Forresten #18

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

Esben, hed han. Den læge, der fortalte os, at vi ville få svært ved at få børn uden hjælp. Han var sådan en læge-“praktikant”, som skulle være i vores lægehus i 6 måneder. Esben. Esben, som ændrede mit liv.

Det var en onsdag eftermiddag i oktober, og det regnede. Igen. Og vi sad i vores store, røde kassevogn på parkeringspladsen foran lægehuset. Jeg havde sagt til Fyrsten, at vi skulle ha’ anden bil. En mere familievenlig én. Nu sad vi der i tavshed. Indtil Fyrsten sagde, at det nok skulle gå og drejede nøglen og kørte hjemad. Jeg sagde stadig ingenting. Der var ikke noget at sige. Så jeg græd bare. Mens jeg tænkte, at så behøvede vi måske ikke en ny bil.

Da vi var til første samtale på klinikken i Holbæk, sagde lægen, at hun næsten ville garantere, at vi fik et barn ud af de tre behandlinger. “Næsten garantere“? Hvad betyder det? Jeg fluekneppede hendes ord hele vejen fra Holbæk til Hvidovre og fablede om selvmodsigelser og dårlige formuleringer. Og bad til at “næsten garantere” mest bare betød “garantere“. Det måtte det gøre. Ikk’?

Jeg var egentlig fuld af forhåbning, da vi endelig startede op. Fuld af tro på, at det nok skulle lykkes. Men for hver behandling blev troen mindre. Og stille og roligt gik det op for, at der også var en risiko for, at det ikke ville lykkes. At der, på trods af lægens ord, ikke fandtes nogen garantier. Hverken af de hele eller halve.

Et år var vi i behandling i Holbæk. Et år, fire behandlinger, 63 æg, tre gange kunstig overgangsalder og ingen positive test. Det er det “næsten garantere” betyder.

Kæft, hvor jeg dog hadede den Hyundai!

img_4765

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

8 kommentarer

  • M

    Efter 13 år som ufrivillig barnløs (jeg er lige blevet 37 år), “savner” jeg nogle i samme båd. Ikke at jeg på nogen måde ønsker, at andre skal opleve/gennemleve det min mand og jeg gør, Første forsøg var i august 2007. “Du er et nemt tilfælde”….sagde lægen på CFC. Det var jeg jo så desværre ikke. Efter 16 behandlinger og 5 spontane aborter, er vi nu igang med ægdonation i udlandet. Det lykkes ikke med æggene fra første donor, så donor nummer 2 er købt til næste omgang i april. Alle dem jeg har fuldt på “min mave” og “hemmelige” fb grupper gennem årenes løb er kommet i mål. Det har taget størstedelen omkring de 4 år. Hvorfor har vi ikke kastet håndklædet i ringen, vil nogen sikkert tænke….tja…jeg kan desværre ikke. For jeg aner ikke hvordan mit/vores liv skal gå videre uden behandling/håb. Man siger at ægdonation er en helt ny start, så vi har i princippet “kun” været i gennem 1 forsøg med en reel chance for et levedygtigt barn. Efter donor nummer 4 vil ca. 97% have fået et barn. Så jeg håber at min mand og jeg styrer uden om de sidste ca. 3 %. Alle andre drømme er sat på standby, da behandlingerne er mega dyre…Vi har i det hele taget begge glemt, hvad det vil sige at drømme. Heldigvis er der også gode dage i mit liv….Men den frygt/angst jeg har for fremtiden er altid over mig som en tyk grå dyne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hvor gør det mig ondt at høre, og hvor kan jeg bare genkende dine følelser! Jeg kunne heller ikke sige stop. Ikke uden at være blevet mor. Det var ganske enkelt ikke en mulighed!
      Jeg sender jer alverdens krydsede fingre og kærlige tanker<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Uha hed den garenterende læge mon Charlotte floridon?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Du skriver så fint og farverigt om noget så trist – dejligt at man trods alt ved det ender godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ja, det gør det lidt lettere, at man kender slutningen på forhånd:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Det er “sjovt” det med fertilitet og biler. Da vi, efter 3. forsøg besluttede os at købe bil, kiggede vi på aaaalle mulig forskellige biler og egentlig snakkede vi ret meget om, at det burde være familie-venlig. Til sidst blev jeg dog så træt af at tænke på en fremtid, som jeg ikke anede om ville blive til noget, så vi købt en lille rød bil. En gammel Toyota Starlett, for jeg blev jo alligevel aldrig gravid!! En uge efter blev jeg insemineret for 4. gang og denne gang lykkedes det. Og vi købte en anden bil året efter – en familievenlig en.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten #18