Odd one out….

For en del år siden, før jeg havde børn og Palæ, var jeg inviteret til en vens 30 års fødselsdag. Jeg havde taget en rød kjole på, som jeg havde arvet fra min mormors søster, og et par sorte snørestøvler med hæl. Ikke et outfit, der fulgte moden, men det var personligt, det var mig, og jeg syntes, at jeg så godt ud. Til festen kommer også en kvinde, som jeg kendte en smule i mine teenageår. Vi siger ‘hej’ og krammer, og hun kigger ned ad mig og udbryder, “Åh, jeg vidste ikke, at vi skulle komme udklædt!”. Hun prøvede ikke at være sjov eller tarvelig, hun mente det helt alvorligt. Egentlig ved jeg jo godt, at det nok var allermest pinligt for hende. Men det var det også for mig. Eller i hvert fald ubehageligt. At stå der og egentlig føle sig afslappet og fin, og så ende med at føle at man mest af alt var helt forkert. Jeg burde naturligvis ha’ rettet ryggen. Grint af hendes fejltagelse og fortalt hende, at jeg selv følte mig super godt tilpas og syntes, at jeg så fantastisk ud. Måske endda ha’ opfordret hende til at gå hjem og finde en farverig kjole i skabet, som hun selv elskede, og tage den på uden tanke på, om den var passende til lejligheden eller trendy på modeblads-måden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg følte mig bare forkert.

Jeg ved ikke, hvornår det er kommet, det der med at være så skide selvbevidst. Det har i hvert fald ikke altid været sådan. Men det er kommet gradvist med årene, og jeg synes kun, at det tager til i styrke. Højst sandsynligt mest af alt fordi jeg er blevet opmærksom på det.

Det, jeg oplever, er, at når jeg er ude i selskaber, hvor jeg er ikke omgivet af folk, som jeg sådan rigtig kender og vice versa, bliver jeg mega opmærksom på alt, hvad jeg siger og gør. Hvilket medfører, at jeg siger og gør alt muligt andet, end jeg normalt ville. Ofte noget dumt eller mærkeligt. Lidt ligesom hvis man tager den dyre, hvide skjorte på og er über opmærksom på ikke at spilde. Man er garanteret at komme hjem med karrysild på både skjorte og strømper. Havde man taget den sorte på, havde man ikke skænket det en tanke, og den var forblevet pletfri. Jeg er en omvandrende karrysild-indsmurt skjorte. Jeg er så forhippet på at være afslappet og mig selv, at jeg ender med at være det stik modsatte. Stiv (altså, ikke fuld-stiv. Eller jo, også nogen gange det. When all else fails – drink!) og karikeret. Enten bliver jeg tavs og tilbageholdende, ellers gør jeg modsat – bliver højtråbende og fjollet i forsøget på at dække over, hvor jeg utilpas jeg egentlig er. Eller det føler jeg i hvert fald. Og det er næsten endnu værre, når først jeg er hjemme i sikker havn med masser af ro til at overanalysere alt, hvad jeg har sagt og gjort. Piller mig selv i navlen og tror, at alle har set og hørt mig. Og at jeg naturligvis har været pisse pinlig.

For nogle uger siden skulle jeg til en fødselsdag. Faktisk hos samme ven, som dengang hvor jeg var ikke-udklædt. Jeg fulgtes med en tæt veninde derhen , og jeg delte mine tanker om følelsen af at stå i et selskab med en masse fremmede og gamle bekendte og føle mig helt forkert og udenfor. Fortalte hvordan jeg misundede hende for hendes selvsikkerhed. For hendes måde at indtage et rum og bare være sig selv. For hendes lange, flagrende hår og hendes lange ben, som nærmest fik det til at se ud som om, at hun fløj hen over gulvet. Og så grinte hun. Sådan ret meget. Og hun fortalte, hvordan hun følte, at hun var en stor klumpedumpe med sine lange lemmer og sit store hår. At det jeg så som elegant og nærmest elverpige-agtigt, oplevede hun selv som en elefant i en glasbutik. Hun forstod mine tanker og følelser fuldstændig og grinte stort af min fejlagtige antagelse af, at jeg var alene i verden om at have det sådan.

Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne omfavne mig selv 100%. Min klodsethed, min naivitet, min til tider anderledes påklædning, min akavethed. For det at være sådan en smule akavet er ikke kun et resultat af min selvbevidsthed. Jeg har alle dage sagt og gjort tossede ting. Fordi jeg ikke altid tænker så meget over tingene i øjeblikket. Og egentlig kunne det sagtens være charmen ved mig. Det tror jeg faktisk, det var, da jeg var yngre. Det er mig selv, ikke mine omgivelser, der får det vendt til noget negativt. Det er mig selv, der gør mig forkert.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal slippe det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig selv at føle, at jeg er helt rigtig, præcis som jeg er. Men jeg prøver!

