Dårlig mor eller dårlige valg?

Jeg har været ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette indlæg. Fordi jeg er bange for at ‘udlevere’ min datter. Hun har nået en alder, hvor jeg er meget optaget af, hvor meget og hvordan jeg kan og bør dele ting, som omhandler hende. Én ting er MINE følelser og tanker om ting, der omhandler hende – men hendes liv, er hendes liv. Nu deler jeg alligevel. Og håber, at hun, hvis hun var bekendt med det og forstod, ville tilgive mig. For jeg tænker, at det tjener et højere formål. Både som en påmindelse til mig selv, men måske også til andre.

I går morges delte jeg på IG, at vi havde haft en svær morgen. At Ane havde været vred og ked, og at det havde varet så længe og været så voldsomt, at jeg endte med at græde på en pædagog og to mødre i vuggestuen. Det var det, der skete. Og jeg følte mig som en elendig mor! En elendig mor, som ikke kunne hjælpe sit barn og som ikke selv kunne holde til ‘presset’. Flere sendte mig søde tanker, og det varmede, og som dagen skred frem, kunne jeg, trods ondt i maven og hjertet og med gråden lurende lige under overfladen, berolige mig selv med, at jeg ikke er en dårlig mor. At flere oplever det samme. At børn bare bliver så vrede nogen gange. At det ikke var min skyld. Så kom jeg hjem fra arbejde. Vi havde en dejlig eftermiddag. Og så knækkede filmen igen. Og først da gik det op for mig….. Nej, jeg er muligvis ikke en dårlig mor, men jeg da i den grad en mor, som ind imellem (og særligt i går) træffer nogle helt igennem røv dårlige valg!

For nej, det var muligvis ikke min skyld sådan direkte, at Ane var vred og ked af det. Og ja, det er helt normalt med voldsomme reaktioner.  Men hvad fanden sker der lige for min håndtering af situationen?? Jeg betragter mig selv som et nogenlunde intelligent menneske. Jeg synes selv, at jeg er reflekteret. Og jeg synes faktisk også selv, at jeg er udstyret med ret veludviklet pædagogisk sans. Jeg arbejder for dælen selv med børn! Alligevel gjorde jeg, hvad jeg desværre tror, at mange andre forældre også havde gjort i samme situation: jeg kørte mit barn i institution. For jeg skulle jo på arbejde…..

Jeg får så afsindigt dårlig smag i munden over at skrive det. Og jeg brugte det meste af aftenen i går på at undre mig over, hvordan jeg kan være så dum?? Hvordan jeg kan været så lullet ind i en rutine, i en struktur, i et samfund, hvor jeg som en anden lemming ofrer alt på erhvervslivets alter. For det skal man, jo. Det er jo vigtigt. Man er uundværlig og alt det der. Og jeg havde jo et møde kl. 10, forstår I nok.

Så jeg kørte mit ulykkelige barn i institution og mit ulykkelige selv på job, hvor det, jeg naturligvis burde have gjort, var at vende cyklen rundt. At tage den tid, det nu ville tage at få beroliget min datter. Jeg burde have ringet til mit arbejde og sagt, at jeg kom, når jeg kom. At jeg lige havde noget, jeg skulle have styr på først. Noget vigtigt. Det vigtigste! Men det gjorde jeg ikke. I øjeblikket tænkte jeg, at hun skulle i børnehave, så jeg kunne komme på arbejde.

Havde hun nu været syg, så havde jeg naturligvis holdt hende hjemme. Det er vi alle sammen enige om, tænker jeg. At syge børn skal være hos deres forældre. Men det skal ulykkelige børn da også. Nu er det ikke sådan, at jeg gik fra et grædende barn. Vi fik klaret situationen i børnehaven, og Ane virkede fin og glad, da jeg gik. Men da var også gået lige knap 45 minutter med konflikt. I en ladcykel. Ville jeg have budt mig selv det? Eller noget andet voksent menneske? Havde jeg trukket mig selv eller Jess grædende gennem byen for at tage på job? Nej. Hvordan kan jeg så byde mit barn det? Jeg burde have vendt om. Jeg burde været taget hjem med mit barn. Jeg burde have givet hende muligheden for at komme ud med sine følelser der, hvor hun er mest tryg. Hjemme. Og med mig ved sin side. Og jeg skammer mig frygteligt over, at jeg ikke gjorde det. Jeg er muligvis ikke nogen dårlig mor, men jeg traf et afsindigt dårligt valg i går. Og jeg kan ikke engang forklare hvorfor. Hold kæft, hvor jeg skammer mig. Og hvor kan jeg højt og helligt love, at det ALDRIG kommer til at ske igen!

Undskyld, Ane.

Spåkoner og kiksede klipninger

72b1db81-0cce-48cb-af5d-3f189cf3de7f

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

Forresten #24

– har jeg været nedlagt af en fæl influenza i de seneste dage. Jeg følte mig bagud med alting i forvejen. Jeg har for dælen kun fået købt en eneste julegave. Ud af 19. Nu er jeg smidt helt tilbage til start. Får jeg så 4000 kr.??!

– undrer jeg mig hvert år over, at vi er røget med på Haloween, Valentines Day og Black Friday, mens det der med at åbne hoveddøren til et kor af glade ansigter, der synger julesange åbenbart aldrig har tænkt sig at komme til Danmark. Hvorfor??? Af alle de ting vi kan tyvstjæle fra USA, er det da den allerfineste.

– førte Ane og jeg den her samtale i går: “Ane, hvad ønsker du dig til jul?” “En Elsa-hue og Elsa-vanter og Elsa-tuscher og Elsa-klistermærker!” “Ønsker du dig ikke noget, der IKKE er med Elsa?” “Jo, en Anna-dukke og en Anna-dyne og en Anna-hårbøjle!” “Men Ane, ønsker du dig ikke noget, som ikke er Anna og Elsa?” “Jo, en Olaf-bamse og en Olaf-pude og en Olaf-lampe!” I give up…..

– er jeg vist nok kommet en lille smule til at sidde og se gamle videoer af Ane, kun for at sammenligne Jaspers sproglige udvikling med hendes. Det er generelt dumt, fordi børn jo altså er forskellige. Dummere fordi Ane jo for dælen kunne tælle til 10, da hun var 2 år, hvor Jasper stadig tror, at et hop betyder ja.

– kommer jeg i den forbindelse til at tænke på, om jeg overhovedet har fortalt, at han ENDELIG siger ‘mor’? Det kom lige efter ‘tisser’ (=tissemand). Styr på prioriteringen….

– har Ane gang i en prinsesseleg for tiden. Jeg må også godt være med. Jeg kan være hestens mormor. Gæt hvem der får strømper til jul…. UDEN Elsa på!

– har jeg flettet 48 julestjerner, mens jeg har ligget syg. Ja, jeg har talt. Og nej, jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge dem til.

– overvejer jeg nu, om man kan give folk flettede julestjerner i julegave??

62325908-4c5e-41e1-90b8-0ec1620fd09c

Lus, løgne og tvangsklipning

Jasper vågnede kl. 4.50 i morges. Det i sig selv var næsten nok til at få mig til at græde. Jeg er ikke meget værd før kl. 6. Slet ikke på en mandag. Ane fulgte trop en halv times tid efter med verdens vildeste morgenhår, som hun kløede gevaldigt i hele vejen ned ad trappen. Et hurtigt kig under køkkenlampen afslørede, at hun havde fået besøg af gamle, velkendte venner – lus. Selv havde jeg faktisk fået både Jess og en veninde til at tjekke mig for lus i går, fordi jeg havde en genkendelig kløe. Men der var intet at se. Det var der heller ikke sidste gang, jeg var ramt – hvorfor jeg endte med at gennemgå 36 timers veer og et kejsersnit med lus.

Ane fik en hurtig kæmning med balsamspray, og så kunne jeg ellers stå der på apoteket i eftermiddags og klø mig selv i håret af forargelse – ja, og lus – over de helt vanvittige priser på lusemiddel. Og efterfølgende kunne jeg så klø videre i frustration – og stadig lus – over at skulle behandle to børn midt i ulvetimen. It wasn’t pretty! Jeg startede med at bønfalde Ane om at lade mig putte de dyre dråber i hendes hår. Da det ikke havde den mindste effekt på den stædige, unge dame, tyede jeg til løgne: “Man kan ikke komme i børnehave hvis man har lus.” Stadig ingen effekt. Så kom truslerne: “Så må vi klippe håret kort, så lusene ikke gider bo der!” Effekt i form af gråd og galopperende dårlig samvittighed fra moren, som jo godt ved, at den slags er noget af det værste, man kan gøre. Men for fanden, det er mandag, og jeg er bare et menneske – med lus. Banankage og iPad blev de magiske ord, og derefter var både behandling og efterfølgende hårvask ren leg. For Anes vedkommende. Jasper tog det knap så pænt. Han har gennem lang tid været panisk angst for badekarret. En angst, vi egentlig troede, havde fortaget sig, men som siden er vendt retur. Så det endte med mig i IKEA-badekarret, som er for småt på alle leder, og et trøstende bryst, som det ulykkelige barn egentlig var ret så ligeglad med i den situation. Men vi klarede det. Og kom ud af badet, hvor vi mødte Ane, som med kage om munden kunne berette, at hun havde tisset i min seng. Jeg tænker egentlig, at det var velfortjent ovenpå det med truslen om tvangsklipning….

Nu er begge unger forhåbentlig lusefri, og resten af aftenen kan bruges på at sikre det samme for mig og Fyrsten. Heldigvis har vi rødvin og rester af fredagsslik lige ved hånden. Det gør ligesom det hele lidt mere overskueligt!

Må I have en dejlig aften derude, og må den være fri for lus;)

16b78735-ff47-4a6f-910b-4482bde7a7ce

Engang i et andet liv

Engang i et andet liv sad jeg i en rød kassevogn i krydset ved Ålholm plads og græd. Det var blodprøvedag. Eller havde været. Og vi var på vej til familiemiddag. “Det vil gøre os godt at komme lidt ud.”, sagde Fyrsten. “Så kan vi tænke på noget andet.” Radioen spillede Elton Johns ‘Nikita’. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Engang i et andet liv græd jeg ustandseligt.

I dag sad jeg i min sofa. Og bandede over at Jasper ville ammes, for jeg var jo midt i madlavningen. Og gulvet flød med legetøj og tandbørster og æbleskrog og hundehår. Og Ane kaldte, “Jeg skal tisse, du skal hjælpe mig!“. Og jeg råbte tilbage, at hun da for fanden godt kunne tisse selv. Så hun gik ud på toilettet, mens hun, med rette, hvæsede “Dumme mor!” Og så skiftede sangen i radioen. Fra et eller andet dansk 80’er nummer, Ray Dee Ohh, tror jeg, til Elton John. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Livet er i sandhed en forunderlig, vidunderlig størrelse. Tak for påmindelsen, sir Elton John!

img_9405

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.

Jeg modtog en mail tidligere på ugen fra en kvinde, som står i processen med skulle justere sine forestillinger om familieliv fra dét at få biologiske børn til dét at få donorbørn. Hun spørger mig, hvordan vi håndterede den proces, hvordan vi accepterede det, og hvordan vi har forholdt os til at skulle fortælle det til omverdenen og vores børn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske er den helt forkerte at spørge i den sammenhæng;) For jeg har haft et forspring i kraft af den familie, jeg selv er vokset op i, hvorfor min egen forestilling om familiedannelse nok aldrig har taget udgangspunkt i den stereotypiske. Men jeg vil stadig gerne prøve at svare og dele mine egne tanker. Ikke i ét indlæg. Til det, er det ganske enkelt for stort. Så nu starter jeg et sted – med håndteringen og accepten af ikke at kunne få børn, som deler ens genetik.

—————–

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.” Sådan sagde min bonusmor til mig, da hun og min far fik deres første fælles barn. Han var et år gammel, da han kom i familiepleje hos os. Jeg var 13, og nysgerrig på, om han så også rigtigt kunne blive min bonus-mors barn. Det var ikke det handlede om for hende, sagde hun. Det handlede om, om hun kunne blive hans mor. Det var en lillebitte sætning taget ud af en større sammenhæng på en landevej et sted udenfor Stokkemarke. Udtalt som svar på en teenagers spørgsmål om forældreskab. Den lagrede sig i mig. Måske fordi den satte nogle tanker i gang. Måske fordi der findes en eller anden større kosmisk sammenhæng, og fordi det derfor lå i kortene, at jeg ville få brug for at finde den lille sætning frem igen mange år senere. Hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg vist lidt. For ordene viste sig sidenhen at blive helt afgørende for mine egne tanker og følelser om det at skulle være mor. “Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.”

Da vi startede i behandling, lagde jeg plan A, B og C og blev til dels bebrejdet for det. “Du er nødt til at tro på, at det kommer til at lykkes!”, sagde de. Alle dem, som ikke forstod mig. For det var ikke nok at tro. Jeg havde brug for at vide. Jeg ville have en eller anden garanti for, at jeg nok skulle blive mor. Og den prøvede jeg at finde i mine planer.

