Den lette løsning??

Jeg har gennem hele vores forløb med stedbarnsadoptionen af Ane haft mange samtaler med Statsforvaltningen, kommunen, Udbetaling DK og diverse andre relevante instanser. Langt overvejende af de samtaler har været positive. Folk har været forstående og hjælpsomme, og nogle har sågar udtrykt enighed, når jeg har stillet mig uforstående overfor visse love og regler.

En enkelt negativ samtale har dog alligevel lagret sig. Det var en af de allerførste samtaler, jeg havde med Statsforvaltningen, før Ane blev født, hvor jeg var undrende omkring, hvorfor der ikke kunne gives dispensation i forhold til stedbarnsadoption, således at jeg ikke ville skulle vente 2 1/2 år på at blive Anes juridiske mor. Jeg var sober og venlig i min samtaleform, hvilket jeg altid er. Men nok ekstra meget her, fordi jeg stadig var utryg og usikker på hele situationen, og fordi det var en af de første gange, jeg overfor andre end familie og nærmeste venner, skulle sige højt, at vi ventede et barn, som jeg ikke selv bar. Og personen i den anden ende af røret havde en autoritet og en magt i forhold til mit fremtidige moderskab, som jeg var meget ydmyg og sårbar omkring. Men jeg fik nervøst fremstammet mine spørgsmål omkring lovens indretning og ikke mindst formål, samt mit ønske om, at vi ville kunne betegnes som et ‘særligt tilfælde’ og dermed kunne få dispensation fra den lange ventetid. Med forventning om et sobert og professionelt svar, selvfølgelig. Det fik jeg dog ikke. I stedet vrissede hun:

img_1743

 

Jeg havde tidligere i samtalen, i al min sårbarhed, åbnet mig for hende og fortalt hele vores historie. Om de mislykkedes behandlinger, om den påbegyndte godkendelse af adoption, om den pludseligt lukkede Somalia-liste, og om den manglende garanti for at det nogensinde ville blive os, der blev udtrukket på den danske liste. Og slutteligt havde jeg forklaret om vores nuværende situation, hvor vores datter voksede i min søsters mave. Jeg kunne bare have nøjes med den sidste oplysning. Alt det andet var uden relevans for hende. Men for mig var det vigtigt at forklare og nok også forsvare vores valg.

Men hun forstod tydeligvis ikke vores valg. Og hendes misbilligelse lod sig på ingen måde skjule. Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål. Og jeg spurgte heller ikke mere ind. Jeg afsluttede samtalen, men hendes ord blev hængende i luften.

Jeg ville aldrig gøre noget anderledes! Jeg er blevet beriget med den mest fantastiske datter, og mit liv ændrede sig radikalt til det bedre, da jeg blev hendes mor. Kan jeg tænke, at det var en voldsomt stor beslutning, vi traf? Ja. Jeg kan også en sjælden gang imellem tænke, om vi nu også overvejede det grundigt nok, om vi tænkte alle scenarier nok igennem, om det var overilet. Ikke fordi jeg egentlig er i tvivl, men fordi jeg har behov for at bekræfte mig selv i, at vi gjorde det ordentligt. For Ane. Men jeg kan tænke sådan i dag, fordi min sindstilstand er en helt anden i kraft af, at jeg nu er mor. Dengang var jeg en ødelagt og desperat udgave mig selv. Jeg ønskede kun at blive mor. Jeg havde intet andet formål og ingen anden mening. Der var kun det. Og blandt andet derfor valgte vi, som vi gjorde. Ikke fordi vi var dovne eller naive eller troede, at det ville blive let.

For det var ikke den lette løsning! Det var en stor og voldsom beslutning, men det var overvejet og gennemtænkt – så meget, som det nu kan lade sig gøre at gøre at tænke rationelt, når man er i krise. Det var det rette valg for os i den situation, som vi stod i, og med den bagage der sled på vores i forvejen trætte skuldre. Men det var ALDRIG den lette løsning.