 

be09dcd1-7c14-4c16-9616-606e1b6e383b

Hvad jeg skriver om, når jeg skriver om at skrive.

Når jeg går på nettet på min telefon, giver den mig altid fem forslag til sider, jeg skal besøge. Google, Boliga, noget arbejdsrelateret, Politiken og ‘log ind på din blog’. I dag var den sidste erstattet med Netto. De har haft fødselsdag, og man har kunne vinde præmier. Det gjorde man ikke. Til gengæld fik man syn for, at man åbenbart blogger for lidt pt.

Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte. Jeg har masser.

– der er det med, at Jasper ikke taler. I hvert fald ikke i forhold til, hvad der er forventeligt af en dreng på hans alder. Bekymringen. Og irritationen over bekymringen, fordi jeg jo er udmærket klar over, at børn udvikler sig i forskellige tempi. Men også stoltheden, når der kommer nye ord. For et par dage siden begyndte han at bruge mere end et ord af gangen. “Min mor!”, siger han<3

– eller det med den samtale, jeg havde med en veninde. Om hvordan jeg føler, at jeg bliver mere og mere socialt akavet og selvbevidst på den ufede måde med alderen. Tankerne om, hvad det skyldes, og ikke mindst hvordan jeg forholder mig til det. Hvordan jeg til tider føler, at det hæmmer mig. Og min store forbløffelse over at indse, at jeg åbenbart ikke er alene.

– og det med, at jeg føler skam, når jeg bruger penge. Sådan dybest set hver gang. Ikke overfor nogen som sådan, bare en generel følelse af skyld og skam. Og i den forbindelse om en gammel udfordring fra en blog-veninde om at købe en absurd dyr kringle. Eller måske var det en tærte? Den var i hvert fald dyr!

– og det med de smukke røde sko, som jeg skammer mig over at have købt, men ikke ville kunne leve uden! Kringle kan jeg til gengæld godt leve uden.

– det med at have en dobbeltseng med sidevogn, når nu vi alligevel altid ender med at ligge alle fire i vores kingsize 160-seng. Og det med ikke at ønske, at børnene ville sove i deres egne senge.

– eller det med simpelthen ikke at kunne forstå, hvordan det kan være, at børn i så mange sammenhænge blive anset som værende en gene for omverdenen? Jeg mener, der findes relativt mange af dem. Måske det var nemmere, for ikke at tale om mere respektfuldt, at indrette verden lidt mere efter dem end den anden vej rundt? Siger moren, som modtog evil eyes af den virkelig vilde slags, fordi hun vovede at tage to børn med på restaurant i Tivoli. En mandag i vinterferien. Kl. 17.30.

– der er det med, at jeg har fået lov til at skrive et gæsteindlæg hos en anden blogger. Et vigtigt et af slagsen. Et af dem jeg selv har skrevet mange af herinde, om hvordan man bruger sproget, når man taler om børns genetiske ophav. Altså – et af dem, der nærmest burde skrive sig selv. Det gør det bare ikke. Jeg har skrevet det om 20 gange. Og lidt mere, tror jeg. For den her gang har jeg mulighed for at nå ud til mange flere, end jeg plejer. Med et emne som er så uendeligt vigtigt for mig. Jamen, hej med dig, præstationsangst!

– og så er der det der med, at jeg jo er stoppet med at amme og derfor kan donere æg. Hvilket jeg skal. Når jeg lige har trukket vejret. Og nå ja – når jeg lige ved, om jeg ender med at måtte bruge alle mine omsorgsdage på at have ungerne hjemme i forbindelse med lock outen.

– og det med at måtte erkende, at selvom jeg insisterer på, at jeg ikke er blogger, så har jeg fremdyrket et vaskeægte bloggerbarn. Det er i hvert fald dét, min kamerarulle fortæller mig…. (“Næ, se nu der – en kurv! Den må foreviges!)

3f504078-1a6d-4a6c-bec9-295bc875befd8b60498d-b275-4e34-b49a-a0e1a595e79762a757cc-4046-45d9-889e-f474a7d7c572b7d32dea-136e-40bb-8548-41da736307a2

 

Ja, der er masser at tage fat på. Jeg ved bare ikke helt, hvor jeg skal begynde. Så nu begynder jeg her. Med at skrive om alt det, som jeg ikke skriver om. Men som jeg nu skrev lidt om alligevel;)

Mig, mig, mig. Og dig??

