Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3

Af hjertet tak for de søde kommentarer til mit seneste indlæg! Ovenpå en uge hvor den dominerende tanke inde bag det røde hår har været “Så stopper jeg bare her!” (- i tæt følgeskab med “Sov nu, for helvede!” og “Er der mon mere kage??”), var det lige dét, jeg havde brug for. Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3 Tak!

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det ramte mig så hårdt. For det er jo langt fra første gang, at folk siger noget i den stil, og jeg plejer egentlig at være god til bare at trække på skuldrene og smilebåndet, velvidende at kommentarer af den slags ofte skyldes tankeløshed. Måske det handler om, at Ane nu har nået en alder, hvor jeg tænker, at hun vil begynde at bide mærke i flere ting. Ikke at jeg tror, hun læser med på bloggen, men det er jo desværre også noget, vi møder i den virkelige verden. Som for et par uger siden, hvor én fortalte mig, hvor meget Ane dog ligner sin mor. Mens hun sad på mit skød og hørte det. Og det var helt tydeligt, at det ikke var mig, han mente.

Jeg kan ikke beskytte mine børn mod alverdens sårende kommentarer. Dem vil de møde uagtet min indsats, og de fleste af dem vil ikke have en flyvende fis med deres gener at gøre. Men der hvor jeg kan beskytte dem, der gør jeg det selvfølgelig. Om jeg så skal gentage mig selv i en uendelighed. Jeg vil med garanti tale for døve øre i nogen sammenhænge. Jeg har allerede siddet over for folk, som har haft behov for at lige at spørge en ekstra gang ind til det – om jeg virkelig ikke godt kunne vedkende mig, bare en lille smule, at vores børn ikke rigtigt er vores børn. Og nej, det kan jeg naturligvis ikke. Heller ikke bare en lille smule;)

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak. Det rører mig meget at vide, at I, der har familier, der minder om vores, kan bruge mine ord. Og det rører mig ligeså meget at vide, at alle I, som lever i helt ‘tradtionelle’ familier, forstår betydningen af mine ord og tanker og tager dem til jer.

Jeg har aldrig haft en mission med bloggen. Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg lære verden noget. Jeg syede nogle tæpper og shoppede nogle lopper og prøvede at blive gravid. Og havde det været et andet liv, en anden tid, en anden dimension, så var jeg vågnet en morgen med ømme bryster og kvalme. Og så havde dét været det. Så havde mine børns tilblivelse aldrig spillet en rolle. Nu blev mit liv bare et andet. Og her hvor jeg er nu, ville jeg naturligvis ikke ønske det anderledes.

Jeg har stadig ingen mission. Jeg har bare et hoved fuld af tanker og ord, der gerne vil ud. Om kager og Vejlø og opdragelse og musik og kjoler og kærlighed. Om mit liv. Med alt, hvad det indebærer. Så gør det ondt nogen gange. Kommer for tæt på. Det bliver jeg forhåbentlig bedre til at håndtere og bruge konstruktivt.

Det, jeg egentlig bare gerne vil sige, har jeg allerede sagt. Tak!

9 års erfaringer rigere

En eftermiddag i august 2008 indfandt jeg mig på en indtil da ubekendt adresse i Københavns nordvestkvarter. Jeg var 24 år og netop blevet færdig på lærerseminariet, og jeg havde boet i København i lige knap tre uger. Samtalen fandt sted 5 minutter fra, hvor jeg boede, men alligevel nåede jeg at fare vild. Det var min anden jobsamtale den dag. Og faktisk kun min anden ‘rigtige’ jobsamtale nogensinde. Den første samtale var egentlig gået fint. Men kemien kunne ha’ været bedre. De spurgte, om der var noget, som jeg mente burde strammes lidt op. Og jeg vidste godt, at de selvfølgelig mente i forhold til mine faglige kompentencer, men jeg svarede at mine balder bestemt havde set bedre dage. De grinte ikke.

Så tog jeg videre til næste samtale. Jeg havde en blå skjortekjole på og et par sorte bukser. Undervejs på cykelturen satte buksebenet sig fast i min kæde, så de flænsede op. Og så var det, jeg farede vild. Så jeg mødte op med røde kinder, åndenød og ødelagte bukser. Men de var skide søde, de folk, der ventede mig. Og da den ene spurgte mig, om jeg følte mig i stand til at skulle stå overfor en flok barske teenagedrenge med galopperende ADHD, afbrød en af de andre og sagde “I kan jo høre, at hun er fra Lolland!” 

Jeg fik jobbet. Det andet, ikke det første. Så gjorde det med balderne heller ikke noget. Særligt ikke fordi det endte med at være mine bryster, som ufrivilligt gjorde lidt for opmærksomme på sig selv på min allerførste arbejdsdag.

Nu er der to dage tilbage, før jeg skifter job. Fra det sted, hvor jeg har været i snart 9 år. Jeg er faktisk den eneste tilbage på min afdeling fra dengang. 9 år er lang tid. Særligt på en skole, hvor folk ofte rykker rundt internt til andre afdelinger med andre målgrupper. Men jeg er blevet hængende. Fordi jeg elsker målgruppen og de barske drenge, som sjældent er helt så barske, som de gerne vil give udtryk for;)

Og hvad har de 9 år så indeholdt?? En masse faglig udvikling. Og personlig! En ordentlig røvfuld udfordringer og ditto aha-oplevelser. Uendeligt mange grin og uvurderlige venskaber, som jeg ved vil bestå. For eksempel med Danmarks stærkeste mand og kvinden med Danmarks smukkeste øjne. Det første er helt officielt, det er det andet ikke – men ikke desto mindre sandt! Jeg har lært en masse om konflikthåndtering, om undervisningsplanlægning og om socialpædagogik. Og jeg har lært, at man godt kan drikke små grå af en havenisse. Men at man ikke skal drikke snaps. Hverken af havenisser eller noget som helst andet. Og jeg har lært at man skal tjekke indstillingerne på sin telefon, så man ikke ufrivilligt viser bryster for sine kollegaer. Igen.

Jeg kunne sagtens ha’ valgt at blive på mit nuværende job resten af mine arbejdsdage. Og det er lige præcis derfor, jeg stopper. For jeg er kun 33 år. Og det her er mit allerførste job. Jeg skal se mere, prøve mere, udfordres mere. Alt imens jeg bestræber mig på, at tage mine vigtigste erfaringer med mig. Ja, jeg mener det med snapsen.

Jeg er pisse ked af at skulle stoppe i morgen. Og mærkeligt nok gør det mig glad. For hvor er det dog dejligt at kunne slutte af eget valg. Og fordi man har lyst til at prøve noget andet, ikke fordi man er træt af det, man har. At det ikke skyldes kedsomhed eller udbrændthed, men nysgerrighed og energi. Det er pisse ambivalent og pisse vemodigt, og det er præcis sådan, det skal være.

Det bliver godt, gør det! Og forhåbentlig helt fri for snaps og babs;)

img_5657

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ‘skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

imageimageimageimageimageimageimage

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

img_1156img_3882img_4322

Når livet er legende let

Jeg inde i sådan en periode, hvor alt på en eller anden mærkelig måde går op i højere enhed. Hvor tingene ligesom bare spiller. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det, så jeg lader være med at lede efter en forklaring og vælger bare at nyde det.

Der er ellers et par elementer som sagtens kunne danne grobund for det omvendte. Som det at huset igen igen er på den anden ende. Sådan et renoveringsprojekt er jo ikke bare begrænset til ét rum. Særligt ikke når det er af den størrelse, som vores nuværende projekt er. Det forplanter sig til resten af huset i form af ting, der skal opbevares og omrokeres og bare generelt rod. Og det prikker lidt til min evne til at acceptere, at det nu engang bare er sådan, det er. Og at det nok kommer til at fortsætte sådan, så længe vi vælger at blive boende her. Jeg blev ramt af momental sindssyge for nogen måneder siden, og begyndte at kigge på huse i Sorø, Holbæk, Præstø og på Lolland. Fordi jeg pludselig syntes, at kompromisset blev for stort. Det kompromis som hænger uløseligt sammen med at have en middelindkomst og bo i hus i Storkøbenhavn. Særligt når det er et hus, som kræver den grad af renovering, som vores gør. Jeg begyndte at overveje om vores valg havde for store omkostninger for børnene. For så længe vi bor her, kommer vi for eksempel ikke ud at rejse. Hvad vi faktisk aldrig nogensinde har været sammen, Fyrsten og jeg. Vi vælger at lægge vores tid, penge og energi i huset, og det bliver selvsagt på bekostning af noget andet. Men vi er glade, hvor vi er. Vi har gode jobs, og Ane elsker sin børnehave og sine venner. Og det trumfer på en eller måde Kreta og all you can eat, ikk’? I hvert fald for nu. Jeg tænker stadig, at det er noget, vi skal tale helt i bund, inden Ane skal starte i skole, men for nu er vi glade, hvor vi er.

Jeg sover ikke om natten. Det kunne godt give anledning til virkelig dårligt humør. Særligt fordi det er fuldstændig uforklarligt. Jeg har aldrig haft søvnproblemer før, men lige for tiden vågner jeg jævnligt i løbet af natten og føler mig lysvågen, blot for at konstatere, at klokken kun lige har passeret midnat. Selv når børnene rent faktisk sover (for det sker – hallelujah!), vågner jeg. Jeg er ikke stresset eller plaget af tankemylder. Jeg er bare vågen. Jeg har forsøgt mig med ingen skærme en time før sengetid, godnatthe og varme bade, men uden held. Så i dag har Fyrsten rykket sengen fra udestuen og ind i musikrummet i håb om, at et scenskift kan gøre forskel.

Men den manglende søvn og de store mængder af rod og kaos til trods så er livet let og rart. Det har en eller anden dejlig terapeutisk virkning for mig, at være nået dertil i min historie herinde om livet som Fyrsten og Fruen, hvor tingene gør lidt ondt. Det er rart at sætte ord på, hvad vi stod i, velvidende at vi ender her – i dag hvor medlemstallet i vores familie er fordoblet. For livet er sgu så fint, når man spejler det i fortiden og ved, at alting løser sig til sidst.

Ane er som altid et spøjst og vidunderligt lille væsen, der fyrer guldkorn af hverandet minut. Jasper er begyndt at vise lidt mere af, hvem han er, og han sætter sig foran mig med et insisterende blik og laver tegnet for tørstig, mens han peger på mit bryst. Modtaget, unge mand;) Fyrsten er bare plat på den der måde, som kun en hengiven hustru kan sætte pris på. Og det gør jeg, for han er min platte mand:) Og mig? Jeg er bare lykkelig. For det er svært at være andet lige nu og her, hvor tingene bare spiller, og krokusserne bryder frem. Så kan Kreta og sammenhængende søvn rende mig. Det skal nok komme en dag. Og indtil da så nyder jeg nuet i fulde drag.

img_4641 img_4733 img_4761

Bliver man nogensinde 100% afklaret??

I sidste uge havde jeg en snak med en læge fra endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Hun kunne fortælle mig, at mine tal ligger fint, og at de derfor er klar til at afslutte mit forløb ved dem. “Med mindre I planlægger en graviditet?” Det gør vi ikke, kunne jeg svare. Og det var et svar uden tøven, for vi er afklaret med, at der ikke kommer flere børn. Fyrsten er afklaret med ikke at ville have flere – jeg er afklaret med, at jeg er nødt til at respektere den beslutning. Også selvom jeg muligvis ikke selv føler mig 100% afklaret med, at vi ikke kommer til at få flere børn.

For jeg vil gerne have flere. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have en tre-fire børn. Og det tror jeg faktisk også, at vi havde fået, hvis ikke det havde vist sig at være så skide besværligt, det der med reproduktion. Og så måske er det derfor? Måske er det fordi, at jeg endnu ikke helt har formået at tilpasse mine forestillinger til min virkelighed. Måske er det fordi, at jeg nu ved, at det KAN lykkes. At jeg rent faktisk KAN blive gravid. Det virker helt tosset så at skulle stoppe! Når det, man sådan har kæmpet for, endelig lykkes. Men det er som oftest også først i 8. runde bowling, at jeg har så godt styr på kuglen og banen, at jeg begynder at lave strikes. Og booker man så en time mere? Eller stopper man, mens legen er god?

Jeg faldt over en tråd på facebook forleden, hvor nogen skrev lidt frem og tilbage om det der med, når den ene part gerne vil have flere børn, og den anden ikke vil. Og spørgsmålet om hvorvidt man så kommer til at bebrejde den anden, at livet ikke blev, som ønsket. Sådan har jeg det ikke. For selvom livet ikke er blevet præcis, som jeg havde forestillet mig, så er det alligevel alt, hvad jeg har ønsket. Og jeg kan sagtens være fuldt ud lykkelig og tilfreds med de to børn (og ham den voksne af slagsen), vi har, selvom jeg gerne ville have flere. Det er ikke at nøjes. Det er ikke et kompromis. Det er et ægteskab, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor alles behov tæller lige meget. Mit ønske om flere børn har ikke større værdi eller vægt end Fyrstens ønske om det modsatte. Og selvom jeg da nok ville ønske, at han var helt med på min idé om tilbygning og minibus, så respekterer jeg fuldt ud, at han er et andet sted. For vores situation er bare anderledes end mange andres. Herhjemme har børn været det primære fokus i syv år, og hele tanken om børn, og ikke mindst de rent fysiske af slagsen, har været afgørende for alt andet i vores liv. Og det er dén vinkel, som Fyrsten formår at medtænke, når jeg kører ud ad et rosenrødt spor, hvor alt dufter af nyfødt baby.

Så kan man se det som at give afkald på noget. Men man kan også vende den om og sige, at man bare vælger noget andet til. Et liv, hvor vi nyder, det vi har, fremfor altid og hele tiden at ønske mere. For det er jo sådan jeg er. Jeg stopper ikke, mens legen er god. Jeg bestiller en ekstra fadøl og tager en fire-fem strikes mere. Bare fordi jeg kan. Så er det godt, at jeg har en Fyrste. Som sætter fødderne i og tager bowlingkuglen fra mig. Nogen gange er det det, der skal til.

