Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

Åndssvage ting jeg gør….

  • Jubler ved mig selv over, at det er weekend. Så behøver jeg ikke sætte vækkeuret. Yay, iPad og osteboller med i sengen og Grey’s Anatomy til langt over midnat! Hvilket jo også er fedt, hvis man ser bort fra det faktum, at Jasper vågner kl. 5, lige meget hvilken ugedag det er.
  • Køber 7-800 gram fredagsslik, for så er der fredagsslik hele ugen.
  • Konkluderer at der er hul ved tæerne i mine strømpebukser. Overvejer for og imod og ender med at beholde dem på. Bruger hele dagen på at irritere mig over, at den ene tå stikker ud. Kommer hjem fra job og tager dem af. Smider dem til vask. Spol  frem til næste uge og gentag scenen.
  • Finder tøj frem til Ane hver aften. Tøjet passer muligvis frøkenens humør fint, men alene af den grund, at jeg har valgt det, kan det ikke bruges.
  • Får en regning ind ad døren. Ser at den først skal betales om tre uger. Beslutter mig for at vente med at betale den, men siger samtidig til mig selv, at fremover vil jeg betale alle regninger med det samme. Indtil næste regning kommer.
  • Betaler regning på den angivede dato. Ligger den ind på skrivebordet i bunken med de andre regninger. Beslutter mig for at sætte dem alle på plads i den dertil indrettede mappe. Beslutter mig derefter for, at det vil jeg fremover gøre HVER gang, jeg har betalt en regning. Indtil næsten regning kommer og får tildelt rollen som første plads i skrivebordsbunken.
  • Får mail eller sms. Åbner mail eller sms. Siger til mig selv, at jeg svarer, når jeg lige har to minutter. Bruger to minutter på noget andet. Svarer på mail eller sms to dage senere.
  • Køber badekar til ungerne. Irriterer mig grænseløst over, at det ikke har en bundprop, og at vandet derfor skal hældes ud. Undlader at købe et nyt.

img_5878

Nye sko, ny taske og nyt job

Indeholder reklamelinks:)

Jeg var jo så heldig at få to smukke kjoler fra Dress the Bird til min fødselsdag:) Men da de var ens, røg den ene retur, og i stedet modtog jeg i går de sko, som jeg i dette indlæg omtalte som verdens smukkeste sko. For sådan så de virkelig ud på billedet! Og jeg havde en lille smule dårlige nerver, da jeg åbnede pakken, for de kunne jo næsten kun skuffe, ikk’?! Det gjorde de bare ikke. Slet, slet ikke! De er ikke alene helt åndssvagt fine, de er også ualmindeligt behagelige at have på:) Jeg er ikke garvet i det med høje hæle, men dem her kan jeg helt sikkert danse i hele natten! Yay, jeg er glad:)

img_5497

Og så er fødselsdagsgaven fra Fyrsten endelig landet. Det tog noget tid, og pakken har både været frem og tilbage og forsvundet, før den landede i Palæet. Men den var ventetiden værd! Den lækreste skindtaske fra Redesigned by Dixie købt lige her (reklamelink) – og den har præcis den størrelse og form, som jeg syntes, jeg manglede. Stor nok til at kunne huse både pung (også en fødselsdagsgave og også fra Redesigned by Dixie, den findes her (reklamelink)), kalender, vandflaske, en bog mm., men lille nok til at tingene ikke på magisk forsvinder og først kommer frem fra dybet halvanden måned efter, man skulle bruge dem. Den har to store udvendige lommer med trykknap, to åbne og en lukket indvendig. Jeg er fan! Og ps. så er der 25% på både taske og pung lige nu – typisk! Men dejligt for jer;)

img_5513 img_5514

Derudover har jeg også fået en anden lille, ny ting, som jeg endnu ikke har delt med jer – nemlig et nyt job. For nogen uger siden, mens Jasper kastede op i stride strømme, formåede jeg på forunderlig vis at banke nok faglig viden ud af den støvede barselsknold til at overbevise en flok søde og dygtige mennesker om, at de burde give mig et job. Hvordan det lige lod sig gøre, har jeg stadig ikke helt forstået;)

