Typisk mig....

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Her får i 2. del af beretningen om, da Fyrsten og jeg mødte hinanden. 1. del kan I læse her.

Jeg vidste godt, hvem Fyrsten var, men vi havde aldrig rigtig talt sammen. Han var jo 10 år ældre og havde et barn – han var en af ‘de voksne’. Men i uge 27 2007 var min egen aldersgruppe underrepræsenteret på Vejlø, så jeg endte med at tale med ham en del aftener omkring bålet i ølejren. Han var både sød og rar, men mere var der egentlig ikke i det. Jeg var ikke på udkig efter en kæreste, og da slet ikke én, som både havde et barn på 10 og et af de der kørekort, der kan foldes på midten. (Det har han forresten stadig!)

Men vi talte sammen omkring bålet, Fyrsten og jeg. Om alt og ingenting. Han var let at tale med. Og helt ufatteligt lattermild. Særligt det sidste bed jeg mærke i. Lige meget hvor på øen man befandt sig, kunne man høre Fyrsten grine. Det kunne jeg godt li’.

Jeg fornemmede måske nok, at han var interesseret, men han var ikke pågående. Efter et par dage tog han hjem, og jeg fortsatte som vanligt med at lange bajere over disken og nyde mine pauser på et tæppe i solen med at læse bøger. En dag kiggede jeg op fra min bog, og så stod han der igen. Helt uden varsel. Og vi fortsatte, hvor vi slap med at sludre omkring bålet. Indtil han tog hjem igen efter et par dage med beskeden om, at han altså ikke kom igen. Og at han syntes, jeg var dejlig.

Jeg nåede næsten at blive færdig med min bog, før han vendte tilbage. Han havde skiftet mening. “I så godt vejr bør man være på Vejlø!” Jeg var enig. Og smigret. For jeg vidste jo godt, at vejret intet havde med sagen at gøre.

Flere af mine jævnaldrende landede også på Vejlø, og med dem fulgte lysten til flere øl og mere guitarspil. Og flere aftener i træk faldt jeg, i min halvbrandert, i søvn op ad Fyrsten på bænken. Og når jeg vågnede fulgte han mig pænt op til gården, så jeg kunne komme i seng. En nat vågnede jeg dog på bænken alene. Jeg fandt selv vej fra lejren op til gården og undrede mig over, at min næse gjorde så ondt.

Næste dag tog Fyrsten hjem. Igen.

Flere måneder senere indrømmede han, at jeg var faldet i søvn op ad ham som de foregående aftener, og han havde lagt mit hoved i sit skød. På et tidspunkt var der én, der væltede en øl ud over bordet, og alle hoppede op fra bænken. Også Fyrsten, som havde mig liggende i skødet, hvorfor mit hoved var knaldet op i bordet. Jeg sov bare videre, mens Fyrsten flygtede fra gerningsstedet;)

image

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Typisk mig....