og skulle slås med det, som andre betragter som bureaukratiske ligegyldigheder. Men som indefra føles som alt andet end ligegyldigt. Og i vores tilfælde kunne man dog endda, på trods af personlige følelser og holdninger, se bare en snert af fornuft i lovgivningen. Om man så var enig i den eller ej. I det her tilfælde er der, efter min mening, absolut ingen fornuft at spore!

Det er simpelthen ikke godt nok!

Hvad nu hvis??

Der var mange ting, jeg ikke vidste, før jeg blev mor. At babyafføring kan være fuldstændig flydende, at man ikke kan eje for mange stofbleer, og at babygråd kan påvirke én sådan helt fysisk. Det er dog ting, jeg lærte ret hurtigt, og som jeg har fundet ud af at arbejde med. Hvad jeg dog ikke vidste, hvad jeg stadig forundres over hver dag, og hvad jeg aldrig nogensinde lærer at arbejde med er, at det at være mor åbenbart er én lang kamp. Ikke en kamp mod flydende afføring eller det tårn af stofbleer, som vælter ud i hovedet på én, hver gang man åbner skabet. Det er småting til sammenligning med den virkelige kamp – den man er i mod andre mødre. For det er man. Også selvom man ikke vil. Og jeg vil personligt ikke! Først og fremmest fordi det jo er en kamp, der er tabt på forhånd i kraft af, at der ikke findes en facitliste. Der er ikke en rigtig og forkert måde at være mor på, så hvorfor dælen kæmpe om det? Så taber alle bare. Dernæst nægter jeg at hoppe i ringen, når jeg ikke har nogen grund til det. Hvordan andre mødre vælger at gøre tingene kan aldrig nogensinde vedkomme mig. Så det eneste jeg får ud af at blande mig i andres moderskab er, at de enten bare trækker på skuldrene og ser den anden vej. Ellers så planter jeg noget i dem. En lille frø af usikkerhed eller dårlig samvittighed. En hel masse negativitet, som jeg bestemt ikke har grund eller lyst til at plante i andre.

Men det er kommet bag på mig, at kampen findes. Jeg troede, at kvinder ville bakke hinanden op i den der store opgave, som moderskabet kan være. Kald mig bare naiv, men Løgstrup ville være stolt. De findes heldigvis også, de kvinder, der taler hinanden op og støtter. Som formår at dele ud af erfaring og gode råd uden at gøre de andre forkerte. Men de kæmpende kvinder og deres strittende pegefingre kommer hurtigt til at fylde det hele. Måske fordi negativitet har for vane at påkalde sig mere opmærksomhed end kærlighed har. Måske fordi det er dét, der skærer i øjnene og skurrer i ørerne og derfor det, vi lægger mærke til. “Giver du dit barn flaske??!! Er du slet ikke klar over, at modermælk er det bedste i verden??!” Jo, vedkommende er helt sikker klar over, at amning er godt. Og at flaske kan være det samme. Og hun har truffet et valg baseret på hendes liv og hendes børn og hendes egne vegne – ikke dine! “Samsover du med dine børn??! Du er nok bange for at tage konflikten og vil hellere lade dine børn styre showet!” Og så kan vi lade dine børn” være nøgleordet – for det er nemlig ingen andres børn og dermed ingen andres problem. Jeg synes ofte, jeg oplever, at når man vælger at gøre tingene på en bestemt måde, så læser folk mellem linierne, at man peger fingre af deres valg. Hvad er nu det?? At jeg vælger at putte mine unger i dobbeltsengen, siger noget om mig – ingen andre. Folk kan for min skyld putte deres børn, lige hvor de har lyst til. Det kan aldrig nogensinde komme til at vedkomme mig og vice versa. Man kan jo egentlig forbløffes over, at de kæmpende kvinder har tiden og overskuddet til at gå så meget op i andre. Jeg sejler rundt i babylort, mens jeg prøver at grave mig fri fra stofbleerne – personligt er det al den kamp, jeg har behøver.