Reklame // indeholder et produkt,
jeg har modtaget som gave, samt et reklamelink)

Vi var til sommerfest i Anes børnehave i går. Og jeg gad faktisk overhovedet ikke af sted, det indrømmer jeg gerne. Det har været en god, men mega lang uge, og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at nyde min familie herhjemme med fredagsslik og benene oppe. Men vi kom af sted, og det var simpelthen så hyggeligt! Der var hoppeborg, popcornmaskine, slush ice og verdens mest overdådige kagebord, så allerede der var der tilfredshedsgaranti i forhold til ungerne. Selv er vi så heldig at have fået et rigtig godt forhold til en del af forældrene, og det var så rart at få tid til at sidde ned og snakke og grine, fremfor blot de sædvanlige godmorgen’er på vej ud fra børnehavens garderobe.

Da vi alle samles og skal høre børnene synge, bliver jeg prikket på skulderen af én, som bare lige vil fortælle mig, at han syntes, at jeg skriver virkelig fint og personligt. Ja, han. Det var en far, sgu. Jeg blev helt paf og sagde bare kort ‘tak’. Senere måtte jeg fortælle ham, at det var et rigtig fint kompliment, som jeg satte stor pris på, men at jeg bare var en smule overrasket over, at han som mand læste med på bloggen. Han indrømmede, at det var først og fremmest var hans kone, som fulgte med herinde, men at han nu også havde læst en del indlæg og syntes godt om min skrivestil. Og det gjorde mig simpelthen så glad:)

Og det fik mig til at tænke på det her indlæg, som Tina udgav i sommers.

For jeg ved jo i grunden meget lidt om jer, som læser med. Selvom der er en del af jer, som jeg nærmest føler, at jeg kender, fordi vi har delt historier herinde, så ved jeg jo ikke meget mere end de få brøkdele af jeres fortællinger, som tilfældigvis lige har relevans i forhold til et givent indlæg og emne.

Mit seneste indlæg herinde sluttede af med noget med tandkød. Men er der mon efterhånden andre end Anne og Kit, som overhovedet ved hvad det betyder? Jeg vil gerne vide, hvem du er. Hvor er du i dit liv, hvad er din yndlingsbog, og hvilken sang giver dig akut dansetrang? Hvad gør dig så glad, at du smiler med tandkød? Og så er jeg altså også ret nysgerrig på, hvordan du har fundet vej herind, hvor længe du har læst med, og hvilke andre blogs du læser?

Ja, eller bare det, du har lyst til at dele:)

Jeg kan godt starte!

Her er jeg:

T-shirten er fra La Label:) Nederdelen finder du her:)
T-shirten er fra La Label, og er en gave:) Nederdelen finder du her (reklamelink).

Jeg er, som min fine t-shirt afslører, 33 år gammel. Jeg er i min bedste alder, føler jeg, men det har jeg følt i de sidste mange år;) Jeg er uddannet folkeskolelærer, men med et hjerte der banker i socialpædagogiske rytmer, hvorfor jeg kun har arbejdet indenfor specialundervisning. Jeg er tosset med Harry Potter og Kabalemysteriet, og jeg kan hverken holde skuldre eller ben i ro, når jeg hører ‘You make my dreams come true’ med Hall & Oats. Elton Johns ‘Sacrifice’ giver mig kuldegysninger på den fede måde hver gang! Jeg er mor til to og bonusmor til en, og det mit livs vigtigste roller. Jeg samlede på boligreportager, da jeg var barn. Altså, på den måde at jeg klippede dem ud af blade og satte dem i plastiklommer og mapper inddelt efter kategori. Jeg er konfliktsky som bare fanden og kronisk angst for at komme til at sige eller gøre noget, som kan misforstås eller såre andre. Jeg har et forvokset pleasergen og en underudviklet motorik. Sidstnævnte er desværre umuligt at skjule, da den manifesterer sig dagligt i form af pletter på min trøje og løbere i mine strømpebukser. Jeg drømmer om at få mit hjem i et boligmagasin, lære at spille guitar og opnå en spontan graviditet. At vinde sådan en ‘Tøm en tøjbutik på 3 minutter’-konkurrence står også rimelig højt på listen af drømme, men jeg tænker at chancen for det er nogenlunde ligeså stor som chancen for en spontan graviditet;) Lige for tiden ser jeg ‘The good wife’, læser om miljøterapi med lidt Harry Potter on the side og hører ‘Angel Zoo’ på repeat. Min ultimative yndlingsbeskæftigelse er at spise i sengen. Helst ostemadder. Og min mand hader det! Jeg elsker at læse med på Miriams Blok, Blogsbjerg, Hvid Kaffe og Skøre Liv (og maaaaange andre!), fordi det er sjove, vedkommende og velskrevne blogs. Jeg hader til gengæld at læse brugsanvisninger, og når Fyrsten forsøger at forklare mig, hvordan relæet fungerer, hører jeg tilfældige 80’er hits i mit hoved, i stedet for de ord han siger. Hvis han ikke selv er hjemme, når sikringerne sprænger, er naboen det nok;)

Okay. Det var måske lidt rigeligt. Men det er mig. Og jeg er nogen gange svær at stoppe:)

Vil I være med? Det håber jeg:)

 

Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3

Af hjertet tak for de søde kommentarer til mit seneste indlæg! Ovenpå en uge hvor den dominerende tanke inde bag det røde hår har været “Så stopper jeg bare her!” (- i tæt følgeskab med “Sov nu, for helvede!” og “Er der mon mere kage??”), var det lige dét, jeg havde brug for. Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3 Tak!

