At fortælle videre på hinandens historie

Jeg husker tydeligt, første gang vi så Palæet. Jeg husker min henrykkelse over de blå og grønne klinker i gangen, min skuffelse da disse farver brat skiftede til brun ved overgangen til køkkenet, og min forbløffelse og forelskelse da jeg så trappeopgangen. Jeg husker også ejendomsmægleren fortælle, at de gamle teaterplakater, som prydede trappeopgangen, var sat op af to skuespillere, der boede her for længe siden – og at man selvfølgelig bare skulle rive lortet ned.

Han kendte os ikke, ham ejendomsmægleren. Han vidste ikke, at det han så som værende en ulempe ved huset, var det vi så som værende husets magi. Der var historie og liv lige der i den smalle trappeopgang. Og vi er suckers for den slags. Han havde ikke behøvet at vise os resten af huset. Vi var allerede overbevist.

De seneste år har jeg søgt og samlet gamle plakater. Teaterplakater, Tivoliplakater, museumsplakater. Med det ene formål at færdiggøre den trappeopgang, som Lars og Henrik påbegyndte, før jeg overhovedet var født. Og i går lykkedes det mig at samle de sidste.

Nu er trappeopgangen færdig. Det har været med sved på panden og rystende hånd, at jeg har sat de smukke, gamle Tivoliplakater og Wiinblad op. For når først de sidder der, er der ingen vej tilbage. Men da jeg for noget tid siden delte netop denne bekymring på IG, svarede flere tilbage, at på den her måde kunne jeg jo nyde dem hver dag. Kom de ikke op, ville de blot ligge i et plakatrør i et eller andet hjørne og være smukke helt alene. Og det kan jeg ikke ha’ siddende på mig;)

Jeg elsker trappeopgangen. Mest af alt elsker jeg, at vi har kombineret husets historie med vores historie. Det ville så enkelt at rive ned og fjerne til vi stod med et blankt lærred, som kunne danne bunden for vores liv og vores historie. Men i mine øjne er det langt smukkere at være med til at fortælle videre på den historier, der allerede er fortalt. Og jo, jeg kan da godt misunde folk, der flytter ind i et helt nybygget hus. I et splitsekund. For det er fint og skinnende og alt det der. Men jeg ville ikke bytte for noget i verden. Her, hvor vi bor, dukker der det ene nybyggeri op efter det andet. Det er flotte huse – ingen tvivl om det. Og de har alle sammen lagt et eller andet under deres fliser, så der ikke kommer ukrudt op. Dét er jeg satme misundelig på. Men de gør mig ikke nysgerrig. De siger mig ikke noget om de mennesker, der lever bag de specialdesignet lamelgardiner. De står der bare. Uden ukrudt, vel at mærke.

Jeg vil ha’ et hjem, jeg kan mærke. Et hjem, der ikke bare fortæller noget om mig, men som er noget i sig selv. Og det har jeg fået.

dd026bd8-2501-444b-b4cf-5223b6e4ccdadc5a8199-1f89-4438-873f-ae1b2d9f2026922a2946-b619-4cb7-b4bc-ef5bf777f2571fd15e8c-ce9f-4539-ad9b-4fda382731fb1b7cddeb-6a65-4b91-ad2d-867b2e8db4d0cf4c10fd-a6ce-477f-8ec9-5261a2f96697

 

Og ja – som I kan se på billedet, så mangler vi stadig at få lavet en del af gulvet. Men det er forhåbentlig snart gjort. Fyrsten har netop i dag afhentet et læs gamle gulvbrædder på Frederiksberg hos et par, som er ved at renovere lejlighed. Det har uden tvivl været noget af et arbejde at brække dem op uden at ødelægge dem, og jeg er helt på røven over, at et par, som jeg overhovedet ikke kender, ville gøre det for os. Det er fandme fint, altså!

