Hvordan får I tid til det??!

Dét spørgsmål får jeg ikke så sjældent.

“Hvordan får I tid til det??!”

Med “det” ment to fuldtidsjob, to små børn og to tusinde projekter. Projekter af den slags, hvor det ene ofte overlapper det andet. Jeg taler ikke om at hænge hylder eller lamper op. Det går ikke under betegnelsen ‘projekt’ herhjemme – det kalder vi bare mandag. Næ, det er malerprojekterne og renoveringsprojekterne og byggeprojekterne. Som vi helt sikkert havde haft rigeligt af, hvis vi havde købt et helt ‘almindeligt’ hus. Vi købte et hus til nedrivning, så vi ganger rigeligt med otte og runder op.

Men det er et bevidst valg. Vi er ikke typehus-typer. Vi har ikke persienner og vedligeholdelsesfrie havemøbler fra Jysk. Vi er mere noget á la Georg Gearløs møder Pippi Langstrømpe. Vi henter energi i skøre påfund og skæve farver. Også selvom det kræver lidt ekstra.

Tilbage til spørgsmålet. Hvordan får vi tid til det??!

Det gør vi ikke.

Vi gør det bare.

Skulle vi finde tid til noget som helst, så ville vi få lavet nul og en skid. Alene det at finde tiden til at finde tiden, er noget nær en umulighed. Skulle vi først sætte os ned og kigge en kalender og lægge en plan, så kom vi aldrig nogen vegne. Så vi gør det bare.

Som i dag. Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville male badeværelset, men det er ligesom bare blevet ved snakken. Indtil i dag hvor begge unger var faldet i søvn i bilen på vej hjem fra Lolland. Jeg kunne ikke rigtig begynde at pakke ud, for alle taskerne lå i bilen med de sovende børn. Så jeg fandt en bøtte maling og en pensel og gik i gang med at male badeværelset. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg er nødt til at gøre det færdigt, for det kan godt blive lidt træls i længden, hvis man skal skræve hen over malerbøtter, hver gang man skal tisse. Men med lidt god vilje er det overstået om et par dage, og så kan vi krydse endnu et projekt af listen.

Så det er svaret. Vi har ikke mere tid end alle andre. Måske vi endda har mindre med tanke på de knap så vedligeholdelsesfrie havemøbler. Til gengæld er vi impulsive grænsende til det tankeløse, hvilket muligvis ikke lyder videre positivt, men det virker;)

img_6736

img_6745

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642

Når tingene vokser én over hovedet….

Tingene vokser mig lidt over hovedet for tiden, og mine korte, hjulbenede stænger løber ekstra stærkt for at kunne følge med. Men det er okay. Det er dens slags hurtigløb, som får pulsen op, så man mærker, at man lever – ikke den drænende slags.

Det nye job er selvfølgelig en del af det.  Her foregår spurten hovedsageligt i mit hoved, hvor jeg suger alt det nye til mig og prøver at finde plads til det i de rette kasser i mit hoved. Jeg føler, at jeg lærer noget hver eneste dag, og selvom det på selvfølgelig koster lidt på overskudskontoen, så fylder det mig også med energi. Fordi det er nyt og spændende og lærerigt, og fordi alle mine bange anelser om, hvorvidt man kan lære gamle hunde nye tricks, er blevet manet til jorden. Det er, nu jeg står midt i det, slet ikke så angstprovokerende det der med et jobskifte efter så mange år. Tværtimod fylder det mig med fornyet nysgerrighed og et kæmpe drive i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt.

Men tingene herhjemme skal jo også passes. Og vi har meget at passe. To børn, to dyr, en renovering og en kæmpe, tilgroet have. Og særligt haven var bogstavelig talt vokset os over hovedet. Vi har en sti midt i haven, som er omkranset af buske og træer. Den tjener intet andet formål end at være hyggelig. Ane elsker at lege i den og gemme sig. Som var det en labyrint. Og den har fået lov at vokse vildt og frit i håbet om, at den kunne vokse sammen i toppen og blive endnu mere labyrint-agtig. Fin idé, men som med så meget andet, så er praksis ofte en anden sag. Havde vi haft en park, så okay. Men vi har 700 kvm have, som man pludselig ikke kunne se for bare buske. Så i weekenden klippede Fyrsten hele lortet ned i en meters højde, så man nu kan sidde på terassen og se ned til legehuset og gyngestativet. Og rent mentalt har det altså gjort noget for mig. Nu har jeg lyst til at opholde mig i haven, for den er ikke længere en stor, fed, grøn pil på alle de ting, som jeg burde lave.

