Kærlighed i bogform

Annonce / Indlægget er sponsoreret af Cewe.dk

I år var Anes tredje sommer på Vejlø. Hvert år har haft sin charme, men i år havde bare lidt ekstra! Ane har nået en alder, hvor vi i langt højere grad kan lave aftaler med hende – “man må ikke gå ned til vandet uden en voksen!”, “Kan du hente far i ølejren?” mm, og det var super dejligt for os alle, men nok mest Ane, som fik lidt mere bevægelsesfrihed på den konto.

Ane elsker, om muligt, Vejlø ligeså højt, som jeg gør. Vejlø er venner, røde sodavand, varme aftener og bare tæer. Vejlø er lykken.

Jeg fik ikke en hel barndom på Vejlø. Men jeg fik en del, plus en masse ungdom. Og jeg ville aldrig ha’ været det foruden! Vejlø har formet mig som menneske på en måde, som ingen skoler, bøger eller coaches kunne ha’ gjort. Jeg har tilbragt hver sommer de sidste 22 år med repræsentanter fra alle samfundslag samlet på ét sted. Det burde være obligatorisk i ethvert menneskes dannelse. Jeg har holdt ferie med direktører, pædagoger, kontanthjælpsmodtagere, musikere og revisorer. Med unge og med gamle, og især med gamle, der var unge. Med en familie, der er medlem af Indre Mission, med én der har kræft, og med én, der har sit navn tatoveret på brystet – på mandarin, “fordi man jo aldrig ved, hvor man bliver væk!”. Jeg har drukket øl med Chumbawamba (ja, den er god nok!), spillet back gammon med en lektor fra DPU og nydt min morgenkaffe med en skøn, ældre mand, som engang sejlede store skibe. Det tror jeg, at de færreste ved om ham. For i hverdagen, hvor aftensmaden skal laves og ungerne puttes, tager de sig ikke tid til at høre hans historie. Måske fordi muligheden ikke byder sig, måske fordi de ikke er interesserede. Måske de kun ser ham, hvor han er nu. Der, hvor livet, af forskellige årsager, har ført ham hen. Hvor der drikkes flere øl og tages færre bade, og hvor aftensmaden indtages på det lokale værested, hvis den da ikke indtages i flydende form på det lokale værtshus. Men jeg kender hans historie. Jeg har fået tegnet og fortalt hans storhedstid. Og det var ikke sket, hvis ikke det havde været for Vejlø. Så havde jeg passeret ham på gaden uden nogensinde at vide, at han kunne gøre en forskel i mit liv.

Han kom på Vejlø i år, efter et par års fravær. Han har været syg. Og han satte sig ind i hestestalden for at stoppe sin pibe med tossetobak og drikke en Blå Nykøbing. Og her sad to unge piger fra ølejren og spillede guitar og sang. Og da han kom, hilste de varmt og hjerteligt og spurgte, om han kendte nogen sange fra Højskolesangbogen, som de kunne synge for ham. Så sang de. Og han græd. Jeg selv fik en kæmpe klump i halsen og gåsehud. For lige dér stod det klart for mig, hvad det er Vejlø kan! Og det er noget ganske unikt! For at bruge den nævnte mands egne ord, da han engang fortalte mig om en pige, han havde elsket: “Så ligger man der og bare holder om hinanden. Det er 37 grader. Det er kærlighed!”
Vejlø er i sandhed 37 grader:)

Jeg håber af hele mit hjerte, at Ane og Jasper får lov at vokse op med Vejlø i deres liv! Men tiderne skifter. Og at eje en ø er fuldtidsarbejde. For folk, som allerede har fuldtidsarbejde og børn og liv, der skal leves. Af egoistiske årsager har jeg lyst til at skide højt og flot på deres behov for en helt almindelig hverdag, som ikke inkluderer, at man må skippe middagen nytårsaften, fordi det er lavvande, hvilket vil sige, at køerne kan komme til fastlandet (og nej, det er ikke et tænkt eksempel). For jeg vil ha’ mit Vejlø! Men jeg ved godt, at de en dag må sige stop og sætte sig selv og egne familier i første række. Måske står der en ny ildsjæl klar med lysten til føre ølejren videre. Det håber jeg! Indtil da suger jeg alt det Vejlø til mig, som jeg kan.

