Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.

Jeg modtog en mail tidligere på ugen fra en kvinde, som står i processen med skulle justere sine forestillinger om familieliv fra dét at få biologiske børn til dét at få donorbørn. Hun spørger mig, hvordan vi håndterede den proces, hvordan vi accepterede det, og hvordan vi har forholdt os til at skulle fortælle det til omverdenen og vores børn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske er den helt forkerte at spørge i den sammenhæng;) For jeg har haft et forspring i kraft af den familie, jeg selv er vokset op i, hvorfor min egen forestilling om familiedannelse nok aldrig har taget udgangspunkt i den stereotypiske. Men jeg vil stadig gerne prøve at svare og dele mine egne tanker. Ikke i ét indlæg. Til det, er det ganske enkelt for stort. Så nu starter jeg et sted – med håndteringen og accepten af ikke at kunne få børn, som deler ens genetik.

—————–

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.” Sådan sagde min bonusmor til mig, da hun og min far fik deres første fælles barn. Han var et år gammel, da han kom i familiepleje hos os. Jeg var 13, og nysgerrig på, om han så også rigtigt kunne blive min bonus-mors barn. Det var ikke det handlede om for hende, sagde hun. Det handlede om, om hun kunne blive hans mor. Det var en lillebitte sætning taget ud af en større sammenhæng på en landevej et sted udenfor Stokkemarke. Udtalt som svar på en teenagers spørgsmål om forældreskab. Den lagrede sig i mig. Måske fordi den satte nogle tanker i gang. Måske fordi der findes en eller anden større kosmisk sammenhæng, og fordi det derfor lå i kortene, at jeg ville få brug for at finde den lille sætning frem igen mange år senere. Hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg vist lidt. For ordene viste sig sidenhen at blive helt afgørende for mine egne tanker og følelser om det at skulle være mor. “Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.”

Da vi startede i behandling, lagde jeg plan A, B og C og blev til dels bebrejdet for det. “Du er nødt til at tro på, at det kommer til at lykkes!”, sagde de. Alle dem, som ikke forstod mig. For det var ikke nok at tro. Jeg havde brug for at vide. Jeg ville have en eller anden garanti for, at jeg nok skulle blive mor. Og den prøvede jeg at finde i mine planer.

Magtesløsheden var for mig var det værste ved vores behandlingsforløb. Det ikke at vide, om det nogensinde ville lykkes mig at blive mor og ikke at kunne gøre hverken fra eller til. Ved vores allerførste samtale på privatklinikken blev vi fortalt om et studie fra Israel, hvor man havde fulgt en gruppe par i fertilitetsbehandling. Parrene havde samme fysiske vanskeligheder og samme livsstil. Nogen blev gravide i første forsøg, andre i femte, andre først i tyvende. Og så var der dem, det aldrig lykkedes for. Der var ingen forskel på deres behandling. Der var ingen medicinsk forklaring. Der var bare held og uheld. Til at starte med fandt jeg trøst i denne forklaring. Den sagde mig, at selvom vi ikke havde opnået graviditet i vores fire forsøg i det offentlige, så var der stadig håb. For en stund droppede jeg at ‘tælle’ forsøgene og i stedet se hver behandling som et nyt, første forsøg. Men som tiden gik, dukkede en anden tanke op. Hvad nu hvis vi var det tyvende par? Eller fireogtyvende? Eller dem, for hvem det aldrig ville lykkes?

Da behandling nr. 6-7 stykker var overstået, sad jeg på stuegulvet med plan D og et A3-papir, som jeg delte op i rækker og kolonner. Afgiverlandene var listet op i den ene kolonne, og rækkerne havde forskellige overskrifter, som “ventetid”, “pris”, “alder”, “kriterier” mm. Meget pragmatisk tilgang til et meget eksistentielt problem – at blive nogens mor. Men det hjalp mig! Planerne og skemaerne hjalp mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkes. Og det hjalp mig til at holde fokus på det, som var min drøm. Ikke det at blive gravid, men det at blive mor.

For mig har det aldrig rigtig handlet om accept. Det har handlet om at give slip. Først på plan A, så B, så C osv. Accepten af ikke at få et fælles, biologisk barn har hele tiden været der, fordi det aldrig var målet. Målet var at blive mor, forældre, familie.

Jeg ved, at andre har det anderledes. At andre skal en længere vej, og at accepten muligvis først kommer undervejs. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kommer bare selv med en masse i rygsækken, som har givet mig et andet udgangspunkt og en forståelse af, at familie ikke er noget man skaber med et æg og en sædcelle. Den skabes hver dag og hele tiden i kraft af nærvær og kærlighed og helt uden stillingtagen til biologi. Og det vidste jeg godt i forvejen, for det er sådan en familie, jeg selv er vokset op i.