Så sådan på det personlige, Elisabethske plan så er jeg muligvis ikke 100% afklaret, men det tror jeg faktisk aldrig, at jeg ville blive. Mere vil have mere. Jeg er til gengæld 100% afklaret med, at jeg elsker vores familie, som den er nu, og at min lykke på ingen måde afhænger af, om vi får flere børn. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg ender med at blive bitter, hvis ikke jeg får ‘min vilje’. Det er ikke en forhandling. Det er et spørgsmål om, at jeg skal begynde at forstå, at infertilitet, både som et generelt emne, men også som en personlig følelse, nok for altid vil fylde i mig. Og det vil fylde herinde, fordi det er her, jeg tømmer mit hoved. Men i hverdagen der spiller det faktisk ikke den store rolle mere. Og det er dejligt, at jeg har en Fyrste til lige at påpege det, når tankerne og drømmene løber af med mig.

Har I mon fået det antal børn, som I havde drømt om? Og var I enige?

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Først og fremmest er jeg mor

Klokken er 07.noget, og ungerne og jeg har været oppe i en times tid. Det er okay med tanke på, at jeg nu sover om natten, men nøj hvor kunne jeg godt lige være blevet liggende en times tid eller tre mere. I stedet sidder jeg her i den blomstrede sofa og ser “Min søsters børn” (desværre ikke den originale, som jeg ellers så en del i min egen barndom). Vi har set den 89 gange eller deromkring, så jeg har efterhånden fuldstændig tjek på, hvordan jeg skal blive forskrækket eller sige “Skøre onkel Erik, altså!“, hvorfor jeg lige tillod at rydde lidt op på min telefon. Jeg har så åndssvagt mange billeder, og jeg er så dårlig til at få slettet løbende. Hvilket er ris til egen røv, for det er også pænt irriterende at skulle gøre efterfølgende. Meeeen i dag gemte der sig en lille overraskelse i mit fotoalbum:)

Forleden dag midt i madlavningen kom Ane ud i køkkenet med en bog, som hun gerne ville have, vi skulle læse. Så vi satte os der, på køkkengulvet, og læste. Efter få minutter kom Jasper kravlende og efterspurgte brystet. Så jeg læste højt og ammede, mens maden brændte på simrede. Og jeg bad Fyrsten tage et billede af os, fordi der findes så få billeder af mig sammen med begge børn. Som oftest er jeg den, der tager billederne, og er situationen en sjælden gang omvendt, så er der lige det mindre problem at fastholde to børn på samme sted i mere end 3 sekunder. Det lykkes denne gang. Og resultatet, som jeg altså først fik set her til morgen, gjorde mig ærlig talt fuldstændig varm om hjertet og fik mig endnu engang til at tænke “Hold kæft, hvor er jeg heldig!!!”.

img_3882

Jeg tænker ikke, at jeg elsker mine børn højere end alle mulige andre forældre, eller at jeg er et lykkeligere menneske som sådan. Men jeg tror på, at jeg er særligt god til at gribe de lykkelige stunder og være mere bevidst om dem, fordi jeg stadig så levende husker tiden, hvor de var alt, hvad jeg drømte om. Hvor det at få lov at sidde der på køkkengulvet med mine børn, var det eneste jeg ønskede mig.

Min svoger påpegede det en dag, hvor han var på besøg. Forandringen. Kontrasten. Forskellen mellem dengang og nu. Hvor anderledes jeg er, og hvor anderledes hele vores hjem er, hvor varmt her pludselig er. Bevares, det kunne også være hyggeligt dengang. Og familien kom på besøg, og vi lavede god mad, fortalte historier og grinede. Lige indtil nogen sagde et ‘forkert’ ord, eller jeg fik et glas rødvin for meget. Lige indtil det ikke var muligt for mig at være uden at græde. Der var så meget tristhed i vores hjem. Fordi tingene ikke var, som de skulle være, som vi havde forestillet os og håbet. Det lyder måske som en værre omgang følelsesporno, men jeg overdriver ikke. Hold kæft, hvor var verden bare grå og trist, og jeg var virkelig meget det samme.

I dag er livet lige, som jeg havde forestillet mig. Bedre, endda. Og for mig er moderskabet i den grad dét, der definerer mig! Ikke fordi jeg ikke også indeholder en masse andet og har ønsker og behov, som ikke omhandler børnene. Men måske fordi det netop var de manglende børn, der definerede mig så kraftigt engang. Så bliver alt andet sekundært. Det er det i hvert fald blevet for mig. Og det er nok både godt og skidt. Der er garanteret en masse at sige om kvinder, som lever og ler i kraft af deres børn. Det er sikkert ikke udelukkende positivt. Men i sammenligning med den jeg var før, så er der meget lidt skidt at sige, om hvor jeg er i dag. For dengang var jeg følelsesløs. I alle aspekter. Og dét, at jeg i dag føler, mærker og lever, også på de punkter, hvor det ikke er min rolle som mor, der er i spil, handler i høj grad om, at jeg ER mor. Dét gør mig i stand til også at være alt muligt andet. Modsat dengang hvor jeg mest af alt bare var ingenting.

