Noget om ydmyghed….

image

Jeg tror ikke, at det er gavnligt at dvæle ved hver krise, som livet trækker én igennem. Ej heller tror jeg, at sneen bliver mere hvid og roserne mere røde, fordi man har gennemgået noget svært og nu er ude på den anden side. Men jeg tror på, at roserne syner mere røde af den simple grund, at man i øjeblikkets krise ikke bemærker hverdags små vidundere. Så når krisen er afværget, og man igen kan trække vejret roligt, lægger man pludselig mærke til små ting, som man har overset eller ignoreret. Og det er ikke så meget dét, at man lægger mærke til det, der kan slå benene væk under én. Det er erkendelsen af, at man nu ser noget, som man ikke anede, man havde glemt. Og derfor opleves roserne mere røde, sneen mere hvid og chokoladen mere lækker.

Jeg forsøger at lade være med at dvæle ved vores tid som ufrivilligt barnløse, men jeg forsøger ikke at glemme den. Jeg er meget bevidst om, at det var en periode i mit liv, som i den grad har været med til at definere mig. Og det er okay. Faktisk er det på mange måder ret fantastisk. For det giver mig en ydmyghed og taknemmelighed, som jeg ikke tror, jeg nødvendigvis havde været udstyret med, såfremt vi havde danset os gennem baby-projektet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mødre synes, at deres børn er det ypperste af alt, hvad der er smukt i verden. Jeg tror ikke på, at jeg elsker mine børn mere end enhver anden mor. Jeg tror til gengæld, at jeg, i højere grad end naboen, husker på, hvor helt ufatteligt prisgivet, heldig, privilegeret jeg er, at få lov at føle netop den kærlighed, som man har til sine børn.

Men helt ærligt – med en datter som hende her er kærligheden nok også bare ekstra svær at glemme;)

[vidcore vid=”TbCB7hdc”]

Ja, vi er midt i renoveringsrod! Og ja, der står et vitrineskab midt i stuen. Der har det stået i tre uger – jeg ser det ikke længere. Slet ikke når musikken spiller;)

Fødselsforberedelse

REKLAME (Jeg har fået fødselsforberedelsen som gave, men uden krav om at skulle reklamere)

image

På torsdag er det min sidste gang til fødselsforberedelse. Jeg har gået til Mindful Moving i Vanløse hos Pia og har været virkelig glad for det! Egentlig troede jeg (oh yes, kald mig bare naiv), at man fik tilbudt fødselsforberedelse i kommunal regi, men der er, som på alle andre områder, blevet sparet og skåret helt ind til benet. I Hvidovre, som vi er tilknyttet, er der sådan et ‘Barn i vente’-tilbud, som sikkert er ganske fint, men som primært henvender sig til førstegangsforældre, hvilket vi jo ikke er, og som hovedsageligt (som jeg har forstået det) omhandler det at blive forældre, ikke det at føde. Så i stedet anbefalede vores jordemoder, at vi fandt noget privat.

Som jeg har nævnt tidligere, frygtede jeg at fødselsforberedelsen ville være super langhåret, og vi skulle sidde i en rundkreds og visualisere, at vores vagina åbnede sig som en erantis i forårssolens stråler. Gudskelov tog jeg fejl! Til Mindful Moving har det været lige dele fysisk bevægelse, vejrtrækning, smertelindring og afspænding. Særligt det sidste er jeg stor fan af;) Derudover går jeg sammen med nogle rigtig søde piger, som jeg virkelig håber også at se på den anden side af babyleverancen! Der er blevet danset og grint og hoppet og stønnet, og på en eller anden meget mærkelig måde har Pia formået at få mig til at slippe kontrollen og bare være i nuet, hvilket er min helt store kæphest. Jeg har ikke én gang tænkt, om jeg så tosset ud eller lød mærkelig – jeg har bare været i det og ladet min krop styre showet for en gangs skyld. Helt ulige mig og helt fantastisk:)

Jeg har hørt flere gravide udtale, at man overhovedet ikke behøver gå til fødselsforberedelse – at man kan læse sig til det hele, og at kroppen godt ved, hvad den skal gøre. Fred være med den holdning, den passer bare på ingen måde på mig! Jeg har lært MEGET, som jeg indtil videre ikke er stødt på på skrift, og med tanke på at dette bliver den vildeste præstation min krop nogensinde skal gennemgå, så har jeg denondelynemig tænkt mig at lære så meget som overhovedet muligt! Og hånden på hjertet – jeg ville jo alligevel ikke få læst halvdelen af det, jeg burde, med tanke på hende den 2-årige, vores renoveringsprojekt og min allerede indtrædende ammehjerne. Og ja, kroppen er skabt til at føde. Men jeg skal skubbe et menneske ud af min skede. ET MENNESKE! Better safe than sorry;)

Så selvom det faktisk er en anelse vemodigt at skulle sige farvel til Pia og de andre piger på torsdag, så føler jeg mig godt forberedt!

 

 

At danse nøgen rundt i stuen med en hindbærroulade i den ene hånd og en flaske Asti i den anden!

Det er mig! Jeg danser nøgen rundt i stuen med en hindbærroulade i den ene hånd og en flaske Asti i den anden:) Eller…. Måske har jeg tøj på, fordi det jo for fanden er blevet vinter lige pludselig! Og måske spiser jeg hverken hindbærroulade eller drikker Asti. Men jeg danser! Inde i mit hoved i hvert fald;)

Jeg er i skrivende stund på barsel! Helt rigtig barsel! MED LØN! Jaaa, hva’ gi’r du – det er satme store sager:) Det næste år plus lidt til skal jeg fordrive tiden med Ane, fødsel, kagebagning, Fyrsten, mødregrupper, en smule læsning, HBO-serier, gylp, lort og seriøs søvnmangel. Og jeg glæder mig SOM EN VANVITTIG!!!!

image

Der findes kvinder, som helst ikke vil væk fra arbejdsmarkedet. Kvinder, der har brug for jobmæssig stimuli og regelmæssige mentale udfordringer, som kun ens arbejde kan frembringe. Kvinder, som tager barsel, fordi det er lidt svært at slippe udenom, hvorfor de iler tilbage til karrieren, så snart muligheden viser sig.

Jeg er ikke en af dem!

Misforstå mig ikke – jeg kan godt li’ mit job! Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg er virkelig glad for det:) Men jeg arbejder for at leve – ikke omvendt. Så selvom jeg synes, at mit job er skide spændende, selvom jeg dagligt føler mig udfordret på den fede måde, selvom jeg elsker mine kolleger sådan helt rigtigt, så går jeg på barsel med det største smil! Der er tandkød all the way;)

For barsel betyder lige her og nu mere tid med Ane. I dag da jeg hentede hende fra vuggestue, brugte vi tid på at lege på legepladsen. Så kiggede vi på billederne på gangen, før vi gik ud på parkeringspladsen og legede gemmeleg bag skraldespandene. Så brugte vi ti minutter på, at Ane skulle lukke min cykelhjelm, mens jeg lavede mærkelige grimasser til hendes store fornøjelse:) Det tog ca. 45 at komme hjem. For vi skulle intet nå. Jovist, aftensmaden skulle naturligvis smækkes i ovnen, men jeg kunne med god samvittighed lade både nullermænd, opvask og klatroderi ligge, for det kan jeg ordne i morgen. Og når jeg har ordnet det, kan jeg tage en lur, så jeg, til en forandring, er frisk og veloplagt, når jeg henter Ane. Dét er fandme fedt! MEGET!

Og fremadrettet betyder barsel muligvis gylp, søvnløse nætter og hudløse brystvorter. Muligvis. Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed er, at det betyder duften af baby, nyforelskelse, første smil, knirken, stolthed og lykke.

Lige nu – i denne stund – er livet ret perfekt! Jeg sidder midt i verdens største rod, fordi huset er på den anden ende med håndværkere hist og her og støv alle vegne. Jeg har ingen roulader inden for rækkevidde, Asti er no go, og det er for koldt til at have bar røv. Men jeg har Anne Linnet (Jeg er jo lige her – hvad ellers??!) på pladespilleren, the i koppen og jeg er på barsel. Livet er ret perfekt:)

 

PS: Bloggen er kommet på Facebook! Den er god nok:) Bare klik på det lille, fine ‘f’ i toppen af bloggen, så finder I mig:) Og like lige, hva’?! Jeg har pt 61 likes, hvilket er ganske fint! 84 er bare et pænere tal:)

 

Miriam, min Miriam

Jeg tror, at de fleste har opdaget, at der er blevet uddelt ‘Børn i byen’-priser i dag. Inden for bloggerkategorien var det Trine/Lortemor, der løb med sejren. Velfortjent!

Jeg er vild med Trine. Hun er en af de få blogs, hvor jeg læser alle indlæg. Det siger faktisk ikke så lidt, for jeg følger ret mange blogs. Gode blogs, naturligvis. Ellers havde jeg ikke fulgt dem! Men stadig blogs som fra tid til anden leverer indlæg, som jeg allerede ud fra overskriften vurderer ikke fortjener min fulde opmærksomhed. Ikke fordi de er dårligt skrevet, men fordi de er skrevet uden følelse. Den slags indlæg, som en blogger skriver, bare for at skrive noget. Blog-gas. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at have slået en virtuel prut i ny og næ, men jeg bestræber mig virkelig på kun at skrive, når jeg har noget på hjertet, som er værd at skrive om. Så udgiver jeg hellere indlæg med 5-6 dages mellemrum, end jeg skriver uden egentlig at have noget at berette.

Trine er med i puljen af prutfrie bloggere, og det elsker jeg hende for! Og jeg synes i den grad, at hun har gjort sig fortjent til sin pris:)

Men! Selvom min blogkærlighed til Trine er stor, så er det ikke den største. Mit hjerte banker særligt for en blogger, som fortjener et hav af priser, hvis du spørger mig. Men ikke ‘Børn i byen’-priser. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at det ville være helt forkert;) Men en ‘Bridget i byen’, ‘Stiletter i staden’ eller ‘Frank og Frøkenen’-pris – det ville være passende og fortjent!

Det er naturligvis Miriam, jeg taler om. Miriam er intelligent, velformuleret og særdeles glad for is og stiletter. Hun er åbenmundet og højtråbende – og hun er på ingen måde bange for at tage en god debat. Dét elsker jeg! I et blogland hvor det til tider kan virke som om, at folk bare venter på at blive forarget eller trådt på, er det befriende med en blogger som Miriam, som siger tingene, som de er og tør stå på mål for sine holdninger. Der er aldrig blog-gas hos Miriam – der er til gengæld både rart, sjovt og hyggeligt:) Og nogle gange larmende;)

image

Lad høre – hvilken blog er din absolutte yndlings og hvorfor?

I jordemødrenes sko

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at der er store besparelser og som følge deraf forringelser i sundhedssektoren. Hvor slemt det står til, kom dog alligevel lidt bag på mig…..

  • Jeg fandt en andengangsfødende i modtagelsen.Hun var 6 cm. åben og havde ikke set en jordemoder i to timer.
  • Jeg har måtte forlade en kvinde, der lå i for tidlig fødsel i uge 33. Hun var i den aktive del af fødslen.
  • I nat har jeg haft 8 timers overarbejde, dvs jeg har arbejdet 16 timer, mod de planlagte 8.
  • Vi har tre fødende, der ikke har nogen jordemoder hos sig.

Dette er blot en udsnit af udtalelserne fra de jordemødre, som man møder i følgende klip. Og det er desværre ikke det værste…..

Gør jer selv den tjeneste – gør jordemødrene den tjeneste – at se videoen til ende. Jeg ved den er lang, tilgengæld vil jeg så spare jer for et langt indlæg. Men se den, del den, råb op. Det er simpelthen ikke godt nok!!!!!

Uge 30 – status

Jep, jeg er her stadig! Jeg har bare prioriteret at holde efterårsferie fremfor at blogge.

Den sidste uge er gået med Lolland, kram, Marabou, kys, lur, pizza, kaffe, Luksusfælden, æblekage, mere lur, håndværkere, improviseret spisestue, nybagte boller, mere lur og the. Så er I opdateret;)

Og nu en status over uge 30, som jeg let og elegant (læs: tungt og træt) rundede i tirsdags:

  • Jeg har stadig ingen fornemmelse af, om det er en pige eller en dreng. Ingen overhovedet. Og jeg er fortsat ret så ligeglad:)
  • Jeg er dog overbevist om, at det er en bebs med slagkraft, for den dasker mig til tider så hårdt, at jeg kan lave knuckles med den!!!
  • Jeg synes, det er pænt hyggeligt med de der dask og spark. Nu. Jeg gruer lidt for, hvordan de mon vil føles når Baby er dobbelt så stor…
  • Der begynder ligeså stille at komme babyer til i de terminsgrupper for december, som jeg er med i på Facebook. Det skræmmer mig fra vid og sans! Jeg skal bare overhovedet ikke presse noget menneske ud de næste mange uger!
  • Jeg har det stadig helt fint med min vægtøgning, selvom jeg nu har rundet de 20+. Jeg har det fint med det:) Psykisk. Rent fysisk er der stadig 6 arbejdsdage tilbage, før jeg skal på barsel, hvilket betyder 6 cykelture á sammenlagt 15 km. Det er tung og hårdt, og jeg mangler sådan et ‘bred last’-skilt til min røde jernhest.
  • Jeg er begyndt til fødselsforberedelse, og jeg er vild med det!!!! Jeg havde forestillet mig (… frygtet, ku’ man også sige), at vi skulle ligge i en cirkel og stønne, mens vi visualiserede, at vores skede åbnede sig som en rose i foråret. Oh no, vi danser og griner og stønner kun minimalt:) Men det fortjener et indlæg for sig selv!
  • Jeg hører “Det er vist lige op over, hva’?”-bemærkningen minimum én gang om ugen. Det bliver nogle lange måneder…..

image

Knald for Danmark??

I denne uge er det 5 år siden, at Fyrsten og jeg sad med trippende fødder og krydsede fingre hos lægen. Det var til sådan en åben konsultation, og vi var inde og ude på under 10 minutter. Derefter græd jeg i bilen, mens Fyrsten – som altid – gav mig et kys og en peptalk.

Jeg husker ikke rigtig noget fra dagen op til det punkt. Jeg ved ikke, hvilket tøj jeg havde på, eller hvilket ligegyldigt ugeblad jeg bladrede i i venteværelset. Men jeg husker, at vi sad i bilen. Jeg husker, at det var koldt. Jeg husker, at jeg græd, og at Fyrsten var optimistisk. Jeg husker, jeg tænkte, at han lod som om, han var optimistisk. Men jeg vidste, at han også havde behov for at synke beskeden, for han startede ikke bilen. Han sad et minuts tid, lirede en svada af om, at det nok skulle gå. At de kan så meget nu til dags. At vi da nu havde et svar og kunne komme videre derfra. Og så sad han tavs i en stund, før han startede bilen og fragtede os hjem. Nu med den lidet flatterende titel som ‘Hr & fru ufrivilligt barnløs’.

Vi var henholdsvis 26 og 36 år gamle, og havde på dette tidspunkt forsøgt at blive gravide i et år og to måneder. Ikke på ‘kom, lad os knalde’-måden. Mere på ‘kom, der var vist en svag streg på min ægløsningstest i morges’-måden. Meget langt fra ‘kom, lad os knalde for Danmark’-måden. Og lige så lidt som vi havde Danmark i tankerne, da jeg lå der med røven stablet op på en fire-fem hovedpuder og med stængerne i vejret, lige så lidt havde Danmark os i tankerne, i den periode vi stod over for efter vores onsdag eftermiddag hos lægen.

Men i aften skal der altså knaldes for Danmark – i ugens bedste sendetid. Og jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå for sig. Jeg håber, at det bliver sagligt. At problematikken med, at vi får for få børn i Danmark, bliver belyst fra flere vinkler, og at fokus ikke blot ligger på, at de danske par er for selvoptagede og går i gang for sent. Det håber jeg virkelig. Men ærlig talt så tvivler jeg…..

image
(Fundet her på DRs hjemmeside)

Et godt grin….. Jeg kan faktisk godt grine lidt af, at man tager problemet op, netop som Hr. Løkke Rasmussen er tilbage i førertrøjen. For det var han også, dengang vi knaldede løs med ét mål for øje. Men der var intet heppekor på vores sengekant. Der var ikke tv-programmer som hyldede mit 25-årige jeg for at gå i gang i tide. Dengang hed det ikke ‘Knald for Danmark’, men ‘Knald for din egen regning!’.

Jeg ved godt, at det år hvor der var brugerbetaling på fertilitetsbehandling ikke er grunden til det dalende fødselstal. De 900 børn som aldrig kom til verden udgør blot en brøkdel i det store regnestykke. Det ved jeg godt. Og jeg ved godt, at denne kampagne ikke er rettet mod dem, der kæmper med infertilitet. (Selvom jeg personligt synes, at det er indbegrebet af dumhed, at man ikke forsøger at lette processen for dem, som rent faktisk gerne vil have børn, fremfor at pege fingre af dem, der tøver!!!! Og nævnes fertilitetsbehandling med bare ét ord, så skal jeg nok være hidsig herinde i morgen.)

Jeg bliver bare vred. Vred over at medierne skal tude os ørerne fulde af, at vi burde få nogle flere børn, samtidig med at samfundets indretning gør det mindre og mindre attraktivt. Dagpengereform og gensidig forsørgerpligt, min bare røv. Ingen pension og optjening af ferie under barsel, badrrrr. Børnene er for længe i institution, og vi fjerner muligheden for pasning af eget barn, are you fucking kidding me??!

Jeg siger, start der! Start med at skrue et show sammen, som småbørnsforældrene står bag. Lad dem vise, hvorledes deres hverdag hænger sammen, og hvor det halter. Lad være med at hentyde, at de personligt er skyld i samfundets dårligdomme, fordi de har brugt for mange timer på crosstraineren eller på universitetet.

Knald for Danmark?? Ej, ikke som tingene ser ud lige nu!!!

 

 

Gæt en hovedstad!

For et års tid siden smed jeg en lille leg ind på Instagram, som jeg havde lavet med nogle elever.

I dag var der en følger, som efterlyste billedet fra dengang, men jeg kan ikke finde det, så nu får I legen her i stedet.

Det handler om at gætte hovedstæder. Eks. (som den kvikke nok hurtigt vil bemærke IKKE er en hovedstad, men nu skulle jeg jo lige finde på noget) – “Metalbeklædt fæstning” = Guldborg. Get it?? Og prøv nu uden at bruge Google til hjælp, så er det sjovere;)

Sæt i gang:)

  1. Vi grinede
  2. Find en plads til båden
  3. Bogcelle
  4. Eksplosiv gourmet
  5. Put far i ovnen
  6. To forfriskninger
  7. Guddommelig sygdom
  8. Syng en grøntsag
  9. Vask 1000 kg.
  10. Stilhed på havnen
  11. Tilbud
  12. Stjæl den varme drik
  13. Vanvittigt galop
  14. En del af rokken
  15. Køb en pige
  16. Fortæl det til konen
  17. Lej en regning
  18. Krigsbarbermaskine
  19. Ikke stille insekt
  20. Dig ikke se

img_9423

Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

Ja, gu’ er jeg tyk!

Jeg har taget en del på under min graviditet. Og nej, vi taler ikke en 3-4 kg! Eller – det kan vi da godt…. Om måneden! Jeg er oppe på en 17-18 stykker i alt efterhånden. Jeg er ikke stolt af det. Men jeg er så sandelig heller ikke flov over det!!!

Nu ved jeg godt, at der findes en uskreven regel om, at kvinder som jeg (= små, slanke typer) ikke må udtale sig om vægt, men jeg tager chancen. Jeg hører nemlig ofte gravide tale om deres vægtøgning, og det er som regel negativt ladet. Alt over 2 kg er fy-fy. Jeg er sjovt nok ikke enig. Misforstå mig ikke – man skal naturligvis have det godt under sin graviditet, både fysisk og psykisk! Har man i forvejen et højt BMI, er det naturligvis også vigtigt, at man er ekstra opmærksom på sin vægt! Jeg mener bare, at har man det godt og spiser man fornuftigt, sundt og varieret, så ser jeg ingen grund til, at man ikke bare skal tage det helt roligt. Jeg har altid været en slank pige med en høj forbrænding. Jeg har kunne spise stort set hvad som helst uden at bekymre mig om min vægt. Mega heldig og irriterende type, det ved jeg! Fra det øjeblik jeg blev gravid, er der dog sket en ændring på dét punkt. Og jeg panikker på ingen måde over det.

Jeg er klar over at min vægt er stigende. Jeg kan se det i spejlet og mærke det på tøjet. Jeg har ikke bare fået mave. Jeg har også fået større lår og røv og flere hager. Og jeg synes, at det er helt okay. Jeg havde endda forventet det. For jeg gror et MEN-NE-SKE!!!! Og når kroppen indeholder ting på mere end én stavelse (blod, tis, lort, prut), så sker der noget med vægten!

Jeg er hverken diætist eller jordemoder. Jeg ved ikke en skid, når det kommer til stykket. Men personligt synes jeg er det er synd og skam, hvis man skal bruge sin graviditet på at ærgre sig over sin vægt og antallet af hager, når man i stedet kan glæde sig over, hvilket mirakel det er, at man huser et andet menneske.

Så lad mig spise mine ord om, at jeg ikke er stolt (og dét var lige 247 g ekstra på sidebenene). Jeg er stolt! Stolt af at huse et menneske:) Stolt af at have tillid til, at min krop gør dét, den skal:) Stolt af min mave, mine lår, min røv og sågar mine hager:)

Jeg håber, at du er det samme:)