Når man får ondt i sin faglige stolthed

Det er sådan set ikke fordi, jeg er fuldstændig uenig i den der famøse seddel, som florerer på Facebook (og som har været på runde i flere lande gennem de seneste år). I hvert ikke i det grundlæggende budskab, som er, at vi som forældre naturligvis skal gøre vores bedste til at give vores børn de rette redskaber til at kunne fungere i det store fællesskab i skolen. Jeg kan godt læse sedlen med “Jeg læser, hvad du mener, og ikke hvad du skriver”-brillerne på. Størstedelen af dem, som har læst sedlen, er vilde med den! De synes, den er spot on, forfriskende og vigtig. Nogen går så langt som til at mene, at er man uenig, så er man dårligt opdraget og burde ikke selv have fået børn. Nå, men øhhhm, jeg er uenig. Ikke med ovenstående briller på, men når jeg ser på sedlen i sin helhed, så er jeg uenig i både form, budskab, det der står mellem linierne og i særdeleshed alt det, jeg synes, der mangler mellem linierne.

Det ligger så indgroet i mig i kraft af mit arbejde som lærer, at ingen kan udvikle sig i et negativt defineret felt. Her taler vi ikke bare om børn, men mennesker generelt. Og jeg læser personligt sedlen som havende et negativt udgangspunkt. Der ligger en implicit bebrejdelse af forældrene for ikke at gøre det godt nok i forhold til samfundets normsæt om god opdragelse. Den kan sagtens have noget på sig. Der findes helt sikkert børn, som af den ene eller anden grund mangler det, nogen vil kalde almene, sociale kompetencer. Men ‘den ene eller anden grund’ behøver man langt fra formode bunder i forældrenes manglende vilje eller kunnen.

Som ser jeg ser det, burde modtagerne af sedlen ikke være forældrene, og afsenderen burde ikke være skolen. Det burde være et brev fra alle dem, der har en interesse i Danmarks børn til samfundet som helhed. Til regeringen og til os selv. For vi spiller alle, både lærere og forældre, efter de samme regler som er udstukket ovenfra.

Jeg kan godt forstå, hvis skolerne er trætte af at skulle have en opdragende funktion. Sagtens! Men det er ikke forældrenes skyld. Det er ikke forældrene, der har besluttet, at der skal puttes flere og flere børn i en klasse, at der skal praktiseres inklusion i yderste potens, og at børnene skal være i skole fra 8 til 16. Og det er heller ikke lærerne, for de stod for ikke længe siden langs de danske vejkanter med skilte i hånden og bad om lov til at gøre det, som de er bedst til. Fingrene peger i alle de forkerte retninger, når de rettes mod den danske folkeskole, mod forældrene og mod børnene. De burde pege opad. Men ‘opad’ behøver på ingen måde tage stilling til ‘nedad’, hvis vi er travlt optaget af at skyde skylden på hinanden.

Min svigermor var ung pædagog i 70’erne. Rødere end rød og med lilla klud på hovedet. Og hun har mere end én gang siddet herhjemme ved spisebordet med sin kaffekop og spurgt mig, hvor fanden revolutionen bliver af? Hvor er samfundskritikken og de protesterende røster? De har travlt med at opdatere facebook og skrive blogindlæg (ja, det er mig, jeg mener, siger jeg og skammer mig en smule…..).

Rent familiepolitisk og menneskeligt er der bare noget, som jeg synes slet ikke stemmer. Børnene skal ensrettes og passes ind i de samme, snævre kasser og lader det sig ikke gøre, må det nødvendig være forældrene, der fejler. Eller børnehaven. Eller skolen. Men hvad med at vi udfordrer emnet lidt mere end det og kigger på kasserne i stedet?

Jeg har arbejdet på en specialskole i al den tid, jeg har været uddannet. Så i forhold til folkeskolen kan jeg naturligvis ikke udtale mig udfra andet, end det medierne, bekendte og Danmarks Lærerforening fremlægger og den viden, jeg selv opsøger. Men indenfor mit eget felt er der sket en enorm udvikling over de seneste 10 år. En udvikling, som uden tvivl indeholder en masse positive aspekter, men også en udvikling, som jeg som lærer OG menneske til tider stiller mig helt uforstående overfor. Mængden af faglige krav til både lærere og elever er eksploderet. Der skal testet og dokumenteres og vejes og måles og effektiviseres og spares. Og der, hvor sparekniven skærer allerdybest, er på de menneskelige kompetencer og værdier. Og alligevel formår lærerne faktisk at nå hele vejen rundt. Fordi de er så pisse dygtige og engagerede. De formår at opfylde både de faglige krav og støtte den enkelte elevs personlige udvikling. Fordi de ikke går på kompromis med det, der virkelig betyder noget. For helt ærligt? Det er sgu da ikke i evnen til at løse ligninger og bøje tyske verber at formlen på det velfungerende og dannede menneske ligger! Det er uden tvivl brugbare evner. Men det må nødvendigvis følges med, hvis ikke endda føres an af, personlige og sociale kompetencer. Hvis ikke man støttes og vejledes i de helt elementære ting, som at vente på tur, samarbejde, turde ytre sig mm., så kommer man ikke langt med sine tyskkundskaber.