Hvad nu hvis vi blandede os udenom? Hvad nu, hvis vi ikke gav det negative taletid? Hvad nu hvis vi huskede på, at vi alle er forskellige? Eller bedre endnu – hvad nu hvis vi talte hinanden op? Hvad nu hvis vi roste hinanden for at træffe de valg, som giver mening for os, fremfor at tale dem ned, fordi vi selv ville have valgt anderledes? Hvad nu hvis vi fodrede hinanden med søsterkærlighed, fremfor at skyde hinanden ned ved hver given lejlighed?

Jeg forstår godt, at man kan ind imellem kan sidde derhjemme og rynke lidt på næsen over andre folks handlinger. Det kan jeg virkelig godt forstå, og jeg skal slet ikke sige mig for god til selv at gøre det. Og jeg kan godt forstå, hvis man nogen gange tænker “Sådan ville jeg aldrig have gjort!” Der, hvor filmen knækker for mig er, når man føler behov for at ytre det. Når man føler behov for at fortælle andre, at man synes, de er galt på den – bare for at sige det. Ikke fordi man vil hjælpe eller støtte eller har den helt rigtige opskrift på at hjælpe en anden ud af en given problemstilling. Men når man bare siger det, fordi man kan. Det er så lidt konstruktivt! Det eneste, det skaber, er negativitet. Og hvem fanden gavner det??

“Du er da også bare sådan en rundkredshippie, der tror at kærlighed er svaret på alt, Elisabeth!” Jeps! Det er lige nøjagtig det, jeg er, og gudskelov for det:)

img_3659

 

Jeg curler ligeså tosset, som jeg vil!

Det vrimler med at artikler, klummer og debatindlæg om alle de ting, som vi som forældre gør galt. Få er ment som gode råd – flest er, efter min mening, løftede pegefingre. Vi er for lang tid om sige farvel i børnehaven, vi afleverer for sent, vi kysser for meget og klipper for få navlesnore. Vi sover sammen med vores børn, fordi vi er for dovne og dårlige til at putte dem, og vi hjælper dem af med flyverdragten om morgenen for afværge konflikter. Vi curler, og vi overbeskytter, og vi gør børnene bjørnetjenester. Fordi vi ikke kan sætte grænser, hedder det sig. Fordi vi giver børnene for meget medbestemmelse. Fordi vi for bløde. Vi er også forkælede. Det er derfor, vi afleverer for sent og giver for lange kram i garderoben i børnehaven. Fordi vi mangler respekt for pædagogerne og lærerne og de andre mennesker i køen i Netto, som skal lægge ører til en hysterisk tumling, der skriger i grøntafdelingen, fordi æblet har den forkerte farve. Vi er forkælede, og vi forkæler vores børn. Og fordi barnet ikke selv tager sin flyverdragt af om morgenen, spænder vi ikke blot ben for pædagogerne og os selv, men også for børnene. For hvordan skal de nogensinde lære at handle selvstændigt og tage vare på sig selv ude i den virkelige verden, hvis vi som forældre ikke lærer dem at betjene en lynlås? Shame on us!

Når jeg skal starte arbejde igen, vil der højst sandsynligt blive dage, hvor børnene skal afleveres kl. 7.15 og først bliver hentet igen kl. 16.45. Det er 9,5 timer i institution. For det er sådan hverdagen ser ud for to forældre med fuldtidsjobs. Og sådan ser den ud for mange. For hjulene skal jo køre rundt. Allerhelst minimum 37 timer om ugen. Gud forbyde at man skulle komme til at sende det signal, at man satte familielivet over sin samfundspligt – det kan der også skrives utallige klummer om. Og bedsteforældrene skal vi ikke satse på. For deres hjul køres til de er tyndslidte og gerne lidt til. Man kan faktisk køre forholdsvis langt, selvom både dæk og slange for længst er kørt i stykker.

