Fordomme og fordele ved hjemmefødsler

Efter at have læst et dejligt indlæg hos Cana, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt af mine tanker omkring det at føde hjemme.

Først vil jeg lige gøre nogle ting klart:

  • Jeg er ikke jordemoder. Jeg er ikke læge. Jeg er ikke faktisk det mindste klog på fødsler. Og sidst, men ikke mindst: jeg har aldrig prøvet at føde hjemme! Mine ‘erfaringer’ med og tanker om hjemmefødsler udspringer dels fra at have deltaget i fire fødsler, hvoraf den ene var en hjemmefødsel, og dels fra at have læst en del om emnet, både faglige artikler og personlige beretninger. Og så er det et emne, som fylder i mine tanker og har gjort det i nogen tid, da Ane også skulle ha’ været født hjemme.
  • Mit tidligere indlæg om hjemmefødsler bærer ret meget præg af, at jeg bestemt ikke har lyst til at føde på et sygehuset. Og det er stadig rigtigt! Men jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at mit valg om en hjemmefødsel i langt højere grad er truffet ud fra et ønske om at ville føde hjemme, end det er en modvilje mod at føde på hospitalet!
  • Der er mange ting, jeg ikke forstår. Som blandt andet moden med at smøge sine bukser lidt op, så man lige kan se anklerne. Eller smækbukser. Eller chai-the. Det betyder ikke, at jeg har noget imod chai-drikkere med bukseopsmøg! De er sikkert ganske rare mennesker, og jeg dømmer dem på ingen måde;) Jeg vælger bare at indtage andre væsker og iføre mig anden påklædning, fordi jeg bedre kan li’ det!

 

Og nu til sagens kerne:)

Jeg møder en del fordomme om det at føde hjemme. Jeg hører dem, når jeg selv lufter min plan om at føde hjemme, og jeg støder på dem rundt omkring på de sociale medier. De personlige er forholdsvis nemme at forholde sig til, for de kommer som regel fra folk, som jeg kender, og som kender mig. De kender min mimik og mit tonefald og omvendt. Vi kender hinandens historier og har disse med i tankerne, når vi samtaler om emnet.

Det samme gør sig naturligvis ikke gældende på nettet og de sociale medier. @mortilsigurdogannabellatusindfryd kender ikke mig og omvendt. Jeg ved ikke ikke, at når hun udtaler sig kritisk om hjemmefødsler, er det fordi hun havde en grim oplevelse med fødslen af ‘Annabellatusindfryd’, eller fordi hendes nabos kusines kollegas datter har en skrækhistorie om emnet. Eller om det er fordi hun har sat sig super godt ind i emnet, da ‘Sigurd’ skulle fødes og opvejet fordele og ulemper og truffet en beslutning. Det kan også være, at hun, som jeg, har følt efter dybt nede i maven og truffet en beslutning om hvordan hun helst bringer sine børn til verden. Det er ikke til at vide! Hvad jeg til gengæld ved er, at det er et super sårbart emne, og man skal træde varsomt.

De fordomme jeg møder – både det ene og det andet sted – lyder sådan:

Tænk engang at du tør!!!! Hvad nu hvis der går noget galt?

Jeg har læst en del om emnet og er faktisk aldrig stødt på en beretning om en hjemmefødsel, der gik galt. Ikke dermed sagt, at de ikke findes, men jeg tænker, at der i så fald ikke kan være overvældende mange af slagsen.

Fødsler går galt. Også dem, der starter i hjemmet. I den situation bliver man naturligvis kørt til nærmeste hospital med det samme! Jordemoderen er ikke på ‘hjemmefødsels-provision’, hendes interesse er ikke, at du skal føde hjemme. Hendes interesse er at passe på den fødende og barnet. Ergo gambler hun selvfølgelig ikke med noget som helst.

Komplikationer opstår sjældent i løbet af en halv time. Der vil være tegn, små ting undervejs, som en jordemoder er uddannet til at bemærke og reagere på. Så når noget går galt, så har jordemoderen set det længe før, det rent faktisk sker, og dermed arrangeret en tur til hospitalet.

Jamen, det sviner da helt vildt?!!

Jeps, det gør det. Det gør børn generelt! Så er man allerede inden fødslen bekymret for rengøringen, så bliver det nogle laaaaaange år;)

Ja, det sviner. For nogle endda helt vildt meget. Også selvom man pakker hele stuen ind i pressening. Heldigvis er både Ajax og gulvmopper opfundet, og hjemmet skal nok komme til at skinne igen. Hvor meget det kommer til at svine er uden tvivl min mindste bekymring, når det kommer til at føde. Og jeg tror, at de, som bekymrer sig om den slags, i forvejen er ret afklarede omkring, hvor de gerne vil føde.

Så får man jo ingen hjælp eller støtte efter fødslen!

Jo, det gør man:)

Jeg ved ikke, hvor meget rådgivning man modtager efter en almindelig hospitalsfødsel. Ane blev født for tidligt og hører derfor ikke under den kategori. Men efter hvad jeg hører rundt omkring, så er det ikke fordi jordemødre, sygeplejersker og obstetrikere står i kø ved hospitalssengen for at beundre vidunderet og komme med gode råd til amning og hæmoridehåndtering.

Her i Hvidovre modtager man besøg af jordemoderen de første to dage efter fødslen. Jeg skal ikke hive minimennesket ud i en kold bil i december måned, men kan holde den, mig og mit trætte korpus hjemme på sofaen, hvor jordemoderen kommer på hjemmebesøg. Dét kan jeg li’!:)

 

Fordele ved hjemmefødsel:

Ja ja, nok om fordommene. I skal ikke snydes for det, jeg ser som fordelene ved at føde hjemme:)

Min helt egen jordemoder! Dét oplever man IKKE på landets fødegange. Det er bestemt ikke jordemødrenes skyld, for jeg er sikker på, at de hellere end gerne hengav sig 100% til lige præcis din fødsel, men sådanne gode arbejdsforhold har de desværre ikke:( De har for dælen knap nok tid til at spise deres frokost!!!

Min jordemoder kommer til at kunne nyde en kop kaffe og en ostebolle imellem mine veer. Hun kommer til at være nærværende på en måde, som desværre sjældent er mulig på hospitalet. Det bliver mindre stressende for både hende og jeg, hvilket jeg vægter højt.

Når jeg skal føde, skal jeg være 100% tryg og afslappet, hvilket fordrer trygge og afslappende omgivelser. OG en afslappet jordemoder.

 

Ro! Jeg forestiller mig, at en hjemmefødsel bringer ro på nærmest alle tænkelige planer. Ret bogstaveligt er jeg ikke omgivet af andre fødende kvinder, og der vil ikke være et rend ind og ud ad dørene. Jeg er hjemme – der, hvor jeg slapper allerbedst af.

Og så er der roen på den måde, at jeg ikke efter fire timer skal mobilisere kræfter til at fragte verdens niende vidunder gennem isglatte Hvidovre. Jeg er hjemme. Der er fyret op i brændeovnen, og der er kaffe på kanden.

 

Fyrsten! Fyrsten har været til fødslen af begge sine børn, og begge to var en anelse dramatiske. Han er ikke vild med fødsler! Ligesom det er vigtigt for mig at have en afslappet jordemoder ved min side, er det vigtigt at min mand er afslappet. Og jeg tror på, at det er en tilstand som bedst opnås herhjemme.

 

image
Ane – en dag gammel på børneafdelingen i Nykøbing F.

 

Babybyggeri

Jeg er kommet til at shoppe lidt til baby. En lille hue og små fine sutsko fra H&M. Aldeles surrealistisk tanke at de kommer til at følges med et lille menneske om under tre måneder!!!

image

 

Jeg var til andet jordemoderbesøg i går og alt så som forventet helt fint ud:) Hun skønnede babyen til at veje omkring 1100 g., hvilket er lige omkring halvdelen af, hvad Ane vejede ved fødslen. Og det er ret meget det samme, som min storesøster vejede, da hun blev født. Igen – aldeles surrealistisk!

Det er mærkeligt at foholde sig til, at bevægelserne i min mave skyldes et miniature menneske og ikke bare ikke par opmærksomhedskrævende tarme på afveje. Et menneske i stil med dét, der lige nu står i køkkenet med sin far og laver mad, mens ‘Katoffer’ kigger på. (‘Katoffer’ er Anes dukke, Christoffer, som lige for tiden deltager i ALLE familieaktiviteter.) Jeg tror aldrig rigtig, at det bliver selvfølgeligt for mig, det der menneskegroning. Og der tænker jeg ikke på mig selv, men sådan generelt. Det er jo vildt, så meget der skal passe sammen på det helt rigtige tidspunkt, for at ens gener ender ud med at blive til et helt tredje menneske! Og alligevel sker det hele tiden! Ja, altså for nogen… Men det er satme vildt og stort.