Magtesløsheden var for mig var det værste ved vores behandlingsforløb. Det ikke at vide, om det nogensinde ville lykkes mig at blive mor og ikke at kunne gøre hverken fra eller til. Ved vores allerførste samtale på privatklinikken blev vi fortalt om et studie fra Israel, hvor man havde fulgt en gruppe par i fertilitetsbehandling. Parrene havde samme fysiske vanskeligheder og samme livsstil. Nogen blev gravide i første forsøg, andre i femte, andre først i tyvende. Og så var der dem, det aldrig lykkedes for. Der var ingen forskel på deres behandling. Der var ingen medicinsk forklaring. Der var bare held og uheld. Til at starte med fandt jeg trøst i denne forklaring. Den sagde mig, at selvom vi ikke havde opnået graviditet i vores fire forsøg i det offentlige, så var der stadig håb. For en stund droppede jeg at ‘tælle’ forsøgene og i stedet se hver behandling som et nyt, første forsøg. Men som tiden gik, dukkede en anden tanke op. Hvad nu hvis vi var det tyvende par? Eller fireogtyvende? Eller dem, for hvem det aldrig ville lykkes?

Da behandling nr. 6-7 stykker var overstået, sad jeg på stuegulvet med plan D og et A3-papir, som jeg delte op i rækker og kolonner. Afgiverlandene var listet op i den ene kolonne, og rækkerne havde forskellige overskrifter, som “ventetid”, “pris”, “alder”, “kriterier” mm. Meget pragmatisk tilgang til et meget eksistentielt problem – at blive nogens mor. Men det hjalp mig! Planerne og skemaerne hjalp mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkes. Og det hjalp mig til at holde fokus på det, som var min drøm. Ikke det at blive gravid, men det at blive mor.

For mig har det aldrig rigtig handlet om accept. Det har handlet om at give slip. Først på plan A, så B, så C osv. Accepten af ikke at få et fælles, biologisk barn har hele tiden været der, fordi det aldrig var målet. Målet var at blive mor, forældre, familie.

Jeg ved, at andre har det anderledes. At andre skal en længere vej, og at accepten muligvis først kommer undervejs. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kommer bare selv med en masse i rygsækken, som har givet mig et andet udgangspunkt og en forståelse af, at familie ikke er noget man skaber med et æg og en sædcelle. Den skabes hver dag og hele tiden i kraft af nærvær og kærlighed og helt uden stillingtagen til biologi. Og det vidste jeg godt i forvejen, for det er sådan en familie, jeg selv er vokset op i.

Hvordan man når frem til accepten, når ikke man har er forspring som mit, har jeg svært ved at svare på. Mit bedste råd må være at tale om det. At vende de bekymringer og forestillinger man må ha’ med ens nærmeste. Tingene kan have tendens til at være meget farligere inde i ens hoved, end de er, når først de er sagt højt. Og det er ingen skam at ønske sig biologiske børn. Den følelse må man godt ha’, og man må godt føle sig franarret noget, som for mange andre er en selvfølgelighed. Så føl det, sig det, del det. Og se så om du kan slippe det for at give plads til den helt fantastiske følelse, det er at blive mor. For en ting VED jeg: når først man står med sit barn i armene, hvordan vejen dertil så end har været, så giver det hele mening.

img_9303

Man skal ikke pille næse, når man har chili på fingrene

Det har jeg lært i dag. Faktisk lærte jeg det for et par uger siden, men noget (min sviende næse, that is) siger mig, at jeg åbenbart havde glemt det igen. Lige i det her tilfælde satser jeg stærkt på, at det ikke er et stunt, der skal udføres 21 gange, før det bliver en selvfølgelighed. Jeg kunne selvfølgelig også bare lade være med at pille næse, men det er blevet Jaspers nye yndlingsgemmested for afbidte æblestykker og andre ting, som kunne finde på at klistre fast til hans små, tykke fingre. Nogen børn tørrer det af i tøjet, andre stikker det op i deres mors næse. Tilsyneladende.

Det har været sådan en dag. Mandag på en tirsdag. Jeg stod oppe i Brugsen, før jeg skulle møde på job, og købte mig en kaktus. Ekspedienten var usikker på prisen, og jeg svarede, at jeg egentlig ikke havde tjekket, men at den kostede 69 kr, da jeg købte en tidligere på ugen. “Tidligere på ugen??“, sagde hun. “Det er tirsdag…..” Jeps, sådan en dag. Jeg er lidt i en osteklokke, og jeg bebrejder den forkølelse, som jeg har rendt rundt med i over en uge. Nu, hvor den har tømt mig totalt for snot og holdt mig vågen flere nætter i streg, har den sendt sine soldater afsted efter mit sidste overskud. Og det havde egentlig været til at håndtere, hvis ikke det var fordi, at minimenneskerne herhjemme kan lugte manglende overskud på flere kilometers afstand. Ligesom heste fornemmer frygt, fornemmer mine børn manglende overskud. Og de reagerer nogenlunde på samme måde som hestene – ved at bide en i maven og træde en over tæerne. Og putte æblestykker op i ens næse og skråle “Moaaaaaaarrrr” i kor fra sofaen, hvis ens små, trætte ben ikke adlyder hurtigt nok. Og hælde saftevand ned ad rutsjebanen i stuen og kræve fuldstændigt urimelige ting. “Du skal gøre mig usynlig, mor. Ligesom Mascha og Lotte! NU!!!!” Og på forundeligste vis formår man alligevel at fremtrylle hjemmedyrkede falafler – endda til kl. 18. Og så er det også galt, fordi nogen hellere ville have haft havregrød. Så melder man sig til puttetjansen, fordi “Det er mor, der skal putte!!!“, og fordi man håber på så ligesom at kunne slutte dagen rart af med et barn i hver armhule. Det er så her mavebiddet kommer ind i billedet. Fordi nogen ville have bryst fremfor armhule, og bar(m)en var lukket, og fordi man åbenbart synger alle de forkerte sange eller synger alle de rigtige sange forkert. Det hedder altså “den findes på en hede, et sted, som ingen SER!” og ikke “et sted, som ingen ved.”, som Fyrsten åbenbart synger. Det rimer jo for fanden ikke! Men det skal man så ikke diskutere med en træt 4-årig. Som lige pludselig har glemt “Det er mor, der skal putte!!!” og nu egentlig bare gerne vil bytte den overskudsmanglende mor med den forkertsyngende far.

Nu går jeg i seng. Og håber at vågne op til fredag på onsdag. Det er vel for fa’en ikke for meget forlangt. Ellers vil jeg bare gerne være usynlig. Ligesom  Mascha og Lotte.

Ps. Det svier stadig i mit højre næsebor. Og jeg tror også, at der stadig sidder et stykke æble deroppe….

img_9169

Jeg glæder mig til….

Annonce // indeholder  omtale
af et produkt, jeg har modtaget i gave:)

img_9094

– at jeg ikke længere er forkølet. Og at soveværelsesgulvet ikke længere er oversvømmet med snotpapir.

– at jeg får gæster i aften. Fire skønne damer, mad, vin, slik, musik – det er muligvis verdens bedste kombination. Og det er særdeles tiltrængt!

– at vi får købt det sidste skab til soveværelset. Det er bare lidt ligesom om, at det er usandsynligt svært at tage sig sammen til. Ikke at samle skabet eller skære det til, så det passer under skråvæggen. Men turen til Ikea, den magter jeg ikke lige.

– at mine bryster en dag får samme størrelse. Eller håber, at mine bryster en dag får samme størrelse. Er det virkelig for meget at forlange??

– og i samme åndedrag: at kunne have den nye, fine Lulu-bh på, som jeg har fået af Femilet. Vi har nydt hinandens selskab i små to timer. Og det var to vidunderlige timer! Man kan for dælen ikke mærke, at man har den på, og det er præcis dét, jeg har søgt i en bh. Men så prøvede det ene bryst at stikke af, hvilket resulterede i en sprækket blonde. Forræderbryst!

– at Fyrsten får tid til at lære at spille ‘Kissing me’ på keyboardet. Jeg har elsket det nummer, siden jeg som teenager så Romeo & Juliet i en uendelighed. Nu har jeg genhørt det i Skam. Og genfundet kærligheden.

– at vores hjem bliver normalt igen. Det glæder jeg mig virkelig meget til! I næste uge skal jeg nok være lutter overskud og glasset er halvfyldt – eller førstesalen halvfærdig og udestuen ligeså. Men lige i de her dage er det bare lidt røv at leve i renoveringsrod. På 8. år.

– ferie. En efterårsferie herhjemme, hvor vi skal samle valnødder i haven og sætte dem ud til naboerne i plastikposer. Et år slog jeg et billede op på Facebook af vores lille ‘gavebod’ og skrev, om universet mon ville smide en baby min retning, hvis jeg delte tilpas mange valnødder ud. I år vil jeg fylde poserne med mine to skønne unger. Vi vil få helt brune fingre, og det bliver pisse hyggeligt.

– at jeg en eller anden dag lærer, hvordan dælen jeg lige får konserveret de der nødder ordentligt, så de kan holde helt til jul.

– mere ferie. Sol, varme og vigtigst af alt: ingen madlavning eller tøjvask. Bare afslapning. Det er 13 år siden sidst. 13!

– i aften. Har jeg sagt det? Det med damer og vin? Lige nu glæder jeg mig allermest til det!

img_9093

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859