Sæddonation og forbudte tanker

Det er svært for mig at skrive dette indlæg. Af flere grunde. Først og fremmest fordi jeg skammer mig over mine tanker. Jeg ved godt, at de er ‘forkerte’. Dernæst fordi jeg er nervøs for, hvordan det vil blive modtaget. Jeg rammes ofte af en følelse af, at jeg ikke kan ’tillade’ mig andet end ubetinget glæde over min situation grundet vores historie – en følelse der dog i langt højere grad kommer indefra end udefra. Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg, at det er møghamrende svært at finde de rigtige ord, som ikke får mig til at fremstå super overfladisk og dum!

Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, jeg tænker, at der muligvis sidder nogen derude, som rent faktisk forstår, hvad jeg mener og kender til mine tanker….

Jeg er himmelråbende, jitterbugdansende, tandkødssmilende lykkelig over at være gravid. Jeg glædes over at kunne gøre Ane til storesøster, og jeg nyder at få lov til selv at opleve en graviditet – det er et kæmpe privilegium, som jeg ikke tager for givet!

Alligevel rammes jeg ind imellem af dumme tanker, som jeg skammer mig over. Tanker, der på ingen måde gør min glæde mindre, men som dog dukker op og kræver min opmærksomhed, omend blot for et kort sekund. Det er tanker, som omhandler det faktum, at babyen er lavet ved hjælp af sæddonation.

Jeg er ekstremt taknemmelig over, at der er så mange sæddonorer i Danmark. Endnu mere over at en del af dem vælger at være åbne. Det er nemlig sådan en donor, vi har valgt. Så skulle baby en dag vokse op og have et behov for at kontakte eller møde sin donor, så har vedkommende gjort dette muligt ved at vælge at være åben donor. Og det har jeg kæmpe respekt for! Generelt er jeg virkelig stor fan af denne mand, som jeg slet ikke kender. Jeg ved kun, at han er omkring 175-80 høj, har grønne øjne og mørkt hår. Men så stopper det også der – det er alt, jeg ved. Og her kommer så den første dumme, skammelige tanke: Hvad nu hvis han er grim? Jeg kan ikke engang skrive det uden at tænke ‘Nu stopper du fandme!’ Jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er overfladisk, men også ligegyldigt og utaknemmeligt at tænke sådan. Og inderst inde og til daglig betyder det jo ingenting. Men tanken kommer alligevel bare forbi fra tid til anden. Måske det er usikkerheden, manglen for på forudsigelighed – jeg ved det ikke. Men da vi ventede Ane, kunne jeg jo bare se på min søster og min mand, så fik jeg en lille idé om, hvordan min datter ville komme til at se ud. Derudover havde jeg både nevøerne og Fyrstens store søn, Oliver, som nogenlunde brugbart sammenligningsgrundlag. Og de er alle fire nogle virkelig smukke drenge. Denne gang ved jeg kun, hvad jeg smider i puljen. Og selvom det både inkluderer søde fregner og pæn kropsbygning, så er der også de lodder, der indeholder de skæve knæ og de firkantede tænder. Hvad nu hvis det er netop disse lodder, som babyen har trukket, og kombineret med noget, som jeg slet ikke kender til? Det er så skørt og dumt og alt muligt andet, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg naturligvis (ligesom alle andre mødre) kommer til at synes, at lige netop mit barn er det smukkeste i verden;) Men – tanken findes altså stadig. Ind imellem forsøger jeg at overbevise mig selv om, at vores donor naturligvis har verdens største næse, skæveste tænder og derudover er virkelig ond ved dyr. Så er jeg ligesom forberedt.  There! I said it….

Næste dumme tanke….. Jeps, der er flere af dem. Så stor en lort er jeg.

Vi havde sidste gang til fødselsforberedelse i sidste uge, hvor vi talte om vores forventninger til fødslen. En af de andre sagde, at hun særligt glædede sig til at se produktet af hendes og kærestens kærlighed. At babyen jo ville være en sammensmeltning af de to. Så fint og sødt og sandt:) Og en lille, bitte, bitte smule misundelsesværdigt… Igen – jeg lyder egoistisk og utaknemmelig, men må jeg godt være bare en lille smule misundelig på dét? Må jeg godt være helt igennem lykkelig og taknemmelig over at skulle være mor igen, må jeg godt være klar over, hvor ufatteligt heldig jeg er, må jeg godt få helt dårlig samvittighed over snart at have to børn, når jeg ved, at andre par kæmper en helt forfærdelig kamp for at få ét – må jeg godt alle de ting og samtidig mærke en snert af misundelse over ikke at komme til at opleve kærlighedssammensmeltningen? For det gør jeg altså nogen gange…. Det er slet, slet ikke på en måde, så det fylder i mig, eller så jeg bliver ked af det. Overhovedet ikke. Det er mere sådan en ‘hmmm, det kunne nu ha’ været meget hyggeligt‘. Ikke desto mindre skammer jeg mig over tanken, fordi jeg godt ved, hvor tåbeligt og ligegyldigt det er at give rum til sådanne tanker.

