Udbryderdronninger – Dina

Mit tredje udbryderdronning er Dina. Søde, varme Dina<3 Dina og jeg gik på seminariet sammen. Og hun var sådan én, som alle kendte, og som alle holdt af. Hun engagerede sig i alt, lige fra fredagscaféen til teateret, og hun gjorde det hele med et smil og et overskud, som var både smittende og beundringsværdigt. Dina var altid glad. Troede jeg. Indtil den dag, flere år efter endt seminarietid, hvor Dina begyndte at lukke op for sin fortælling. Pludselig så jeg hende med andre øjne. Men med samme glæde og endnu større beundring, fordi jeg synes, hun er så rockersej!

Tag godt imod Dina:)

……………………………………………………………..

Mit navn er Dina. Jeg er egentlig bare en helt normal 32-årig og bor ret idyllisk lige i hjertet af Nørrebro – hvis ikke det da lige var for det faktum, at jeg bor på et opholdssted for voksne med spiseforstyrrelser.  Her flyttede jeg til i slutningen af september sidste år nogle måneder efter en længere indlæggelse på Psykiatrisk Center Ballerup. Om der er noget som helst udbryderdronning over mig, synes jeg selv er svært at få øje på, for i virkeligheden har jeg ikke gjort andet end at stå ved mig selv og hvem jeg er, selv når livet har slået kolbøtter og fået mig til at lande med ansigtet ned i mudderpølen, I ved, der hvor der er allermørkest.

Måden jeg har stået ved mig selv på, har været at være meget åben omkring min spiseforstyrrelse og min selvskade. En af de helt store ting jeg har gjort er, at jeg gennem 3,5 år har holdt foredrag gennem LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade). Foredragene tog mig rundt omkring i Danmark og lod mig møde nogle af de allermodigste og sejeste pårørende, behandlere og ikke mindst mennesker, som bogstaveligt talt selv stod i lort til halsen.  Det kan slet ikke beskrives hvad det gav mig at være så åben omkring min egen kamp. Samtidig med at jeg dykkede længere og længere ned i min egen historie (og ikke mindst forståelsen af den), fik jeg så meget positiv respons fra omverdenen for netop at dele.  Det var det hele værd for mig, når en forælder efter et foredrag kom op til mig med tårer i øjnene og et ’nu forstår jeg hvorfor hun gør som hun gør’, eller når én i samme situation som mig takkede mig for at tænde et håb i dem igen. Det var næsten som om, at de øjeblikke udlignede min egen smerte og retfærdiggjorde, hvorfor det lige var mig, der skulle havne i spiseforstyrrelsen og selvskadens skarpe klør. Som om at der var en mening med galskaben – for helt ærligt, så kan det være rigtig svært for udeforstående at sætte sig ind i, hvad det lige gav mig at skære eller brænde mig selv, eller på den ene eller den anden måde bruge maden, enten ved at sulte mig selv i dagevis eller ved at overspise, til det gjorde frygteligt ondt.

Min tid i LMS gav mig også mange sjove og pudsige oplevelser, som da jeg på 1 dag hold 4 foredrag på engelsk for unge mormoner samlet fra hele norden, eller da jeg fx huhej kom på Tv2News efter at have været med i en artikel til Politiken. Prisen for den mest specielle oplevelse går dog til den dag, da jeg fik æren af at møde Prinsesse Benedikte til te og småkager på Amalienborg – og jep, det kan godt lade sig gøre at blive lidt starstruck af ældre damer med tung parfume på.  Så ved I det!

Selvfølgelig var det også benhårdt arbejde at holde foredrag. Især når man som jeg er udstyret med de typiske træk for en med en spiseforstyrrelse: perfektionisme og at stille tårnhøje krav til sig selv. Der var ikke et eneste tilfældigt slide i min powerpoint, ikke så meget som et overflødigt stikord i mine cuecards og ikke en eneste finger at sætte på min fremtræden – det skulle jeg i hvert fald nok sørge for! Jeg kunne bruge dage på at forberede et foredrag, og også dage på at komme mig helt igen bagefter, med god hjælp fra min dyne, men jeg ville ikke have gjort det om. Det at holde foredrag og åbne op for noget af det allermørkeste inde i mig selv, har været utroligt lærerigt. Som en slags indre ransagning på den gode måde. Faktisk får jeg helt lyst til at genoptage mine foredrag bare af at skrive det her. Så virksomt er det, og heldigvis også for andre end bare mig selv.

Som I måske kan regne ud pga. min bopæl, er jeg stadig ikke helt ude af min spiseforstyrrelse og selvskade. De to ting er åbenbart stadig ikke færdig med at spøge hos mig, selvom jeg har troet det rigtig mange gange gennem årene. De er nogle snyltere, der ser sit snit til at springe frem og danse fandango foran én, lige når man allermindst venter det, og lige som man tror, at livet egentlig er begyndt at køre ret godt på skinner. Så dukker de op. Man kan næsten sige, at jeg har vænnet mig til dem. Ikke på en sådan måde, at jeg har accepteret at de er der, for de er bestemt ikke mine venner, men jeg ved nu, at de alligevel har det med at dukke op af en grund. Som alkoholikere, der kan falde i når livet bliver for hårdt, eller som folk der bliver ved med at gå ned med stress, er min ’overlevelsesmekanisme’ at ty til en eller anden form for kontrol gennem maden og selvskaden. En kontrol, som jeg til stadighed forsøger at være nysgerrig på, hvad dækker over, og få kontrol over. En dag vil det lykkes for mig. En dag vil selv jeg komme ud af det, og være endnu stærkere. Det tror jeg på. Indtil da vil jeg blive ved med at dele små glimt af min hverdag, og I er velkommen på sidelinjen.