Egentlig ledte jeg slet ikke efter et nyt job. Jeg har været det samme sted siden 2008, og jeg er virkelig glad for det! MEN jeg har lidt luret på det andet sted fra tid til anden, fordi det bare virker som en sindssygt spændende arbejdsplads. Hvad og hvor tænker jeg at holde for mig selv, men det er indenfor samme felt, hvor jeg altid har været, nemlig specialundervisning. Dog med et andet teoretisk udgangspunkt og en lidt anderledes elevgruppe, hvilket også er det, der tiltaler mig virkelig meget – muligheden for at udvikle mig fagligt, dykke ned i nye metoder og blive klogere på mig selv og min egen praksis.

Det er pisse angstprovokerende for sådan en tryghedsnarkoman som mig. For man ved, hvad man har, ikk’?! Og det, jeg har, er godt! Men jeg tror også, at det er virkelig sundt at udfordre sig selv og prøve noget andet. Det er noget, jeg ikke altid er god til, men lige med hensyn til dette, så stod sol og måne bare helt perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg for mig. Og på trods af stort vemod over at skulle sige farvel til et sted og i særdeleshed til folk, som jeg holder af, så glæder jeg mig også helt vildt meget til at kaste mig over det nye:)

Jeg var dog lige ved at skide grønne grise, da jeg skulle til samtalen. Og nej, Jasper havde ikke smittet mig;) Men jeg er bare slet ikke trænet i det der med at gå til samtaler. Og jeg er ikke god til at ‘sælge’ mig selv. Og det tænkte jeg, at jeg skulle. Indtil Fyrsten sagde noget andet. “De kan jo læse sig frem til og høre fra dine referencer, at du er dygtig. Det ved de allerede, det er derfor, du skal til samtale. Du skal ikke sælge dig selv – du skal være dig selv. For de skal beslutte, om du er en, som de har lyst til at tilbringe fem dage om ugen sammen med. Og DU skal mærke efter, om du har lyst til at være sammen med dem. Om de er noget for dig.” Og han har jo ret. Som altid.
Samtalen var kl. 9 om morgenen. De havde sat en skål slik på bordet. Så var der ligesom ikke så meget at rafle om – den slags mennesker er lige noget for mig;)

Så d. 1. maj starter jeg op på nyt job. Jeg håber, de har slikskålen klar!

Det er ligesom at køre på cykel….

img_5368

Jeg har i dag kørt bil for første gang siden natten mellem d. 2. og 3. august 2013. Og ja, jeg kender den præcise dato, for det var den nat min søster ringede og sagde, at vandet var gået, og jeg satte mig bag rattet og fragtede mig og Fyrsten til Falster for at blive forældre.

Jeg KAN godt køre bil, når det virkelig gælder. Jeg er bare helst fri. Og det er pisse mærkeligt og åndssvagt, for i de første år, hvor jeg havde kørekort, kørte jeg ofte bil. Og da jeg startede job i Kbh, kørte jeg minibus med seks-syv højtråbende unger bag i. Men af en eller grund begyndte jeg at få det dårligt med det. Jeg fik nærmest angstanfald, når jeg satte mig bag rattet ved tanken om, hvor jeg skulle parkere, og om jeg kunne få bilen ud igen osv. Og særligt fodgængere og cyklister kunne hyle mig helt ud af den, for de er jo fuldstændigt utilregnelige! Og så stoppede jeg med at køre bil. Nærmest fra den ene dag til den anden.

