Forresten #9

  • Greb det lidt om sig, det der med at opsætte nyt vasketøjssystem. Det blev til en større oprydning i vaskerummet, som også fungerer som viktualierum, så nu er sovsene sat i alfabetisk orden;)
  • Er jeg stadig ikke helt sikker på, om ‘Krydret bearnaise’ bør stå under ‘K’ eller ‘B’, så den skifter plads lidt afhængig af min dagsform.
  • Er jeg stor modstander af vintertid! Det er ALDRIG okay at skulle op før kl. 5!
  • Er jeg begyndt at mistænke pladsanvisningen for at starte dagen med at rafle om reglerne…. I løbet af i dag eller i morgen skulle gerne finde ud af, om de har slået nogle 6’ere i mit favør.
  • Kommer jeg netop nu i tanke om, at der engang fandtes et supermarked, der hed ‘Favør’. Er jeg den eneste, der er så gammel, at jeg kan huske det?
  • Synger ‘How I met your mother’ på sidste vers, hvilket gør mig lidt vemodig. Har I nogle gode bud på Netflix-serier, som er relativt uforpligtende og med forholdsvis korte afsnit, så råb endelig højt!
  • Har vi verdens mærkeligste teenager, som ikke har holdt én dag fri, siden han kom hjem fra Spanien. Han har gang i noget med noget krypto-valuta (don’t ask!), og så er han vist også ved at udvikle en app og starte et firma. OG han vasker sit eget tøj. MEGET mærkelig teenager!
  • Er jeg fuldstændig pjattet med Preben;) Hvis I ikke kender ham, kan I læse med her og her. Og jeg kender jo Tinne, som Preben har til huse i, og kan fortælle at han er the real thing!
  • Er jeg simpelthen så glad for at se, at nogen af jer benytter de links, jeg har smidt ind under ‘Støt bloggen‘! Virkelig glad! TAK:)
  • Får jeg fire veninder, herunder Preben;), og deres børn til sleepover på lørdag, og jeg glæder mig fuldstændig vanvittigt. En af dem – altså veninderne, ikke børnene – har været ude og købe en pyjamas særligt til formålet. Det er fandme dedikeret på den allerfineste måde:)
  • Skal Fyrsten på kanotur på lørdag. Kanotur. I november. Jeg forstår det ikke!

img_0528

Tilfældigheder og heldigheder.

Egentlig ville vi ha’ startet op på fertilitetsbehandling allerede i første cyklus efter min operation for endometriose i januar 2015. Men der var en fest med arbejdet, som jeg godt ville med til. Sådan rigtigt med til – med øl og shots og alt, hvad denne kunne trække. Jeg ville ha’ en sidste ‘tur’, før jeg satte fødderne i pedalerne og kørte behandlingsmøllen igennem igen. Så vi blev enige om, at vi sagtens kunne vente en måned.

Egentlig skulle jeg insemineres den følgende måned, hvor jeg inderligt fortrød  mit valg af fest og shots, da jeg lå i stigbøjlerne og fik at vide, at jeg havde en cyste. Ergo måtte jeg sidde en omgang over. Benådningskortet havde jeg ligesom brugt i den forrige runde.

Egentlig ville Fyrsten helst slet ikke have været i gang med behandling igen. Ikke fordi han ikke vil have flere børn. Men fordi han var panisk angst for, om behandlingerne, håbet og skuffelserne ville tage på mig på samme måde som før. Om jeg ville gå i stykker igen, nu hvor Ane havde lappet mig så fint sammen.

Egentlig ville vi have valgt en åben donor af den slags, hvor man ved en masse ting om vedkommende. Hvilken uddannelse donoren har, og om han spiller fodbold eller guitar. Men ligesom ved vores første forsøg med iui-d tilbage i 2012, blev det for mærkeligt. Tanken om muligvis at komme til at sammenligne sit barn med en person på et stykke papir. Så vi lod klinikken vælge en åben donor fra deres eget register.

Egentlig troede vi heller ikke, at behandlingen i april ville ende med en inseminering. For der var måske en cyste. Som så ikke var der alligevel. Og så blev jeg insemineret.

Så skete det der med det magiske tis. Og 9 måneder efter var der Jasper.

Rimeligt heldige tilfældigheder!

image

 

Selv blind høne finder korn?!