Med tanke på hvor stort det er, så har jeg planer om at hengive mig 100% til babybyggeri i denne weekend og absolut kun lave hyggelige ting:) Såsom at tage i Ikea. Ja ja, ‘Ikea’ og ‘hyggelig’ lyder måske som to uforenelige størrelser, men turen skulle gerne munde ud i en eller anden form for hjemmegjort pusleplads. Og dét er hyggeligt:) Jeg vil højst sandsynligt også spise lidt kage og muligvis påbegynde en bog til Baby i stil med den, som jeg tidligere har lavet til Ane.

Og så skal jeg sove. Meget og længe! For i takt med at kvalmen er flyttet ind, er overskuddet og energi rykket ud, og jeg kunne det meste af tiden stå ret op og ned og sove.

Elskede (knap så…) ukendte

Jeg har i lang tid tænkt, at det godt nok ville blive svært  at elske babyen på samme måde, som jeg elsker Ane.

Hun er jo Ane. Den der kom ind fra højre og vendte verden på hovedet og gjorde livet meget sjovere.

Jeg har ikke haft det dårligt over at have det sådan. For det første hører jeg ofte, at det er helt normalt at have det sådan som andengangsmor. Og for det andet så kender jeg jo Ane, men ikke baby. Så jeg har sagt til mig selv, at mine følelser var forventelige og tilladte.

I de terminsgrupper jeg er medlem af på facebook, popper det for tiden op med 3D-billeder. Virkelig skønne billeder af små piger eller drenge, der vinker ud gennem skærmen eller gemmer ansigtet i hænderne. Drenge med smilehuller og piger med brede næser.

Vi har ikke været til sådan en scanning. Vi kender ikke kønnet. Jeg ved ikke, om vores baby har min kløft i hagen. Men noget jeg VED, noget der har ramt mig i de seneste uger i takt med, at babyen er blevet større og mere aktiv, er dette:

Jeg kender den, og jeg elsker den.

En rimelig vild erkendelse som har forårsaget en jævn strøm af glædestårer i de sidste par dage:)

Jeg kan nu mærke udenpå maven, hvor babyen ligger. Jeg kan fornemme hoved, numse og til tider en hånd eller en fod. Og vi kommunikerer! Babyen sparker, når jeg blidt presser hånden mod maven, og i går lagde Fyrsten kinden mod maven og fik en lige højre;)

Og jeg ved dette om min baby:

  • den elsker blåbær og appelsiner
  • generelt er mad et hit, som sætter gang i benene. Andre kvinder drikker store glas vand, for at få babyen i bevægelse – jeg spiser. Og det gør jeg tilfældigvis ofte;)
  • den er A-menneske og vågner som regel mellem kl. 4 og 5….
  • den kan godt li’, når jeg griner. Så hopper den med i maven:)

 

Så der går muligvis en rum tid, før kærligheden føles ligeså stor som med Ane, og det er okay. Men nu er jeg ikke længere i tvivl om, at det er muligt – for det er allerede begyndt:)

 

 

Forresten….

  • er der kommet ‘svar’ fra Statsforvaltningen. Før de vil tage vores sag op igen, skal vi redegøre for, hvorledes Fyrsten lider af en livstruende sygdom…. Det er lidt svært, for han lider jo ikke af en livstruende sygdom – han fik ‘bare’ en blodprop. Han står op hver dag og passer sit job. Han slår græs og vasker gulv og leger gemmeleg med Ane. Men han har nitroglycerin i jakkelommen – “Det skal du sprøjte under min tunge, hvis jeg falder om, skat!” Og vi har netop doneret penge til en indsamling, som Fyrstens niecer har startet til ære for deres far, Fyrstens storebror, som døde af en blodprop sidste sommer. Det FØLES som en livstruende sygdom. Så vi finder papirerne fra lægen frem og sender af sted, så må vi se….
  • har jeg fået strækmærker på brysterne. Dét var jeg ikke forberedt på!!! Maven, jovist. Men brysterne?!
  • har jeg fået dobbeltbooket mig og sagt ja til en overnatningstur med jobbet samme dag, som jeg skal til mit andet jordemoderbesøg. Jeg har måtte rykke jordemoderen, jeg kan jo ikke skuffe 6 teenagere, men shit hvor det irriterer mig! Jeg er så utålmodig og spændt, når det kommer til alle de der graviditetsting, og det føles som en eeeeevighed at skulle vente en uge længere.
  • skal jeg til fødselsforberedelse for første gang i næste uge. Fødselsforberedelse. Som en rigtig gravid kvinde. JEG er en rigtig gravid kvinde – det er jo for vildt:)
  • Ser jeg lige for tiden ‘Grey’s Anatomy’ for, hvad jeg tror er 5. eller 6. gang. Jeg gør det samme med Harry Potter-bøgerne. Der er bare et eller andet vidunderligt afslappende ved at hænge ud med karakterer, som man kender som sin egen bukselomme. Nå ja, og så er mændene pæne;)image

Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

Venindemaver:)

Det er ret fedt, det der med at være gravid! Altså når man ser bort fra de hævede ben og fødder, de kraftige humørsvingninger og det faktum, at jeg må ud og købe trusser i størrelse større end sidst. Igen. Og det ser man bort fra, hvis man er mig. Faktisk synes man, at det er lidt hyggeligt, fordi det ligesom understreger graviditeten:) Så mest af alt er det bare redt fedt.

Og for ikke længe siden blev det liiiige en tand bedre. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men det var det! Maria gjorde det bedre:)

Maria er en af mine bedste og ældste (af varighed) veninder. Vi har kendt hinanden i 18 års tid, og vi ses så ofte, det er muligt. Og om lidt skal vi på barsel sammen – Maria er nemlig næsten 11 uger henne:)

Det er simpelthen det bedste at se frem til, at skulle dele barsel og babylykke med Maria! Jeg forudser lange gåture, store kager og dampende, varm kaffe. Og forståelse! Man ved jo  (og kender selv og forstår), at de andre veninder på et eller andet tidspunkt bliver trætte af at høre om ens sprækkede brystvorter og vidunderlige afkom. Med Maria kommer jeg med garanti til at sammenligne brystvorter og andre ‘krigsskader’;) Det ér sgu da for hyggeligt, altså!!!

image

image

Uge 23 – status

image
Cardiganen er købt på udsalg på Zalando og er desværre udsolgt. Jeg linker til nogle andre lækre cardigans sidst i indlægget:)

 

Jeg er 23+1 i dag, og status er som følger:

– min nutella-craving er langsomt aftaget og erstattet af en umættelig trang til blåbær. Bedre for min vægt, værre for min pengepung. Vi handler dagligvarer for 800 kr. om ugen, de 100 går til blåbær!

– jeg har netop investeret i et par støttestrømper samt et par sko i str. 39 aka str. “du har mega hævede fødder og kan ikke længere være i dine Converse i str. 37,5”. Det er første gang i 18 år, at jeg har købt andre kondisko (hedder det stadig dét, når man ikke længere lever i 90’erne??) end Converse.

– mine babser er fortsat pisse flotte;) Så meget at Ane græder, når jeg rejser mig fra sengen om morgenen. “Ane putte mere med mors babber!!!!”

– mine lår klistrer sammen. Det har jeg aldrig oplevet før, og det er ærlig talt ret ubehageligt. Så det meste af tiden går jeg som om, jeg har skidt i bukserne…..

– jeg mærker bevægelse hver dag. Flere gange om dagen. Det er SÅ fantastisk og SÅ mærkeligt!

– vi har vist lagt os fast på navne, tror vi. Men jeg siger ikke hvilke;)

– jeg er ved at lave en ‘fød dejligt’-playliste på pc’en, som pt indeholder Søren Kragh Jacobsen og Tracy Chapman.

– jeg har masser af energi om formiddagen, hvor jeg er på job. Når jeg kommer hjem, er jeg fuldstændig smadret, har ondt i fødderne og plukkeveer. Pis lort.

– hver dag prøver jeg at skrue mig ned i et stykke tøj, som jeg ikke længere kan passe. Ergo må jeg shoppe nyt;) Jeg er stor tilhænger af cardigans, som også kan bruges efter graviditeten. Jeg har forelsket i mig i disse fire, som kan findes her, her, her og her 😉 Alle til under 400 kr. Jeg er særligt vild med den blå og røde – shit, de er fine!!!!

image

Indlægget indeholder affiliate links:)

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image

Et tak og lidt ønsker til en 2 års fødselsdag:)

TAK for jeres mega søde kommentarer til mit indlæg om amning! I er satme søde:) Babserne takker også;)

Og nu til noget helt andet og meget vigtigere: Ane:)

Vores dejlige Ane blev 2 år for små 14 dage siden, og vi skal holde fødselsdag i weekenden. Gaven fra os har hun fået – den mega populære og mega udgåede rutsjebane fra Ikea, som vi købte på DBA til overpris:/ Men hun er SÅ glad for den og siger ‘Rutsj!’ flere gange dagligt, så skidt pyt:)

Af familie og venner har hun blandt andet ønsket sig disse ting:

image

Trillebør! Hun vil så gerne køre rundt med Fyrstens og bliver ofte meget vred på den, når det ikke lykkes;) Så selvfølgelig må hun have sin egen! I metal, ligesom fars.

