En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Forresten #22

Reklame / Indeholder reklamelinks

– er Fyrsten i dag vendt hjem med vores nye sofa. Den står lige nu delt i to og pakket ind i plast i udestuen, og jeg er hunderæd for at pakke den ud af frygt for, at den pludselig ikke er så fin, som jeg husker den.

– har jeg i dag prøvet at filme en lille video til bloggen, hvor jeg deler mine erfaringer med nogen af Nilens Jords (reklamelink) produkter. 10 gange har jeg prøvet. Først løb jeg tør for strøm midt i det hele. Så havde jeg pludselig ikke nok hukommelse og måtte til at slette. Og endelig lurede Ane, at jeg havde gang i noget spændende. Den ene optagelse blev brat afbrudt efter bemærkningen: “Denne her læbestift er helt åndssvagt god!” ….. “Mor, kom lige og se en KÆMPE lort jeg har lavet!” Jeg prøver bare igen i morgen, ikk’?

– er Ane begyndt at udvikle sine trusler en smule. De har i lang tid heddet “Så må du ikke komme med til min/Karlas/Holgers fødselsdag!” I sidste uge hed det: “Så må du ikke komme med til Holgers fødselsdag! Du må godt aflevere mig, men du kommer IKKE med ind!” Så fik hun naturligvis sin røde sodavand prompte!

– har jeg for første gang nogensinde besøgt Genbyg i dag. Første gang – ikke sidste! Åh, jeg kunne være flyttet ind på stedet!!! Alle de gamle sager og skønheder og ufortalte historier. Planen er at tage en tur derud igen senere på ugen for at finde en dør til Anes kommende værelse, og jeg glæder mig allerede. Jeg har ikke følt det sådan her, siden Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter;)

– er Cash i dag 10 år og 26 dage gammel. Jeg har hørt, at med en Golden Retriever af hans størrelse er hver dag over 10 år en gave. Så vi føler os meget rige:) Jeg tænker dog også, at hver dag over de 10 år gør noget ved odøren. Enten det ellers er der en kat, der er kravlet op i ham og har lagt sig til at dø. Jeg elsker dig, Cash, men for dælen, hvor du dog stinker!

– nu vi er ved døde katte, så er jeg med i en facebookgruppe for det nabolag, vi bor i. Og hvert andet opslag handler om forsvundne katte. Så meget at der nu har udviklet sig helt seriøse spekulationer omkring, hvorvidt vi deler vej med en kattenapper. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller låse Charlie inde…..

– levede jeg af Dumle slikkepinde (og kolde Hof) på Vejlø, så jeg skyndte mig naturligvis at købe en pose, da vi vendte retur til civilisationen. Og så smager de bare overhovedet ikke ligeså godt – hvad fanden sker der for det?? Det er lidt det samme med nøddebidder, som også er et Vejlø-højdepunkt. Og at jeg kan købe dem i Aldi når som helst resten af året er fuldstændig lige gyldigt.

– fulgte denne nederdel (reklamelink) med min sending fra Zalando, da jeg modtog mine gummistøvler. Den er SÅ mega fin! Og kun lige to centimeter for lille i livet;) Den bliver min motivationsfaktor for at få startet op på det der kejserinde-træning igen. Efter uge 29. Hvis der er flere Dumle-slikkepinde i kiosken….

– har jeg forresten lavet en aftale med en af ølejrdeltagerne om at stille op i ‘Scenen er din’ i uge 29 med en Nik og Jay parodi. Jeg var ikke engang beruset. Og jeg er ret bange for, at hun mener det seriøst.

– tænker jeg at udgive endnu en Udbryderdronning en af de nærmeste dage. I tog så godt imod min første af slagsen, så jeg er spændt på at præsentere jer for endnu en sej kvinde:)

– var Ane sur og tvær inden sengetid i dag, så vi dansede det ud til Liga, Alphabeat og Burhan G. Jasper stavrede grinende rundt som en tosse og prøvede at danse med, og Ane var pavestolt, da hendes far kom med opmuntrende tilråb til hendes skøre dancemoves. Det er øjeblikke som dem, der minder mig om, hvor helt åndssvagt heldig jeg er!

img_7176 img_7177 img_7178

Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

Det er ligesom at køre på cykel….

img_5368

Jeg har i dag kørt bil for første gang siden natten mellem d. 2. og 3. august 2013. Og ja, jeg kender den præcise dato, for det var den nat min søster ringede og sagde, at vandet var gået, og jeg satte mig bag rattet og fragtede mig og Fyrsten til Falster for at blive forældre.

