Spåkoner og kiksede klipninger

72b1db81-0cce-48cb-af5d-3f189cf3de7f

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

Som ringe i vandet

Jeg udgav endnu et kapitel i historien om mig og Fyrsten sidste fredag. Det var om Anes fødsel, og jeg tænkte det var passende, fordi det var hendes fødselsdag.

Bevidst skrev jeg ikke en masse om min søster eller hele situationen som sådan, men mere om mine følelser ved at blive mor, og Fyrstens følelser ved at blive far for anden gang. Generelt kan jeg mærke, at jeg har behov for at børnenes tilblivelse ikke længere fylder helt så meget på bloggen. Fordi det jo på mange måder ikke influerer på vores hverdag overhovedet. Og fordi jeg egentlig hellere vil tage de snakke og skrive de indlæg i en mere tematisk form, fremfor med den meget personlige vinkel det jo får, når jeg placerer mine egne børn i fokus. Og det er udelukkende af hensyn til dem. Det er tanker, jeg har gået med i noget tid, men som i perioder fylder mere end i andre,  og som fra tid til anden har fået mig til at overveje, om jeg skulle lukke bloggen helt. Med tanken om hvorvidt det ville være muligt for mig at styre fuldstændig udenom dét, som muligvis ikke fylder i min og vores hverdag, men som ikke desto mindre er så essentielt for hvem vi er som familie.

Det er en svær balance, synes jeg. Sindssygt svær. Gerne at ville bryde tabuer, inspirere til eftertanke og måske endda præge omverdens syn på familiedannelse, men samtidig vigtigst af alt at ville passe på mine børn. Fordi intet andet er mere betydningsfuldt end dem. Og så overvejelsen omkring at hvis ingen siger de her ting højt, så er der intet i verden, der ændrer sig. Den verden, som mine børn skal vokse op i. Og derudover kommer det faktum, at det her jo ER vores liv, vores hverdag, vores historie.

Tilbage til starten. Jeg skrev endnu et kapitel i vores historie. Og jeg fik en helt sikkert velment kommentar. Jeg tillægger den ingen sårende intentioner overhovedet! Men den VAR sårende. For mig, for min datter, for min søster. Fordi den lød, at det godt nok måtte være svært for min søster at være moster til sit eget barn.

Fire år, blev hun. Min søde, dejlige Ane. I fire år har jeg været hendes mor, og alligevel er hun i andres øjne stadig ikke mit barn….

Jeg kunne ha’ skrevet et fint og oplysende svar til kommentaren. Jeg kunne ha’ slettet den. Men i lige det øjeblik blev jeg så ked af det, at jeg slettede hele indlægget.

Og så skrev jeg til mine bloggerveninder. Sagde at jeg var ked af det og frustreret og mega meget i tvivl om, hvorvidt det her med at dele mine børns historie potentielt kan skade dem. Om jeg bare burde lukke og slukke. Og de svarede det, som jeg egentlig godt ved. At det netop er på grund af kommentarer som den nævnte, at mine skriverier om emnet er vigtige. Hvordan skal folk ‘lære’ det, hvis ingen siger det højt. For igen – kommentaren var på ingen måde spydig eller ondskabsfuld. Og egentlig skrev personen nok bare det, som mange andre tænker. Og det som en del desværre stadig siger højt. Både på herinde og ude i den virkelige verden.

Jeg kan være nervøs for, at hvis jeg fuldstændig undlader at skrive om de her ting, så er jeg selv med til at skabe det, som jeg for alt i verden ønsker at nedbryde. Idéen om at man ikke er en ‘rigtig’ familie, hvis ikke den er bygget på biologi. At det er mærkeligt. At det er skamfuldt. Jeg tænker, at hvis jeg selv bliver for berøringsangst, så bliver det hele blot endnu mere mærkeligt og mystisk.

Men jeg bliver sgu lidt berøringsangst! Fordi sådan en kommentar berører nogen ret vigtige følelser. For både min søster, mig og på sigt Ane. Det indikeres, at det bør være svært for min søster – hvilket er den ene ting i hele det her forløb, der rent faktisk har været svært for hende: at andre har haft den forventning og formodning. Selvom hun selv har følt det helt anderledes. Det indikeres også, at jeg ikke rigtigt er Anes mor. Hvordan det føles, tænker jeg ikke, at jeg behøver forklare. Og vigtigst af alt siger det om og til Ane, at hun ‘hører til’ et andet sted.

Der er ikke noget ved vores liv, som er svært for os. At være Anes mor er det letteste, jeg nogensinde har gjort. Og det er ikke svært for min søster. Hende og Ane har det dejligste forhold – moster og niece forhold. Det kan muligvis blive svært for Ane en dag. Jeg er ikke naiv på det punkt – det bliver højst sandsynligt svært for Ane en dag. Og Jasper også, for den sags skyld. Og det kræver, at jeg mærker og tænker efter i forhold til bloggen. Om mine skriverier vil spille en positiv eller negativ rolle i forhold til det. Og her kan jeg fra tid til anden blive i tvivl.

Så hvorfor fortsætter jeg? Fordi jeg ofte får mails fra folk, som fortæller mig, at mine ord har gjort en forskel for dem. En læge, som snildt kunne være faldet i samme fælde, som den læge, jeg selv sad overfor og som benævnte Jaspers donor som ‘far’. Eller fra en pædagog, som havde sat det som punkt på personalemødet, hvordan hun og hendes kolleger omtalte børnenes familier, efter at have læst dette indlæg. Eller en kvinde, hvis forældre havde svært ved at acceptere, at deres datter skulle have barn ved hjælp af ægdonation.

Man kan så spørge, om disse fremmede vægter højere end mine egne børn? Selvfølgelig gør de ikke det. Men de bringer noget videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre. Som ringe i havet. Og forhåbentlig gør det en forskel for, hvordan der bliver talt om familiedannelse og genetik, når mine børn bliver gamle nok til at forstå den slags.

Det håber jeg. Og lige nu er det alt, hvad jeg kan forholde mig til. Lige nu håber og tror jeg, at det positive vejer mere end det negative i forhold til bloggens betydning for min familie. Og skulle vægtforholdet skifte, så ville jeg ikke tøve et sekund med at slette hele lortet. Det er bare ikke der, jeg er lige nu.

 

(Og et vigtigt ps: Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Og det vil jeg sætte stor pris på, hvis I heller ikke gør her i kommentarfeltet:) Jeg tror virkelig ikke, at kommentaren kom fra noget som helst dårligt sted, og jeg er ikke vred på personen, der lagde den. Den er bare endnu en i rækken. Men den gjorde ondt, og det er jeg nødt til at sige højt. Ellers ændrer det sig jo aldrig. Jeg forventer ikke, at alle er enige i min måde at definere min familie på. Men jeg forventer, at de respekterer den.)

img_7780

Jeg har tidligere skrevet om det samme her og her. Og jeg kommer helt sikkert til at skrive om det igen. Fordi det er vigtigt!

Der er Ane, og så er der Arne….

Vi har den smukkeste, sødeste datter. Ane<3

Ane kigger på én over aftensmaden og spørger, oprigtigt og kærligt: “Mor, hvordan har din dag haft det på dit nye arbejde?”. Ellers står hun med hele hovedet og den halve overkrop begravet i min smykkeskuffe. Benene hænger ligesom bare der og dingler, indtil hovedet kommer frem og afslører det mest beundrende blik rettet mod den nyfundne skat i den lille hånd. Et armbånd. Der glimter. “Må jeg låne det, mor? Åh, søde mor, må jeg, må jeg???”. Det er også Ane, der ligeså forsigtigt lister ind under min dyne om natten. Og bevæger jeg mig, stryger hun mig over håret og hvisker, “Så så, mor. Det er bare mig. Jeg er her hos dig.” Og 8 timer senere vågner man viklet ind i en lille krop, som langsomt vågner, retter blikket mod én og siger, “Du har sovet så dejligt, mor!”.

Det er Ane. Søde, dejlige Ane.

