Forresten #4

  • Vi er indkaldt til møde i Statsforvaltningen i morgen. Ifølge det brev, vi har modtaget, skal vi orienteres om konsekvenserne ved adoption. Altså hvad det kommer til at betyde, at jeg adopterer Ane. Personligt forestiller jeg mig, at det fremover fortsat bliver min opgave at tørre snotnæser og puste på skrabede knæ. At vi kommer hjem med den endelige underskrift, tør jeg næsten ikke håbe på! Det ville på en eller anden måde være for nemt. Altså hvis man ser bort fra de 32 måneders ventetid, de tre ansøgninger om dispensation, samt den ene klage til Ankestyrelse….

 

  • Vi får besøg af fotograf Frederikke Brostrup i morgen, som også var her og tage billeder, da Ane var yngre. I stedet for bare at rydde op og gøre rent i et par rum, så vi kan tage billeder der, er jeg gået i gang med hele hytten. Så nu sejler ALLE rum. Flot, Elisabeth!

 

  • Og i forlængelse heraf må jeg hellere tilføje, at Fyrsten er på job, så jeg er alene hjemme med ungerne. Ane er sød til at hjælpe mig med at rydde op – hver gang jeg putter noget i en kasse, tager hun det op igen. Det bliver en lang dag….

 

  • Er lillebror (7-9-13) sådan et barn, der falder i søvn i barnevognen af sig selv:) Fuuuuuck, hvor gik jeg mange, lange ture med Ane, som var den modsatte type barn! Til gengæld er de rørende enige om, at søvn er overvurderet, så 45 minutter er en lang lur. Moren er ikke enig!

 

  • Kunne jeg stadig rigtig godt tænke mig en fortælling fra en ægdonor og -modtager, så er du sådan én, hører jeg meget gerne fra dig:)

 

Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??
Sådan her så udestuen ud, da jeg gik i gang. Mon man burde leje en container??

 

Ting, der gør mig bange!

Biler! Bedre kendt som dødsmaskiner på hjul. Jeg har faktisk selv kørt bil engang. Også sådan en mini-bus fyldt til randen med skrigende børn. Måske det var der, det gik galt?! Farlige, er de i hvert fald. Jeg er verdens værste passager. Fyrsten har været ved at vappe mig ud et par gange, fordi jeg sidder der og råber “Pas nu påååååå!”, og så bliver det først for alvorlig farligt! Men bare tanken om hvor meget skade, man kan gøre med en klump metal, det bevæger sig med 110 km i timen, er nok til at få mig til at skide lidt i strømpebukserne.

Heste! Særligt liderlige heste! Der var engang en hest på Vejlø. Benjamin, hed den. Benjamin var mega forelsket i min bonus-moster, Anita. Eller i hvert fald draget mod hende med store mængder fysisk begær. Og når Benjamin så Anita, kunne intet stoppe ham, hvilket mine tæer engang fik at føle. Så stod man der, mens en forvokset pony med frit dinglende lem på størrelse med et baseballbat lige dansede tango henover ens bare fødder. Skræmmende!

Sælgere! Gadesælgere, telefonsælgere, take your pick. De fucker med mit pleasergen på ubehageligte vis. For de bliver jo ved! Selv når man har sagt nej, så kommer der altid lige et “Meeen, Elisabeth, har du overvejet, Elisabeth?” Og når man er så behagesyg som jeg, så er det virkelig svært at slippe af med dem! I forgårs blev jeg fanget af én nede i Brugsen. Jeg havde godt spottet ham, og jeg mærkede pulsen stige og sveden pible frem. Jeg skubbede barnevognen til side og kravlede hen langs køledisken med en pose frosne ærter på hovedet i et naivt forsøg på at kamuflere mig. Den gik ikke. Selvfølgelig ikke! Sådan en sælger kan lugte angst på flere kilometers afstand. Jeg prøvede, så høfligt jeg overhovedet kunne, at slippe derfra. “Men det er jo ret vigtigt at have opmærksomhed på disse ting. Børn kan udvikle allergier og i værste fald få kræft. Du vil vel ikke ha’, at hun får kræft, vel?!” siger han så, mens han nikker mod Ane, som er ved at kravle ud af den bunke med chips, som jeg skubbede vognen ind i. Hvis man ikke var bange for sælgere i forvejen….