Ps. Hvis I er vilde med gamle huse og historier og renovering, så skal I altså følge med inde hos @Sneglehytten på IG. Michael og Cecilie har købt det fineste gamle hus, som de er ved at renovere. De deler processen, og herunder også de overvejelser, de gør sig i forhold til, hvilke af husets nuværende detaljer, der skal bibeholdes. Det er hyggeligt og inspirerende, og det er lige i min ånd:)

Den (halv)færdige førstesal – Anes værelse.

img_9396

Ane har aldrig rigtig haft et værelse. Et kammer med en seng og tapet, der bogstavelig talt hang i laser – tjek! Den ene ende af en udestue, som også fungerede som krearum – tjek! Men sit helt eget værelse, hvor hun har sine egne ting og en dør, hun kan lukke, det har hun ikke haft før nu. Det har som sådan heller ikke været et behov, og hun havde sikkert klaret sig fint uden i et par år til, hvis det havde været nødvendigt. Men hold op, hvor er hun bare glad for sit værelse! Hun voksede flere centimeter af bare stolthed og glæde, da hun så det færdigt. Og at hendes far sidenhen har udstyret rummet med både diskokugle, forstærker og mikrofon, har ikke gjort glæden mindre. Eller lydniveauet;)

Anes værelse er udelukkende indrettet med møbler, vi havde i forvejen. Reolen har fulgt mig, siden jeg flyttede hjemmefra, og det samme har ølkasserne. Fabrikskasserne har Fyrsten fra en gammel arbejdsplads. Bordet har tilhørt min oldemor og har været brugt til både spisebord og skrivebord gennem årene. Kludetæppet er et loppefund, og cirkusteltet fra Ikea fik hun i fødselsdagsgave. Ane har en ting med dåser og gamle kasser ligesom sin mor, og det er ret gode til tusser, smykker, perler mm. Er man ikke til at skulle rundt på loppemarkeder for at støve gamle sager op, er disse dåser og æsker ret fine:)
Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle investere i nogen lave reoler eller kommoder, men de gamle ølkasser passer perfekt under skråvæggen, og de gamle fabrikskasser på hjul er gode til opbevaring af Duplo og udklædningstøj. Døren er, som også nævnt her, en gammel kahytsdør købt hos Genbyg. Den passede akkurat under den skrå væg, og vinduet i den er fedt både i forhold til lyset, men også i forhold til lige at kunne tjekke, hvad Ane laver uden at forstyrre i en leg. Messingskilt og håndtag er fundet på Den Blå Avis.

Sengen består pt af to madrasser på gulvet. Anes ønske er en seng, der er stor nok til, at hun kan sove sammen med sin lillebror. Morens ønske er at bygge noget selv – gerne noget, der også giver lidt flere muligheder for opbevaring. For eksempel en seng bygget ovenpå Ivar-skabe fra Ikea. Eneste problem er det med madrasstørrelsen, da den skal passe i indhakket ved skorstenen, men det må vi kunne tænke os ud af:)

Rummet før:

img_4197 img_4198

Anes værelse nu:

img_9376 img_9377 img_9378 img_9379 img_9387 img_9391 img_9400img_9395img_9393img_9394

Renoveringen af førstesalen har indtil videre kostet os lige omkring 12.000 for både soveværelse og Anes værelse. Det beløb indeholder maling, lister, paneler, dør og klædeskabe. Derudover investerede vi i en ny kompressor, da vi valgte at sprøjtemale. Jeg forestiller mig, at vi ender på omkring de 16.000, når de sidste ting er lavet. Det synes jeg egentlig er ganske fair for at have fået to så fine rum:)

 

Den (halv)færdige førstesal – soveværelset.

img_9370

Okay! Planen var egentlig, at jeg først ville vise jer resultatet af vores renovering af førstesalen, når den var fuldstændig færdig. Men sagen er, at vi har nogen hængepartier, som formentlig kommer til at hænge i noget tid. For eksempel mangler der gulv ved trappen, men det er ikke muligt at få nye brædder i samme bredde som resten af gulvet, så vi er ude i, at Fyrsten selv skal i gang med sav og høvl. Derudover er der lidt andre ‘småting’, såsom Anes seng, hvor vi endnu er i overvejelsesfasen i forhold til, hvad vi gerne vil have.