Og bedst som jeg sad der på gårdspladsen på Vejlø i sommers og sugede kærligheden til mig blandet med en kølig hof, landede der en mail i min indbakke fra Cewe.dk, som tilbød mig at proppe glimtvis af kærligheden til Vejlø ind i bog. En bog, som Ane kan have med sig med minder fra sine første år på vores families kærlighedsø.

Fotobogen, som jeg har valgt, er modellen ‘stor’, der måler 21 x 28 cm., og er lavet på blankt fotopapir. Jeg har samlet de bedste øjeblikke fra Anes somre på Vejlø i 2014, 15 og 16. Billeder af hygge på gårdspladsen, badeture ved stranden, leg i ølejren mm. Stunder, som jeg glæder mig til at kunne opleve igen og igen – både i virkeligheden, men også når vi sammen bladrer i bogen.

Jeg startede med at se en lille video på 10 min. her, som indeholder en instruktion i, hvordan bogen laves, og hvilke effekter man kan tilføje undervejs. Og det var 10 min. godt givet ud, for det gav en god fornemmelse af, hvordan og hvad man kan lave i bogen og gør det videre arbejde noget mere overskueligt. For der er virkelig mange muligheder, både for at lege med baggrundsfarve, redigere billeder, indsætte små tegn og motiver mm. Jeg har ændret i formen på nogle af billederne, både på forsiden og indeni, samt indsat clipart i form af rammer om teksten, samt små motiver.

image image image

Jeg valgte at samle alle de valgte billeder i en mappe på pc’ens skrivebord, som derefter kunne åbnes direkte i det hentede fotobog-program. Og så var det ellers bare at gå i gang med at fylde kærlighed på papiret. Jeg har intet fancy kamera, så alle mine billeder er taget på telefonen, og ikke alle er i lige god kvalitet. Når man indsætter billederne i bogen, kan man selv vælge størrelsen på billederne, hvilket både gør, at man kan fremhæve de særlige, men også at kabalen med at få billederne til at passe til et bestemt sideantal er lidt nemmere at få til at gå op. Enkelte af mine billeder var dog i for ringe kvalitet til at blive forstørret op, hvilket programmet fortalte mig, når jeg forsøgte at sætte dem ind. Så var det ellers bare at ændre størrelsen, indtil der igen var grønt lys. Altså behøvede jeg ikke frygte, at nogle af billederne var slørede.

Jeg valgte desuden at tilkøbe ekstra sider, da antallet af sider i standardbogen var for få i forhold til mine valgte billeder. En virkelig god mulighed, så jeg ikke skulle til at sortere og prioritere billeder.

Og i går landede bogen så i postkassen. Til kæmpe glæde for både mig og Ane. Jeg er en hat til at få bestilt billeder på papir, så vores fotoalbums er gabende tomme. Men nu har vi Vejlø og vores bedste minder derfra samlet i én fin bog. Jeg forudser, at den ikke bliver vores sidste! Tjek bare lige Anes glæde, da jeg pakker bogen ud:

[vidcore vid=”5OhvPK2u”]

Skulle du selv have lyst til at lave en fotobog, så kan du med fordel bruge koden FYRSTENOGF, som kan bruges én gang og giver 25% på en fotobog frem til d. 30/9-16. Jeg overvejer, om ikke jeg selv skulle bruge det tilbud og lave en bog med billeder fra min graviditet med Jasper.

image

Jeg håber, at Vejlø for altid vil være en del af mine børns liv og dannelse, på samme måde som den har med mig. Jeg håber, at de der vil finde venskaber, kærlighed, åbenhed og tolerance. At den lille ø kan være med til at give lidt mere perspektiv på deres tilværelse end livet bag hækken i forstaden giver. Og så glæder jeg mig til næste sommer! Den er muligvis langt væk lige nu, men så kan vi nyde, at vi har en bog fuld af kærlighed til at varme os på, hvis vinteren bliver for lang:)

 

 

Fordi vi kan!