Hvordan man når frem til accepten, når ikke man har er forspring som mit, har jeg svært ved at svare på. Mit bedste råd må være at tale om det. At vende de bekymringer og forestillinger man må ha’ med ens nærmeste. Tingene kan have tendens til at være meget farligere inde i ens hoved, end de er, når først de er sagt højt. Og det er ingen skam at ønske sig biologiske børn. Den følelse må man godt ha’, og man må godt føle sig franarret noget, som for mange andre er en selvfølgelighed. Så føl det, sig det, del det. Og se så om du kan slippe det for at give plads til den helt fantastiske følelse, det er at blive mor. For en ting VED jeg: når først man står med sit barn i armene, hvordan vejen dertil så end har været, så giver det hele mening.

img_9303

Det er ikke godt nok!

Har I mon læst artiklen om de nybagte forældre, Jon og Camilla, i Information? Ellers kan I læse den lige her.

Og det synes jeg, I skal gøre. For man skal nok se det med egne øjne for virkelig at tro på, at den danske lovgivning kan være skruet så udueligt sammen, at en mand ikke kan få lov at blive juridisk far, fordi han er født med kvindelige forplantningsorganer.

Og når I så er færdige med at blive forarget over det (formoder jeg!), så kan forargelsen kun blive endnu større, når man læser, at vores børne- og socialminister ikke har til hensigt at ændre den paragraf i børneloven, som er årsag til problematikken (artiklen kræver medlemskab, men man kan få første måned gratis.):

img_4979

Det er simpelthen ikke godt nok at gemme sig bag “for barnets bedste”! For det er IKKE for barnets bedste. Havde hensynet til barnet været det overvejende, så havde man naturligvis sørget for, at barnets forældre rent juridisk havde samme status og rettigheder som alle andre forældre. Og hvor skulle der opstå tvivl?? Jon er i alle juridiske henseender en mand, det hersker der ingen tvivl om. Selvfølgelig er han far på lige fod med alle andre mænd, som er blevet forældre ved hjælp af sæddonation.

Jeg er fuldstændig forundret og forarget over, at sådan en sag overhovedet kan opstå. I 2017. I Danmark. At man har mulighed for juridisk kønsskifte, men ikke kan få de samme rettigheder, når det kommer til forældreskab. “Du er en mand. Men…..”

Jeg er ikke politiker. Og jeg er ikke synderligt politisk aktiv. Jeg har ikke mere kendskab til børneloven eller kønsskifte end de fleste andre. Men jeg ved, hvad det vil sige, når der sættes spørgsmålstegn ved ens forældreskab. Jeg ved, hvad det vil sige at stå som nybagt forælder og skulle slås med det, som andre betragter som bureaukratiske ligegyldigheder. Men som indefra føles som alt andet end ligegyldigt. Og i vores tilfælde kunne man dog endda, på trods af personlige følelser og holdninger, se bare en snert af fornuft i lovgivningen. Om man så var enig i den eller ej. I det her tilfælde er der, efter min mening, absolut ingen fornuft at spore!

Det er simpelthen ikke godt nok!

Har du mosevand i sprøjten??

Det har aldrig spillet nogen væsentlig rolle for os som familie, at børnene ikke er bygget med vores genetiske klodser. Rent praktisk har det naturligvis, og det vil det fortsætte med. Og det vil udvikle sig i takt med at børnene bliver større og mere bevidste og selv begynder at få en forståelse af, hvad det betyder. Men i forhold til vores hverdag og vores kærlighed til børnene, der har det absolut ingen betydning. Og fra omverdenens side har vi stort set kun mødt forståelse. Folk har naturligvis været nysgerrige og interesserede, men vi har endnu ikke mødt nogen, som har været kritiske eller tarvelige i forhold til, hvordan vores familie er bygget op. I hvert fald ikke fra folk tæt på os, og det er jo dem, der betyder noget.

Jeg er dog virkelig taknemmelig over, at det ikke var for 20 år siden, vi skulle stifte familie. Så havde tingene med garanti set anderledes ud. Jeg ser i dag en kæmpe udvikling indenfor, hvordan vi forholder os til og taler om anderledes familiekonstellationer, og selvom jeg nogen gange kan synes, at der er lang vej endnu, så er jeg slet ikke i tvivl, hvor meget det hele rent faktisk har rykket sig.

Lige da vi startede behandling, talte vi med en bekendt om situationen, og han kiggede på Fyrsten og sagde “Har du mosevand i sprøjten, eller hvad?”. En virkelig uheldig bemærkning. Fyrsten tog det med ophøjet ro, for sådan er han. Jeg, derimod, blev vanvittigt fortørnet og var klar til at sige, at vi bare aldrig skulle have noget med vedkommende at gøre igen. I dag kan jeg se det med andre øjne. Som et tegn på, at man nogen gange får fyret en dum bemærkning af, når man ikke ved, hvad man skal sige. Og hvordan dælen skal man også ‘lære’ at forholde sig til den slags, hvis det er tabu? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har luftet vores situation og har fundet ud af, at folk selv stod i eller havde stået i det samme, men bare aldrig fortalt det til nogen. Ikke fordi de mente, det var privat, men fordi de skammede sig. For der har bare været, og er sikkert stadig for mange, kæmpe stor skam forbundet med ikke selv at kunne få børn. Det opleves som pinligt, og man føler sig forkert, hvorfor man helst holder det for sig selv. Men den eneste måde at fjerne skammen på og komme mosevandsbemærkninger til livs er ved at være åben omkring det.