Men! Nu får I simpelthen lov til at se det halvfærdige resultat – først af soveværelset, så af Anes værelse. Fordi jeg er så glad for det, og fordi jeg pisse gerne vil vise det frem. Også selvom jeg ikke ejer et fancy kamera. Og hey – så får I bare et par indlæg mere, når det er helt færdigt;)

Da vi overtog huset var førstesalen brun og fersken. Brune listeloftsvægge (det er der helt sikkert ikke noget, der hedder, men jeg tænker, at I ved, hvad jeg mener.) og ferskenfarvede endevægge. Fyrsten elskede hulestemningen, jeg hadede den! Så jeg fik lov at lysne væggene. Ikke male hvide, bare lysne. Det hjalp en smule, men jeg var overhovedet ikke i nærheden af at være tilfreds! Igennem årene har vi haft soveværelse i begge ender deroppe – det var egentlig bare et stort repos med direkte indgang fra trappen og kun adskilt af en halvvæg i forlængelse af skorstenen. Det viste sig, at der var bedst sovekarma i ‘trappeenden’, så der har vi sovet i de sidste par år, mens den anden ende har fungeret som garderobe og opbevaring.

I forbindelse med renoveringen startede vi med at hive det 30 år gamle gulvtæppe af, og i et års tid bestod gulvet i stedet af de spånplader, som lå under tæppet, fordi vi ikke helt kunne nå til enighed om, hvorvidt vi skulle have et nyt klikgulv eller rive spånpladerne op i håbet om, at de gemte på et smukt plankegulv. Til sidst blev vi enige om, at rive dem op – så måtte vi lægge nyt, hvis gulvet under var helt forfærdeligt. Det viste det sig at være – helt forfærdeligt fint og Palæ Pompøsk. Med lak nogen steder og rå brædder andre. Med smalle brædder og med brede. Sådan et gulv som mange andre ville korse sig over, men som vi straks dømte som værende fuldstændig perfekt:)

Herefter røg halvvæggen ned og brændeovnen ligeså. Fyrsten byggede i stedet en hel væg på begge sider af skorstenen med plads til en lille rude i toppen, så lyset kunne trænge igennem. På grund af det skrå vægge kunne vi ikke købe en dør i standardmål og fandt i stedet den smukkeste, gamle kahytsdør på Genbyg. Karmen har Fyrsten selv stået for.

Og så blev alt ellers malet hvidt. Vi brugte en sprøjtepistol, da dette var den absolut nemmeste løsning, som desuden gav det mest ensartede resultat. Først fik væggene med spærregrunder, så ikke knasterne ville bryde igennem og siden fik det to lag vægmaling.

Sådan her så soveværelset ud, da jeg havde rippet det for inventar, så vi kunne komme i gang:

img_4199 img_4200 img_4202 img_4204

Nu:

img_9372

img_9371 img_9373 img_9374 img_9375

I mangler én vinkel – det er der, der lige skal fikses lidt gulv;)
Klædeskabet er fra Ikea – deres Pax-system. Fyrsten har skåret det til, så det passer under skråvæggen. Det var overraskende nemt. Siger jeg, som blot sad på sengen og heppede, mens han knoklede;) Planen var egentlig, at der skulle hylder i hjørnet ved siden af skabet, men jeg er pludselig blevet i tvivl om, om jeg hellere vil have endnu et skab. Jeg kunne godt bruge pladsen!

Bøjlestangen har jeg lavet ud af et gammelt kosteskaft. Jeg har blot boret et hul i hver ende samt i midten og ført en lædersnor igennem. Den passer meget bedre ind end det galvaniserede rør, vi havde tidligere. Den fine, hvide bænk er købt på Den Blå Avis. Cykelkurvene for enden af sengen er holdeplads for det tøj, vi tager af om aftenen, som ikke skal til vask, men som heller ikke selv formår at finde vej ind i skabet;)

Jeg drømmer stadig om at få noget fint, småblomstret tapet på væggen ved vinduet, men for nu får det lov at være hvidt.