Jeg er en god mor. Det er jeg ikke i tvivl om!
Men jeg er en god mor, som ind imellem er en virkelig elendig opdrager. Ikke fordi jeg ikke ved bedre, for det gør jeg. Men fordi jeg er et helt almindeligt menneske, som nogen gange springer over, hvor gærdet er lavest eller handler i afmagt og frustration. Ligesom alle andre mødre. Jeg har skriftet herinde tidligere. Jeg har løftet sløret for, hvordan jeg nogen gange bruger bestikkelse eller lader iPad’en babysitte eller alverdens andre upædagogiske ting. Sådan en mor er jeg.

Men fandme ikke om jeg alligevel har fået verdens dejligste datter.

I torsdags da jeg var på sygehuset med Jasper, hentede min mor Ane. De gik en tur i Netto på vejen hjem, og Ane forelskede sig naturligvis i en pose slik. Min mor gjorde, som en mormor skal, og spurgte Ane, om de ikke skulle købe den der pose, som hun nu havde kastet sin kærlighed på. Ane svarede “Man må kun spise fredagsslik, og det er jo ikke fredag, mormor.”, hvorefter hun lagde posen tilbage.

Det er sgu rigtigt nok!

Lige for tiden kommer hun hjem med en masse fine ting fra børnehaven. Tegninger, sand og nye, franske gloser. Så kan vi sidde i sofaen, og pludselig kigger hun op på mig og siger: “Du er en stor, fed lort!” Og inden jeg når at reagere, kigger hun undrende på mig og spørger: “Må man godt sige det, mor??” Og så får vi en god snak om, hvad man må sige, og hvad man ikke må. Hvornår noget er sjovt, og hvornår man driller. Og hun lytter meget opmærksomt, tænker efter, spørger ind og fortæller. “Jeg sagde til Karla, at hun var en pruttefis, og så sagde hun, at jeg var en pruttefis, og så grinede vi. Det må man godt, ikk’ mor?” Jo søde, tænksomme Ane – det må man godt:)

I morges gik bølgerne lidt højt. Ikke tsunami-højt, mere sådan lidt let pålandsvind. Jasper var pjevset, jeg var træt efter en lang, søvnløs nat, og Ane var stædig og stejlede på tandbørstning. Så jeg tyede til truslerne. “Hvis du ikke børster tænder, så maler vi ikke, når du kommer hjem!”, spruttede jeg, mens jeg sad på gulvet og forsøgte at få det grædende mindstemenneske i overtøjet. Og pludselig bliver jeg krammet bagfra, og Ane siger stille “Jeg savner dig bare, mor.”. Med tandbørsten i munden.

Mine forældreevner ligger nogen gange på et ualmindeligt lille, træt og energiforladt sted. Så jeg er lidt på røven af forundring over, at jeg har fået så vidunderligt et lille menneske. Hun er positiv, humoristisk, eftertænksom og omsorgsfuld. Selv når jeg er allermest urimelig.

Fantastiske, lille Ane!

Ane plukker blommer:)
Ane plukker blommer:)

Du er tosset

Du er tosset.

Du er tosset med lyskæder. Du sætter lyskæder op alle vegne. Over hoveddøren, i legehuset, på gyngestativet. Og mens du sætter en lyskæde op i cykelskuret, mumler du lidt i skægget, at jeg bruger for meget strøm, fordi jeg har glemt at slukke lampen i gangen.

Du er tosset med Star Wars og E.T. og Pink Floyd. Og du drikker whiskey og synger med på “I wish you were here”, mens du griner af, at min første tanke, når jeg hører titlen, er Incubus. Alle ved jo, at det er Pink Floyd.

Du er tosset med youtube-videoer. Af katte på skateboards og pandaer på rutsjebaner. Og når jeg er færdig med at læse de dersens kedelige og irrelevante blogindlæg, så vil du gerne lige låne computeren, så du kan vise mig en video med en hund, der ryger cigar.

Du er tosset med lego. Og du slæber gamle kasser hjem fra dit arbejde, dækket af spindelvæv og 20 års støv. Men der er ingen steder at sætte dine kasser, for jeg er over det hele. Med mine skåle og kurve og ting med prikker. Jeg burde blive bedre til at smide ting ud, siger du. Mens du leger med lego, som du købte, da du gik i 4. klasse.

Du er tosset.

Det er jeg vist også.

Jeg er tosset med dig.