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det ramte mig så hårdt. For det er jo langt fra første gang, at folk siger noget i den stil, og jeg plejer egentlig at være god til bare at trække på skuldrene og smilebåndet, velvidende at kommentarer af den slags ofte skyldes tankeløshed. Måske det handler om, at Ane nu har nået en alder, hvor jeg tænker, at hun vil begynde at bide mærke i flere ting. Ikke at jeg tror, hun læser med på bloggen, men det er jo desværre også noget, vi møder i den virkelige verden. Som for et par uger siden, hvor én fortalte mig, hvor meget Ane dog ligner sin mor. Mens hun sad på mit skød og hørte det. Og det var helt tydeligt, at det ikke var mig, han mente.

Jeg kan ikke beskytte mine børn mod alverdens sårende kommentarer. Dem vil de møde uagtet min indsats, og de fleste af dem vil ikke have en flyvende fis med deres gener at gøre. Men der hvor jeg kan beskytte dem, der gør jeg det selvfølgelig. Om jeg så skal gentage mig selv i en uendelighed. Jeg vil med garanti tale for døve øre i nogen sammenhænge. Jeg har allerede siddet over for folk, som har haft behov for at lige at spørge en ekstra gang ind til det – om jeg virkelig ikke godt kunne vedkende mig, bare en lille smule, at vores børn ikke rigtigt er vores børn. Og nej, det kan jeg naturligvis ikke. Heller ikke bare en lille smule;)

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak. Det rører mig meget at vide, at I, der har familier, der minder om vores, kan bruge mine ord. Og det rører mig ligeså meget at vide, at alle I, som lever i helt ‘tradtionelle’ familier, forstår betydningen af mine ord og tanker og tager dem til jer.

Jeg har aldrig haft en mission med bloggen. Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg lære verden noget. Jeg syede nogle tæpper og shoppede nogle lopper og prøvede at blive gravid. Og havde det været et andet liv, en anden tid, en anden dimension, så var jeg vågnet en morgen med ømme bryster og kvalme. Og så havde dét været det. Så havde mine børns tilblivelse aldrig spillet en rolle. Nu blev mit liv bare et andet. Og her hvor jeg er nu, ville jeg naturligvis ikke ønske det anderledes.

Jeg har stadig ingen mission. Jeg har bare et hoved fuld af tanker og ord, der gerne vil ud. Om kager og Vejlø og opdragelse og musik og kjoler og kærlighed. Om mit liv. Med alt, hvad det indebærer. Så gør det ondt nogen gange. Kommer for tæt på. Det bliver jeg forhåbentlig bedre til at håndtere og bruge konstruktivt.

Det, jeg egentlig bare gerne vil sige, har jeg allerede sagt. Tak!

Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

9 års erfaringer rigere

En eftermiddag i august 2008 indfandt jeg mig på en indtil da ubekendt adresse i Københavns nordvestkvarter. Jeg var 24 år og netop blevet færdig på lærerseminariet, og jeg havde boet i København i lige knap tre uger. Samtalen fandt sted 5 minutter fra, hvor jeg boede, men alligevel nåede jeg at fare vild. Det var min anden jobsamtale den dag. Og faktisk kun min anden ‘rigtige’ jobsamtale nogensinde. Den første samtale var egentlig gået fint. Men kemien kunne ha’ været bedre. De spurgte, om der var noget, som jeg mente burde strammes lidt op. Og jeg vidste godt, at de selvfølgelig mente i forhold til mine faglige kompentencer, men jeg svarede at mine balder bestemt havde set bedre dage. De grinte ikke.

Så tog jeg videre til næste samtale. Jeg havde en blå skjortekjole på og et par sorte bukser. Undervejs på cykelturen satte buksebenet sig fast i min kæde, så de flænsede op. Og så var det, jeg farede vild. Så jeg mødte op med røde kinder, åndenød og ødelagte bukser. Men de var skide søde, de folk, der ventede mig. Og da den ene spurgte mig, om jeg følte mig i stand til at skulle stå overfor en flok barske teenagedrenge med galopperende ADHD, afbrød en af de andre og sagde “I kan jo høre, at hun er fra Lolland!” 

