Der er bloggere, og så er der mig….

Jeg er ikke blogger! Jeg er mor, kone, lærer, søster, datter mm., men jeg er ikke blogger. Jeg HAR en blog, hvilket egentlig bare vil sige, at jeg har netadgang og kan stave. Og sidstnævnte er vist ikke engang et krav.

Men der findes bloggere! Det ved jeg, for jeg har mødt en del. Og jeg taler ikke om størrelse, antal af sidevisninger, sponsorater eller andre af den slags småting. Jeg taler om måden, de bærer sig selv på. Måden de manøvrer rundt i alt det her blog-halløj. Det at de nærmeste i sig selv er et brand.

Jeg har blogget i en del år. 4 tror jeg. Og jeg har stadig ikke rigtig forstået eller vænnet mig til, at så mange læser med. Jeg føler stadig, at jeg blogger for de samme 50-100 mennesker, som jeg gjorde i starten. Måske det er derfor, at jeg ikke altid har så meget filter. Fordi det stadig på mange måder føles som min lille hemmelige hule.

Men der er kommet flere læsere til. Og med det følger også meget andet, såsom at nogle ser et kommercielt potentiale i hulen og begynder at invitere mig til diverse events. Hvilket da er virkelig hyggeligt! Jeg får lov at møde nye mennesker, og som oftest er der også kage, og det er noget, jeg forstår mig på:) Men det er også virkelig angstprovokerende, for jeg er faktisk ret genert og usikker, når det kommer til mødet med nye mennesker. Særligt bloggere. Og jeg VED godt, at de bare er helt almindelig mennesker, men jeg føler mig tit og ofte som hende bonderøven, der lige er kommet ind med 16-toget, når jeg sidder til et event omgivet af smukke mennesker (for det er de fandme også, de der bloggere!) og hører om et eller andet produkt, som koster spidsen af en jetjager. Jeg føler mig aldeles malplaceret og fejlcastet og kan ikke lade være med at overveje, om invitationen mon er havnet i min indbakke ved en fejl.

Jeg har været til event i dag. Med bloggere. Med søde Michala, som har været i gamet i så mange år, at hun kender den pr-ansvarlige og kan snakke gamle dage. Med Sneglcille, som er så pisse smuk, at jeg blev helt starstruck og ikke engang turde hilse på hende. Og med Cecilie, som lyser hele rummet op med sit smil og sin åbenhed. (Og med alle mulige andre søde, seje, tjekkede bloggere)

Jeg havde selvfølgelig lillebror med, hvilket gav lidt ro i maven. For man kan altid gemme sig bag sin søde baby. Men han sov. Fra vi kom, til vi gik. Jeg valgte derfor at finde det mest afsides hjørne og parkere mig der. Så kunne det være, at jeg var så heldig, at folk ikke engang lagde mærke til mig. Det gik ret godt. Jeg formåede at være rimelig usynlig i sådan cirka 7 minutter, før jeg forsøgte at åbne en yoghurt. Dumt! Bloggere kan åbne en yoghurt, drikke en latte og tage et sirligt opsat billede på én og samme tid. Men jeg er jo ikke blogger. Så 1 – 2 – 3: müsli-topping-ting ud over det hele og usynlighed pist væk.

Det burde fandme kunne lade sig gøre at være ude i civilisationen i mere end et kvarter uden at vise, hvor kikset og kejtet og meget lidt tjekket, man i grunden er. Det burde det altså! Om ikke andet burde man kunne fake det. Men nej – nu har jeg efterhånden lagt kluntet krop og plettet tøj til så mange gange, at alle empiriske undersøgelser siger noget andet. Det er jo ikke bare sådan noget, der sker for mig nogen gange. Det sker hver gang!

Prøv lige engang at blende ind og virke cool, når du sidder i en bunke müsli! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle dig.

Cecilie var så sød at grine af mig og smide en snap ud med mit lille uheld. Og jeg mener sød. For et godt råd: når folk er kiksede og uheldige så grin lidt med dem. Det bløder som regel en akavet situation lidt op;)

Men tak for kage, Auping! Og undskyld at jeg spildte på jeres tæppe….

image