Det valg vi traf, skal vi, ligesom med alle andre valg, stå til ansvar for hver dag resten af vores liv. Og det er vi parate til. For det førte os til, hvor vi er i dag. Det gjorde os til Anes forældre. Vi gjorde det, der var rigtigt for os. Og vi gjorde det af kærlighed. Men vi gjorde det ikke, fordi det var let. Eller fordi vi forestillede os, at det ikke ville have konsekvenser – en graviditet, en fødsel, lidt papirarbejde og så ellers bare happily ever after.

Det har ikke været let frem til nu. Kærligheden og moderskabet har været let, og heldigvis har det fyldt så enormt meget mere end diverse blanketter og ansøgninger. Men let har det ikke været. Og det bliver det heller ikke. Der vil komme bekymringer og frustrationer, og vi vil tvivle på os selv og vores evner til at gøre det godt nok. Fuldstændig ligesom alle andre forældre. Bare med en anden faktor i ligningen.

Men selvom valget ikke var let, selvom vi med garanti kommer til at stå i nogen situationer, der ikke er lette, så kan jeg, med et hjerte oversvømmet af kærlighed, stolthed og taknemmelig sige, at det at elske Ane og være hendes mor – det er absolut det letteste, jeg nogensinde har gjort!

Er mor vigtigere end far??

Jeg har hørt masser af historier om fædre, som føler sig uretfærdigt behandlet i fx sager om samvær. Historier om at mor pt automatik har flere rettigheder end far. Ikke fordi hun nødvendigvis er den mere kompetente forælder, men alene fordi hun er mor. Og helt ærligt – så har jeg altid tænkt, at der måtte stikke mere under. At der var mere til historien end det, der blev meldt ud. Vi lever jo i 2016! Og selvom jeg sagtens kan se, at der er masse, som må tages med til overvejelse, når vi taler om det nyfødte barn (tidlig tilknytning, amning mm), så troede jeg, at vi som samfund sådan alt i alt tillægger mor og far samme værdi.

Men nu er jeg jo heller ikke den hurtigste knallert på havnen! Åbenbart…..

I går fik jeg brev i min e-boks om, at jeg havde ret til børne- og ungeydelse. Ja ja, tænkte jeg, det fik jeg jo også i sidste kvartal! Men så kiggede jeg lige på navnet igen og opdagede, at det ikke drejede sig om Jasper, men om Ane. Det er jo ikke sådan, at vi ikke har modtaget børnepenge til Ane. De er bare røget ind på Fyrstens konto, fordi jeg ikke har figureret som juridisk mor. Det gør jeg nu, hvor adoptionen er gået igennem. Og så er det åbenbart mig, der fremover vil modtage børnepengene. Fordi jeg er moren.

I Fyrstens e-boks lå et lignende brev, blot med omvendt fortegn. ‘Du har ikke længere ret til ydelsen, som ifølge loven som udgangspunkt skal udbetales til barnets mor’.

Der er muligvis noget, jeg ikke kan gennemskue. Der er måske en eller anden rigtig god grund til, at det er sådan. Men jeg forstår det ikke!

Jeg forstår ikke, at man vil bruge sagsbehandlingstid på noget, der er så unødvendigt, men som sender så ærgerligt et signal. For det gør jo vitterligt ingen forskel, om pengene udbetales til mig eller Fyrsten.

Det er mig, der er finansminister herhjemme. Det er mig, der har styr på budgettet og sørger for, at regningerne bliver betalt. Det er mig, der hver måned fordeler pengene på de forskellige konti, så der er til madbudgettet og opsparingen. Og det er mig, der jonglerer med børnepengene. Ikke fordi jeg har mere tjek på det end Fyrsten, men nu er det tilfældigvis ham, der tømmer tagrender og sætter haveaffaldet ud hveranden torsdag – så klarer jeg noget andet, herunder finanserne. Så for os er det aldeles ligegyldigt, hvor børnepengene går ind.