Men i dag var vi til påskefrokost i Nakskov. Og jeg havde sagt til Fyrsten, at han sagtens ku’ drikke et par øl. Så ku’ vi bare tage toget til Maribo, hvor vi skulle overnatte og hente bilen i morgen. Det var en god plan. Indtil klokken blev over ungernes sengetid, og det gik op for mig, at vi er på Lolland. Og det er helligdag. Hvilket vil sige at togene kun kører én gang i timen. Så var den plan ikke så god længere. Og selvom det at køre bil kan virke skræmmende, så blev jeg mere nervøs ved tanken om at skulle have to overtrætte børn og en gammel hund – altså, Cash – ikke Fyrsten;) – med toget klokken alt for sent. Så jeg foreslog stille, at jeg måske ku’ køre bilen. Den idé var Fyrsten med på! “Du kan godt!”, sagde han. “Det er ligesom at køre på cykel.” Det vil jeg så godt afsløre, at det ikke er. Det er overhovedet ikke ligesom at køre på cykel. Det er ligesom at køre bil. MEN jeg gjorde det sgu:) Helt uden panikanfald eller snerten af sved på panden. Jeg satte mig bare bag rattet og kørte. Som det mest naturlige i verden. Okay, jeg skulle lige dobbelttjekke med Fyrsten, hvad der nu sad hvor, men derefter gik det rimelig glat. Og ifølge Fyrsten og Ane, så gjorde jeg det godt. “Se, Jasper! Det er mor, der styrer bilen!!!!” Jeg er helt stolt af mig selv! Og jeg forstår godt, hvis det ikke giver mening for habile bilister. Men for mig er det altså pisse stort! Ikke så meget det at have kørt, men det at jeg overkom min noget irrationelle angst og faktisk havde en rigtig god oplevelse med det.

Jeg er sej, sgu! Det var bare lige dét, jeg ville sige:)

Kan man være civiliseret med trusserne på vrangen??

Vi gjorde det sgu! Nåede ud ad døren til tiden i morges med kun et enkelt bump på vejen. Jeg havde tegnet Gurli Gris på tv’et på Anes skema, hvilket jeg burde have sagt mig selv, at hun ville tage meget bogstaveligt. Det udløste en mindre krise, som dog heldigvis ikke var værre end, at den kunne klares med et glas saftevand. Ja, jeg er sådan en mor! Tak, verden, for den vidunderlige opfindelse som er sukker<3

Jasper blev afleveret uden problemer. Han hoppede bare over til en pædagog og vinkede til mig og Ane. Med tanke på hvor lidt han har været i vuggestue i marts, er jeg helt på røven over, hvor fint han takler det!

Jeg fik også afleveret mig selv på job i god tid til lige at drikke en kop kaffe og hyggesludre med kollegerne. Og jeg følte mig helt voksen og civiliseret, som jeg stod der i rent tøj og med lukket ammebh. Den følelse formåede jeg at holde fast i helt til kl. 16, hvor jeg opdagede, at jeg havde mine trusser på på vrangen. Men altså – to ud ad tre er heller ikke skidt, vel?!

Nu er Fyrsten ved at putte ungerne, og jeg skal kigge på lidt forberedelse til i morgen. Vi skal besøge Toms chokoladefabrik – det er i sandhed en tung tjans at lægge ud med ovenpå halvandet års barsel;)

Og tak for jeres søde kommentarer til indlægget i går! Jeg blev vist lidt emotionel. Og nej, det er heldigvis ikke sådan, at jeg på nogen måde påtænker at lægge bloggen på is – den kommer til at få lov at fylde det, jeg nu har lyst og overskud til ved siden af en 42 timers arbejdsuge og et helt almindeligt familieliv. Og den har jo altså overlevet en endt barsel før, så mon ikke det også går denne gang? Jeg bilder også mig selv ind, at det har en værdi for jer, at jeg nu bare er en helt almindelig mor, som skal forsøge at jonglere job, børn, mand og hus og samtidig forsøge at vende trusserne den rigtige vej;)

img_5173

– Så ser jeg ud nu. Med åben ammebh og broccoli på skjorten (den fås her (REKLAMELINK), broccoli forhandler de vist ikke). Og nej, jeg har ikke vendt trusserne. De sidder ligeså godt.

Rød er da også en slags brun! Ikk´???!

