Når jeg går på nettet på min telefon, giver den mig altid fem forslag til sider, jeg skal besøge. Google, Boliga, noget arbejdsrelateret, Politiken og ‘log ind på din blog’. I dag var den sidste erstattet med Netto. De har haft fødselsdag, og man har kunne vinde præmier. Det gjorde man ikke. Til gengæld fik man syn for, at man åbenbart blogger for lidt pt.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte. Jeg har masser.
– der er det med, at Jasper ikke taler. I hvert fald ikke i forhold til, hvad der er forventeligt af en dreng på hans alder. Bekymringen. Og irritationen over bekymringen, fordi jeg jo er udmærket klar over, at børn udvikler sig i forskellige tempi. Men også stoltheden, når der kommer nye ord. For et par dage siden begyndte han at bruge mere end et ord af gangen. “Min mor!”, siger han<3
– eller det med den samtale, jeg havde med en veninde. Om hvordan jeg føler, at jeg bliver mere og mere socialt akavet og selvbevidst på den ufede måde med alderen. Tankerne om, hvad det skyldes, og ikke mindst hvordan jeg forholder mig til det. Hvordan jeg til tider føler, at det hæmmer mig. Og min store forbløffelse over at indse, at jeg åbenbart ikke er alene.
– og det med, at jeg føler skam, når jeg bruger penge. Sådan dybest set hver gang. Ikke overfor nogen som sådan, bare en generel følelse af skyld og skam. Og i den forbindelse om en gammel udfordring fra en blog-veninde om at købe en absurd dyr kringle. Eller måske var det en tærte? Den var i hvert fald dyr!
– og det med de smukke røde sko, som jeg skammer mig over at have købt, men ikke ville kunne leve uden! Kringle kan jeg til gengæld godt leve uden.
– det med at have en dobbeltseng med sidevogn, når nu vi alligevel altid ender med at ligge alle fire i vores kingsize 160-seng. Og det med ikke at ønske, at børnene ville sove i deres egne senge.
– eller det med simpelthen ikke at kunne forstå, hvordan det kan være, at børn i så mange sammenhænge blive anset som værende en gene for omverdenen? Jeg mener, der findes relativt mange af dem. Måske det var nemmere, for ikke at tale om mere respektfuldt, at indrette verden lidt mere efter dem end den anden vej rundt? Siger moren, som modtog evil eyes af den virkelig vilde slags, fordi hun vovede at tage to børn med på restaurant i Tivoli. En mandag i vinterferien. Kl. 17.30.
– der er det med, at jeg har fået lov til at skrive et gæsteindlæg hos en anden blogger. Et vigtigt et af slagsen. Et af dem jeg selv har skrevet mange af herinde, om hvordan man bruger sproget, når man taler om børns genetiske ophav. Altså – et af dem, der nærmest burde skrive sig selv. Det gør det bare ikke. Jeg har skrevet det om 20 gange. Og lidt mere, tror jeg. For den her gang har jeg mulighed for at nå ud til mange flere, end jeg plejer. Med et emne som er så uendeligt vigtigt for mig. Jamen, hej med dig, præstationsangst!
– og så er der det der med, at jeg jo er stoppet med at amme og derfor kan donere æg. Hvilket jeg skal. Når jeg lige har trukket vejret. Og nå ja – når jeg lige ved, om jeg ender med at måtte bruge alle mine omsorgsdage på at have ungerne hjemme i forbindelse med lock outen.
– og det med at måtte erkende, at selvom jeg insisterer på, at jeg ikke er blogger, så har jeg fremdyrket et vaskeægte bloggerbarn. Det er i hvert fald dét, min kamerarulle fortæller mig…. (“Næ, se nu der – en kurv! Den må foreviges!)
Ja, der er masser at tage fat på. Jeg ved bare ikke helt, hvor jeg skal begynde. Så nu begynder jeg her. Med at skrive om alt det, som jeg ikke skriver om. Men som jeg nu skrev lidt om alligevel;)