Jeg skylder jer en vinder af billetterne til Knuthenborg, men I må desværre vente til i morgen – det håber jeg er okay. Sagen er, at jeg gerne vil have min lillebror, Alexander, til at assistere mig i udtrækningen af en vinder, ligesom han gjorde her. Men han er en mand med mange jern i ilden, så han har først tid i morgen. Jeg har ikke udtænkt, hvordan det skal foregå, men jeg tør godt love, at det vil være værd at vente på;)

Jeg kom forresten til at blive på Vejlø. Hov…. Fyrsten, som jo er en uhyre klog mand, foreslog i morges, at jeg da bare kunne blive herover med ungerne, mens han tog hjem på job, og så kunne han komme efter os sidst på ugen. Og det var ualmindeligt svært at finde argumenter, der talte for at tage hjem. Jovist, jeg ville gerne ha’ malet nogle paneler og måske kysset på nogle veninder, men de er der garanteret også i næste uge, både panelerne og veninder. Og den fødselsdag jeg skulle til i løbet af ugen, var hos én, som selv var på Vejlø i dag, da jeg pludselig skulle træffe valget om at blive eller tage hjem. Og han syntes ikke, at mit valg var så svært;) Så ungerne og jeg blev på Vejlø.

Jeg fik dog en lille klump i halsen, da Ane, Jasper og jeg vinkede farvel ved badebroen, for det føles mærkeligt og forkert, at vi er her uden Fyrsten. Det er kun små fire dage, men jeg føler allerede mig lidt amputeret. Og det er ikke fordi, vi er et af de der super sunde par, som bruger lang tid hver dag på at tale med hinanden. Nogle dage taler vi næsten ikke sammen. Jo jo, vi udveksler oplysninger: “Lillebror skal skiftes”, “Ane er sulten”, “Er den der regning blevet betalt?” og så videre. Men vi kan sagtens gå en hel dag uden rigtigt at tale sammen. Det lyder måske sørgeligt, men sådan oplever jeg det ikke. Det er bare virkeligheden med børn. Til gengæld gør vi en dyd ud af at kysse, kramme og sige at vi elsker hinanden, når vores ruter i de daglige gøremål krydser hinanden. Hvilket heldigvis er ret ofte. Og nu, hvor der er gået fem timer uden kys, begynder abstinenserne så småt at kunne mærkes.

Jeg savner ham.

Men jeg er glad for, at vi blev. Jeg er glad for, at jeg har muligheden for at suge så meget af Vejlø til mig, som jeg overhovedet kan. Og Ane er glad. For det betyder, at hun kan bruge endnu en uge på at være nøgen, møgbeskidt og muligvis en smule fejlernæret. Grønne sodavand, flæskesvær, badeture, morfar-tid og ‘Gummi Tarzan’ (den originale) på dvd, er uden tvivl at foretrække over børnehave og faste puttetider, hvis man spørger den unge dame.

Så vi tager lige lidt mere tid på Vejlø.

Fordi vi kan.

Og fordi vi slet ikke kan lade være;)

*Indsæt selv billeder af en møglækker og mega beskidt Ane – signalet er elendigt, så den gider ikke uploade:/

Ps. Skulle du have lyst til at læse lidt mere om min kærlighed til ham Fyrsten, så har jeg svaret på spørgsmål inde hos søde Cecilie🙂

Hjemvendt! Og verdens bedste salat:)

Vi kom hjem fra Vejlø for et par dage siden, hvilket altid er en mega ambivalent fornemmelse! Det er så dejligt at være hjemme – og det er så lidt dejligt ikke at være på Vejlø;)

Vi snakker lidt om at tage et par dage mere derover i uge 29. Selvom jeg jo synes, at Vejlø er skøn i al slags vejr, så har det bare ikke været rigtig ferie uden en badetur på Vejlø. Og jeg var sgu for stor en kylling til at springe i fjorden i sidste uge!

