Noget om ydmyghed….

image

Jeg tror ikke, at det er gavnligt at dvæle ved hver krise, som livet trækker én igennem. Ej heller tror jeg, at sneen bliver mere hvid og roserne mere røde, fordi man har gennemgået noget svært og nu er ude på den anden side. Men jeg tror på, at roserne syner mere røde af den simple grund, at man i øjeblikkets krise ikke bemærker hverdags små vidundere. Så når krisen er afværget, og man igen kan trække vejret roligt, lægger man pludselig mærke til små ting, som man har overset eller ignoreret. Og det er ikke så meget dét, at man lægger mærke til det, der kan slå benene væk under én. Det er erkendelsen af, at man nu ser noget, som man ikke anede, man havde glemt. Og derfor opleves roserne mere røde, sneen mere hvid og chokoladen mere lækker.

Jeg forsøger at lade være med at dvæle ved vores tid som ufrivilligt barnløse, men jeg forsøger ikke at glemme den. Jeg er meget bevidst om, at det var en periode i mit liv, som i den grad har været med til at definere mig. Og det er okay. Faktisk er det på mange måder ret fantastisk. For det giver mig en ydmyghed og taknemmelighed, som jeg ikke tror, jeg nødvendigvis havde været udstyret med, såfremt vi havde danset os gennem baby-projektet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mødre synes, at deres børn er det ypperste af alt, hvad der er smukt i verden. Jeg tror ikke på, at jeg elsker mine børn mere end enhver anden mor. Jeg tror til gengæld, at jeg, i højere grad end naboen, husker på, hvor helt ufatteligt prisgivet, heldig, privilegeret jeg er, at få lov at føle netop den kærlighed, som man har til sine børn.

Men helt ærligt – med en datter som hende her er kærligheden nok også bare ekstra svær at glemme;)

[vidcore vid=”TbCB7hdc”]

Ja, vi er midt i renoveringsrod! Og ja, der står et vitrineskab midt i stuen. Der har det stået i tre uger – jeg ser det ikke længere. Slet ikke når musikken spiller;)

Noget om høns, ‘Hus forbi’ og hår….

Det der barsel – det er godt! Virkelig godt!!!

Jeg har sovet længe og har kunne aflevere en frisk og veludhvilet Ane i vuggestuen. Jeg har været inde i byen og få en massage og ordnet mine hævede fødder. Jeg har spist kage med veninder på Lagkagehuset og shoppet lidt lækkert ventetøj. Jeg har været en tur i teateret og skrevet under på en 14-15 sponsorerede kampagner på bloggen:)

Ej, det er pis;) Jeg har dog oplevet andre spændende ting!

Jeg har for eksempel kastet op, MENS jeg cyklede. Jaaaa, det er noget af en bedrift;) Ane gjorde tykt nar af mig de sidste 500 meter hen til vuggestuen, hvor hun sad i cykelstolen og spyttede ned af sig selv, mens hun råbte “Ane dårlig i sin maveeeee” til alle de forældre vi passerede….

Så har jeg forsøgt sådan rigtig at hygge om mig selv. Lavet the, smurt knækbrød, fundet Grey’s Anatomy frem på iPaden og sat mig til rette i sofaen, hvorefter “GRSJJJH”, “DAKDAKDAK”, “BRRRRRRYYYYY” og lignende lyde har fyldt palæet. Sådan lyde er åbenbart uundgåelige, når man er ved at få sat nye vinduer i.

Jeg har været på hønse-jagt:) Ane taler ofte en høne, som bor et eller andet sted i nærheden. Men til daglig har vi først været hjemme ved 17-tiden, hvorfor en vandring i villakvarteret på jagt efter en høne, jeg ikke aner hvor findes, ikke har været en mulighed. Det er det nu. Og det kan godt være, at jeg ikke ved, hvor den er, men det gør Ane, som med glæde viste vej. Det er den vildeste luksus at have tid og overskud til at følge hendes lille, dejlige hoved! Jeg nyder det, mens tid er.

Jeg har også været på en lille 10 kilometers cykeltur til Frederiksberg, hvor jeg kunne låne en “GRSJJJH”-fri lejlighed af en veninde. Ahhhhhhh:) Jeg købte en thebirkes og en chokoladebolle med – mere ahhhhhhh:)

Jeg har fået landet en to uger gammel irritation! For 14 dage siden var jeg en tur på Strøget. Der stod en ung mand og solgte ‘Hus forbi’. Og uden at kunne placere ham i tid, sted eller kontekst, så vidste jeg, at jeg kendte ham. Så jeg kiggede den anden vej. Bange for at sætte ham i en ubehagelig situation, hvis han også ku’ kende mig. Bange for at sætte mig selv i en ubehagelig situation. Af frygt for at gøre noget forkert, valgte jeg at gøre ingenting. Hvilket uden tvivl er det dummeste, man kan gøre. Eller ikke gøre… Og siden da har jeg dunket mig selv i hovedet for at være en bange idiot! I dag gik jeg forbi samme sted – med pungen fuld af mønter og maven tom for frygt. Og han stod der igen, heldigvis:) Han kunne vist ikke kende mig, men kunne bekræfte at han rigtig nok havde gået på samme skole, et par år under mig. Og det var ikke ubehageligt for nogen af os:) Tværtimod blev jeg så glad og opløftet, at jeg fik sagt ‘Glædelig jul’, da jeg gik derfra. Flot!