Så nu laver jeg samme bevægelse i udestuen. Altså, jeg klipper den ikke ned, men jeg muger ud. For den er blevet holdeplads for en del ting fra førstesalen. Og det var fint nok i en periode. Men så længe at vi holder fast på at tage renoveringen i roligt og realistisk tempo og ikke lade den stresse os, så må der gøres noget andet. For ellers bliver det domino på det virkelig ufede måde. At det midlertidige soveværelse bliver proppet med ting fra udestuen som bliver proppet med ting fra førstesalen, som bare står tom og venter på at blive lavet færdig. På et eller andet tidspunkt bliver der pustet til den brik, som får det hele til at vælte.

Jeg nægter at lade det blive et stressmoment, og den eneste måde, jeg kan sikre mig det på, er ved at sørge for at resten af Palæet er tåleligt og semi-overskueligt. Så det gør jeg nu. Helt uden at lade mig stresse eller irritere over det, for hverdagen er bare, som den er i vores lille, dynamiske hjem, og det blive næppe nogensinde anderledes.

Der har længe hængt en seddel i Anes børnehave om ‘plantedagen’, hvor forældre og børn sammen kan plante en blomst eller andet. Og hver gang jeg har set den, har jeg tænkt, at NU får jeg købt noget. Solsikkefrø, tomatplante, et eller andet som Ane kan passe herhjemme. Noget, der er hendes, som hun kan føle omsorg og ejerskab overfor. Det tænkte jeg også, da jeg så sedlen her til morgen. Indtil det gik op for mig, at ‘plantedagen’ er i dag. Og vi har ikke forspiret en skid andet end nullermænd. Og de gror fint herhjemme, men det gælder næppe. Og så kunne jeg stresse over det. Og fyldes med dårlig samvittighed over være så satans distræt og selvoptaget. Eller jeg ku’ hive en af planterne op af potten fra terassen og tage den med. Den er lilla – og det kan Ane godt li’!

img_6289

Skamløs stemmefisker!

Det er mig! Jeg er skamløs, smådesperat og anti-jante helt ud til fingerspidserne! Eller bare ned til enden af haven, hvor Palæ Nøddebo lige nu står badet i regn.

Vi er faretruende tæt på at ryge ud ad top 20 i Silvans Gør det selv-mesterskaber, og det ville virkelig ærgre mig, hvis vi ikke fik lov at komme i betragtning til at vinde!

Og ja, anti-jante – vi fortjener det, dælme! Meget mere end de andre. Ej, okay…. Måske ikke mere end ham, der frivilligt har bygget en skaterampe til de unge i Sakskøbing og vil bruge præmien på også at give dem en fodboldbane. Han fortjener det muligvis også ret så meget;)

Men det gør vi altså også, synes jeg. Fordi Palæ Nøddebo er så super fint, og min Fyrste så super sej.

Åh, jeg vil det bare så gerne, som I måske fornemmer! Og skulle vi vinde, så lover jeg at invitere på kage, når præmien har fået os i mål med førstesalen:) Så kan I selv vælge, om I vil indtage kaffen i Palæ Pompøs eller i Palæ Nøddebo;)

Men smid os meget gerne en stemme HER! I må også godt synes, at jeg er åndssvagt irriterende og trykke ‘unfollow’ – bare I stemmer først;)

(I kan se lidt mere til det lille Palæ i dette indlæg.)

img_4836img_5104 img_5105 img_5106

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

img_4980 img_4981

 

Jeg slutter min barsel på samme måde, som den begyndte…

Jeg slutter min barsel på nogenlunde samme måde, som den begyndte: med at være træt, smurt ind i opkast og afføring og med en forvokset baby, som kun vil sove på sin mor. Når man ser bort fra alt det åbenlyst ufede ved den situation, så er det sgu da i grunden nærmest poetisk, ikk’. Altså poetisk tilsat en fæl odør…