Så hvis jeg kommer til at kysse lige lovligt meget på mine børn i garderoben, når min barsel slutter, så undskyld på forhånd. Det er ikke for at genere nogen eller skabe uselvstændige, navlepillende samfundsborgere med mommy-issues. Det er fordi jeg elsker dem og gerne vil klemme al den kærlighed ind, som jeg overhovedet kan, i den sparsomme tid der er tilbage, når først effektivitetsuret tikker. Og ja, jeg kommer helt sikkert også til at hjælpe dem på med støvlerne i ny og næ. For at afværge konflikter. Jeg er selv træt efter en lang arbejdsdag, så jeg kan godt forstå, hvis børnene er det samme. Så når jeg lukker velcroen for dem, er det en kærlighedshandling, OG det er for at afværge en eventuel konflikt. Ikke fordi jeg er bange for mine børn, men fordi jeg vælger mine kampe. Og nogen kampe skal ikke tages i børnehavens garderobe med en håndfuld andre børn og forældre som tilskuere.

Jeg er glad for vores velfærdssystem. Jeg forstår, accepterer og bakker op om, at man skal yde for at kunne nyde. Og selvfølgelig skal vi støtte vores børn i at blive selvhjulpne og selvstændige og lære dem, at de ikke er verdens navle. Men jeg er træt af de utallige artikler som peger fingre og råber op om alt det, som forældre gør forkert. For vi gør alle vores bedste! Og nogen gange træder vi ved siden af og begår fejl. Men nogen gange er vores ‘fejltrin’ altså også helt bevidste. Vi har lange afleveringer, kyssesceancer og hjemmegjorte samsovningssenge, fordi vores børn har behov for det, men da bestemt også fordi vi selv har behov for det. Og ja ja, jeg er da helt med på, at børnene er det vigtigste, og at vi er nødt til at sætte egne behov til side, når det handler om deres opdragelse og dannelse. Men må vi ikke også selv lige have lov at have hjertet med i det? Må vi ikke have lov at give efter, når der plages i Netto, fordi vi har lyst? Fordi vi faktisk synes, at barnet skal ha’ lov til at få en tivolistang på en helt almindelig tirsdag? Må vi ikke ha’ lov til at lukke velcroen og kysse i garderoben uden at det skal gøres til et fælles anliggende og et socialt projekt?

Jeg er et voksent, fornuftigt og, efter egen overbevisning, intelligent menneske. Og jeg påberåber mig hermed retten til iføre Ane sine Elsa-støvler! Også selvom hun sagtens kan selv. Også selvom jeg ved, at hun bør gøre det selv. Fordi jeg har lyst, og fordi jeg, på trods af hvor mange artikler, der popper op i mit facebookfeed med store, fede pegefingre, tror på, at jeg er fuldt ud i stand til selv at bedømme, hvad der er rigtigt for mine børn og mit eget moderhjerte.

img_3094

For Finn

I lørdags var det Europæisk organdonationsdag, og for første gang blev dagen også markeret i Danmark med forskellige events rundt omkring i landet. Naturligvis med det formål at sætte fokus på organdonation og få folk til at tage stilling. Derudover blev der indsamlet underskrifter til ‘formodet samtykke’, som betyder, at man automatisk bliver registreret donor, når man fylder 18 år, og selv aktivt skal framelde det, såfremt man ikke ønsker at være donor.
Det er vigtigt med fokus på organdonation! For på trods af at meningsmålinger viser, at 85 % af den danske befolkning går ind for organdonation, så har kun 21% registreret sig som organdonorer. Og som det er nu, dør der hveranden uge én i Danmark, som muligvis kunne ha’ været reddet med en organtransplantation.

Både Fyrsten og jeg er registrerede donorer. I ‘gamle dage’ gik jeg rundt med det lille røde kort i min pengepung – i dag er jeg registreret online. Men først for nylig tog vi snakken herhjemme med hensyn til vores børn. Det gjorde vi på grund af Finn.

Finn er en lille dreng, som blev født med en sygdom, der gjorde, at han skulle have en ny lever. Den fik han, men desværre alt for sent. Han blev halvandet år gammel. Jeg kender Finns forældre perifert – på den måde man nu kender hinanden, når man er fra et lille sted som Lolland. Og gennem venners delinger på Facebook  har jeg fulgt med i deres kamp. Jeg har heppet, håbet og grædt for Finn og hans forældre. Og vigtigst af alt har jeg fået øjnene op for, hvor uhyre vigtigt det er, at der er fokus på organdonation. Så det her er mig, der står på en ølkasse med en megafon i hånden!

Jeg synes ikke, at det har svært at tage stilling til, om jeg selv skulle være organdonor. Jeg har aldrig været i tvivl. Jeg skal ikke bruge mine organer til noget, den dag jeg ikke længere er her, så kan de hjælpe en anden familie, skal de naturligvis doneres. Men om mine børn skulle være organdonorer, havde jeg aldrig skænket en tanke, før jeg ‘mødte’ Finn.

Det var med Finn i tankerne, at jeg tog snakken op herhjemme. Den modbydelige snak om hvad vi ville gøre, hvis vi stod i en situation, hvor vi skulle tage stilling til, hvorvidt vores børns organer skulle doneres. Det er, efter min mening, en snak, der skal tages på forhånd – ikke i situationen. Vi har taget snakken, og vi har taget stilling. For Finn. Og for vores egne børn. For hvem ved om vi selv en dag står i en situation, hvor et af vores børn får brug for et nyt organ.

Efter Finns død lavede hans forældre en meget fin video. Den er barsk, men mest af alt smuk – fordi Finn er smuk.

Du kan læse meget mere om organdonation og formodet samtykke på Organdonation – Ja tak.  Og har du ikke selv taget stilling, så er min bøn til dig, at du får det gjort. Det kræver kun et par klik på sundhed.dk og kan – bogstavelig talt! – redde en andens liv.
Og lige et ps: Som Katrine skriver i kommentarfeltet, så er det vigtigt at tage stilling, uanset om man ønsker at være donor eller ej, så ikke ens familie skal stå med beslutningen. Vigtig pointe!

(Dette er ikke et indlæg skrevet som led i en kampagne af nogen art. Det er bare mig. Mig, som synes, det er et vanvittigt vigtigt emne, som jeg håber at kunne være med til at bringe lidt mere fokus på. Mig på en ølkasse, der brøler af mine lungers fulde kraft. For Finn.)

“Undskyld, må jeg amme her??”

Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup
Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup

Dét spørgsmål har jeg aldrig stillet.

Jeg har sammenlagt ammet i 27 måneder. 18 mdr med Ane og 9 med Jasper. Jeg har aldrig spurgt om lov til at amme et givent sted, højst sandsynligt fordi jeg aldrig er blevet bedt om at lade være.

Men der er øjensynligt steder, hvor man ikke må amme. Det er i hvert fald hvad mit facebook-feed fortæller mig. Restaurationer, som er i deres fulde ret til at bede ammende kvinder om at gå et andet sted hen med deres medbragte madpakker. Fordi nogen åbenbart finder amning stødende.

Jeg forstår det ikke. Altså sådan helt bogstaveligt. Jeg forstår ikke, hvad det er ved amning, som kan opfattes som værende stødende? Forklar mig det endelig, hvis du ligger inde med svaret:)

Er det det synlige bryst? Som jo altså ikke er så synligt endda, i og med at det er dækket af et hoved. Jovist, man kan se noget af brystet. Toppen, måske. Men det kan man jo altså med meget tøj. De fleste ammende kvinder er desuden så rutinerede, at de på et splitsekund kan på- og afmontere barnet, så man skal nærmest fiksere blikket på kvindens bryst, hvis man skal være så heldig (uheldig?) at fange et glimt af brystvorten.