17078555_10158153879555161_1424180734_n-2

 

Vil du læse mere om Dina, kan jeg anbefale dig at læse artiklerne her fra Politikken, Tv2 og Femina. I kan desuden følge Dina på Instagram under navnet ‘dina_mig’🙂

 

Læs gerne med om mine andre udbryderdronninger, Ditte og Linda🙂

Udbryderdronninger – Linda

Min anden Udbryderdronning (læs mere om hvad det betyder lige her) er Linda, som er kvinden bag en af mine yndlingsblogs, Blogsbjerg. Linda er en fuldstændig eminent fortæller, og jeg imponeres gang på gang over hendes evne til at få ordene ud gennem skærmen og ind under huden på én. Som nævnt er jeg pt i gang med hendes bog ‘Vi er bare selv’ (reklamelink), og den kan varmt anbefales til alle, der er nysgerrige på livet som selvvalgt alenemor. Eller hvis man, som jeg, blot nyder hører betragtninger over livet fortalt med humor, intellekt og stor kærlighed. For det er lige netop dét, Linda kan. Og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at bede hende om at være med i min serie af Udbryderdronninger:)

Tag godt imod Linda – og Anton og Frida<3

aa0cd202-7d72-48a8-8978-3582e45d508b

Da Elisabeth for nogle uger siden spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt om det med at vælge få børn alene, skulle jeg lige tygge lidt på det. Min egen oplevelse er, at den slags beretninger enten får lidt religiøse undertoner af lovprisning ift., hvordan dét at have valgt en atypisk vej, slet, slet ikke er spor svært, hvis bare man bærer viljen i hjertet, eller også risikerer de at få et uklædeligt skær af klynk. Alligevel endte jeg med at sige ja, fordi jeg håber, at min lille slice of life måske kan være med til at nuancere billedet af den selvvalgte alenemor lidt.

Jeg har fået to børn alene. To fuldstændig fantastiske, inderligt ønskede børn, som er det bedste, der nogensinde er sket mig. Mine vilkår er anderledes end gennemsnittets, men hverken mine børn eller jeg har prøvet andet, og derfor kan det være lidt svært for mig med hundrede procents sikkerhed at vide, hvordan min oplevelse af forældreskabet adskiller sig fra andres.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er synd for os. På nogen måde. Den følelse har jeg aldrig haft. Tværtimod føler jeg mig på daglig basis voldsomt privilegeret over at leve i en tid på et sted, hvor det er muligt at stifte en familie, selvom jeg ikke har haft en mand at stifte den med.

Men når det er sagt, er der selvfølgelig nogle områder, hvor dét, at få først ét og siden to børn alene, giver nogle udfordringer, som jeg har en formodning om, adskiller sig fra “almindelige” forældres. Det nedenstående er holdt i store linjer; der er masser af mennesker derude, som også lever liv, der adskiller sig fra gennemsnittets, men det her bliver langt nok i forvejen uden disclaimere og forbehold, så håber, at I, der læser med, forstår pointen, og ikke fortaber jer i detaljerne.

Hvis jeg skal tage min egen historie, sådan lidt kronologisk, så var jeg i starten af 30’erne, da jeg traf beslutningen om at få børn selv. Egentlig var jeg ikke på det tidspunkt specielt skruk; jeg er nok bare mere pragmatisk end gennemsnittet. Jeg vidste, at jeg gerne ville have børn, og da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, var jeg hurtigt ret afklaret med, at jeg alligevel ikke kunne nå at møde en mand, som ville give mig det, jeg helst ville have haft, nemlig en kernefamilie, stiftet med en mand, jeg havde kendt i årevis. Derfra og til at beslutte at gøre det alene, var der ikke så langt.

Dermed ikke være sagt, at det var en nem beslutning. Jeg var frygteligt i tvivl om, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Ikke biologisk – her var jeg fuld af fortrøstning – men mere økonomisk og lavpraktisk. Den helt store udfordring ved den her beslutning var, at jeg godt vidste, at jeg ikke anede, hvad det ville sige at få et barn – men at det samtidig ikke er en beslutning, man kan træffe halvt. For mig var det angstprovokerende at tænke på, at jeg kunne stå med et barn, for så først dér at blive klar over, at der var noget i ligningen, jeg havde overset.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at forberede mig. Jeg satte et møde op med banken, jeg fik klappet tingene af med mit bagland, og jeg fik en henvisning til en speciallæge, bare lige for at få tjekket, at alt fungerede, som det skulle. Stort var chokket, da jeg en regnvåd aften i november, stående på en kold gang et sted i Aarhus nord, fik at vide, at det desværre så ud til, at jeg ikke kunne få børn.