Det er ikke stort, vores soveværelse. Men der er, hvad der skal være. Og jeg elsker det! Jeg synes simpelthen, at det er blevet så godt, og jeg glæder mig over det hver eneste dag:)

Trestjernet salami og femstjernet tilværelse

Jeg greb en pensel i søndags, da Fyrsten puttede ungerne, og den blå væg er ikke nu ikke længere blå, men rød. Min veninde, Nana, foreslog mig at male kødpølse, som hun selv lige har gjort, men jeg nappede en trestjernet salami;) Jeg havde også en grøn farveprøve med hjem fra Flügger, og den er noget så flot og havde uden tvivl været det sikre valg. Men jeg er ikke til ‘sikker’, jeg er til salami. Også selvom min lillesøster mener, at vi nu kan leje huset ud til filming af porno;)

Der sker mange ting i det lille hjem for tiden, og jeg elsker det! De sidste småting er ved at være på plads på førstesalen, og jeg får stadig et lille sug i maven, hver gang jeg går op ad trappen. Et sug af glæde over det flotte resultat, men også en generel stolthed over, at dette er vores hjem. Over alt det vi har nået. For selvom det muligvis ikke er meget med tanke på, at vi har boet her i 7 år, så er det meget med tanke på, hvad de 7 år har indeholdt. Og vi har lavet nyt bad, nyt køkken, ny spisestue, legehus, cykelskur, førstesal og alt det andet. Mens vi har lavet to børn og passet to fuldtidsjobs. Det tillader jeg mig altså at klappe mig selv på skulderen over.

Jeg faldt over en otte år gammel tråd på en eller anden boligside forleden. Omhandlende Palæet. En mand spurgte ind til folks holdninger til pris i forhold stand og beliggenhed. Og folk var rygende enige i, at sådan et hus burde jævnes med jorden. Man burde i hvert fald ikke byde mere end en 8-900.000 for sådan en faldefærdige rønne. Jeg tør godt indrømme, at vi gav mere end det dobbelt. Og vi pruttede ikke det mindste! Og nu sidder vi her, 7 år senere, med et hus, der har kostet det samme som en to-værelses på Østerbro, og som er vurderet til 75% mere end, hvad vi gav.  Egentlig er det ligegyldigt, det med pengene. For de er jo kun noget værd på papiret, og de har ingen betydning i forhold til vores glæde ved vores hjem. Jeg synes bare, det er lidt fedt med tanke den omtalte tråd. Én mands skrald, I ved;)

Men stuen er i hvert fald rød nu. Hvilket Ane er vild med. Og der er kommet strøm og stikkontakter på hendes værelse OG en diskokugle med lys som så fint supplerer hendes nye mikrofon og forstærker. Det er hun ekstra meget vild med! Jeg er vild med det hele. Med salamien, diskokuglen og vores hjem. Pt særligt den der førstesal og planlægningen af mit nye kontor/krearum. Som bliver KUN mit, og som derfor kan indrettes præcis som mit hoved finder det passende. Jeg har besluttet mig for, hvordan det skal være. Og skiftet mening igen. Og igen. Og så en gang mere. Den første idé var Billy-reoler fra Ikea, og den vender jeg fortsat tilbage til, men med tanke på, at jeg stadig har tilgode at overgive mig til den nye sofa, er jeg bange for at måtte erkende, at masseproducerede møbler nok bare er for naboen. Heldigvis haster det ikke. Det er et hygge-projekt. Måske det ender med en Billy-løsning, måske jeg finder på noget andet.

Lige for tiden synes jeg bare mest af alt, at livet er fedt. Vi har på det seneste formået at samle de fleste af vores projekter, så de har kunne laves efter ungernes sengetid. Det har levnet massevis af gode stunder til at plukke æbler i haven med børnene, cykeltræne med Ane, spise is og alt muligt andet vigtigt. Og de trives, vores unger. Midt i al den umulighed der hører med, når man er 1,5 og 4. For de ER umulige. Op til flere gange i døgnet. Men mest af alt er de pisse søde og ustyrligt sjove. Den ene aften, efter en masse umulighed, måtte jeg undskylde overfor Ane, at jeg var sådan en sur mor. “Det er bare lige meget. Du er allermest en sød, lille mor!” Og det håber jeg virkelig, at hun synes. For jeg er ikke altid overbevist. Sød eller ej, så er jeg i hvert fald overvejende glad. For mit nye job, som ikke er helt så nyt længere. For min mand, som heller ikke er så ny længere, men ikke desto mindre dejlig ad helvede til. For vores umulige unger og vores salamifarvede stue. Og lige om snart bliver de sidste gulvpladser banket i på førstesalen, og rullen bliver kørt over de sidste bare pletter. Der bliver tandkød all the way;)

