Blandet update fra skoldbøtteland

img_4195

Nå, men øh…. jeg er gået i gang med brække spånpladegulvet op på førstesalen, og Ane har fået skoldkopper. Så det er jo virkelig god timing. Og virkelig meget Elisabethsk. Hun klarer det godt, Ane, – med sine skoldbøtter, som hun kalder dem – selvom hun er hårdt ramt. De er overalt, hun har sågar fået en i øjet. Det ser lidt drabeligt ud. Men hun er sej! Lillemor kom fordi søndag med skoldkoppekit, fordi hun er pisse sød, og hun fik overbevist Ane om, at hun er en slags læge (hvilket jo heller ikke er helt forkert), så Ane aflyder troeligt. Og når jeg smører hende ind og giver hende panodil for natten, græder hun lidt, mens hun siger “Fortæller du så Tina, at jeg var rigtig god??”. Det gør jeg! Hun har det værst om aftenen og om natten. I dagtimerne er hun, indtil videre, imponerende upåvirket. Det ser umiddelbart ud som om, at Jasper har tænkt sig at sidde denne omgang over. De har været udsat for smitten samtidig, men han har ikke tegn på noget. Hvilket er både godt og skidt. Det havde været rart at få det overstået med dem begge på samme tid, samtidig havde det nok også været ganske forfærdeligt. Og han når jo højst sandsynligt at blive smittet af Ane. Ikke lige sådan jeg helst havde afsluttet min barsel, men derudover kunne timingen ikke være meget bedre med tanke på, hvad det ellers ville have krævet af sygedage og ferie. Så kunne man godt tage hele den der barnets første sygedag-debat, ikk’? For hvordan dælen skulle man lige få det til at hænge sammen? Den tager vi en anden dag…

Indkøringen må I få en ordentlig status på senere. Det går. Ikke skide godt, men heller ikke fuldstændig forfærdeligt. Vi er sådan et sted ind imellem, hvor både han og jeg græder lidt.

Førstesalsprojektet? Jeg ved det ikke helt. Det var ikke plankegulv, der lå under spånpladerne, som vi ellers troede. Det var forskallingsbrædder, som var bredere det ene sted, hvor jeg havde brækket lidt op, hvorfor det lignede plankegulv. Forskallingsbrædder er de brædder, som man lægger selve gulvet ovenpå, altså en slags undergulv. Men ærligt, så synes jeg, at de ser mega fede ud! Og i mit hoved, hvor de bliver sat sammen med hvide skråvægge og endevægge tapetseret med småblomstret retrotapet, så går de fint an som gulv, fordi de er rå og patinerede på Palæ Pompøs-måden. Jeg skal bare lige ha’ Fyrsten med på den vogn. Og nå ja, sikre mig, at det overhovedet kan bruges som gulv, så vi ikke risikerer, at loftet i spisestuen falder ned i hovedet på hos.

Jeg har etableret midlertidigt soveværelse i udestuen, hvilket fungerer rigtig godt på stort set alle måder. Bortset fra det med gadelygterne og de manglende gardiner, som gør, at Jasper ikke helt kan adskille nat og dag. Jeg gider simpelthen ikke poste en masse penge i gardiner, når jeg ved, at det kun er for en periode, men et eller andet skal der til. Det ender nok bare med noget med nogen lagner for vinduerne. Men hey – på den her måde er morgenerne lange nok til, at jeg kan nå at skrive et blogindlæg før kl. 8;)

Jeg får en flok dejlige damer til brunch i morgen, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver et dejligt afbræk. Nu skal jeg bare minde mig selv virkelig meget om, at jeg er den type, som ikke går op i at præsentere et rent og nydeligt hjem. For sådan ét får jeg svært ved at grave frem under skoldbøtterne og spånpladerne. Det hele sejler. Og selvom det kan virke uoverskueligt, så er det efterhånden ved at gå op for mig, at jeg nok bare trives bedst sådan. Med de der projekter, som får gulvet til at gynge – i både bogstavelig og billedlig forstand. For jeg får lov til at skabe noget og bygge videre på den rede, som er vores hjem. Og lige nu siger jeg “jeg”, fordi det primært er mit projekt. Fyrsten passer børnene imens, laver mad og ordner vasketøj, for det skal jo også gøres. Og på et eller andet tidspunkt skal der laves ting, som jeg ikke har begreb om. Skæres nye paneler og sættes vægge op. Og så bytter vi roller. Indtil synes jeg faktisk, det er dejligt, at jeg kan få lov at være primus motor på et af de større projekter herhjemme:)

Der er nok at se til. Hvilket er okay. Så glemmer jeg næsten, at min barsel snart er slut. Næsten….