Og jeg kan simpelthen ikke se, hvori forskellen skulle ligge for staten? Vi bor sammen, vi har fælles forældremyndighed, og vi har ikke ansøgt om, at pengene skulle gå ind hos mig. Det har kørt ganske fint indtil nu, så hvorfor ændre det?

Hvorfor er det som udgangspunkt moren, der har ret til børnepengene?

En spøjs sidenote: Inden adoptionen gik igennem havde Jess og jeg fælles forældremyndighed. Dvs sige at min søster fremgik af papirerne som juridisk mor, men uden del i forældremyndigheden. Fyrsten var (og er) juridisk far med bopæl, og delte forældremyndigheden med sin kone, altså mig. Men når vi fik breve fra kommunen i vuggestuen, var de adresseret til mig og min søster. Altså de to personer i forældreskabet, som reelt set havde færrest rettigheder. Meget mærkeligt! Vuggestuen kunne ikke svare os på hvorfor, og jeg gik ikke videre med det, fordi det jo egentlig er fuldstændig lige meget, omend ret mærkeligt.

Sidder du med de vise sten og ved, hvorfor systemet er indrettet sådan, så råb lige højt, for jeg er virkelig forundret og nysgerrig.

Far og Ane foreviget af fotograf Frederikke Brostrup <3
Far og Ane foreviget af fotograf Frederikke Brostrup <3

Debat om rugemoderskab

Lillebror og jeg var ude og blive luftet i går! Sex og Samfund havde samlet et panel af kloge hoveder i Studenterhuset i København med det formål at diskutere de etiske og juridiske aspekter ved rugemoderskab.

image

 

Panelet bestod af nogle super interessante mennesker, som i den grad har en relevant stemme i debatten:

Lillian Bondo – formand for jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd

Gunna Starck – medlem af Kvindepolitisk Udvalg, Enhedslisten

Mikkel Raahede – formand for Dare (organisation der arbejder for ligestilling for alle familiekonstellationer) og far til tre børn, som er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab

Louise Traberg Smidt – advokat, gymnasieveninde  og ikke mindst en af de sejeste kvinder, jeg kender.

Det var en super spændende debat! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg er meget imponeret over, at panelet formåede at diskutere et så stort og følsomt emne på så saglig vis, som de gjorde.

Så vidt jeg forstod (med en lillebror på armen, kan man godt misse en detalje eller to), var alle paneldeltagere enige om, at altruistisk rugemoderskab (altså den form for rugemoderskab, hvor den fødende kvinde bruger sine egne æg, og hvor der ikke er penge involveret, og som er tilladt i Danmark) er en ‘acceptabel’ form, som det burde være lettere at benytte. Som det er nu, vanskeliggøres denne form for familiedannelse ved, at den intenderede mor/far ikke kan få barsel på lige fod med den biologiske forælder, samt først kan få juridiske rettigheder efter 2,5 år.

Vandene var dog mere delte, når snakken faldt på kommercielt rugemoderskab, hvor man enten benytter donoræg eller æg fra den intenderede mor, og hvor der er penge involveret. Lillians store kritikpunkt ved denne form for familiedannelse gik hovedsageligt på det faktum, at man ikke fremadrettet har et forhold til den kvinde, som har født barnet, og at barnet dermed fuldstændig afskæres fra den kvinde, det er vokset i. En kritik som både Louise og Mikkel dog mente ikke havde meget hold i virkeligheden efter deres erfaring. Som Mikkel så fint sagde det, så kan man ikke dele sådan en oplevelse uden for evigt at være forbundet.

Gunnas største bekymring med hensyn til kommercielt rugemoderskab omhandlede forholdet mellem rig og fattig og ‘skyggetilfældene’, hvor rige, hvide mennesker udnytter fattige indiske kvinder.

Den generelle debat om rugemoderskab kan naturligvis hurtigt komme til at handle om de riges udnyttelse af fattige kvinder i andre lande, men jeg synes, at ordstyreren var særdeles god til at holde fokus på det relevante i netop denne debat – nemlig indenfor hvilken ramme, det giver mening at tale om rugemoderskab i Danmark. Hvilke overvejelser må man gøre sig, hvilke scenarier må man forholde sig til.

Særligt interessante og tankevækkende var også kommentarerne og spørgsmålene fra publikum.

Både de generelle som gik på, om det overhovedet er muligt at indgå en ‘kontrakt’, når man taler menneskeliv. Hvad hvis uventede ting opstår – hvis der opstår komplikationer med barnet eller den gravide.

Og særligt de mere personlige: fx en kvinde, som levede i et lesbisk forhold, og som stillede spørgsmålstegn ved, om loven burde ændres, således at hendes æg kunne sættes op i hendes kone, og de på den måde kunne få et fælles barn, som de begge havde ‘investeret noget i’. Det synes jeg er en ret smuk tanke, særligt med tanke på de undersøgelser som viser, at den fødende kvinde også påvirker æggets dna (det er en længere forklaring omkring mikroRNA, som er ret spændende!). Eller den kvinde i publikum, som var født uden livmoder, men med fine, brugbare æg, som hendes søster gerne ville huse i 9 mdr.

Lillian, som jo er sindssygt dygtig og meget velformuleret og velovervejet at høre på, belyste et punkt, som jeg faktisk først selv er blevet opmærksom på for nylig. Nemlig det at når man placerer en kvindes æg i en andens livmoder, vil der større risiko for komplikationer. Fx oplever man langt flere tilfælde af svangerskabsforgiftning ved ægdonation end ved ‘almindelige’ graviditeter. Det er naturligvis vigtigt at medtænke!

Der findes desværre ingen statistik på, hvor mange danske børn, der er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab. Louise mener dog, at tallet er langt større end hvad Ankestyrelsen skønner, da en del af de par, som kommer hjem fra udlandet med et barn, føler sig nødsaget til at lyve (“Hurra, vi fødte, mens vi var i USA!”) af frygt for at blive kriminaliseret. En uofficiel undersøgelse menes at have fundet frem til, at der går mere end 1000 ‘rugebørn’ rundt i Danmark. Og lige præcis derfor er debatten om rugemoderskab så sindssygt vigtig at tage! Når nu man ved, at det finder sted, er man som samfund nødt til at forholde sig til det.

Alt i alt var det en virkelig spændende og oplysende aften, som sluttede af med pommes frites, cola og dejligt selskab af Louise:)

Skulle du være nysgerrig på emnet, så blev de fire paneldeltagere efterfølgende interviewet til 21Søndag, som sendes d. 19/6.

 

2 år, 8 måneder og 16 dage

– så længe skulle der gå, før jeg blev juridisk mor til min datter.

Jeg har i dag modtaget den endelige godkendelse af adoptionen og kan nu på helt lovformelig vis kalde mig mor til 2! Det er slet og ret fuldstændig vidunderligt:)

image

Ane fik en is før aftensmaden. Det må man nemlig godt, når man er blevet adopteret af sin mor! Hun fatter naturligvis ikke en disse, men hun blev glad for isen;) Champagnen, som i virkeligheden er en Asti, blev poppet, da ungerne sov. Så vi kunne skåle. På vores plettede gulve og bundløse vasketøjskurv, på vores proppede blespand og legetøjsfyldte stue, på vores rustne klapvogn og beskidte stationcar, på børnepenge, snotnæser, lortebleer, godnathistorier, figenstænger og de store klatter gylp på vores skuldre. På vores børn:)

Livet er dejligt, og vi er SÅ rige!

Dagen i dag – so far….

