Ævl og kævl #2

Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere.

Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling. For selvom det på mange måder var behandlingerne, som ødelagde mig fuldstændig,  så var det også dem, der holdt mig gående. Det der evige, spinkle håb om, at det måske var denne gang, det ville lykkes.  Jeg følte lidt, at jeg – bogstavelig talt – var ved at blive sindssyg af hele tiden at bevæge mig i krydsfeltet mellem håb og afmagt. For jeg kunne ikke lade være med at håbe. Og folk sagde til mig, at jeg skulle håbe. At hvis ikke jeg troede på det, så ville det aldrig lykkes. Hvilket nok er noget nær det værste, jeg kunne få at vide, for når det så gik galt, igen, stillede jeg mig selv til regnskab over ikke at have været positiv nok. Men hvordan fanden er man positiv, når alle ens ønsker og drømme er hængt op på denne ene ting, som er fuldstændig uden for ens kontrol. Jo. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Og havde det ikke været for Fyrsten, hans ro, evige optimisme og overmenneskelige overskud, så tror jeg egentlig også, at jeg var blevet det.

Jeg er ellers også selv ret så happy go lucky-indrettet. Mit glas er oftest fyldt til randen, og det der ryger ved siden af, gemmer vi til tørkeperioder. Men udover det helt vidunderlige resultat af to smukke børn, så kunne jeg ikke, hverken dengang eller nu, se nogen silver ligning i det, vi var igennem.

Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.

Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!

I de to år vi var i behandling, sad vi fast i et følelsesmæssigt limbo. Alt var forandret. Jeg var forandret, vi var forandret. Alle bolde var kastet op i luften, og jeg greb ingen overhovedet. Men Fyrsten greb mig. Igen og igen og igen.

Først nu, så mange år efter, tænker jeg på, om der mon nogensinde var nogen, der greb ham??