Jeg render ikke og bræger op til højre og venstre om, at Ane er født af min søster og Jasper er donorbarn. Jo, herinde, hvor jeg deler mine tanker og følelser, men ikke ude i virkeligheden i situationer, hvor det ikke er relevant. Når pædagogerne i vuggestuen kigger på Jasper og siger “Nøj, hvor han dog ligner sin søster/far!”, så fortæller jeg dem ikke, at det i så fald er et heldigt sammentræf. Jeg smiler og siger tak:) Men de steder, hvor det giver mening, der lægger jeg ikke skjul på sagens sammenhæng. Både fordi det er det mest naturlige, men efterhånden er det også blevet en mere bevidst handling i forhold til at hjælpe med at bryde tabuer. Det er mit største ønske for mine børn, at de aldrig nogensinde kommer til at skamme sig over deres tilblivelseshistorier. At de aldrig skal føle sig forkerte, fordi deres vej til verden ikke følger normen. Og det hjælper jeg allerbedst til med ved selv at være åben omkring det.

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup🙂

I samme åndedrag er jeg simpelthen nødt til at sige tak til jer, der læser med, kommenterer og spørger ind med respekt for mig og min familie. Tak fordi I er nysgerrige og lyttende og aldrig nogensinde dømmende. Det er på sin vis let nok for mig at være åben og tale om de her ting helt uden skam, når jeg som oftest kun møder kærlighed og omsorg. Jeg bliver helt afsindigt glad, når jeg får tilbagemeldinger omkring, hvordan ting, jeg har skrevet, har gjort jer klogere på, hvordan I møder mennesker, og hvilket sprog I bruger! Så helt oprigtigt og fra bunden af mit hjerte: tak for jer<3

Jaspers bog

De af jer, der følger mig på Instagram, har nok luret, at jeg er i gang med en bog til Jasper. Det er en personlig variant af den almindelige ‘barnets bog’, men med det primære formål at skulle fungere som en hjælp til at fortælle Jasper om hans tilblivelse.

Det har på sin vis været nemt nok at tale med Ane om, hvordan hun er kommet til verden. En graviditet er en ret håndgribelig og synlig størrelse, og det er faldet os hos helt naturligt at fortælle Ane, at hun har ligget i mosters mave. Især i forbindelse med graviditeten med Jasper talte vi meget om, at der lå en baby i mors mave, ligesom Ane havde ligget i mosters mave. Ane kan selv sætte ord på det i dag. Og selvom jeg naturligvis er klar over, at der er stor forskel på at gentage det, som mor og far har fortalt og så reelt at forstå det, så synes jeg, at vi er godt på vej.

Det er anderledes vanskeligt for mig, når det kommer til Jaspers historie. For rent ‘praktisk’ er der jo intet anderledes at bemærke ved hans tilblivelse. På nær det med selve undfangelsen. Og hvordan dælen får man lige fortalt den del, så den bliver ligeså naturlig en del af hans opvækst, som Anes fortælling har været det for hende. Og endnu vigtigere: Hvordan taler man om det at være donorbarn uden at give det magten til at definere ens personlighed? Misforstå mig ikke, jeg synes, at det er en vigtig ting at sætte ord på og være åben omkring, men jeg er også meget bevidst om, hvor skabende sproget er. Og der er naturligvis en chance for, at det være donorbarn kommer til at få stor betydning for Jasper senere i livet, MEN det skal ikke være fordi, at vi som forældre har talt det op som værende af afgørende betydning for hans eksistens.

Jeg synes, det er en svær balance. Særligt svær fordi det er så skide vigtigt!

Men nu er jeg i hvert fald kommet i gang med bogen. Jeg startede på den, mens jeg var gravid, og det er så hyggeligt at arbejde videre med den nu, hvor jeg kan færdigtegne de skitser, som blev lavet, før jeg vidste, om han var en dreng eller pige:) Ligesom med Anes bog har jeg ladet mig kraftigt inspirere af motiverne, som Rikke tegner (hun er også at finde på Instagram under @rikkerose.dk, og jeg kan virkelig anbefale at følge hende i der. Hendes motiver er så fine og rammer lige i hjertet!) – simpelthen fordi jeg ikke selv har hverken idéerne eller den flotte streg. At tegne efter kan jeg til gengæld godt finde ud af;) Rikke tegner dog overraskende få sædceller, så der måtte jeg selv udtænke noget. Jeg mangler stadig en del i bogen, fx vil jeg gerne have fremkaldt lidt mavebilleder og babybilleder til at sætte i. Jeg synes selv, at den bliver ret fin, og jeg glæder mig til en dag at kunne læse den med Jasper:)

 

imageimageimageimageimageimageimageimage

 
Anes bog kan I se her.

