Åndssvage ting jeg gør....

Der er Ane, og så er der Arne….

Vi har den smukkeste, sødeste datter. Ane<3

Ane kigger på én over aftensmaden og spørger, oprigtigt og kærligt: “Mor, hvordan har din dag haft det på dit nye arbejde?”. Ellers står hun med hele hovedet og den halve overkrop begravet i min smykkeskuffe. Benene hænger ligesom bare der og dingler, indtil hovedet kommer frem og afslører det mest beundrende blik rettet mod den nyfundne skat i den lille hånd. Et armbånd. Der glimter. “Må jeg låne det, mor? Åh, søde mor, må jeg, må jeg???”. Det er også Ane, der ligeså forsigtigt lister ind under min dyne om natten. Og bevæger jeg mig, stryger hun mig over håret og hvisker, “Så så, mor. Det er bare mig. Jeg er her hos dig.” Og 8 timer senere vågner man viklet ind i en lille krop, som langsomt vågner, retter blikket mod én og siger, “Du har sovet så dejligt, mor!”.

Det er Ane. Søde, dejlige Ane.

Og så er der Arne.

Arne. Hvor skal man begynde?? Arne æder non stop. Fra han står op, til han skal i seng. Tømmer et bæger hytteost med største velbehag og gennemsøger derefter køleren for et bæger mere. Han er også vild med koldskål. Og når han kommer hjem efter en hård dag på fabrikken, så tyller han gerne en liter. Jeg gemmer mig i køkkenet imens. For jeg ved, hvad der venter. Arne er et umætteligt svin. Han vil ha’ mere. Og der er ikke mere. Og når Arne finder ud af det, så kaster han skålen henad stuegulvet, mens han brøler, at jeg vel for fanden kan køre op og købe noget mere??! Arne er nemlig lidt udfordret, når det kommer til impulskontrol og affektregulering. Nogen gange er Arne dog sød nok og tilbyder at tage med op og handle. Men når vi træder ind i Brugsen, skifter Arne mening. Nu vil han ikke længere ha’ koldskål. Arne vil ha’ kød! “Salamisnack? Åh, jeg må le!”. Næ, Arne vil ha’ pølser. Eller frikadeller. Og ikke det der præfabrikerede lort! Frikadeller fra slagterafdelingen, naturligvis. Arne er nemlig kvalitetsbevidst på den måde!  Så Arne kværner en lun delle og smiler saligt, mens han sætter næsen mod mejeriprodukterne. Nu har Arne nemlig lyst til koldskål igen. Dessert, du ved. Og når dellerne, koldskålen, Mariekiksene, hytteosten, bananerne og kartoffelmosen er stedt til hvile, så demonstrer Arne gladeligt endnu en af sine spidskompetencer. Ikke i enrum, selvfølgelig – Arne er gavmild på den front! Han deler gerne tarmgasser af en sådan kaliber, at øjnene løber i vand, og ganen svier. Og når han engang imellem leverer en prut, som får selv familiens hund (som nu ellers også gerne giver sit bidrag til indeklimaet i Palæet!) til at fortrække fra rummet, så smiler Arne stolt, mens han ligger der på sofaen med en aftensnacl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. “Den prut har jeg lavet!”.

Det er Arne. Ildelugtende, højtråbende, umættelige Arne. Søde, dejlige Arne;)

img_4733

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

8 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Åndssvage ting jeg gør....