Mon jeg er den eneste, der ind imellem rammes af irrationelle eller skammelige tanker??

image
Dejligt at se, at der er nogen tanker, som jeg i hvert IKKE er ene om;)

 

Noget om ydmyghed….

image

Jeg tror ikke, at det er gavnligt at dvæle ved hver krise, som livet trækker én igennem. Ej heller tror jeg, at sneen bliver mere hvid og roserne mere røde, fordi man har gennemgået noget svært og nu er ude på den anden side. Men jeg tror på, at roserne syner mere røde af den simple grund, at man i øjeblikkets krise ikke bemærker hverdags små vidundere. Så når krisen er afværget, og man igen kan trække vejret roligt, lægger man pludselig mærke til små ting, som man har overset eller ignoreret. Og det er ikke så meget dét, at man lægger mærke til det, der kan slå benene væk under én. Det er erkendelsen af, at man nu ser noget, som man ikke anede, man havde glemt. Og derfor opleves roserne mere røde, sneen mere hvid og chokoladen mere lækker.

Jeg forsøger at lade være med at dvæle ved vores tid som ufrivilligt barnløse, men jeg forsøger ikke at glemme den. Jeg er meget bevidst om, at det var en periode i mit liv, som i den grad har været med til at definere mig. Og det er okay. Faktisk er det på mange måder ret fantastisk. For det giver mig en ydmyghed og taknemmelighed, som jeg ikke tror, jeg nødvendigvis havde været udstyret med, såfremt vi havde danset os gennem baby-projektet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mødre synes, at deres børn er det ypperste af alt, hvad der er smukt i verden. Jeg tror ikke på, at jeg elsker mine børn mere end enhver anden mor. Jeg tror til gengæld, at jeg, i højere grad end naboen, husker på, hvor helt ufatteligt prisgivet, heldig, privilegeret jeg er, at få lov at føle netop den kærlighed, som man har til sine børn.

Men helt ærligt – med en datter som hende her er kærligheden nok også bare ekstra svær at glemme;)

[vidcore vid=”TbCB7hdc”]

Ja, vi er midt i renoveringsrod! Og ja, der står et vitrineskab midt i stuen. Der har det stået i tre uger – jeg ser det ikke længere. Slet ikke når musikken spiller;)

Mødre, smid kedeldragten og knolden i nakken!!!

I går delte jeg dette billede på Instagram og ytrede, at jeg havde fået en rigtig god idé:)

image

Idéen er naturligvis at anskaffe mig sådan en lækker, pjusket page. Men ikke alle var enige i, at det er en god idé.

Argumenterne imod går hovedsageligt på det der moderskab, som altså snildt kan stikke en kæp i hjulet, når det kommer til ønsket om at tage sig godt ud. Og det er jeg fuldstændig med på. Been there – done that – med gylp i hovedet, på blusen og i skoene….. Moderskabet er hårdt, træt, beskidt og ildelugtende. Og det samme er du som mor, hvorfor det efter sigende skulle være at foretrække at have langt hår, som bare kan rulles op i en knold, når mor er træt og barnet umuligt. Jeg kan godt se fornuften i det – det kan jeg virkelig godt. Og jeg er med på, at det kloge og fornuftige naturligvis er at tænke praktisk. Nu er jeg bare ikke kendt for mit forvoksede fornuftighedsgen. Tværtimod. Altså mig, som har sat gang i projekt spisetue og nye vinduer 10 uger før termin. Mig, der oftere spiser nutella end tun. Mig!

