Vejløblues

Ferien synger på sidste vers, og jeg nynner stille med:

“Nu drikker vi øller ved bålet skær, og øen begynder at snurre. Åh, gid vi for evigt ku’ blive her, og kysse og kramme og knurre.”

Det har været den skønneste sommer på Vejlø. Og det finurlige og vidunderlig er, at sådan tænker jeg hvert år. At det ikke kan blive bedre end det her. I år tog vi afsted senere på sommeren end vanligt, fordi det rent praktisk hang bedst sammen på den måde. Det betød, til min store min ærgelse, at vi gik glip af en masse af de dejlige mennesker, som vi normalt deler uge 27 med. Og måske derfor var der en lille del af mig, der tænkte, at så ville i år mangle noget. Det gjorde det også, men det gav noget andet. Nye Vejløvenner, som jeg slet ikke anede fandtes, fordi vi hvert år har besøgt den lille ø forskudt af hinanden.

Under en snak med en af disse nye Vejløvenner, kom vi ind på vinterbadning. Og hun fortalte mig om sin store glæde ved dette, og om hvordan det på mange måder mindede hende om Vejlø, dét fælleskab, som hun havde i klubben for vinterbadere. “For der er vi jo også nøgne, ligesom på Vejlø!” Og inden hun havde nået at uddybe den påstand, blev jeg varm om hjertet. For jeg forstod hende, og jeg er enig. Og nej – vi er ikke ‘nøgne’ på Vejlø. Nogen er. Nogle gange. Men det er de færreste. Når vi alligevel alle er nøgne på Vejlø, er det fordi, vi alle er ens i kraft af vores tilhørsforhold til øen, vores del i fællesskabet og i kraft af at være lige præcis os. Jeg er ikke engang ‘fuldbyrdet’ medlem af ølejren, fordi jeg hører til på gården. Jeg er en af de lokale. Alligevel er det præcis dén følelse, som Vejlø giver mig år efter år. Følelsen af at være fuldstændig accepteret og elsket – bare fordi jeg er mig.

Nu er vi hjemme. Taskerne er tømt for beskidt tøj, ølkapsler, anekdoter, slikpapir og gode oplevelser. Og vi er alle ramt af den obligatoriske Vejløblues, hvor vi går lidt tavse rundt om os selv og hinanden. Jeg selv er fyldt af de sædvanlige tanker, som følger efter sådan en sommer. Fællesskabstanken. Tanken om hvorvidt man i virkeligheden burde leve sådan hver dag. Kvalmen ved at lukke mig inde bag mine egne fire vægge og min nyklippede hæk, som så tydeligt udgør grænsen mellem dig og mig og mit og dit. Jeg ved, at det aftager, og jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt…..

Ane tæller venner. På to hænder. Så mange har hun samlet sig i år. Og hun glæder sig stort over dette, før læberne for en kort bemærkning begynder at dirre stille ved tanken om, at der er et helt år til næste sommer.

Jeg er ret sikker på, at begge børn har udviklet gæller i denne sommer. Ja, begge! Selv Jasper, der indtil nu har været bange for vand, bange for at smide bleen, bange for alt, hvad der er ukendt, har løbet nøgen rundt i 14 dage og råbt “Bade! Bade!” Så han har badet, og hoppet på trampolin (igen en ting, som han ellers ikke har turde før) og taget fremmede mennesker i hånden fuld af tillid og nysgerrighed. Og de er blevet stoppet med alt for meget sukker og har været alt for længe oppe og været alt for beskidte, og det har været alt for skønt.

Nu skal vi akklimatiseres. Vænne os til hverdagen, hvor vi bare er os. Med vægge og hække. Og hvor meget jeg end hader netop dén del af det, så elsker jeg dét, den udspringer af: den kæmpe kærlighed til en lille plet i Nakskov Fjord og alle de mennesker, der følger med den.

Fortælling fra Vejlø

For fem år siden bad jeg Tine, som må siges at være en vaskeægte Vejlø-veteran, om at skrive lidt om Vejlø. Få dage senere kom Ane til verden, en måned før termin, og tog alt mit fokus. For lidt tid siden faldt jeg over Tines fortælling, som selvfølgelig fortjener – endelig! – at blive delt med jer andre.

