Hjemvendt! Og verdens bedste salat:)

Vi kom hjem fra Vejlø for et par dage siden, hvilket altid er en mega ambivalent fornemmelse! Det er så dejligt at være hjemme – og det er så lidt dejligt ikke at være på Vejlø;)

Vi snakker lidt om at tage et par dage mere derover i uge 29. Selvom jeg jo synes, at Vejlø er skøn i al slags vejr, så har det bare ikke været rigtig ferie uden en badetur på Vejlø. Og jeg var sgu for stor en kylling til at springe i fjorden i sidste uge!

Uge 29 plejer at være velbesøgt. Der er ‘Scenen er din’ i ølejren, og gennem hele ugen kan man øve sit nummer i det gamle frugthus, før selve showet fredag. Både børn og voksne stiller op, og det ender altid med en stor fest. Det kunne være lidt dejligt at få den oplevelse med:)

Men for nu er vi hjemme i Palæet og nyder at sove i vores egen seng. Den gamle karlekammerseng på øen er vanvittigt charmerende og vanvittigt ukomfortabel, så jeg nyder virkelig at vågne op uden en fjeder boret ind i hoften. Jeg nyder knap så meget tanken om at skulle i Ikea lige om lidt, men vi mangler lidt forskelligt, så der er ingen vej udenom. Send positive tanker min vej, ikk’?!

Og apropos intet af det overhovedet, så smed jeg et billede ud på Snapchat i går af verdens bedste salat, som min veninde Ditte præsenterede mig for sidste sommer. Jeg kan se, at snappen er blevet screenshottet et par gange, så I får den lige her også:)

image

Vandmelon, edamamebønner, feta og belugalinser. Ingen større videnskab, bare skær vandmelon og feta i tern, smid en håndfuld bønner og en dl. kogte linser ved. Nam nam!

Lortebrune dørkarme og store drømme

Det øverste trappetrin på Vejlø knirker. Når ungerne ikke sover, træder jeg på det med fuldt overlæg, for jeg kan godt li’ lyden. Jeg kan også virkelig godt li’, at dørkarmene er malet i forskellige farver. Særligt de lyserøde, men de lortebrune har altså også en vis charme. Jeg elsker, at stukken i stuen er malet guld og ferskenfarvet. Det er alt for skørt og vejløsk og Verask. Lidt ligesom at det værelse, vi bor på, har tre forskellige slags tapet på væggene. Fire, hvis man tæller det på lågen ind til skunken med.

Jeg læste engang i et ellet andet tilfældigt ugeblad om en kvinde, der var forelsket i en rutsjebane. Det er muligvis sådan, jeg har det med gården på Vejlø. Og havde jeg lige et par millioner i overskud, så havde jeg brugt dem på at forskønne stedet. Det fornuftige ville uden tvivl være at jævne det med jorden og bygge noget nyt. Men nybyggede trappetrin har ingen historier at fortælle.

Og det er jo historierne jeg elsker.

Særligt dem jeg skaber i mit eget hoved, når jeg ligger i den gamle karlekammerseng i det overtapetserede værelse og kigger på alle Veras kattebilleder på væggene. Så forestiller jeg mig, hvordan det ville være at bo her. Sådan fast. Á la Søren Ryges ‘Far, mor og børn’, bare med sko på. Mig og Fyrsten og ungerne, måske et par plejebørn. Helt sikkert en masse høns, nogle geder og en køkkenhave.

Det ville jo ikke kunne lade sig gøre. Mest på grund af de manglende millioner og den svingende netforbindelse, men også lidt på grund ‘øde ø’-faktoren. Det er virkelig smukt inde i mit hoved – smilende, beskidte børn, hjemmedyrkede agurker og lyserøde solnedgange. Men i praksis ville der helt sikkert være en del praktiske og logistiske udfordringer.

Men jeg drømmer videre alligevel. Fordi det er så skide hyggeligt.

 image

Vejlø-snak

Jeg har netop fået årets første Vejløbad. Desværre ikke i fjorden, da solen stadig ikke er skruet op på fuld styrke, hvorfor jeg valgte den lunere løsning, som er en bruser i en skurvogn.