img_8447 img_8475 img_8476

Forresten #23

– skylder jeg jer et kæmpe tak for idéer til Anes fødselsdagsgave! I var pisse gode! Hun fik en cd-afspiller, som Linda foreslog, og den er et hit!

– tænker jeg at samle jeres idéer i et separat indlæg, for jeg kan vel næppe være den eneste idéforladte mor?!

– har vi fået klædeskabe i soveværelset, som nævnt her. Vi droppede idéen med at bygge selv, da vi fandt ud af, at det var muligt at skære et Ikea-skab til, så det kunne passe under skråvæggen. På den måde har vi både sparet tid og penge, OG jeg har fået skuffer! Jeg er fan!

– mangler vi stadig en del småting på førstesalen, men de vigtigste elementer er på plads. Og jeg er SÅ glad! Det er virkelig blevet meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Den store afsløring – ja, jeg ved, at I har holdt vejret i de sidste mange måneder;) – må I vente med, til vi er helt færdige. Ikke fordi jeg skal gøre mig vigtig eller noget, mere for ikke at spamme jer med mere førstesal end højst nødvendigt. For når først det bliver helt færdigt, vil jeg med garanti ikke være til at stoppe;) Indtil da ligger der et par glimt sidst i indlægget.

– har Ane digtet en lille sang på en melodi fra MGP: “Gi’ mig mer’ toiletpapir – sidder her og skider – lortene de bider.” Jeg kender ikke mange andre, der kunne finde på at lave en lortesang. Det skulle da lige være hendes mor;)

– er vi begyndt at få mad fra Årstiderne. Vegansk mad. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske! Det går overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke fået brok fra hverken mand eller børn.

– er grønkål virkelig stærkt undervurderet!!! Er jeg den eneste, som ikke vidste, at man kunne spise det som andet en klam, grøn masse til medisteren til jul?

– talte Ane og jeg forleden om den fødselsdag, som hun skal holde for sine venner fra børnehaven. En piratfest, har hun besluttet. “Og jeg har også bestilt drengene!

– havde min første tanke været, at det bare var pigerne, der skulle inviteres. Heldigvis har jeg en klog datter, der får mig til at tænke om igen;) Vi kan jo ikke rigtig prædike, at man sagtens kan lege med drengene i børnehaven, som vi gør, når hun kommer hjem og har fået andet at vide af de større børn, og så kun invitere pigerne til hendes fødselsdag, vel?

– kommer jeg helt sikkert til at fortryde at have inviteret 13 4-årige til piratfest. På vores byggeplads. Fordi det jo kommer til at regne. Ikke fordi vi er uheldige, men fordi den danske sommer åbenbart har besluttet, at ‘regn’ er årets tema.

– søger jeg gode idéer til lege og underholdning og andet børnefødselsdagsgøjl. Og I plejer at være søde til at dele:)

– ville jeg virkelig gerne skrive sådan et rigtigt indlæg. Uden punktform. Med lidt mere dybde end lort og børnefødselsdage. Men det virker lidt som om, at jeg pt er fuldstændig ude af stand til at sammensætte en meningsfuld sætning. Tankerne er der. Ordene følger bare ikke trop. Nu skriver jeg det her, fordi det nogen gange virker at starte i det små. Derfor lort og børnefødselsdage.

– har jeg kun én ting tilbage at sige. Nu vi er ved det meningsløse….. “Man skal ikke slå større bagere ned, end man selv kan bolle.”, citat Fyrsten. Se, dét bør man altid huske!

God aften derude:)

img_7541
img_7561

10 gode råd til dig, der renoverer

Læg en plan: Hav en tydelig plan fra start, så du har overblik over, hvad der skal laves i hvilken rækkefølge, og hvem der gør hvad. Man kan spilde meget tid på at rende rundt som en hovedløs høne med savsmuld mellem tæerne. Vi deler os som oftest op som lige nu, hvor Fyrsten er i Bauhaus, mens jeg skriver blogindlæg gør klar til at sætte filt op.

Prioriter dit projekt: så længe du renoverer, vil det som oftest kunne ses i resten af huset. Både i form af støv og snavs, men også fordi andre ting kommer til at halte. Acceptér det! Du kan ikke både få tid til at pudse vinduer og rengøre køleskabet, samtidig med du tapetsere, og kan du ikke finde ro i det, bliver det en opslidende proces.

Invester: Det er dyrt at være fattig! Er du i gang med et mere omfattende renoveringsprojekt som i vores tilfælde, hvor hele huset skal under kærlig behandling, så invester i det rigtige værktøj. Du kommer helt sikkert til at skulle bruge det igen, og der er intet værre end at stå midt i processen med et stykke værktøj, der brænder sammen, fordi man har valgt den billigste løsning.

Lån: Er dit renoveringsprojekt et korterevarende af slagsen, så lån dig frem til værktøj fra venner eller bekendte. Søg evt i lokale Facebook-grupper og husk at kvittere med en flaske vin;)

Lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest – eller billigst;) (MED MINDRE det tilfældigvis også er pænest!): Vi har ved tidligere projekter valgt den billige løsning. For eksempel havde vi ikke lige 10.000 kr til at kaste efter en bordplade på mål til køkkenet, hvorfor vi blev enige om, at vi godt kunne leve med et par samlinger. Det kan vi også sagtens, men jeg fortryder dagligt, at vi ikke tog os tiden til at spare op til det pænere resultat. Omvendt har vi valgt at beholde det gamle gulv på førstesalen, som gemte sig under gulvtæppet, fordi det er pænt og patineret på den fede måde, som passer til resten af huset. Vi slipper dermed også for at skulle investere tid og penge i at lægge et nyt gulv.

Søg råd: spørg professionelle til råds, eller venner og bekendte, som selv har stået i processen. Der findes også mange glimrende youtube-videoer, som fx viser hvordan du sætter filt op.

Genbrug: Renovering kan være en omkostningsrig affære, hvorfor genbrug er et nøgleord i alle vores projekter. Fx har vi bygget vægge ud af de spånplader, som tidligere udgjorde undergulvet, ligesom vores terasse i sin tid blev udvidet med fliser, som en nabo havde sat ud til storskrald. Det er både godt for pengepungen og miljøet:)

Pippi-devisen – Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!: Kast dig ud i det. Tro på at du kan, og tro på at det nok også går, hvis ikke du kan. Jeg vidste ikke, at jeg kunne pudse en væg op, før jeg gjorde det. Næste gang kan jeg så noget andet:)

Renover med respekt: Tænk over hvilket type hus du bor i. Personligt synes jeg, at man bør renovere med udgangspunkt i helheden og fx. ikke sætte et stålkøkken op i et gammelt bindingsværkshus eller omvendt.

Hold pauser: Vi kan godt have tendens til bare at knokle igennem og glemme at spise og drikke undervejs. MEN man ender altid med at blive ukoncentreret og lave dummefejl. Så jeg har lært at se pauserne undervejs som en nødvendighed fremfor tidsspilde.

God arbejdslyst:)

img_7486

Ævl og kævl

img_7466

Jeg æder nachos og salsa i den nye sofa. Det kan kun lade sig gøre, fordi Fyrsten er faldet i søvn i den anden ende. Han ville aldrig tillade den slags. Men på den anden side, vil han virkelig godt ha’, at jeg bliver gode venner med den nye sofa, og det her virker som en ret god måde at gøre det på.

Jeg er gået i gang med at se ‘De udvalgte’ på iPaden, og ligeså fed, som jeg syntes den var for 16 år siden, ligeså møg elendig synes jeg, at den er her ved slutningen af afsnit to. Men jeg er jo nødt til at se den færdig – bare for at se, om jeg virkelig var så galt på den!

Ane er på ferie hos sin moster i disse dage, og her er helt åndssvagt stille. Jeg aner ikke, hvornår jeg får hende igen. Da jeg spurgte, hvor længe hun ville være hos sin moster, fremviste hun to hænder. Jeg siger max én. For der er kun gået én sølle finger, og jeg så faktisk allerhelst, at hun kom hjem i morgen.

Men det gør hun ikke. For hun hygger sig. Og Fyrsten og jeg har rigeligt at se til i den her uge. Planen er at få lavet det sidste væg færdigt på førstesalen, få skåret lister til, og endelig at få malet hele lortet. 100 kvm. Listeloft fra gulv til loft. Jeg, som ellers er Palæets meste lalleglade og naive beboer (vi regner ikke Cash med her, så havde han vundet stort), er skeptisk, mens den evigt fornuftige og realistiske Fyrste mener, at det sagtens kan lade sig gøre. Og egentlig burde jeg jo så gå derop nu og gå i gang med et eller andet i stedet for at æde nachos, se dårlige serier og blogge, men vi er der i processen, hvor jeg har brug for, at han peger og dikterer. Ellers gør jeg tingene i den helt forkerte rækkefølge og ender med at sætte os flere dage tilbage i processen. Så jeg venter.

Jeg har ellers lagt nogen ret gode planer, synes jeg selv. Med væg-til-væg reoler omkring vinduerne i gavlene, to indbyggede skabe og enten noget skrivebord eller indbygget seng til Ane. Nu får I lige et par billeder, og så er det jeres opgave at smide alle de gode idéer på bordet, som jeg ikke lige selv kan se, okay? I skal også lige svare mig på det her: jeg vil ha’ tapet på den ene endevæg, altså bag reolen. Noget fedt noget fra Retro Villa. Men vil det komme til at se komplet tosset ud, når vi bygger en reol hen over?

img_7292 img_7293 img_7294 img_7296 img_7297

Stik mig alle jeres guldkorn, så vil jeg hoppe tilbage til det, jeg var i gang med. De nachos spiser jo ikke sig selv.

Så får man også prøvet det!

Den nye sofa er pakket ud, imprægneret og flyttet ind i vores stue. Den er pæn. Ingen tvivl om det. Ligeså pæn, som jeg huskede. Men alligevel føles den forkert. Det tog mig lige lidt tid at lure, hvad problemet er.

Den er ny. Helt ny. Ingen har nogensinde siddet i den blå sofa, før jeg plantede mig i den for en lille time siden.

Det har jeg aldrig prøvet før.

Min første sofa var en gammel, grøn veloursag, som jeg købte på et loppemarked for 100 kr. Så flyttede Fyrsten og jeg sammen og arvede en sofa af min søster. Den udskiftede vi med en, vi fandt på DBA. Og endelig rykkede den blomstrede sofa ind. En sofa, som min stedfar overtog med et hus, han købte.

Jeg har aldrig ejet en helt ny sofa.

Faktisk ejer vi forbavsende få nye møbler. Tre, tror jeg. Et hus på lige knap 150 kvm og kun tre nye møbler. Vores klædeskab, reolen til pladesamlingen og vores seng. Og nu en ny sofa.

Den er hård at sidde i, fordi ingen nogensinde har hoppet i den. Og pæn og glat, fordi ingen har hvæsset kløer i den eller smurt den ind i leverpostej. Og det burde jeg elske lidt, ikk’?! Det tænker jeg, at jeg burde. Men jeg har allermest lyst til at hoppe i den. Med sko på. Og en nutellamad i hånden.

Jeg skal nok komme til at elske den! Når vi har lært hinanden lidt bedre at kende. Og når jeg har affundet mig med, at den er ganske historieløs, og at det altså nu er min opgave at give den historie. Shit, det er voksent.