Jeg er blevet klippet, sgu! Jeg skrev jo forleden, at det var halvandet år siden sidst, og det fik mig til at tænke, at det måske kunne være meget rart at få studset de slidte ammetjavser. Så jeg bookede en tid hos Marlene fra Platin (ikke spons – hun er hver en krone værd!), som har klippet mig i 15 år. Det startede, mens hun var under uddannelse, hvor jeg sad model for hende et par gange, og siden da har jeg altid givet hende helt frie tøjler. Det fik hun næsten også denne gang – dog fredede jeg mit pandehår, som jeg gerne vil ha’ lidt længde på. Og da jeg fortalte hende, at jeg efter klipningen ville gå hjem og smække en omgang brun henna (reklamelink) i, så forsøgte hun at overtale mig til at nappe den røde i stedet. Men jeg havde hennarødt hår i størstedelen af min ungdom, og jeg synes ligesom, at det hører den tid til. Nu er jeg jo voksen. Og voksne kvinder farver deres hår mørkebrunt. Med mindre de selvfølgelig bestiller den forkerte farve…. Og fuldstændig overser, at der på forsiden af pakken står “superrood“, som man næppe skal være indfødt Hollænder for at kunne oversætte…. Så kan det faktisk muligvis godt være, at voksne kvinder alligevel farver deres hår rødt. Bare en lille, bitte smule. Men rød er da også en slags brun, ikk?

Ahmen, for satan, altså. Sådan noget sker da ikke for folk? Man bestiller da ikke den forkerte hårfarve? Og hvis man endelig gør, så opdager man det da, INDEN man smører den ud i håret?? Det er simpelthen dummere end dumt, hvorfor jeg ikke kunne gøre andet end at grine af det. Og sende Marlene en mms med beskeden om, at hun fik sin vilje;) Nu, hvor ‘chokket’ har lagt sig, så synes jeg faktisk ikke, at det er helt så dumt med det røde hår. Jeg skal lige vænne mig til det, men jeg tror sgu, at jeg beholder det lidt endnu. Frisuren behøver til gengæld ingen tilvænning. Den er jeg fuldstændig tosset med allerede. Og jeg kommer til at vise jer håret igen på et tidspunkt, hvor det ikke har været udsat for hue og cykelhjelm lige efter vask, for frisuren kommer overhovedet ikke til sin ret på de billeder, jeg har taget. Marlene har totalt fået gjort mit halvudvoksede pandehår til en del af frisuren, så dets oprindelig formål ikke lader sig afsløre;) Og selve frisuren kan både bobbes op med bløde kanter, glattes og knaldes op med et par hårnåle. Jeg er fan!

Og ja, jeg har gået og nynnet Dodo’s ‘Pigen med det røde hår’ hele dagen – “Pyntet med en tegning af en kælder“;)

img_4493

 

 

 

Det forstår jeg godt!

Jeg er mellembarn. Og vist nok et rimelig klassisk eksemplar, ifølge kloge hoveder og ligegyldige facebookartikler. Jeg er konfliktsky. Helt ud i lilletåen. Og i den anden lilletå sidder pleasergenet – de hænger vist uløseligt sammen. Jeg er så bange for at sige noget forkert. Bange for at såre eller støde andre. Og som følge heraf er det oftest mig selv, jeg ender med at gøre skade på. For når andre så siger eller gør noget, som på en eller anden måde rammer mig, så konfronterer jeg det ikke. Jeg vender det indad. Jeg siger til mig selv, at JEG må være problemet. At jeg selv må have gjort noget forkert. Fordi det er lettere sådan. For så skal jeg ikke råbe op og gøre opmærksom på mig selv og mine sårede følelser. Så kan jeg nøjes med at stille mig selv til regnskab. Og alt imens jeg så skælder mig selv ud, så brygger jeg videre på situationen. Tolker på ting, der ikke skal tolkes på og gør alting meget større, end de i virkeligheden er.

Og jeg er så træt af det! Af alle mulige årsager. Det er dumt og usundt, og det tager plads fra andre mere konstruktive følelser. Så jeg øver mig. Hver evig eneste dag øver jeg mig på at gøre min stemme hørt. Oftest i det, der kan synes som det små. Som at sige ‘Hov, hov!’, hvis nogen springer over i køen. Lille ting? Ikke for mig. For jeg risikere at gøre en anden forlegen eller vred. Jeg risikerer en reaktion, som jeg ikke på forhånd kender. Så er det mere trygt og kontrolleret blot at ryge en plads bagud i køen.