 

Tilfældigheder og heldigheder.

Egentlig ville vi ha’ startet op på fertilitetsbehandling allerede i første cyklus efter min operation for endometriose i januar 2015. Men der var en fest med arbejdet, som jeg godt ville med til. Sådan rigtigt med til – med øl og shots og alt, hvad denne kunne trække. Jeg ville ha’ en sidste ‘tur’, før jeg satte fødderne i pedalerne og kørte behandlingsmøllen igennem igen. Så vi blev enige om, at vi sagtens kunne vente en måned.

Egentlig skulle jeg insemineres den følgende måned, hvor jeg inderligt fortrød  mit valg af fest og shots, da jeg lå i stigbøjlerne og fik at vide, at jeg havde en cyste. Ergo måtte jeg sidde en omgang over. Benådningskortet havde jeg ligesom brugt i den forrige runde.

Egentlig ville Fyrsten helst slet ikke have været i gang med behandling igen. Ikke fordi han ikke vil have flere børn. Men fordi han var panisk angst for, om behandlingerne, håbet og skuffelserne ville tage på mig på samme måde som før. Om jeg ville gå i stykker igen, nu hvor Ane havde lappet mig så fint sammen.

Egentlig ville vi have valgt en åben donor af den slags, hvor man ved en masse ting om vedkommende. Hvilken uddannelse donoren har, og om han spiller fodbold eller guitar. Men ligesom ved vores første forsøg med iui-d tilbage i 2012, blev det for mærkeligt. Tanken om muligvis at komme til at sammenligne sit barn med en person på et stykke papir. Så vi lod klinikken vælge en åben donor fra deres eget register.

Egentlig troede vi heller ikke, at behandlingen i april ville ende med en inseminering. For der var måske en cyste. Som så ikke var der alligevel. Og så blev jeg insemineret.

Så skete det der med det magiske tis. Og 9 måneder efter var der Jasper.

Rimeligt heldige tilfældigheder!

image

 

Noget om sæddonation. Igen;)

“Jeg var ved lægen med lillebror i går og blev spurgt, om der er nogen historie med astma eller allergi på mors eller fars side af familien. Jeg svarede nej og tilføjede, at lillebror er donorbarn. Efter yderligere undersøgelser konkluderede lægen, at der nok ikke er tale om astma, da der intet er af den slags i min familie, og tilføjede “Far ved vi naturligvis ikke noget om.”
Jeg er efterhånden vant til det, så jeg bliver hverken stødt, vred eller ked af det. Men, indrømmet, en smule forundret og til tider også en anelse irriteret over, at det ikke falder folk mere naturligt at sige ‘donor’. For det er jo dét, der er tale om. Ikke en far, men en donor.
Jeg sagde ikke noget til lægen, for jeg ved jo godt, at han ikke mente noget som helst ondt med det. Og han gjorde jo bare det samme, som mange andre gør. Og det er aldrig i nogen ond mening. Men jeg gik hjem og tænkte over det. Jeg kunne bare have sagt “Far ved vi godt noget om, men det er en anden snak med donoren;)”. Det havde han sikkert ikke taget ilde op. Måske han så endda havde været mere opmærksom på det næste gang.
For der bliver en næste gang! Der bliver mange næste gange. Både for ham og for alle mulige andre. Måske også for dig? Så nu siger jeg det i stedet til dig:)
Vil du ikke prøve at være opmærksom på, at bruge ordet ‘donor’ i stedet for ‘mor’ og ‘far’, når du taler om donorbørns genetiske ophav? Det er ikke meget, der skal til, men det gør en stor forskel for os, der har donorbørn:)
Jeg bliver ikke vred, når folk siger ‘far’, men jeg bliver til gengæld rigtig glad, når folk siger ‘donor’ – fordi det er den rette betegnelse, og fordi det til syvende og sidst handler om mine børn og den selvforståelse, de vokser op med:)
Tak:)”

Ovenstående delte jeg på Instagram og Facebook i går. Fordi jeg tænkte, at jeg har spundet nok tanker om emnet herinde. Så planen var blot at lade det være et lille opslag der og ikke endnu et blogindlæg.

Nu bliver det så et blogindlæg alligevel;)

For kommentarerne til mit opslag bekræftede mig i, hvad jeg nok egentlig godt vidste i forvejen: At når folk siger ‘far’ i stedet for ‘donor’, så er det ganske enkelt fordi, de ikke tænker over det. Og det er da en ærlig sag! Men så meget desto mere grund til at jeg råber op om det igen og igen og igen. Ikke for at løfte pegefingeren eller brokke mig, men for at gøre mit til at opmærksom på, at det faktisk betyder alverden til forskel for dem, som har eller er donorbørn.

