Piratfest!

img_8758

Det er nu et par timer siden, vi vinkede farvel til de sidste gæster efter en særdeles vellykket piratfest. Børnene hyggede sig helt vildt – både i de planlagte aktiviteter og den fri leg:)

Nu får I simpelthen ‘opskriften’ på et styk piratfest, så I ikke selv skal ud og opfinde den dybe tallerken, hvis I har en børnefødselsdag, der venter lige om hjørnet. Selv har jeg nydt virkelig godt af de mange gode idéer, der kom til indlægget her🙂

Et af bedste forslag, jeg fik, gik på at dække gulvet i et rum med papirsdug. Vi brugte dog sådan noget afdækningspap, som fås i de fleste byggemarkeder. Det er tykkere, hvilket gør at det både er nemmere at rulle ud på gulvet, men også gør at man ikke skal bekymre sig om, om farven går igennem. Og til 79k kr. for 50 meter, er det faktisk billigere end papirsdug. Bauhaus er Gud! Jeg købte desuden to pakker tuscher i Normal til 12 kr. pr. pakke, og så var der kun tilbage at tegne løs:)

Vi sad på gulvet og spiste, hvilket var hyggeligt, når man kunne tegne imens. Og det sparede mig for hovedpinen ved ellers at skulle ha’ fundet plads til 12 børn omkring spisebordet.

Et andet god tip, jeg havde fået, var at købe brikjuice, så man slap for at skulle styr på 12 forskellige glas. Jeg kan så føje lidt til det tip i form af en sprittusch til at skrive navn på, så man slipper for at skulle holde styr på 12 forskellige brikjuice;)

Jeg bagte 24 pizzasnegle og 48 pølsehorn, hvoraf de 10 pølsehorn blev indtaget dagen i forvejen af undertegnede;) Der var lidt delte meninger på Instagram i går om, hvorvidt det var nødvendigt med dobbeltportion af pølsehorn. Det var det, kan jeg så hilse at sige. Der ligger fem tilbage nu. Til gengæld var de pænt ligeglade med gulerødderne, så nu skal vi ha’ råkost de næste mange dage;)

Jeg havde desuden fået et genialt tip om at lave klapper, som ungerne kunne få for øjet. Derudover kunne de folde en hat af avispapir og få malet overskæg. Fyrsten, Ane og jeg var selv udstyret med klapper, hat og skæg, da gæsterne kom, hvilket lokkede nogen stykker til også selv at lade sig ‘udsmykke’.

Vi arrangerede en skattejagt i går aftes, hvilket var forholdsvis hurtigt klaret. Ikke den klassiske slags med et skattekort, da vi ikke vidste, om vejret ville tillade en udendørs én af slagsen. I stedet blev det til en skattejagt med fire aktiviteter, som kunne laves både ude og inde. Skattejagten blev indledt med et brev fra Pedro Pirat, som meddelte, at han havde besluttet at udskifte livet på havet med en ny tilværelse som økologisk landmand. I den forbindelse ønskede han at give sin skat videre til dem, som kunne vise sig værdige. Børnene skulle herefter igennem de fire aktiviteter:

at samle pastaskruer op med tæerne

– at spise en søslange (slikbånd) med hænderne på ryggen

– at samle dyr til Pedros bondegård

– at gå planken ud (Fyrsten havde tilfældigvis en meget velegnet ‘planke på ben’ liggende fra noget arbejde, han havde lavet herhjemme, men jeg tænker, at man også sagtens kan bruge et langt bræt med en klods banket på i hver ende eller bare en snor på gulvet.)

Hver aktivitet blev indledt med et brev, som beskrev, hvad børnene skulle gøre. Og ved den sidste aktivitet lå desuden et brev, som gav børnene ledetråde til, hvor skatten kunne findes. Jeg har indsat billeder af brevene, så I kan stjæle dem, hvis I har lyst. Jeg morede mig kongeligt med at skrive dem – hvem har ikke altid drømt om at lave et pasta/Mazda-rim?!;) Meeen hvor børnene nok syntes, at aktiviteterne var sjove, var de ikke synderligt imponeret over brevene fra Pedro, så de ville nok gøre sig bedre med et lidt ældre publikum.