Er det handlingen? Er det selve begrebet ‘amning’, som nogen finder stødende eller ulækkert? Altså den funktion som nu engang er årsagen til, at vi fra naturens side er udstyret med bryster?

Er det barnet? Er det i virkeligheden bare en undskyldning, fordi man ikke gider ha’ alle byens mødregrupper med dertilhørende børn hængende på sin café? Fordi børn larmer og forstyrrer og kan være virkelig irriterende? I så fald – hvorfor er det så ikke bare det, man melder ud? Når man har ret til at forbyde kvinder at amme, så har man vel også ret til at forbyde børn under 10 år adgang?

For ja, man må godt nægte kvinder at amme i ens egen biks. Og det har jeg det personligt virkelig stramt med! En ting er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor grænsen så går for, hvad man må forbyde. Noget andet er min personlige overbevisning om, at hvis man accepterer den ret, hvis man bare trækker på skuldrene og siger, at man så må gå et andet sted hen, så bidrager man på sin vis til præmissen om, at amning er stødende. At det er de ammende, den er gal med, og ikke den brystforskrækkede del af samfundet.

Jeg har aldrig taget særligt hensyn til andre, når jeg har ammet. Ligesom jeg ikke tager særligt hensyn til folk, jeg møder på gaden. Jeg tager hensyn, naturligvis! Jeg rykker mig, hvis de skal forbi, og hjælper dem, hvis de taber noget. Men jeg tager ikke særligt hensyn. Jeg klæder mig ikke, så mine skuldre er dækket for at tage hensyn til dem, som foretrækker det sådan, ligesom jeg hellere ikke lader Jasper blive hjemme fra handleturen, selvom nogen helt sikkert synes, at barnevognen fylder for meget i Netto. Jeg tager helt almindeligt hensyn. Det samme gør jeg med mine bryster. De hænger ikke og dingler frit, jeg lader dem ikke lufttørre, og jeg tilbyder ikke gutten ved nabobordet en sjat mælk i kaffen. Jeg pakker dem ud, når min søn er sulten, og pakker dem væk igen, når han er mæt.

Så jeg forstår ikke problemet! Og jeg køber simpelthen ikke ‘det er ikke alle, der gider kigge på dine bryster!’-argumentet. For for det første, så ser man dem jo ikke. Og for det andet, så er det heller ikke alle, der gider kigge på andres tæer. Og det er ikke ment, som en kæk bemærkning – det er bare så lidt mening, det giver i mit hoved.

Der er så mange ting, man kan blive stødt af i dag. Nogle vigtigere end andre. Der er tosser folk, der deler såkaldte ‘asyl-sprays’ ud på gaden. Se dét er stødende! Bryster og babyer? Not so much….

 

 

LUK. SÅ. RØVEN!

Jeg er mere end én gang faldet over det udsagn, at det er egoistisk eller sågar direkte forkert at få donorbørn. Både for singler og par.

Et af de hyppigst benyttede argumenter er, at man ikke skal gå imod naturen. Det være sig den natur, som enten har gjort, at man er infertil eller homoseksuel. Man må affinde sig med og acceptere situationen. For nu har naturen ligesom valgt, at det er sådan, det er.

Den slags argument bruges gerne af folk, som enten har spyttet afkom ud i hobetal, eller som har truffet et valg om ikke at ville have børn. Jamen, tillykke med det og respekt for dit valg! Og luk så røven. Tak!

For så er argumenterne på en eller anden måde gratis, ikk’?! Så kan man sidde derhjemme på sin flade og overstrømme facebook med holdninger om andres folk liv uden at have den fjerneste anelse om, hvordan andres virkelighed ser ud. Og uden evnen til på nogen som helst måde at forstå.

Lidt ligesom al den her debat om kontanthjælpsloftet. Størstedelen af de spydige og nedladende kommentarer kommer fra folk, som ikke aner en skid om, hvad fanden det egentlig handler om. Jovist, de læser avisen og ser nyhederne. Og så knapper de en Amarone op og læner sig tilbage i deres Hay-puder, mens de bakker hinanden op i, at de sagtens ville kunne klare sig for dét der rådighedsbeløb, og at der altid er jobs at få, og at stress jo bare er en undskyldning for de dovne.