Og lige præcis dér halter facebook-sedlen! For som jeg tolker den, så udlægger den skolen som havende den fagfaglig undervisning som sin primære opgave. Og her får jeg altså ondt i min faglige stolthed. For der er bestemt en kæmpe tilfredstillelse i at være med på første række, når et barn lærer 7-tabellen. Men stoltheden for mig som lærer er langt større, når jeg iagttager børn selvstændigt løse en indbyrdes konflikt, få et produktivt samarbejde til at fungere eller opsøge et venskab på trods af tidligere nederlag. Og formoder og forventer man, at dette er egenskaber, som alle børn har med hjemmefra, og som man blot skal bygge videre på, så synes jeg faktisk, at man fejler. En stor del af de kompetencer, som man kræver af børn i skolen, må naturligvis udvikles og i nogen udstrækning grundlægges netop dér, hvor de kommer i spil – i skolen. Og det er, som ordene så tydeligt fortæller, folkets skole. Den skal kunne rumme alle, også de, som møder op med andre forudsætninger, end normen og samfundet foreskriver.

Som samfundet ser ud i dag, hvor børnene tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i institutioner og til fritidsaktiviteter, så er vi nødt til at have indbyrdes aftale om at løfte i flok. Og vi er nødt til at kræve, at rammerne er der, for at dette kan lykkes. Det er ikke udelukkende skolernes og forældrenes opgave. Det er et fælles ansvar.

Det er muligvis meget at læse ind i en forholdsvis harmløs seddel. Og det højst sandsynligt ikke selve ordene på sedlen, der rammer mig, men dens signalværdi, som jeg synes underminerer hele den værdi, der ligger i folkeskolen som værende en dannelsesinstitution, fremfor en læringsfabrik. Og det er helt sikkert et tydeligt bevis på, at jeg er mere end klar til at forlade min barselsboble og komme ud og få fingrene i virkeligheden;) Men for dælen hvor er det bare et vigtigt emne! Det er jo vores alles børn og vores alles samfund!

img_4598

Ævl og kævl

Jeg lavede jer en lille 4 minutters video i fredags. Udelukkende med det formål at vise jer mit hår sådan live. Og så kom den aldrig videre end til youtube, fordi jeg pludselig syntes, at det var lidt skørt at smide en hel video ud udelukkende med det formål at sige ‘Se mig!’ Men nu får I den alligevel. Fordi det faktisk på en eller anden måde er pisse rart sådan lige at være lidt overfladisk:) For det har haft åndssvagt stor effekt på mit humør lige at få gjort lidt ved mig selv. Ikke fordi det var dårligt eller noget, altså humøret, det blev bare lige hevet et par nøk op. Ligesom når man finder de perfekte sko i ens størrelse på tilbud. Så lille en ting i det store perspektiv, men alligevel så dejlig:)

I dag er håret en rodebunke. Ane er til fødselsdag, Jasper sover, og Fyrsten og jeg er i gang på førstesalen. Brændeovnen er fjernet, og fliserne banket ned, og I er lige min pause, inden jeg skal videre med lortetjansen, som er at slæbe plader, fliser mm ned. Jeg elsker nedrivningsdelen, jeg elsker opbygningsdelen, jeg hader oprydningsdelen! Men det er fedt at være i gang. Vi gør det rigtigt denne gang. Sådan helt ned i detaljerne, hvor alle lister bliver skiftet, tapetet hevet ned osv. Det er den måde de fleste andre gør det på, og jeg rammes altid lidt af misundelse og ærgrelse, når andre deler deres renoveringsprojekter, og alt bare spiller. Det er ikke fordi, vi ikke også har haft lysten eller evnerne til at være så grundige med de ting, vi har lavet herhjemme. Der har bare været nogen naturlige stopklodser i form af tid og økonomi. Denne gang bliver anderledes. Vi er fuldstændig enige om, at alt skal gøres ordentligt, og så må det tage den tid, det nu engang tager. I hovedet er jeg naturligvis allerede i gang med at indrette, men i virkeligheden hedder vores mål efteråret 2017. Det er den deadline, der virker realistisk i forhold til, at der skal spares lidt penge op undervejs, og at projektet ikke skal tage for meget tid fra børnene. Jeg kan fra tid til anden godt drømme om et hus, hvor alt bare spiller og intet skal, men jeg er samtidig godt klar over, at jeg nok ville kede mig ihjel. Jeg elsker vores projekter. Hvilket er heldigt, for vi bliver nok aldrig helt færdige;)

Og ps: I kan stadig nå at deltage i min give away lige her! Jeg trækker en vinder i aften:)

Dejlig søndag til jer!

img_4560

Det forstår jeg godt!

Jeg er mellembarn. Og vist nok et rimelig klassisk eksemplar, ifølge kloge hoveder og ligegyldige facebookartikler. Jeg er konfliktsky. Helt ud i lilletåen. Og i den anden lilletå sidder pleasergenet – de hænger vist uløseligt sammen. Jeg er så bange for at sige noget forkert. Bange for at såre eller støde andre. Og som følge heraf er det oftest mig selv, jeg ender med at gøre skade på. For når andre så siger eller gør noget, som på en eller anden måde rammer mig, så konfronterer jeg det ikke. Jeg vender det indad. Jeg siger til mig selv, at JEG må være problemet. At jeg selv må have gjort noget forkert. Fordi det er lettere sådan. For så skal jeg ikke råbe op og gøre opmærksom på mig selv og mine sårede følelser. Så kan jeg nøjes med at stille mig selv til regnskab. Og alt imens jeg så skælder mig selv ud, så brygger jeg videre på situationen. Tolker på ting, der ikke skal tolkes på og gør alting meget større, end de i virkeligheden er.