Katkander og kuriosa

Annonce // indeholder et affiliate link.
Indlægget i sig selv er ikke reklame:)

Der var nogle stykker, der gerne ville se lidt flere glimt af Palæet, og jeg viser gerne frem:)
Er du ikke til Palæ Pompøs og anekdoter, er det altså nu, du skal hoppe videre!

Jeg har ikke noget fancy kamera (eller det har jeg faktisk, jeg kan bare ikke finde ud af at bruge det), så billedekvaliteten er desværre derefter:/

Først lidt tankespind!
Vi bor sindssygt rodet. Ikke forstået på den måde, at her roder (selvom der ofte også gør det), men på den måde, at jeg ikke som sådan har en stil. Jeg er ikke gennemført hvid og romantisk eller rå og industriel. Jeg kan bare godt li’ ting, der er pæne at kigge på, eller ting som har en særlig betydning. Sikkert ligesom mange andre. Der har været mange ting ind og ud af Palæet, for jeg elsker at rykke om og indrette på ny. De eneste to rum, der har haft den samme funktion gennem de 6 år vi har boet her, er køkken og stue. Når det er sagt, så er der mange ting, der aldrig er blevet skiftet ud og nok heller aldrig bliver det, netop fordi jeg er så skide sentimental og elsker historierne.

Når jeg siger “jeg” er det fordi, jeg langt hen ad vejen har frie hænder, når det kommer til indretningen af vores hjem. Ikke fordi Fyrsten ikke har en holdning, men slet og ret fordi det betyder mere for mig, end det gør for ham! Og det ser og anerkender han.
Jeg er redebygger. Det er vigtigt for mig, hvordan vi bor. Jeg bliver i godt humør, når jeg synes, at her er pænt og rart at være, og jeg kan bruge flere timer på at nusse rundt med ting. Men – her er jo kun rart at være, så længe vi begge er glade og tilfredse, hvorfor Fyrsten selvfølgelig også har noget at skulle have sagt. Det er blandt andet derfor, vi har bue og pile hængende i stuen;)

Og nu til billederne! I får kun et lille udpluk af Palæet. Førstesalen er ‘under ombygning’ – på 6. år. Anes legerum, som også er mit krearum, er Oliver rykket midlertidigt ind i, indtil han finder sig en lejlighed, og musikrummet, hvor vi har pladesamlingen og Fyrstens keyboard, er ligeså langsomt ved at blive tømt for de sager, som Fyrsten havde opmagasineret på sin gamle arbejdsplads. Så I får lidt udpluk fra spisestue, køkken og stue – de rum, vi bruger mest.

img_1055img_1052img_1051img_1050

 

Spisestuen fik vi lavet sidste vinter. Den var tidligere to rum, hvoraf det ene var Olivers værelse. Dét værelse har det bedste lys i hele huset, hvorfor vi valgte at vælte væggen. Det betyder, at vi nu har et værelse mindre, men til gengæld har vi en stor (efter Palæ Pompøs-standarder, ikke almindelige menneskers!) og lys spisestue. Og jeg elsker den!!! Her bor blandt andet min samling af skåle, som vist nok startede med en enkelt stribet skål for 10 år siden. Der er kommet et par stykker mere til siden da;) Det er også her, Fyrstens hjemmebyggede reol troner. Den indeholder alskens ting og sager og mine bøger. Og ja, jeg farvekoordinerer mine bøger. Jeg hørte engang en eller anden livstilsekspert i et tv-program udtale, at folk, der arrangerer deres bøger efter farve, faktisk ikke læser. De har bare bøgerne til pynt, eller som udtryk for at de er ‘belæste’. Det er ikke tilfældet her, kan jeg så tilføje. Et hurtigt slag på tasken, så har jeg, siden jeg var 14 år, i gennemsnit læst en bog om måneden. Jeg er glad for bøger! Jeg er til gengæld ikke altid så god til navne. Lige nu og her kan jeg for eksempel ikke huske, hvem der har skrevet ‘Hundehoved’ – til gengæld ved jeg, at den er blå. Derfor er mine bøger farvekoordinerede;)
På reolen bor også de to kander, som jeg omtalte i det tidligere indlæg – katkanden og uglekanden. Katkanden har jeg fået af min moster. Jeg forestiller mig, at hun tænkte, at den var tilpas mærkelig til at flytte ind her. Jeg er fuldstændig enig! Uglekanden købte jeg for en del år siden, da Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter. Sidste sommer sad Ane på Vejlø og så “Otto er et næsehorn”, og der stod uglen sørme! I Toppers køkken, fyldt med køkkenredskaber.

img_1054img_1048img_1091

I vores køkken bor den overdimensionerede sætterkasse, bedre kendt som reolEN. Den kommer fra en gammel købmandshandel, og min mosters kæreste måtte kravle over bunker af affald og skrammel for at komme den gamle reol til undsætning. Den er helt perfekt til opbevaring af alle mine kopper og dåser. De nederste hylder er, ligesom i spisestuen, gjort børnevenlige.

De to Lorry-plakater fik vi af min veninde, Laura, i indflytningsgave, da vi købte Palæet. Jeg er vild med motiverne og farverne!
I den modsatte ende af køkkenet har vi stænger på væggen med kroge til køkkengrej mm. Her ses en lille snert af Fyrste i form af Darth Vader ur og R2D2-salt og peber-sæt. Begge dele er købt på Coolstuff.dk (affiliate link), som har ret mange fede Star Wars ting. Og da jeg lige nu hoppede ind for at tjekke udvalget, opstod et helt nyt behov – et Lionel Richie-krus! Det er simpelthen nødt til at blive mit krus nr. 40!

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor vi ikke har overskabe. Og ind imellem kommer kommentaren “Godt, det ikke er mig, der skal gøre rent her!”. Særligt når folk ser de mange åbne hylder i både køkken og spisestue. Forståeligt. For jo, det samler da pisse meget støv. Sagen er bare, at jeg er allergisk overfor overskabe. Noget med eksem og kløe. Støv, derimod, det har jeg det helt fint med;) Og jeg vil langt hellere støve af på daglig basis, end jeg vil have et hjem, som jeg ikke trives i:)

img_1095

I stuen hænger Fyrstens koloenorme stamtræ. Det går helt tilbage til 1700. I hjørnet over lænestolen hænger dets ‘lillesøster’, som starter i 1442. Over stamtræet hænger bue og pil-sæt fra Fyrstens farfar. Gad vide om vi bryder nogen våbenlove med det?!;)

Jeg elsker vores hjem! Også selvom det er skørt, gakket og skævt. For det er vi også. Jeg ville til tider ønske, at her var mere stilrent og enkelt, men hold kæft hvor ville jeg dog kede mig!

Jeg må for god ordens skyld tilføje, at jeg lige havde ryddet op, da jeg tog billederne. Gynækologiske undersøgelser, I ved;)

 

Kærlighed til kopper

Jeg har to x to ens kopper. To musselmalede, som jeg fik i 30 års fødselsdagsgave, og to blå blomst, som var min mormors yndlingskopper, og som jeg arvede. Derudover har jeg 35 andre kopper, som alle er forskellige. Jeg har aldrig ejet et stel, og jeg har altid haft forskellige kopper, tallerkener, glas mm. Og jeg tør godt garantere, at det aldrig vil ændre sig.

På den ene side handler det der med kopperne om, at jeg synes, der findes så mange smukke kopper. Så hvorfor købe 10 ens, når man kan få 39 gange blandet skønhed? Dernæst er mine kopper, lige såvel som mange andre af mine ejendele, fuld af kærlighed og minder. Ja ja, kopperne med de smukke blå blomster er virkelig flotte, men jeg elsker dem, fordi de er fra min mormor. Ligesom jeg er særligt glad for den kop, som jeg selv malede på en hyggelig eftermiddag med mine veninder, og den kop, som en pige, jeg kender gennem Instagram, sendte på Anes fødselsdag.

Min mor sagde engang til mig, at der ikke var snerten af rød tråd i vores hjem. Og hun tilføjede, at en gåtur i vores hjem gav hende følelsen af, at tingene ikke var valgt udfra, om de passede ind eller havde et særligt mærke, men om vi kunne li’ dem. Det gjorde mig glad og stolt. For det er præcis sådan jeg helst vil bo. Omgivet af ting, som jeg bliver glad af at kigge på. Også selvom de muligvis overhovedet ikke passer sammen!

For mig er det dét, der definerer et personligt hjem. Om det så er smagfuldt i andres øjne, er egentlig sagen uvedkommende i og med, at det jo nu engang er mig, der bor her;)

Selvfølgelig lader jeg mig også inspirere af tidens trends, bevidst og ubevidst. Dengang moden skiftede til bukser med smalle ben, var jeg ved at dø ved tanken. For hvordan fanden skulle jeg nu gøre med skoene? Skulle bukserne krænges ud over, eller hvordan? Jeg forsøgte krampagtigt at holde fast i mine bredbenede bukser, men små feer flyttede ind i mit klædeskab med nål og tråd, og en morgen havde alle mine bukser smalle ben.
Jeg tror, det er noget nær uundgåeligt ikke at blive påvirket af medierne og de flotte, polerede billeder. Og man ændrer sig naturligvis med årene. Man får øjnene op for nye ting i takt med at man vokser fra nogle andre. Vi er pt på vores tredje sofa på seks år, og spisebordssituationen er vist den samme. Men den allerførste dåse jeg nogensinde købte, den er stadig hos mig på 18. år.

Det er ikke sådan, at jeg kun ejer ting, som er klinket, skåret og arvet. Jeg ejer for eksempel en Kähler-vase, som så mange andre. Fordi jeg synes, den er flot. Og fordi den står så fint sammen med den lille vase, som min moster lavede på aftenskole for 25 år siden. Folk må for min skyld bo præcis som de vil, men når jeg scroller igennem Instagram, tænker jeg nogen gange på, om de andres mostre ikke også engang har lavet en vase? Og om deres bedsteforældre ikke havde fine kopper? Det handler måske bare om, at ikke alle andre tillægger materielle ting den samme værdi, som jeg gør. At de ikke har behov for, at deres hjem fortæller en historie på samme måde som mig.

For jeg elsker historierne. Om det blå skab, som Anes oldemor købte fra sin gamle skole. Det skab, som spanskrøret boede i. Og så malede hun det, så det passede til de andre møbler i sommerhuset. Og historien om toppen fra en gammel cigaretautomat. Som min mormor hårdnakket påstod kom fra en kondomautomat. Måske havde hun ret, måske ikke. Men historien bor i min spisestue, og det elsker jeg.

Og jeg er vild med, når jeg selv træder ind i et hjem, som fortæller en historie. Det behøver ikke være gennem arvegods og loppesager, det kan sagtens være med kubusstager eller Ikea-kopper. Det behøver ikke være en historie-historie. Bare det fortæller mig noget om de mennesker, der bor der. Andet end at de følger de samme Instagram-profiler;)

Mit hjem bliver aldrig Bo Bedre-materiale. Men man bor virkelig godt her! Og hvem ved, måske jeg en eller anden dag får brug for 21 prikkede, stribede og blomstrede skåle eller en kande, der er formet som en kat. Eller en som en ugle. Og hvis ikke, så har det gjort mig virkelig glad at kigge på dem! Det er også en uhyre vigtig funktion;)
(Uglekanden er forresten med i den originale filmatisering af ‘Otto er et næsehorn’ – den historie kan jeg også ret godt li’:))

img_0206

img_0203 img_0204

Palæ Nissebo

Vi er ret vilde med Palæ Pompøs herhjemme. Stilen, historierne, særhederne – det er på alle måder lige os. Og det lader sig ikke skjule! Anes legehus, Palæ Nøddebo, er en kopi af Palæ Pompøs, og det samme er hendes dukkehus, Palæ Petit. Nu er der føjet endnu et tosset hus til samlingen af særheder…

Må jeg præsentere:

PALÆ NISSEBO!

img_0700 img_0704img_0702

 

Jeg er tosset med det! Og faktisk tog det overhovedet ikke så lang tid at lave, som jeg havde forestillet mig. Det hænger selvfølgelig nok også sammen med, at jeg synes, at sådan noget nørkleri er en ret hyggelig beskæftigelse:) Men jeg tror faktisk ikke, at jeg har brugt mere end en 2-3 timer på det.
Det kunne naturligvis sagtens ha’ været lavet i en model, hvor der var kræset lidt mere for detaljerne. Der kunne ha’ været brugt en lineal og malet efter streger. Havde man lige materialerne og kompetencer, kunne det ha’ været ret tjekket at lave det i sådan nogle tynde mdf-plader. Måske jeg lokker Fyrsten til det næste år. Så kan det være, at det også får en lille veranda og en skorsten. Og døre og vinduer, der kan lukkes. Og gardiner;) Næste år måske!
Som det er nu, er Palæ Nissebo i pap-versionen helt perfekt!