Jeg fik jobbet. Det andet, ikke det første. Så gjorde det med balderne heller ikke noget. Særligt ikke fordi det endte med at være mine bryster, som ufrivilligt gjorde lidt for opmærksomme på sig selv på min allerførste arbejdsdag.

Nu er der to dage tilbage, før jeg skifter job. Fra det sted, hvor jeg har været i snart 9 år. Jeg er faktisk den eneste tilbage på min afdeling fra dengang. 9 år er lang tid. Særligt på en skole, hvor folk ofte rykker rundt internt til andre afdelinger med andre målgrupper. Men jeg er blevet hængende. Fordi jeg elsker målgruppen og de barske drenge, som sjældent er helt så barske, som de gerne vil give udtryk for;)

Og hvad har de 9 år så indeholdt?? En masse faglig udvikling. Og personlig! En ordentlig røvfuld udfordringer og ditto aha-oplevelser. Uendeligt mange grin og uvurderlige venskaber, som jeg ved vil bestå. For eksempel med Danmarks stærkeste mand og kvinden med Danmarks smukkeste øjne. Det første er helt officielt, det er det andet ikke – men ikke desto mindre sandt! Jeg har lært en masse om konflikthåndtering, om undervisningsplanlægning og om socialpædagogik. Og jeg har lært, at man godt kan drikke små grå af en havenisse. Men at man ikke skal drikke snaps. Hverken af havenisser eller noget som helst andet. Og jeg har lært at man skal tjekke indstillingerne på sin telefon, så man ikke ufrivilligt viser bryster for sine kollegaer. Igen.

Jeg kunne sagtens ha’ valgt at blive på mit nuværende job resten af mine arbejdsdage. Og det er lige præcis derfor, jeg stopper. For jeg er kun 33 år. Og det her er mit allerførste job. Jeg skal se mere, prøve mere, udfordres mere. Alt imens jeg bestræber mig på, at tage mine vigtigste erfaringer med mig. Ja, jeg mener det med snapsen.

Jeg er pisse ked af at skulle stoppe i morgen. Og mærkeligt nok gør det mig glad. For hvor er det dog dejligt at kunne slutte af eget valg. Og fordi man har lyst til at prøve noget andet, ikke fordi man er træt af det, man har. At det ikke skyldes kedsomhed eller udbrændthed, men nysgerrighed og energi. Det er pisse ambivalent og pisse vemodigt, og det er præcis sådan, det skal være.

Det bliver godt, gør det! Og forhåbentlig helt fri for snaps og babs;)

img_5657

Tanker om langtidsamning. Igen….

img_5646

For nogen uger siden smed jeg dette billede op på bloggens facebookside, efterfulgt af denne tekst:

Hver eneste gang, der bringes en artikel om amning af børn over 1 år, så kommer kommentaren “Det er jo kun morens behov!”. HVER gang! Og så kan man begynde at forklare, at man ikke kan tvinge et barn til at amme. Og at amning er andet og mere end blot mad. Og at det er ret (læs: helt vildt meget!) irriterende altid at skulle overveje om det tøj, man nu har på, er ammevenligt. Og så videre….
Men jeg vil faktisk godt indrømme, at det er mit behov at amme. Det er mit behov at gøre det, som giver mening for mig og mit barn. Det er mit behov at følge ham og hans signaler. Det er mit behov at amme, indtil det ikke længere er hans behov. Og så længe jeg ikke uddeler smagsprøver til forbipasserende i Netto, så tænker jeg egentlig også, at det næppe bør kunne genere nogen andre:) 

Der gik lige knap et døgn, før der kom en kommentar om, at det tydeligvis var mit behov at amme, og ikke mit barns. Det er sgu da lidt skægt;)

Men jeg forstår virkelig ikke argumentet. Jeg forstår ikke, at det overhovedet er nødvendigt at komme med argumenter for og imod, når det handler om amning. Måske jeg bare ikke var opmærksom på det, før jeg blev mor, men jeg mindes ikke, at der dengang var tendens til at diskutere amning i det omfang, som der er i dag. Nu er der jo nærmest en artikel om emnet hveranden dag. Især om langtidsamning. Som oftest efterfulgt af et “Hvad synes du? Er det okay at amme så længe??”. Jeg er aldrig stødt på et opslag med omvendt fortegn – “Mor fravænner sit 5 måneder gamle barn. Hvad synes du? Er det okay at stoppe så tidligt?”.

Det sker ind imellem, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg stadig ammer. Jasper er lige knap 16 mdr. nu, og vi ammer en del. I hverdagen, hvor han er i vuggestuen, ammer vi morgen, eftermiddag, aften og nat, og i weekenderne er der fri bar(m), hvorfor det godt kan blive til en del amninger. Og det afføder altså nogen gange ovenstående spørgsmål, som jeg også svarede på, da Ane havde Jaspers alder. Dengang henviste jeg til diverse anbefalinger fra SST og WHO og fandt links til forskellige undersøgelser, som påviste de gode ting ved langtidsamning. Fordi jeg på en eller anden måde følte, at jeg skulle retfærdiggøre mit valg med nogen meget håndgribelige argumenter. Det er ikke det svar, jeg giver i dag, for det hænger faktisk ikke sådan sammen, og det gjorde det heller ikke dengang. Jeg er ærlig talt ret ligeglad med, hvad diverse undersøgelser siger. Det er da rigtig fint, at der er gode ting ved langtidsamning, men jeg ammer ikke, fordi det reducerer risikoen for brystkræft eller fordi det måske/måske ikke kan have en positiv indvirkning på Jaspers talesprog. Jeg ammer, fordi han stadig udviser et behov for og en lyst til det, og fordi jeg (for det meste) ikke har noget problem med det.

Og når jeg falder over en artikel eller en debat om emnet, så forsøger jeg virkelig at vende og dreje den og se det fra alle tænkelige vinkler. Fordi jeg ikke forstår det. Men jeg bliver sjældent klogere. Jeg kan simpelthen ikke få øje på, hvori problemet ligger.

Fra nogen lyder det, at børn over et år ikke bør ammes, fordi de er for store. Eller fordi de ikke har behov for det. Andre mener, at der ikke er næring i mælken, og at det er unødvendigt, mens nogen bare slet og ret mener, at det er ulækkert.

Men ingen af de forklaringer giver mening for mig. Overhovedet! Hvorfor er det bedre at give sut eller vugge i armene eller kysse sit barn, eller hvad man nu kan gøre for at trøste og yde omsorg? Hvorfor er dét okay, men amning ikke? Når nu det gør noget godt for mit barn at blive ammet, og når det ikke er noget problem for mig, hvorfor er det det så for andre?

Og hvorfor er amming kun ’tilladt’ i det omgang, hvor der er tale om et reelt behov? Mon de folk, som benytter sig af dette argument, har børn, der aldrig får fredagsslik? Eller ser tv? Og gad vide, om de aldrig selv spiser chokolade? Jeg mener, det er jo ikke et reelt behov. (Okay, den sætning er grænsende til blasfemi! Undskyld, Toblerone.)

Hvorfor forventes det, at man har en velovervejet begrundelse for at fortsætte amning efter 1 år? Jeg tænker egentlig, at det er et langt mere aktivt valg at stoppe, end det er at fortsætte med noget, som man allerede gør?

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det gang på gang skal debatteres. Jeg mener, kvinder er jo udstyret med bryster og mælkekirtler af den ene årsag at kunne ernære deres børn. Så hvordan kan det nogensinde være et relevant debatemne, at man vælger at gøre netop det? Eller at man vælger at gøre det i en periode, som er længere end normen?

Min søn har et behov for at amme, ergo har jeg et behov for amme. Og nu har jeg også er pludseligt opstået behov for Toblerone. Sådan kan det gå!

(Men helt seriøst – hvis I ligger inde med forklaringen på, hvad problemet med langtidsamning er, så er jeg pisse nysgerrig!)

At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

Når livet er legende let

Jeg inde i sådan en periode, hvor alt på en eller anden mærkelig måde går op i højere enhed. Hvor tingene ligesom bare spiller. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det, så jeg lader være med at lede efter en forklaring og vælger bare at nyde det.

Der er ellers et par elementer som sagtens kunne danne grobund for det omvendte. Som det at huset igen igen er på den anden ende. Sådan et renoveringsprojekt er jo ikke bare begrænset til ét rum. Særligt ikke når det er af den størrelse, som vores nuværende projekt er. Det forplanter sig til resten af huset i form af ting, der skal opbevares og omrokeres og bare generelt rod. Og det prikker lidt til min evne til at acceptere, at det nu engang bare er sådan, det er. Og at det nok kommer til at fortsætte sådan, så længe vi vælger at blive boende her. Jeg blev ramt af momental sindssyge for nogen måneder siden, og begyndte at kigge på huse i Sorø, Holbæk, Præstø og på Lolland. Fordi jeg pludselig syntes, at kompromisset blev for stort. Det kompromis som hænger uløseligt sammen med at have en middelindkomst og bo i hus i Storkøbenhavn. Særligt når det er et hus, som kræver den grad af renovering, som vores gør. Jeg begyndte at overveje om vores valg havde for store omkostninger for børnene. For så længe vi bor her, kommer vi for eksempel ikke ud at rejse. Hvad vi faktisk aldrig nogensinde har været sammen, Fyrsten og jeg. Vi vælger at lægge vores tid, penge og energi i huset, og det bliver selvsagt på bekostning af noget andet. Men vi er glade, hvor vi er. Vi har gode jobs, og Ane elsker sin børnehave og sine venner. Og det trumfer på en eller måde Kreta og all you can eat, ikk’? I hvert fald for nu. Jeg tænker stadig, at det er noget, vi skal tale helt i bund, inden Ane skal starte i skole, men for nu er vi glade, hvor vi er.

