Når man får ondt i sin faglige stolthed

Da Fyrsten sagde “Okay, så gør vi det.”

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde jeg. Og han svarede “Okay, så gør vi det.” Og så begyndte jeg at lede efter en lejlighed stor nok til at rumme den familie, som vi var ved at stifte. Og da jeg havde gennemtrawlet alle ejendomsmæglere i København og slæbt ham med til flere fremvisninger, end jeg kan huske, sagde han pludselig “Jeg vil godt ha’ et hus.” Og jeg svarede “Okay, så gør vi det.”

Vi tog til Hvidovre, af alle steder, hvor der var et hus, som måske ku’ være noget. Men nogen havde suget historien ud ad det og erstattet den med blankpolerede overflader. Og vores familie skulle ikke dannes i historieløse rammer. Så vi fik en adresse på et andet hus i Hvidovre. En gammel madamme, som havde haft sin storhedstid. Men hvilke historier hun havde at berette! Det var tydeligt, at nogen engang havde elsket hende højt. Det gjorde vi også. Ved allerførste øjekast. 2 måneder senere flyttede vi ind.

Og vi pakkede flyttekasserne fyldt med fortid ud i det, der nu var vores hjem. Gamle breve i kuverter foldet af slikpapir og bukser, der aldrig ville komme på mode igen. Og dernede på bunden af en kasse blandt slidte paperbacks og bøjede familiefotos lå den. Den lille del af fremtiden, så var blevet pakket ned fra en lejlighed på 4. sal i Nordvest og nu var flyttet til Hvidovre til et hus med æbletræer og monologkøkken.

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde den.

img_4656

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

8 kommentarer

  • Så livsbekræftende et indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    For fa’n, nåede lige at tro, at det var sådan nu i dag, han havde sagt: “Så gør vi det.” til barne-forslaget…
    Elsker jeres historie…eller…den er jo på mange måder virkeligt sørgelig, med al den sorg I har skullet kæmpe med. Men i alt det skinner kærligheden bare så tydeligt igennem. Og det er så smukt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Se dét havde været fantastisk!!!! Og ja, det er nemmere at skrive (og nok også at læse), når nu man kender slutningen<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Du river mig med hver gang ❤ Tak, fordi du skriver’

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har en FANTASTISK måde at berette om livet på! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man får ondt i sin faglige stolthed