Men engang imellem tager videnskaben heldigvis fejl, og da jeg en morgen, 4 måneder senere, tissede på først 1, så 2, 3 og 4 pinde, og der var to streger på dem alle sammen, var jeg nær besvimet af begejstring, chok og fryd.

Jeg havde frygtet, at jeg ville opleve min graviditet som noget ensomt; at det, at gøre noget, som de fleste er to om, ville puffe til den samme følelse, som man kan få, når man er den eneste single i et selskab. Man er jo hverken mere eller mindre alene, end man var, da man to timer tidligere stod i sin lejlighed og sang all the single ladies – det føles bare sådan. Men jeg havde en fest med at være gravid, og følte mig på intet tidspunkt hverken halvt eller stakkels.

Vi fik en hård start, min lille søn og jeg, fordi jeg blev ramt af svangerskabsforgiftning, og derfor røg ind og ud af Skejby, indtil jeg blev sat igang, og verden for altid blev delt i et før og et efter.

Jeg tror, at de fleste nye forældre er i granatchok de første par måneder, uanset om man er selv eller sammen. Lige der tror jeg ikke, at der er nogen forskel. Den fuldstændige, altoverskyggende kærlighed til det lille mirakel, kombineret med forskrækkelsen over det ultimative tab af kontrol, er vist bare en del af pakken.

Til gengæld tror jeg, at omvæltningen i mange tilfælde føles større, når man gør det alene, end hvis man er to, fordi man, som selvvalgt alenemor lander imellem to stole. Man har dagsrytme og livsindholdet til fælles med par, men man er stadig single, hvilket betyder, at det er vennerne, der udgør voksenkontakten og det primære netværk. Ofte grupperer man sig med dem, man ligner mest; som single har man flest singlevenner, og netop det med, at man er vant til at hente sit sociale input udenfor hjemmet, er en udfordring, når man pludselig er den eneste i sin single-omgangskreds, der har et barn. Og modsat dem i omgangskredsen, der *har* børn, som kan skiftes til at blive hjemme om aftenen, når den lille sover, så har man som alenemor truffet en beslutning, der indebærer, at det ikke som udgangspunkt er en mulighed. Det betyder, at man ret pludseligt skal redefinere hele sit sociale liv, og at man skal ud og være opsøgende i en periode af sit liv, hvor de fleste er ramt af et søvnunderskud på størrelse med Alaska.

Heldigvis har jeg været så heldig, at jeg har fået verdens bedste børn. Helt objektivt betragtet, selvfølgelig. Det betyder, at selvom det fra tid til anden har været hårdt, så har jeg aldrig – ikke én eneste gang – været det mindste i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, jeg traf.

Fordi jeg får lidt taletid her om et emne, som meget naturligt er noget, jeg ofte bliver spurgt til, vil jeg gerne slutte med at runde to ting:

  1. Ting, jeg hører ofte:

A) Hvad tænker du ift. at du har fravalgt en far på dine børns vegne?

Lige præcis ift. donorbørn, synes jeg faktisk ikke, at den sætning giver mening, ganske enkelt fordi, de var ikke blevet til, hvis vi ikke havde valgt at få dem selv. I min (meget subjektive) optik, har vi tilvalgt børn langt mere, end vi har fravalgt en far.

B: Kan du ikke bare få en sitter/spørge dine forældre?

Nu, hvor vi kender hinanden så godt, vil jeg tillade mig at være ærlig: Det her er et af dem, jeg godt kan komme til at skære en lille smule tænder over. For jo. Selvfølgelig kan jeg det. Men jeg tror simpelthen ikke, at folk forstår – sådan forstår-forstår – at mine børn skal passes HVER gang, jeg skal noget. Frisør, lange arbejdsdage, møder, kurser, læge, tøjindkøb, tandlæge, fødselsdage, skole/børnehavemøder osv. osv. osv. Jeg fravælger MEGET, og det er jeg både afklaret og ok med, men fx. underviser jeg 1 time hver torsdag aften, og det betaler jeg 800 kr i måneden til en babysitter for. Hvilket betyder, at jeg reelt betaler penge for at gå på arbejde. Og sådan er det. Jeg elsker at undervise, og det giver mig meget ift. at føle et tilhørsforhold til byen, men det er bare for helt konkret at illustrere, hvorfor man ikke kan hive en sitter ind i tide og utide. Og mine forældre er de bedste i verden, og hjælper os meget – men det er ikke deres børn, og dermed heller ikke deres ansvar.

2) Overvejelser du kan gøre dig, hvis du overvejer at gøre det selv.

A) Din alder. 