Men det der sker, når man øver sig, er, at man lærer noget nyt. Og oftest lærer jeg personligt, at tingene ikke altid er så farlige, som jeg gør dem til. For hvad er i grunden det værste, der kan ske?

I går gjorde jeg det. Tog fat på en gammel konflikt og smækkede den op på storskærm. Og da jeg skulle afspille den, var jeg selvsagt nødt til at starte fra begyndelsen. Hvor jeg opdagede, at konflikten slet ikke eksisterede. JEG havde skabt den. I min frygt for at gøre andre kede af det eller fremstå sur, havde jeg ladet en mindre og forholdsvis ubetydelig ting ligge. Og ting forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer dem. De suger til sig og vokser sig større. Og imens jeg havde gået rundt og forsøgt at danse udenom bunken af usagte ting for ikke muligvis at få at vide, at jeg ikke var berettiget til mine følelser, så havde den vokset sig så stor, at jeg faldt over den alt for ofte. Her kom storskærmen så ind i billedet. Og med den min erkendelse af, at der slet ikke var en konflikt til at starte med. Lettelsen af at have sagt det højt og have gravet mig til bunds i bunken. Og sidst, men ikke mindst, glæden ved at blive mødt af et “Det forstår jeg godt!”. Ikke “Du er da helt gal på den!” eller “Det passer ikke, det du føler!”. “Det forstår jeg godt!” – fire bitte små ord, som kan gøre verden til forskel for sådan én som mig.

Og hvad kan man så lære af det? At jeg er lidt åndssvag fra tid til anden. Og at det nogen gange godt kan svare sig at sige højt, hvad man tænker. Også selvom man ikke kender reaktionen forhånd. Faktisk tror jeg oftest, at det kan svare sig. Men det ved jeg jo først med sikkerhed, når jeg har øvet mig lidt mere. For det er synd og skam at gå der og overfortolke. Og det er især synd og skam at sætte vigtige relationer på spil, fordi man er bange. Særligt når der egentlig ikke er andet end ens egne tanker og dumme handlemønstre at være bange for.

img_8546

 

Klammere end gennemsnittet….

Der er gået to mus i fælden i dag. Og vi er ikke ude i nogen former for symbolik her. Vi taler vaskeægte, levende mus. Som nu er døde. Og ret skal være ret – det var kun den ene, der gik i fælden. Den anden sad på kanten af skraldespanden, da Fyrsten skulle tømme sin tallerken for madrester efter aftensmaden. Den kiggede forhåbningsfuldt på ham – “Får jeg også kylling??“. Indtil han knaldede den i gulvet med sin middagskniv.

Skal vi så ikke sige, at det var det?? Skal vi ikke?

Jeg har længe tænkt, at vi herhjemme var indbegrebet af sådan en helt standard familie i dagens Danmark. Det var før det med musene. Og fodsvampen. Og ligtornen. Og lusene. Og rotten. Og afføringen. Og fingrene oppe i numsen. Nu hælder jeg til, at vi er bare lidt mere klamme end gennemsnittet. Det er ikke nogen rar erkendelse. Men jeg har købt for 60 kr. bland-selv-slik, en stribe chokoladeskildpadder og noget Kinder-et eller andet, så det er nok den helt rette dag at se mig selv i spejlet.