Mens jeg gjorde klar til aktiviteterne, lavede Fyrsten pirat-gymnastik med børnene, hvor de sejlede, lod som om de satte sejl mm. Lidt a la vores alle sammens Ramasjang-darling, Onkel Reje:)

Efter skattejagten legede børnene frit i en halv times tid, hvorefter vi samledes til kage. Jeg havde lavet gulerodskage efter denne opskrift, og den var mega lækker. Børnene var mest vilde med frostingen;)

Herefter var der igen fri leg, og Anes forstærker og mikrofon blev hevet frem, og der blev givet MGP-koncerter med så stor indlevelse og lidenskab, at jeg selv var nødt til at danse med:)

Det er helt sikkert slet ikke nødvendigt at stable en masse aktiviteter på benene for at få en god børnefødselsdag, MEN jeg tænker, at det havde været tre meget lange timer, hvis børnene selv skulle stå for underholdningen! Så jeg er virkelig glad for, af vi investerede et par timer i planlægning af nogen aktiviteter, som både var sjove for børnene, men som også gav fødselsdagen noget ‘indhold’.

Tak til alle jer, der er kommet med tips til dagen – det har været en kæmpe hjælp:)

img_8718 img_8722img_8721img_8719img_8720img_8723img_8746img_8715img_8759

Snegle og reality checks

Der sad en snegl på væggen, da jeg kom hjem fra job i går. Altså, på væggen indenfor. Ane har, for Gud ved hvilken gang, inviteret en sneglefamilie indenfor, installeret dem under fine forhold i en vaskebalje fyldt med blade, og så ellers glemt alt om dem. Jeg glemmer dem også. Indtil de pludselig vinker til mig fra væggen i spisestuen.

Egentlig er sneglene et ret godt billede af, hvor meget tjek vi har på tingene pt. Hvilket er intet overhovedet. Alligevel var der i går en mor fra Anes børnehave, der skrev, at jeg måtte ha’ rimelig meget overskud. Hun spurgte, om hendes søn skulle komme udklædt til Anes piratfest i morgen, og jeg svarede, at vi ville lave en ‘overskægsstation’, en ‘hattestation’, samt udstyre hvert barn med en klap til øjet, så det var ikke nødvendigt med udklædning. Deraf kommentaren om overskud.

Jeg kunne selvfølgelig ha’ fortalt hende om Søren Snegl, men jeg lader hende blive i troen, indtil hun kommer med sin søn i morgen og ser, at der står en brændeovn (afmonteret, vel at mærke) midt i stuen, bor snegle i vindueskarmene, og at ungerne skal spise på gulvet i et tomt rum med et halvmalet loft;)

Ej, jeg føler mig ærlig talt også selv lidt overskudsagtig. Ikke fordi jeg har formået at planlægge skattejagt, lave øjeklapper, fremtrylle et dødningehoved af tape på væggen og handle ind til en børnefødselsdag, men fordi hele hytten og haven sejler, og jeg er pisse ligeglad. Og fordi jeg tænkte, at det sgu da egentlig er meget godt gået at kunne tage det hele så stille og roligt, når man selv er vokset op i et hjem, hvor den slags arrangementer spillede max, og hvor de ydre rammer altid skulle være 100% i orden. Det tænkte jeg.

Så var det jeg kom til at tale med Fyrsten om, hvordan mine egne børnefødselsdage havde været. Og først fortalte jeg ham, at der bare var helt tjek på alting. Og at der var støvsuget virkelig meget. Og at min stedfar var den, som blev fundet hurtigst i gemmeleg, fordi han tændte en cigaret nede i det køkkenskab, som han havde gemt sig i ude i haven, så vi bare kunne følge røgen. Og så stoppede min talestrøm. For min stedfar lå i et skab, fordi mine forældre var i gang med at sætte nyt køkken op, så det gamle lå rundt omkring i haven. Det kan godt være, at der var støvsuget virkelig meget, men der lå et helt køkken på græsplænen. Og da vi skulle sidde i vognen spændt bag på traktoren for at køre i skoven, satte min mor sig ovenpå alle flødebollerne.