Jeg sover ikke om natten. Det kunne godt give anledning til virkelig dårligt humør. Særligt fordi det er fuldstændig uforklarligt. Jeg har aldrig haft søvnproblemer før, men lige for tiden vågner jeg jævnligt i løbet af natten og føler mig lysvågen, blot for at konstatere, at klokken kun lige har passeret midnat. Selv når børnene rent faktisk sover (for det sker – hallelujah!), vågner jeg. Jeg er ikke stresset eller plaget af tankemylder. Jeg er bare vågen. Jeg har forsøgt mig med ingen skærme en time før sengetid, godnatthe og varme bade, men uden held. Så i dag har Fyrsten rykket sengen fra udestuen og ind i musikrummet i håb om, at et scenskift kan gøre forskel.

Men den manglende søvn og de store mængder af rod og kaos til trods så er livet let og rart. Det har en eller anden dejlig terapeutisk virkning for mig, at være nået dertil i min historie herinde om livet som Fyrsten og Fruen, hvor tingene gør lidt ondt. Det er rart at sætte ord på, hvad vi stod i, velvidende at vi ender her – i dag hvor medlemstallet i vores familie er fordoblet. For livet er sgu så fint, når man spejler det i fortiden og ved, at alting løser sig til sidst.

Ane er som altid et spøjst og vidunderligt lille væsen, der fyrer guldkorn af hverandet minut. Jasper er begyndt at vise lidt mere af, hvem han er, og han sætter sig foran mig med et insisterende blik og laver tegnet for tørstig, mens han peger på mit bryst. Modtaget, unge mand;) Fyrsten er bare plat på den der måde, som kun en hengiven hustru kan sætte pris på. Og det gør jeg, for han er min platte mand:) Og mig? Jeg er bare lykkelig. For det er svært at være andet lige nu og her, hvor tingene bare spiller, og krokusserne bryder frem. Så kan Kreta og sammenhængende søvn rende mig. Det skal nok komme en dag. Og indtil da så nyder jeg nuet i fulde drag.

img_4641 img_4733 img_4761

Når man får ondt i sin faglige stolthed

Det er sådan set ikke fordi, jeg er fuldstændig uenig i den der famøse seddel, som florerer på Facebook (og som har været på runde i flere lande gennem de seneste år). I hvert ikke i det grundlæggende budskab, som er, at vi som forældre naturligvis skal gøre vores bedste til at give vores børn de rette redskaber til at kunne fungere i det store fællesskab i skolen. Jeg kan godt læse sedlen med “Jeg læser, hvad du mener, og ikke hvad du skriver”-brillerne på. Størstedelen af dem, som har læst sedlen, er vilde med den! De synes, den er spot on, forfriskende og vigtig. Nogen går så langt som til at mene, at er man uenig, så er man dårligt opdraget og burde ikke selv have fået børn. Nå, men øhhhm, jeg er uenig. Ikke med ovenstående briller på, men når jeg ser på sedlen i sin helhed, så er jeg uenig i både form, budskab, det der står mellem linierne og i særdeleshed alt det, jeg synes, der mangler mellem linierne.

Det ligger så indgroet i mig i kraft af mit arbejde som lærer, at ingen kan udvikle sig i et negativt defineret felt. Her taler vi ikke bare om børn, men mennesker generelt. Og jeg læser personligt sedlen som havende et negativt udgangspunkt. Der ligger en implicit bebrejdelse af forældrene for ikke at gøre det godt nok i forhold til samfundets normsæt om god opdragelse. Den kan sagtens have noget på sig. Der findes helt sikkert børn, som af den ene eller anden grund mangler det, nogen vil kalde almene, sociale kompetencer. Men ‘den ene eller anden grund’ behøver man langt fra formode bunder i forældrenes manglende vilje eller kunnen.

Som ser jeg ser det, burde modtagerne af sedlen ikke være forældrene, og afsenderen burde ikke være skolen. Det burde være et brev fra alle dem, der har en interesse i Danmarks børn til samfundet som helhed. Til regeringen og til os selv. For vi spiller alle, både lærere og forældre, efter de samme regler som er udstukket ovenfra.