Jeg har fået nyt hår! Som jeg skrev her, så har jeg ikke tænkt mig at få en mor-knold! Nu har jeg i stedet en mor-page;) Det er den dygtige og dejlige, Marlene, fra salonen ‘Platin’, der står bag:)

image

 

At danse nøgen rundt i stuen med en hindbærroulade i den ene hånd og en flaske Asti i den anden!

Det er mig! Jeg danser nøgen rundt i stuen med en hindbærroulade i den ene hånd og en flaske Asti i den anden:) Eller…. Måske har jeg tøj på, fordi det jo for fanden er blevet vinter lige pludselig! Og måske spiser jeg hverken hindbærroulade eller drikker Asti. Men jeg danser! Inde i mit hoved i hvert fald;)

Jeg er i skrivende stund på barsel! Helt rigtig barsel! MED LØN! Jaaa, hva’ gi’r du – det er satme store sager:) Det næste år plus lidt til skal jeg fordrive tiden med Ane, fødsel, kagebagning, Fyrsten, mødregrupper, en smule læsning, HBO-serier, gylp, lort og seriøs søvnmangel. Og jeg glæder mig SOM EN VANVITTIG!!!!

image

Der findes kvinder, som helst ikke vil væk fra arbejdsmarkedet. Kvinder, der har brug for jobmæssig stimuli og regelmæssige mentale udfordringer, som kun ens arbejde kan frembringe. Kvinder, som tager barsel, fordi det er lidt svært at slippe udenom, hvorfor de iler tilbage til karrieren, så snart muligheden viser sig.

Jeg er ikke en af dem!

Misforstå mig ikke – jeg kan godt li’ mit job! Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg er virkelig glad for det:) Men jeg arbejder for at leve – ikke omvendt. Så selvom jeg synes, at mit job er skide spændende, selvom jeg dagligt føler mig udfordret på den fede måde, selvom jeg elsker mine kolleger sådan helt rigtigt, så går jeg på barsel med det største smil! Der er tandkød all the way;)

For barsel betyder lige her og nu mere tid med Ane. I dag da jeg hentede hende fra vuggestue, brugte vi tid på at lege på legepladsen. Så kiggede vi på billederne på gangen, før vi gik ud på parkeringspladsen og legede gemmeleg bag skraldespandene. Så brugte vi ti minutter på, at Ane skulle lukke min cykelhjelm, mens jeg lavede mærkelige grimasser til hendes store fornøjelse:) Det tog ca. 45 at komme hjem. For vi skulle intet nå. Jovist, aftensmaden skulle naturligvis smækkes i ovnen, men jeg kunne med god samvittighed lade både nullermænd, opvask og klatroderi ligge, for det kan jeg ordne i morgen. Og når jeg har ordnet det, kan jeg tage en lur, så jeg, til en forandring, er frisk og veloplagt, når jeg henter Ane. Dét er fandme fedt! MEGET!

Og fremadrettet betyder barsel muligvis gylp, søvnløse nætter og hudløse brystvorter. Muligvis. Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed er, at det betyder duften af baby, nyforelskelse, første smil, knirken, stolthed og lykke.

Lige nu – i denne stund – er livet ret perfekt! Jeg sidder midt i verdens største rod, fordi huset er på den anden ende med håndværkere hist og her og støv alle vegne. Jeg har ingen roulader inden for rækkevidde, Asti er no go, og det er for koldt til at have bar røv. Men jeg har Anne Linnet (Jeg er jo lige her – hvad ellers??!) på pladespilleren, the i koppen og jeg er på barsel. Livet er ret perfekt:)

 

PS: Bloggen er kommet på Facebook! Den er god nok:) Bare klik på det lille, fine ‘f’ i toppen af bloggen, så finder I mig:) Og like lige, hva’?! Jeg har pt 61 likes, hvilket er ganske fint! 84 er bare et pænere tal:)

 

Elskede (knap så…) ukendte

Jeg har i lang tid tænkt, at det godt nok ville blive svært  at elske babyen på samme måde, som jeg elsker Ane.

Hun er jo Ane. Den der kom ind fra højre og vendte verden på hovedet og gjorde livet meget sjovere.

Jeg har ikke haft det dårligt over at have det sådan. For det første hører jeg ofte, at det er helt normalt at have det sådan som andengangsmor. Og for det andet så kender jeg jo Ane, men ikke baby. Så jeg har sagt til mig selv, at mine følelser var forventelige og tilladte.

I de terminsgrupper jeg er medlem af på facebook, popper det for tiden op med 3D-billeder. Virkelig skønne billeder af små piger eller drenge, der vinker ud gennem skærmen eller gemmer ansigtet i hænderne. Drenge med smilehuller og piger med brede næser.

Vi har ikke været til sådan en scanning. Vi kender ikke kønnet. Jeg ved ikke, om vores baby har min kløft i hagen. Men noget jeg VED, noget der har ramt mig i de seneste uger i takt med, at babyen er blevet større og mere aktiv, er dette:

Jeg kender den, og jeg elsker den.

En rimelig vild erkendelse som har forårsaget en jævn strøm af glædestårer i de sidste par dage:)

Jeg kan nu mærke udenpå maven, hvor babyen ligger. Jeg kan fornemme hoved, numse og til tider en hånd eller en fod. Og vi kommunikerer! Babyen sparker, når jeg blidt presser hånden mod maven, og i går lagde Fyrsten kinden mod maven og fik en lige højre;)

Og jeg ved dette om min baby:

  • den elsker blåbær og appelsiner
  • generelt er mad et hit, som sætter gang i benene. Andre kvinder drikker store glas vand, for at få babyen i bevægelse – jeg spiser. Og det gør jeg tilfældigvis ofte;)
  • den er A-menneske og vågner som regel mellem kl. 4 og 5….
  • den kan godt li’, når jeg griner. Så hopper den med i maven:)

 

Så der går muligvis en rum tid, før kærligheden føles ligeså stor som med Ane, og det er okay. Men nu er jeg ikke længere i tvivl om, at det er muligt – for det er allerede begyndt:)

 

 

En ode til 92 æg

Et æg var glæde, et andet var håb

et tredje var afgrundens skingreste råb.

Et æg var vrede, et æg var latter

og et var trætte, hormonfyldte patter

Et æg var drømmen, der sneg sig ind

et andet var sprøjter i maveskind.

Et æg var kærlighed – voldsom og stor

et andet en stemme, der kaldte mig ‘mor’

Et æg tøvede, mens et andet sig skyndte

et tredje var livet, der aldrig begyndte

Et æg kom et efterår, et æg kom en sommer

et smagte af nougat, et andet af blommer

Et varmede mig op, et frøs mig til is

et spredtes til tårer i tusindevis

Et æg blev til to og to blev til flere

92 æg lod sig ikke diktere

De hilste i entreen, men hængte ej hatten

før pist var de borte forsvundet i natten

Med vemod og sorg jeg så dem gå

92 små hjerter der aldrig sku’ slå

Og som dog viste mig kærligheden på deres færd

Farvel 92 æg og tak for jer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er en god dag:)

Jeg fremlægger følgende beviser:

  • Jeg er i dag 25+0 og har i den forbindelse været et smut forbi lægen. Hun kunne konstatere, at min livmoder og baby vokser som ønsket – yay! Og hun mente ikke, at min lidt store vægtstigning er noget at bekymre sig over. Derimod var hun en smule bekymret over mine mange plukkeveer, så nu har jeg fået til opgave at tælle dem og deres varighed de næste dage.

 

  • Jeg har i dag lavet kødsovs ud af 1,5 kg kød, hvilket vil sige, at der var til en omgang spaghetti med kødsovs i dag OG – vigtigst – at der er til en lasagne i morgen. En lasagne af en sådan størrelse, at der er til to dage. Næstefter ‘mad jeg ikke selv har lavet’, er ‘mad til flere dage, så jeg skal lave mindst muligt’ min livret:)

 

  • Ane er i dag begyndt at synge med på melodien fra ‘Brandmand Sam’. Det er ultimativt det sødeste, jeg nogensinde har hørt!!!!

 

  • Miriam har udgivet et indlæg, hvor hun sammenligner bloggere med kendisser. Jeg er Drew Barrymore, og jeg er glad! Både fordi jeg har elsket Drew Barrymore hele mit liv (E.T. er den første film jeg mindes at have set. Så ret meget hele mit liv uden helt rigtigt at være det.), men mest fordi jeg altid bliver sådan lidt småfnilret og starstruck, når Miriam nævner mig. Det er tosset, for hun er jo bare en helt almindelig dame med en helt ualmindelig kat. Og så alligevel ikke, for Miriam er og bliver min absolut yndlingsblogger! Og dét at hun overhovedet kender til min eksistens, er ret stort i min lille verden;)

 

  • De sidste ting fra Olivers værelse er i dag blevet rykket ud. Billederne er pillet ned fra væggen i spisestuen. Dørene til køkken og stue er gravet frem fra udhusets edderkoppefyldte indre. Vi er SÅ klar til at vælte væg i weekenden! Jeg glæder mig vanvittigt meget til vores nye spisestue:)

 

  • Jeg har æblekage på tallerknen, kaffe i koppen og Fyrsten ved min side. Og om små 20 minutter toner Katrine frem på Kanal4 i det nye program ‘Nyskilt’. Jeg tillader mig at sige, at jeg kender Katrine (dét må man godt efter 3. ‘date’!), og hun er alt for åbenmundet, alt for impulsstyret og alt for herlig:) Perfekt afslutning på en god dag!

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image