Mine forældre var ikke en skid mere tjekkede, end jeg er. Ikke det mindste. Men min oplevelse dengang var en anden. Måske fordi min mor havde lavet tegninger med tape på væggene?

Ane glæder sig pisse meget til sin fødselsdagsfest, og det gør jeg også. Også selvom halvdelen af pølsehornene er brændt på, og der kravler snegle op ad væggene i spisestuen.

Det bliver pisse godt, gør det!:)

img_8702

Trestjernet salami og femstjernet tilværelse

Jeg greb en pensel i søndags, da Fyrsten puttede ungerne, og den blå væg er ikke nu ikke længere blå, men rød. Min veninde, Nana, foreslog mig at male kødpølse, som hun selv lige har gjort, men jeg nappede en trestjernet salami;) Jeg havde også en grøn farveprøve med hjem fra Flügger, og den er noget så flot og havde uden tvivl været det sikre valg. Men jeg er ikke til ‘sikker’, jeg er til salami. Også selvom min lillesøster mener, at vi nu kan leje huset ud til filming af porno;)

Der sker mange ting i det lille hjem for tiden, og jeg elsker det! De sidste småting er ved at være på plads på førstesalen, og jeg får stadig et lille sug i maven, hver gang jeg går op ad trappen. Et sug af glæde over det flotte resultat, men også en generel stolthed over, at dette er vores hjem. Over alt det vi har nået. For selvom det muligvis ikke er meget med tanke på, at vi har boet her i 7 år, så er det meget med tanke på, hvad de 7 år har indeholdt. Og vi har lavet nyt bad, nyt køkken, ny spisestue, legehus, cykelskur, førstesal og alt det andet. Mens vi har lavet to børn og passet to fuldtidsjobs. Det tillader jeg mig altså at klappe mig selv på skulderen over.

Jeg faldt over en otte år gammel tråd på en eller anden boligside forleden. Omhandlende Palæet. En mand spurgte ind til folks holdninger til pris i forhold stand og beliggenhed. Og folk var rygende enige i, at sådan et hus burde jævnes med jorden. Man burde i hvert fald ikke byde mere end en 8-900.000 for sådan en faldefærdige rønne. Jeg tør godt indrømme, at vi gav mere end det dobbelt. Og vi pruttede ikke det mindste! Og nu sidder vi her, 7 år senere, med et hus, der har kostet det samme som en to-værelses på Østerbro, og som er vurderet til 75% mere end, hvad vi gav.  Egentlig er det ligegyldigt, det med pengene. For de er jo kun noget værd på papiret, og de har ingen betydning i forhold til vores glæde ved vores hjem. Jeg synes bare, det er lidt fedt med tanke den omtalte tråd. Én mands skrald, I ved;)

Men stuen er i hvert fald rød nu. Hvilket Ane er vild med. Og der er kommet strøm og stikkontakter på hendes værelse OG en diskokugle med lys som så fint supplerer hendes nye mikrofon og forstærker. Det er hun ekstra meget vild med! Jeg er vild med det hele. Med salamien, diskokuglen og vores hjem. Pt særligt den der førstesal og planlægningen af mit nye kontor/krearum. Som bliver KUN mit, og som derfor kan indrettes præcis som mit hoved finder det passende. Jeg har besluttet mig for, hvordan det skal være. Og skiftet mening igen. Og igen. Og så en gang mere. Den første idé var Billy-reoler fra Ikea, og den vender jeg fortsat tilbage til, men med tanke på, at jeg stadig har tilgode at overgive mig til den nye sofa, er jeg bange for at måtte erkende, at masseproducerede møbler nok bare er for naboen. Heldigvis haster det ikke. Det er et hygge-projekt. Måske det ender med en Billy-løsning, måske jeg finder på noget andet.