Dukkevognen er egentlig så undværlig, men samtidig så fin!!! Hun har allerede en dukkevogn og en dukkeklapvogn. Men de er hverken tuttenuttede eller flettede:) Hun ønsker sig generelt dukkeudstyr (pusletaske, bæresele mm), for lige nu er ‘duddi’ det helt store hit, og jeg forestiller mig, at det godt kunne fortsætte sådan, når baby kommer.

Farver, fordi hun eeeeelsker at male! Helst på spisebordet og stuegulvet;) I dag havde jeg kridt med hjem – de var et hit!

Sidst, men absolut ikke mindst: Udklædningstøj! Dette sæt er Emil fra Lønneberg, som hitter stort herhjemme for tiden. Sammen med ‘Nana’ – jeg elsker, at jeg ikke har fået et Teletubbies-barn!

Generelt er Ane vild med alle former for udklædning og pyntedims. Den ene dag kom hun ind i stuen i bar røv og klovneparyk. Til aften indtog hun sin spaghetti i dette outfit:

image

Vi har prøvet at brede ønskerne ud, så der er lidt til enhver pengepung. Samtidig lægger vi meget vægt at tydeliggøre, at tingene også gerne må købes brugt! Eksempelvis har genbrugsbutikkerne ofte fine fastelavnskostumer.

Indlægget indeholder affiliate links – hvis I bruger dem, tjener jeg lidt lommepenge, så jeg selv kan shoppe dét, som Ane ikke får på lørdag:) Eller skumbananer, alt afhængig af min tilstand….

 

 

Ammemafia!

Jeg havde godt hørt om den, før jeg blev mor. Ammemafiaen! De mødre som sprøjter holdninger, forskningsresultater og modermælk ud i hovedet på andre stakkels mødre, som af forskellige årsager ikke ammer.

Så blev jeg mor og opdagede, at der satme er to af slagsen. Dén jeg netop har beskrevet, og den modsatte. De mødre (og andre hoveder) som har lige lovlig travlt med at uddele meninger om, hvor meget og hvor længe man bør amme.

Det er den sidstnævnte slags jeg ligger i krig med!

Jeg er her til aften faldet over et link på facebook til en artikel om en mor, som ammede både sin og sin venindes 16 måneder gamle søn – efter aftale med veninden, må jeg hellere tilføje. Jeg gider faktisk overhovedet ikke tage stilling til dén sag. Jeg finder det helt ærligt uinteressant. Kommentarfeltet derimod får mig fuldstændig op i det røde felt. For man skulle tro, at folk opponerede mod, at kvinden ammer en andens barn, men for de fleste handler det ligeså meget om alderen. 16 måneder. 1 år og 4 måneder.

Et lille udvalg af de brugte ord i den forbindelse: “Forskruet”, “perverst” og “unaturligt”!

Og jeg reagerer naturligvis fordi, jeg ammede Ane, til hun var 17-18 mdr, OG fordi jeg er den type menneske, som mener, at så længe man ikke render og stikker sine ammelapper ind i kæften på tilfældige forbipasserende i Netto, så kan man gøre lige præcis, hvad man vil!!!!

Det er fint, fjong og helt okay, hvis man vælger ikke at amme, stoppe når barnet er 6 mdr, eller hvad man nu føler for. Det er sgu egentlig også fint nok, hvis man selv opfatter sine bryster som noget seksuelt, men lad være med at pege fingre af andre, som tager brysterne for det, de er – mad til baby! Oh yes, nu piller jeg lige ved store, alvorlige sager, når jeg sætter en fed streg under, at kvinder er udstyret med bryster og mælkekirtler for at kunne ernære deres afkom! At brysterne også fungerer som en erogen zone, er da bare win-win. For andre er det tæer, der gør det, men derfor forbyder vi dem ikke at gå i sandaler, vel?!

Ane blev ammet så længe som overhovedet muligt (fertilitetsbehandling og amning harmonerer desværre ikke), hun må godt få sukker, og i dag havde hun grønne strømpebukser på – beslutninger jeg har truffet, fordi jeg er hendes mor.

Så lad nu for dælen babserne være i fred. Om man vælger at bruge dem i to år eller slet ikke, kan simpelthen aldrig nogensinde blive nogen andres sag!

Værs’go – ammebilleder til folket:

 

image

image

image

 

 

image