Så nogen gange sidder jeg der på køkkengulvet midt i livet og hverdagen og madlavningen. Med børn, der kravler rundt på mig og flødekartofler, som for længst skulle have været ude ad ovnen. Og så føler jeg mig så åndssvagt taknemmelig, at jeg har lyst til at tude. Auch, hvor er jeg dog glad for, at det her er mit liv!

 

Så kom Jasper….

img_0488

Vi talte egentlig aldrig om, hvor mange børn vi ville have. Bare mange, tror jeg. Det lå ligesom i kortene. Vi kommer begge fra store familie. Fyrsten har fire søskende, jeg har seks. Så selvfølgelig skulle vi også have mange børn. Men livet ville det anderledes, og pludselig blev dét at få bare et barn til et kæmpe stort og psykisk nedbrydende projekt. Og så var målet et barn. BarnET. Ane<3

Da vi fik Ane, var vores lykke gjort. Jeg tror ikke, at det er muligt for noget menneske i verden at føle sig så lykkelig, som jeg gjorde, første gang jeg holdt hende i mine arme. Jeg var nogens mor. Hun var min, og jeg var hendes, og verden kunne for min skyld gå i opløsning udenfor vores vinduer. Jeg ænsede ikke andet, end det jeg havde lige dér – mit livs største kærlighed.

Og de utalte planer om de mange børn og det lange spisebord og minibussen blev lagt på hylden. Både fordi livet havde vist sig at ville det anderledes, men mest af alt fordi det pludselig var lige meget. Vi var i mål. Vi var lykkelige.

Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke “Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis man tillod sig at være grådig? Hvad nu hvis man tillod sig at ønske lidt mere? At håbe lidt mere, at drømme lidt mere? Hvad nu hvis man forsøgte bare én gang til? Hvad nu hvis?

Og så kom Jasper. Planlagt ned til mindste injektion og alligevel så ganske uventet. For det var ikke en kamp. Det var ikke psykisk nedbrydende. Det var bare et stille håb. Uden tårer og afmagt og fosterstilling på køkkengulvet. Sådan troede jeg ikke, at man kunne få børn. Så let og smertefrit.

Men det kunne man. Det kunne vi. Og det gjorde vi.
Og så kom Jasper. Smukke, tykke, milde Jasper med de blå øjne og det rødlige hår. Mit bonus-barn. Ham, jeg ikke vidste, at jeg manglede, før han pludselig var min søn.

I morgen bliver han et år. Og jeg trækker vejret helt ned i maven for ikke at hyperventilere ved tanken. For det er gået for hurtigt! Det seneste år har været så helt igennem fantastisk, og jeg er slet ikke færdig. Jeg vil ha’ mere. Af hans tykke babylår og hans små, fedtede fingre i mit hår. Af Anes milde stemme klokken alt for tidligt om morgenen, når hun hun bare gerne vil kæle ham lidt. “Jeg lover, at jeg ikke vækker ham, mor. Jeg skal bare kæle ham en lille, bitte smule!” Og jeg gør mit bedste for at vifte vemodet væk og huske mig selv på, at grunden til at jeg jo overhovedet har det sådan er, at jeg er lykkelig. Uden men’er og hvis’er. Bare ubetinget lykkelig. Lige som jeg troede, at det ikke var muligt at blive mere lykkelig. Så kom Jasper.

(Min fødselsberetning kan du læse herhvis du er nysgerrig)

imageimageimageimageimageimageimageimageimage

img_1505

Ananas i egen juice! Og lidt æbler og appelsiner og en enkelt mango;)

Det er nærmest en tradition i blogland, at man ved årsskiftet laver et indlæg, hvor man lister sine mest læste indlæg op. Jeg synes altid, det er mega hyggeligt at læse den slags indlæg hos andre. Så får man ligesom en opsamling, en slags ‘best of 2016’. Jeg lavede vist selv sådan et indlæg sidste år, men i år vælger jeg lidt anderledes. For jeg synes ikke nødvendigvis, at mine mest læste indlæg er de bedste eller de vigtigste. Og det, at de er de mest læste, er heller ikke altid et udtryk herfor. De er måske bare blevet udgivet på et ‘heldigt’ tidspunkt eller tilfældigvis blevet delt på en anden blog. Og så får de pæne tal, som det hedder sig i blogland. Men pæne tal er ikke et succeskriterie, som jeg giver særlig meget for. For mig handler det i langt højere grad om, hvilke indlæg, der har betydet noget særligt for mig. Så det er altså dem, I får her:)