Lige for tiden synes jeg bare mest af alt, at livet er fedt. Vi har på det seneste formået at samle de fleste af vores projekter, så de har kunne laves efter ungernes sengetid. Det har levnet massevis af gode stunder til at plukke æbler i haven med børnene, cykeltræne med Ane, spise is og alt muligt andet vigtigt. Og de trives, vores unger. Midt i al den umulighed der hører med, når man er 1,5 og 4. For de ER umulige. Op til flere gange i døgnet. Men mest af alt er de pisse søde og ustyrligt sjove. Den ene aften, efter en masse umulighed, måtte jeg undskylde overfor Ane, at jeg var sådan en sur mor. “Det er bare lige meget. Du er allermest en sød, lille mor!” Og det håber jeg virkelig, at hun synes. For jeg er ikke altid overbevist. Sød eller ej, så er jeg i hvert fald overvejende glad. For mit nye job, som ikke er helt så nyt længere. For min mand, som heller ikke er så ny længere, men ikke desto mindre dejlig ad helvede til. For vores umulige unger og vores salamifarvede stue. Og lige om snart bliver de sidste gulvpladser banket i på førstesalen, og rullen bliver kørt over de sidste bare pletter. Der bliver tandkød all the way;)

img_8447 img_8475 img_8476

10 gode råd til mine børn

img_8362

1) lad være med at købe de billige franske kartofler. Det kan godt være, at de kun koster 7 kr., mens Taffel koster 20. Men ingen gider jo æde pap vendt i olie, og så har man ikke sparet 13 kr., men spildt 7.

2) musik er magisk, og de fleste dumme tanker kan danses ud! Meredith og Christina har fat i noget der. Jeg bruger “Shake it out” – den virker hver gang. Find jeres egen sang og dans med hele kroppen. Det gør noget!

3) og i den sammenhæng: Se ‘Grey’s Anatomy’. Den bliver jeres tids ‘Matador’;)

4) bare fordi de andre er nogen idioter, behøver du ikke selv være det. Det har jeres mormor altid sagt. Hvis nogen opfører sig dumt eller tarveligt, er det muligvis nærliggende at møde dem med samme facon, men minus gange minus giver altså ikke plus i den sammenhæng. Vær bedre end det, fordi det føles så uendeligt meget rarere.

5) når I engang får børn, og de kaster om sig med ris og pasta ved spisebordet (jo, det vil de gøre!), så lad det ligge til næste dag. Så er det meget lettere at støvsuge op.

6) tid brugt på at elske er aldrig spildt. I vil få jeres hjerter knust. Og I vil græde og føle jer snydt. Og det er okay. Det hører med. Men det går over. Og selvom det ender skidt, kan det sagtens ha’ været godt. I har elsket nogen, og nogen har elsket jer. Det er aldrig spild.

7) brug tandtråd. Bare gør det!

8) vær bange for at fejle, men gør det alligevel. Det er naturligt at bekymre sig og tvivle på sig selv. Måske endda sundt, fordi det tvinger én til at mærke efter, overveje og reflektere. Men når det er gjort, så prøv alligevel. Tit er tingene meget mere farlige i tankerne end i virkeligheden. Og I vil fejle fra tid til anden, men I vil være blevet klogere.

9) engagér jer i andre mennesker. Investér i relationer med tid og kærlighed. Det er jeres livs vigtigste opsparing og sætter I lidt ind på kontoen hver dag, vil I blive verdens rigeste.

10) skriv aldrig under på noget på gaden. Lige meget hvad det er. Ligner I jeres mor bare en lille smule, så kommer I til det alligevel. Men så ring lige, ikk’? Så ordner jeres far det;)

Forresten #23

– skylder jeg jer et kæmpe tak for idéer til Anes fødselsdagsgave! I var pisse gode! Hun fik en cd-afspiller, som Linda foreslog, og den er et hit!

– tænker jeg at samle jeres idéer i et separat indlæg, for jeg kan vel næppe være den eneste idéforladte mor?!

– har vi fået klædeskabe i soveværelset, som nævnt her. Vi droppede idéen med at bygge selv, da vi fandt ud af, at det var muligt at skære et Ikea-skab til, så det kunne passe under skråvæggen. På den måde har vi både sparet tid og penge, OG jeg har fået skuffer! Jeg er fan!