Rigtig mange kvinder, der overvejer børn selv, skubber beslutningen, til de er i slutningen af 30’erne. Jeg var 33, da jeg fik Anton, og 38, da jeg fik Frida, og jeg vil gerne slå et slag for, at man ikke venter for længe. Anton er lavet i første forsøg, Frida i 5. Det kan være tilfældigt, men chancen for at blive gravid ER bare større, når man er yngre, og når først man træffer beslutningen skal det helst være nu-nu-NU. At få dem, inden man bliver for gammel, betyder også, at chancen for at kunne give sine børn søskende, hvis man gerne vil det, er større. Og selvom man på forhånd tror, man kun skal have ét barn, kan meget ændre sig over tid. Så er det fedt, at muligheden er der. Og endelig er det ofte mormor og morfar, der udgør det primære netværk, når man får børn selv, og i dén ende af skalaen, er der KÆMPE forskel på, hvor meget hjælp, man kan tilbyde, når man er 55 kontra 65.

B) Valg af metode. 

Uanset om man vælger at gå gennem en fertilitetsklinik, om man laver regnbuebørn eller får en hjælpende “hånd” af en ven, så følger der konsekvenser med. Jeg vil virkelig, virkelig anbefale, at man snakker med nogen, der har brugt den metode, man selv overvejer, for at få kastet lidt lys over fordele og ulemper. At få børn med nogen, uden at være par, kan fx. være en udfordring, fordi han kan have en kæreste eller en familie, som måske ikke er så afklaret med hans manglende far-rolle, som du og han selv er.

C) Ikke at vælge er også at vælge.  

Hvis man er kærester, og gerne vil have børn, skal man ikke gøre noget anderledes, end man plejer at gøre, andet end måske lige at steppe ned på prævention. Hvis man gør det selv, kræver det en meget konkret, aktiv handling at blive gravid. Og der tror jeg, man kommer til at spilde megen tid, hvis man venter på at vågne en morgen, opfyldt af den endelige visheds klare lys. Man vågner ikke en morgen og Er Klar. Nogle gange må man beslutte, at det her er så klar, som man bliver – og gøre det.

unknown

—————

Min tidligere Udbryderdronning, Ditte, kan du møde lige her med hendes historie om at forelske sig i en 24 år ældre mand og få hele livet vendt på hovedet<3

Forresten #22

Reklame / Indeholder reklamelinks

– er Fyrsten i dag vendt hjem med vores nye sofa. Den står lige nu delt i to og pakket ind i plast i udestuen, og jeg er hunderæd for at pakke den ud af frygt for, at den pludselig ikke er så fin, som jeg husker den.

– har jeg i dag prøvet at filme en lille video til bloggen, hvor jeg deler mine erfaringer med nogen af Nilens Jords (reklamelink) produkter. 10 gange har jeg prøvet. Først løb jeg tør for strøm midt i det hele. Så havde jeg pludselig ikke nok hukommelse og måtte til at slette. Og endelig lurede Ane, at jeg havde gang i noget spændende. Den ene optagelse blev brat afbrudt efter bemærkningen: “Denne her læbestift er helt åndssvagt god!” ….. “Mor, kom lige og se en KÆMPE lort jeg har lavet!” Jeg prøver bare igen i morgen, ikk’?

– er Ane begyndt at udvikle sine trusler en smule. De har i lang tid heddet “Så må du ikke komme med til min/Karlas/Holgers fødselsdag!” I sidste uge hed det: “Så må du ikke komme med til Holgers fødselsdag! Du må godt aflevere mig, men du kommer IKKE med ind!” Så fik hun naturligvis sin røde sodavand prompte!

– har jeg for første gang nogensinde besøgt Genbyg i dag. Første gang – ikke sidste! Åh, jeg kunne være flyttet ind på stedet!!! Alle de gamle sager og skønheder og ufortalte historier. Planen er at tage en tur derud igen senere på ugen for at finde en dør til Anes kommende værelse, og jeg glæder mig allerede. Jeg har ikke følt det sådan her, siden Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter;)

– er Cash i dag 10 år og 26 dage gammel. Jeg har hørt, at med en Golden Retriever af hans størrelse er hver dag over 10 år en gave. Så vi føler os meget rige:) Jeg tænker dog også, at hver dag over de 10 år gør noget ved odøren. Enten det ellers er der en kat, der er kravlet op i ham og har lagt sig til at dø. Jeg elsker dig, Cash, men for dælen, hvor du dog stinker!

– nu vi er ved døde katte, så er jeg med i en facebookgruppe for det nabolag, vi bor i. Og hvert andet opslag handler om forsvundne katte. Så meget at der nu har udviklet sig helt seriøse spekulationer omkring, hvorvidt vi deler vej med en kattenapper. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller låse Charlie inde…..

– levede jeg af Dumle slikkepinde (og kolde Hof) på Vejlø, så jeg skyndte mig naturligvis at købe en pose, da vi vendte retur til civilisationen. Og så smager de bare overhovedet ikke ligeså godt – hvad fanden sker der for det?? Det er lidt det samme med nøddebidder, som også er et Vejlø-højdepunkt. Og at jeg kan købe dem i Aldi når som helst resten af året er fuldstændig lige gyldigt.

– fulgte denne nederdel (reklamelink) med min sending fra Zalando, da jeg modtog mine gummistøvler. Den er SÅ mega fin! Og kun lige to centimeter for lille i livet;) Den bliver min motivationsfaktor for at få startet op på det der kejserinde-træning igen. Efter uge 29. Hvis der er flere Dumle-slikkepinde i kiosken….

