Sæddonation og forbudte tanker

Det er svært for mig at skrive dette indlæg. Af flere grunde. Først og fremmest fordi jeg skammer mig over mine tanker. Jeg ved godt, at de er ‘forkerte’. Dernæst fordi jeg er nervøs for, hvordan det vil blive modtaget. Jeg rammes ofte af en følelse af, at jeg ikke kan ’tillade’ mig andet end ubetinget glæde over min situation grundet vores historie – en følelse der dog i langt højere grad kommer indefra end udefra. Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg, at det er møghamrende svært at finde de rigtige ord, som ikke får mig til at fremstå super overfladisk og dum!

Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, jeg tænker, at der muligvis sidder nogen derude, som rent faktisk forstår, hvad jeg mener og kender til mine tanker….

Jeg er himmelråbende, jitterbugdansende, tandkødssmilende lykkelig over at være gravid. Jeg glædes over at kunne gøre Ane til storesøster, og jeg nyder at få lov til selv at opleve en graviditet – det er et kæmpe privilegium, som jeg ikke tager for givet!

Alligevel rammes jeg ind imellem af dumme tanker, som jeg skammer mig over. Tanker, der på ingen måde gør min glæde mindre, men som dog dukker op og kræver min opmærksomhed, omend blot for et kort sekund. Det er tanker, som omhandler det faktum, at babyen er lavet ved hjælp af sæddonation.

Jeg er ekstremt taknemmelig over, at der er så mange sæddonorer i Danmark. Endnu mere over at en del af dem vælger at være åbne. Det er nemlig sådan en donor, vi har valgt. Så skulle baby en dag vokse op og have et behov for at kontakte eller møde sin donor, så har vedkommende gjort dette muligt ved at vælge at være åben donor. Og det har jeg kæmpe respekt for! Generelt er jeg virkelig stor fan af denne mand, som jeg slet ikke kender. Jeg ved kun, at han er omkring 175-80 høj, har grønne øjne og mørkt hår. Men så stopper det også der – det er alt, jeg ved. Og her kommer så den første dumme, skammelige tanke: Hvad nu hvis han er grim? Jeg kan ikke engang skrive det uden at tænke ‘Nu stopper du fandme!’ Jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er overfladisk, men også ligegyldigt og utaknemmeligt at tænke sådan. Og inderst inde og til daglig betyder det jo ingenting. Men tanken kommer alligevel bare forbi fra tid til anden. Måske det er usikkerheden, manglen for på forudsigelighed – jeg ved det ikke. Men da vi ventede Ane, kunne jeg jo bare se på min søster og min mand, så fik jeg en lille idé om, hvordan min datter ville komme til at se ud. Derudover havde jeg både nevøerne og Fyrstens store søn, Oliver, som nogenlunde brugbart sammenligningsgrundlag. Og de er alle fire nogle virkelig smukke drenge. Denne gang ved jeg kun, hvad jeg smider i puljen. Og selvom det både inkluderer søde fregner og pæn kropsbygning, så er der også de lodder, der indeholder de skæve knæ og de firkantede tænder. Hvad nu hvis det er netop disse lodder, som babyen har trukket, og kombineret med noget, som jeg slet ikke kender til? Det er så skørt og dumt og alt muligt andet, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg naturligvis (ligesom alle andre mødre) kommer til at synes, at lige netop mit barn er det smukkeste i verden;) Men – tanken findes altså stadig. Ind imellem forsøger jeg at overbevise mig selv om, at vores donor naturligvis har verdens største næse, skæveste tænder og derudover er virkelig ond ved dyr. Så er jeg ligesom forberedt.  There! I said it….

Næste dumme tanke….. Jeps, der er flere af dem. Så stor en lort er jeg.

Vi havde sidste gang til fødselsforberedelse i sidste uge, hvor vi talte om vores forventninger til fødslen. En af de andre sagde, at hun særligt glædede sig til at se produktet af hendes og kærestens kærlighed. At babyen jo ville være en sammensmeltning af de to. Så fint og sødt og sandt:) Og en lille, bitte, bitte smule misundelsesværdigt… Igen – jeg lyder egoistisk og utaknemmelig, men må jeg godt være bare en lille smule misundelig på dét? Må jeg godt være helt igennem lykkelig og taknemmelig over at skulle være mor igen, må jeg godt være klar over, hvor ufatteligt heldig jeg er, må jeg godt få helt dårlig samvittighed over snart at have to børn, når jeg ved, at andre par kæmper en helt forfærdelig kamp for at få ét – må jeg godt alle de ting og samtidig mærke en snert af misundelse over ikke at komme til at opleve kærlighedssammensmeltningen? For det gør jeg altså nogen gange…. Det er slet, slet ikke på en måde, så det fylder i mig, eller så jeg bliver ked af det. Overhovedet ikke. Det er mere sådan en ‘hmmm, det kunne nu ha’ været meget hyggeligt‘. Ikke desto mindre skammer jeg mig over tanken, fordi jeg godt ved, hvor tåbeligt og ligegyldigt det er at give rum til sådanne tanker.

Mon jeg er den eneste, der ind imellem rammes af irrationelle eller skammelige tanker??

image
Dejligt at se, at der er nogen tanker, som jeg i hvert IKKE er ene om;)