– mangler vi stadig en del småting på førstesalen, men de vigtigste elementer er på plads. Og jeg er SÅ glad! Det er virkelig blevet meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Den store afsløring – ja, jeg ved, at I har holdt vejret i de sidste mange måneder;) – må I vente med, til vi er helt færdige. Ikke fordi jeg skal gøre mig vigtig eller noget, mere for ikke at spamme jer med mere førstesal end højst nødvendigt. For når først det bliver helt færdigt, vil jeg med garanti ikke være til at stoppe;) Indtil da ligger der et par glimt sidst i indlægget.

– har Ane digtet en lille sang på en melodi fra MGP: “Gi’ mig mer’ toiletpapir – sidder her og skider – lortene de bider.” Jeg kender ikke mange andre, der kunne finde på at lave en lortesang. Det skulle da lige være hendes mor;)

– er vi begyndt at få mad fra Årstiderne. Vegansk mad. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske! Det går overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke fået brok fra hverken mand eller børn.

– er grønkål virkelig stærkt undervurderet!!! Er jeg den eneste, som ikke vidste, at man kunne spise det som andet en klam, grøn masse til medisteren til jul?

– talte Ane og jeg forleden om den fødselsdag, som hun skal holde for sine venner fra børnehaven. En piratfest, har hun besluttet. “Og jeg har også bestilt drengene!

– havde min første tanke været, at det bare var pigerne, der skulle inviteres. Heldigvis har jeg en klog datter, der får mig til at tænke om igen;) Vi kan jo ikke rigtig prædike, at man sagtens kan lege med drengene i børnehaven, som vi gør, når hun kommer hjem og har fået andet at vide af de større børn, og så kun invitere pigerne til hendes fødselsdag, vel?

– kommer jeg helt sikkert til at fortryde at have inviteret 13 4-årige til piratfest. På vores byggeplads. Fordi det jo kommer til at regne. Ikke fordi vi er uheldige, men fordi den danske sommer åbenbart har besluttet, at ‘regn’ er årets tema.

– søger jeg gode idéer til lege og underholdning og andet børnefødselsdagsgøjl. Og I plejer at være søde til at dele:)

– ville jeg virkelig gerne skrive sådan et rigtigt indlæg. Uden punktform. Med lidt mere dybde end lort og børnefødselsdage. Men det virker lidt som om, at jeg pt er fuldstændig ude af stand til at sammensætte en meningsfuld sætning. Tankerne er der. Ordene følger bare ikke trop. Nu skriver jeg det her, fordi det nogen gange virker at starte i det små. Derfor lort og børnefødselsdage.

– har jeg kun én ting tilbage at sige. Nu vi er ved det meningsløse….. “Man skal ikke slå større bagere ned, end man selv kan bolle.”, citat Fyrsten. Se, dét bør man altid huske!

God aften derude:)

img_7541
img_7561

Som ringe i vandet

Jeg udgav endnu et kapitel i historien om mig og Fyrsten sidste fredag. Det var om Anes fødsel, og jeg tænkte det var passende, fordi det var hendes fødselsdag.

Bevidst skrev jeg ikke en masse om min søster eller hele situationen som sådan, men mere om mine følelser ved at blive mor, og Fyrstens følelser ved at blive far for anden gang. Generelt kan jeg mærke, at jeg har behov for at børnenes tilblivelse ikke længere fylder helt så meget på bloggen. Fordi det jo på mange måder ikke influerer på vores hverdag overhovedet. Og fordi jeg egentlig hellere vil tage de snakke og skrive de indlæg i en mere tematisk form, fremfor med den meget personlige vinkel det jo får, når jeg placerer mine egne børn i fokus. Og det er udelukkende af hensyn til dem. Det er tanker, jeg har gået med i noget tid, men som i perioder fylder mere end i andre,  og som fra tid til anden har fået mig til at overveje, om jeg skulle lukke bloggen helt. Med tanken om hvorvidt det ville være muligt for mig at styre fuldstændig udenom dét, som muligvis ikke fylder i min og vores hverdag, men som ikke desto mindre er så essentielt for hvem vi er som familie.

Det er en svær balance, synes jeg. Sindssygt svær. Gerne at ville bryde tabuer, inspirere til eftertanke og måske endda præge omverdens syn på familiedannelse, men samtidig vigtigst af alt at ville passe på mine børn. Fordi intet andet er mere betydningsfuldt end dem. Og så overvejelsen omkring at hvis ingen siger de her ting højt, så er der intet i verden, der ændrer sig. Den verden, som mine børn skal vokse op i. Og derudover kommer det faktum, at det her jo ER vores liv, vores hverdag, vores historie.

Tilbage til starten. Jeg skrev endnu et kapitel i vores historie. Og jeg fik en helt sikkert velment kommentar. Jeg tillægger den ingen sårende intentioner overhovedet! Men den VAR sårende. For mig, for min datter, for min søster. Fordi den lød, at det godt nok måtte være svært for min søster at være moster til sit eget barn.

Fire år, blev hun. Min søde, dejlige Ane. I fire år har jeg været hendes mor, og alligevel er hun i andres øjne stadig ikke mit barn….

Jeg kunne ha’ skrevet et fint og oplysende svar til kommentaren. Jeg kunne ha’ slettet den. Men i lige det øjeblik blev jeg så ked af det, at jeg slettede hele indlægget.

Og så skrev jeg til mine bloggerveninder. Sagde at jeg var ked af det og frustreret og mega meget i tvivl om, hvorvidt det her med at dele mine børns historie potentielt kan skade dem. Om jeg bare burde lukke og slukke. Og de svarede det, som jeg egentlig godt ved. At det netop er på grund af kommentarer som den nævnte, at mine skriverier om emnet er vigtige. Hvordan skal folk ‘lære’ det, hvis ingen siger det højt. For igen – kommentaren var på ingen måde spydig eller ondskabsfuld. Og egentlig skrev personen nok bare det, som mange andre tænker. Og det som en del desværre stadig siger højt. Både på herinde og ude i den virkelige verden.

Jeg kan være nervøs for, at hvis jeg fuldstændig undlader at skrive om de her ting, så er jeg selv med til at skabe det, som jeg for alt i verden ønsker at nedbryde. Idéen om at man ikke er en ‘rigtig’ familie, hvis ikke den er bygget på biologi. At det er mærkeligt. At det er skamfuldt. Jeg tænker, at hvis jeg selv bliver for berøringsangst, så bliver det hele blot endnu mere mærkeligt og mystisk.

Men jeg bliver sgu lidt berøringsangst! Fordi sådan en kommentar berører nogen ret vigtige følelser. For både min søster, mig og på sigt Ane. Det indikeres, at det bør være svært for min søster – hvilket er den ene ting i hele det her forløb, der rent faktisk har været svært for hende: at andre har haft den forventning og formodning. Selvom hun selv har følt det helt anderledes. Det indikeres også, at jeg ikke rigtigt er Anes mor. Hvordan det føles, tænker jeg ikke, at jeg behøver forklare. Og vigtigst af alt siger det om og til Ane, at hun ‘hører til’ et andet sted.

Der er ikke noget ved vores liv, som er svært for os. At være Anes mor er det letteste, jeg nogensinde har gjort. Og det er ikke svært for min søster. Hende og Ane har det dejligste forhold – moster og niece forhold. Det kan muligvis blive svært for Ane en dag. Jeg er ikke naiv på det punkt – det bliver højst sandsynligt svært for Ane en dag. Og Jasper også, for den sags skyld. Og det kræver, at jeg mærker og tænker efter i forhold til bloggen. Om mine skriverier vil spille en positiv eller negativ rolle i forhold til det. Og her kan jeg fra tid til anden blive i tvivl.

Så hvorfor fortsætter jeg? Fordi jeg ofte får mails fra folk, som fortæller mig, at mine ord har gjort en forskel for dem. En læge, som snildt kunne være faldet i samme fælde, som den læge, jeg selv sad overfor og som benævnte Jaspers donor som ‘far’. Eller fra en pædagog, som havde sat det som punkt på personalemødet, hvordan hun og hendes kolleger omtalte børnenes familier, efter at have læst dette indlæg. Eller en kvinde, hvis forældre havde svært ved at acceptere, at deres datter skulle have barn ved hjælp af ægdonation.

Man kan så spørge, om disse fremmede vægter højere end mine egne børn? Selvfølgelig gør de ikke det. Men de bringer noget videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre, som bringer det videre til nogen andre. Som ringe i havet. Og forhåbentlig gør det en forskel for, hvordan der bliver talt om familiedannelse og genetik, når mine børn bliver gamle nok til at forstå den slags.

Det håber jeg. Og lige nu er det alt, hvad jeg kan forholde mig til. Lige nu håber og tror jeg, at det positive vejer mere end det negative i forhold til bloggens betydning for min familie. Og skulle vægtforholdet skifte, så ville jeg ikke tøve et sekund med at slette hele lortet. Det er bare ikke der, jeg er lige nu.

 

(Og et vigtigt ps: Jeg ønsker ikke at pege fingre af nogen. Og det vil jeg sætte stor pris på, hvis I heller ikke gør her i kommentarfeltet:) Jeg tror virkelig ikke, at kommentaren kom fra noget som helst dårligt sted, og jeg er ikke vred på personen, der lagde den. Den er bare endnu en i rækken. Men den gjorde ondt, og det er jeg nødt til at sige højt. Ellers ændrer det sig jo aldrig. Jeg forventer ikke, at alle er enige i min måde at definere min familie på. Men jeg forventer, at de respekterer den.)

img_7780

Jeg har tidligere skrevet om det samme her og her. Og jeg kommer helt sikkert til at skrive om det igen. Fordi det er vigtigt!

Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642

Når tingene vokser én over hovedet….

Tingene vokser mig lidt over hovedet for tiden, og mine korte, hjulbenede stænger løber ekstra stærkt for at kunne følge med. Men det er okay. Det er dens slags hurtigløb, som får pulsen op, så man mærker, at man lever – ikke den drænende slags.

Det nye job er selvfølgelig en del af det.  Her foregår spurten hovedsageligt i mit hoved, hvor jeg suger alt det nye til mig og prøver at finde plads til det i de rette kasser i mit hoved. Jeg føler, at jeg lærer noget hver eneste dag, og selvom det på selvfølgelig koster lidt på overskudskontoen, så fylder det mig også med energi. Fordi det er nyt og spændende og lærerigt, og fordi alle mine bange anelser om, hvorvidt man kan lære gamle hunde nye tricks, er blevet manet til jorden. Det er, nu jeg står midt i det, slet ikke så angstprovokerende det der med et jobskifte efter så mange år. Tværtimod fylder det mig med fornyet nysgerrighed og et kæmpe drive i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt.

Men tingene herhjemme skal jo også passes. Og vi har meget at passe. To børn, to dyr, en renovering og en kæmpe, tilgroet have. Og særligt haven var bogstavelig talt vokset os over hovedet. Vi har en sti midt i haven, som er omkranset af buske og træer. Den tjener intet andet formål end at være hyggelig. Ane elsker at lege i den og gemme sig. Som var det en labyrint. Og den har fået lov at vokse vildt og frit i håbet om, at den kunne vokse sammen i toppen og blive endnu mere labyrint-agtig. Fin idé, men som med så meget andet, så er praksis ofte en anden sag. Havde vi haft en park, så okay. Men vi har 700 kvm have, som man pludselig ikke kunne se for bare buske. Så i weekenden klippede Fyrsten hele lortet ned i en meters højde, så man nu kan sidde på terassen og se ned til legehuset og gyngestativet. Og rent mentalt har det altså gjort noget for mig. Nu har jeg lyst til at opholde mig i haven, for den er ikke længere en stor, fed, grøn pil på alle de ting, som jeg burde lave.

Så nu laver jeg samme bevægelse i udestuen. Altså, jeg klipper den ikke ned, men jeg muger ud. For den er blevet holdeplads for en del ting fra førstesalen. Og det var fint nok i en periode. Men så længe at vi holder fast på at tage renoveringen i roligt og realistisk tempo og ikke lade den stresse os, så må der gøres noget andet. For ellers bliver det domino på det virkelig ufede måde. At det midlertidige soveværelse bliver proppet med ting fra udestuen som bliver proppet med ting fra førstesalen, som bare står tom og venter på at blive lavet færdig. På et eller andet tidspunkt bliver der pustet til den brik, som får det hele til at vælte.