Jeg KAN godt køre bil, når det virkelig gælder. Jeg er bare helst fri. Og det er pisse mærkeligt og åndssvagt, for i de første år, hvor jeg havde kørekort, kørte jeg ofte bil. Og da jeg startede job i Kbh, kørte jeg minibus med seks-syv højtråbende unger bag i. Men af en eller grund begyndte jeg at få det dårligt med det. Jeg fik nærmest angstanfald, når jeg satte mig bag rattet ved tanken om, hvor jeg skulle parkere, og om jeg kunne få bilen ud igen osv. Og særligt fodgængere og cyklister kunne hyle mig helt ud af den, for de er jo fuldstændigt utilregnelige! Og så stoppede jeg med at køre bil. Nærmest fra den ene dag til den anden.

Men i dag var vi til påskefrokost i Nakskov. Og jeg havde sagt til Fyrsten, at han sagtens ku’ drikke et par øl. Så ku’ vi bare tage toget til Maribo, hvor vi skulle overnatte og hente bilen i morgen. Det var en god plan. Indtil klokken blev over ungernes sengetid, og det gik op for mig, at vi er på Lolland. Og det er helligdag. Hvilket vil sige at togene kun kører én gang i timen. Så var den plan ikke så god længere. Og selvom det at køre bil kan virke skræmmende, så blev jeg mere nervøs ved tanken om at skulle have to overtrætte børn og en gammel hund – altså, Cash – ikke Fyrsten;) – med toget klokken alt for sent. Så jeg foreslog stille, at jeg måske ku’ køre bilen. Den idé var Fyrsten med på! “Du kan godt!”, sagde han. “Det er ligesom at køre på cykel.” Det vil jeg så godt afsløre, at det ikke er. Det er overhovedet ikke ligesom at køre på cykel. Det er ligesom at køre bil. MEN jeg gjorde det sgu:) Helt uden panikanfald eller snerten af sved på panden. Jeg satte mig bare bag rattet og kørte. Som det mest naturlige i verden. Okay, jeg skulle lige dobbelttjekke med Fyrsten, hvad der nu sad hvor, men derefter gik det rimelig glat. Og ifølge Fyrsten og Ane, så gjorde jeg det godt. “Se, Jasper! Det er mor, der styrer bilen!!!!” Jeg er helt stolt af mig selv! Og jeg forstår godt, hvis det ikke giver mening for habile bilister. Men for mig er det altså pisse stort! Ikke så meget det at have kørt, men det at jeg overkom min noget irrationelle angst og faktisk havde en rigtig god oplevelse med det.

Jeg er sej, sgu! Det var bare lige dét, jeg ville sige:)

Ting, jeg VIRKELIG savner fra 90’erne!

Egentlig tænkte jeg, at denne liste skulle have 10 punkter ligesom listen over “Ting, jeg IKKE savner fra 90’erne”. Men det blev lidt svært at begrænse, for der er faktisk en del ting, som jeg VIRKELIG savner fra 90’erne:)

img_4805

 

Beverly Hills 90210!

Og ja, den kan man stadig se. Men nej, det er slet ikke det samme som i 90’erne, hvor man bare var ét med karaktererne. Jeg ringede til min fars kone, da Dylan kørte ud over skrænten, og jeg tror faktisk vi græd lidt begge to. “Alletiders barnepige/Nanny Fine” savner jeg også. Kæft, hvor jeg heppede på, at Mr. Sheffield skulle opdage, hvor lækker hun var!

Nokia 3210!

Det kan godt være, at den ikke kunne en skid andet end at ringe, sms’e og spille Snake. Men den holdt jo strøm i flere år! Dét savner jeg!

Benvarmere!

Jeg havde en hel skuffe fuld af benvarmere. De blev trukket helt op over min langskaftede Doc Martens, og jeg følte mig hippere end hip! Man var både moderigtig OG holdt varmen:) Min veninde, Laura, havde dem på til sin konfirmation – lang, hvid satinkjole og kæmpestore, brune benvarmere;) Jeg syntes, hun var det sejeste!

Min gameboy!