Eller adoptivbørn for den sags skyld. For nogle uger siden skrev jeg sammen med en ung kvinde, som er adopteret. Og hun fortalte mig, hvordan hun stadig den dag i dag kan mærke ubehaget i kroppen, når hun tænker tilbage på sin barndoms skoletid og de andre børns kommentarer om, at hendes mor ikke er hendes ‘rigtige’ mor.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det, og jeg får tårer i øjnene nu, hvor jeg skriver det. For shit, hvor kan ord bare såre! Naturligvis mest dem, der affyres med netop det formål, men egentlig også de mere ubevidste af slagsen.

Så derfor blev det altså nu til endnu et indlæg i rækken. Det er ikke det første, og det bliver helt sikkert ikke det sidste. For det er mit hjertebarn! Og jeg bilder mig selv ind, at hvis man hører noget tilpas mange gange, så lagrer det sig. Nogle vil måske tage det med sig ganske ubevidst, mens andre vil huske på det og være opmærksomme på deres egen sprogbrug, hvis de en dag skulle havne i en samtale om donor- og adoptivbørn.

Så jeg håber, at I vil ha’ mig undskyldt, hvis I tænker, at jeg gentager mig selv. Men nogen ting kan ikke gentages nok. Og for mig er det her altså en af de ting:)

Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)
Et lille udsnit af den bog jeg er ved at lave til Jasper om hans vej til verden:)

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup:)

Tanker om lillebrors fortælling

Da vi vågnede i går morges, sagde Ane:

Du er MIN mor!

Det er jeg:) Jeg er din mor, og jeg er lillebrors mor.

Nej, du er MIN mor. Lillebror kan låne far!

 

Det synes jeg da egentlig var meget pænt af hende;)

Og så snakkede hun videre om, at mor var på talet (hospitalet), så lillebror kunne komme ud af maven. Ligesom Ditte var på talet, da Holger fik en lillesøster.

Og jeg lå i mosters mave. Og du lå i mormors mave. Og far og lillebror lå i mors mave. 

– 3 ud af 4 er ikke helt skidt;)

Det fylder meget for hende lige for tiden, det med at jeg var hospitalet og kom hjem med en lillebror. Det gjorde det faktisk ikke i tiden umiddelbart efter fødslen, men på det seneste har hun talt meget om det.

Vi kigger på billederne, fra da jeg var højgravid og snakker om, at hun mærkede lillebror sparke. Hun lader fingrene køre hen over mit ar og fortæller, at det var dér, lillebror kom ud. Og så finder vi Anes bog frem, hvor der er billeder af moster med Ane i maven og snakker om, hvordan far og jeg mærkede Ane sparke indeni mosters mave.

Jeg er glad for, at hun endnu ikke er bevidst om, hvad det vil sige, at hun ikke er født af mig, forstået på den måde at det ikke betyder noget. Glad for, at det er naturligt for hende, fordi det altid er blevet talt om som noget helt selvfølgeligt.

Jeg er ikke sikker på, hvordan vi gør Jaspers tilblivelseshistorie til ligeså naturlig en del af hverdagen, som Anes har været. Der er jo ikke en moster at pege på. Jeg er naturligvis i gang med at lave en bog til ham, ligesom jeg gjorde til Ane, men der går nok en del år, før den vil give mening for ham. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt eller muligt at italesætte det i samme grad. Hans historie er på en eller anden måde meget mere uhåndgribelig end Anes. Der er blevet puttet nogle celler fra en fremmed mand ind i mor – og hvad så? Selvom facit er det samme for begge vores børn – at vi er blevet deres forældre med lidt hjælp – så er der bare noget stort, nærmest monumentalt, ved hele graviditets- og fødselsaspektet som gør, at det har været vigtigt og egentlig ret nemt at sætte ord på Anes historie – “Dengang du blev født”…. Men netop den del er jo lige ud ad landevejen med Jasper. Jeg har båret og født ham. Og hans far er jo hans far, uagtet hvilke genetiske byggesten der ligger til grund for hans smalle øjne og kæmpe hvirvel i panden.

Jeg synes, at Jaspers historie er den vanskeligste at fortælle for ham, selvom det er den af de to, som i omverdenens øjne er den mest almindelige.

Selvfølgelig skal han vide, at han er kommet til ved hjælp af en sæddonor. Det er vi slet ikke i tvivl om! Mine tanker går mere på, hvordan vi får gjort hans historie til en del af hverdagen. OM vi overhovedet skal gøre det i samme omfang som med Ane. Jeg er ret sikker på, at de fleste forældre taler med deres børn om, hvordan de kom til verden, men jeg forstiller mig, at de færreste starter den fortælling ved øjeblikket for undfangelsen.

Jeg synes, det er svært.

imageSkulle du have lyst til at læse lidt mere om sæddonation og forældreskab, kan du læse indlæggene ‘Det der med mænd og sæd….‘ og ‘For mine børn‘.

En helt almindelig familie:)

Det her indlæg har været lææææænge undervejs. Jeg synes, det er vanskeligt at finde de rigtige ord. Nu prøver jeg….

Jeg bliver ofte spurgt ind til “vores historie” både i kommentarer her på bloggen og på facebook og ude i den virkelige verden. Det er jo reelt nok. Den er indviklet, vores historie. Og er man ny i hulen, så forstår jeg godt, at man har svært ved at finde hoved og hale i det. Det er rigtig fint, at man spørger:) Det ville jeg også selv gøre! Alligevel er det svært for mig at svare på. For det er jo ikke en ‘historie’ – det er vores liv.

Vi bor i et gammelt og skævt hus. Vi har en gammel stationcar, som ofte er fyldt op med skidt og lort. Jeg har en dum vane med at stikke affald – madpapir, bonner mm – ned i de der små rum i bildøren. Vi har en hund, som stikker af ved hver given lejlighed, og en kat, der, lige meget hvor sulten den er, kun gider spise én bestemt slags tørkost. Og alligevel køber jeg konsekvent kun to poser af gangen, og ender med at stå en sen aften og forbande det sultne, miavende kræ langt væk. Vi har super ordinære jobs – jeg er lærer, og min mand arbejder på en maskinfabrik. Vi kommer begge fra helt almindelige skilsmissefamilier med hele, halve og derimellem søskende. Vi ser X-Factor om fredagen, spiser blødkogte æg om søndagen og skrubber køkkenvasken for sjældent. Vi har to børn, som beriger os med lus, lortebleer og søvnløse nætter. Jeg er vild med Grey’s Anatomy og kaffe, Jess elsker cola og alle udsendelser fra Discovery, Ane er vild med Dora og sin sut, og lillebror vil bare gerne spise og sove. Vi er så almindelige, at det grænser sig til det kedelige.

Men jeg ved det jo godt! Jeg ved godt, at vores helt almindelige familie skiller sig ud på ét punkt: vores børns tilblivelseshistorier. For de er ikke lavet på gammeldags manér. De er ikke resultatet af en våd bytur eller en bryllupsrejse i Paris. Forstå mig ret, vi har dyrket rigeligt med hed, skemalagt sex i jagten på en positiv graviditetstest, det har bare aldrig givet pote. Vi er alligevel blevet velsignet (stort ord, men det er også stort!) med to børn: Ane, hvis genetiske puslespil er lagt af min mand og min søster, og som er født af min søster. Og lillebror, Jasper, som er kommet til ved hjælp af en sæddonor og groet af mig. Og lige meget hvor ordinære og kedelige jeg selv mener, at vi er, så er dét jo bare anderledes.

Da vi ventede Ane, overvejede jeg mange gange at lukke og slukke for bloggen. Endnu mere da først hun kom til verden. For hvilken ret har jeg til at fortælle hendes historie?? Når jeg alligevel valgte at blogge videre, var det fordi, jeg nåede frem til, at det ikke er hendes historie, jeg deler. Det er min. Mine tanker om at blive mor, som jeg også havde delt, hvis Ane var kommet til på hvilken som helst anden måde. For jeg stod jo med de samme små hverdagsproblemer som alle andre mødre, bare minus graviditeten og plus en masse kedeligt bueaukrati.

Når jeg skriver ‘Wuhu, I dag kan jeg stedbarnsadoptere!‘ svarer det lidt til, når Cana beskriver dét at savne sine børn på forhånd. Og når jeg gør mig tanker om, hvordan man taler om donorbørn, så er det ligesom, når Miriam gør status over sine 29 år. Det er de ting, der på det givne tidspunkt fylder i mine tanker. Det er min hverdag. Og fordi jeg har en blog, så er det dét, jeg skriver om. Ligesom andre bloggere skriver om det, der nu fylder i dem.

Jeg håber uden tvivl, at jeg med mine skriverier kan være med til at bryde nogle tabuer og skabe noget åbenhed om andre familieformer end den gængse. Men det er en sidegevinst, det er ikke formålet. Formålet med bloggen er ikke anderledes end alle andre selvoptagede bloggere anno 2016 – at jeg har lyst til at skrive og dele. Og nogle af mine indlæg rører måske noget dybere i nogen, mens andre blot bringer et smil frem på læben hos læserne. Men de har det til fælles, at de udspringer af mine tanker lige nu og her.

Jeg har indtil videre med fuldt overlæg sprunget de der ‘Spørg mig om noget’-indlæg over, fordi jeg har været nervøs for, om jeg kun ville få spørgsmål om vores børn og mine overvejelser om deres vej til verden. Ikke at det er hemmeligt, overhovedet. Jeg har bare efterhånden skrevet og fortalt så meget om det, at jeg hellere vil fortælle om mine yndlingsbøger og min manglende evne til at holde planter i live. Derudover har jeg nogle gange oplevet, at spørgsmålene går lige tæt nok på. Eksempelvis har jeg engang siddet i en større forsamling, hvor man ville vide, hvordan vi havde ‘lavet’ Ane. Altså sådan helt praktisk og konkret. Et spørgsmål som jeg slet ikke kan se relevansen i, med mindre man overvejer at kaste sig ud i et lignende projekt. Men der blev helt stille i rummet, og alle kiggede på mig og forventede, at jeg redegjorde for, hvordan det hele var forløbet. Ret så ubehageligt, skal jeg hilse og sige! Når jeg skriver og fortæller om de dybere tanker om børnenes genetiske ophav, ser jeg helst, at det udspringer af en lyst og en umiddelbar følelse, ikke fordi jeg ‘afkræves’ et svar.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at dele. Og måske jeg til tider deler mere, end godt er! Jeg ved også godt, at jeg derfor må forvente spørgsmål. Jeg synes bare nogen gange, det er svært. Jeg synes, det er svært at være hende med den mærkelige, specielle og fantastiske historie. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke ser det sådan. Det er bare mit liv, og jeg/vi er meget andet og mere end det.

Nogen gange overvejer jeg at starte bloggen helt forfra og udelade de ‘anderledes’ aspekter. Bare være Fyrsten, Fruen, børnene og den beskidte stationcar. Men det ville være mærkeligt og utroværdigt at skulle censurere mine tanker om det vigtigste i mit liv, mine børn. Og jeg ønsker at gøre deres tilblivelseshistorier så naturlige og almindelige som muligt – for andre, men mest af alt for dem. Ville jeg bidrage til det modsatte, hvis jeg selv undlod at sætte ord på? Åh, det er så skide paradoksalt – at skrive om det ‘ualmindelige’ i håbet om at gøre det almindeligt….  Giver det nogen som helst mening??

Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge. Jeg vil fortsat skrive om små hverdagsbanaliteter som fastelavnstøj og gaveønsker. Jeg vil skrive om tungere emner, som juridisk abort og kræft. Og jeg vil skrive om mine børn. Jeg vil juble herinde, den dag stedbarnsadoptionen endelig går igennem. Og jeg vil måske også gøre mig tanker om, hvordan vi fortæller Jasper historien om hans vej til verden, så den fortælling bliver ligeså naturlig som Anes. Jeg vil med garanti overveje og sikkert også sætte ord på, hvilken betydning det kommer til at få for mine børn og deres indbyrdes forhold, at jeg kun har født én af dem. Men ikke for at gøre mig selv bemærket og fremstå som værende ‘noget særligt’. For jeg er ikke en skid særlig. Jeg er leverpostejsfarvet og fregnet og har skæve ben og ditto fortænder, og mine børn er fuldstændig ligeså vidunderlige og trodsige som alle andres. Jeg vil skrive om det, fordi det er MIN hverdag, fordi det er mine og min families vilkår, ligesom skilsmisser, vasketøj, dødsfald, skolestart og graviditeter er det for andre.

Vores livs ligning har måske lidt flere ubekendte faktorer, men resultatet er det samme – en familie. En helt ordinær og vidunderlig én af slagsen.

imageimageimageimage

(Det tætteste jeg indtil nu er kommet på at fortælle ‘den fulde historie’ er i gæsteindlægget her)

For mine børn

“Sprog skaber mere, end det benævner” – dét er sådan en grundsætning på mit arbejde. En sætning, som er vigtig at have med i arbejdet med eleverne, med deres forældre og netværk og også mellem kollegerne. På mange måder siger det egentlig sig selv – vi skaber mere med sproget og ordene, end det vi siger med dem. Omtaler jeg en elev som irriterende og krævende, så vil det højst sandsynligt også være med denne indstilling, jeg møder den unge. Og det vil kunne mærkes, eleven vil reagere herpå og så kører den onde cirkel ellers. Det lyder simpelt, ikk’?! Alligevel oplever jeg dagligt, at både jeg selv og andre går i fælden, hvor vi får sagt ting uden tanke på, hvad vi skaber med vores ord.

Jeg har efterhånden spundet mange tanker og skrevet mange indlæg om præcis dette emne. Og nu gør jeg det igen. Hvorfor?? Fordi jeg synes, at det er vigtigt! Fordi jeg tror, at det betaler sig at råbe højt om dét, der betyder noget for én. Fordi jeg håber, at jeg med mine ord kan skabe noget. Fordi det handler om dét, der er vigtigst for mig – mine børn.

Jeg faldt over ordene igen i forgårs, som jeg så ofte gør. Det er ikke fordi, jeg opsøger dem eller noget, men selvfølgelig lyser de ekstra skarpt, når de læses med mine øjne. Ordene “de biologiske forældre” brugt i en snak om donorbørn. Er det bare det?, tænker du måske. For det er jo en forståelig ‘fælde’. Det er sådan, vi taler om genetik – de biologiske forældre, den biologiske far, den rigtige mor. Kom nu videre, Elisabeth.