Og når nu så mange siger til mig, at jeg bør tænke praktisk, så bliver jeg en smule kontrær og tænker ‘Niksen!’. For hvor trækker jeg så lige grænsen? Skal jeg bare hyre alle mine jeans ud med det samme, fordi jeg med garanti vil være så træt og brugt, at jeg ikke får kæmpet mig tilbage i min gamle størrelse? Eller fordi de alligevel vil blive smurt ind i makrel og yoghurt. Jeg kan ligeså godt erhverve mig en kedeldragt med samme. Og en hjelm, for sådan nogle unger har det med at kaste med ting. Hey, nu hvor jeg alligevel har hjelm på, er håret jo helt lige gyldigt – smart;)

Jeg vil gerne være en lækker mor. I pænt tøj og med pænt hår. Og jeg ved godt, at chancerne for, at det kommer til at ske er omtrent ligeså store som mit umodne fornuftighedsgen. Jeg bliver højst sandsynligt brugt og træt at se på. Men jeg har satme ikke tænkt mig at planlægge det!!! Og skal jeg være brugt og træt at se på, så har jeg tænkt mig at gøre det med en frisure, som har potentiale for at være pæn! At den så i praksis er slasket og umedgørlig er en lille og uvæsentlig detalje i kampen for at være en lækker mor;)

Fordomme og fordele ved hjemmefødsler

Efter at have læst et dejligt indlæg hos Cana, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt af mine tanker omkring det at føde hjemme.

Først vil jeg lige gøre nogle ting klart:

  • Jeg er ikke jordemoder. Jeg er ikke læge. Jeg er ikke faktisk det mindste klog på fødsler. Og sidst, men ikke mindst: jeg har aldrig prøvet at føde hjemme! Mine ‘erfaringer’ med og tanker om hjemmefødsler udspringer dels fra at have deltaget i fire fødsler, hvoraf den ene var en hjemmefødsel, og dels fra at have læst en del om emnet, både faglige artikler og personlige beretninger. Og så er det et emne, som fylder i mine tanker og har gjort det i nogen tid, da Ane også skulle ha’ været født hjemme.
  • Mit tidligere indlæg om hjemmefødsler bærer ret meget præg af, at jeg bestemt ikke har lyst til at føde på et sygehuset. Og det er stadig rigtigt! Men jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at mit valg om en hjemmefødsel i langt højere grad er truffet ud fra et ønske om at ville føde hjemme, end det er en modvilje mod at føde på hospitalet!
  • Der er mange ting, jeg ikke forstår. Som blandt andet moden med at smøge sine bukser lidt op, så man lige kan se anklerne. Eller smækbukser. Eller chai-the. Det betyder ikke, at jeg har noget imod chai-drikkere med bukseopsmøg! De er sikkert ganske rare mennesker, og jeg dømmer dem på ingen måde;) Jeg vælger bare at indtage andre væsker og iføre mig anden påklædning, fordi jeg bedre kan li’ det!

 

Og nu til sagens kerne:)

Jeg møder en del fordomme om det at føde hjemme. Jeg hører dem, når jeg selv lufter min plan om at føde hjemme, og jeg støder på dem rundt omkring på de sociale medier. De personlige er forholdsvis nemme at forholde sig til, for de kommer som regel fra folk, som jeg kender, og som kender mig. De kender min mimik og mit tonefald og omvendt. Vi kender hinandens historier og har disse med i tankerne, når vi samtaler om emnet.

Det samme gør sig naturligvis ikke gældende på nettet og de sociale medier. @mortilsigurdogannabellatusindfryd kender ikke mig og omvendt. Jeg ved ikke ikke, at når hun udtaler sig kritisk om hjemmefødsler, er det fordi hun havde en grim oplevelse med fødslen af ‘Annabellatusindfryd’, eller fordi hendes nabos kusines kollegas datter har en skrækhistorie om emnet. Eller om det er fordi hun har sat sig super godt ind i emnet, da ‘Sigurd’ skulle fødes og opvejet fordele og ulemper og truffet en beslutning. Det kan også være, at hun, som jeg, har følt efter dybt nede i maven og truffet en beslutning om hvordan hun helst bringer sine børn til verden. Det er ikke til at vide! Hvad jeg til gengæld ved er, at det er et super sårbart emne, og man skal træde varsomt.

De fordomme jeg møder – både det ene og det andet sted – lyder sådan:

Tænk engang at du tør!!!! Hvad nu hvis der går noget galt?

Jeg har læst en del om emnet og er faktisk aldrig stødt på en beretning om en hjemmefødsel, der gik galt. Ikke dermed sagt, at de ikke findes, men jeg tænker, at der i så fald ikke kan være overvældende mange af slagsen.

Fødsler går galt. Også dem, der starter i hjemmet. I den situation bliver man naturligvis kørt til nærmeste hospital med det samme! Jordemoderen er ikke på ‘hjemmefødsels-provision’, hendes interesse er ikke, at du skal føde hjemme. Hendes interesse er at passe på den fødende og barnet. Ergo gambler hun selvfølgelig ikke med noget som helst.

Komplikationer opstår sjældent i løbet af en halv time. Der vil være tegn, små ting undervejs, som en jordemoder er uddannet til at bemærke og reagere på. Så når noget går galt, så har jordemoderen set det længe før, det rent faktisk sker, og dermed arrangeret en tur til hospitalet.