Selve huset er lavet af pap fra en flyttekasse. Jeg har skåret to gavle, en bagside og en forside. Det er malet med akrylmaling, og det har naturligvis fået et fint, lille skilt over hoveddøren. Hele herligheden er tapet sammen indvendigt, på nær taget, som kan løftes af. Jeg har sat det på en serveringsbakke, som er fyldt med kunstigt sne og andet lir, som svampe, træer mm. Den lille snemand er lavet ud af små filtkugler med silkepapir som gulerodsnæse og små perler som øjne. Hatten har jeg ikke udtænkt endnu. Taget har fået et par klatter lim, og så er der ellers bare drysset sne på.

Sne, træer, svampe og akrylmaling er købt hos FlyingTiger, og det lille rådyr havde jeg liggende i gemmerne.

Idéen er, at der kan lægges gaver indeni huset. Og længere har jeg ikke rigtig tænkt;) Måske nissen også laver lidt drillerier eller stiller små opgaver – som fx hos Karmamilli. Indtil videre er rammen for en hyggelig december-tradition i hvert fald klar! Har du tilfældigvis nogle helt geniale idéer til, hvordan man kan gøre det endnu hyggeligere med små aktiviteter eller andet, så smid endelig en kommentar:)

Lidt om drømme

Nej, vi går ikke med overvejelser om at flytte til Lolland. Eller Fyn, som faktisk i et splitsekund ikke bare var en drøm, men en reel mulighed.

Vi bliver, hvor vi er. I Palæet.

Det var på mange måder tilfældigheder, der førte os hertil. Det er det selvfølgelig med det meste i livet, men for os var Hvidovre ikke et bevidst valg. Vi landede her, fordi det var lige netop dette hus, vi ville have. Og havde det ligget noget andet sted i en overkommelig radius fra København, så var vi landet der istedet. Vi har intet tilhørsforhold til Hvidovre af nogen form, men vi er faldet til og trives.

Alligevel popper der fra tid til anden en drøm op om at starte forfra. Et nyt sted med nye muligheder. Det var der Fyn kom ind i billedet. Vi havde muligheden for at starte et bofællesskab op med nogle nære venner, i hvad der muligvis må være Danmarks fineste hus. Plankegulve, høje paneler, sprossede vinduer. 300 kvadratmeters smukt istandsat hovedhus og med mulighed for at lave beboelse i yderligere 200 kvm gammel stald. Og jeg så det hele for mig: seks jævnaldrende børn, der legede i haven mellem geder, urtebede og det hjemmebyggede shelter. Solen skinnende fra morgen til aften og fuglene sang Gladys Knight. Det var alt sammen meget smukt. Helt perfekt, faktisk. På nær tre små ting. F, Y og N.

Jeg er simpelthen for bundet af mine relationer til at kunne bo noget andet sted end lige her. Og hvor er det dejligt! For det betyder jo, at der er nogen, jeg elsker. Nogen, der gør en forskel i min hverdag og ikke ville kunne undværes. I forestillingen hedder det sig, at man så bare får et andet forhold, ses på en anden måde. Måske sjældnere, men alligevel. Så bruger man weekender og ferier. Man finder ud af det. Men det gør man ikke nødvendigvis. Vi gør i hvert fald ikke.

Og selvom et simpelt liv på Fyn med hjemmehæklede trusser og gedemælk i morgenkaffen på mange måder er tillokkende, så ville det betyde, at vi skulle give afkald på nogle andre ting. Lige nu henter farmor Ane en gang om ugen, jeg har mødregruppe med min bedste veninde hver fjortende dag, og vi holder familieaften med Fyrstens familie en gang om måneden. Anes bedste veninde bor 10 minutter væk, og indenfor 10 meter bor to andre børn fra Anes børnehave. Vi er, efter 6 år i Palæet, endelig ved at have dannet os et lille netværk i området. Det har stor værdi. For stor til at vi bare kan rive alt op ved rode og starte forfra et nyt sted.

Drømme er skønne. Særligt dem, der får én til at sætte lidt ekstra pris på det, man allerede har. Også selvom der er helt almindelig mælk fra karton i kaffen.

image

Pause-blogging

Jeg er i gang med at male gulve, og I er lige min pause – i mangel af øl. Jeg ville hellere ha’ haft en øl. Det skal I ikke tage personligt. Det er bare ligesom om, at en malerpause kræver en øl. Nu stopper jeg med at skrive om den øl, for jo mere jeg tænker på øl, jo mere får jeg lyst til en øl. Stop!

Gulve! Jeg maler gulve. I køkken, spisestue og stue. Det I køkkenet skulle egentlig ha’ været malet, da vi fik nyt køkken i 2014. Og det i spisestuen skulle ha’ haft en tur, da den fik væltet væg mm. for et år siden. Men det er bare så pisse omstændigt at male gulve. Og når man ganger det med to børn, en hund og en kat, så bliver det meget mere pisse omstændigt! Hvilket er virkelig meget!

Men nu er spisestuen grundet, og kanterne i stuen er taget. Og det hele virker lidt mere overskueligt, end det gjorde for en time siden. Det er kun indtil i morgen. Så bliver det uoverskueligt igen. For egentlig havde jeg ikke planlagt, at det skulle grundes. Det skulle bare vaskes godt ned, ha’ et lag maling her til aften, når ungerne sov, og så et til i morgen eftermiddag, mens Fyrsten underholdte ungerne ude af huset. Og så afsted i sommerhus. Men fordi jeg pludselig panikkede over, hvilken maling jeg egentlig måtte bruge med tanke på amningen, endte vi med at rådføre os med en farvehandler. Som naturligvis anbefalede, at vi lige grundede først. Så for at de kan nå at få to gange af den regulære gulvmaling, skal jeg altså pludselig også nå at male alle tre gulve i morgen tidlig. Mens jeg er alene hjemme med to børn…..

Nu er min kaffekop tom, og min ryg bøjet nogenlunde ud. Jeg hopper tilbage til penslen! God aften derude:)

Spisestuen i går formiddags.
Spisestuen i går formiddags.

“Slut med de boligprogrammer!”

Nogen har set ‘Fra bras til bolig’ her til aften….

“Nu ved jeg, hvordan vi gør!”

“Gør hvad?”

“Hvordan vi gør, når vi skal ha’ soveværelse derinde.”

“Ville du ikke ha’ det i udestuen?”

“Jo, men du synes jo, det er en dårlig idé.”

“Og det lytter du på??”

“Ja, vi gør det derinde. Så kan pladerne komme ind i reolen i spisestuen. Så kan sengen stå dér, og så blænder vi den dør og så….”

“Hvad skal der så være ovenpå?”

“Der skal børnene jo ha’ værelser!”

“De er da flyttet hjemmefra…..”

“Og så kan vi lave et stort hjemmebygget skab, der hvor vi har blændet døren.”

“……. inden vi får råd til alle dine idéer!”

“Og så på den der væg i udestuen hænger vi hylder til alle bøgerne.”

“Jamen, den væg kan slet ikke bære noget.”

“Pjat med dig, selvfølgelig kan den det! Så fylder vi væggen med hylder, og så skal jeg ha’ en lille lænestol og et….”

“Den kan ikke bære hylder. Du kan få nogle Ikea-reoler.”

“Som hylderne kan stå på?”

“Som bøgerne kan stå på!”

“Jamen, jeg vil ha’ hylder…..”

“Jamen, det får du ikke!”

“Du kan fikse et eller andet, det er du så god til. Og så får jeg ligesom et lille bibliotek, og så i den anden ende kan jeg have….”

“Elisabeth! Det er slut med de boligprogrammer!”

Anes kassetænkning

Annonce – indlægget er sponsoreret af Orthex.

Jeg har aldrig fået vist jer resultatet af Fyrstens barselsprojekt. Tadaaaaaaa:

image

For en dimsedulle som mig, er dét der himmel på jord! Jeg er så glad for den, og den samler støv spisestuen, lige som jeg havde forestillet mig. Meeeen nu skal det faktisk ikke handle om reolen, men om de hvide opbevaringskasser, som Orthex har været så søde at sende min vej. De kom vældig belejligt, må man sige. Jeg havde faktisk tænkt, at de nederste hylder, som er Anes, skulle huse nogle fede, gamle kurve. Meget Palæ Pompøsk;) Det gik ret godt til at starte med, men jo flere gange de blev trukket ud og skubbet på plads igen, jo flere grimme ridser kom der på hylderne. For ikke at tale om den kurv, der mistede bunden, da Ane brugte den til skammel for at kunne nå op på de andre hylder….