Dagen startede sådan her:

image

…. Så kan det ligesom ikke være helt skidt, vel?:)

Da vi havde afleveret Ane hos hendes veninde, Karla, fandt jeg brevet fra Statsforvaltningen frem i min e-boks. Jeg kunne så konstatere, at mødet IKKE var i Kbh. NV, som jeg troede, men tværtimod lige rundt om hjørnet. Altså var vi ca. tre kvarter for tidligt på den. Venteværelset var ikke særlig ventevenligt. Ingen aviser eller ugeblade. Så jeg hoppede ind på Politikens hjemmeside og ku’ fortælle Jess, at der skete grimme ting i Bruxelles. Han ku’ så passende fortælle mig, at det var han godt klar over i og med, at vi havde hørt det i radioen i bilen. En rimelig god indikation på, hvor mit hoved var. Fulgt op af, at jeg gav mig til at lede efter min læbepomade. Jeg havde jo lige i bilen konstateret, at den lå på sædet i stedet for i tasken. Så havde jeg vel lagt den tilbage i tasken? Eller hvad?

Læbepomaden lå stadig i bilen, da vi kørte hjemad. Uden underskrift….

Sagsbehandleren var meget, meget sød og sympatisk. Hendes opgave var at sikre sig, at intet ulovligt var foregået. Så vi fortalte historien – igen. Og den blev skrevet ned – igen. Nu skal den så ind og vende ved Ankestyrelsen – igen. Og Ankestyrelsen er en svær instans at blive klog på. Det kan tage tre uger eller 13 måneder.

For fanden altså!

Jeg håbede virkelig, at det var nu. At tingene ville falde på plads, og at det hele ville stoppe her. Men sådan skulle det ikke være…. Forhåbenlig bliver min Asti ikke for gammel.

Det er bare et stykke papir! Jeg var glad og smilende, da vi sagde pænt farvel til den rare dame. Sagde til hende, at et par måneder fra eller til jo ikke gjorde den store forskel. Men lige nu har jeg sådan en tom fornemmelse i kroppen. Som om luften er gået ud af ballonen…..

(Det her skrev jeg i formiddags, men nåede aldrig at trykke ‘udgiv’. Eftermiddagen blev ret dejlig, og nu er vi på vej ud af døren til endnu en dejlig oplevelse:) Det må I have tilgode!)

Forresten #4

  • Vi er indkaldt til møde i Statsforvaltningen i morgen. Ifølge det brev, vi har modtaget, skal vi orienteres om konsekvenserne ved adoption. Altså hvad det kommer til at betyde, at jeg adopterer Ane. Personligt forestiller jeg mig, at det fremover fortsat bliver min opgave at tørre snotnæser og puste på skrabede knæ. At vi kommer hjem med den endelige underskrift, tør jeg næsten ikke håbe på! Det ville på en eller anden måde være for nemt. Altså hvis man ser bort fra de 32 måneders ventetid, de tre ansøgninger om dispensation, samt den ene klage til Ankestyrelse….

 

  • Vi får besøg af fotograf Frederikke Brostrup i morgen, som også var her og tage billeder, da Ane var yngre. I stedet for bare at rydde op og gøre rent i et par rum, så vi kan tage billeder der, er jeg gået i gang med hele hytten. Så nu sejler ALLE rum. Flot, Elisabeth!

 

  • Og i forlængelse heraf må jeg hellere tilføje, at Fyrsten er på job, så jeg er alene hjemme med ungerne. Ane er sød til at hjælpe mig med at rydde op – hver gang jeg putter noget i en kasse, tager hun det op igen. Det bliver en lang dag….

 

  • Er lillebror (7-9-13) sådan et barn, der falder i søvn i barnevognen af sig selv:) Fuuuuuck, hvor gik jeg mange, lange ture med Ane, som var den modsatte type barn! Til gengæld er de rørende enige om, at søvn er overvurderet, så 45 minutter er en lang lur. Moren er ikke enig!

 

  • Kunne jeg stadig rigtig godt tænke mig en fortælling fra en ægdonor og -modtager, så er du sådan én, hører jeg meget gerne fra dig:)

 

Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??
Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??

 

En helt almindelig familie:)

Det her indlæg har været lææææænge undervejs. Jeg synes, det er vanskeligt at finde de rigtige ord. Nu prøver jeg….

Jeg bliver ofte spurgt ind til “vores historie” både i kommentarer her på bloggen og på facebook og ude i den virkelige verden. Det er jo reelt nok. Den er indviklet, vores historie. Og er man ny i hulen, så forstår jeg godt, at man har svært ved at finde hoved og hale i det. Det er rigtig fint, at man spørger:) Det ville jeg også selv gøre! Alligevel er det svært for mig at svare på. For det er jo ikke en ‘historie’ – det er vores liv.

Vi bor i et gammelt og skævt hus. Vi har en gammel stationcar, som ofte er fyldt op med skidt og lort. Jeg har en dum vane med at stikke affald – madpapir, bonner mm – ned i de der små rum i bildøren. Vi har en hund, som stikker af ved hver given lejlighed, og en kat, der, lige meget hvor sulten den er, kun gider spise én bestemt slags tørkost. Og alligevel køber jeg konsekvent kun to poser af gangen, og ender med at stå en sen aften og forbande det sultne, miavende kræ langt væk. Vi har super ordinære jobs – jeg er lærer, og min mand arbejder på en maskinfabrik. Vi kommer begge fra helt almindelige skilsmissefamilier med hele, halve og derimellem søskende. Vi ser X-Factor om fredagen, spiser blødkogte æg om søndagen og skrubber køkkenvasken for sjældent. Vi har to børn, som beriger os med lus, lortebleer og søvnløse nætter. Jeg er vild med Grey’s Anatomy og kaffe, Jess elsker cola og alle udsendelser fra Discovery, Ane er vild med Dora og sin sut, og lillebror vil bare gerne spise og sove. Vi er så almindelige, at det grænser sig til det kedelige.

Men jeg ved det jo godt! Jeg ved godt, at vores helt almindelige familie skiller sig ud på ét punkt: vores børns tilblivelseshistorier. For de er ikke lavet på gammeldags manér. De er ikke resultatet af en våd bytur eller en bryllupsrejse i Paris. Forstå mig ret, vi har dyrket rigeligt med hed, skemalagt sex i jagten på en positiv graviditetstest, det har bare aldrig givet pote. Vi er alligevel blevet velsignet (stort ord, men det er også stort!) med to børn: Ane, hvis genetiske puslespil er lagt af min mand og min søster, og som er født af min søster. Og lillebror, Jasper, som er kommet til ved hjælp af en sæddonor og groet af mig. Og lige meget hvor ordinære og kedelige jeg selv mener, at vi er, så er dét jo bare anderledes.

Da vi ventede Ane, overvejede jeg mange gange at lukke og slukke for bloggen. Endnu mere da først hun kom til verden. For hvilken ret har jeg til at fortælle hendes historie?? Når jeg alligevel valgte at blogge videre, var det fordi, jeg nåede frem til, at det ikke er hendes historie, jeg deler. Det er min. Mine tanker om at blive mor, som jeg også havde delt, hvis Ane var kommet til på hvilken som helst anden måde. For jeg stod jo med de samme små hverdagsproblemer som alle andre mødre, bare minus graviditeten og plus en masse kedeligt bueaukrati.

Når jeg skriver ‘Wuhu, I dag kan jeg stedbarnsadoptere!‘ svarer det lidt til, når Cana beskriver dét at savne sine børn på forhånd. Og når jeg gør mig tanker om, hvordan man taler om donorbørn, så er det ligesom, når Miriam gør status over sine 29 år. Det er de ting, der på det givne tidspunkt fylder i mine tanker. Det er min hverdag. Og fordi jeg har en blog, så er det dét, jeg skriver om. Ligesom andre bloggere skriver om det, der nu fylder i dem.

Jeg håber uden tvivl, at jeg med mine skriverier kan være med til at bryde nogle tabuer og skabe noget åbenhed om andre familieformer end den gængse. Men det er en sidegevinst, det er ikke formålet. Formålet med bloggen er ikke anderledes end alle andre selvoptagede bloggere anno 2016 – at jeg har lyst til at skrive og dele. Og nogle af mine indlæg rører måske noget dybere i nogen, mens andre blot bringer et smil frem på læben hos læserne. Men de har det til fælles, at de udspringer af mine tanker lige nu og her.

Jeg har indtil videre med fuldt overlæg sprunget de der ‘Spørg mig om noget’-indlæg over, fordi jeg har været nervøs for, om jeg kun ville få spørgsmål om vores børn og mine overvejelser om deres vej til verden. Ikke at det er hemmeligt, overhovedet. Jeg har bare efterhånden skrevet og fortalt så meget om det, at jeg hellere vil fortælle om mine yndlingsbøger og min manglende evne til at holde planter i live. Derudover har jeg nogle gange oplevet, at spørgsmålene går lige tæt nok på. Eksempelvis har jeg engang siddet i en større forsamling, hvor man ville vide, hvordan vi havde ‘lavet’ Ane. Altså sådan helt praktisk og konkret. Et spørgsmål som jeg slet ikke kan se relevansen i, med mindre man overvejer at kaste sig ud i et lignende projekt. Men der blev helt stille i rummet, og alle kiggede på mig og forventede, at jeg redegjorde for, hvordan det hele var forløbet. Ret så ubehageligt, skal jeg hilse og sige! Når jeg skriver og fortæller om de dybere tanker om børnenes genetiske ophav, ser jeg helst, at det udspringer af en lyst og en umiddelbar følelse, ikke fordi jeg ‘afkræves’ et svar.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at dele. Og måske jeg til tider deler mere, end godt er! Jeg ved også godt, at jeg derfor må forvente spørgsmål. Jeg synes bare nogen gange, det er svært. Jeg synes, det er svært at være hende med den mærkelige, specielle og fantastiske historie. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke ser det sådan. Det er bare mit liv, og jeg/vi er meget andet og mere end det.

Nogen gange overvejer jeg at starte bloggen helt forfra og udelade de ‘anderledes’ aspekter. Bare være Fyrsten, Fruen, børnene og den beskidte stationcar. Men det ville være mærkeligt og utroværdigt at skulle censurere mine tanker om det vigtigste i mit liv, mine børn. Og jeg ønsker at gøre deres tilblivelseshistorier så naturlige og almindelige som muligt – for andre, men mest af alt for dem. Ville jeg bidrage til det modsatte, hvis jeg selv undlod at sætte ord på? Åh, det er så skide paradoksalt – at skrive om det ‘ualmindelige’ i håbet om at gøre det almindeligt….  Giver det nogen som helst mening??

Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge. Jeg vil fortsat skrive om små hverdagsbanaliteter som fastelavnstøj og gaveønsker. Jeg vil skrive om tungere emner, som juridisk abort og kræft. Og jeg vil skrive om mine børn. Jeg vil juble herinde, den dag stedbarnsadoptionen endelig går igennem. Og jeg vil måske også gøre mig tanker om, hvordan vi fortæller Jasper historien om hans vej til verden, så den fortælling bliver ligeså naturlig som Anes. Jeg vil med garanti overveje og sikkert også sætte ord på, hvilken betydning det kommer til at få for mine børn og deres indbyrdes forhold, at jeg kun har født én af dem. Men ikke for at gøre mig selv bemærket og fremstå som værende ‘noget særligt’. For jeg er ikke en skid særlig. Jeg er leverpostejsfarvet og fregnet og har skæve ben og ditto fortænder, og mine børn er fuldstændig ligeså vidunderlige og trodsige som alle andres. Jeg vil skrive om det, fordi det er MIN hverdag, fordi det er mine og min families vilkår, ligesom skilsmisser, vasketøj, dødsfald, skolestart og graviditeter er det for andre.