Min murstensgameboy, som min søsters kæreste vandt, da han var med sin klasse i “Lykkehjulet”. Jeg spillede Super Mario til mine tommelfingre var hudløse! Nu jeg tænker over det, savner jeg også “Lykkehjulet”….

Blyant-isen!

For to kroners lykke i form af en sodavandsis med chokolade på toppen. Hvor bliver underskriftindsamlingen af??

Farverige armbåndsure!

Alle havde mega fede farverige armbåndsure. Ikke sådan nogen, som kan ringe op eller vise vejrudsigten. Tilgengæld havde de visere formet som Fedtmules arme og var selvlysende. Mit eget havde sådan et Anders And-hoved som flap, der kunne løftes, så man ku’ se klokken. Dét var cool!

Pennevenner!

Breve sendt i farverige kuverter og med blomster og hjerter i margin. Nøj, hvor har jeg tømt mit hjerte for teenagekvaler til mange ukendte pennevenner! Verdens billigste terapiform. Altså dengang. Med portopriserne i dag er snakken en anden.

Mænd med langt hår!

De kunne virkelig noget, de der langhårede mænd. Jeg begiver mig ikke ud i en længere forklaring – den kan I finde her.

Fondue og raclette!

Ej, det savner jeg faktisk ikke sådan rigtigt, for vi genser hinanden på jævnlig basis. Nippemad går bare aldrig af mode. Slet ikke det, som skal dyppes i friture og druknes i ost:)

Leonardo Dicaprio!

Leo som han var i “Romeo og Julie”. Kun dén Leo! Ingen anden kommer op på siden af ham. Ikke engang Titanic-Leo.

Ungdomslitteraturen!

“Et hjerte til Maria” og  “Min ven Thomas” – godt nok er de begge skrevet i slut 80’erne, men de blev på mange måder helt afgørende for mine tidlige teenageår. Aldrig har jeg følt og lidt så meget, som med karaktererne i de bøger. Jeg VAR jo Maria!
“Kabalemysteriet”, som er fra 1990, tager førstepladsen som værende den bog, jeg har læst flest gange. Omslaget er slidt og afbleget, men ordene er ligeså fantastiske, som da jeg læste dem første gang i 8. klasse.

Fastnettelefoner!

Det havde altså sin charme, at man ikke bare stod til rådighed 24/7. Jeg elsker (sådan virkelig!) min smartphone, men hvor er det også helt vildt skræmmende, hvor hurtigt man bare er blevet vænnet til altid at være kontaktbar og altid kunne få fat i alle andre. Hvis min søster er mere end 3 timer om at svare på en sms, er det jo lige før jeg ringer til min mor for at høre, om hun har talt med hende. Og så er der hele “Hej, det er Ditte, må jeg tale med Elisabeth?”-delen. Glæden når telefonen ringede, og man fandt ud af, at det var til en selv! Den del blev naturligvis til stor pinlighed, da man begyndte at få kærester, som jo altså også skulle igennem et par led for at skabe forbindelse.

Skunk Anansie!

“Paranoid & Sunburnt” og “Stoosh” er mine teenageårs soundtrack. Og jeg får stadig gåsehud, når jeg hører “Weak” eller “Hedonism” i dag. Jeg hørte dem live på Roskilde ’99, og det var ligesom bare topmålet af mit hidtige liv;)
(Du kan forresten læse lidt mere her, om den musik, der prægede min ungdom:))

 

Ting, jeg IKKE savner fra 90’erne!

img_4774

Harley Davidson-gamacher!

Det er jo ikke som om, nogen af os kørte på motorcykel, vel?? Så hvorfor dælen have det stående hele vejen ned ad benet? Og så var de altså bare grimme (undskyld, Sidsel, men det var de!).

Håret!

Der der to totter fra pandehåret, som skulle hives ud af hestehalen (sat op med en kobolthår scruncie, naturligvis!) for at hænge og dingle ned langs ansigtet. Det var ikke nemt at få til at fungere med en hvirvel, kan jeg hilse og sige! Eller det crepet hår, som mest af alt fik mig til at ligne en druknet puddel.

Buffalo-sko!

Ankelskade waiting to happen. De var hverken pæne eller komfortable og alligevel var de hjørnestenen i enhver teenagepiges garderobe. Og jeg kan så på vegne af min Vejlø-veninde, Freja, at man vælger man at have buffalos på ved bålet i ølejren, så skal man lige huske at holde behørig afstand;9 Sådan en sål smelter ret hurtigt.