– har jeg forresten lavet en aftale med en af ølejrdeltagerne om at stille op i ‘Scenen er din’ i uge 29 med en Nik og Jay parodi. Jeg var ikke engang beruset. Og jeg er ret bange for, at hun mener det seriøst.

– tænker jeg at udgive endnu en Udbryderdronning en af de nærmeste dage. I tog så godt imod min første af slagsen, så jeg er spændt på at præsentere jer for endnu en sej kvinde:)

– var Ane sur og tvær inden sengetid i dag, så vi dansede det ud til Liga, Alphabeat og Burhan G. Jasper stavrede grinende rundt som en tosse og prøvede at danse med, og Ane var pavestolt, da hendes far kom med opmuntrende tilråb til hendes skøre dancemoves. Det er øjeblikke som dem, der minder mig om, hvor helt åndssvagt heldig jeg er!

img_7176 img_7177 img_7178

Udbryderdronninger – Ditte

Min første Udbryderdronning er Ditte. Og jeg kender hendes historie til hudløshed, fordi jeg på sin vis har været med på første parket. Ditte og jeg har kendt hinanden i de 23 år, jeg er kommet på Vejlø, og vi mødte begge vores mænd i Vejlø-sammenhænge. Og faktisk har vores mænd kendt hinanden i endnu længere tid og endda boet sammen. Så altså – jeg kender historien. Alligevel fik jeg tårer i øjnene, da jeg læste den. Eller måske derfor? Her er den i hvert fald. Og vil du følge mere med i Dittes liv, så går hun under navnet @dummeditte på Instagram:)

——————————————-

 

”Åh nej, lille skat!”. 

Jeg kan stadig høre det. Min mors stemmes klang, da hun sagde den sætning. Det er 8 år siden, men jeg kan stadig lige så tydeligt huske hvor ulykkelig hun lød. Og hvor ondt det gjorde mig, at hun sagde sådan. Jeg forstod hende godt – hendes reaktion var helt berettiget.

Jeg var 23 år gammel, da jeg mødte min mand. Nej, det er faktisk løgn – jeg mødte ham længe før.
Jeg var 23 år gammel da jeg blev vildt og voldsomt forelsket i en mand på 47 år.

(Lad mig starte med at afsløre, at det hele ender lykkeligt. Eller, ”ender” er måske så meget sagt, men I forstår nok.)

img_6644
Marts ’09
Jeg skulle på skitur med min veninde – og 50-100 andre fra det der ø-lejr. Men min veninde blev syg, og solgte sin billet til sin farbror. Jeg var så tæt på at springe fra, fordi hun ikke skulle med. Der var så mange gode grunde. Jeg kendte de andre, men slet ikke på den der trygge og afslappede måde. Men jeg levede en stor del af mit liv fra sofaen dengang, og jeg trængte virkelig til at udfordre det hele lidt. Så jeg hankede op i mig selv, samlede alt mit mod og overskud, og tog med. Heldigvis.

Det gik galt allerede den første aften på turen. Jeg havnede i planlægningsgruppen for fredagens fest. Det gjorde han også. Han? Ja, altså min venindes farbror.

Jeg vidste godt hvem han var.
Min venindes far boede på en bondegård sammen med sin bror. Hver sommer inviterede de alle de bedste 200 mennesker de kendte til et brag af en fest – med telte i haven, god mad, leg, musik og et fadølsanlæg. Min veninde tog mig med da vi var 17 år.
Broren var typen man ikke overså – han råbte op og underholdte, over det hele og hele tiden.
Han var gift med en kedelig, sur kvinde (altså – dét er hun slet ikke, men det var mit indtryk dengang).
Og han havde to smukke døtre, som jeg kendte rigtig godt.
Fra dengang, jeg som 17-årig lå i en hængekøje i deres have dagen derpå sammen med min veninde, og blev opvartet af dem, til et par år senere da de begyndte at tage med deres kusine på ø-lejr og dermed drikke øl, spille spil og snakke dybt om livet med mig og mit slæng. De var for unge til at være mine veninder, men jeg var så tæt med deres ældre kusine, at jeg måske blev lidt en bonus-kusine for dem.

Vi var 5-6 stykker i planlægningsgruppen. Det var skidesjovt. Vi var skidesjove. Han kiggede mig så dybt i øjnene, og jeg kiggede lige tilbage. Fra det øjeblik var der ingen anden. Og jeg fik gåsehud da han blev spurgt til sin civilstand, og svarede at de ikke var gift (spørg mig ikke hvorfor – måske virkede det mere tilforladeligt at være betaget af en mand der ”kun” havde en kæreste…).

Resten – jeg sparer jer for detaljerne – foregik i smug. Hvordan, forstår jeg dårligt i dag – med så mange mennesker samlet på så lidt plads.

Hans yngste datter var også med på skituren. Det var frygteligt. Jeg var sikker på at hun kunne se på mig, at der var et eller andet. Jeg var så bange for hende, men det ville først blive mistænkeligt hvis jeg undgik hende.

Da vi skulle hjem fra den skitur, ville jeg ikke have mere med ham at gøre. Han var alt for gammel, i et forhold og det var noget værre rod med de børn. Så vi havde taget afsked da vi satte os om bord i bussen.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det sæde. Det var forkert i mit ben, i min arm, i min balde – og min sidemand skulle i hvert fald ikke læne sig op af mig eller så meget som strejfe mig. Jeg havde det ad helvedes til.
Busturen tager 12 timer. Man kører afsted om aftenen og lidt over midnat er der et pitstop ved en tankstation. Rygerne ryger, de fleste strækker ben og mange proviantere. Jeg blev siddende i den tomme bus. Han sneg sig hen og spurgte om jeg ville låne hans telefon (en viiirkelig old school sag, allerede dengang). Jeg sagde ingenting, jeg tog bare imod den. Trykkede 8 gange, og afleverede den tilbage.
Resten er busturen var jeg helt rolig. Jeg sov på kryds og tværs med min sidemand, og sædet var pludselig helt i orden.

Jeg var kun lige kommet hjem på sofaen (virkelig!), da min telefon ringede. Jeg tager den aldrig. Slet ikke hvis det er et nummer jeg ikke kender der ringer. Men det gjorde jeg selvfølgelig lige der. Han var ude og fodre køer eller hvad fanden han nu havde brugt for en undskyldning.
Og nej, jeg ville ikke se ham. Overhovedet ikke. Det talte vi om en times tid, indtil jeg lod ham overtale mig.

April-maj ’09
Jeg nægtede at indrømme det, de første måneder. Jeg påstod hårdnakket at jeg ikke havde nogen følelser i det. At det bare var sjov og ballade. Men det var løgn, og den eneste der troede på løgnen var vist mig selv.

Han var helt afklaret. Han var åben og ærlig, og vi havde ikke set hinanden særlig mange gange, før han sagde at han elskede mig. Jeg fnøs, og sagde det var noget vrøvl – og han gav mig ret og rettede det til at han elskede det han kendte til mig. Jeg lod som om det var noget pjat, men jeg var lykkelig.

Jeg nægtede ham at sige noget til nogen. Slet ikke sin ”kone”. Han insisterede. Jeg bad ham komme og tale med mig først, og han accepterede. Troede jeg. For da han dukkede op i min lejlighed, havde han sagt det. Ikke fortalt hvem jeg var, men at jeg var der – og at han ikke længere ville bo sammen med hende.
Jeg blev skidesur, og endnu mere lykkelig.

Jeg nægtede at han fortalte nogen hvem jeg var, indtil jeg i en gedigen cocktailbrandert kl. 4 om morgenen indrømmede sammenhængen for min veninde. Dén veninde. Så kom sandheden frem, og han afslørede det for resten af sin familie.
Han var så skide modig. Han tvivlede aldrig på os, og han slog benene endnu mere væk under mig, fordi han var så sikker.

Jeg hviskede det til mine veninder. Altså, jeg fortalte om den her ligegyldige flirt jeg havde med manden. Jeg havde jo ingen følelser i det.

Juni ’09
Indtil vi var til en anden ø-lejrfest. Eller, det vil sige jeg var til festen med en anden veninde. Og Fyrsten & Fruen. Han var der bare også. Han ville have vi opførte os som kærester, jeg lod som ingenting og ville nærmest ikke kendes ved ham.
Men som promillen steg, dalede min modvilje – jeg kunne jo ikke holde fingrene fra ham. Og da han bød min lidt sky veninde op til dans, og jeg så hvor sjovt de havde det sammen, gav jeg slip. Jeg gav slip på alle mine åndssvage forbehold. Hun havde ingen forbehold – så hvad skulle jeg med mine? Da de var færdige med at danse gik jeg ham i møde og fortalte ham at jeg elskede ham. Ubetinget!

Set i bakspejlet forstår jeg slet ikke at han holdt ud. At han holdt ud at høre på alle mine formaninger om at jeg faktisk var ligeglad. At han bare blev ved, uden at afsløre at det gjorde ondt når jeg sagde sådan. Måske var det fordi han så lige igennem alt mit vrøvl?

Tiden der fulgte var virkelig angstprovokerende. Min mor hader det udtryk. Men det var den. Vi var så forelskede, men der var så mange der skulle ”godkende” vores forhold. Det skulle de selvfølgelig ikke, men det er svært at være rigtig glad for sådan noget, hvis alle andre misbilliger det.

Hans børn var 16 og 18 år. Lad mig minde om, at jeg var 24 (ja, det blev jeg kort efter at vi blev rigtigt kærester. Han fejrede mig med digestive kiks med ost og gav mig sin yndlingsbog og et sæt undertøj der var så forkert i størrelsen at det dårligt kunne have været mere akavet!).
Det var det vildeste, sværeste, mest sindssyge at skulle møde dem. Igen. Det blev den yngste først. Til en koncert. Jeg tog derind sammen med ham, og vidste godt at hun også ville være der. Jeg var så bange. Men hun smilede bare, sagde hej og krammede. Og relativt kort efter skred han til andet arrangement, og jeg endte med at hænge ud med min nye bonusdatter og hendes veninder – og det var skidehyggeligt.

Jeg turde ikke sige det til mine forældre. Jeg var virkelig tæt knyttet til mine forældre, men ikke på den der krænge-hjertets-inderste-tanker-ud-måde. Og jeg har aldrig rigtig gjort oprør, så vi har heller aldrig skændtes. Jeg prøvede virkelig at gå til bekendelse, da jeg var ude at spise brunch med dem på min fødselsdag, men jeg turde ikke. Set i bakspejlet er jeg glad for at jeg ikke sagde noget der. Det var blevet en nedern dag.

Et par dage senere lagde vi en plan. Vi ville gå til Skt. Hans i Fælledparken, og jeg ville invitere dem med – uden at fortælle hvem han var. Så ville de møde ham, og med det samme forstå at alt var godt.
Om eftermiddagen ringede jeg til min mor. Men de ville ikke med. De gad ikke gå nogen steder. Fårk! For nu havde jeg sagt det med en ny kæreste. Og min mor spurgte naturligvis hvem det så var. Min venindes farbror. Og hvor gammel han så var. 47. Og så sagde hun det!

Vi snakkede lidt videre. Jeg tror hun græd. Jeg tror også jeg græd. Hun undskyldte at hun reagerede sådan, men hun kunne bare slet ikke rumme det. Kunne ikke tale om det. Og jeg forstod hende jo godt. Det lød så bizart. Jeg havde jo ikke engang selv ville kendes ved det.
Jeg var glad for at han var hos mig. Med al sin sikkerhed. Vi gik til Skt. Hans, men det var en mærkelig aften.

Jeg snakkede lidt med min mor om det efterfølgende, da hun havde slugt klumpen. Jeg indrømmede ikke hvor forelsket jeg var, bare at det føltes rigtigt lige nu – og at hun jo ikke behøvede at tage sådan på vej, for det var jo ikke som om vi var blevet gift.

Juli ’09
Der gik faktisk næsten en måned før mine forældre langt om længe mødte ham. Jeg var så bange. Det var så vigtigt. Mine forældre er gode mennesker, så selvom det gjorde ondt at høre om, stolede de på mig, og gav ham den varmeste velkomst, da vi dukkede op i deres sommerhus. Og min frygt blev selvfølgelig gjort til skamme. Han slog også benene væk under dem – og så var der faktisk ikke rigtig længere noget der stod i vejen for os.

August ’09
Jeg mødte hans mor første gang til endnu en sommerfest. Hun gav mig et stort kram. Han har siden fortalt at hun vist også synes det var noget mærkeligt noget med os – men det skulle jeg tydeligvis ikke mærke noget til.
Hans storebror kendte jeg jo allerede gennem min veninde. Jeg tror det var svært for ham, at hans datters veninde pludselig stod og snavede med hans lillebror. Det var svært for ham. Men han lod aldrig os mærke det – i hvert fald ikke på en dårlig måde.
Hans søster fik en stor plads i mit hjerte anden gang jeg mødte hende. Til en familiemiddag. En søndagsting på bondegården. Hun sad allerinderst på en bænk rundt om et bord. Det var min første familieting, jeg var meganervøs og vildt genert. Jeg hilste kun lige på de nærmeste. Men i den familie tager man altså krammeturen hele vejen rundt. Så han spurgte mig (højt!) om jeg havde hilst på søsteren. Og hun dækkede over mig og sagde ja. Det var en lille ting. Men det var et symbol på, at alle omkring os rummede og favnede os, det umage par!

Og så indtil nu
Han friede til mig på skituren året efter. Jeg skulle ellers slet ikke giftes. Men det blev jeg med ham. Ved et kolossalt og fuldstændig magisk, fantastisk og vidunderligt bryllup, på bondegården sammen med vores 115 nærmeste!
Min mor holdt den perfekte tale.
2 år efter brylluppet tog jeg et motorcykelkørekort og blev gravid med vores første fælles barn. Jeg skulle ellers slet ikke have haft børn. I hvert fald kun en datter.
Sommeren efter flyttede vi i villalejlighed med have på Amager, og jeg fødte en søn. Jeg skulle ellers aldrig have haft have, og da slet ikke på lorteøen.
Da vores søn blev 2, og jeg 30, blev jeg gravid igen (med vilje, altså…!).
I foråret flyttede vi til en villa i Sorø – min mand og jeg, og vores to børn. Jeg skulle ellers aldrig have boet andre steder end i København.

Min mand har udfordret alt hvad jeg troede jeg vidste om mig selv, mit liv og min fremtid. Han var alt det forkerte (fik jeg sagt, at han er et par centimeter lavere end mig, og mellemblond – jeg har altid været til høje, mørkhårede mænd) – og det hele var bare så rigtigt. Det hele er så rigtigt!

Jeg bilder alle ind der gider høre på det – og sikkert også dem der ikke gider – at jeg er typen der er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men i foråret ’09 var der ikke noget der var vigtigere, end hvad andre tænkte om mig. Jeg ville ikke være ”den anden kvinde”. Jeg ville ikke kendes ved mine følelser, og jeg ville i hvert fald ikke stå til regnskab for konsekvenserne af dem. Jeg ville bare gå i et med væggen og være lige som alle andre.
Åh, hvor havde det være kedeligt, hvis den stemme havde vundet …

img_6643

Men hvad med…
Hans ”kone”, som han altså ikke var gift med? Det var ikke som om de havde et kæresteforhold jeg brød, men det må alligevel have været lidt af en pille at sluge for hende. Hun har altid været sød og imødekommende. Et halvt års tid efter fik hun selv en skøn ny kæreste. Ro på, det er ikke så idyllisk at vi er blevet veninder – men vi omgås fint til pigernes fødselsdage og lign. Og hun er hverken sur eller kedelig, hun var bare sammen med den helt forkerte mand (og jeg var en uvidende, ung festabe da jeg dømte hende!).

Hans døtre? De to teenagepiger, hvis liv jeg vendte fuldstændig på hovedet? De har aldrig budt mig andet end kærlighed, og de er nu begge ældre end jeg var da jeg mødte deres far. De er stolte storesøstre til to små møgunger. De er mine allierede når deres far er urimelig, de er mine skarpe kritikere, de er dødirriterende og virkelig vidunderlige – helt lige som alle andre børn.
Om det var svært at få to halvvoksne børn med i kærestepakken? Næh, det var en bonus. Som den lille lækre chokolade der er vedlagt din ordre fra webshoppen. Nej, faktisk som en hel plade lækker chokolade!

P.S.
Ja, det er naturligvis sket, at fremmede har troet at vi var far og datter. Det skal de ikke være kede af, for vi ved jo godt selv at vi kan se lidt aparte ud. Vi bliver ikke fornærmede, men vi kan godt blive lidt forvirrede – mest af alt griner vi bare af det.

Faktisk sagde min mor lige forleden et eller andet til min mand om ”hans datter”. Altså mig! Det grinede vi meget af.
Senere samme aften sagde min far et eller andet til ham, om at han har to børn – rettede det og sagde ”eller jeg ved jo godt du har tre…”. Hvis der skulle være nogen tvivl, så har min mand altså fire børn.
Men mine forældre er jo også ved at være gamle. Min mor er 5 år ældre end min mand! 😀

img_6682

Udbryderdronninger

Jeg er – som I ved – samler. Jeg samler på kopper og dåser og skåle og knapper. Jeg har kopper nok til at invitere hele vejen på kaffe og knapper nok til at ordne alle deres bukser. Og det er egentlig lidt tosset, for hele vejen kommer aldrig forbi. De særligt smukke knapper ligger i et skrin for sig selv. Det er de knapper, som har specielle farver eller former, blomsterformede og sekskantede. Dem, der er lavet af glas eller porcelæn. De håndmalede, som har mistet næsten al farve. De er en broget skare, mine særligt udvalgte knapper. Og jeg nænner naturligvis ikke at bruge dem. Men engang imellem tager jeg dem frem. Jeg kigger på dem og vender dem mellem mine fingre. Forestiller mig, hvad de har været brugt til, og hvor de har været. Hvad der var deres historie. Før de landede i et skrin på en hylde i et lille skævt hus.

Jeg samler nemlig også på historier. Af den skønlitterære slags, blandt andet. Som Harry Potter, der genlæses år efter år. Og Kabalemysteriet, som efterhånden er så slidt, at omslaget ikke længere sidder fast på siderne. Og Naja Marie Aidts ‘Tre dage i Prag’, som kan læses inden kaffen er drukket op, men som bliver siddende i maven så meget længere.

Men de skønneste historier af dem alle? Det er dem, som folk forærer mig uden omslag eller fængende titel. Dem, de selv har skabt og levet. Det er fortællinger om mennesker. Med mennesker. Den slags er ubetinget dem, jeg elsker allerhøjest!

Og nu har jeg samlet nogen af dem her til jer. Hvis nu I elsker mennesker og fortællinger ligeså højt som jeg. De er skrevet af en række helt særlige kvinder, som jeg har valgt at kalde ‘Udbryderdronninger’. Og det skal ikke forstås på den måde, at disse kvinder er brudt ud ad noget – snarere at de bryder med noget. Med normer, med fordomme, med de kasser som vi alle fra tid til anden puttet hinanden ned i for bedre at kunne overskue verden. Men verden behøver ikke være overskuelig og genkendelig for at være smuk. Og hvorfor putte folk i kasser, når vi kan forme hinanden som sekskanter eller blomster?

Det er kvinder, som har noget på hjerte. Kvinder, hvis fortællinger skiller sig ud fra mængden og hvis perspektiver på verden er inspirerende og smukke. Kvinder, som på forskellig vis har rørt noget i mig.

Jeg har håndplukket hver og en, og de har indvilliget i at dele en bid af dem selv lige her. Og jeg håber, at I vil tage pisse godt imod dem, for det fortjener de virkelig!

Min allerførste Udbryderdronning hedder Ditte. Hende får I snart lov at møde. Måske allerede i morgen, hvis I er heldige? I kan godt glæde jer;)

img_6679