img_5049

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

16 kommentarer

  • Anna

    Det er så in at se svære tider som noget, der udvikler en. Dengang jeg holdt foredrag om min fortid i psykiatrien, fik jeg altid spørgsmålet, om jeg var glad for det i dag. Selvfølgelig ville jeg ønske, jeg ikke havde brugt fire år i helvede men havde haft en almindelig ungdom!
    Det samme nu, efter at have prøvet i 1,5 år og have aborteret tre gange. Sidste abort slog mig helt ud. Angsten og visheden om, at så startede hele hormon-cirkusset én gang til.
    Nu er jeg gravid igen, og jeg håber, vi snart kan lægge denne tid fra os. Et eller andet sted i den her proces tabte jeg en del af mig selv. Den glade, sorgløse Anna. Jeg glæder mig til, jeg finder hende igen.
    Jeg fandt din blog i min søgen efter andre, der havde kæmpet, og at I lykkedes har hjulpet mig rigtig meget. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg tror egentlig godt, at jeg kan forstå, hvorfor det er så in. For ville det dog være skønt, hvis vi kunne tage alle de dårlige oplevelser og give dem et positivt formål! Men nogen gange er ting bare lort. Slet og ret. Og så må man arbejde med det, som dét det er, istedet for at forsøge at forme det til at være noget andet. Sådan har jeg i hvert fald fået det med lige præcis det her. Så skal nok være positiv i alle mulige andre sammenhænge;)
      Hvor gør det mig ondt at høre, Anna!!! Men hvor er jeg dog også glad for at høre, at du har lykken indenfor rækkevidde! Jeg hepper og håber af hele mit hjerte, at alt går godt denne gang<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åååhhh for hævle’ Elisabeth, der fik jeg vand i øjnene… især de sidste linier 💙
    Følelserne og det dersens lortelimboland, som du engang beskrev det for mig, husker jeg som igår – og netop den afmagt, den evige venten…. og ja, man kan ikke gøre en skid andet end at udfylde tomrummet med rejser, venner, bøger, arbejde… men det er bare “mens vi venter” handlinger… hvor har jeg dog siddet ved aftensmaden titusinde gange, kigget på en tom plads, hvor der var masser af plads til en højstol og et barn, men aldrig havde været der – savnet af larm, lyde og rod, man ikke kendte, men bare higede efter…
    At vente, vente og vente, og aldrig få et endeligt svar på, hvorfor hulan det ikke lykkedes…
    …på en eller anden mærkelig måde, græd jeg ikke… jeg mindes ikke at have grædt de første 5 år… lige indtil jeg så stortudede en dag i det sjette år til en eller anden viral “et mirakel bliver til” video – den gav mig den største mavepumper… 2 måneder senere købte jeg mig atter fattig i hormoner til en ny runde, men min cyklus startede ligesom aldrig 🙈 Det har været de bedst spildte penge nogensinde (Jeg turde jo dårligt tro på miraklet, så gemte hormonerne langt ind i min graviditet)…
    Tak for altid at sætte de helt rigtige ord på – du rammer bare hvergang 💙💙💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Og jeg husker tydeligt, da jeg ‘mødte’ dig første gang. Hvor rørt jeg blev af jeres historie. Det er skægt og dejligt så forbundet, man føler sig til folk i samme situation. Og nu er der højstole om bordene og mad op ad væggene – lige som det skal være<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Tak fordi du sætter ord på hvor svært det er at være i fertilitetsbehandling ❤ Det er det sværeste jeg har været igennem i mit liv – håber jeg en dag får lov at opleve at blive mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Det er sjovt, det der med fortid. Ikke haha-sjovt, men pudsigt.
    Jeg har selv været igennem en masse sorg ift. det forhold jeg er i nu. Og uanset hvor glad jeg er for vores liv nu og for vores familie osv., så ville jeg dæleme gerne have været den sorg foruden! Jeg er med på at uden alt det, der er sket, havde verden ikke set ud som den gør i dag.
    Men jeg ville sgu gerne fjerne al den sorg, jeg har følt og de dårlige oplevelser, jeg har haft i denne forbindelse, hvis jeg så også kunne bestemme at slutresultatet ville være præcis det samme som i dag. Og at de gode ting, der trods alt kom ud af oplevelsen til sidst, også gjorde det.
    Det er jeg med på, det kan man ikke. Men man kan jo heller ikke gå tilbage i tiden og gøre det om.
    Så jeg forstår virkeligt godt, at du kaster lidt op i munden. For det var et fucking lorte forløb I skulle igennem. Og det bliver man altså ikke nødvendigvis stærkere af.
    Håber du forstår min pointe.
    Jeg er i hvert fald glad for at I er igennem på den anden side.
    Da jeg startede med at læse din blog, havde I fået Ane og I ventede Jasper (eller havde lige fået ham). Det gjorde det også langt nemmere at læse det hele, fordi jeg vidste at det nok skulle gå. Så kunne jeg sidde med dine mest sørgelige indlæg og have lyst til at fortælle triste Elisabeth, at det nok skulle gå til sidst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg forstår så meget din pointe! Og jeg er fuldstændig enig:) Hvor skønt det end er at være havnet, hvor man er i dag, så kan man stadig godt ønske sig, at vejen dertil havde været anderledes.
      Jeg ville også godt ha’ fortalt den Elisabeth, at det hele nok skulle gå. For det var det værste ved hele forløbet – uvisheden. Havde man haft bare en snert af vished om, hvor man ville ende, havde tingene set helt anderledes ud. Men sådan fungerer det jo desværre ikke;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Du greb og bar da fyrsten med alt din kærlighed ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg tror faktisk det her er min første kommentar på din blog — men jeg følger troligt med. Vil bare lige skrive, NØJ du skriver godt. Elsker dine indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Åh, de sidste to linjer fik mig til at græde. Tak fordi du deler. Du skriver så fint!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Pyha, det er så stærkt! Jeg er så ked af at I skulle så meget hårdt igennem før I fik jeres ønskebørn.

    ‘Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.’ –> jeg kan så meget relatere til dette! Jeg hader personligt også udtrykket, ‘der var nok en grund til at det skete’. For nej, det var der ikke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Nej, det var der nemlig ikke. Jeg håber virkelig ikke, at du får at vide, at der var en grund til, at det skete for jer – for det I har været igennem, skal der ikke findes mening i. Der er sorg, og der er kærlighed – men meget lidt mening<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ævl og kævl #2