Uge 29 plejer at være velbesøgt. Der er ‘Scenen er din’ i ølejren, og gennem hele ugen kan man øve sit nummer i det gamle frugthus, før selve showet fredag. Både børn og voksne stiller op, og det ender altid med en stor fest. Det kunne være lidt dejligt at få den oplevelse med:)

Men for nu er vi hjemme i Palæet og nyder at sove i vores egen seng. Den gamle karlekammerseng på øen er vanvittigt charmerende og vanvittigt ukomfortabel, så jeg nyder virkelig at vågne op uden en fjeder boret ind i hoften. Jeg nyder knap så meget tanken om at skulle i Ikea lige om lidt, men vi mangler lidt forskelligt, så der er ingen vej udenom. Send positive tanker min vej, ikk’?!

Og apropos intet af det overhovedet, så smed jeg et billede ud på Snapchat i går af verdens bedste salat, som min veninde Ditte præsenterede mig for sidste sommer. Jeg kan se, at snappen er blevet screenshottet et par gange, så I får den lige her også:)

image

Vandmelon, edamamebønner, feta og belugalinser. Ingen større videnskab, bare skær vandmelon og feta i tern, smid en håndfuld bønner og en dl. kogte linser ved. Nam nam!

Lortebrune dørkarme og store drømme

Det øverste trappetrin på Vejlø knirker. Når ungerne ikke sover, træder jeg på det med fuldt overlæg, for jeg kan godt li’ lyden. Jeg kan også virkelig godt li’, at dørkarmene er malet i forskellige farver. Særligt de lyserøde, men de lortebrune har altså også en vis charme. Jeg elsker, at stukken i stuen er malet guld og ferskenfarvet. Det er alt for skørt og vejløsk og Verask. Lidt ligesom at det værelse, vi bor på, har tre forskellige slags tapet på væggene. Fire, hvis man tæller det på lågen ind til skunken med.

Jeg læste engang i et ellet andet tilfældigt ugeblad om en kvinde, der var forelsket i en rutsjebane. Det er muligvis sådan, jeg har det med gården på Vejlø. Og havde jeg lige et par millioner i overskud, så havde jeg brugt dem på at forskønne stedet. Det fornuftige ville uden tvivl være at jævne det med jorden og bygge noget nyt. Men nybyggede trappetrin har ingen historier at fortælle.

Og det er jo historierne jeg elsker.

Særligt dem jeg skaber i mit eget hoved, når jeg ligger i den gamle karlekammerseng i det overtapetserede værelse og kigger på alle Veras kattebilleder på væggene. Så forestiller jeg mig, hvordan det ville være at bo her. Sådan fast. Á la Søren Ryges ‘Far, mor og børn’, bare med sko på. Mig og Fyrsten og ungerne, måske et par plejebørn. Helt sikkert en masse høns, nogle geder og en køkkenhave.

Det ville jo ikke kunne lade sig gøre. Mest på grund af de manglende millioner og den svingende netforbindelse, men også lidt på grund ‘øde ø’-faktoren. Det er virkelig smukt inde i mit hoved – smilende, beskidte børn, hjemmedyrkede agurker og lyserøde solnedgange. Men i praksis ville der helt sikkert være en del praktiske og logistiske udfordringer.

Men jeg drømmer videre alligevel. Fordi det er så skide hyggeligt.

 image

Vejlø-snak

Jeg har netop fået årets første Vejløbad. Desværre ikke i fjorden, da solen stadig ikke er skruet op på fuld styrke, hvorfor jeg valgte den lunere løsning, som er en bruser i en skurvogn.

Jeg kan godt savne ‘de gamle dage’, hvor der hverken var lys eller varmt vand på gården på Vejlø. Så var det tætteste, man kom på et bad, en badetur i fjorden eller en etagevask i køkkenet med vand varmet op på komfuret. Jeg valgte gerne den første løsning, som for det meste nok var en kold fornøjelse, men af samme grund havde den bedste effekt på de tømmermænd, der automatisk følger med et Vejlø-ophold, når man er ung og uafhængig.

En sommer lå Per Pervers fast med sin lille fiskerbåd ved badebroen. Og når jeg gik ud af badebroen om morgenen, bankede jeg på taget af båden, inden jeg hoppede i vandet, med det resultat, at Per havde fremtryllet en kop dampende varm kaffe fra sin trangia, når jeg igen var retur fra bølgerne. Så delte vi en kop kaffe og udvekslede et par historier og gode grin, og så var dagen ligesom i gang.

Hvorfor han kaldes Per Pervers, ved jeg ikke, for historierne er mange. Særligt de af dem, der kommer fra hans egen mund, og som muligvis er lige en tand for ‘vovede’ til at dele her;) Men jeg kan afsløre, at han engang “kendte en pige, der havde kus’lapper på størrelse med sadeltaskerne på en Harley Davidson!”😉

Det er det fedeste ved Vejlø – menneskerne! Den brogede skare af folk, der passerer igennem i løbet af sommeren. Alle typer og alle samfundslag er repræsenteret. Og hver især medbringer de historier og fortællinger, som deles over lejrbålet og morgenkaffen. Men de bedste historier er nu dem, som vi sammen skaber lige her på en lille plet i Nakskov Fjord:)

Vejlø er og bliver mit yndlingssted!

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Her får i 2. del af beretningen om, da Fyrsten og jeg mødte hinanden. 1. del kan I læse her.

Jeg vidste godt, hvem Fyrsten var, men vi havde aldrig rigtig talt sammen. Han var jo 10 år ældre og havde et barn – han var en af ‘de voksne’. Men i uge 27 2007 var min egen aldersgruppe underrepræsenteret på Vejlø, så jeg endte med at tale med ham en del aftener omkring bålet i ølejren. Han var både sød og rar, men mere var der egentlig ikke i det. Jeg var ikke på udkig efter en kæreste, og da slet ikke én, som både havde et barn på 10 og et af de der kørekort, der kan foldes på midten. (Det har han forresten stadig!)

Men vi talte sammen omkring bålet, Fyrsten og jeg. Om alt og ingenting. Han var let at tale med. Og helt ufatteligt lattermild. Særligt det sidste bed jeg mærke i. Lige meget hvor på øen man befandt sig, kunne man høre Fyrsten grine. Det kunne jeg godt li’.

Jeg fornemmede måske nok, at han var interesseret, men han var ikke pågående. Efter et par dage tog han hjem, og jeg fortsatte som vanligt med at lange bajere over disken og nyde mine pauser på et tæppe i solen med at læse bøger. En dag kiggede jeg op fra min bog, og så stod han der igen. Helt uden varsel. Og vi fortsatte, hvor vi slap med at sludre omkring bålet. Indtil han tog hjem igen efter et par dage med beskeden om, at han altså ikke kom igen. Og at han syntes, jeg var dejlig.

Jeg nåede næsten at blive færdig med min bog, før han vendte tilbage. Han havde skiftet mening. “I så godt vejr bør man være på Vejlø!” Jeg var enig. Og smigret. For jeg vidste jo godt, at vejret intet havde med sagen at gøre.

Flere af mine jævnaldrende landede også på Vejlø, og med dem fulgte lysten til flere øl og mere guitarspil. Og flere aftener i træk faldt jeg, i min halvbrandert, i søvn op ad Fyrsten på bænken. Og når jeg vågnede fulgte han mig pænt op til gården, så jeg kunne komme i seng. En nat vågnede jeg dog på bænken alene. Jeg fandt selv vej fra lejren op til gården og undrede mig over, at min næse gjorde så ondt.

Næste dag tog Fyrsten hjem. Igen.