Januar

I januar fik i min fødselsberetning. Det er af alle de åbenlyse grunde det allervigtigste indlæg jeg skrev i hele 2016. Det er jo for mig, den vigtigste ting, som året bød på. Jeg er glad for, at jeg fik skrevet den ned, mens jeg endnu havde den frisk i erindringen, og jeg er glad for, at jeg nu kan gå tilbage og mærke, at jeg var glad for min fødsel. Selvom den blev helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg er stadig glad – for jeg fik det mest vidunderlige resultat. Men ærligt, så er jeg også virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kom til at opleve en vaginal fødsel, og at jeg ikke fik Jasper i armene med det samme. Det ville jeg virkelig gerne have haft med! Men det er sekundært, det er bare en snert af en øv-følelse. Allermest er jeg glad fordi, det faktisk var en rigtig fin oplevelse:)

Og i skærende kontrast til velkomsten af det lille, ny menneske i vores familie, skrev jeg et indlæg, hvor jeg takkede Fyrsten for at være i live, og hvor jeg skrev lidt om livet efter en blodprop. Et indlæg, som minder mig om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor heldige vi er, at vi er lige her lige nu.

Februar

I februar kunne jeg langt om længe sende ansøgningen om stedbarnsadoption afsted. Det havde jeg jo egentlig allerede gjort et par gange eller fire, men d. 4. februar kunne jeg sende den afsted og vide, at vi havde opfyldt tidskriteriet, og at der derfor ikke burde være grund til endnu et afslag.

Jeg skrev også om at være en helt almindelig familie. For det er vi jo:) Selvom vores børns tilblivelseshistorier ikke just følger normen, så er vi kedeligt ordinære. Hvilket, set indefra, er noget af det allerbedste, man kan være:)

Så lavede jeg en barsels to-do-liste. Om alle de ting, som jeg gerne ville nå i løbet af barslen. Og jeg kan med stolthed sige, at jeg nåede dem alle:) Nogen har jeg endda gentaget op til flere gange – især dem, der omhandler kage. Til gengæld har jeg stadig ikke fået malet vindueskarmen i stuen, efter at vinduet blev skiftet i december 2015;)

Sidst, men absolut ikke mindst, havde jeg lille samtale med min vagina😉

Marts

I marts svarede jeg på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne mærke forskel på min kærlighed og mit forhold til mine børn i kraft af, at jeg kun har født den ene.

Så tog jeg på tanken og spiste ostepølser med min lillebror:) Af alle sponsorede indlæg jeg nogensinde har lavet, var dette uden tvivl det sjoveste!

April

I april fejrede vi virkelig mange jubilæer! Først og fremmest var der gået 1 år siden, vi havde fået lavet den insemination, som blev til vores dejlige Jasper🙂 Jeg gjorde mig desuden lidt tanker om, hvordan vi bedst gør hans tilblivelse til en ligeså naturlig fortælling i hverdagen, som Anes er. Jeg er stadig ikke sikker på, hvordan vi bærer os ad med det. Jeg er til gengæld helt sikker på, at vi nok skal finde ud af det:)

Endnu et jubilæum blev markeret herinde d. 17. april, hvor det var præcis et år siden, at jeg for første gang nogensinde stod med en positiv graviditetstest. Fyrsten var lige blevet udskrevet efter sin blodprop, og vi fejrede min fødselsdag med gaver, blødkogte æg og trylletis;)

Vigtigere end noget andet blev april måneden, hvor jeg endelig, efter 2 år, 8 måneder og 16 dage, blev juridisk mor for Ane<3 Ja ja, det var bare et stykke papir, men intet papir har nogensinde betydet så meget!

Og apropos absolut intet af ovenstående overhovedet, så dræbte jeg nogen planter og drømte om at kunne spille på guitar:) Det gør jeg forresten stadig den dag i dag – altså dræber planter og drømmer om give den gas på guitar omkring lejrbålet til sommer. Nogen ting ændrer sig bare aldrig.

Maj

I maj skrev jeg lidt om, hvornår man bør holde sig fra de sociale medier. Faktisk skrev jeg om det to gange. Jeg kunne jo passende lave en jule-edition, for man bør VIRKELIG holde sig fra de sociale medier i disse dage, hvis man ikke er inviteret til nogen julefrokoster! Jeg slikker skærmen, hver gang jeg støder på et billede af tarteletter eller en rejemad – det er ren tortur!

Så satte jeg gang i føljetonen om, hvordan Fyrsten og jeg mødte hinanden. Jeg er overhovedet ikke færdig og skylder jer så meget en fortsættelse!

Jeg skrev også lidt om at være bange for børnehaver. Det er jeg heldigvis ikke mere! Ane elsker sin børnehave:) Nu er jeg til gengæld pænt bange for vuggestuer, men det er en helt anden snak….