Jeg er tosset med dig!

image

Ting, der har gjort mig glad i dag

  • Cliff Richard i radioen. Ja ja, jeg lyder muligvis som en på 70, men jeg er altså ret vild med ham.
  • At lillebror ikke længere har feber. Skidt pyt med at jeg så selv er begyndt at snotte, det er ingenting sammenlignet med en syg baby!
  • Lillebrors grin. Jeg har i dag hørt ham grine for første gang siden i lørdags. Shit, hvor er det bare verdens bedste lyd! Der kan Cliff altså ikke være med.

image

  • En softice med chokoladepulver på den ene side og lakridskrymmel på den anden.
  • En super fin skjortekjole fra genbrugsen – med flamingoer på:)

image

  • At jeg ankom til børnehaven samtidig med, at Anes bedste veninde blev hentet, så hun ikke skulle være der ‘alene’.
  • At Ane netop har puttet sig selv! Jeg er alene hjemme med ungerne, så jeg prøvede at putte dem sammen. Lillebror var dog ret utilfreds, så jeg aftalte med Ane, at hun skulle blive liggende i sengen, mens jeg puttede lillebror i barnevognen. Det tog mig 5 min., at få ham til at sove. Da jeg kom ovenpå igen, sov Ane:)
  • At jeg i løbet af dagen både har fået pakket ud, ryddet op (sådan da….) og ordnet tre maskinfulde vasketøj, hvorfor jeg nu med god samvittighed, kan smække benene op og ondulere de to plader chokolade, som jeg handlede tidligere i dag.

image

 

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup:)

Hvad jeg blogger om, når jeg blogger om at blogge

Jeg har været forbi Bloggers Delight i dag for at høre lidt om de nye designmuligheder. Åh, en eller anden giv mig kunstigt åndedræt og læg mig i afbrudt samleje! Jeg forstår jo ikke en flyvende fis af sådan noget.

I en lang periode havde jeg et billede af et dynebetræk som baggrund på bloggen. Ja, et dynebetræk. Jeg syntes, mønstret var fint, så jeg tog et billede af det og lavede det til baggrund. Det så fuldstændig skørt ud, og efter noget tid var der en sød og teknisk kyndig læser, der lavede mønstret som en fil af en art, så det kunne bruges i stedet. Jeg går bare ikke særlig meget op i sådan noget. Hverken på min egen eller andres blogs. Jeg vil gerne læse noget, der underholder, rører eller inspirerer mig. I mine øjne er alt det andet bare pynt. Og har man en virkelig flot blog, men intet vedkommende at skrive om, så kan det da være lige meget. Tænker jeg. Men laves om skal den altså, så det må jeg jo gøre.

Da jeg startede med at blogge var det på mange måder en lille, lukket klub. En klub, hvor vi delte mønstre til børnetøj, gode fifs til at male stole, og hvor give aways som oftest bestod af hjemmelavede sager, fremfor at være sponsoreret af firmaer som reklamestunts. Jeg havde to læsere i det første lange stykke tid. Isabel og Lisa. Og vi ‘kendte’ hinanden gennem vores blogs. Små blogs, som ikke blev eksponeret på facebook eller Instagram, men som bare var vores små hjørner på det store internet.

Shit, hvor er der sket meget siden! Jeg håber og tror, at min blog stadig grundlæggende er den samme, som den var dengang: et virtuelt kig i mit hoved. Selvfølgelig har den ændret sig, for jeg har ændret mig! Men kernen er det samme. Mig. Det prøver jeg i hvert fald at holde fast i, selvom det til tider kan være svært. For hele blogmediet har jo ændret sig markant, og jeg bliver til tider forpustet over at skulle finde hoved og hale i det hele.

Jeg elsker, når I herinde giver tilkende, at I har fulgt med længe. Jeg synes, det er rart, at I stadig er (tror jeg) en stor flok, som også var med mig igennem vores kamp for at blive forældre. At I på en eller anden måde kender vores familie og vores historie. Det giver mig en tryghed. Jeg har stadig aldrig fået en negativ kommentar. Det må sgu da være en eller anden form for rekord!

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad min pointe er. Måske bare et tak. Jeg har aldrig haft nogen mål med bloggen. Jeg er ikke gået efter et vist antal læsere eller at nå noget bestemt med bloggen. Jeg vil bare gerne skrive og have nogen, der lytter med på, hvad end jeg lige har på hjerte, og som byder ind med egne tanker og fortællinger. Og det gør I. Tak:)

2 år, 8 måneder og 16 dage

– så længe skulle der gå, før jeg blev juridisk mor til min datter.

Jeg har i dag modtaget den endelige godkendelse af adoptionen og kan nu på helt lovformelig vis kalde mig mor til 2! Det er slet og ret fuldstændig vidunderligt:)

image

Ane fik en is før aftensmaden. Det må man nemlig godt, når man er blevet adopteret af sin mor! Hun fatter naturligvis ikke en disse, men hun blev glad for isen;) Champagnen, som i virkeligheden er en Asti, blev poppet, da ungerne sov. Så vi kunne skåle. På vores plettede gulve og bundløse vasketøjskurv, på vores proppede blespand og legetøjsfyldte stue, på vores rustne klapvogn og beskidte stationcar, på børnepenge, snotnæser, lortebleer, godnathistorier, figenstænger og de store klatter gylp på vores skuldre. På vores børn:)

Livet er dejligt, og vi er SÅ rige!