Jeg nægter at lade det blive et stressmoment, og den eneste måde, jeg kan sikre mig det på, er ved at sørge for at resten af Palæet er tåleligt og semi-overskueligt. Så det gør jeg nu. Helt uden at lade mig stresse eller irritere over det, for hverdagen er bare, som den er i vores lille, dynamiske hjem, og det blive næppe nogensinde anderledes.

Der har længe hængt en seddel i Anes børnehave om ‘plantedagen’, hvor forældre og børn sammen kan plante en blomst eller andet. Og hver gang jeg har set den, har jeg tænkt, at NU får jeg købt noget. Solsikkefrø, tomatplante, et eller andet som Ane kan passe herhjemme. Noget, der er hendes, som hun kan føle omsorg og ejerskab overfor. Det tænkte jeg også, da jeg så sedlen her til morgen. Indtil det gik op for mig, at ‘plantedagen’ er i dag. Og vi har ikke forspiret en skid andet end nullermænd. Og de gror fint herhjemme, men det gælder næppe. Og så kunne jeg stresse over det. Og fyldes med dårlig samvittighed over være så satans distræt og selvoptaget. Eller jeg ku’ hive en af planterne op af potten fra terassen og tage den med. Den er lilla – og det kan Ane godt li’!

img_6289

Seks nætter

I seks nætter har Jasper nu klaret sig uden natamning. Og med fare for at jinxe det, hvilket jeg jo ellers er mester i, så tør jeg godt sige, at det er gået over al forventning!

De første to nætter var han alene med Fyrsten. Og han ledte lidt efter mig i sengen, klynkede en smule i 20-30 sekunder, hvorefter han lagde sig ned og sov videre. Så langt, så godt. Så kom jeg hjem og forventede egentlig, at den rigtige kamp først ville starte der. Men den er udeblevet. Sådan fuldstændig. Han søger brystet, men accepterer at det er umuligt at bryde gennem t-shirt, top og bh. Han bliver nusset over ryggen, får nynnet en sang og sover så videre. Det maksimale antal vågninger i de sidste seks nætter er en. 1!

Jeg ammer han i stuen inden sengetid, og så er det Fyrsten, der putter, hvilket det har været længe. Vågner han, inden vi selv er gået i seng, er det også Fyrsten, der tager ham. Men om natten er det mig, han søger, og indtil videre uden den store sorg over ikke at få brystet som trøst. Det er nok med nus og sang.

Jeg havde tænkt, at han nok ville søge brystet mere i dagtimerne, når vi fjernede natamningerne, men indtil videre tyder det på, at det modsatte gør sig gældende. Tidligere kunne han sagtens ammes helt op til 10 gange i løbet af en almindelig dag, men i den sidste uge har vi været nede på fire-fem amninger i weekenden og to-tre i hverdagen. Om det fortsætter sådan, har jeg ingen fornemmelse af. Måske tager det til igen – måske ebber det helt ud. Tanken om det skulle slutte helt er mega ambivalent. Der er mange ting ved amning, som jeg synes er møg besværligt. De rent praktiske ting, som at skulle tage hensyn i fht tøjvalg, alkoholindtag mm. Men også de psykiske – den dårlige samvittighed, hvis vi er fra hinanden, irritationen når han efterspørger brystet på et ubejlejligt tidspunkt osv. Men der er så uendeligt mange flere ting, som jeg elsker ved amning, og som langt overskygger de negative aspekter.

Jeg elsker at amme. Og det skal man måske ikke sige for højt – det skulle jo nødig hedde sig, at det var mit behov;) Men jeg elsker det altså. Jeg elsker den nærhed, det skaber, og den øjeblikkelige ro han finder, når han ligger ved mit bryst. Jeg elsker kontakten – den fysiske og den psykiske. Jeg elsker, at det er den ene ting, som er hans og mit. Kun vores.

Jeg ville sagtens kunne trives rigtig fint uden at amme. Måske jeg endda ville nyde det. Og jeg ville aldrig fastholde amningen, hvis han gav udtryk for at være klar til at slippe den. Men det ville også gøre mig vemodig.

Nu må vi se, hvad den unge mand selv siger – det er jo ham, der bestemmer;)

img_6181