Jeg kan godt savne ‘de gamle dage’, hvor der hverken var lys eller varmt vand på gården på Vejlø. Så var det tætteste, man kom på et bad, en badetur i fjorden eller en etagevask i køkkenet med vand varmet op på komfuret. Jeg valgte gerne den første løsning, som for det meste nok var en kold fornøjelse, men af samme grund havde den bedste effekt på de tømmermænd, der automatisk følger med et Vejlø-ophold, når man er ung og uafhængig.

En sommer lå Per Pervers fast med sin lille fiskerbåd ved badebroen. Og når jeg gik ud af badebroen om morgenen, bankede jeg på taget af båden, inden jeg hoppede i vandet, med det resultat, at Per havde fremtryllet en kop dampende varm kaffe fra sin trangia, når jeg igen var retur fra bølgerne. Så delte vi en kop kaffe og udvekslede et par historier og gode grin, og så var dagen ligesom i gang.

Hvorfor han kaldes Per Pervers, ved jeg ikke, for historierne er mange. Særligt de af dem, der kommer fra hans egen mund, og som muligvis er lige en tand for ‘vovede’ til at dele her;) Men jeg kan afsløre, at han engang “kendte en pige, der havde kus’lapper på størrelse med sadeltaskerne på en Harley Davidson!”😉

Det er det fedeste ved Vejlø – menneskerne! Den brogede skare af folk, der passerer igennem i løbet af sommeren. Alle typer og alle samfundslag er repræsenteret. Og hver især medbringer de historier og fortællinger, som deles over lejrbålet og morgenkaffen. Men de bedste historier er nu dem, som vi sammen skaber lige her på en lille plet i Nakskov Fjord:)

Vejlø er og bliver mit yndlingssted!

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Her får i 2. del af beretningen om, da Fyrsten og jeg mødte hinanden. 1. del kan I læse her.

Jeg vidste godt, hvem Fyrsten var, men vi havde aldrig rigtig talt sammen. Han var jo 10 år ældre og havde et barn – han var en af ‘de voksne’. Men i uge 27 2007 var min egen aldersgruppe underrepræsenteret på Vejlø, så jeg endte med at tale med ham en del aftener omkring bålet i ølejren. Han var både sød og rar, men mere var der egentlig ikke i det. Jeg var ikke på udkig efter en kæreste, og da slet ikke én, som både havde et barn på 10 og et af de der kørekort, der kan foldes på midten. (Det har han forresten stadig!)

Men vi talte sammen omkring bålet, Fyrsten og jeg. Om alt og ingenting. Han var let at tale med. Og helt ufatteligt lattermild. Særligt det sidste bed jeg mærke i. Lige meget hvor på øen man befandt sig, kunne man høre Fyrsten grine. Det kunne jeg godt li’.

Jeg fornemmede måske nok, at han var interesseret, men han var ikke pågående. Efter et par dage tog han hjem, og jeg fortsatte som vanligt med at lange bajere over disken og nyde mine pauser på et tæppe i solen med at læse bøger. En dag kiggede jeg op fra min bog, og så stod han der igen. Helt uden varsel. Og vi fortsatte, hvor vi slap med at sludre omkring bålet. Indtil han tog hjem igen efter et par dage med beskeden om, at han altså ikke kom igen. Og at han syntes, jeg var dejlig.

Jeg nåede næsten at blive færdig med min bog, før han vendte tilbage. Han havde skiftet mening. “I så godt vejr bør man være på Vejlø!” Jeg var enig. Og smigret. For jeg vidste jo godt, at vejret intet havde med sagen at gøre.

Flere af mine jævnaldrende landede også på Vejlø, og med dem fulgte lysten til flere øl og mere guitarspil. Og flere aftener i træk faldt jeg, i min halvbrandert, i søvn op ad Fyrsten på bænken. Og når jeg vågnede fulgte han mig pænt op til gården, så jeg kunne komme i seng. En nat vågnede jeg dog på bænken alene. Jeg fandt selv vej fra lejren op til gården og undrede mig over, at min næse gjorde så ondt.