“For 47 år siden stævnede postbåden ud fra havnepladsen i Nakskov, på sin daglige postrunde til øerne i Nakskov Fjord.
Om bord var en halv snes mennesker, der aldrig før havde sat deres ben hernede i det sydlige. Det var Noah-folk (red: Danmarks ældste miljøorganisation) og tidligere ø-lejrdeltagere, flere fra Nexelø, men også fra andre øer.
Vejret var koldt.
Det var en af de forsomre, hvor man var i efterårshumør. Det stormede og småregnede og temperaturen var omkring de 15 grader.
Vi skulle lave en ø-lejr på Vejlø.
Det var Noah- folkene, som var de mest ambitiøse. Der havde været studiekredse i vinterens løb, og dette skulle nu realiseres.
Der skulle skaffes kontakter til lokalbefolkningen og laves aftaler for mad og andet, der var nødvendigt for at drive en ølejr.
Vi ankom til en ganske lille ø.
Op gennem den nyrevne nøddeallé, kunne vi se fine prydhaver, 7 tror jeg, op til gården, hvor vi blev modtaget af Vera, dronningen på øen. En lille væver størrelse, med rødt hår og perlekæde, der i dagens anledning havde taget pænt tøj på, og hele morgenen havde gået og revet alléen, så alt var fint til vi ankom.
Vi blev inlogeret i slyngelstuen, stuen som ligger bag ved køkkenet, og hvor man opholdt sig til daglig.
Vi kunne se hendes fine stuer, når vi gik ind af døren og gennem køkkenet.
Meningen var, at vi skulle ligge i småtelte lige i begyndelse af græsmarken, hvor de store millitærtelte, der dannede selve lejren,  skulle rejses. Så kunne vi lave mad i køkkenet og samles inde i stuen, og udveksle hvad der var sket i dagens løb.
Vera var så bekymret for, at vi skulle fryse, at hun stoppede gammeldags dyner ind i vores telte. De var af den type, som når man første lagde sig, havde man ikke en chance for at røre sig i nattens løb, og vi skulle befris om morgenen. Men fryse, det gjorde vi ikke.
Og sønnerne kom hjem; Bibi, Denge og Lillebror og så var der John, eller dykker John eller John Spade.
Med de navne forventede man småfolk, og så kom der nogle grandvoksne fyre, hærdebrede over brystkasserne og med overarme som mine lår. De så ud som de kunne rydde et værtshus (og det havde de også gjort, sagde rygterne) selvom de stort set ikke drak. De kom hjem om aftenen efter at have tjæret tage rundt om på Lolland; Bibi havde desuden kvier og heste gående ude på Nordspidsen.
Det var nu man langsomt anede en alternativ økonomi.
Denge havde en kæreste. Lis. En lille smart dame, str. 36 tror jeg, med den yndigste datter, Linda; store blå øjne og lange lyse slangekrøller. Og hun elskede Ewald, faren og manden på gården.
Om eftermiddagen kunne man se Ewald tage sin middagslur på divaneseren i slyngelstuen med Linda sødt sovende i sin favn. Denge sagde aldrig meget, men gik rundt og så på os med et lidt skævt smil, som om han tænkte, at de er ikke helt rigtige i hovederne, de københavnerer, for det var jo for den største del københavnere der deltog i ølejren.
Dengang var det kulturministeriet, der stod for ølejr bevægelsen. Jeg tror ideen var, at der skulle komme liv på øerne, der dengang som nu var truede.
At kulturministeriet stod for det betød, at civilforsvaret lagde telte , mandskab og udstyr til at lejrene kunne afholdes.
Alt skulle fragtes over med postbåden, og Skov, skipperen, blev mere og mere anløben efterhånden som hans nymalede båd blev læsset, og uundgåeligt kom der småskrammer her og der, når telte til 300 mand skal fragtes.
Vi skulle blot checke, at teltene blev sat op efter oplægget, og vi kunne konstatere at efter det første telt var sat op, var der ligesom ikke ret mange af de medfølgende cf- folk der lavede noget, bortset fra at gemme sig bag det opslåede telt.
Dengang fungerede Nakskov Skibsværft stadig, og skibsarbejderne fulgte levende med i, hvad der forgik og kom gerne med tilråb og kommentarer. Jeg tror i det hele taget ikke, at der var nogen i Nakskov, der ikke vidste hvad der skete.
Det viste sig, at vandet på øen ikke måtte drikkes, hvilket Ewald havde svært at forstå, for det havde han jo gjort hele sit liv, og hans medfødte mistro til myndigheder blev endnu engang bestyrket.
Og de sanitære forhold skulle også være iorden. Lokummer og vaskepladser skulle synes af de rette myndigheder, og da en af disse ordenshåndhævere spurgte til ”Urinalen” lignede Ewald (plus alle os andre) et stort spørgsmålstegn. ”Ja, der hvor man urinerer”, sagde han, “,”svarede Ewald, “jeg plejer at pisse i ajlebeholderen”. Vi var flade af grin.
Lokummerne blev anlagt på en lang stribe, med front mod nordspidsen.
Så kunne man sidde og skide til solnedgangen, for at holde dørene lukkede gav en forfærdelig stank, og masser af edderkopper, der dengang som nu, var de første der tog husene i besiddelse. Jo, lokummerne havde døre i begyndelsen. De forsvandt året efter tror jeg, da det regnede konstant, og lejren blev mere og mere smattet. Intet ville tage smatten og ælten, så man endte med at tage dørene af, så man kunne gå nogenlunde sikkert rundt i lejren.
Multen blev anlagt, og et ionbytningsanlæg blev etableret i ajlebeholderen, og alt spildevand ledtes derhen.
At drikkevandet skulle fragtes over til øen, viste sig at været et større problem, for 300 mennesker konsumerer en del. Så der blev bygget et vandtårn, og en slange gik fra bådbroen, hvor der hver dag blev fragtet rent drikkevand i junger, som så blev hældt på slangen fra bådbroen, og så tilbage med jungerne til Nakskov igen.
Der blev udregnet, at hvis hver deltager tog 25 tag med pumpen hver dag, ville det ikke være noget større problem. Men vandet skulle rationeres. Ikke noget med unødigt vaskeri, det kunne foregå i fjorden.
Men vandet blev ved med at være forurenet, så endelig blev der gravet en brønd.
Jeg tror nu, at det var året efter, så første år lærte man at sætte pris på de dyrebare dråber, vand er, når man ikke har noget, og det der er skal koges først. Rationeringen medførte et andet problem. Tørsten skulle slukkes.
I begyndelsen sørgede hver enkelt eller i grupper for at indkøbe væske (øl) til sig selv, og folk valfartede til købmanden i Lindelse eller Brugsen i Sandby for at fouragere.
Alt for mange i små robåde, og rimeligt berusede på hjemvejen, uden redningsveste, og med meget begrænset viden om vand og sejllads.
Det var scener, som kunne være foregået i Bangladesh og ikke i Danmark.
Enkelte gik over, og ovre på den anden side i Lindelse traf man Akela.
En herlig gammel gubbe, der havde været spejderfører i sin tid, og som var samler af den helt store slags. Flasker og krus og alskens mærkelige ting og sager fyldte hans hjem. Og han serverede bjæsk, når man kom. Og ikke sjældent tumlede man hjem med en ordentlig kæp i øret, godt hjulpet af sine støtter.
At ingen druknede under disse manøvrer er et under.
Senere bad man gården stå for ølindkøb og salg. Det var mere betryggende.
Lejren var blevet planlagt efter nogle byplanlægsnings principper, så der opstod små pladser rundt omkring. Senere var det, at Jan Monrad omdøbte lejren til Pladderballe City, og specielt husker jeg Otto Leisners Plads 8. Jeg ved ikke hvorfor, men…
Teltene fik deres egne navne som lejrdeltagerne ankom, der var ”Tintin i Tibet”, ”Soltemplet”, og køkkenteltet og mange, mange andre navne .
Alt halmen blev anbragt i halmteltet. Man fyldte så et dynebetræk eller lignende og lagde ind i det telt, hvor man havde tænkt sig at sove.
Det var ikke alle, der havde luftmadrasser.
Halmteltet lå lidt for sig selv, og det var ikke meningen, at der skulles soves i det, men selvfølgelig blev også det fyldt med unge. Man lå dejlig blødt i halmen, især hvis man huskede at rode op i den indimellem.
Så anbragte man papkasser rundt om sig, og stearinlys og petroliums lamper udgjorde belysningen, og et lille askebæger var der også plads til. For dengang var der ikke rygning forbudt i teltene. Det var meget hyggeligt, og utroligt brandfarligt, men mærkeligt nok skete der aldrig noget. En heldig hånd må have hvilet over os!
Overfor halmteltet lå kontortelte, hvor man indskrev sig, og hvor alle mulige redskaber, materialer lå, foruden kondomer i massevis, skænket af ministeriet, afprøvet af Mik, som der på et tidspunkt stod på et skilt udenfor.
Køkkenteltet havde trægulv, og her blev der indimellem ved midnatstide afholdt jamsessions til jernbanethe. Gulvet bevirkede at hele teltet gyngede og det kunne fortsætte i timevis med gryder, pander og alt hvad der kunne slås på, sammen med guitarer og sang.
Udenfor lidt ned mod gården var bålstedet. Med 200- 300 mennesker skulle der være godt med plads omkring.
Der var mange guitarer, og mange der ville underholde. Det var jo også 1971 og enhver dreng kunne spille lidt. Det var et sikkert scoretrick, men det var ikke alle, der var lige talentfulde.
Jan Monrad var startet året før på Nexelø med sin skæve humor og ankom til Vejlø med 12 strenget guitar og masser af sange:

”Sidde ved en å, uden bukser på himlen er blå og storetå

De nøgne kroppe skinner som guld fri for syntetiske stoffe og uld

Sidde ved en å ………

Somren er fyldt med charme og skæg

Felix han kan danse på et hønseæg

Sidde ved en å ……………….”

Spiren til ”Totalpetrolium” blev måske lagt her, og Mik Schack sprang ud som fingerbøls ekvilibrist med vaskebræt.
Banjo-Jan som senere dukkede op i ”Fandango”, spillede med, og der var mange andre.
Langsomt tyndede det ud i rækkerne om aftenen. Så kom Ewald luskende, og vi nødte ham til at synge sine sange. Kors, hvor kunne han mange, og mange havde jeg aldrig hørt før.
Han havde også sejlet, og vi hørte ”Fiskerpigens Sang” og om ”Kussechang” og andre, som desværre er blevet glemt.
Efter den rædselsfulde forsommer, dukkede solen pludselig frem og forsvandt ikke – som jeg husker det- resten af sommeren.
Folk smed tøjet, og flyvere svang sig tæt ned mod lejren for at nyde synet af flere hundrede mennesker, der gik nøgne rundt.
Fjorden var også tæt af lystsejlere og småbåde, der lagde til, og solgte deres drikkevarer, eller blot beværtede os. Vi fik øl, og de fik masser af bare baller og bryster.
Og vi blev solskoldede. Røde bryster og baller. Forbrændte knæ og rygge. Solen brændte skånselsløst fra himlen, og vi fik dulmende miksturer fra fastlandet, og smurte hinanden ind i store fumlepettings seancer.
Hvis man havde luftmadras og dyne var det let at få en sengekammerat, for halmen kradsede på den forbrændte hud.
Oppe på gården samledes man på bænken rundt om træet, der stod midt på gårdspladsen og gav dejlig kølende skygge.
Her sad også alle de lokale, der om somren valfartede til Vejlø – her var noget at se på. Og der blev spillet, snakket og nydt pilsnere.
Og Vera havde travlt som aldrig før. Ikke alene skulle hun tage sig af sin almindelige husholdning, der bestod af massevis af katte, mere eller mindre vilde, høns, duer og 3 hunde; Føkersen, Palle og en Spids, der var lidt bidsk.
Så var der dem, hun lagde hus til. Narkomaner i familiepleje, ældre mennesker fra Nakskov, feriebørn og så de forskellige mærkelige skæbner, der lagde deres vej forbi, som havde brug for lidt nærvær og pleje.

Udover alt dette, var der jo den almindelige familie, og medhjælpere, og de Nakskovitter, der blev nødt til at sove rusen ud, inden de kunne vende snuden hjemad.
Og hun var jo nysgerrig, og elskede selskabelighed, så hun var her og der og alle vegne.
Det var her jeg mødte en af mine bedste veninder, Sussie, som deværre døde i en alt for ung alder. Hun var kommet på øen sammen med sin familie i mange år. De havde lejet annexet, og sunget og spillet sig gennem sommeren, men da ølejren indtog øen, valgte de voksne at holde sig væk.
Sussie og Joan blev ved at komme.
Det var også her, jeg mødte faderen til mit ældste barn, så man kan jo sige at øen har holdt sit indtog i mit liv for bestandigt, og for lige at tilføje en extra krølle, så har Freja, min yngste datter, giftet sig med et barnebarn af øen, og måske kommer deres barn Gustav med her til sommer.”

Jeg, altså Elisabeth, kan så tilføje, at de var her i år, Freja og hendes mand – nu med to sønner:)

Til lyden af Thin Lizzy og faldende biller

img_7388

Da jeg skulle putte Jasper i går, kunne jeg høre dem spille i det gamle frugthus. Først ‘Dancing in the moonlight’ (Thin Lizzys. Naturligvis!) og dernæst ‘Bag duggede ruder’. Timingen var eminent, for jeg havde på det tidspunkt brugt lige over en time på at putte et styk overtræt og modvillig 1-årig, og min telefon var løbet tør for strøm. Jeg var mildeste talt pisse talt pisse irriteret, indtil “when I past you in the doorway….” flød ind gennem det åbne vindue. Så var det okay. Faktisk mere end okay. Det var tæt på vidunderligt. Selv med det overtrætte barn, som gav sig til at klappe, da jeg begyndte at synge med.

Jeg ved godt, at 99,9% af mine Vejlø-indlæg er lutter lyserøde med en eftersmag af candy floss. Men andet er ganske enkelt ikke muligt. Vejlø er helt ubetinget mit yndlingssted. Og det på trods af, at det langt fra er noget 5-stjernet feriested. 1 stjerne kan det måske snige sig op på. På grund af det wifi, som min far fiksede for et par dage siden.

Faktisk er der meget, man kunne være utilfreds med, hvis man var til den slags. Vores seng, for eksempel. Som er så kort, at mine tæer støder på endegærdet, når jeg strækker mig. Og der er ingen chokolade på puden, men det er en god idé at tjekke for edderkopper, inden man lægger sig. Eller dét at jeg oftere falder i søvn til lyden af faldende biller, end Thin Lizzy og TV2. Dik, siger det. Dik dik dik. Ingen grund til at tælle får, når man kan tælle biller.

Men jeg kan faktisk godt li’ billerne. Og den korte seng. Og edderkopperne. Og det udendørs badekarret. Og den stank, der spreder sig i gangen, når det har regnet, fordi der står råddent vand i kælderen.

Det er jo Vejlø.

Jeg læste engang en artikel i et eller andet ugeblad om en kvinde, der var forelsket i en rutsjebane. Det har vist endda en officiel betegnelse. Mega mærkeligt. Man kan da ikke være forelsket i en ting. Men man kan åbenbart godt være forelsket i en ø.

Forresten #22

Reklame / Indeholder reklamelinks

– er Fyrsten i dag vendt hjem med vores nye sofa. Den står lige nu delt i to og pakket ind i plast i udestuen, og jeg er hunderæd for at pakke den ud af frygt for, at den pludselig ikke er så fin, som jeg husker den.

– har jeg i dag prøvet at filme en lille video til bloggen, hvor jeg deler mine erfaringer med nogen af Nilens Jords (reklamelink) produkter. 10 gange har jeg prøvet. Først løb jeg tør for strøm midt i det hele. Så havde jeg pludselig ikke nok hukommelse og måtte til at slette. Og endelig lurede Ane, at jeg havde gang i noget spændende. Den ene optagelse blev brat afbrudt efter bemærkningen: “Denne her læbestift er helt åndssvagt god!” ….. “Mor, kom lige og se en KÆMPE lort jeg har lavet!” Jeg prøver bare igen i morgen, ikk’?

– er Ane begyndt at udvikle sine trusler en smule. De har i lang tid heddet “Så må du ikke komme med til min/Karlas/Holgers fødselsdag!” I sidste uge hed det: “Så må du ikke komme med til Holgers fødselsdag! Du må godt aflevere mig, men du kommer IKKE med ind!” Så fik hun naturligvis sin røde sodavand prompte!

– har jeg for første gang nogensinde besøgt Genbyg i dag. Første gang – ikke sidste! Åh, jeg kunne være flyttet ind på stedet!!! Alle de gamle sager og skønheder og ufortalte historier. Planen er at tage en tur derud igen senere på ugen for at finde en dør til Anes kommende værelse, og jeg glæder mig allerede. Jeg har ikke følt det sådan her, siden Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter;)

– er Cash i dag 10 år og 26 dage gammel. Jeg har hørt, at med en Golden Retriever af hans størrelse er hver dag over 10 år en gave. Så vi føler os meget rige:) Jeg tænker dog også, at hver dag over de 10 år gør noget ved odøren. Enten det ellers er der en kat, der er kravlet op i ham og har lagt sig til at dø. Jeg elsker dig, Cash, men for dælen, hvor du dog stinker!

– nu vi er ved døde katte, så er jeg med i en facebookgruppe for det nabolag, vi bor i. Og hvert andet opslag handler om forsvundne katte. Så meget at der nu har udviklet sig helt seriøse spekulationer omkring, hvorvidt vi deler vej med en kattenapper. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller låse Charlie inde…..

– levede jeg af Dumle slikkepinde (og kolde Hof) på Vejlø, så jeg skyndte mig naturligvis at købe en pose, da vi vendte retur til civilisationen. Og så smager de bare overhovedet ikke ligeså godt – hvad fanden sker der for det?? Det er lidt det samme med nøddebidder, som også er et Vejlø-højdepunkt. Og at jeg kan købe dem i Aldi når som helst resten af året er fuldstændig lige gyldigt.

– fulgte denne nederdel (reklamelink) med min sending fra Zalando, da jeg modtog mine gummistøvler. Den er SÅ mega fin! Og kun lige to centimeter for lille i livet;) Den bliver min motivationsfaktor for at få startet op på det der kejserinde-træning igen. Efter uge 29. Hvis der er flere Dumle-slikkepinde i kiosken….

– har jeg forresten lavet en aftale med en af ølejrdeltagerne om at stille op i ‘Scenen er din’ i uge 29 med en Nik og Jay parodi. Jeg var ikke engang beruset. Og jeg er ret bange for, at hun mener det seriøst.

– tænker jeg at udgive endnu en Udbryderdronning en af de nærmeste dage. I tog så godt imod min første af slagsen, så jeg er spændt på at præsentere jer for endnu en sej kvinde:)

– var Ane sur og tvær inden sengetid i dag, så vi dansede det ud til Liga, Alphabeat og Burhan G. Jasper stavrede grinende rundt som en tosse og prøvede at danse med, og Ane var pavestolt, da hendes far kom med opmuntrende tilråb til hendes skøre dancemoves. Det er øjeblikke som dem, der minder mig om, hvor helt åndssvagt heldig jeg er!

img_7176 img_7177 img_7178

Ølejr-uundværligheder

Reklame (i form af reklamelinks,
samt produkter modtaget som gave
eller i kraft af ambassadørsamarbejde)

img_7145

Jeg er kommet på Vejlø siden 1994. De sidste 20 år har det været fast en-seks uger hver sommer. Jeg har boet i Æblehaven, som er den private plads, hvor man selv står for alt. Jeg har boet i selve ølejren, hvor der er sørget for telte, mad mm. Og de sidste mange år, har jeg boet på gården. Så jeg er efterhånden rimelig garvet, når det kommer til, hvad der kan proppes i tasken til den slags ferie, og hvad der slet ikke kan undværes.

– Håndsprit og håndcreme.

De to ting er faktisk altid i min taske, men på Vejlø bliver de brugt lidt ekstra flittigt. Det er bare rart at have en håndsprit i umiddelbar nærhed, når man har været ude og tisse i busken, eller skiftet en ble ved stranden. Og fordi jeg synes, at spritten har en tendens til at tørre mine hænder lidt ud, følger håndcremen med som en trofast følgesvend. Håndspritten er fra Derma (gave) og cremen fra Nilens Jord (ambassadørsamarbejde). Cremen er drøj i brug uden at være for fed, og efterlader ikke én med ‘cremede’ hænder, som jeg desværre har oplevet med mange andre.

– Regntøj.

Fordi den danske sommer er en upålidelig satan! Og fordi det er så møg ubehageligt at rende rundt i vådt græs og mudder i et par Converse;) Jeg har netop købt disse gummistøvler (reklamelink), da mine gamle havde udtjent deres værnepligt. Jeg er pjattet med især farven, men også pasformen, da den er bred nok til, at man kan have et par tykke strømper på. Min regnjakke er en gammel sag uden hætte, så jeg drømmer lidt om at investere i denne røde skønhed (reklamelink).

– Solcreme.

Fordi solen forhåbentlig skinner fra tid til anden. Jeg er blegere end bleg og bliver åndssvagt hurtigt rød. Ikke brun, postkasserød. Så jeg bader mig selv i 30 faktor fra Derma og børnene ligeså. Ansigtssolcremen på 15 faktor bruger jeg til ‘genopfyldning’ i løbet af dagen, fordi ansigtet som regel er mest udsat. (gaver)

– Underholdning.

Jeg har altid en ‘The 1000 dot to dot book’ (reklamelink) med på Vejlø, fordi det er en super hyggelig og afslappende beskæftigelse. Der er virkelig mange timers underholdning i sådan en bog. Det samme er der i ‘Wreck this journal‘ (reklamelink), som er den skøreste bog, jeg nogensinde har ejet;) Derudover hører kryds-og-tværser sig også til. Jeg plejer at købe en stak gamle ugeblade i genbrugsen til 1 kr stykket og hive krydsordene ud. Sidst, men absolut ikke mindst: bøger. I år har jeg medbragt to. ‘Vi er bare selv‘ (reklamelink) er skrevet af denne seje dame, og den er både tankevækkende, varm, underholdende og velskrevet. Kate Mortons ‘Huset ved Riverton’ (reklamelink) har jeg store forventninger til efter at have læst andre af hendes bøger, som jeg skrev om her. Som bonusinfo har jeg netop i dag opdaget, at hun just har udgivet en ny med titlen ‘Lake House’ (reklamelink).

– Kjoler.

Lette og luftige sommerkjoler til de solrige dage. Og med et par strømpebukser og en cardigan går de også an til de køligere af slagsen. Havde jeg ikke lagt så skide mange penge i Vejlø-kiosken til Dumle-slikkepinde og Somersby, så havde jeg shoppet de her fire hjem, til vi skal af sted igen:)

img_7148

1) Helt klart den jeg helst ville klikke hjem! Findes her til 349. 2) Her til 229,95.
3) Her til 219,95. 4) Her til 349.

– Spil.

Vi har altid dartpile med, da der bor en  dartskive på gården. Jeg er tosset med dart, og elsker at spille ‘Mickey Mouse’ og ‘Jorden rundt’. Derudover spiller vi ‘Quarto’ – i en udgave, som Fyrsten selv har snittet. ‘Bakke’, som er et vaskeægte bodegaspil, er et hit på gårdspladsen, så min far har måtte købe en million terninger. Det står altid fremme på gårdspladsen og er sjældent uberørt længe ad gangen. Jeg kendte ikke selv til spillet før for et par år siden, men det er nemt, sjovt og svært vanedannende. OG det har sin egen facebook-gruppe😉 I år medbragte vi desuden ‘Taboo’, som jeg var så heldig at finde på et loppemarked for noget tid siden. Det er vist noget nær umuligt at opdrive, men kan ofte købes på DBA. @dummeditte havde ‘Hint‘ (reklamelink) med i år, som jeg desværre kun nåede at lure lidt med på, mens jeg sad med næsen begravet i en kryds-og-tværs. Men det virker som et virkelig skægt og underholdende spil.

– Lars.

Eller Søren eller David eller Finn. Eller hvem som helst anden med guitarfingre og hele Danmarks sangskat på tungespidsen. Det er faktisk det allervigtigste at have med sig på ølejr! Ja ja, håndsprit og flotte gummistøvler er rart at have, men det er absolut intet værd, hvis ikke du også har Sebastian Og Kim Larsen i ørerne<3

img_7146img_7147

 

Og pludselig var vi lige gamle

I går aftes pakkede jeg min lille Vejlø-taske med fire Hof, en Peter Snus-slikkepind og en varm trøje og gik i ølejren. Allerhelst sad jeg der hver aften, men babyalarmen rækker ikke så langt;) Men i går sad jeg der. Med tasken fuld af øl og hjertet fuld af glæde over at sidde lige der, hvor livet føles så afsindigt rart. Med bålet for mine fødder og guitarspil i mine ører. Marianne sad ved min side. Som hun har gjort så mange somre før. Og i går spurgte jeg hende, hvor gammel hun overhovedet var, da hun og jeg lærte hinanden at kende. “29,” svarede Marianne, “og det er 19 år siden.”

Jeg kan godt huske, da vi mødte hinanden. Marianne havde stort, rødt hår, en latter der kunne høres på flere kilometers afstand og tre små børn. Børnene er store i dag. Det er håret og latteren heldigvis også stadig. Egentlig havde vi vel set hinanden flere gange på øen, Marianne og jeg, men aldrig talt sammen. Men for 19 år siden til et Vejlø-træf på Gråbrødre Torv, skulle jeg pludselig tisse. Det var før, de installerede de offentlige toiletter på torvet. Og de omkringliggende restaurationer var ikke ubetinget begejstret over, at en eller anden tilfældig, flippet ølejrtype stak hovedet ind hvert 5. minut for at låne et toilet. Jeg var 14 år. Og usikker og autoritetstro og fra Lolland. Men jeg var også virkelig tissetrængende. Så Marianne tog mig ved hånden. Hun kendte et sted, sagde hun. Og så gik vi sammen på toilettet, som om vi var veninder. Som om vi var lige gamle. Jeg var ikke vant til den slags voksne. Voksne, der behandlede mig, som om vi var lige. Men det gjorde Marianne. Både den aften og mange aftener sidenhen.

Og i går aftes sad vi der altså igen. På bænken om bålet. 19 år senere, og pludseligt lige gamle. Viklet ind i hinandens historier og liv i det helt uløselige bånd, som er Vejlø.

Jeg har set Mariannes børn blive voksne. Marianne har set mig blive voksen. Og vi har set hinanden. Man kan se hinanden virkelig meget, selvom man kun ses en uge eller to om året. Det er dét Vejlø kan.

Mit Vejlø-venskab med Marianne er et af dem jeg skatter højt. Og det er ét ud af mange. For der kan også skrives mange, lange indlæg om mit første møde med David eller Linnea eller Søren eller Lasse eller Jan eller Ditte eller Heidi eller Carl-Emil eller Mika. Eller en af alle de andre. Som på forskellig vis er viklet ind i mit liv og omvendt. Alt sammen på grund af en lille, ubetydelig plet på Danmarkskortet.

Så vigtig en ubetydelig plet.

img_7062

 

 

Kolde øl kræver fuld fordybelse!

Jeg har påbegyndt en fire-fem blogindlæg de sidste par dage. Om at Jasper er begyndt at gå, og om at Ane er dejlig. Om at øllene er kolde og vejret møg elendigt. Og om hvor pisse skønt der er her på Vejlø.

Men hver gang jeg går i gang, er der noget, der kalder. Et barn, der vil spille vendespil, en øl, der vil drikkes, en solnedgang, der vil nydes.

I får et indlæg en af dagene. Om de lækre børn og den lækre ø.

Men lige nu hopper det ene barn på trampolin, og det andet sover. Og så er der den der kolde øl. Som nydes bedst uden en telefon i hånden.

img_6912

Udbryderdronninger – Ditte

Min første Udbryderdronning er Ditte. Og jeg kender hendes historie til hudløshed, fordi jeg på sin vis har været med på første parket. Ditte og jeg har kendt hinanden i de 23 år, jeg er kommet på Vejlø, og vi mødte begge vores mænd i Vejlø-sammenhænge. Og faktisk har vores mænd kendt hinanden i endnu længere tid og endda boet sammen. Så altså – jeg kender historien. Alligevel fik jeg tårer i øjnene, da jeg læste den. Eller måske derfor? Her er den i hvert fald. Og vil du følge mere med i Dittes liv, så går hun under navnet @dummeditte på Instagram:)

——————————————-

 

”Åh nej, lille skat!”. 

Jeg kan stadig høre det. Min mors stemmes klang, da hun sagde den sætning. Det er 8 år siden, men jeg kan stadig lige så tydeligt huske hvor ulykkelig hun lød. Og hvor ondt det gjorde mig, at hun sagde sådan. Jeg forstod hende godt – hendes reaktion var helt berettiget.

Jeg var 23 år gammel, da jeg mødte min mand. Nej, det er faktisk løgn – jeg mødte ham længe før.
Jeg var 23 år gammel da jeg blev vildt og voldsomt forelsket i en mand på 47 år.

(Lad mig starte med at afsløre, at det hele ender lykkeligt. Eller, ”ender” er måske så meget sagt, men I forstår nok.)

img_6644
Marts ’09
Jeg skulle på skitur med min veninde – og 50-100 andre fra det der ø-lejr. Men min veninde blev syg, og solgte sin billet til sin farbror. Jeg var så tæt på at springe fra, fordi hun ikke skulle med. Der var så mange gode grunde. Jeg kendte de andre, men slet ikke på den der trygge og afslappede måde. Men jeg levede en stor del af mit liv fra sofaen dengang, og jeg trængte virkelig til at udfordre det hele lidt. Så jeg hankede op i mig selv, samlede alt mit mod og overskud, og tog med. Heldigvis.

Det gik galt allerede den første aften på turen. Jeg havnede i planlægningsgruppen for fredagens fest. Det gjorde han også. Han? Ja, altså min venindes farbror.

Jeg vidste godt hvem han var.
Min venindes far boede på en bondegård sammen med sin bror. Hver sommer inviterede de alle de bedste 200 mennesker de kendte til et brag af en fest – med telte i haven, god mad, leg, musik og et fadølsanlæg. Min veninde tog mig med da vi var 17 år.
Broren var typen man ikke overså – han råbte op og underholdte, over det hele og hele tiden.
Han var gift med en kedelig, sur kvinde (altså – dét er hun slet ikke, men det var mit indtryk dengang).
Og han havde to smukke døtre, som jeg kendte rigtig godt.
Fra dengang, jeg som 17-årig lå i en hængekøje i deres have dagen derpå sammen med min veninde, og blev opvartet af dem, til et par år senere da de begyndte at tage med deres kusine på ø-lejr og dermed drikke øl, spille spil og snakke dybt om livet med mig og mit slæng. De var for unge til at være mine veninder, men jeg var så tæt med deres ældre kusine, at jeg måske blev lidt en bonus-kusine for dem.

Vi var 5-6 stykker i planlægningsgruppen. Det var skidesjovt. Vi var skidesjove. Han kiggede mig så dybt i øjnene, og jeg kiggede lige tilbage. Fra det øjeblik var der ingen anden. Og jeg fik gåsehud da han blev spurgt til sin civilstand, og svarede at de ikke var gift (spørg mig ikke hvorfor – måske virkede det mere tilforladeligt at være betaget af en mand der ”kun” havde en kæreste…).

Resten – jeg sparer jer for detaljerne – foregik i smug. Hvordan, forstår jeg dårligt i dag – med så mange mennesker samlet på så lidt plads.

Hans yngste datter var også med på skituren. Det var frygteligt. Jeg var sikker på at hun kunne se på mig, at der var et eller andet. Jeg var så bange for hende, men det ville først blive mistænkeligt hvis jeg undgik hende.

Da vi skulle hjem fra den skitur, ville jeg ikke have mere med ham at gøre. Han var alt for gammel, i et forhold og det var noget værre rod med de børn. Så vi havde taget afsked da vi satte os om bord i bussen.

Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at sidde på det sæde. Det var forkert i mit ben, i min arm, i min balde – og min sidemand skulle i hvert fald ikke læne sig op af mig eller så meget som strejfe mig. Jeg havde det ad helvedes til.
Busturen tager 12 timer. Man kører afsted om aftenen og lidt over midnat er der et pitstop ved en tankstation. Rygerne ryger, de fleste strækker ben og mange proviantere. Jeg blev siddende i den tomme bus. Han sneg sig hen og spurgte om jeg ville låne hans telefon (en viiirkelig old school sag, allerede dengang). Jeg sagde ingenting, jeg tog bare imod den. Trykkede 8 gange, og afleverede den tilbage.
Resten er busturen var jeg helt rolig. Jeg sov på kryds og tværs med min sidemand, og sædet var pludselig helt i orden.

Jeg var kun lige kommet hjem på sofaen (virkelig!), da min telefon ringede. Jeg tager den aldrig. Slet ikke hvis det er et nummer jeg ikke kender der ringer. Men det gjorde jeg selvfølgelig lige der. Han var ude og fodre køer eller hvad fanden han nu havde brugt for en undskyldning.
Og nej, jeg ville ikke se ham. Overhovedet ikke. Det talte vi om en times tid, indtil jeg lod ham overtale mig.

April-maj ’09
Jeg nægtede at indrømme det, de første måneder. Jeg påstod hårdnakket at jeg ikke havde nogen følelser i det. At det bare var sjov og ballade. Men det var løgn, og den eneste der troede på løgnen var vist mig selv.

Han var helt afklaret. Han var åben og ærlig, og vi havde ikke set hinanden særlig mange gange, før han sagde at han elskede mig. Jeg fnøs, og sagde det var noget vrøvl – og han gav mig ret og rettede det til at han elskede det han kendte til mig. Jeg lod som om det var noget pjat, men jeg var lykkelig.

Jeg nægtede ham at sige noget til nogen. Slet ikke sin ”kone”. Han insisterede. Jeg bad ham komme og tale med mig først, og han accepterede. Troede jeg. For da han dukkede op i min lejlighed, havde han sagt det. Ikke fortalt hvem jeg var, men at jeg var der – og at han ikke længere ville bo sammen med hende.
Jeg blev skidesur, og endnu mere lykkelig.

Jeg nægtede at han fortalte nogen hvem jeg var, indtil jeg i en gedigen cocktailbrandert kl. 4 om morgenen indrømmede sammenhængen for min veninde. Dén veninde. Så kom sandheden frem, og han afslørede det for resten af sin familie.
Han var så skide modig. Han tvivlede aldrig på os, og han slog benene endnu mere væk under mig, fordi han var så sikker.

Jeg hviskede det til mine veninder. Altså, jeg fortalte om den her ligegyldige flirt jeg havde med manden. Jeg havde jo ingen følelser i det.

Juni ’09
Indtil vi var til en anden ø-lejrfest. Eller, det vil sige jeg var til festen med en anden veninde. Og Fyrsten & Fruen. Han var der bare også. Han ville have vi opførte os som kærester, jeg lod som ingenting og ville nærmest ikke kendes ved ham.
Men som promillen steg, dalede min modvilje – jeg kunne jo ikke holde fingrene fra ham. Og da han bød min lidt sky veninde op til dans, og jeg så hvor sjovt de havde det sammen, gav jeg slip. Jeg gav slip på alle mine åndssvage forbehold. Hun havde ingen forbehold – så hvad skulle jeg med mine? Da de var færdige med at danse gik jeg ham i møde og fortalte ham at jeg elskede ham. Ubetinget!

Set i bakspejlet forstår jeg slet ikke at han holdt ud. At han holdt ud at høre på alle mine formaninger om at jeg faktisk var ligeglad. At han bare blev ved, uden at afsløre at det gjorde ondt når jeg sagde sådan. Måske var det fordi han så lige igennem alt mit vrøvl?

Tiden der fulgte var virkelig angstprovokerende. Min mor hader det udtryk. Men det var den. Vi var så forelskede, men der var så mange der skulle ”godkende” vores forhold. Det skulle de selvfølgelig ikke, men det er svært at være rigtig glad for sådan noget, hvis alle andre misbilliger det.

Hans børn var 16 og 18 år. Lad mig minde om, at jeg var 24 (ja, det blev jeg kort efter at vi blev rigtigt kærester. Han fejrede mig med digestive kiks med ost og gav mig sin yndlingsbog og et sæt undertøj der var så forkert i størrelsen at det dårligt kunne have været mere akavet!).
Det var det vildeste, sværeste, mest sindssyge at skulle møde dem. Igen. Det blev den yngste først. Til en koncert. Jeg tog derind sammen med ham, og vidste godt at hun også ville være der. Jeg var så bange. Men hun smilede bare, sagde hej og krammede. Og relativt kort efter skred han til andet arrangement, og jeg endte med at hænge ud med min nye bonusdatter og hendes veninder – og det var skidehyggeligt.

Jeg turde ikke sige det til mine forældre. Jeg var virkelig tæt knyttet til mine forældre, men ikke på den der krænge-hjertets-inderste-tanker-ud-måde. Og jeg har aldrig rigtig gjort oprør, så vi har heller aldrig skændtes. Jeg prøvede virkelig at gå til bekendelse, da jeg var ude at spise brunch med dem på min fødselsdag, men jeg turde ikke. Set i bakspejlet er jeg glad for at jeg ikke sagde noget der. Det var blevet en nedern dag.