Jamen, det sviner da helt vildt?!!

Jeps, det gør det. Det gør børn generelt! Så er man allerede inden fødslen bekymret for rengøringen, så bliver det nogle laaaaaange år;)

Ja, det sviner. For nogle endda helt vildt meget. Også selvom man pakker hele stuen ind i pressening. Heldigvis er både Ajax og gulvmopper opfundet, og hjemmet skal nok komme til at skinne igen. Hvor meget det kommer til at svine er uden tvivl min mindste bekymring, når det kommer til at føde. Og jeg tror, at de, som bekymrer sig om den slags, i forvejen er ret afklarede omkring, hvor de gerne vil føde.

Så får man jo ingen hjælp eller støtte efter fødslen!

Jo, det gør man:)

Jeg ved ikke, hvor meget rådgivning man modtager efter en almindelig hospitalsfødsel. Ane blev født for tidligt og hører derfor ikke under den kategori. Men efter hvad jeg hører rundt omkring, så er det ikke fordi jordemødre, sygeplejersker og obstetrikere står i kø ved hospitalssengen for at beundre vidunderet og komme med gode råd til amning og hæmoridehåndtering.

Her i Hvidovre modtager man besøg af jordemoderen de første to dage efter fødslen. Jeg skal ikke hive minimennesket ud i en kold bil i december måned, men kan holde den, mig og mit trætte korpus hjemme på sofaen, hvor jordemoderen kommer på hjemmebesøg. Dét kan jeg li’!:)

 

Fordele ved hjemmefødsel:

Ja ja, nok om fordommene. I skal ikke snydes for det, jeg ser som fordelene ved at føde hjemme:)

Min helt egen jordemoder! Dét oplever man IKKE på landets fødegange. Det er bestemt ikke jordemødrenes skyld, for jeg er sikker på, at de hellere end gerne hengav sig 100% til lige præcis din fødsel, men sådanne gode arbejdsforhold har de desværre ikke:( De har for dælen knap nok tid til at spise deres frokost!!!

Min jordemoder kommer til at kunne nyde en kop kaffe og en ostebolle imellem mine veer. Hun kommer til at være nærværende på en måde, som desværre sjældent er mulig på hospitalet. Det bliver mindre stressende for både hende og jeg, hvilket jeg vægter højt.

Når jeg skal føde, skal jeg være 100% tryg og afslappet, hvilket fordrer trygge og afslappende omgivelser. OG en afslappet jordemoder.

 

Ro! Jeg forestiller mig, at en hjemmefødsel bringer ro på nærmest alle tænkelige planer. Ret bogstaveligt er jeg ikke omgivet af andre fødende kvinder, og der vil ikke være et rend ind og ud ad dørene. Jeg er hjemme – der, hvor jeg slapper allerbedst af.

Og så er der roen på den måde, at jeg ikke efter fire timer skal mobilisere kræfter til at fragte verdens niende vidunder gennem isglatte Hvidovre. Jeg er hjemme. Der er fyret op i brændeovnen, og der er kaffe på kanden.

 

Fyrsten! Fyrsten har været til fødslen af begge sine børn, og begge to var en anelse dramatiske. Han er ikke vild med fødsler! Ligesom det er vigtigt for mig at have en afslappet jordemoder ved min side, er det vigtigt at min mand er afslappet. Og jeg tror på, at det er en tilstand som bedst opnås herhjemme.

 

image
Ane – en dag gammel på børneafdelingen i Nykøbing F.

 

Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

En ode til 92 æg

Et æg var glæde, et andet var håb

et tredje var afgrundens skingreste råb.

Et æg var vrede, et æg var latter

og et var trætte, hormonfyldte patter

Et æg var drømmen, der sneg sig ind

et andet var sprøjter i maveskind.

Et æg var kærlighed – voldsom og stor

et andet en stemme, der kaldte mig ‘mor’

Et æg tøvede, mens et andet sig skyndte

et tredje var livet, der aldrig begyndte

Et æg kom et efterår, et æg kom en sommer

et smagte af nougat, et andet af blommer

Et varmede mig op, et frøs mig til is

et spredtes til tårer i tusindevis

Et æg blev til to og to blev til flere

92 æg lod sig ikke diktere

De hilste i entreen, men hængte ej hatten

før pist var de borte forsvundet i natten

Med vemod og sorg jeg så dem gå

92 små hjerter der aldrig sku’ slå

Og som dog viste mig kærligheden på deres færd

Farvel 92 æg og tak for jer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image