Redekassen legatet og en ganske særlig kvinde

Annonce

Jeg har hverken modtaget produkter, penge eller chokolade for at skrive det, men Mia, som ejer Parcellet, har spurgt, om jeg vil hjælpe med at udbrede kendskabet til hendes nye koncept, Redekassen Legatet. Og det vil jeg naturligvis!!!

EDIT: MEN mine links i dette indlæg er affiliate, så shopper I inde hos Mia via mine links, tjener jeg lidt. Det vidste jeg bare ikke, da jeg skrev indlægget:)

image

Jer, der har fulgt med herinde længe ved, at vejen til Ane var lang og brolagt med store økonomiske omkostninger. En mindre detalje i livets regnestykke, men det fyldte ret meget for os, da vi stod i det. Vi er heldigvis bare så pisse priviligerede, at vi både har en masse venner og familie, som hellere end gerne hjalp, både økonomisk, men også med babyting, da først Ane endelig kom. Og en del af jer læsere her, samt en masse følgere fra Instagram, sendte alverdens ting og sager. Stofbleer, legetøj, flaskevarmer, tøj og meget, meget mere! Jeg er stadig den dag i dag DYBT TAKNEMMELIG for al den kærlighed og omsorg vi modtog:)

Derfor er jeg fuldstændig vild med Mias idé! Den går ud på, at man kan søge selv eller på vegne af andre, hvis man af den ene eller anden grund har brug for en lille håndsrækning som gravid eller nybagt mor. Og er man heldig, kan man modtage et legat, så man kan sammensætte en redekasse med ting til baby for en værdi af 5000 kr.

Orv, det er en fin tanke, synes jeg!!!

Jeg ved godt, hvem jeg ville kaste sådan et legat efter, hvis jeg frit kunne vælge. Ikke fordi hun som sådan er økonomisk eller på anden måde trængende, men fordi hun er så pisse, møghamrende, mega sød, sej og dejlig! Måske I kender hende? Hun går under navnet @tenna_og_alle_de_andre på Instagram. ‘Alle de andre’ er hendes mand, hendes to døtre og den lillebror, der lige nu vokser under hendes hjerte.

Jeg har lært Tenna at kende gennem Instagram. Ane og Tennas yngste datter, Phoebe, er født samme dag, og da Tenna fik idéen om at lave en Instagram-mødregruppe, hev hun mig med. Jeg synes, at Tenna er temmelig bad ass! Mens hun gik på barsel med Phoebe, var hendes mand under uddannelse og havde arbejde ved siden af, hvilket man jo oftest er nødt til. Så Tenna var på hårdt arbejde derhjemme med en nyfødt og en 3-årig. JEG siger ‘hårdt arbejde’, fordi jeg står i det samme et par timer eller 5 om ugen, og jeg synes personligt, at det trækker tænder ud. Alligevel tror jeg aldrig nogensinde, at jeg har hørt Tenna brokke sig! Aldrig! Hun er evigt glad, optimistisk og overskudsagtig, og arrangerede også lige et bryllup og passede og plejede en kolonihave ved siden af. Til sammenligning er succeskriteriet herhjemme at huske at skifte trusser på daglig basis! Og det lykkes ikke altid…

Jeg var hjemme ved Tenna for nogle uger siden sammen med nogen af de andre fra vores mødregruppe. 5 børn var der, plus lillebror. Og alle ungerne ville være i stuen med os andre, hvorfor alt legetøjet blev hevet derind. Også boldbadet. Som de selvfølgelig synes skulle hældes ud over gulvet. På et tidspunkt kigger Tenna tænksomt rundt i stuen. Jeg er også tænksom – “Fuuuuck!” tænker jeg. Tenna tænker tydeligvis noget andet, for i stedet for et ‘fuck’, kommer dette ud af hendes mund:

“Det er bare så vidunderligt, når der er liv i lejligheden!:)”

Det der, mine damer, det er ret meget indbegrebet af Tenna, og derfor ville jeg elske at se hende blive forkælet med lidt lækre sager til deres lillebror:) Fordi hun virkelig fortjener det!

Hvem synes du, fortjener forkælelse og hvorfor? 🙂

Læs meget mere om Redekassen Legatet lige her!

Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage