Johnny bruger ikke gummistøvler!

Hallelujah, der er liv!!!!

Okay. Jeg er utjekket. Det ved vi alle sammen godt. Og jeg skulle ha’ skrevet sådan et ‘Bloggen flytter, tavshed forude’-indlæg. Det gjorde jeg ikke. Fordi jeg er utjekket. Og fordi mit utjekkede hoved har ganske lille forståelse af, hvad sådan en blogflytning indebærer og derfor tænkte, at det ville gå lidt tjept. Det var så ikke tilfældet. Og den er stadig ikke lavet sådan helt færdig, bloggen. Der er for dælen planter i toppen. Men vi er åbenbart nået til den del af processen, som kræver, at jeg tager stilling til, hvordan jeg ønsker, at bloggen skal se ud. Hvilket uden tvivl ville være en del lettere, hvis den slags interesserede mig. Det er så ikke tilfældet…. Jeg vil bare gerne skrive!

Og jeg har savnet at skrive. Savnet at tømme mit hoved her, og interagere med jer. Savnet min hule. Og nu jeg endelig lukket ind igen (Johnny bruger ikke gummistøvler!), og så aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. For første indlæg efter en pause af den her størrelsesorden skal helst være virkelig godt, ikk?! Underfundigt og humoristisk. Med velskrevne betragtninger og subtile, men velovervejede referencer. Jeg lægger så benhårdt ud med Jydekompagniet. Fordi det er tirsdag. Og fordi jeg ikke har sovet i en uge. Og fordi sådan er jeg. Men jeg er her!

Og her er et billede af en tomat med en diller. Selv tak.

Siden sidst….

…. er jeg fyldt 34.

…. er jeg, ifølge Ane, fyldt 34, 35, 36 og 37. Jeg piller flagene ned, inden jeg runder de 40.

…. har jeg haft grøn gajol i skoene. Ja, jeg sagde 34.

…. har jeg stået med røven i vejret på Gammel Køge Landevej og forsøgt at vikle mit halstørklæde ud af min cykelkæde.

…. har jeg indgået en aftale med børnene herhjemme om, at man ikke må slå, men til gengæld får et fripas til at sige ‘Lortefuckermor’, hvis man er RIGTIG vred. Moderskabet er ét langt kompromis. Og Ane er en benhård forhandler!

…. har jeg været udendørs. UDEN jakke på! Det er den slags episoder, der giver livet mening!

…. har jeg fået ørebling, der får mit hjerte til at skippe et slag.

…. har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal træne 10 gange i april. Ændret det til 8. Og ændret det til maj. Jeg er også en benhård forhandler!

…. har jeg bagt 20 cupcakes til Lillemors fødselsdag. Og bagt 10 ekstra, så jeg ku’ spise af dem undervejs.

…. har jeg desuden afleveret en fjerpyntet gave til den omtalte fødselsdag. Fordi det her;)

…. har jeg meldt mig til at stå for æg og rejer til en påskefrokost. For alle kan jo lave hårdkogte æg, ikk’?! Jeg kom med blødkogte….

…. har jeg mistet Anes ven, Hans. Som jeg havde lovet at passe godt på. Er I klar over, hvor vanskeligt det er at finde en død vandrende pind på bunden af enladcykel, som er fyldt med blå futter, gamle Mariekiks, sten og almindelige, ubevægelige pinde??!

fb6857c5-f307-4991-9f0b-36e941d381b3
Den gule æske, som skulle ha’ været Hans’ sidste hvilested.

 

 

Odd one out….

For en del år siden, før jeg havde børn og Palæ, var jeg inviteret til en vens 30 års fødselsdag. Jeg havde taget en rød kjole på, som jeg havde arvet fra min mormors søster, og et par sorte snørestøvler med hæl. Ikke et outfit, der fulgte moden, men det var personligt, det var mig, og jeg syntes, at jeg så godt ud. Til festen kommer også en kvinde, som jeg kendte en smule i mine teenageår. Vi siger ‘hej’ og krammer, og hun kigger ned ad mig og udbryder, “Åh, jeg vidste ikke, at vi skulle komme udklædt!”. Hun prøvede ikke at være sjov eller tarvelig, hun mente det helt alvorligt. Egentlig ved jeg jo godt, at det nok var allermest pinligt for hende. Men det var det også for mig. Eller i hvert fald ubehageligt. At stå der og egentlig føle sig afslappet og fin, og så ende med at føle at man mest af alt var helt forkert. Jeg burde naturligvis ha’ rettet ryggen. Grint af hendes fejltagelse og fortalt hende, at jeg selv følte mig super godt tilpas og syntes, at jeg så fantastisk ud. Måske endda ha’ opfordret hende til at gå hjem og finde en farverig kjole i skabet, som hun selv elskede, og tage den på uden tanke på, om den var passende til lejligheden eller trendy på modeblads-måden. Men det gjorde jeg ikke. Jeg følte mig bare forkert.

Jeg ved ikke, hvornår det er kommet, det der med at være så skide selvbevidst. Det har i hvert fald ikke altid været sådan. Men det er kommet gradvist med årene, og jeg synes kun, at det tager til i styrke. Højst sandsynligt mest af alt fordi jeg er blevet opmærksom på det.

Det, jeg oplever, er, at når jeg er ude i selskaber, hvor jeg er ikke omgivet af folk, som jeg sådan rigtig kender og vice versa, bliver jeg mega opmærksom på alt, hvad jeg siger og gør. Hvilket medfører, at jeg siger og gør alt muligt andet, end jeg normalt ville. Ofte noget dumt eller mærkeligt. Lidt ligesom hvis man tager den dyre, hvide skjorte på og er über opmærksom på ikke at spilde. Man er garanteret at komme hjem med karrysild på både skjorte og strømper. Havde man taget den sorte på, havde man ikke skænket det en tanke, og den var forblevet pletfri. Jeg er en omvandrende karrysild-indsmurt skjorte. Jeg er så forhippet på at være afslappet og mig selv, at jeg ender med at være det stik modsatte. Stiv (altså, ikke fuld-stiv. Eller jo, også nogen gange det. When all else fails – drink!) og karikeret. Enten bliver jeg tavs og tilbageholdende, ellers gør jeg modsat – bliver højtråbende og fjollet i forsøget på at dække over, hvor jeg utilpas jeg egentlig er. Eller det føler jeg i hvert fald. Og det er næsten endnu værre, når først jeg er hjemme i sikker havn med masser af ro til at overanalysere alt, hvad jeg har sagt og gjort. Piller mig selv i navlen og tror, at alle har set og hørt mig. Og at jeg naturligvis har været pisse pinlig.

For nogle uger siden skulle jeg til en fødselsdag. Faktisk hos samme ven, som dengang hvor jeg var ikke-udklædt. Jeg fulgtes med en tæt veninde derhen , og jeg delte mine tanker om følelsen af at stå i et selskab med en masse fremmede og gamle bekendte og føle mig helt forkert og udenfor. Fortalte hvordan jeg misundede hende for hendes selvsikkerhed. For hendes måde at indtage et rum og bare være sig selv. For hendes lange, flagrende hår og hendes lange ben, som nærmest fik det til at se ud som om, at hun fløj hen over gulvet. Og så grinte hun. Sådan ret meget. Og hun fortalte, hvordan hun følte, at hun var en stor klumpedumpe med sine lange lemmer og sit store hår. At det jeg så som elegant og nærmest elverpige-agtigt, oplevede hun selv som en elefant i en glasbutik. Hun forstod mine tanker og følelser fuldstændig og grinte stort af min fejlagtige antagelse af, at jeg var alene i verden om at have det sådan.

Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne omfavne mig selv 100%. Min klodsethed, min naivitet, min til tider anderledes påklædning, min akavethed. For det at være sådan en smule akavet er ikke kun et resultat af min selvbevidsthed. Jeg har alle dage sagt og gjort tossede ting. Fordi jeg ikke altid tænker så meget over tingene i øjeblikket. Og egentlig kunne det sagtens være charmen ved mig. Det tror jeg faktisk, det var, da jeg var yngre. Det er mig selv, ikke mine omgivelser, der får det vendt til noget negativt. Det er mig selv, der gør mig forkert.

Men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal slippe det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få mig selv at føle, at jeg er helt rigtig, præcis som jeg er. Men jeg prøver!

 

be09dcd1-7c14-4c16-9616-606e1b6e383b

Noget om at spole tilbage

Nå, men øhmmm…. Jeg har sagt op hos Bloggers Delight. Om små tre måneder er jeg tilbage, hvor jeg startede. Hvor jeg bare var mig.

Det kommer på mange måder ikke til at gøre den store forskel for jer. Bannerreklamerne forsvinder, og det er vist nærmest det. Sponsorede indlæg bliver der forhåbentlig stadig nogle stykker af, men mit håb er at kunne holde det til nogle enkelte, længevarende af slagsen. Bag skærmen får det lidt betydning af mere teknisk karakter, og da jeg selv er elendig til den slags ting, har jeg allieret mig med en veninde, som forhåbentlig kan sørge for, at den proces bliver smertefri.

Jeg har været rigtig glad for at være en del af Bloggers Delight! De har hjulpet mig med sindssygt mange ting, og det har været fedt at være en del af et fællesskab. Men det er også fællesskabet, der får mig til at trække stikket. For det kan være svært at være fælles om noget, når man faktisk ikke føler, at man passer ind. Og det gør jeg ikke. Jeg er ikke en blogger. Jeg er glad for at skrive herinde – ingen tvivl om det. Men jeg identificerer mig ikke med bloggen. Jeg er også glad for at dimse i hjemmet, sy kjoler og bygge borde ud af gulvbrædder. Det gør mig hverken til boligstylist, designer eller snedker. Og jeg er ikke ‘Fyrsten&Fruen’.

Blogland har ændret sig ufatteligt meget i de 6-7 år, hvor jeg har blogget. Fra at være en lille, lukket klub af folk, der læste med hos hinanden, til på nogen fronter at være hardcore business. Da jeg startede med at blogge bestod give aways ofte af ting, man selv havde lavet eller indkøbt til formålet. Og vi, der sad bag skærmen, kendte hinanden – eller sådan føltes det i hvert fald. I dag ligger værdien ikke i menneskelige relationer og udveksling af holdninger og fortællinger. Det handler om tal. Om sidevisninger og følgere og mængden af penge, som man kan suge af sin blog. Sådan kan jeg i hvert fald godt komme til at føle det. Også selvom jeg godt ved, at blogland stadig er meget andet end det. Og selvom I herinde igen og igen viser mig noget andet og mere. Heldigvis! Men det der sker med mig er, at jeg kommer til at sammenligne mig med andre. Hvilket er komplet åndssvagt, det ved jeg godt. Men jeg tror desværre også, at det er svært at komme udenom, når man er i et blogfællesskab. Jeg tager mig selv i at forsøge at passe ind. Jeg bliver irriteret, når andre får kampagner, som jeg tænker er skræddersyet til mig. Jeg kommer til at kigge på tal og statistikker, uden overhovedet at ane, hvad jeg skal bruge det til. Jeg kommer til at bruge energi og tankevirksomhed på ting, som intet positivt fører med sig. Føler, at jeg ikke er god nok, fordi jeg ikke er som de andre.

Men jeg ER god nok! Jeg kan noget, og jeg gør noget. Og tal og penge og statistikker siger intet om mig, og tjener intet andet formål end at kategorisere. Hvilket helt sikkert er rigtig fint og brugbart, hvis man er en blogger. Men det er jeg ikke. Det havde jeg måske bare lige glemt for en stund.

Så nu spoler jeg tilbage. Til dengang hvor sammenligninger og misundelse ikke fandtes her i min hule. Hvor jeg ikke følte, at jeg skulle præstere med hvert eneste indlæg, men blot delte dét, som jeg havde lyst til. Tilbage til starten. Og jeg glæder mig!

Og her er en sjov kat. Selv tak.

8b9bbd86-223b-4c96-91fc-b3d01412451c

 

En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Mig, mig, mig. Og dig??

Reklame // indeholder et produkt,
jeg har modtaget som gave, samt et reklamelink)

Vi var til sommerfest i Anes børnehave i går. Og jeg gad faktisk overhovedet ikke af sted, det indrømmer jeg gerne. Det har været en god, men mega lang uge, og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at nyde min familie herhjemme med fredagsslik og benene oppe. Men vi kom af sted, og det var simpelthen så hyggeligt! Der var hoppeborg, popcornmaskine, slush ice og verdens mest overdådige kagebord, så allerede der var der tilfredshedsgaranti i forhold til ungerne. Selv er vi så heldig at have fået et rigtig godt forhold til en del af forældrene, og det var så rart at få tid til at sidde ned og snakke og grine, fremfor blot de sædvanlige godmorgen’er på vej ud fra børnehavens garderobe.

Da vi alle samles og skal høre børnene synge, bliver jeg prikket på skulderen af én, som bare lige vil fortælle mig, at han syntes, at jeg skriver virkelig fint og personligt. Ja, han. Det var en far, sgu. Jeg blev helt paf og sagde bare kort ‘tak’. Senere måtte jeg fortælle ham, at det var et rigtig fint kompliment, som jeg satte stor pris på, men at jeg bare var en smule overrasket over, at han som mand læste med på bloggen. Han indrømmede, at det var først og fremmest var hans kone, som fulgte med herinde, men at han nu også havde læst en del indlæg og syntes godt om min skrivestil. Og det gjorde mig simpelthen så glad:)

Og det fik mig til at tænke på det her indlæg, som Tina udgav i sommers.

For jeg ved jo i grunden meget lidt om jer, som læser med. Selvom der er en del af jer, som jeg nærmest føler, at jeg kender, fordi vi har delt historier herinde, så ved jeg jo ikke meget mere end de få brøkdele af jeres fortællinger, som tilfældigvis lige har relevans i forhold til et givent indlæg og emne.

Mit seneste indlæg herinde sluttede af med noget med tandkød. Men er der mon efterhånden andre end Anne og Kit, som overhovedet ved hvad det betyder? Jeg vil gerne vide, hvem du er. Hvor er du i dit liv, hvad er din yndlingsbog, og hvilken sang giver dig akut dansetrang? Hvad gør dig så glad, at du smiler med tandkød? Og så er jeg altså også ret nysgerrig på, hvordan du har fundet vej herind, hvor længe du har læst med, og hvilke andre blogs du læser?

Ja, eller bare det, du har lyst til at dele:)

Jeg kan godt starte!

Her er jeg:

T-shirten er fra La Label:) Nederdelen finder du her:)
T-shirten er fra La Label, og er en gave:) Nederdelen finder du her (reklamelink).

Jeg er, som min fine t-shirt afslører, 33 år gammel. Jeg er i min bedste alder, føler jeg, men det har jeg følt i de sidste mange år;) Jeg er uddannet folkeskolelærer, men med et hjerte der banker i socialpædagogiske rytmer, hvorfor jeg kun har arbejdet indenfor specialundervisning. Jeg er tosset med Harry Potter og Kabalemysteriet, og jeg kan hverken holde skuldre eller ben i ro, når jeg hører ‘You make my dreams come true’ med Hall & Oats. Elton Johns ‘Sacrifice’ giver mig kuldegysninger på den fede måde hver gang! Jeg er mor til to og bonusmor til en, og det mit livs vigtigste roller. Jeg samlede på boligreportager, da jeg var barn. Altså, på den måde at jeg klippede dem ud af blade og satte dem i plastiklommer og mapper inddelt efter kategori. Jeg er konfliktsky som bare fanden og kronisk angst for at komme til at sige eller gøre noget, som kan misforstås eller såre andre. Jeg har et forvokset pleasergen og en underudviklet motorik. Sidstnævnte er desværre umuligt at skjule, da den manifesterer sig dagligt i form af pletter på min trøje og løbere i mine strømpebukser. Jeg drømmer om at få mit hjem i et boligmagasin, lære at spille guitar og opnå en spontan graviditet. At vinde sådan en ‘Tøm en tøjbutik på 3 minutter’-konkurrence står også rimelig højt på listen af drømme, men jeg tænker at chancen for det er nogenlunde ligeså stor som chancen for en spontan graviditet;) Lige for tiden ser jeg ‘The good wife’, læser om miljøterapi med lidt Harry Potter on the side og hører ‘Angel Zoo’ på repeat. Min ultimative yndlingsbeskæftigelse er at spise i sengen. Helst ostemadder. Og min mand hader det! Jeg elsker at læse med på Miriams Blok, Blogsbjerg, Hvid Kaffe og Skøre Liv (og maaaaange andre!), fordi det er sjove, vedkommende og velskrevne blogs. Jeg hader til gengæld at læse brugsanvisninger, og når Fyrsten forsøger at forklare mig, hvordan relæet fungerer, hører jeg tilfældige 80’er hits i mit hoved, i stedet for de ord han siger. Hvis han ikke selv er hjemme, når sikringerne sprænger, er naboen det nok;)

Okay. Det var måske lidt rigeligt. Men det er mig. Og jeg er nogen gange svær at stoppe:)

Vil I være med? Det håber jeg:)

 

Næsten i mål

Vi er næsten i mål med malerarbejdet på førstesalen. Næsten. Der mangler kun et lag. Og heldigvis for det! Jeg synes for det meste, at sådan nogen projekter er skide hyggelige. Det her har ikke været nogen undtagelse. Og det er fedt med første lag maling, for så kan man se, at der sker noget. Andet lag er fedt, for så er man halvvejs. Men ved tredje lag har man mest af alt lyst til at hænge sig i ledningen fra kompressoren. Jeg har maling overalt! Og jeg mener virkelig overalt, for jeg slutter af med at male i trusser, fordi her simpelthen er så varmt, at jeg drypper ned i malingen.

Nu, midt i slutspurten, går alt selvfølgelig galt. Kompressoren strejker, malingen klumper og min manglende motorik gør pinligt opmærksom på sig selv. Jeg maler iført et eller andet monstrum af en maske, som mest af alt ligner noget taget ud af en low budget sci-fi film. Ansigtet er lukket fuldstændig til, og man kan kun se ligeud. Og så skete der naturligvis dét, som kun sker for mig, at jeg på en eller anden måde fik dyppet det meste af masken ned i bøtten med maling. Uden at opdage det. Jeg opdagede blot, at der pludselig dryppede med maling steder, hvor det ikke burde ske. Og fordi jeg ikke kunne se ud ad siderne på masken, drejede jeg rundt for at se, hvor malingen kom fra. Jo mere jeg drejede, jo mere maling kom der. Hvilket blot fik mig til at dreje endnu mere. Først efter en otte-ni runder af dét, der må ha’ lignet en hund, der jagter sin hale, gik sagens sammenhæng op for mig. Jeg prøvede at vikle mig selv ud af masken uden at smøre mig selv endnu mere ind i maling, hvilket viste sig en smule besværligt, fordi jeg havde glemt, at jeg også havde høreværn på. Flot!

Så burde man stoppe, ikk’?! Men der er et lag tilbage. Et sølle lag, derefter er resten klatmaleri. Nok er jeg kendt for at besidde ligeså meget disciplin, som jeg er motorik og koordinationsevne, men jeg stopper fandme ikke så tæt på målet.

Et lag!

Wish me luck…..

img_7527

Så får man også prøvet det!

Den nye sofa er pakket ud, imprægneret og flyttet ind i vores stue. Den er pæn. Ingen tvivl om det. Ligeså pæn, som jeg huskede. Men alligevel føles den forkert. Det tog mig lige lidt tid at lure, hvad problemet er.

Den er ny. Helt ny. Ingen har nogensinde siddet i den blå sofa, før jeg plantede mig i den for en lille time siden.

Det har jeg aldrig prøvet før.

Min første sofa var en gammel, grøn veloursag, som jeg købte på et loppemarked for 100 kr. Så flyttede Fyrsten og jeg sammen og arvede en sofa af min søster. Den udskiftede vi med en, vi fandt på DBA. Og endelig rykkede den blomstrede sofa ind. En sofa, som min stedfar overtog med et hus, han købte.