Og så er der Arne.

Arne. Hvor skal man begynde?? Arne æder non stop. Fra han står op, til han skal i seng. Tømmer et bæger hytteost med største velbehag og gennemsøger derefter køleren for et bæger mere. Han er også vild med koldskål. Og når han kommer hjem efter en hård dag på fabrikken, så tyller han gerne en liter. Jeg gemmer mig i køkkenet imens. For jeg ved, hvad der venter. Arne er et umætteligt svin. Han vil ha’ mere. Og der er ikke mere. Og når Arne finder ud af det, så kaster han skålen henad stuegulvet, mens han brøler, at jeg vel for fanden kan køre op og købe noget mere??! Arne er nemlig lidt udfordret, når det kommer til impulskontrol og affektregulering. Nogen gange er Arne dog sød nok og tilbyder at tage med op og handle. Men når vi træder ind i Brugsen, skifter Arne mening. Nu vil han ikke længere ha’ koldskål. Arne vil ha’ kød! “Salamisnack? Åh, jeg må le!”. Næ, Arne vil ha’ pølser. Eller frikadeller. Og ikke det der præfabrikerede lort! Frikadeller fra slagterafdelingen, naturligvis. Arne er nemlig kvalitetsbevidst på den måde!  Så Arne kværner en lun delle og smiler saligt, mens han sætter næsen mod mejeriprodukterne. Nu har Arne nemlig lyst til koldskål igen. Dessert, du ved. Og når dellerne, koldskålen, Mariekiksene, hytteosten, bananerne og kartoffelmosen er stedt til hvile, så demonstrer Arne gladeligt endnu en af sine spidskompetencer. Ikke i enrum, selvfølgelig – Arne er gavmild på den front! Han deler gerne tarmgasser af en sådan kaliber, at øjnene løber i vand, og ganen svier. Og når han engang imellem leverer en prut, som får selv familiens hund (som nu ellers også gerne giver sit bidrag til indeklimaet i Palæet!) til at fortrække fra rummet, så smiler Arne stolt, mens han ligger der på sofaen med en aftensnacl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. “Den prut har jeg lavet!”.

Det er Arne. Ildelugtende, højtråbende, umættelige Arne. Søde, dejlige Arne;)

img_4733

Den dag, jeg ødelagde det hele!

Jeg har her til aften været en lille tur (som om! Jeg har pt 8897 billeder på min telefon….) igennem min kamerarulle for at finde nogen gamle billeder til et andet indlæg. Og så faldt jeg lige over et par billeder, tilbage fra da Ane var omkring de to-tre måneder gammel.

Elisabeth: “Jeeeeeesssss? Kan du huske dengang, Ane var lille – hvor smuk hun var?”

Jess: “Åh ja<3″

Elisabeth: “Hun VAR altså en smuk baby, ikk’?”

Jess: “Jo, helt vildt smuk!!!”

Elisabeth: “Så se lige her…..”

img_9311

 

 

Jess: “Ej, hvad har du gjort ved det? Er det et filter af en art?”

Elisabeth: “Og hvad så med det her?”

img_9317

 

Jess: “Ej! Det er jo ikke hende. Hvad gør du ved billederne? Lad være med det!”

Elisabeth: “Jeg gør ikke noget ved dem!” …. havde jeg sagt, hvis ikke jeg var ved at brække mig af grin over næste billede i rækken;)

 

img_9182

Jess: “Jamen, det kan simpelthen ikke passe! Hun var jo pisse smuk! Det var hun altså!!! Helt objektivt set, så var hun en virkelig pæn baby!”

Elisabeth: “Er du sikker på, at du ønsker at holde fast i den udtalelse?”

 

img_7589

Jess: “Jamen???!!????! Så gå da væk med den telefon! Nu har du ødelagt det hele!!! Men hun ER altså virkelig smuk nu, ikk’?! Er vi ikke enige om det? Og hvad så med Jasper? Er han slet ikke smuk? Er det bare noget, vi bilder os ind? ”  

Jeg griner stadig, så tårerne triller:):):)

 

img_8007

Ps. Ane – du er smuk og skøn og dejlig! Man kan ikke være lige fotogen hver dag;)

 

Det regner…..

image….. og det skulle kun blive værre!

Og om ikke så forfærdelig mange timer, bliver Palæet indtaget af ca. 50 mennesker til Jaspers navngivningsfest. Vi har brugt de seneste dages solskin i haven på at gøre den fin og klar til fest. Indenfor har vi ikke løftet en finger. Det var jo lige meget, når nu vi skulle være ude.

Hov;)

Så nu har jeg leget tornado med støvsugeren og improviseret nogle borde i musikrummet og en madrassofa i krearummet. Ane har ligeledes udnyttet tiden godt og tømt tre rør med glimmer ud over sofaen. Skal der være fest, så lad der være fest;)

Der er tre rammer øl i køleren, bananmuffins i ovnen, og jeg har lige smækket mig med en kop kaffe i sofaen. Så nu har jeg glimmer i røven.

Det kan kun blive en god dag:)

 

For mine børn

“Sprog skaber mere, end det benævner” – dét er sådan en grundsætning på mit arbejde. En sætning, som er vigtig at have med i arbejdet med eleverne, med deres forældre og netværk og også mellem kollegerne. På mange måder siger det egentlig sig selv – vi skaber mere med sproget og ordene, end det vi siger med dem. Omtaler jeg en elev som irriterende og krævende, så vil det højst sandsynligt også være med denne indstilling, jeg møder den unge. Og det vil kunne mærkes, eleven vil reagere herpå og så kører den onde cirkel ellers. Det lyder simpelt, ikk’?! Alligevel oplever jeg dagligt, at både jeg selv og andre går i fælden, hvor vi får sagt ting uden tanke på, hvad vi skaber med vores ord.

Jeg har efterhånden spundet mange tanker og skrevet mange indlæg om præcis dette emne. Og nu gør jeg det igen. Hvorfor?? Fordi jeg synes, at det er vigtigt! Fordi jeg tror, at det betaler sig at råbe højt om dét, der betyder noget for én. Fordi jeg håber, at jeg med mine ord kan skabe noget. Fordi det handler om dét, der er vigtigst for mig – mine børn.

Jeg faldt over ordene igen i forgårs, som jeg så ofte gør. Det er ikke fordi, jeg opsøger dem eller noget, men selvfølgelig lyser de ekstra skarpt, når de læses med mine øjne. Ordene “de biologiske forældre” brugt i en snak om donorbørn. Er det bare det?, tænker du måske. For det er jo en forståelig ‘fælde’. Det er sådan, vi taler om genetik – de biologiske forældre, den biologiske far, den rigtige mor. Kom nu videre, Elisabeth.

Nej. Jeg vil ikke komme videre. For hver gang en donor omtales som en forælder, hver gang nogen spørger mig, om Ane ved, at jeg ikke er hendes rigtige mor, eller om vi vil fortælle baby, at Jess ikke er dens rigtige far, så vedligeholdes et sprog, som jeg ikke synes er brugbart. Et sprog som på sin vis ødelægger, fremfor at styrke eller bygge op. Et sprog som på mange måder får mig til at fremstå som en løgner overfor mine børn. For jeg kunne aldrig drømme om at fortælle dem, at vi ikke er deres ‘rigtige’ eller ‘biologiske forældre’. Jeg ville aldrig bruge ordet ‘forældre’ i den sammenhæng, for selvfølgelig er vi da deres forældre! Det er os, der er der hver dag, os, der elsker dem og passer på dem, ergo er vi deres forældre. At de har et andet genetisk ophav, det er en anden snak. En vigtig én, uden tvivl, men ikke desto mindre en anden snak.

Mine børn kommer ikke til pludselig at få afsløret, at de ikke er bygget ud af vores gener. Det er allerede kendt viden. Ane siger det selv i dag, når vi taler om babyen i min mave – “Ane lå i mosters mave! Og når babyen kommer ud af mors mave, så skal vi hoppe på trampolin sammen.” Det er Anes virkelighed. Det er ikke mærkeligt for hende, at hun ikke har ligget i min mave, for hun kender ikke til andet. Hun er endnu ikke gammel nok til at forstå, at det ikke er sådan, det sædvanligvis foregår. Og når hun en dag forstår, så vil det ikke komme som et chok for hende, for hun har vidst det i al den tid, hun vil kunne huske. Det vil være hendes virkelighed!

Men en eller anden dag vil Anes virkelighed støde sammen med en anden. Nemlig den virkelighed, som taler et sprog, der siger, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Underforstået at hun har en anden mor. Og lige dér skaber sproget noget, som giver mig en klump i halsen. For forestil dig det – hvis dit barn eller de omkring det, omtalte en anden end dig som mor? Der er så meget værdi og følelse i ordet ‘mor’, det er det største i verden. Og det er MIN titel – ingen andres. Og det samme med Jess. Han er far til vores baby. Det er ham, der mærker sparkene og taler til maven, ham, der skal hjælpe mig gennem en fødsel, og ham, der skal opfostre vores barn. Donoren er blot et stykke papir, som tilfældigvis havde den rigtige højde og øjen- og hårfarve. Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at have kendskab til sit genetiske ophav, slet ikke. Men jeg opponerer på det kraftigste imod måden, man omtaler dette på. For i min øjne handler det blot om vane, intet andet. Man omtaler det sådan fordi, det har man altid gjort. Men samfundet ser ikke ud, som det altid har gjort. Nye familieformer skyder op og blomstrer, og det fordrer, at vi tager det dertilhørende sprog op til revision. Mest af alt for børnenes skyld!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg også er en anelse egoistisk i den her snak. Ja, selvfølgelig bliver jeg ramt på min stolthed, når nogen får antydet, at jeg ikke er Anes rigtige mor. Men jeg overlever – jeg ved jo godt, at jeg er hendes mor. Det er i forhold til Ane, det rammer mig. For hun er et barn. Hun ved ikke, at folk blot er uvidende eller ikke lige overvejer deres sprogbrug. Hun vil opfange ordene og med tiden forstå dem – at hendes mor ikke er hendes mor. Eller at der også findes en anden mor, en ‘rigtig’ mor. Ord, der på ingen måde stemmer overens med hendes virkelighed.

Jeg har brugt de sidste år på at tænke store og tunge tanker om, hvordan vi gør livet lettest for vores datter i forhold til hendes tilblivelseshistorie. Og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg finder ro i troen på, at vi gør det godt nok. Og jeg er sikker på, at vi også kommer til at gøre det ‘rigtige’ i forhold til baby, når den tid kommer. For herhjemme taler vi et sprog, der giver mening for den virkelig, som vi lever i. Den virkelighed, vi ønsker at skabe for vores børn. Ud fra den overbevisning, at det er det bedste, forsøger vi med sproget at gøre vores børns tilblivelseshistorier så simple som muligt – forståelsesmæssigt, men mest af alt følelsesmæssigt. Og derfor er der kun én mor og én far – ét sæt ‘de rigtige forældre’ – os. Jess og jeg.

Jeg ved godt, at der findes andre familieformer, hvor det på sin vis giver mening at tale om ‘biologiske forældre’, eller hvor det kan være svært at finde andre ord for det. Men det er ikke tilfældet i vores familie – der en mor, en far, en moster og en donor.

Jeg tror af hele mit hjerte, at vi gør det rigtige herhjemme ved at bruge sproget, som vi gør. Så langt, så godt. For som sagt kommer vores børn også til at møde en virkelighed, hvor sproget er et andet. Så min bøn til dig er denne:

Overvej, hvordan du bruger sproget. Overvej, hvad du skaber med sproget. Tal med dine børn – lad dem vide, at der findes forskellige familieformer. At ingen er mere ‘rigtige’ end andre. For mine børn – og for dine:)

image

Noget om at være en lortemor….

Jeg er ret ofte en lortemor! Okay, det lyder måske værre, end det er, men jeg gør tit ting, hvor jeg efterfølgende tænker, ‘Det ku’ du godt ha’ gjort anderledes!’ Noget jeg er ret sikker på, at ALLE forældre kender til.

Nogle gange hæver jeg stemmen eller skælder ud på Ane. Det er som regel i situationer, hvor jeg bliver frustreret eller føler mig afmægtig. Som når hun ikke vil sove, eller når hun smider sig på gulvet i vuggestuens garderobe og nægter at tage tøj på. Og jeg ved godt, at det absolut intet hjælper, at jeg hæver stemmen. Tværtimod. Ane bliver enten mere trodsig eller ked af det. Og så bliver jeg ked af det og føler mig herre rådden. Ingen af delene får hende i vinterstøvlerne.

Andre gange giver jeg efter. Fordi jeg ikke har overskud til andet. Og så får hun den der skål chips, hun kalder på. Eller iPad’en;) Og i samme sekund, som jeg giver efter,  ved jeg, at det er ris til egen røv. At jeg ikke afværger konflikten, men blot skubber den til næste gang, hvor hun beder om noget, og jeg siger nej. Men nogle gange vil jeg bare godt ha’ 10 minutters ro, og så virker chipsene som en billig pris at betale.

Og nogle gange ser jeg ikke min datter. Fordi jeg er fordybet i en samtale, i min telefon, i madlavning eller andet. Ikke at jeg mener, at hun skal have mine udelte opmærksomhed i hvert vågne øjeblik. Men når hun ind imellem kræver mig og forstår at sætte ord på – “Mor, kom og sid i sofaen hos mig nu!” – så fortjener hun også, at jeg lytter. Ikke noget med ‘lige om lidt’  eller  ‘vent nu’. Jeg KAN godt finde 5 minutter til at sidde i sofaen, hvis jeg vil! Og det vil jeg jo, jeg skal bare høre og se, at det er dét, hun beder om.

Lige for tiden sker ovenstående tre ting desværre oftere end ellers. Det hænger naturligvis sammen med, at jeg er ret så højgravid og energiforladt. Men det nager mig. Særligt med tanke på, at hendes verden bliver vendt på hovedet lige om lidt… Og så synes jeg virkelig, at jeg er en lortemor.

Men så kommer der dage, som viser mig noget andet. Dage som i går:

På vej ned til vuggestuen kørte jeg i Netto og købte et juletræ. Egentlig havde vi besluttet os for, at vi ikke skulle have et i år, da vi ikke skal holde jul herhjemme. Men Ane elsker juletræer, så selvfølgelig skulle hun da ha’ et. Da vi kommer hjem, får Fyrsten bikset en juletræsfod sammen, og jeg går i gang med at sætte lyskæden på, så Ane herefter kan hjælpe med at pynte det. Hun ser Emil fra Lønneberg og er helt opslugt af tv’et. Den der lyskæde er kludret og irriterende, og jeg skal stå i nogle ret ubehagelige stillinger for at få den på træet. Jeg har tidligere på ugen forstrukket en nerve i den ene balde, og det gør hjernedødt ondt! Så undervejs i kampen med lyskæden opgiver jeg og sætter mig på gulvet, mens jeg klynker et eller andet til Fyrsten. På et splitsekund står Ane ved min side, “Er du okay, mor??”, spørger hun, mens hun lægger alle kræfter i at hive sin tykke mor op fra gulvet:)

Senere på aftenen bliver hun sur på sin far over en eller anden lille ting. Så hun vil ikke sige godnat eller give ham et godnatkys. Hun vinker i stedet til ham, og hun og jeg går op og putter. Da vi har læst en bog og sunget et par sange, bliver hun pludselig ked af det. “Jeg vil kramme far”. Så vi kalder far op, hun får krammet og kysset og kan lægge sig til at sove.

Og så er det jeg tænker, at jeg nok slet ikke er så stor en lortemor alligevel. Tænk at have andel i så empatisk og omsorgsfuldt et lille menneske!!! Så må man altså gøre et eller andet rigtigt:)

imageimage