Planen var jo at bruge det sidste stykke tid af min barsel på renovering. I stedet har jeg haft Jasper i armene stort set nonstop i to uger. Først med skoldkopper og nu med mavevirus. Og hvor er det bare lige præcis sådan, det skulle være! Ikke at det på nogen måde er godt, at han er syg, selvfølgelig! Men at jeg nu ikke har andet valg end bare at holde ham tæt og indeånde den del af hans hoved, som han ikke har formået at få opkast på, det er faktisk slet ikke dårligt:)

For hold nu kæft, hvor er han altså bare den mest vidunderlige, lille dreng. Selv når han er syg. Hans humør er fuldstændig ukueligt, og jeg kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham. I går lavede vi ikke en flyvende fis andet end at sidde i sofaen, bare mig og ham. Og jeg nussede hans hår og sang sange, og han lå helt stille i mit skød og kiggede mig. Drengebarnet, som ellers har kronisk krudt i røven og som normalvist flere gange dagligt viser mig, at jeg er det mindst underholdende i verden, med mindre jeg har en farverig skål placeret på mit hoved. Men i disse dage er jeg hans eneste fokuspunkt – i hvert fald indtil faren kommer hjem. Og jeg suger det til mig og nyder at have ham sovende på mit bryst. Førstesalen kan man altid renovere. Det har taget os knap syv år overhovedet at komme i gang, så et par uger fra eller til gør ingen forskel. Men min baby får jeg ikke igen. Planen for i dag er fuldstændig den samme som i går – at lave så lidt som muligt. Der er prop i begge ender, og han er i bedring, men af hensyn til smittefare holder jeg ham hjemme en dag mere. Nå ja, og af hensyn til mig og mit nussebehov;)

Men man kan jo sagtens lægge førstesalsplaner og gennemlede Pinterest efter fede garderobeløsninger, mens man stille og roligt gror fast i sofaen. Planen er, at vi selv skal bygge noget til tøjopbevaring, da der er skrå vægge. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle bygges fra bunden, men min tanke lige nu er noget med overskabe fra Ikea, som ville passe perfekt i dybden. Eneste minus er at det ikke er muligt at få helt almindelige skuffer til. Jeg er simpelthen ved at være for gammel til at have undertøj, strømper mm i gamle hatteæsker. Har I selv kastet jer over et lignende projekt eller har en fed idé, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg suger alle de idéer til mig, som jeg kan få.

img_4943

Forresten #19

img_4875

– var jeg virkelig bange for, om vi skulle starte helt forfra med indkøring efter skoldkopperne. Men det har vist sig slet ikke at være noget problem! Han er bare glad:) Glad og plettet.

– havde Ane et vredesudbrud på tre kvarter i går morges. 45 minutters uafbrudt skrigen og “Du er dum, mor!”. Årsag? Jeg havde givet hende et par grå bukser på…. Den burde jeg muligvis ha’ set komme!

– har jeg taget ungerne med til Lolland i nogen dage for at se familien, og for at give Fyrsten muligheden for at rykke lidt på førstesalen. Jeg forestiller mig, at den malet og klar til indflytning, når vi kommer hjem. Jeg bør muligvis justere mine forventninger en smule;)

– kom min lillebror og hentede os i Hvidovre i sin bil i går. Min lillebror. I sin bil. Auch, jeg føler mig gammel!!!

– havnede vi i en gigantisk kø på motorvejen, og Jasper blev ret så utilfreds. Heldigvis havde jeg medbragt babser! Og heldigvis er de lange nok til, at han kunne blive siddende i autostolen imens;)

– jeg smed et billede af situationen op på Instagram og skrev noget med lange bryster, hvortil en følger var så pisse god at svare, at det hedder ‘fleksible bryster’. Åh, jeg elsker det!!! Det lyder som noget, man ville skrive i en jobansøgning: “Jeg er ikke bange for at tage fat og har yderst fleksible og omstillingsparate bryster.”

– tænker jeg nu, at det måske ville egne sig bedre til en Tinder-profil!