Højder! En angst jeg på allerværste vis er godt i gang med at videreføre til Ane. For vi taler altså om højder sådan rent proportionelt, hvilket vil sige, at et trappetrin godt kan være usædvanlig højt, hvis Ane befinder sig på det. Og så står jeg der igen med mit “Pas pååååå”, og fuldstændig ligesom i bilen, så er det først nu, det bliver rigtig farligt. For når jeg galer op, drejer Ane en gang rundt om sig selv for at se, hvor den liderlige hest mon befinder sig, uvidende om, at det er hende selv, der befinder sig i voldsom fare. Og så sker det – hun falder de 15 cm ned, alt imens jeg kaster mig henad jorden for at gribe hende, og i mit rullefald knalder hovedet ind i trappetrinet. Se selv – højder er virkelig farlige!!!!

image

Der er bloggere, og så er der mig….

Jeg er ikke blogger! Jeg er mor, kone, lærer, søster, datter mm., men jeg er ikke blogger. Jeg HAR en blog, hvilket egentlig bare vil sige, at jeg har netadgang og kan stave. Og sidstnævnte er vist ikke engang et krav.

Men der findes bloggere! Det ved jeg, for jeg har mødt en del. Og jeg taler ikke om størrelse, antal af sidevisninger, sponsorater eller andre af den slags småting. Jeg taler om måden, de bærer sig selv på. Måden de manøvrer rundt i alt det her blog-halløj. Det at de nærmeste i sig selv er et brand.

Jeg har blogget i en del år. 4 tror jeg. Og jeg har stadig ikke rigtig forstået eller vænnet mig til, at så mange læser med. Jeg føler stadig, at jeg blogger for de samme 50-100 mennesker, som jeg gjorde i starten. Måske det er derfor, at jeg ikke altid har så meget filter. Fordi det stadig på mange måder føles som min lille hemmelige hule.

Men der er kommet flere læsere til. Og med det følger også meget andet, såsom at nogle ser et kommercielt potentiale i hulen og begynder at invitere mig til diverse events. Hvilket da er virkelig hyggeligt! Jeg får lov at møde nye mennesker, og som oftest er der også kage, og det er noget, jeg forstår mig på:) Men det er også virkelig angstprovokerende, for jeg er faktisk ret genert og usikker, når det kommer til mødet med nye mennesker. Særligt bloggere. Og jeg VED godt, at de bare er helt almindelig mennesker, men jeg føler mig tit og ofte som hende bonderøven, der lige er kommet ind med 16-toget, når jeg sidder til et event omgivet af smukke mennesker (for det er de fandme også, de der bloggere!) og hører om et eller andet produkt, som koster spidsen af en jetjager. Jeg føler mig aldeles malplaceret og fejlcastet og kan ikke lade være med at overveje, om invitationen mon er havnet i min indbakke ved en fejl.

Jeg har været til event i dag. Med bloggere. Med søde Michala, som har været i gamet i så mange år, at hun kender den pr-ansvarlige og kan snakke gamle dage. Med Sneglcille, som er så pisse smuk, at jeg blev helt starstruck og ikke engang turde hilse på hende. Og med Cecilie, som lyser hele rummet op med sit smil og sin åbenhed. (Og med alle mulige andre søde, seje, tjekkede bloggere)

Jeg havde selvfølgelig lillebror med, hvilket gav lidt ro i maven. For man kan altid gemme sig bag sin søde baby. Men han sov. Fra vi kom, til vi gik. Jeg valgte derfor at finde det mest afsides hjørne og parkere mig der. Så kunne det være, at jeg var så heldig, at folk ikke engang lagde mærke til mig. Det gik ret godt. Jeg formåede at være rimelig usynlig i sådan cirka 7 minutter, før jeg forsøgte at åbne en yoghurt. Dumt! Bloggere kan åbne en yoghurt, drikke en latte og tage et sirligt opsat billede på én og samme tid. Men jeg er jo ikke blogger. Så 1 – 2 – 3: müsli-topping-ting ud over det hele og usynlighed pist væk.

Det burde fandme kunne lade sig gøre at være ude i civilisationen i mere end et kvarter uden at vise, hvor kikset og kejtet og meget lidt tjekket, man i grunden er. Det burde det altså! Om ikke andet burde man kunne fake det. Men nej – nu har jeg efterhånden lagt kluntet krop og plettet tøj til så mange gange, at alle empiriske undersøgelser siger noget andet. Det er jo ikke bare sådan noget, der sker for mig nogen gange. Det sker hver gang!

Prøv lige engang at blende ind og virke cool, når du sidder i en bunke müsli! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle dig.

Cecilie var så sød at grine af mig og smide en snap ud med mit lille uheld. Og jeg mener sød. For et godt råd: når folk er kiksede og uheldige så grin lidt med dem. Det bløder som regel en akavet situation lidt op;)

Men tak for kage, Auping! Og undskyld at jeg spildte på jeres tæppe….

image