LUK. SÅ. RØVEN!

Jeg bliver så træt!

Ja, man må gerne ha’ en holdning. Ja, man gerne være kritisk og konstruktiv. Ja, man må gerne synes, at kontanthjælpsloftet er en fremragende idé. Men man må satme også gerne tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sin holdning i ansigtet på folk, som står lige midt i lorten. Folk, for hvem det ikke bare handler om holdninger, tal eller en tilfældig artikel i Politiken, men derimod er den barske virkelighed. Hver dag, hele tiden.

Det er så let at have holdning om ting, som man ikke aner noget som helst om. Gid det var ligeså let at holde den for sig selv…..

image

Uagtsom voldtægt??

Nu har der igen været en sag om en anmeldt voldtægt, hvor der ikke kunne fældes dom, fordi ofret ikke sagde tydeligt nej. I det seneste tilfælde var pigen, ifølge medierne, bevidstløs af insulinmangel og alkohol, da voldtægten fandt sted, og hun sagde ikke tydeligt nej til at dyrke sex med tre fremmede bag en hæk.

Den lader vi lige stå et øjeblik….

Jeg bliver så vred, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Det må være så forfærdelig en oplevelse! Og at man efterfølgende skal gennem en længere retssag for til sidst indirekte at få fortalt, at det var ens egen skyld, er simpelthen modbydeligt!

Her kommer begrebet ‘uagtsom voldtægt´’ på banen. Jeg stødte på udtrykket for noget tid siden i en dokumentar om voldtægt, hvor muligheden for at kunne dømme en voldtægt som værende uagtsom blev bragt op. Altså at man skal kunne dømme for voldtægt i de sager, hvor ofret muligvis ikke har skreget et højt og rungede ‘NEJ’, eksempelvis fordi vedkommende er blevet truet eller har været bevidstløs, men hvor man alligevel vil mene, at det har været tydeligt, at hun ikke har sagt ja til sex.

Umiddelbart lyder det vel som en okay løsning. Eller hvad?

Jeg kan godt forstå, at forslaget kommer på banen. Jeg kan godt forstå, at folk finder det fornuftigt, set i lyset af hvor mange lignende sager, der findes. Men burde vi ikke i stedet kigge på den eksisterende lovgivning? Man kan vel roligt sige, at den halter, hvis man er nødt til at opfinde ’tillægsparagraffer’, for at dække de store, gabende huller!

Man kommer ikke til at voldtage nogen! Det er ikke sådan noget, der bare lige smutter! Man taget et aktivt valg om at forbryde sig mod én, som muligvis ikke har sagt nej, men som helt tydeligt heller ikke har sagt ja!

Så svært kan det fandme ikke være at holde bukserne på!!!

Hvis en stor, bredskuldret gut passer mig op på vej hjem fra stationen en sen aften og beder mig om at give ham min taske, så makker jeg ret. Han behøver ikke true mig med alskens forfærdeligheder. Og hvis ikke der står en fyr på den anden side af gaden, som tilfældigvis er endnu bredere, så råber jeg ikke om hjælp eller siger “Nej, det er min taske. Du må købe din egen!” – jeg afleverer med det samme! Men er det så ikke tyveri??

Hvad hvis jeg bliver sprunget over i køen i Netto? Må jeg så dele lussinger ud med undskyldningen “Jamen, hun lignede én, der gerne ville slås på?! Hun sagde først nej efter andet slag, og så stoppede jeg.” Er det så ikke vold??

Det er ikke at indvillige i sex, hvis man ikke siger nej.

Det er voldtægt, hvis man ikke siger ja.

Længere er den ikke!