Flere måneder senere indrømmede han, at jeg var faldet i søvn op ad ham som de foregående aftener, og han havde lagt mit hoved i sit skød. På et tidspunkt var der én, der væltede en øl ud over bordet, og alle hoppede op fra bænken. Også Fyrsten, som havde mig liggende i skødet, hvorfor mit hoved var knaldet op i bordet. Jeg sov bare videre, mens Fyrsten flygtede fra gerningsstedet;)

image

Da Fyrsten mødte Frøkenen

Der blev spurgt ind til vores bryllup i kommentarfeltet forleden, så det skal I da have lov til at høre lidt om. Men jeg tænker at starte ved begyndelsen:) Og jeg kommer til at være mega irriterende og dele det op i et par afsnit, fordi det ellers ville blive verdens længste indlæg!

De af jer, der har fulgt med herinde længe, kender til mit Vejlø. Men for de uindviede: Vejlø er en lille ø i Nakskov Fjord, som jeg mødte og forelskede mig hovedkulds i, da jeg var 10 år gammel. Min far havde fået sig en kæreste (som de sidste 21 år har været hans kone), Linda, og Lindas bedsteforældre ejede Vejlø. Hvert år siden 70’erne har der været ølejr på Vejlø. En forvokset feriekoloni, kan man vel kalde det, hvor man sover sammen i store militærtelte, drikker for mange øl og synger højt og til den lyse morgen. Tilbage da ølejren startede, var det med bare bryster, fællesbad og samtalelokummer. Og selvom folk har lidt mere tøj på i dag, er der egentlig ikke meget, der har ændret sig. Størstedelen af de deltagende er gengangere, mens der hvert år også kommer nye ansigter til. Nogen løber skrigende bort pga den løse struktur og de sanitære forhold. Andre bliver ramt lige i hjertekulen – af menneskerne, letheden og lykken.

Vejlø er mit yndlingssted i hele verden! Sådan helt ubetinget. Det er der, jeg trives allerbedst. Når jeg nyder en øl på gården, synger ‘Hey Jude’ om bålet i lejren eller hopper i fjorden fra badebroen – det er FANTASTISK!

Da jeg var omkring de 17 år, satte Fyrsten for gang sine fødder på Vejlø. Hans daværende kæreste var kommet fast hver sommer med sin mor, siden hun var barn. Og nu kom hun med sin kæreste. Indtil de en dag, fem år senere, ikke var kærester længere, og Fyrsten egentlig havde forsvoret, at han ville vende tilbage alene. Men så skete der vist en masse med noget surt arbejde og noget dårligt humør, og velvidende at Vejlø bringer lindring til de trængende, satte Fyrsten atter kursen mod Vejlø. Denne sommer ganske kæresteløs.

Som altid starter man sin sommer på Vejlø med at nyde en øl på gården. Den øl køber man i kiosken. Og tænker du 7-eleven, så ryst lige hovedet engang og forestil dig i stedet en del af en gammel hestestald med et vindue åbent, hvorfra man kan købe en Blå Nykøbing og en Tivolistang. Dét er kiosken. Og på lige præcis denne dag, hvor Fyrsten satte sine trætte fødder på gårdspladsens grus, var det mig, der stod i kiosken og langede øl og smil over disken. Med sin øl i hånden satte Fyrsten sig på bænken og spurgte et par af de andre ølejrdeltagere, hvem hende i kiosken mon var? Og selvom det jo må siges, at være et meget simpelt spørgsmål, så forstod de ham ikke rigtig. For hende den rødhårede pige, der stod bag disken, var jo den samme pige, som havde serveret den unge Fyrste hans kolde Blå Nykøbing de sidste 5 år. Hun var naturligvis blevet ældre år for år, men det røde hår og de korte ben var nu alligevel præcis de samme, som de havde været de foregående somre. Og sådan mødte Fyrsten mig – 5 år efter jeg havde mødt ham. Og ifølge hans eget udsagn, var det dér, at han blev forelsket i mig:)

image