Og jeg er så træt af det! Af alle mulige årsager. Det er dumt og usundt, og det tager plads fra andre mere konstruktive følelser. Så jeg øver mig. Hver evig eneste dag øver jeg mig på at gøre min stemme hørt. Oftest i det, der kan synes som det små. Som at sige ‘Hov, hov!’, hvis nogen springer over i køen. Lille ting? Ikke for mig. For jeg risikere at gøre en anden forlegen eller vred. Jeg risikerer en reaktion, som jeg ikke på forhånd kender. Så er det mere trygt og kontrolleret blot at ryge en plads bagud i køen.

Men det der sker, når man øver sig, er, at man lærer noget nyt. Og oftest lærer jeg personligt, at tingene ikke altid er så farlige, som jeg gør dem til. For hvad er i grunden det værste, der kan ske?

I går gjorde jeg det. Tog fat på en gammel konflikt og smækkede den op på storskærm. Og da jeg skulle afspille den, var jeg selvsagt nødt til at starte fra begyndelsen. Hvor jeg opdagede, at konflikten slet ikke eksisterede. JEG havde skabt den. I min frygt for at gøre andre kede af det eller fremstå sur, havde jeg ladet en mindre og forholdsvis ubetydelig ting ligge. Og ting forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer dem. De suger til sig og vokser sig større. Og imens jeg havde gået rundt og forsøgt at danse udenom bunken af usagte ting for ikke muligvis at få at vide, at jeg ikke var berettiget til mine følelser, så havde den vokset sig så stor, at jeg faldt over den alt for ofte. Her kom storskærmen så ind i billedet. Og med den min erkendelse af, at der slet ikke var en konflikt til at starte med. Lettelsen af at have sagt det højt og have gravet mig til bunds i bunken. Og sidst, men ikke mindst, glæden ved at blive mødt af et “Det forstår jeg godt!”. Ikke “Du er da helt gal på den!” eller “Det passer ikke, det du føler!”. “Det forstår jeg godt!” – fire bitte små ord, som kan gøre verden til forskel for sådan én som mig.

Og hvad kan man så lære af det? At jeg er lidt åndssvag fra tid til anden. Og at det nogen gange godt kan svare sig at sige højt, hvad man tænker. Også selvom man ikke kender reaktionen forhånd. Faktisk tror jeg oftest, at det kan svare sig. Men det ved jeg jo først med sikkerhed, når jeg har øvet mig lidt mere. For det er synd og skam at gå der og overfortolke. Og det er især synd og skam at sætte vigtige relationer på spil, fordi man er bange. Særligt når der egentlig ikke er andet end ens egne tanker og dumme handlemønstre at være bange for.

img_8546

 

Vuggestueklar

Annonce//indlægget er lavet
i samarbejde med Jensstormkbh.com

Vuggestueklar?

Niks. Men det bliver jeg nok aldrig. I hvert fald ikke psykisk. Vi har pladsen fra på onsdag, men har valgt, at Jasper først starter op mandag, så han får en sammenhængende uge. Og jeg håber virkelig, at jeg kan lade være med at have for meget fokus på det i denne uge, så det ikke bliver en vemodig afslutning på vores barselstid, men at vi i stedet bare kan nyde hinanden. Ikke på grund af noget eller med triste miner, men bare i ren kærlighed. Vi skal gå en masse ture, synge sange, bygge tårne og kysse. Jeg satser på også at snige en enkelt eller to lure på mor ind – fordi det bare er noget af det bedste i verden!

Rent praktisk er vi dog klar. Vuggestuetasken er fyldt med alle de nødvendige ting, omend jeg dog ville ønske, at jeg også kunne lige kunne klemme mig selv derned;)

img_3773

Sutsko, futter, thermosæt, handsker, vand- og vindtæt dragt er alle ting, jeg har købt brugt eller fået foræret. Bamsen er julegave fra farmor, som jeg håber kan give lidt tryghed i barnevognen. Jasper bruger ikke sut, og han er ikke et af de børn, som skal nulre en klud eller pude. Bamsen er han glad for, men den er ikke nødvendig for at finde ro. Det er nok mest en morting – at jeg godt kan li’, at han har en særlig ting med hjemmefra. (Derudover skal han naturligvis have en røvfuld skiftetøj med.)

img_3771img_3772

Tasken er fra Jensstorm.dk, og den oser af 70’er vibes på den fede måde! Både med reflekserne, farven og de fede læderdetaljer. Jasper kunne med garanti ikke være mere ligeglad, men mor klapper i hænderne, og det er nu engang mig, der bestemmer;)

Jeg har stadig to måneders barsel tilbage, som skal bruges til at gøre indkøringen så god som muligt for både mig og Jasper. Det er vigtigt for mig at kunne trække vejret undervejs. At det ikke er noget, der skal hastes igennem, fordi vi har travlt, men at det i stedet kan foregå på hans præmisser. Måske det slet ikke bliver nødvendigt, måske han bare falder til med det samme. Det håber jeg virkelig. Men skulle det vise sig at være anderledes, så giver det mig en helt uundværlig ro i maven at vide, at vi har god tid. Ane var to år, da hun startede i vuggestue, så indkøringen med hende var anderledes (forestiller jeg mig), fordi hun var så gammel. Hun havde et sprog og en anden forståelse af tingene. Hun havde gået i dagpleje før, men jeg tænker, at de to ting ikke helt kan sammenlignes. Hun blev afleveret til den samme voksne hver dag og skulle kun forholde sig til tre andre børn. Jeg er spændt (og nervøs) på, hvordan denne indkøring bliver. Skal vi følge vuggestuens plan, skal han sove derned på tredjedagen. De er naturligvis åbne overfor, at alle børn er forskellige, at man derfor først og fremmest ser på barnets behov og ikke bare slavisk følger den gængse procedure.

Min fornemmeste opgave bliver signalere overfor ham, at vuggestuen bare er det fedeste i verden, og at jeg er fuldstændig tryg ved at efterlade ham der. Hvilket jo er mega meget løgn! Heldigvis spillede jeg en masse teater som barn, så jeg håber på at kunne bluffe tilfredsstillende. Ligger I inde med andre gode råd til, hvordan vi får så god en indkøring som muligt, så kom endelig med dem – jeg har vist brug for al den støtte og vejledning, som jeg kan få.

Jensstorm er at finde i Bellacenteret til CIFF d. 1.-3. februar, hvis du kunne tænke dig at snuse lidt mere til mærket:)

DOs and DON’Ts i 2017

img_3079

DOs:

  • Donere æg. Såfremt Jasper slipper sit ellers faste tag i min barm i løbet af 2017, så vil jeg gerne donere æg. Hvis der er nogen, der vil ha’ dem;) Pt er der faktisk for første gange i mange år ikke mangel på æg, hvilket jo er fuldstændig fantastisk! Jeg forestiller mig, at det blandt andet skyldes, at honoraret er hævet til 7000 kr., og at der har været en masse oplysningskampagner. Da jeg jo har en stofskiftesygdom, kan jeg kun donere dedikeret – det vil sige direkte til et par, som jeg selv finder. Og det er helt fint med mig:)
  • Lære at spille ét nummer på guitar. Bare et. Hvilket som helst. På nær ‘Mariehønen Evigglad’, som er det nummer, min ven, Lars, mener, at det skal være. Og i og med jeg satser på, at det er ham, der skal lære mig det, så kan det godt være, at det bliver et problem. Men helt ærligt – hvis jeg ender med kun at kunne et nummer, så skal det fandme ikke være ‘Mariehønen Evigglad’! Der må kunne forhandles!
  • Lave førstesalen. Hvilket vil sige fjerne de spånplader, som lige nu gør det ud for gulv. Forhåbentlig blive vildt imponeret over det gulv, som gemmer sig nedenunder. Male væggene, som er træværk og derfor skal ha’ 78 gange. Rive væggene ned på Anes værelse ned og sætte nye op. Jeg sveder allerede ved tanken!
  • Læse gode bøger. Af den slags som tryllebinder. Gerne med en hel masse familiehemmeligheder og den slags. Smid gerne nogle bud, hvis I kan anbefale nogle gode:)
  • Vær mere kreativ! Sy nogen bøger. Eller bare en til at starte med. Jeg har lånt en bog om det på biblioteket i dag, og de kan simpelthen blive så fine! Og nu kreativiteten alligevel er fremme, så vil jeg også pisse gerne få lavet Jaspers bog færdig.

DON’Ts

  • Hidse mig op over kommentartråde på facebook. Jeg kan da i hvert fald gøre et forsøg.
  • Bide over for mange projekter på én gang. Igen – forsøget værd!
  • Lade mig stresse over ligegyldige ting, som umalede vindueskarme og snavsede gulve, og i stedet bruge energien på sjove ting, som at danse. Så hvirvler man samtidig hundehårene ud i hjørnerne af stue. Win-win!
  • Se ‘Criminal Minds’ før jeg skal sove. Dumt, dumt, dumt! (“Hvad var det for en lyd? Hvilket vindue er det lettest at kravle ud af? Hvem af børnene redder jeg først? Hvorfor tog jeg ikke en brødkniv med i seng? Hvorfor har vi valgt en Golden Retriever uden dræbertendenser?”)
  • Melde mig ind i et fitnesscenter. Jeg kommer for helvede jo aldrig derned alligevel.
  • Købe de der små ting, som Netto har stående ved siden af dankortterminalen. Det er håndsprit, Elisabeth! Du har en hel dunk derhjemme. Den er ikke bedårende og uundværlig, bare fordi den er lille.
  • Plag Fyrsten om en baby. Han har tre og er rundet de 40. Giv for fanden manden noget ro!
  • Droppe sukker. Det smager godt, det gør mig glad. Ingen yderligere forklaring nødvendig!
  • Lav dos and don’ts-lister, som jeg alligevel ikke kommer til at overholde…..

Vuggestue eller dagpleje?

Da Ane skulle starte i dagpleje, var der egentlig ikke tale om et bevidst valg. Hun var skrevet op til en vuggestue, som vi rigtig gerne ville have hende i, men det var ikke muligt at få plads, da jeg startede job. Så i stedet fandt vi en privat dagpleje, som viste sig at være det helt rigtige for Ane. Og for mig! For det første er dagplejeren, Mie, et af de varmeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, og for det andet fandt jeg stor tryghed i at kunne aflevere hende i et hjem. Ikke i en institution med mange forskellige børn og voksne og opslagstavler og afkrydsningssystemer, men i et hjem – med familiebilleder på væggene og pynt i vinduerne og én fast voksen og tre andre børn. Det var varmt og roligt og trygt, og det var det helt perfekte sted for os.

Så da Jasper skulle skrives op til institution, havde vi naturligvis mange overvejelser om, hvorvidt han også skulle passes hos Mie. Men – der er også bare nogen ulemper ved privat pasning, såsom ingen gæstedagpleje ved sygdom og kortere åbningstider. Det lod sig gøre med Ane, men det var ikke altid let. Og rent logistisk ville kabalen gå meget lettere op, hvis Jasper gik i den vuggestuen, som er under samme ledelse og ligger på samme matrikel som Anes børnehave.

Så valget blev vuggestuen, hvor vi har fået plads pr. 1. februar.

Og nu er jeg – naturligvis, kunne man fristet til at sige – i tvivl om, hvorvidt vi har truffet det rigtige valg! Og jeg ved sgu ikke helt, om det skyldes en reel tvivl, eller om det mere bunder i, at jeg slet ikke er klar til at sende ham ud i verden. Allerhelst havde jeg passet ham hjemme meget længere endnu, men det er desværre ikke en mulighed.

Han skal i vuggestue. Ind på en stue med 11 andre børn og skiftende voksne. Voksne, som jeg ved er helt fantastiske, og som tog sig så godt af Ane, men alligevel. Hun var to, da hun rykkede til vuggestue. Hun kunne gå, og hun havde et sprog. Jasper er jo bare en baby. Og en baby som max er blevet passet i 10 timer. Af sin mormor. Hvor han sov 50% af tiden, og jeg var hjemme tre gange. Så vi kan vist godt sige, at han bare aldrig rigtig er blevet passet.

Jeg hader, at jeg sådan pludselig vakler i vores beslutning. Særligt fordi det ikke nytter noget som helst – det er stort set umuligt at ændre på den nu. Min eneste trøst er, at vi har to måneder til indkøring. Den beslutning er jeg virkelig glad for nu! Det giver en smule ro.

Er der mon nogen af jer, der har prøvet det samme? Altså haft første barn i dagpleje og det næste i vuggestue? Og hvordan oplevede I det?

Ane hos sin Mie. Hvor man kunne tage luren færdig i trygge arme<3
Ane hos sin Mie. Hvor man kunne tage luren færdig i trygge arme<3

img_3015

Når man får noget for sine licenspenge

Jeg har et lille girl crush på Mette Lindberg. Indrømmet, så har jeg aldrig rigtig lyttet til hendes musik, men det har som sådan ikke noget med Mette at gøre. Jeg er bare sådan én, der propper min playliste med Gladys Knight, Tøsedrengene og Toto. Når jeg alligevel er vild med Mette, er det pga X Factor. Hun fremstår simpelthen så sympatisk. Hun er varm og lattermild, og jeg har lyst til at proppe hende i min inderlomme og fodre hende med pålægschokolade!

Og i dag blev der lige sat et ekstra hjerte ud for hendes navn<3

Ind til audition kommer nemlig Jannie. Det er 10. år i træk, at hun deltager. Og da hun træder ind foran dommerne, så ved Mette straks, hvem Jannie er. Ja ja, der bliver muligvis hvisket oplysninger i hendes øresnegl, men det er egentlig ikke vigtigt, hvorfra Mette kender hende. For hun ‘kender’ hende, og det sætter hun ord på. Hun ved, at Jannie har en X Factor-tatovering, at hun har to børn, at hun er kommet med sin kæreste, og at hun har været til audition mange gange før. Og Mette beder om Jannies autograf. Ikke ironisk eller nedladende, men helt oprigtigt og varmt og rart. Blachman himler med øjnene og gør kort proces – farvel og tak. Men Mette holder ved. Hun skal have sin autograf. Efterfølgende siger hun således:

“Det er ligesom at have en stambar, hvor folk ved, hvad du vil ha’. Det der med at blive lagt mærke til, det er så vigtigt, og det gør, at man kan få en følelse af, at man hører til og man er noget, og at der bliver lagt mærke til én. Og den følelse er stærkere end så meget andet.”

Fyrsten er stadig med på Blachmans hold og mumler “Ja ja, men det er jo ikke dit job!“, og jeg kigger på ham med den mest alvorlige mine, jeg kan fremkalde med munden fuld af chips og dip og siger: “Det er ALLES job!

For det er det da! Det er da den allerfornemste opgave, vi har. At se hinanden!
Så tak, Mette, for den lille påmindelse, som du så smukt sendte ud i de danske stuer:) Jeg kan godt li’ dig!

img_2791

 

Ananas i egen juice! Og lidt æbler og appelsiner og en enkelt mango;)

Det er nærmest en tradition i blogland, at man ved årsskiftet laver et indlæg, hvor man lister sine mest læste indlæg op. Jeg synes altid, det er mega hyggeligt at læse den slags indlæg hos andre. Så får man ligesom en opsamling, en slags ‘best of 2016’. Jeg lavede vist selv sådan et indlæg sidste år, men i år vælger jeg lidt anderledes. For jeg synes ikke nødvendigvis, at mine mest læste indlæg er de bedste eller de vigtigste. Og det, at de er de mest læste, er heller ikke altid et udtryk herfor. De er måske bare blevet udgivet på et ‘heldigt’ tidspunkt eller tilfældigvis blevet delt på en anden blog. Og så får de pæne tal, som det hedder sig i blogland. Men pæne tal er ikke et succeskriterie, som jeg giver særlig meget for. For mig handler det i langt højere grad om, hvilke indlæg, der har betydet noget særligt for mig. Så det er altså dem, I får her:)

Januar

I januar fik i min fødselsberetning. Det er af alle de åbenlyse grunde det allervigtigste indlæg jeg skrev i hele 2016. Det er jo for mig, den vigtigste ting, som året bød på. Jeg er glad for, at jeg fik skrevet den ned, mens jeg endnu havde den frisk i erindringen, og jeg er glad for, at jeg nu kan gå tilbage og mærke, at jeg var glad for min fødsel. Selvom den blev helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg er stadig glad – for jeg fik det mest vidunderlige resultat. Men ærligt, så er jeg også virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kom til at opleve en vaginal fødsel, og at jeg ikke fik Jasper i armene med det samme. Det ville jeg virkelig gerne have haft med! Men det er sekundært, det er bare en snert af en øv-følelse. Allermest er jeg glad fordi, det faktisk var en rigtig fin oplevelse:)

Og i skærende kontrast til velkomsten af det lille, ny menneske i vores familie, skrev jeg et indlæg, hvor jeg takkede Fyrsten for at være i live, og hvor jeg skrev lidt om livet efter en blodprop. Et indlæg, som minder mig om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor heldige vi er, at vi er lige her lige nu.

Februar

I februar kunne jeg langt om længe sende ansøgningen om stedbarnsadoption afsted. Det havde jeg jo egentlig allerede gjort et par gange eller fire, men d. 4. februar kunne jeg sende den afsted og vide, at vi havde opfyldt tidskriteriet, og at der derfor ikke burde være grund til endnu et afslag.

Jeg skrev også om at være en helt almindelig familie. For det er vi jo:) Selvom vores børns tilblivelseshistorier ikke just følger normen, så er vi kedeligt ordinære. Hvilket, set indefra, er noget af det allerbedste, man kan være:)

Så lavede jeg en barsels to-do-liste. Om alle de ting, som jeg gerne ville nå i løbet af barslen. Og jeg kan med stolthed sige, at jeg nåede dem alle:) Nogen har jeg endda gentaget op til flere gange – især dem, der omhandler kage. Til gengæld har jeg stadig ikke fået malet vindueskarmen i stuen, efter at vinduet blev skiftet i december 2015;)

Sidst, men absolut ikke mindst, havde jeg lille samtale med min vagina😉

Marts

I marts svarede jeg på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne mærke forskel på min kærlighed og mit forhold til mine børn i kraft af, at jeg kun har født den ene.

Så tog jeg på tanken og spiste ostepølser med min lillebror:) Af alle sponsorede indlæg jeg nogensinde har lavet, var dette uden tvivl det sjoveste!

April

I april fejrede vi virkelig mange jubilæer! Først og fremmest var der gået 1 år siden, vi havde fået lavet den insemination, som blev til vores dejlige Jasper🙂 Jeg gjorde mig desuden lidt tanker om, hvordan vi bedst gør hans tilblivelse til en ligeså naturlig fortælling i hverdagen, som Anes er. Jeg er stadig ikke sikker på, hvordan vi bærer os ad med det. Jeg er til gengæld helt sikker på, at vi nok skal finde ud af det:)

Endnu et jubilæum blev markeret herinde d. 17. april, hvor det var præcis et år siden, at jeg for første gang nogensinde stod med en positiv graviditetstest. Fyrsten var lige blevet udskrevet efter sin blodprop, og vi fejrede min fødselsdag med gaver, blødkogte æg og trylletis;)

Vigtigere end noget andet blev april måneden, hvor jeg endelig, efter 2 år, 8 måneder og 16 dage, blev juridisk mor for Ane<3 Ja ja, det var bare et stykke papir, men intet papir har nogensinde betydet så meget!

Og apropos absolut intet af ovenstående overhovedet, så dræbte jeg nogen planter og drømte om at kunne spille på guitar:) Det gør jeg forresten stadig den dag i dag – altså dræber planter og drømmer om give den gas på guitar omkring lejrbålet til sommer. Nogen ting ændrer sig bare aldrig.

Maj

I maj skrev jeg lidt om, hvornår man bør holde sig fra de sociale medier. Faktisk skrev jeg om det to gange. Jeg kunne jo passende lave en jule-edition, for man bør VIRKELIG holde sig fra de sociale medier i disse dage, hvis man ikke er inviteret til nogen julefrokoster! Jeg slikker skærmen, hver gang jeg støder på et billede af tarteletter eller en rejemad – det er ren tortur!

Så satte jeg gang i føljetonen om, hvordan Fyrsten og jeg mødte hinanden. Jeg er overhovedet ikke færdig og skylder jer så meget en fortsættelse!

Jeg skrev også lidt om at være bange for børnehaver. Det er jeg heldigvis ikke mere! Ane elsker sin børnehave:) Nu er jeg til gengæld pænt bange for vuggestuer, men det er en helt anden snak….

Juni

I juni skrev jeg lidt om, at Fyrsten var en anelse træt af boligprogrammer. Hvilket man muligvis godt forstår;) Men jeg ser dem selvfølgelig stadig. Og min næste gode idé er, at vi skal have bygget et lille skab ud af et af Palæets gamle vinduer, så jeg kan få alle de fine, skøre nips fra min mormor frem. Og når jeg siger ‘vi’, mener jeg naturligvis Fyrsten;)

Jeg så også mig selv med nye øjne. Anes øjne:) Det var ikke nogen dårlig fornemmelse! Til gengæld løftede hun op i min bluse i forgårs og kyssede maven, mens hun sagde “Jeg giver bare lige babyen et kys!” Tak for det….

Og så skrev jeg, hvad jeg selv synes er et af de vigtigste indlæg, jeg nogensinde har skrevet. Et af dem, som aldrig ville ryge ind på en ‘Mest læste’-liste, man som for mig har kæmpe stor betydning. Nemlig det om kærlighed og mursten. Om hvor lidt gener betyder for mig og vores familie. Jeg overvejer sådan at printe det ud og laminere det, så jeg kan omdele det, hver gang jeg støder på bemærkninger som “Hvor dejligt, at du også fik lov at få dit eget barn!” eller “Det er da også godt, at Ane ved, hvem hendes rigtige mor er!

Juli

I juli var vi på Vejlø🙂 Og det udløser hvert år nostalgi, kærlighed og drømme. Fordi jeg simpelthen elsker det sted højere end noget andet sted på jorden!

Og da jeg var færdig med at skrive om kærlighed, så skrev jeg lidt om sorg. Og om det faktum, at man hylder de stærke – dem, der kommer gennem sorg med rank ryg og kun græder bag lukkede døre. Sådan én var jeg nemlig ikke.

August

I august fyldte Ane tre år, hvilket naturligvis blev markeret med et kvalmende og klichéfyldt blogindlæg😉

Så svarede jeg på, om vi skal have flere børn. Hvilket desværre er nej. Jeg ville virkelig gerne ha’ flere. Særligt nu, hvor min barsel lakker mod enden, og jeg bliver mega nostalgisk og rørstrømsk over, at min lille baby slet ikke er så lille mere.

I fik også lov at møde min svigermor, som er at af de dejligste og sjoveste mennesker jeg kender!

September

I september mistede Fyrsten sit job. Hvilket faktisk er endt rigtig godt! For han er mega glad for sit nye arbejde:) Og han havde helt sikkert ikke selv taget springet efter 15 i samme firma. Så – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget:)

Og så dristede jeg mig til at sige: “Ham har jeg lavet!” om Jasper. For det har jeg jo:)

Jeg fortalte også lidt om, hvor tosset Fyrsten er.  Har jeg forresten fortalt, at han gav mig et par træsko i julegave? Tosset;)

Oktober

I oktober skrev jeg endnu et af den slags indlæg, som jeg ville ønske, at alle ville læse. Fordi det kræver så ufatteligt lidt at tale ‘korrekt’ om sæddonation og donorbørn, og fordi det gør mig glad, når folk gør det:)

Jeg skrev også lidt om, at man åbenbart godt kan skabe nogen temmelig dejlige børn, selvom man til tider er en lortemor;)

Det blev også til en ode til mine babser. For sådan en fortjener de virkelig! De er forresten stadig i brug, og ligesom med Ane virker det ikke til, at Jasper har tænkt sig at slippe dem foreløbig.

Og så sendte jeg en kærlig tanke til min fødeø, Lolland<3

November

I november var jeg træt helt ind til knoglerne. Det føltes som om, det varede en evighed. En evighed, hvor jeg syntes, det var svært at være mor og kone og alt det andet. Mest af alt syntes jeg vist bare, at det var svært at være mig. Og jeg kom til at forstærke følelsen ved at dunke mig selv i hovedet, fordi jeg jo for dælen ikke havde noget at gå og være deprimeret over! Heldigvis gik det over – det gør den slags jo oftest:)

Jeg skrev også lidt om kærlighed til kopper og det at skabe et hjem, hvilket første til en lille rundtur i Palæet med grynede billeder og små anekdoter:)

December

I december gjorde jeg mig lidt tanker om en næsten 4 år gammel bemærkning om, at vi havde valgt den lette løsning ved at få Ane, som vi gjorde. Hvilket jo er komplet åndssvagt, for det har dælme ikke været let. Det har dog været helt igennem fantastisk alligevel:)

Så brystede (høhø) jeg mig af at have hjulpet en kvinde til at amme sine børn🙂 Opdateringen er, at hendes mæleproduktion desværre er faldet, så hun har måtte i gang med hjælpebrystet. Jeg synes stadig, hun er vanvittigt sej!

Jeg ønskede mig en date med min mand. Hvilket jeg stadig gør:) Det skal nok komme!

 

Shit, det blev langt! Hov! Er der mon nogen af jer, der kom hele vejen igennem?;) I så fald – godt klaret og tak:)
Det er spøjst sådan at se tilbage på 2016. Der er fandme sket mange store ting! 2017 har virkelig noget at leve op til!

Og nu jeg har jer: Tak fordi I følger med! Tak fordi I tager del i mig og min familie, kommenterer og deler egne, personlige fortællinger. Det betyder ufatteligt meget for mig!