Og inden folk tænker ‘Nej nej nej, hvad er det dog for en udvikling, bloggen tager??!‘ og kaster sig over unfollow-knappen, så kan jeg tilføje, at der også er flyttet noget andet ind i Palæet i dag. En kahytsdør fra M/F Dronning Ingrid. Som er slidt og hullet og skæv på den helt rigtige måde. Så er der ligesom en eller anden form for balance;)

Og værs’go – et sidste billede af den gamle, blomstrede skønhed, som vi alle kender og husker den. Nusset og smurt ind i leverpostej:)

img_7251

 

 

Stilrent er FOR LÆNGST passeret!

Reklame// indeholder et reklamelink,
samt billeder af produkter fra Nilens Jord,
som jeg er ambassadør for:)

img_6807

Så er badeværelset færdigt! Det var det faktisk allerede i går aftes, 4 dage efter jeg gik i gang. Med tanke på job og to børn så synes jeg faktisk, at det er temmelig godt gået!

Og det er blevet meget bedre, end jeg havde forestillet mig. Nok mest fordi, at det (selvfølgelig!) er blevet noget helt andet;)

Først var planen ‘bare’, at træværket skulle males hvidt med enkelte blå striber. De trak så deres lyserøde venner med sig – eller Ane gjorde😉 Så fik jeg den idé, at der skulle sættes en hylde op under vinduet til en plante eller to. Jeps, kun til det formål. Jeg synes, at det er så fint med planter på badeværelset, men det er svært, når man ikke har meget mere plads end i Københavnerlejlighederne. Derfor – hylde. Og så hylder op i indhakket ved vasken til make up mm. Og med kroge i den nederste til smykker og hårbånd. Meget funktionelle og stilrene hylder!

Da jeg var blevet færdig med at male i går, og Fyrsten kom hjem efter en lang dag på job, dristede jeg mig til at spørge, om vi mon godt kunne lave de hylder der med det samme. Jeg forventede (og ville forstå) et nej. Eller som minimum lidt brok med dertilhørende anstrengt vejrtrækning. Men han smilede og sagde “Det kan vi godt:)” Så jeg gik i udhuset for at finde plader til hylder. Nu ved alle efterhånden godt, at jeg er samler grænsende til det sygelige. Og det bærer vores udhus pænt meget præg af. Så på min jagt efter plader, faldt jeg over to gamle skuffer, som jeg havde hapset til storskrald for nogen måneder siden (det var også der skabet, som nu bor hos Lillemor, kom med hjem). Og helt ærligt, så er skuffer da federe end hylder! Det er i hvert fald mere Palæ Pompøsk!

Fyrsten var ikke svær at sælge idéen til. Han er ret fantastisk på den måde:) Jeg gik ellers med det samme i gang med at tegne og fortælle min nye vision med et “undskyld, jeg er sådan en vendekåbe” mellem linierne. “Altså, jeg ved godt, at jeg sagde funktionelt og stilrent, men altså…..” “Funktionelt og stilrent? Skat, du har malet tre forskellige farver på væggen i fuldstændig tilfældig orden. Stilrent er FOR LÆNGST passeret!”. Nå ja, det kan der vel være noget om….

Hylden bag toilettet sløjfede jeg også. Fordi det ville blive lige lovlig miskmask (eller mere miskmask??). Og ingen gider sidde på tønden med en guldranke i røven, vel? I stedet fik jeg ryddet ud i skabet under vasken og rykket hårprodukter mm derned, så der blev plads til lidt grønt ovenpå det lille toiletskab.

Krogene blev også sløjfet, fordi de ikke ville kunne skrues op i skufferne. Til gengæld fandt jeg de fineste, gamle knager og greb i en kasse i værkstedet (ja, det er samleren, der snakker), som passer helt perfekt ind!

Så nu har vi et spritnyt badeværelse, som kun har kostet det maling, som vi i forvejen havde stående.

Før:

img_6736img_6740img_6738

Og nu:


img_6821img_6806img_6815img_6837img_6838img_6836img_6835
Nu mangler vi kun en holder til toiletrullen. Det gjorde vi også, da vi flyttede ind for 7 år siden, så jeg fandt en lille kæp i haven og satte den på en snor. Den har vi så haft siden;) Jeg har luret lidt på den her (reklamelink) som jeg tænker ville passe fint ind:)

 



Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790