– da vi ankom, havde Anes onkel Tim købt hende en Frost-badekåbe. Men da hun allerede har sådan en, gik hun med sin moster i Netto for at bytte den. Hun kom tilbage med en Frost-paraply, Frost-strømper, Frost-hårbøjle, Frost-hårspænder og en Frost-drikkedunk. Yay…. Vi manglede virkelig også nogen ting med Anna og Elsa derhjemme….

– er min søsters hjem ikke ligefrem indrettet med nysgerrige tumlinger for øje. “Men han er ikke sådan én, der piller, vel?” Jo. Det er lige præcis det, han er;) “Jamen så må han jo bare få et nej.” Jaaa, men du skal nok ikke regne med at han tager imod det, hvis han øjner chancen for at æde en plante. Jeg er spændt på, hvor længe hendes monstrea har blade;)

– har jeg tilmeldt vores legehus, “Palæ Nøddebo”, til Silvans ‘Gør det selv mesterskaber’. For jeg synes virkelig, at Fyrsten fortjener noget anerkendelse for det flotte stykke arbejde, han har udført. Og fordi et gavekort på 15.000 til Silvan ville være fuldstændig åndssvagt fedt med tanke på vores nuværende renoveringsprojekt! I kan ikke stemme os ind som vindere, men hvis vi ligger i top 20, når måneden slutter, er vi blandt dem, hvoraf et dommerpanel vælger tre vindere. Jeg ville sætte så stor pris på, hvis I ville smide en stemme efter os her – naturligvis kun hvis I synes, at Palæ Nøddebo og Jess fortjener det:)

img_4836

Forresten #18

Indeholder reklamelinks:)

img_4694

– var jeg i biografen i onsdags og se ‘Aminas breve’, og den var for vild. På alle måder! Og Esben Smed var intet mindre end fabelagtig! Jeg er faktisk ikke så god til at gå i biografen, fordi man skal sidde stille så længe. Her lagde jeg ikke engang mærke til det, før filmen sluttede. Så jeg er ret uenig med de ‘officielle’ lidt slukne anmeldelser, og helt enig med Miriam, TinaChristina og Cana!

– har jeg, apropos Esben Smed, kun set første sæson af ‘Bedrag’ og tænker nu, at det måske var en fejl.

– har jeg faktisk heller ikke set Skam. There, I said it. Be gentle;)

– er jeg godt i gang med at pille tapet ned på førstesalen. “Nej nej, vi behøver ikke en damper. Det klarer jeg selv!” Mig og min stolthed….. Det er et lortearbejde uden lige! MEN jeg er næsten i mål, og det er en ret fed fornemmelse:)

– fik jeg et godt tip på snappen i går ang. tapetet. Jeg sku’ bare ha’ skaffet mig en stripper, åbenbart;)

– har vi besluttet os for at holde gulvet på førstesalen, som det er. Det skal lige slibes nogle steder, men ellers får det lov at stå, som det gør nu: råt og flot:)

– er der sådan en byttebiks på Fyrstens job, hvor folk kan lægge ting, som de ikke længere bruger. For et par uger siden hev han sådan et par her (reklamelink) med hjem til mig, og de er kommet i brug i dag. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive så begejstret for arbejdstøj, men de er mega fede! I går havde jeg joggingbukser på, hvilket resulterede i en røv fuld af savsmuldstapet. Gæt selv, hvor meget det kløede?!

– forhandler de ikke skide meget arbejdstøj hos Boozt, men til gengæld kan man i dag få 20% på en masse børnetøj, hvis man kigger ind her (reklamelink).

– har Ane fuldstændig mistet interessen for Kasper og Sofie (endelig!), og vil nu kun se Harry Potter. Mors pige:)

– er der i dag kun tre uger tilbage af min barsel, og jeg panikker ikke. Faktisk glæder jeg mig lidt til at komme tilbage på arbejde. Hvem sku’ ha’ troet det??!

– er der naturligvis en masse praktiske ting i forbindelse med jobstart, som giver mig lidt sved på panden, men lige nu tænker jeg, at det hele nok skal komme til at gå:)

– ved jeg dog også, at det kommer til at betyde, at jeg bliver meget mindre aktiv herinde, hvilket er en smule vemodigt. Det har været pisse fedt at have tiden og overskuddet til at blogge sådan på jævnlig basis!

OOTD - morgenhår og Mascot;)
OOTD – morgenhår og Mascot;)

img_4755

Da Fyrsten sagde “Okay, så gør vi det.”