Juni

I juni skrev jeg lidt om, at Fyrsten var en anelse træt af boligprogrammer. Hvilket man muligvis godt forstår;) Men jeg ser dem selvfølgelig stadig. Og min næste gode idé er, at vi skal have bygget et lille skab ud af et af Palæets gamle vinduer, så jeg kan få alle de fine, skøre nips fra min mormor frem. Og når jeg siger ‘vi’, mener jeg naturligvis Fyrsten;)

Jeg så også mig selv med nye øjne. Anes øjne:) Det var ikke nogen dårlig fornemmelse! Til gengæld løftede hun op i min bluse i forgårs og kyssede maven, mens hun sagde “Jeg giver bare lige babyen et kys!” Tak for det….

Og så skrev jeg, hvad jeg selv synes er et af de vigtigste indlæg, jeg nogensinde har skrevet. Et af dem, som aldrig ville ryge ind på en ‘Mest læste’-liste, man som for mig har kæmpe stor betydning. Nemlig det om kærlighed og mursten. Om hvor lidt gener betyder for mig og vores familie. Jeg overvejer sådan at printe det ud og laminere det, så jeg kan omdele det, hver gang jeg støder på bemærkninger som “Hvor dejligt, at du også fik lov at få dit eget barn!” eller “Det er da også godt, at Ane ved, hvem hendes rigtige mor er!

Juli

I juli var vi på Vejlø🙂 Og det udløser hvert år nostalgi, kærlighed og drømme. Fordi jeg simpelthen elsker det sted højere end noget andet sted på jorden!

Og da jeg var færdig med at skrive om kærlighed, så skrev jeg lidt om sorg. Og om det faktum, at man hylder de stærke – dem, der kommer gennem sorg med rank ryg og kun græder bag lukkede døre. Sådan én var jeg nemlig ikke.

August

I august fyldte Ane tre år, hvilket naturligvis blev markeret med et kvalmende og klichéfyldt blogindlæg😉

Så svarede jeg på, om vi skal have flere børn. Hvilket desværre er nej. Jeg ville virkelig gerne ha’ flere. Særligt nu, hvor min barsel lakker mod enden, og jeg bliver mega nostalgisk og rørstrømsk over, at min lille baby slet ikke er så lille mere.

I fik også lov at møde min svigermor, som er at af de dejligste og sjoveste mennesker jeg kender!

September

I september mistede Fyrsten sit job. Hvilket faktisk er endt rigtig godt! For han er mega glad for sit nye arbejde:) Og han havde helt sikkert ikke selv taget springet efter 15 i samme firma. Så – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget:)

Og så dristede jeg mig til at sige: “Ham har jeg lavet!” om Jasper. For det har jeg jo:)

Jeg fortalte også lidt om, hvor tosset Fyrsten er.  Har jeg forresten fortalt, at han gav mig et par træsko i julegave? Tosset;)

Oktober

I oktober skrev jeg endnu et af den slags indlæg, som jeg ville ønske, at alle ville læse. Fordi det kræver så ufatteligt lidt at tale ‘korrekt’ om sæddonation og donorbørn, og fordi det gør mig glad, når folk gør det:)

Jeg skrev også lidt om, at man åbenbart godt kan skabe nogen temmelig dejlige børn, selvom man til tider er en lortemor;)

Det blev også til en ode til mine babser. For sådan en fortjener de virkelig! De er forresten stadig i brug, og ligesom med Ane virker det ikke til, at Jasper har tænkt sig at slippe dem foreløbig.

Og så sendte jeg en kærlig tanke til min fødeø, Lolland<3

November

I november var jeg træt helt ind til knoglerne. Det føltes som om, det varede en evighed. En evighed, hvor jeg syntes, det var svært at være mor og kone og alt det andet. Mest af alt syntes jeg vist bare, at det var svært at være mig. Og jeg kom til at forstærke følelsen ved at dunke mig selv i hovedet, fordi jeg jo for dælen ikke havde noget at gå og være deprimeret over! Heldigvis gik det over – det gør den slags jo oftest:)

Jeg skrev også lidt om kærlighed til kopper og det at skabe et hjem, hvilket første til en lille rundtur i Palæet med grynede billeder og små anekdoter:)

December

I december gjorde jeg mig lidt tanker om en næsten 4 år gammel bemærkning om, at vi havde valgt den lette løsning ved at få Ane, som vi gjorde. Hvilket jo er komplet åndssvagt, for det har dælme ikke været let. Det har dog været helt igennem fantastisk alligevel:)

Så brystede (høhø) jeg mig af at have hjulpet en kvinde til at amme sine børn🙂 Opdateringen er, at hendes mæleproduktion desværre er faldet, så hun har måtte i gang med hjælpebrystet. Jeg synes stadig, hun er vanvittigt sej!

Jeg ønskede mig en date med min mand. Hvilket jeg stadig gør:) Det skal nok komme!