Nu vil jeg tage ud og bytte julegaver. Hvis I ikke har hørt fra mig om et døgn, kan I skrabe mig op fra fliserne i Rødovre centret. Wish me luck;)

img_2586

Den lette løsning??

Jeg har gennem hele vores forløb med stedbarnsadoptionen af Ane haft mange samtaler med Statsforvaltningen, kommunen, Udbetaling DK og diverse andre relevante instanser. Langt overvejende af de samtaler har været positive. Folk har været forstående og hjælpsomme, og nogle har sågar udtrykt enighed, når jeg har stillet mig uforstående overfor visse love og regler.

En enkelt negativ samtale har dog alligevel lagret sig. Det var en af de allerførste samtaler, jeg havde med Statsforvaltningen, før Ane blev født, hvor jeg var undrende omkring, hvorfor der ikke kunne gives dispensation i forhold til stedbarnsadoption, således at jeg ikke ville skulle vente 2 1/2 år på at blive Anes juridiske mor. Jeg var sober og venlig i min samtaleform, hvilket jeg altid er. Men nok ekstra meget her, fordi jeg stadig var utryg og usikker på hele situationen, og fordi det var en af de første gange, jeg overfor andre end familie og nærmeste venner, skulle sige højt, at vi ventede et barn, som jeg ikke selv bar. Og personen i den anden ende af røret havde en autoritet og en magt i forhold til mit fremtidige moderskab, som jeg var meget ydmyg og sårbar omkring. Men jeg fik nervøst fremstammet mine spørgsmål omkring lovens indretning og ikke mindst formål, samt mit ønske om, at vi ville kunne betegnes som et ‘særligt tilfælde’ og dermed kunne få dispensation fra den lange ventetid. Med forventning om et sobert og professionelt svar, selvfølgelig. Det fik jeg dog ikke. I stedet vrissede hun:

img_1743

 

Jeg havde tidligere i samtalen, i al min sårbarhed, åbnet mig for hende og fortalt hele vores historie. Om de mislykkedes behandlinger, om den påbegyndte godkendelse af adoption, om den pludseligt lukkede Somalia-liste, og om den manglende garanti for at det nogensinde ville blive os, der blev udtrukket på den danske liste. Og slutteligt havde jeg forklaret om vores nuværende situation, hvor vores datter voksede i min søsters mave. Jeg kunne bare have nøjes med den sidste oplysning. Alt det andet var uden relevans for hende. Men for mig var det vigtigt at forklare og nok også forsvare vores valg.

Men hun forstod tydeligvis ikke vores valg. Og hendes misbilligelse lod sig på ingen måde skjule. Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål. Og jeg spurgte heller ikke mere ind. Jeg afsluttede samtalen, men hendes ord blev hængende i luften.

Jeg ville aldrig gøre noget anderledes! Jeg er blevet beriget med den mest fantastiske datter, og mit liv ændrede sig radikalt til det bedre, da jeg blev hendes mor. Kan jeg tænke, at det var en voldsomt stor beslutning, vi traf? Ja. Jeg kan også en sjælden gang imellem tænke, om vi nu også overvejede det grundigt nok, om vi tænkte alle scenarier nok igennem, om det var overilet. Ikke fordi jeg egentlig er i tvivl, men fordi jeg har behov for at bekræfte mig selv i, at vi gjorde det ordentligt. For Ane. Men jeg kan tænke sådan i dag, fordi min sindstilstand er en helt anden i kraft af, at jeg nu er mor. Dengang var jeg en ødelagt og desperat udgave mig selv. Jeg ønskede kun at blive mor. Jeg havde intet andet formål og ingen anden mening. Der var kun det. Og blandt andet derfor valgte vi, som vi gjorde. Ikke fordi vi var dovne eller naive eller troede, at det ville blive let.

For det var ikke den lette løsning! Det var en stor og voldsom beslutning, men det var overvejet og gennemtænkt – så meget, som det nu kan lade sig gøre at gøre at tænke rationelt, når man er i krise. Det var det rette valg for os i den situation, som vi stod i, og med den bagage der sled på vores i forvejen trætte skuldre. Men det var ALDRIG den lette løsning.

Det valg vi traf, skal vi, ligesom med alle andre valg, stå til ansvar for hver dag resten af vores liv. Og det er vi parate til. For det førte os til, hvor vi er i dag. Det gjorde os til Anes forældre. Vi gjorde det, der var rigtigt for os. Og vi gjorde det af kærlighed. Men vi gjorde det ikke, fordi det var let. Eller fordi vi forestillede os, at det ikke ville have konsekvenser – en graviditet, en fødsel, lidt papirarbejde og så ellers bare happily ever after.

Det har ikke været let frem til nu. Kærligheden og moderskabet har været let, og heldigvis har det fyldt så enormt meget mere end diverse blanketter og ansøgninger. Men let har det ikke været. Og det bliver det heller ikke. Der vil komme bekymringer og frustrationer, og vi vil tvivle på os selv og vores evner til at gøre det godt nok. Fuldstændig ligesom alle andre forældre. Bare med en anden faktor i ligningen.

Men selvom valget ikke var let, selvom vi med garanti kommer til at stå i nogen situationer, der ikke er lette, så kan jeg, med et hjerte oversvømmet af kærlighed, stolthed og taknemmelig sige, at det at elske Ane og være hendes mor – det er absolut det letteste, jeg nogensinde har gjort!