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde jeg. Og han svarede “Okay, så gør vi det.” Og så begyndte jeg at lede efter en lejlighed stor nok til at rumme den familie, som vi var ved at stifte. Og da jeg havde gennemtrawlet alle ejendomsmæglere i København og slæbt ham med til flere fremvisninger, end jeg kan huske, sagde han pludselig “Jeg vil godt ha’ et hus.” Og jeg svarede “Okay, så gør vi det.”

Vi tog til Hvidovre, af alle steder, hvor der var et hus, som måske ku’ være noget. Men nogen havde suget historien ud ad det og erstattet den med blankpolerede overflader. Og vores familie skulle ikke dannes i historieløse rammer. Så vi fik en adresse på et andet hus i Hvidovre. En gammel madamme, som havde haft sin storhedstid. Men hvilke historier hun havde at berette! Det var tydeligt, at nogen engang havde elsket hende højt. Det gjorde vi også. Ved allerførste øjekast. 2 måneder senere flyttede vi ind.

Og vi pakkede flyttekasserne fyldt med fortid ud i det, der nu var vores hjem. Gamle breve i kuverter foldet af slikpapir og bukser, der aldrig ville komme på mode igen. Og dernede på bunden af en kasse blandt slidte paperbacks og bøjede familiefotos lå den. Den lille del af fremtiden, så var blevet pakket ned fra en lejlighed på 4. sal i Nordvest og nu var flyttet til Hvidovre til et hus med æbletræer og monologkøkken.

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde den.

img_4656

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Ævl og kævl

Jeg lavede jer en lille 4 minutters video i fredags. Udelukkende med det formål at vise jer mit hår sådan live. Og så kom den aldrig videre end til youtube, fordi jeg pludselig syntes, at det var lidt skørt at smide en hel video ud udelukkende med det formål at sige ‘Se mig!’ Men nu får I den alligevel. Fordi det faktisk på en eller anden måde er pisse rart sådan lige at være lidt overfladisk:) For det har haft åndssvagt stor effekt på mit humør lige at få gjort lidt ved mig selv. Ikke fordi det var dårligt eller noget, altså humøret, det blev bare lige hevet et par nøk op. Ligesom når man finder de perfekte sko i ens størrelse på tilbud. Så lille en ting i det store perspektiv, men alligevel så dejlig:)

I dag er håret en rodebunke. Ane er til fødselsdag, Jasper sover, og Fyrsten og jeg er i gang på førstesalen. Brændeovnen er fjernet, og fliserne banket ned, og I er lige min pause, inden jeg skal videre med lortetjansen, som er at slæbe plader, fliser mm ned. Jeg elsker nedrivningsdelen, jeg elsker opbygningsdelen, jeg hader oprydningsdelen! Men det er fedt at være i gang. Vi gør det rigtigt denne gang. Sådan helt ned i detaljerne, hvor alle lister bliver skiftet, tapetet hevet ned osv. Det er den måde de fleste andre gør det på, og jeg rammes altid lidt af misundelse og ærgrelse, når andre deler deres renoveringsprojekter, og alt bare spiller. Det er ikke fordi, vi ikke også har haft lysten eller evnerne til at være så grundige med de ting, vi har lavet herhjemme. Der har bare været nogen naturlige stopklodser i form af tid og økonomi. Denne gang bliver anderledes. Vi er fuldstændig enige om, at alt skal gøres ordentligt, og så må det tage den tid, det nu engang tager. I hovedet er jeg naturligvis allerede i gang med at indrette, men i virkeligheden hedder vores mål efteråret 2017. Det er den deadline, der virker realistisk i forhold til, at der skal spares lidt penge op undervejs, og at projektet ikke skal tage for meget tid fra børnene. Jeg kan fra tid til anden godt drømme om et hus, hvor alt bare spiller og intet skal, men jeg er samtidig godt klar over, at jeg nok ville kede mig ihjel. Jeg elsker vores projekter. Hvilket er heldigt, for vi bliver nok aldrig helt færdige;)

Og ps: I kan stadig nå at deltage i min give away lige her! Jeg trækker en vinder i aften:)

Dejlig søndag til jer!

img_4560