Næste dag tog Fyrsten hjem. Igen.

Flere måneder senere indrømmede han, at jeg var faldet i søvn op ad ham som de foregående aftener, og han havde lagt mit hoved i sit skød. På et tidspunkt var der én, der væltede en øl ud over bordet, og alle hoppede op fra bænken. Også Fyrsten, som havde mig liggende i skødet, hvorfor mit hoved var knaldet op i bordet. Jeg sov bare videre, mens Fyrsten flygtede fra gerningsstedet;)

image

Da Fyrsten mødte Frøkenen

Der blev spurgt ind til vores bryllup i kommentarfeltet forleden, så det skal I da have lov til at høre lidt om. Men jeg tænker at starte ved begyndelsen:) Og jeg kommer til at være mega irriterende og dele det op i et par afsnit, fordi det ellers ville blive verdens længste indlæg!

De af jer, der har fulgt med herinde længe, kender til mit Vejlø. Men for de uindviede: Vejlø er en lille ø i Nakskov Fjord, som jeg mødte og forelskede mig hovedkulds i, da jeg var 10 år gammel. Min far havde fået sig en kæreste (som de sidste 21 år har været hans kone), Linda, og Lindas bedsteforældre ejede Vejlø. Hvert år siden 70’erne har der været ølejr på Vejlø. En forvokset feriekoloni, kan man vel kalde det, hvor man sover sammen i store militærtelte, drikker for mange øl og synger højt og til den lyse morgen. Tilbage da ølejren startede, var det med bare bryster, fællesbad og samtalelokummer. Og selvom folk har lidt mere tøj på i dag, er der egentlig ikke meget, der har ændret sig. Størstedelen af de deltagende er gengangere, mens der hvert år også kommer nye ansigter til. Nogen løber skrigende bort pga den løse struktur og de sanitære forhold. Andre bliver ramt lige i hjertekulen – af menneskerne, letheden og lykken.

Vejlø er mit yndlingssted i hele verden! Sådan helt ubetinget. Det er der, jeg trives allerbedst. Når jeg nyder en øl på gården, synger ‘Hey Jude’ om bålet i lejren eller hopper i fjorden fra badebroen – det er FANTASTISK!

Da jeg var omkring de 17 år, satte Fyrsten for gang sine fødder på Vejlø. Hans daværende kæreste var kommet fast hver sommer med sin mor, siden hun var barn. Og nu kom hun med sin kæreste. Indtil de en dag, fem år senere, ikke var kærester længere, og Fyrsten egentlig havde forsvoret, at han ville vende tilbage alene. Men så skete der vist en masse med noget surt arbejde og noget dårligt humør, og velvidende at Vejlø bringer lindring til de trængende, satte Fyrsten atter kursen mod Vejlø. Denne sommer ganske kæresteløs.

Som altid starter man sin sommer på Vejlø med at nyde en øl på gården. Den øl køber man i kiosken. Og tænker du 7-eleven, så ryst lige hovedet engang og forestil dig i stedet en del af en gammel hestestald med et vindue åbent, hvorfra man kan købe en Blå Nykøbing og en Tivolistang. Dét er kiosken. Og på lige præcis denne dag, hvor Fyrsten satte sine trætte fødder på gårdspladsens grus, var det mig, der stod i kiosken og langede øl og smil over disken. Med sin øl i hånden satte Fyrsten sig på bænken og spurgte et par af de andre ølejrdeltagere, hvem hende i kiosken mon var? Og selvom det jo må siges, at være et meget simpelt spørgsmål, så forstod de ham ikke rigtig. For hende den rødhårede pige, der stod bag disken, var jo den samme pige, som havde serveret den unge Fyrste hans kolde Blå Nykøbing de sidste 5 år. Hun var naturligvis blevet ældre år for år, men det røde hår og de korte ben var nu alligevel præcis de samme, som de havde været de foregående somre. Og sådan mødte Fyrsten mig – 5 år efter jeg havde mødt ham. Og ifølge hans eget udsagn, var det dér, at han blev forelsket i mig:)

image