Jeg kan godt forstå, hvis skolerne er trætte af at skulle have en opdragende funktion. Sagtens! Men det er ikke forældrenes skyld. Det er ikke forældrene, der har besluttet, at der skal puttes flere og flere børn i en klasse, at der skal praktiseres inklusion i yderste potens, og at børnene skal være i skole fra 8 til 16. Og det er heller ikke lærerne, for de stod for ikke længe siden langs de danske vejkanter med skilte i hånden og bad om lov til at gøre det, som de er bedst til. Fingrene peger i alle de forkerte retninger, når de rettes mod den danske folkeskole, mod forældrene og mod børnene. De burde pege opad. Men ‘opad’ behøver på ingen måde tage stilling til ‘nedad’, hvis vi er travlt optaget af at skyde skylden på hinanden.

Min svigermor var ung pædagog i 70’erne. Rødere end rød og med lilla klud på hovedet. Og hun har mere end én gang siddet herhjemme ved spisebordet med sin kaffekop og spurgt mig, hvor fanden revolutionen bliver af? Hvor er samfundskritikken og de protesterende røster? De har travlt med at opdatere facebook og skrive blogindlæg (ja, det er mig, jeg mener, siger jeg og skammer mig en smule…..).

Rent familiepolitisk og menneskeligt er der bare noget, som jeg synes slet ikke stemmer. Børnene skal ensrettes og passes ind i de samme, snævre kasser og lader det sig ikke gøre, må det nødvendig være forældrene, der fejler. Eller børnehaven. Eller skolen. Men hvad med at vi udfordrer emnet lidt mere end det og kigger på kasserne i stedet?

Jeg har arbejdet på en specialskole i al den tid, jeg har været uddannet. Så i forhold til folkeskolen kan jeg naturligvis ikke udtale mig udfra andet, end det medierne, bekendte og Danmarks Lærerforening fremlægger og den viden, jeg selv opsøger. Men indenfor mit eget felt er der sket en enorm udvikling over de seneste 10 år. En udvikling, som uden tvivl indeholder en masse positive aspekter, men også en udvikling, som jeg som lærer OG menneske til tider stiller mig helt uforstående overfor. Mængden af faglige krav til både lærere og elever er eksploderet. Der skal testet og dokumenteres og vejes og måles og effektiviseres og spares. Og der, hvor sparekniven skærer allerdybest, er på de menneskelige kompetencer og værdier. Og alligevel formår lærerne faktisk at nå hele vejen rundt. Fordi de er så pisse dygtige og engagerede. De formår at opfylde både de faglige krav og støtte den enkelte elevs personlige udvikling. Fordi de ikke går på kompromis med det, der virkelig betyder noget. For helt ærligt? Det er sgu da ikke i evnen til at løse ligninger og bøje tyske verber at formlen på det velfungerende og dannede menneske ligger! Det er uden tvivl brugbare evner. Men det må nødvendigvis følges med, hvis ikke endda føres an af, personlige og sociale kompetencer. Hvis ikke man støttes og vejledes i de helt elementære ting, som at vente på tur, samarbejde, turde ytre sig mm., så kommer man ikke langt med sine tyskkundskaber.

Og lige præcis dér halter facebook-sedlen! For som jeg tolker den, så udlægger den skolen som havende den fagfaglig undervisning som sin primære opgave. Og her får jeg altså ondt i min faglige stolthed. For der er bestemt en kæmpe tilfredstillelse i at være med på første række, når et barn lærer 7-tabellen. Men stoltheden for mig som lærer er langt større, når jeg iagttager børn selvstændigt løse en indbyrdes konflikt, få et produktivt samarbejde til at fungere eller opsøge et venskab på trods af tidligere nederlag. Og formoder og forventer man, at dette er egenskaber, som alle børn har med hjemmefra, og som man blot skal bygge videre på, så synes jeg faktisk, at man fejler. En stor del af de kompetencer, som man kræver af børn i skolen, må naturligvis udvikles og i nogen udstrækning grundlægges netop dér, hvor de kommer i spil – i skolen. Og det er, som ordene så tydeligt fortæller, folkets skole. Den skal kunne rumme alle, også de, som møder op med andre forudsætninger, end normen og samfundet foreskriver.

Som samfundet ser ud i dag, hvor børnene tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i institutioner og til fritidsaktiviteter, så er vi nødt til at have indbyrdes aftale om at løfte i flok. Og vi er nødt til at kræve, at rammerne er der, for at dette kan lykkes. Det er ikke udelukkende skolernes og forældrenes opgave. Det er et fælles ansvar.

Det er muligvis meget at læse ind i en forholdsvis harmløs seddel. Og det højst sandsynligt ikke selve ordene på sedlen, der rammer mig, men dens signalværdi, som jeg synes underminerer hele den værdi, der ligger i folkeskolen som værende en dannelsesinstitution, fremfor en læringsfabrik. Og det er helt sikkert et tydeligt bevis på, at jeg er mere end klar til at forlade min barselsboble og komme ud og få fingrene i virkeligheden;) Men for dælen hvor er det bare et vigtigt emne! Det er jo vores alles børn og vores alles samfund!

img_4598