 

Shit, det blev langt! Hov! Er der mon nogen af jer, der kom hele vejen igennem?;) I så fald – godt klaret og tak:)
Det er spøjst sådan at se tilbage på 2016. Der er fandme sket mange store ting! 2017 har virkelig noget at leve op til!

Og nu jeg har jer: Tak fordi I følger med! Tak fordi I tager del i mig og min familie, kommenterer og deler egne, personlige fortællinger. Det betyder ufatteligt meget for mig!

Nu vil jeg tage ud og bytte julegaver. Hvis I ikke har hørt fra mig om et døgn, kan I skrabe mig op fra fliserne i Rødovre centret. Wish me luck;)

img_2586

Kærlighed i semi-flydende form

I formiddags smækkede jeg Jasper i barnevognen og satte kursen mod Rødovre centeret for at handle lidt julegaver. Jeg tænkte selv, at jeg var skide smart at gøre det en tirsdag formiddag, hvor alle andre formentlig var på arbejde. Men man kan vist bare aldrig vide sig sikker i december, for der var sort af mennesker. Jeg havde dog lagt en plan hjemmefra og alle gaver var noteret i min lille gavebog, så jeg ikke skulle rende der og finde på undervejs. Jasper sov fra 11 gaver i H&M, hvorefter vi fandt en bænk og nappede vores medbragte klappere med leverpostej. Så videre til næste butik med en glad og tilfreds Jasper. Dernæst et amme-pit stop, og så sidste butik på listen. Tjek, tjek og tjek! Jeg følte mig aldeles organiseret og overskudsagtig. Indtil jeg lige fik den idé at stikke hovedet i Søstrene Grene efter lidt gavepapir. Den var Jasper ikke med på. Jeg havde jo sagt, at vi skulle hjem. Og da vi 12 minutter senere fik bakset barnevogn og gaver ind i bussen, var det gået fra let brok til snot og tårer i stride strømme. Jeg hev ham op ad vognen og tænkte, at lidt busbabs ville være sagen. Den gik ikke! For det var en af den slags buschauffører, der tog hvert sving med 40 km i timen og først lagde an til at bremse bussen i absolut sidste sekund, hvorfor jeg måtte have den ene hånd på barnevognen, som bogstavelig talt stejlede, hver gang bussen bremsede. Så nu flød det med både snot, tårer og modermælk, og jeg måtte lægge en grædende Jasper tilbage i barnevognen, fordi jeg simpelthen ikke turde have ham i armene, samtidig med jeg skulle sørge for, at barnevognen ikke fløj tværs gennem bussen. Jeg begyndte at svede og stresse og var max presset – som jeg tænker, at de fleste mødre kender, når de ikke kan trøste deres barn. Der var i hvert fald en mor med bussen, som kendte situationen. Og hun kom stille hen og prikkede mig på skulderen og spurgte, om han mon ville have en smoothie. Jeg blev helt befippet over den søde gestus, mens jeg stod der badet i snot, mælk og stress-sved. Jeg fik sat Jasper op i selen med en pude i ryggen, så han sad godt i spænd, og jeg kunne holde ordentligt fast i den stejlende barnevogn. Og sad han der med sin smoothie og sine forgrædte øjne og blev helt glad og salig. Mens jeg havde fokus på ham, hørte jeg moren sige til en anden kvinde, at hun jo selv vidste, hvor stressende det kunne være med sådan et grædende barn, men at hun ikke lige havde været sikker på, om det var okay at ‘blande sig’. Jeg sagde til hende, at det var mere end okay! Det var faktisk virkelig rart!!!

Men jeg forstod godt, hvad hun mente. Selvom jeg ellers anser mig selv som værende et omsorgsfuldt menneske, så ved jeg faktisk ikke, om jeg havde stukket mig en smoothie. Og det er egentlig nok de færreste, der gør det. Desværre. Jeg stikker som regel mine stress-svedende medmødre et medfølende smil og en ‘Hold op, hvor jeg kender det!’-kommentar. Fordi det kan jeg godt selv li’ at møde. Som forleden dag, hvor jeg kom cyklende med to skrigende børn og en ældre herre smilede til mig og sagde ‘Pøj pøj med dét der!’ med et glimt i øjet. Det gjorde mig glad. Det bekræfter mig ligesom i, at vi ser hinanden og kan relatere på en eller anden vis. Og det er nu rart.

Så nu vil jeg fylde min taske med smoothies og næstekærlighed, takket være den søde kvinde fra bussen. I ‘værste’ fald bliver der sagt “nej tak”, og så er der er jo ingen skade sket. Men i bedste fald kan en medfølende gerning gøre en anden ligeså glad, som jeg blev i dag – og det er dælme ikke dårligt!

Billedet har ikke en dyt med sagen at gøre - det er bare fint:)
Billedet har ikke en dyt med sagen at gøre – det er bare fint:)