Noget om ikke at være rigtig klog….

Nogen vil måske mene, at jeg ikke er rigtig klog. At jeg har galoperende fis i kasketten og en skrue løs. Eller lad os sige fire – bare for at være på den sikre side!

Der er i skrivende stund 100 dage til termin. 100 dage, det er ikke længe. Og i går væltede vi væggen mellem spisestuen og Olivers værelse….

image

Så ja, måske er jeg bare fra forstanden. Men nogen gange skal tingene bare gøres og væggene væltes. For ærligt – man når da ikke og en skid med to børn, gør man vel?! Jeg har ikke prøvet det. Men jeg har prøvet at ha’ ét barn, og man når forbavsende lidt med ét barn. Jeg tænker, at mængden af ‘det vi ikke når i dag, når vi at lægge en plan for i morgen, så vi får det gjort inden 2027’ vokser proportionelt med antallet af børn. Og lige om lidt har vi to små børn. Plus to kæledyr – det figurerer også i ligningen.

Så væggen skulle bare væltes nu, færdig basta. For ellers bliver det endnu et af de projekter, som vi drømmer om, men langsomt skubber i baggrunden, fordi virkeligheden og hverdagen som altid trumfer alting. Med rette – misforstå mig ikke. For jeg er helt med på, at vasketøj og spaghetti med kødsovs er herre vigtige elementer i livet. Det er ligesom dét, der får hjulene til at køre rundt. Men drømmene og de tossede og hovedløse projekter, som at vælte vægge, gør bare turen en anelse sjovere.

JA, jeg er rablende vanvittig. Men jeg er glad! Glad for min voksende mave og min utrættelige Ane, for min forstående og meeeeeeeget tålmodige mand, for min manglende væg og murestøvet under mine bare tæer. Glad fordi jeg pt stadig er grebet af ‘hold kæft, hvor bliver det godt’-stemningen. Glad fordi jeg ved, at I minder mig om dette indlæg, når jeg om små to måneder rammes af panik, fordi der stadig er hul i gulvet og intet tapet på væggene;)

image

Godt begyndt….

….. er edderbroderme langt fra fuldendt!!!!

 ADVARSEL! Indlægget indeholder billeder, som kan fremkalde ubehag!

Jeg har nævnt det før. Redebyggeriet. Og nu, mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg var den hæklende type. At min redebyggeri bestod i at hæfte ender og tilsætte sløjfer og blonder.

Men jeg er bare ikke dén type. Jeg er sådan lidt mere den gulvopbrækkende og vægnedrivende type. Det fungerede sådan fint nok, da vi ventede Ane. Der er bare en lille bitte forskel på dengang og nu: graviditeten…..

Da vi ventede Ane, malede vi hele hytten udvendigt. Og to rum indenfor også sgu. Og lavede noget terrasseværk. Vi. Mig og Fyrsten, en sixpack og lidt knofedt.

Og selvom maven er temmelig svær at overse, så glemmer jeg den lidt nogen gange alligevel. Jeg sætter gang i omfattende projekter, som jeg på ingen måde kan fuldføre med den dunk, jeg render rundt med.

Således har jeg brækket en enkelt lille plade op på førstesalen og konkluderet det vidunderlige – at der er trægulv under! Jeg har efterfølgende bedt Fyrsten hive det gamle gulvtæppe af og…. Ja, og hvad?! Optimalt ville jeg sige og male hele rummet. Tre gange, det er jo træværk. Så brække de sidste plader op fra gulvet. Reparere trægulvet hvor det kræves, for til slut at male det. Det er det optimale. Og det utopiske. Det realistiske er, at Fyrsten har et fuldtidsjob, en 2-årig og et hjerte værd at passe lidt ekstra godt på. Så førstesalen er sat på stand-by. Pt ser den sådan her ud:

image

 

 

 

Nå, men når nu jeg ikke ku’ komme videre ovenpå, ku’ jeg jo passende tage underetagen under nærmere inspektion. “Hep, der er en væg, vi kan vælte! Før det kan gøres, må det store skab sælges. Ergo skal det tømmes. Hvor?? Lige her på gulvet må være fint:) Ja ja, smid også bare kommoden herind, jeg ved ikke, hvor den ellers sku’ være. Den kan passende stå her. I 14 dage. Så kommer der nogen og vælter væggen. Til den tid har lortet vel for fanden tryllet sig selv væk!”

image

Kan jeg ikke brække gulv op eller vælte vægge, så kan jeg vel pusse og nusse og gøre det lækkert i Anes legerum. Jeg kan sagtens tage i Silvan. Jeg kan sagtens købe plader og hyldeknægte. Jeg kan sagtens slå en lige streg og pege, hvor Fyrsten skal save, når jeg ikke stoler på mine egne saveevner. Jeg kan sågar skrue hyldeknægtene i, bore hul i væggen og skrue hylderne op. Tadaaaaaaa:

image

Jeg kan dog ikke bære kommoden, som nu er erstattet med hylder, ud. Ét er den fysiske hindring aka big ass belly. Noget andet er, at kommoden skal flytte ind i den nye spisestue. Som ikke findes før om 14 dage. Plus det løse. Og så er der alle småtingene. Opslagstavlen. trådholderen. Nå ja, og vasketøjet…. Men det er ikke så meget en ‘kan ikke’-ting, som en ‘gider ikke, for der er Grey’s anatomy på iPaden og chokolade på bordet’-ting, så det taler vi ikke om.

image

Jeg tror bare, at jeg lægger mig ind på sofaen, før jeg får flere gode idéer…..