En veninde smed den her til mig på facebook. Den bør være en del af pensum på alle landets skoler:

Om kommunikation på de sociale medier

image

Da jeg udgav dette indlæg forleden, skrev flere, at de oplevede det som en facebook-tendens. Altså at folk er lige lovligt langt fremme i skoene og store i munden, fordi de sidder bag skærmen. At dét de skriver ikke nødvendigvis er et reelt udtryk for deres holdninger, men at de bliver fanget i ‘kampens hede’. Og jeg er enig! Selvom det gør hele problematikken lidt mindre skræmmende, så er det stadig virkelig sørgeligt. Tænk, at sidde der bag skærmen og være grov overfor et andet menneske, bare fordi man kan.

“Hvis du har en holdning, må du også forvente et modsvar!” Jovist, men der er ligesom stor forskel på, hvordan man formulerer dette modsvar.

“Ser min røv stor ud i de her bukser?” Stor? Den er G-I-G-A-N-T-I-S-K! Ej, må jeg ikke godt lige tage et billede af den? Der er ingen, der vil tro mig uden beviser! Om du bør skifte tøj? Kære ven – det vil ikke kunne gøre det. Bliv du hellere hjemme, hvor du ikke risikerer at gøre skade på folk med dit enorme endeparti!

Måske det havde været bedre med “Tværstriber gør sjældent noget godt for nogen, har du ikke et par sorte?:)”

Jeg har mere end én gang taget del i online debatter. Mange har omhandlet fertilitetsbehandling og har gået på, at der ikke burde gives nogen gratis forsøg, at det er folks eget problem, eller at infertilitet ikke er en sygdom. I én debat svarede jeg tilbage på sidstnævnte eksempel ved at linke til en artikel fra WHO, som altså kategoriserer infertilitet som en sygdom. Svaret jeg fik retur lød: “Jamen, det synes jeg ikke, at det er!” Ahrmen, så stopper dialogen bare her! Hvis du finder på dine egne regler undervejs og beslutter at gældende diskurs ikke er gangbar argumentationsvaluta, så er der slet ingen grund til at indlede en diskussion til at starte med!

Og jeg tænker lidt, at det samme gør sig gældende, når man vælger at blive personlig, nedladende eller ondskabsfuld. Så snart du har flettet ‘lille ven’ ind, så ophører al fornuftig samtale, og det bliver til mudderkastning i stedet. Men hvorfor det behov? Hvorfor, når nu det rent faktisk er muligt at være uenig og venlig på samme tid?

Mit problem i sådanne situationer er bare, at jeg bliver totalt Elisabeth-5-år. Jeg bliver mega trodsig og vedholdende og insisterer på at få folk tilbage på rette spor. Hvilket naturligvis er komplet umuligt i 9 ud af 10 tilfælde. Og så bliver jeg hidsig og irriteret, hvilket jeg hælder ud over dem, der er i nærheden rent fysisk, for jeg kan jo ikke gøre det i selve debatten – så er jeg jo ikke et hak bedre selv. Alt dette velvidende at jeg ALDRIG skulle ha’ ytret mig i – eller overhovedet læst – debatten til at starte med!

Hvorfor kan folk ikke bare opføre sig pænt??!!!

Jeg, en feminist!

Jeg gjorde noget dumt i dag. Noget virkelig dumt. Jeg gik ind og læste kommentarerne på en facebooktråd, som, efter min bedste overbevisning, var fuldstændig usaglig og åbenlyst idiotisk. Oveni det var den desværre også direkte ondskabsfuld og efterlod mig med klump i halsen og ondt i maven.

En “satirisk” facebookside (ordet “satire” bruges af de, der følger siden – ikke mig) har delt blandt andet avisoverskriften omkring en ung kvinde, som blev myrdet af sin kæreste, samt en konstatering af, at de danske mænd er nogle skvat, som kunne lære noget af mænd fra Botswana – her bliver hver fjerde kvinde voldtaget. Kommentarerne til disse var ganske modbydelige. Virkelig. Jeg vil på ingen måde forsøge at gengive det – det er så grimt og ubehageligt et syn på kvinder og menneskeliv generelt. En feministisk facebookside reagerer på dette og opfordrer folk til at anmelde siden. Og det er i krydsilden mellem “satirikere” og “feminister”, at jeg pludselig finder mig selv i færd med at læse kommentarer. Nu røg “feminister” også i citationstegn. For de kvinder, der vælger at ytre sig i tråden, bliver omtalt som sådan. For man må man jo nødvendigvis være feminist, såfremt man ikke kan se morskaben i, at man sammenligner et ungt, kvindeligt mordoffer med en kopholder, fordi hendes morder kørte en tur med hendes lig.

I så fald – kald mig gerne feminist! Er man feminist, fordi maven snører sig sammen ved tanken om, at folk opfatter ovenstående som humor eller satire, så er jeg uden tvivl feminist. Eller “en møgfjappe”, “sperm container” eller “fucking feminist, som trænger til noget pik!” Jeg har aldrig følt det nødvendigt at sætte en etiket på, at jeg mener, at alle har krav på samme rettigheder og respekt. Slet ikke en feministisk en af slagsen. Ikke fordi jeg har noget imod feminismen, tværtimod. Men fordi jeg gang på gang ser, at ordet ‘feminist’ bruges ekstremt nedladende. Og fordi jeg desværre også ser, at kalder man sig feminist, så er man pr. automatik både skinger, humorforladt og frigid. I dag gik det dog op for mig, at i visse kredse er den opfattelse åbenbart ikke kun gældende for feminister, men kvinder generelt. Så nu vil jeg i stedet stå ved det – og det med stolthed. Jeg er feminist!

Jeg har set DR’s programmer “Mænd, der dræber kvinder”, “Skam dig, Emma” og “Ti stille, kvinde”. Jeg ved godt, hvor slemt det rent faktisk står til, når det kommer til ligeværd mellem kønnene i Danmark. Alligevel rammer det mig allerdybest inde – med undren, frustration og afmagt. For hvordan ændrer man det eksisterende mønster, hvor nogle mænd tydeligvis er af den holdning, at kvinder ikke er noget værd? Man kan jo på ingen måde argumentere imod folk, hvis eneste modsvar er, at man er en humorforladt feminist. Nej! Det er ikke humor! Der sidder voldtægtsofre på den anden side af skærmen og kan læse med på, hvordan de bliver latterliggjort og hånet. Der sidder efterladte og kan læse, hvordan deres søster eller veninde sammenlignes med en kopholder. Slap af, det er for sjov!

Nej! Det er ikke sjovt! Og kald mig gerne både feminist og humorforladt, for jeg vil kæmpe herfra og til evigheden for at sende et tydeligt signal om, at det ikke er okay!!! Det er ikke okay at ytre sig sådan, og det er ikke okay at forsvare det. Det er ondskabsfuldt og modbydeligt!

image

I jordemødrenes sko

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at der er store besparelser og som følge deraf forringelser i sundhedssektoren. Hvor slemt det står til, kom dog alligevel lidt bag på mig…..

  • Jeg fandt en andengangsfødende i modtagelsen.Hun var 6 cm. åben og havde ikke set en jordemoder i to timer.
  • Jeg har måtte forlade en kvinde, der lå i for tidlig fødsel i uge 33. Hun var i den aktive del af fødslen.
  • I nat har jeg haft 8 timers overarbejde, dvs jeg har arbejdet 16 timer, mod de planlagte 8.
  • Vi har tre fødende, der ikke har nogen jordemoder hos sig.

Dette er blot en udsnit af udtalelserne fra de jordemødre, som man møder i følgende klip. Og det er desværre ikke det værste…..

Gør jer selv den tjeneste – gør jordemødrene den tjeneste – at se videoen til ende. Jeg ved den er lang, tilgengæld vil jeg så spare jer for et langt indlæg. Men se den, del den, råb op. Det er simpelthen ikke godt nok!!!!!