Et par dage senere lagde vi en plan. Vi ville gå til Skt. Hans i Fælledparken, og jeg ville invitere dem med – uden at fortælle hvem han var. Så ville de møde ham, og med det samme forstå at alt var godt.
Om eftermiddagen ringede jeg til min mor. Men de ville ikke med. De gad ikke gå nogen steder. Fårk! For nu havde jeg sagt det med en ny kæreste. Og min mor spurgte naturligvis hvem det så var. Min venindes farbror. Og hvor gammel han så var. 47. Og så sagde hun det!

Vi snakkede lidt videre. Jeg tror hun græd. Jeg tror også jeg græd. Hun undskyldte at hun reagerede sådan, men hun kunne bare slet ikke rumme det. Kunne ikke tale om det. Og jeg forstod hende jo godt. Det lød så bizart. Jeg havde jo ikke engang selv ville kendes ved det.
Jeg var glad for at han var hos mig. Med al sin sikkerhed. Vi gik til Skt. Hans, men det var en mærkelig aften.

Jeg snakkede lidt med min mor om det efterfølgende, da hun havde slugt klumpen. Jeg indrømmede ikke hvor forelsket jeg var, bare at det føltes rigtigt lige nu – og at hun jo ikke behøvede at tage sådan på vej, for det var jo ikke som om vi var blevet gift.

Juli ’09
Der gik faktisk næsten en måned før mine forældre langt om længe mødte ham. Jeg var så bange. Det var så vigtigt. Mine forældre er gode mennesker, så selvom det gjorde ondt at høre om, stolede de på mig, og gav ham den varmeste velkomst, da vi dukkede op i deres sommerhus. Og min frygt blev selvfølgelig gjort til skamme. Han slog også benene væk under dem – og så var der faktisk ikke rigtig længere noget der stod i vejen for os.

August ’09
Jeg mødte hans mor første gang til endnu en sommerfest. Hun gav mig et stort kram. Han har siden fortalt at hun vist også synes det var noget mærkeligt noget med os – men det skulle jeg tydeligvis ikke mærke noget til.
Hans storebror kendte jeg jo allerede gennem min veninde. Jeg tror det var svært for ham, at hans datters veninde pludselig stod og snavede med hans lillebror. Det var svært for ham. Men han lod aldrig os mærke det – i hvert fald ikke på en dårlig måde.
Hans søster fik en stor plads i mit hjerte anden gang jeg mødte hende. Til en familiemiddag. En søndagsting på bondegården. Hun sad allerinderst på en bænk rundt om et bord. Det var min første familieting, jeg var meganervøs og vildt genert. Jeg hilste kun lige på de nærmeste. Men i den familie tager man altså krammeturen hele vejen rundt. Så han spurgte mig (højt!) om jeg havde hilst på søsteren. Og hun dækkede over mig og sagde ja. Det var en lille ting. Men det var et symbol på, at alle omkring os rummede og favnede os, det umage par!

Og så indtil nu
Han friede til mig på skituren året efter. Jeg skulle ellers slet ikke giftes. Men det blev jeg med ham. Ved et kolossalt og fuldstændig magisk, fantastisk og vidunderligt bryllup, på bondegården sammen med vores 115 nærmeste!
Min mor holdt den perfekte tale.
2 år efter brylluppet tog jeg et motorcykelkørekort og blev gravid med vores første fælles barn. Jeg skulle ellers slet ikke have haft børn. I hvert fald kun en datter.
Sommeren efter flyttede vi i villalejlighed med have på Amager, og jeg fødte en søn. Jeg skulle ellers aldrig have haft have, og da slet ikke på lorteøen.
Da vores søn blev 2, og jeg 30, blev jeg gravid igen (med vilje, altså…!).
I foråret flyttede vi til en villa i Sorø – min mand og jeg, og vores to børn. Jeg skulle ellers aldrig have boet andre steder end i København.

Min mand har udfordret alt hvad jeg troede jeg vidste om mig selv, mit liv og min fremtid. Han var alt det forkerte (fik jeg sagt, at han er et par centimeter lavere end mig, og mellemblond – jeg har altid været til høje, mørkhårede mænd) – og det hele var bare så rigtigt. Det hele er så rigtigt!

Jeg bilder alle ind der gider høre på det – og sikkert også dem der ikke gider – at jeg er typen der er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig. Men i foråret ’09 var der ikke noget der var vigtigere, end hvad andre tænkte om mig. Jeg ville ikke være ”den anden kvinde”. Jeg ville ikke kendes ved mine følelser, og jeg ville i hvert fald ikke stå til regnskab for konsekvenserne af dem. Jeg ville bare gå i et med væggen og være lige som alle andre.
Åh, hvor havde det være kedeligt, hvis den stemme havde vundet …

img_6643

Men hvad med…
Hans ”kone”, som han altså ikke var gift med? Det var ikke som om de havde et kæresteforhold jeg brød, men det må alligevel have været lidt af en pille at sluge for hende. Hun har altid været sød og imødekommende. Et halvt års tid efter fik hun selv en skøn ny kæreste. Ro på, det er ikke så idyllisk at vi er blevet veninder – men vi omgås fint til pigernes fødselsdage og lign. Og hun er hverken sur eller kedelig, hun var bare sammen med den helt forkerte mand (og jeg var en uvidende, ung festabe da jeg dømte hende!).

Hans døtre? De to teenagepiger, hvis liv jeg vendte fuldstændig på hovedet? De har aldrig budt mig andet end kærlighed, og de er nu begge ældre end jeg var da jeg mødte deres far. De er stolte storesøstre til to små møgunger. De er mine allierede når deres far er urimelig, de er mine skarpe kritikere, de er dødirriterende og virkelig vidunderlige – helt lige som alle andre børn.
Om det var svært at få to halvvoksne børn med i kærestepakken? Næh, det var en bonus. Som den lille lækre chokolade der er vedlagt din ordre fra webshoppen. Nej, faktisk som en hel plade lækker chokolade!

P.S.
Ja, det er naturligvis sket, at fremmede har troet at vi var far og datter. Det skal de ikke være kede af, for vi ved jo godt selv at vi kan se lidt aparte ud. Vi bliver ikke fornærmede, men vi kan godt blive lidt forvirrede – mest af alt griner vi bare af det.

Faktisk sagde min mor lige forleden et eller andet til min mand om ”hans datter”. Altså mig! Det grinede vi meget af.
Senere samme aften sagde min far et eller andet til ham, om at han har to børn – rettede det og sagde ”eller jeg ved jo godt du har tre…”. Hvis der skulle være nogen tvivl, så har min mand altså fire børn.
Men mine forældre er jo også ved at være gamle. Min mor er 5 år ældre end min mand! 😀

img_6682

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Vi blev gift på Vejlø i sommeren 2009. Der var blevet forhandlet en del op til. Jeg ville have et stille og roligt bryllup. Bare tæer, medbragte madpakker og dåsebajere. Fyrsten er gammel af den gamle skole. Han ville have taler og sange og mad, der skulle indtages med bestik. Så valget faldt på en fest på Vejlø. Selvfølgelig på Vejlø! Han fik bordplan og toastmaster – jeg fik frie fødder, cirkustelt og dåsebajere fra Tyskland.

Det blev den helt perfekte dag. Vi blev viet i haven. Mig i grøn kjole og med knyttede blomster i håret, Fyrsten i grønne shorts og med sixpence på hovedet. Det regnede, mens vi spiste, og jeg sagde til Fyrsten, at det betød frugtbarhed, så vi ville komme til at spytte børn ud. Fyrsten mente, at det betød velstand, og at vi altså ville få røven fuld af penge. I dag har jeg googlet mig frem til, at regn på bryllupsdagen er tegn på et langt og lykkeligt ægteskab, hvilket i modsætning til vores egne spådomme, må siges at være det, som tegner allermest til at gå i opfyldelse.

Da vi havde spist, hørt taler og synget sange, blev teltet åbnet, så ølejrdeltagere kunne være med til at feste. Og det gjorde de! For hvis der er noget, ølejrdeltagere kan, udover at drikke øl og bade nøgne, så er det at feste;)

Da der skulle danses brudevals, var jeg væk, og den nygifte Fyrste måtte søge højt og lavt efter sin brud, som havde forvildet sig ind i kiosken med sin far og sin stedfars bedste ven. Og en flaske Fisherman’s. Som engang var fyldt, og nu faretruende tæt på tom. Han fandt mig lige i tide, inden jeg nåede at drikke de dansevenlige ben helt i stykker;)

Og så dansede vi brudevals. Som vi havde komponeret hjemmefra i et medley af alle de sange, som vi ku’ li’. ‘Jesse’s Girl’ og ‘Got my mind set om you’ og den slags godter. Som man alligevel ikke kunne høre, fordi anlægget gik i stykker midt i det hele. Så dansede vi uden musik. Omgivet af alle de mennesker, vi elsker. På det sted, hvor vi mødte hinanden.

Det var ikke prangende eller overdådigt. Der var hverken goodiebags eller photobooth. Til gengæld blev der spillet petanque efter vielsen, og øllene var kolde, takket være tøris leveret af en fisker på Langø. Og der var svin nok til at mætte en hær. Det var skørt og skønt og med græs under tæerne og Vejlø i hjertet. Og det var helt igennem Fyrsten og Fruen.

img_4594

De foregående afsnit i fortællingen om mig og ham den søde, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Lolland<3

Hos bageren i Stokkemarke koster en kartoffelkage en 10’er i weekenden. Og jeg kan fortælle jer, at kartoffelkagerne på Lolland får de københavnske af slagsen til at ligne konfekt. Én gang har jeg dristet mig til at købe en herinde, og det kommer ikke til at ske igen. Så vil jeg hellere have minderne om, hvordan en rigtig, lollandsk kartoffelkage er.

Ane og jeg var på Lolland i efterårsferien, og den ene af dagene besøgte vi min far og co. i Nakskov. Vi var kun lige trådt ud af toget, før Ane spurgte mig, hvad det var for en lugt. “Det er duften af min barndom, skat:)”, svarede jeg, og hun kiggede på mig, som havde jeg talt japansk “Det lugter virkelig grimt, mor!”, sagde hun. Og det kan man jo ikke være helt uenig i;) På vejen hjem til min far gik vi forbi sukkerfabrikken, og jeg forklarede Ane, hvor den særprægede odør kom fra. Vi fandt en roe på vejen, og jeg fortalte om min barndoms roelygter. “Ligesom græskar?” spurgte Ane. Jeps, ligesom græskar – og så bare meget bedre!

Vi gik videre ad Maribovej og passerede det hus, hvor min mors kusine engang boede. Hun havde en underbo, der hed Gunnar, mønster med ananas på sengetøjet, og jeg blev badet i hendes håndvask i køkkenet under de skrå vægge. Engang stod der “Frisør” på siden af huset – det stod der i mange år. Selvom der hverken var en frisør eller lokaler til det i bygningen.

Så gik vi forbi Krukholm, og jeg fortalte Ane, at hendes oldefar var stamgæst der. Faktisk tror jeg, at han nogen gange boede på de tilhørende værelser, når min mormor smed ham ud hjemmefra, fordi han havde drukket for meget. Der hænger stadig billeder af ham på de nikotingule vægge. Da jeg engang gik forbi for at kigge på dem, smilede det ældre klientel på værtshuset stort ved oplysningen om, at jeg var Agners barnebarn.

Efter gymnasiet flyttede stort set alle til København. Jeg var kontrær og fast besluttet på at vise omverden, at man godt kan blive til noget på sydhavsøerne. Så jeg fik mig en lejlighed på den anden side af sundet for at være tættere på min skole, jeg tog mig en uddannelse, og en sommer på Vejlø blev min skæbne beseglet, da jeg forelskede mig – i en københavner. Det kan jo ske for selv den bedste!

Nu er det 8 år siden, jeg flyttede, og jeg har ikke fortrudt. Vi har skabt os et godt liv her i vores lille forstadskvarter en spytklat eller 20 fra Rådhuspladsen. Men det betyder ikke, at jeg ikke savner Lolland. At jeg ikke bliver fristet, når Facebook lokker med en herskabsvilla til 1 million. Eller endnu mere når bageren i Stokkemarke lokker med kartoffelkager til en 10’er. RIGTIGE kartoffelkager.

Jeg har haft min løsrivelsesproces. Jeg har sagt til mig selv, at Lolland var for lille til mig. Og jeg tror uden tvivl, at jeg har haft godt af at komme væk fra Lolland, at få en anden udsigt og se verden fra et andet perspektiv. Det tror jeg, alle har godt af – lige meget hvor de kommer fra. Der er også en del københavnere, som uden tvivl ville nyde godt af at komme længere væk end 100 m. fra deres hoveddør på Vesterbrogade.

Jeg har også sagt til mig selv, at Lolland er for indspist. At alle ved, hvad alle laver, og man ikke kan vælte på sin cykel, uden naboen ved det. For sådan er det! Sådan er det i alle små lokalsamfund. Og ja, det er da pisse irriterende. Og rigtig meget rart og trygt! For det betyder også, at der altid står nogen klar til at hjælpe både en selv og cyklen op, når uheldet er sket. Og er egerne blevet bøjet, så har den ene en onkel, der lige kan fikse det. Der er altid nogen, der står klar til at hjælpe. Også selvom de ikke kender dig. Det er nok, at du er Agners barnebarn.

Jeg er vokset op med næsen i roelugt og fødderne solidt plantet i plådde. Jeg er blevet syltet i skolegården, har været kærester med min fars kones fætter og kørte med hestevogn, da jeg blev student. Jeg forventer stadig, at en kartoffelkage er større end et stykke konfekt, at der er kokos på et rosenbrød, og jeg kalder stadig thebirkes med remonce for en ‘Københavnerbirkes’. Jeg går ikke ‘End’ i et rum – jeg bærer mit lydrette ‘I’ ind med stolthed, ligesom jeg lærer mine børn, at det hedder ‘måmor’ og ‘måfar’.

Man kan fjerne pigen fra Lolland, og man kan fjerne plådden fra hendes gummirøjsere, men hun lugter stadig lidt af roer;)

image