Nej. Jeg vil ikke komme videre. For hver gang en donor omtales som en forælder, hver gang nogen spørger mig, om Ane ved, at jeg ikke er hendes rigtige mor, eller om vi vil fortælle baby, at Jess ikke er dens rigtige far, så vedligeholdes et sprog, som jeg ikke synes er brugbart. Et sprog som på sin vis ødelægger, fremfor at styrke eller bygge op. Et sprog som på mange måder får mig til at fremstå som en løgner overfor mine børn. For jeg kunne aldrig drømme om at fortælle dem, at vi ikke er deres ‘rigtige’ eller ‘biologiske forældre’. Jeg ville aldrig bruge ordet ‘forældre’ i den sammenhæng, for selvfølgelig er vi da deres forældre! Det er os, der er der hver dag, os, der elsker dem og passer på dem, ergo er vi deres forældre. At de har et andet genetisk ophav, det er en anden snak. En vigtig én, uden tvivl, men ikke desto mindre en anden snak.

Mine børn kommer ikke til pludselig at få afsløret, at de ikke er bygget ud af vores gener. Det er allerede kendt viden. Ane siger det selv i dag, når vi taler om babyen i min mave – “Ane lå i mosters mave! Og når babyen kommer ud af mors mave, så skal vi hoppe på trampolin sammen.” Det er Anes virkelighed. Det er ikke mærkeligt for hende, at hun ikke har ligget i min mave, for hun kender ikke til andet. Hun er endnu ikke gammel nok til at forstå, at det ikke er sådan, det sædvanligvis foregår. Og når hun en dag forstår, så vil det ikke komme som et chok for hende, for hun har vidst det i al den tid, hun vil kunne huske. Det vil være hendes virkelighed!

Men en eller anden dag vil Anes virkelighed støde sammen med en anden. Nemlig den virkelighed, som taler et sprog, der siger, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Underforstået at hun har en anden mor. Og lige dér skaber sproget noget, som giver mig en klump i halsen. For forestil dig det – hvis dit barn eller de omkring det, omtalte en anden end dig som mor? Der er så meget værdi og følelse i ordet ‘mor’, det er det største i verden. Og det er MIN titel – ingen andres. Og det samme med Jess. Han er far til vores baby. Det er ham, der mærker sparkene og taler til maven, ham, der skal hjælpe mig gennem en fødsel, og ham, der skal opfostre vores barn. Donoren er blot et stykke papir, som tilfældigvis havde den rigtige højde og øjen- og hårfarve. Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at have kendskab til sit genetiske ophav, slet ikke. Men jeg opponerer på det kraftigste imod måden, man omtaler dette på. For i min øjne handler det blot om vane, intet andet. Man omtaler det sådan fordi, det har man altid gjort. Men samfundet ser ikke ud, som det altid har gjort. Nye familieformer skyder op og blomstrer, og det fordrer, at vi tager det dertilhørende sprog op til revision. Mest af alt for børnenes skyld!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg også er en anelse egoistisk i den her snak. Ja, selvfølgelig bliver jeg ramt på min stolthed, når nogen får antydet, at jeg ikke er Anes rigtige mor. Men jeg overlever – jeg ved jo godt, at jeg er hendes mor. Det er i forhold til Ane, det rammer mig. For hun er et barn. Hun ved ikke, at folk blot er uvidende eller ikke lige overvejer deres sprogbrug. Hun vil opfange ordene og med tiden forstå dem – at hendes mor ikke er hendes mor. Eller at der også findes en anden mor, en ‘rigtig’ mor. Ord, der på ingen måde stemmer overens med hendes virkelighed.

Jeg har brugt de sidste år på at tænke store og tunge tanker om, hvordan vi gør livet lettest for vores datter i forhold til hendes tilblivelseshistorie. Og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg finder ro i troen på, at vi gør det godt nok. Og jeg er sikker på, at vi også kommer til at gøre det ‘rigtige’ i forhold til baby, når den tid kommer. For herhjemme taler vi et sprog, der giver mening for den virkelig, som vi lever i. Den virkelighed, vi ønsker at skabe for vores børn. Ud fra den overbevisning, at det er det bedste, forsøger vi med sproget at gøre vores børns tilblivelseshistorier så simple som muligt – forståelsesmæssigt, men mest af alt følelsesmæssigt. Og derfor er der kun én mor og én far – ét sæt ‘de rigtige forældre’ – os. Jess og jeg.

Jeg ved godt, at der findes andre familieformer, hvor det på sin vis giver mening at tale om ‘biologiske forældre’, eller hvor det kan være svært at finde andre ord for det. Men det er ikke tilfældet i vores familie – der en mor, en far, en moster og en donor.

Jeg tror af hele mit hjerte, at vi gør det rigtige herhjemme ved at bruge sproget, som vi gør. Så langt, så godt. For som sagt kommer vores børn også til at møde en virkelighed, hvor sproget er et andet. Så min bøn til dig er denne:

Overvej, hvordan du bruger sproget. Overvej, hvad du skaber med sproget. Tal med dine børn – lad dem vide, at der findes forskellige familieformer. At ingen er mere ‘rigtige’ end andre. For mine børn – og for dine:)

image