Jeg var med garanti mega bad ass og cool i mit tidligere liv. Mega!

img_3696

Ting jeg laver for tiden…

img_3427

  • Noget a la en bullet journal. Som jeg jo ellers i kommentarfeltet her påstod, at jeg ikke havde brug for. Indtil jeg havde alligevel. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad en bullet journal er, så det er nok ikke dét, jeg laver. Men jeg laver en bog-kalender-ting med masser af farverigt papir og tape. Ud over hele spisebordet. På 6. dag.
  • Venter på, at akrylfugen i vindueskarmen tørrer, så jeg kan male den.
  • Maler de franske døre, mens jeg venter.
  • Spekulerer på, hvorfor vi ALDRIG tidligere har malet dem. Vi har jo boet her i 6 år.
  • Opdager, at vi HAR malet dem før. Bare kun på den ene side…
  • Undrer mig over, hvorfor man vælger kun at male den ene side.
  • Glæder mig over, at Jasper tager en lang lur.
  • Undrer mig over, hvorfor fanden han ikke kan sove ligeså godt om natten??!
  • Spekulerer på hvor længe man kan holde sig kørende på minimal søvn og maksimalt kaffeindtag?
  • Planlægger i hvilken rækkefølge, jeg skal gribe projekt ‘Renovér førstesalen’ an.
  • Og overvejer, hvor dælen vi skal sove, mens projektet står på.
  • Griner lidt af ordet “sove”…..
  • Undlader at ordne køkken og vasketøj.
  • Ser Kasper og Sofie alt for meget!  Og undrer mig i den forbindelse over, hvorfor man har ændret deres navne fra det originale ‘Karsten og Petra’? Lidt ligesom med filmen ‘Cruel Intensions’, som på dansk blev til ‘Sex Games’. Hvorfor dælen ikke bare bibeholde originaltitlen, hvis man alligevel ikke giver den en dansk?!
  • Spiller mega meget Ruzzle. Og det burde jeg ikke, for det er sådan et stress-spil. Og det ting, der stresser, skal man altså holde sig fra, når man er i underskud af søvn.
  • Planlægger at købe nogle krydsogtværs-hæfter i stedet, fordi det er mindre stressende og mere hyggeligt. Aner bare ikke hvilke slags, jeg skal købe. Ender garanteret med et af dem, hvor der kun er én Kendis-kryds og 17 af den slags, som jeg alligevel ikke gider lave.
  • Savner min mormor, som altid rev krydsordene ud ad sine ugeblade til mig<3

Fååååårk

Mine negle ligner noget, der er løgn. De er flækkede og spaltede, og neglelakken er skallet virkelig meget af. Det er ikke noget særsyn – sådan ser de oftest ud. Og det gør de så også i dag. Hvor der har været en journalist fra TV2 forbi for at interviewe mig til Nyhederne….

img_3579

Fååååårk!

Jeg ved overhovedet ikke, hvorfor jeg sagde ja. For jeg er ikke særlig tv-venlig. Jeg kan jo for dælen knap nok agere naturligt på Snapchat! Det gik bare så hurtigt. Og en time efter, at jeg havde talt med en sød journalist i telefonen, så stod der en anden journalist og tv-mand i min stue. Jeg skulle snakke om at pakke børn ind i vat, fordi Mads Christensen åbenbart har påtalt det ‘problem’ på tv i går. Så det snakkede jeg lidt om, mens vi sad på Anna og Elsa-tæppet på stuegulvet. Imens prøvede Jasper at spise min mikrofon, og Ane krævede, at jeg lukkede hendes Elsa-kjole, og Cash gik ind foran kameraet.

Fåååååårk, altså! Jeg er så dårlig under pres. Det havde jeg bare lige glemt. Jeg kommer til at lyde mega arrogant og stram. Det er dét eller bævrende stemme og rystende hænder, hvilket egentlig nok havde været mere charmerende. Nu blev det vist bare lærerstemmen.

Nu er det ligesom gjort. Med afskallede negle og pletter på blusen, som jeg også først opdagede efterfølgende. Det var også først der, det gik op for mig, at de filmede mig fra venstre side. Hvor der bor en pænt stor bums. Sikke en tv-star;) Faktisk aner jeg ikke, hvornår det bliver sendt. Kl. 19, tror jeg. Eller måske har det været der her kl. 18. I så fald gik jeg glip af det. Det er måske også meget fint;) Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg er til gengæld ret sikker på, at jeg ikke sad på mine hænder imens.

Fååååårk…..