Nu kunne jeg komme med en laaaang salgstale. Jeg ku’ fortælle, at kasserne har rundede kanter, så de ikke ridser hylderne. Og at de dermed også er ret børnevenlige. Eller at de har flotte bambuslåg. Eller at de er helt geniale til opbevaring af legetøj, da de er lette, så Ane selv kan tage dem ned fra hylden, og fordi lågene ligger løst på og ikke kræver, at jeg løfter popoen fra sofaen for at hjælpe. Sagen er bare, at jeg ikke har en skid at skulle have sagt! For når det kommer til ting, som befinder sig i højden fra gulvet og en meter op, er det ikke mig, der udfører kvalitetskontrol! Så jeg giver ordet videre til chefen:

Kan den bruges som båd??

image

Tjek!

Kan den bruges som hat??

image

Tjek!

Kan den bruges som seng til Elsa??

image

Tjek!

Kan de bruges som højseng til Elsa??

image

Tjek!

Kan den bruges som seng til mig selv??

image

Tjek!

Kan jeg stå på den og nå op på de hylder, som mor tror, hun har for sig selv??

image

Tjek!

Hvis nu jeg fik lidt taletid, så ville jeg sige, at kasserne er en del af serien SmartStore Basket fra det svenske firma Orthex, og at de fås i tre størrelser og kan købes i Silvan og Bauhaus for 39,95 – 59,95. Lågene koster 49,95. Jeg ville også sige, at man kunne kigge forbi her for inspiration til flere opbevaringsløsninger, som er netop dét Orthex er særligt gode til – men jeg ville tilføje, at det er et pænt farligt kig, hvis man ligesom jeg hurtigt går totalt i funktionalitetsmode og mentalt begynder at farvesortere vanter, huer og halstørklæder! Åh, alle de muligheder!!!

Men – nu er det jo som sagt ikke mig, der er kvalitetschef her i hytten. Så jeg vil give ordet tilbage til chefen, som med disse ord giver den endelige godkendelse:

Mor, du putte lige mig og Elsa?!

image

Så gerne, deres højhed!

Palæ Pompøs

image

imageVores hus blev bygget i 1931, dengang hvor Hvidovre stadig var ude på landet og vist nok bestod primært af kolonihavehuse. Jeg har læst mig frem til, at de fleste blev bygget ud af bilkasser, altså de store trækasser, som biler blev leveret i. Vores er heldigvis ikke et af dem, selvom man kan ha’ sine tvivl;)

Vi købte det i 2010, hvor det blev solgt som ‘1,5 plan til istandsættelse eller som grund’. Vi valgte første løsning! Vi nåede ikke at kigge på mange huse, før vi faldt for Palæet. To, for at være helt præcis. Først et lille bindingsværkshus, som var renoveret på en måde, som vi følte ikke matchede husets stil og ånd. Og dernæst Palæet, som, med sit mosbeklædte tag og punkterede ruder, bare ventede på, at der kom nogen forbi, som ville elske det.

Vi faldt først og fremmest for de gamle, grønne vinduer og hele stemningen, som man kun finder i et gammelt hus, der bærer tydeligt præg af de liv, der har været levet i det. Så faldt vi for trappeopgangen, som var (og er!) beklædt med gamle teaterplakater, og elmåleren som var pyntet med Daimis autograf.

Hvor mange kan mon prale af at have Daimi som gudmoder til sit hus? Det kan jeg! Så det gør jeg;)

image

Jeg tror ikke, at hverken jeg eller Fyrsten ville kunne trives i et parcelhus eller i en nybygget kasse med samme stållamper ved hoveddøren som naboen. Jo jo, jeg kunne da virkelig godt tænke mig, at ledninger og radiatorrør var trukket indeni væggen, men vil man have sjæl og historie, så følger der nogen gange stofledninger med.

Jeg kan godt li’ at sidde i stuen med fødderne oppe på sofabordet og betragte de franske døre. Jeg kan godt li’ at forestille mig værkstedet på Jytte Abildstrøms Teater, hvor to unge mænd, iført arbejdstøj og sminkerester fra aftenens forestilling, hamrer og banker for at bygge franske døre til deres nye hjem. Jeg kan godt li’ at vide, at nogen før os har elsket Palæ Pompøs. Så meget endda at de gav hende så overdådigt og stort et navn trods hendes mange skavanker i form at skæve vægge og knirkende gulve. Jeg kan godt li’ husets historier. Dem, der allerede er forfattet af andre før os, og dem vi selv er ved at lave.