Bolsjet i muslingeskallen!

I ved, det der slik, som var et bolsje og så alligevel ikke. For det var også sådan lidt blødt i det, hvilket var medvirkende til, at det var helt umuligt at slikke ud ad muslingeskallen uden at ligne en komplet idiot imens. Push Pop og den der bolsje-fingerring var også noget djævelsk fedtet stads!

Kleiner Feiglings og solbærvodka!

Sukker på flaske. Jeg ved ikke, hvornår det smagte værst. Når det var på vej ned eller op igen. Jeg er ret sikker på, at jeg brugte 10% af min børneopsparing på Kleiner Feiglings på Dølle. Bittert!

Oppustelige møbler!

Jeg havde en pink, oppustelig stol, som fyldte hele mit værelse. Den var mega dårlig at sidde i, hvilket egentlig var ligegyldigt, for jeg turde alligevel ikke sidde i den af frygt for at punktere den. Så den stod ligesom bare der og skinnede omgang med mine Courtney Love-plakater og stjal al pladsen på mit 5 kvm teenageværelse.

Gedebukkestyr!

Nej, jeg var ikke del af et elite cykelhold. Jeg cyklede til og fra skole. Og jeg græd som pisket, da min mor købte mig en cykel med almindeligt styr. Helt ærligt, 13-årige Elisabeth – tør øjnene. Det var jo hverken pænt eller behageligt!

Fjerboa’er!

Hvorfor? Bare hvorfor??! Det er ikke et tørklæde, det er ikke en trøje. Det er en snor med fjer, helst i neonfarver, som ikke tjener noget andet formål end at få en til at ligne i værste fald en kylling eller i bedste fald en Spice Girl. Ej, jeg tror måske at begge ting er i værste fald!

Solbriller med gult glas!

Tænk de her (reklamelink) bare med sort stel a la Casper Christensen i ‘Husk lige tandbørsten’. Nu bliver jeg faktisk i tvivl om, om det overhovedet var solbriller eller bare almindelig briller uden styrke. Alle i Maribo havde dem! Og verden så syg ud set gennem de glas. Jeg tror nu heller ikke, at vi, der havde dem på, så helt raske ud;)

Rygerkupéer!

Vi skulle sidde i toget i under to timer, når vi skulle besøge Lauras far. Men det var absolut nødvendigt, at vi kunne ryge vores ‘smug-smøger’ hele vejen derind. Det var jo ikke sådan, at han kunne lugte det på os, når vi nåede frem, vel?? Selv dem der sad tre vogne væk fra rygerkupéen stank af røg!

 

 

 

Læs med i morgen – for der er faktisk også ting fra 90’erne, som jeg virkelig savner:)

Forresten #16

– Havde jeg den hyggeligste aften længe i lørdags, hvor jeg var ude med mine veninder! De 400 g. cuvette spillede helt sikkert en vigtig rolle, men selskabet slog kødet med flere længder, hvilket ikke siger så lidt (for ja ja kødet var godt, men læste I det? 400 g.?!!). Hold kæft, hvor er jeg heldig at være udstyret med en flok veninder, som ikke bare er søde og smukke, men også mega interessante og intelligente. Vi smalltalker stort set aldrig, og selv en samtale om bikinivoksning ender med en samfundsanalyse. Det er jeg ret vild med!

– spillede vi et selvopfundet spil, ‘Veninde-bingo’. Hver deltager havde skrevet fem statements om sig selv, samt et om fødselslaren. Så gjaldt det om at gætte den rigtige person og bluffe for vildt, når ens egne sedler blev trukket. 10 rigtige gav bingo. Det var mega sjovt og gav anledning til nogen gode og underholdende snakke. Hurtig og hyggelig selskabsleg, hvis I lige står og mangler sådan en:)

– efterlod vi vores sedler på bordet på restauranten. Så ku’ tjenerne få lov at gætte med på, hvem af os, der har fodsvamp, og hvem der godt ku’ ordne Kim Larsen.

– tog vi på Sams bar, hvor jeg aldrig før har været. Det bliver med garanti ikke sidste gang! Det er jo en tidslomme med verdens grimmeste, orange tapet, og jeg følte mig øjeblikkeligt hjemme:)

– kom Fyrsten og ungerne hjem den følgende dag kl. 11. MED mad fra Mac D. Jeg er så åndssvagt godt gift:)

– har jeg opdaget, at vi også har mus i skunken!! Hold nu op??!! Jeg ender med bare at sidde i sofaen som et andet espeløv i frygt for, at de planlægger et større angreb. De to musefælder, vi endte med at anskaffe os, er helt sikkert ikke nok til at berolige mine nerver, så jeg tænker, vi må investere i sådan en her (reklamelink), som nogen af jer anbefalede sidst. Jeg er bare så nervøs for, at de ikke holder, hvad de lover, og rent faktisk påvirker vores kæledyr.

– er Ane og jeg ikke heeeelt enige om det med de mus. Ane har fx fået ikke mindre end fem ostemadder i dag. Og jeg undrede mig egentlig lidt over, at hun tilsyneladende nærmeste slugte osten. Indtil jeg fandt lidt under lænestolen og på tv-boksen og foran brændeovnen. “Jamen, det er jo til musene, mor!”….

– havde jeg besøg af en masse søde blogdamer i går, og Christina havde saks med, så hun kunne klippe Jasper. Han er blevet noget så bedårende, men det er også ret vildt hvordan han gik fra ‘baby’ til ‘barn’ på 5 minutter!

– er Ane seriøst ved at få skoldbøttekuller. For hver dag hjemme bliver stemmen lidt højere, tempoet lidt hurtigere og tålmodigheden lidt kortere. Det er nogen meeeeeegggggeeeeeet lange eftermiddage, og jeg ved sgu ikke helt, hvem det er mest synd for – hende eller mig.

img_4322

Forresten #15

Indeholder reklamelink:)

– Faldt jeg i går over en artikel, som nøje redegør for, hvordan man måler en tissemand korrekt. Vi taler tre sider! Hvordan jeg faldt over den, taler vi til gengæld ikke om;) Nu er I i hvert fald informeret. Selv tak:)

– Kom jeg til at sætte mig ovenpå Anes usynlige ven i går. Det udløste kaskader af mindre pæne gloser. Fra nu af står jeg bare op og spiser.

– Gik indkøringen helt fantastisk i sidste uge! Der var lutter smil og glade dage:) Nu har han ligesom forstået, hvad der sker, når jeg vinker og går …. Av, mit moderhjerte.

– Kan jeg ikke rigtig komme igennem til vinderen af halskæden fra Jane Kønig. Så hvis du læser med her, Kamilla V. G., så tjek dit spamfilter og smid mig en mail:)

– Står denne kop (affiliate link) lige nu allerøverst på min ønskeseddel til min fødselsdag om to måneder. Den er jo alt for fed!!!

– Er jeg netop begyndt at læse med på denne blog, hvilket indtil videre har vist sig at være en virkelig god beslutning:) Åh, jeg elsker at finde ‘nye’, velskrevne blogs:)

– Er vi for alvor gået i gang med at planlægge renoveringen af førstesalen, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Og endnu mere til at være færdig! Jeg glæder mig dog ikke til at skulle etablere et midlertidigt soveværelse i musikrummet. Det er kun et par måneder siden, at vi fik skik på det, efter det havde fungeret som lager for Fyrstens ting fra den gamle arbejdsplads. Og udestuen er også først lige kommet tilbage til normalen efter at have ageret savværk for reolbyggeriet. Nu vender vi hele hytten på hovedet igen igen.

– Har den fantastisk søde Heidi udgivet et indlæg om Dillerbanden her til morgen, som gør mig fuldstændig varm om hjertet og blød i knæene!!!!<3

– Siger Ane de sjoveste ting lige for tiden! Bare se billedet herunder. I går sagde hun “Jeg vil godt ha’ noget fredagsslik!” Jeg informerede hende om, at det ikke var fredag, hvortil hun svarede: “Giv mig nu bare det slik – jeg ved, du har det!” Det havde hun jo sådan set ret i….

img_3984

Moderskabet er ét langt slap bet!

img_3788

Jeg har muligvis set for meget ‘How I met your mother’! Nej okay –  jeg har med garanti set for meget ‘How I met your mother’;) Men altså, det er også en ret formidabel serie! Og særligt de famøse ‘slap bets’ er afsindigt morsomme. Skræmmende, men morsomme. Lidt ligesom moderskabet – og det er kun én af de ting, som slap bets og moderskabet har til fælles:

(Til de uindviede: Et slap bet er et væddemål, hvor vinderne modtager den store glæde at måtte tildele taberen med et vist antal lussinger på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Altså kan taberen gå rundt i konstant frygt uvidende om, hvornår næste lussing falder. Det er ondskabsfuldt, det er nervepirrende, det er slap-tacular!)

Graviditeten“Man har kvalme i første trimester!“, siger de. Løgnerne. Og så kommer du cyklende der. Glad og tilfreds og godt inde i tredje trimester. Og du priser du lykkelig, for nu er du ligesom så langt fra første trimester, at kvalmen på ingen måde kan indhente dig, ikk? Well…. Slap! Og sådan demonstrerer baby på allertydeligste vis, at du aldrig mere kan vide dig sikker!

Samsovning. Det er så hyggeligt at ligge der sammen under dynerne. Varmt og rart og trygt. Og mens du ligger i der i mørket og sender en tak ud i universet for at netop du skulle være så heldig at ende der i kærlighedens smørhul, så modtager du et spark lige i nyrerne. Slap! Nej, det er ikke universet, der svarer igen. Ej heller er det jinx eller nemesis. Det er meget værre. Det er moderskabets slap bet!

Amning. Der er intet smukkere end at amme sit barn. TANDLØSE barn! Tomme gummer FTW! For når først tænderne er der, så lurer det næste bid lige rundt om hjørnet. Og du aner ikke, hvor det hjørne er. Eller de. For du ved heller ikke, hvor mange hjørner, du passerer på din vej. Du ved bare, at biddet venter. Og at du INTET kan gøre for at forhindre det. Slap!

I Bet GIF - Find & Share on GIPHY

3-årige. De er SÅ søde! Og sjove! De har de mest underfundige formuleringer, og de kysser og krammer og sovser en fuldstændig ind i omsorg. “Du er sød, mor!”, “Du har næsten ikke lange bryster, mor!”, “Jeg elsker dig, mor!”. Lige indtil …… Slap! “Du er den dummeste mor!” Hokus pokus og ud af det blå blev verdens sødeste 3-årige transformeret til et skrigende, spruttende, rødglødende monster. Bare rolig, hun bliver sig selv igen, MEN du ved aldrig hvornår, næste eksplosion indtræffer. Næ, du har glæden af at kunne vente i spænding;)

Middagslure. Arhhh, endelig sover baby! Det er nu, livet skal leves! Du har nu fuldstændigt ubegrænsede muligheder – du kan spise ostemadder og se “Hammerslag”, du kan sove, du kan gå i bad. Tror du. Men det er salgstalen. Glorificeringen af moderskabet. Det er løgn, er det! For ligeså snart du tager en bid af din ostemad, lukker øjnene eller kører den første klat af shampoo gennem dit hår…. Slap! Baby er vågen. Den er sikker som Amen i kirken, bare i en noget mere djævelsk forstand.

Så…. er du mor? Pøj pøj med det!

Klammere end gennemsnittet….

Der er gået to mus i fælden i dag. Og vi er ikke ude i nogen former for symbolik her. Vi taler vaskeægte, levende mus. Som nu er døde. Og ret skal være ret – det var kun den ene, der gik i fælden. Den anden sad på kanten af skraldespanden, da Fyrsten skulle tømme sin tallerken for madrester efter aftensmaden. Den kiggede forhåbningsfuldt på ham – “Får jeg også kylling??“. Indtil han knaldede den i gulvet med sin middagskniv.

Skal vi så ikke sige, at det var det?? Skal vi ikke?

Jeg har længe tænkt, at vi herhjemme var indbegrebet af sådan en helt standard familie i dagens Danmark. Det var før det med musene. Og fodsvampen. Og ligtornen. Og lusene. Og rotten. Og afføringen. Og fingrene oppe i numsen. Nu hælder jeg til, at vi er bare lidt mere klamme end gennemsnittet. Det er ikke nogen rar erkendelse. Men jeg har købt for 60 kr. bland-selv-slik, en stribe chokoladeskildpadder og noget Kinder-et eller andet, så det er nok den helt rette dag at se mig selv i spejlet.

Jeg var med garanti mega bad ass og cool i mit tidligere liv. Mega!

img_3696