Jeg har aldrig ejet en helt ny sofa.

Faktisk ejer vi forbavsende få nye møbler. Tre, tror jeg. Et hus på lige knap 150 kvm og kun tre nye møbler. Vores klædeskab, reolen til pladesamlingen og vores seng. Og nu en ny sofa.

Den er hård at sidde i, fordi ingen nogensinde har hoppet i den. Og pæn og glat, fordi ingen har hvæsset kløer i den eller smurt den ind i leverpostej. Og det burde jeg elske lidt, ikk’?! Det tænker jeg, at jeg burde. Men jeg har allermest lyst til at hoppe i den. Med sko på. Og en nutellamad i hånden.

Jeg skal nok komme til at elske den! Når vi har lært hinanden lidt bedre at kende. Og når jeg har affundet mig med, at den er ganske historieløs, og at det altså nu er min opgave at give den historie. Shit, det er voksent.

Og inden folk tænker ‘Nej nej nej, hvad er det dog for en udvikling, bloggen tager??!‘ og kaster sig over unfollow-knappen, så kan jeg tilføje, at der også er flyttet noget andet ind i Palæet i dag. En kahytsdør fra M/F Dronning Ingrid. Som er slidt og hullet og skæv på den helt rigtige måde. Så er der ligesom en eller anden form for balance;)

Og værs’go – et sidste billede af den gamle, blomstrede skønhed, som vi alle kender og husker den. Nusset og smurt ind i leverpostej:)

img_7251

 

 

Hvordan får I tid til det??!

Dét spørgsmål får jeg ikke så sjældent.

“Hvordan får I tid til det??!”

Med “det” ment to fuldtidsjob, to små børn og to tusinde projekter. Projekter af den slags, hvor det ene ofte overlapper det andet. Jeg taler ikke om at hænge hylder eller lamper op. Det går ikke under betegnelsen ‘projekt’ herhjemme – det kalder vi bare mandag. Næ, det er malerprojekterne og renoveringsprojekterne og byggeprojekterne. Som vi helt sikkert havde haft rigeligt af, hvis vi havde købt et helt ‘almindeligt’ hus. Vi købte et hus til nedrivning, så vi ganger rigeligt med otte og runder op.

Men det er et bevidst valg. Vi er ikke typehus-typer. Vi har ikke persienner og vedligeholdelsesfrie havemøbler fra Jysk. Vi er mere noget á la Georg Gearløs møder Pippi Langstrømpe. Vi henter energi i skøre påfund og skæve farver. Også selvom det kræver lidt ekstra.

Tilbage til spørgsmålet. Hvordan får vi tid til det??!

Det gør vi ikke.

Vi gør det bare.

Skulle vi finde tid til noget som helst, så ville vi få lavet nul og en skid. Alene det at finde tiden til at finde tiden, er noget nær en umulighed. Skulle vi først sætte os ned og kigge en kalender og lægge en plan, så kom vi aldrig nogen vegne. Så vi gør det bare.

Som i dag. Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville male badeværelset, men det er ligesom bare blevet ved snakken. Indtil i dag hvor begge unger var faldet i søvn i bilen på vej hjem fra Lolland. Jeg kunne ikke rigtig begynde at pakke ud, for alle taskerne lå i bilen med de sovende børn. Så jeg fandt en bøtte maling og en pensel og gik i gang med at male badeværelset. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg er nødt til at gøre det færdigt, for det kan godt blive lidt træls i længden, hvis man skal skræve hen over malerbøtter, hver gang man skal tisse. Men med lidt god vilje er det overstået om et par dage, og så kan vi krydse endnu et projekt af listen.

Så det er svaret. Vi har ikke mere tid end alle andre. Måske vi endda har mindre med tanke på de knap så vedligeholdelsesfrie havemøbler. Til gengæld er vi impulsive grænsende til det tankeløse, hvilket muligvis ikke lyder videre positivt, men det virker;)

img_6736

img_6745

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642