Vi bliver aldrig færdige med at renovere Palæet. Vi er først lige begyndt. Jeg drømmer at male vores træbeklædte førstesal hvid og få fjernet spånpladerne, som forhåbentlig skjuler gamle planker. Jeg drømmer om at vinde i lotto, som jeg ikke spiller, og lave udhuset om til et lækkert badeværelse. Jeg drømmer om badekar på løvefødder og en gammel skolevask. Jeg drømmer om et drivhus og et hønsehus, om at male om i stuerne og få en ny brændeovn.

Nogle af drømmene er mere realistiske end andre, men jeg diskriminerer ikke;) Alle drømme er velkommen her!

For sjov skyld og narrestreger – Palæet 1931 og 2016:

image

 

imageJeg forestiller mig, at vi en eller anden dag, når Palæet regeres af to teenagere, rykker soveværelset ned i stueplan. Det er nok bedst for alle parter;)

 

 

Instagramvenligt børneværelse??

Niks! Til gengæld er det herre børnevenligt;)

image

Ane har ikke et ‘rigtigt’ værelse. Hun har et rum på førstesalen, hvor hun har en seng og en reol og et gulv beklædt med bamser, enlige strømper og størknet snotpapir. Det er et gammelt loftrum, hvor tapetet bogstavelig talt hænger i laser. Nogle steder mere end andre, for når Ane går forbi en løs flap, så SKAL der lige hives!

En eller anden dag skal værelset laves. Væggene skal rives ned og nye skal op. Skunken skal inddrages, og der skal bygges en alkove eller noget andet smart i forhold til skråvæggene. Men tingene kan som bekendt godt tage sin tid herhjemme. Det er på ingen måder et ‘haster!’-projekt, for Ane vil naturligvis helst være, hvor vi er, hvilket er nedenunder. Vi er så heldige at have fire stuer. Én fungerer som spisestue, en anden som opholdsstue, en tredje som kontor/musikrum og til sidst er der udestuen, som lige nu er mit og Anes værelse. Jeg har bord og skab til stoffer (de bløde af slagsen) i den ene ende, og i den anden har Ane frit spil på undtagelse af et par hylder, som jeg har lagt beslag på. Det var blandt andet dette rum, som jeg havde kastet mig frådende over forleden. Fyrsten har brugt vinteren på at bygge væg-til-væg-reol og skydedøre til vores cykelskur, og det er foregået i udestuen. Nu, hvor vejret igen tillader, at projekterne hovedsageligt kan holdes udendørs, har Ane og jeg fået vores rum igen.

Og vi er MEGET glade! Særligt Ane:)

image

Jeg skal da overhovedet ikke holde mig for fin til at indrømme, at jeg gerne havde smækket en douche tipi, en Miffy lampe, en lightbox og en masse pastelfarvet pynt op derude. Det er sgu da pænt! I hvert fald indtil Ane formodentlig ville tørre næse i tipien og give Miffy en på lampen (hø!). Jeg lever sædvanligvis efter den devise, at børn (nok mest mine egne) naturligvis skal lære at passe på deres ting. Alt behøver ikke raseres eller kastes med. MEN når det er onsdag eftermiddag og lillebror hænger i ammelapperne, så gider jeg simpelthen ikke skulle få nervøse trækninger hver gang, jeg hører en lyd, fordi jeg forestiller mig, at Ane leger lasso med sin lyskæde. For det gør børn (igen – MINE!)! Lige meget hvor ofte de får at vide, at man sagtens kan tage kassen stille og roligt ned, så er det bare lige tanden sjovere at banke den ned med sin kæphest og tømme indholdet ud på hele gulvet.

Anes legeværelset er ikke farvekoordineret. Det er heller ikke alders- eller kønskoordineret, for Ane er en meget favnende pige, som gerne leger med både rangler og fukssvanse;) Hendes mange filthatte er som oftest beklædt med et tykt lag hundehår, fordi de bruger mere tid på gulvet end på hovedet. Og spejlet på væggen kan man sjældent spejle sig i, fordi Ane gavmildt deler ud af store, våde kys – til sig selv.

Ane elsker sit legerum! Og jeg elsker at se hende tusse rundt derude iført tre tylskørter og klovneparyk:) Allermest elsker jeg det faktum, at vi kan lade duploklodserne ligge og flyde på gulvet, indtil byggelysten igen sætter ind. Det er ikke rod, det er leg:)

(Og ja, der var ’tilfældigvis’ ryddet op, da jeg kom forbi for at tage et billede!)

imageimage