Vores livs ligning har måske lidt flere ubekendte faktorer, men resultatet er det samme – en familie. En helt ordinær og vidunderlig én af slagsen.

imageimageimageimage

(Det tætteste jeg indtil nu er kommet på at fortælle ‘den fulde historie’ er i gæsteindlægget her)

4. februar

Det er i dag d. 4. februar, hvilket betyder:

  • det er årets 35. dag.
  • det er torsdag, som også går under navnet ‘lillefredag’. For de heldige;)
  • det er Jonathan Spangs fødseldag. Tillykke med det!
  • det er i dag 283 år siden, at stavnsbåndet blev indført.
  • Stram op er aflyst i Gilleleje Idrætsforening. Ja, det beklager jeg, men jeg er altså kun budbringeren!
  • det er 222 år siden, at den franske regering ophævede slaveriet i alle franske territorier. Way to go, France!
  • det er 78 år siden, at Hitler udnævnte sig selv som krigsminister….
  • …. men også 78 år siden, at Disneys “Snehvide og de syv små dværge” havde premiere:)
  • der er vinsmagning på Restaurant Lazio i Vanløse kl. 18, hvis du er tørstig.
  • du kan også blive hjemme og se den der film om Frederik og Mary på kanal 5.
  • det er præcis 2 og et halvt år siden, at verdens dejligste Ane kom til verden<3

 

Vi fejrer ikke halve fødselsdage herhjemme. Faktisk bemærker vi dem sjældent. Men i dag vil jeg sætte mig ved pc’en. Jeg vil finde vores scannede vielseserklæring, fødselsattester mm. frem, og så vil jeg sende hele baduljen til Starsforvaltningen. Det skulle meget gerne medføre, at jeg helt uden krumspring, bønner eller tårer får den underskrift, som jeg har ventet på så længe. Hvis alt går vel, dumper der lige om snart et brev ind, som meddeler, at Ane er MIN i alle juridiske henseender! Kryds lige fingre for at det forløber gnidningsfrit, så er I søde:) Jeg selv holder vejret, indtil jeg står med brevet i hånden. Lad tiden gå hurtigt!!!

imageimageimageimageimageimageimage

 

Forresten #2

image

  • Har jeg fået en lille smule vand i kroppen. Bare lidt… Det er sindssygt surrealistisk at tage strømperne af og opdage, at man har en andens fødder på!!!
  • Er der kommet endnu et afslag fra Statsforvaltningen. Det må være det fjerde af slagsen. De vurderer ikke, at Jess sygdom er slem nok til, at det kan give dispensation til stedbarnsadoption. Derudover har jeg jo kun boet sammen med Ane i 2 år 3 mdr., og reglerne siger 2 år og 6 mdr. Jaaaaah….. Jeg skulle ikke ha’ søgt igen, jeg skulle bare have ventet til februar, hvor det bare er en formalitetssag og en stempel, der skal sættes. Men nu søgte jeg altså, og blev som følge deraf pisse ked af afgørelsen, fordi jeg synes, det er uretfærdigt og tåbeligt. Jeg er okay igen, det skulle bare lige ud.
  • Fik jeg besøg i morges, da jeg skulle forrette min morgentissetår. En lille, behåret satan stak hovedet op af toilettet, “Jamen godmorgen frue, skal du også sidde her?”. Jeg er hunderæd! Og lidt på grådens rand. Hvad fanden gør jeg, når jeg skal skide???
  • Er jeg i dag 35+5, hvilket er samme uge, som Ane blev født i. Tænk engang, at der ligger et næsten færdigbagt menneskebarn indeni mig. Wow!
  • Vågnede jeg i dag med den dejligste feriestemning i kroppen. Ane ville ligge og putte, himlen var kridhvid og sneen lå tyk og tung på naboernes tage. Jeg ELSKER sne!!!! Altså lige indtil det skal skovles fra fortorvet, og i morgen tidlig når jeg skal afsted med Ane til vuggestue, er jeg nok heller ikke fan;) Men lige nu elsker jeg sne!
  • Skal jeg skide……