At blive en morblogger - modul 2

Der er bloggere, og så er der mig….

Jeg er ikke blogger! Jeg er mor, kone, lærer, søster, datter mm., men jeg er ikke blogger. Jeg HAR en blog, hvilket egentlig bare vil sige, at jeg har netadgang og kan stave. Og sidstnævnte er vist ikke engang et krav.

Men der findes bloggere! Det ved jeg, for jeg har mødt en del. Og jeg taler ikke om størrelse, antal af sidevisninger, sponsorater eller andre af den slags småting. Jeg taler om måden, de bærer sig selv på. Måden de manøvrer rundt i alt det her blog-halløj. Det at de nærmeste i sig selv er et brand.

Jeg har blogget i en del år. 4 tror jeg. Og jeg har stadig ikke rigtig forstået eller vænnet mig til, at så mange læser med. Jeg føler stadig, at jeg blogger for de samme 50-100 mennesker, som jeg gjorde i starten. Måske det er derfor, at jeg ikke altid har så meget filter. Fordi det stadig på mange måder føles som min lille hemmelige hule.

Men der er kommet flere læsere til. Og med det følger også meget andet, såsom at nogle ser et kommercielt potentiale i hulen og begynder at invitere mig til diverse events. Hvilket da er virkelig hyggeligt! Jeg får lov at møde nye mennesker, og som oftest er der også kage, og det er noget, jeg forstår mig på:) Men det er også virkelig angstprovokerende, for jeg er faktisk ret genert og usikker, når det kommer til mødet med nye mennesker. Særligt bloggere. Og jeg VED godt, at de bare er helt almindelig mennesker, men jeg føler mig tit og ofte som hende bonderøven, der lige er kommet ind med 16-toget, når jeg sidder til et event omgivet af smukke mennesker (for det er de fandme også, de der bloggere!) og hører om et eller andet produkt, som koster spidsen af en jetjager. Jeg føler mig aldeles malplaceret og fejlcastet og kan ikke lade være med at overveje, om invitationen mon er havnet i min indbakke ved en fejl.

Jeg har været til event i dag. Med bloggere. Med søde Michala, som har været i gamet i så mange år, at hun kender den pr-ansvarlige og kan snakke gamle dage. Med Sneglcille, som er så pisse smuk, at jeg blev helt starstruck og ikke engang turde hilse på hende. Og med Cecilie, som lyser hele rummet op med sit smil og sin åbenhed. (Og med alle mulige andre søde, seje, tjekkede bloggere)

Jeg havde selvfølgelig lillebror med, hvilket gav lidt ro i maven. For man kan altid gemme sig bag sin søde baby. Men han sov. Fra vi kom, til vi gik. Jeg valgte derfor at finde det mest afsides hjørne og parkere mig der. Så kunne det være, at jeg var så heldig, at folk ikke engang lagde mærke til mig. Det gik ret godt. Jeg formåede at være rimelig usynlig i sådan cirka 7 minutter, før jeg forsøgte at åbne en yoghurt. Dumt! Bloggere kan åbne en yoghurt, drikke en latte og tage et sirligt opsat billede på én og samme tid. Men jeg er jo ikke blogger. Så 1 – 2 – 3: müsli-topping-ting ud over det hele og usynlighed pist væk.

Det burde fandme kunne lade sig gøre at være ude i civilisationen i mere end et kvarter uden at vise, hvor kikset og kejtet og meget lidt tjekket, man i grunden er. Det burde det altså! Om ikke andet burde man kunne fake det. Men nej – nu har jeg efterhånden lagt kluntet krop og plettet tøj til så mange gange, at alle empiriske undersøgelser siger noget andet. Det er jo ikke bare sådan noget, der sker for mig nogen gange. Det sker hver gang!

Prøv lige engang at blende ind og virke cool, når du sidder i en bunke müsli! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle dig.

Cecilie var så sød at grine af mig og smide en snap ud med mit lille uheld. Og jeg mener sød. For et godt råd: når folk er kiksede og uheldige så grin lidt med dem. Det bløder som regel en akavet situation lidt op;)

Men tak for kage, Auping! Og undskyld at jeg spildte på jeres tæppe….

image

 

 

 

   

18 kommentarer

  • […] ikke er blogger, men har en blog. Det er en rigtig fin tankegang, som hun selv har skrevet lidt om her. Hun har nemlig været til et blogger-event og følt sig en lille smule på […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Elisabeth, på vegne af Auping vil jeg lige skrive tusind tak fordi at du kiggede forbi. Hos os er der plads til alle, man må hoppe i sengene, som kan tilpasses fuldstændig individuelt og til en pris, som passer alle 😉 Og så græder vi bestemt ikke over spildt musli. Så kom endelig igen! Og så by the Way – der var ikke engang yoghurt under musli’en. Det var en skøn hjemmelavet chiagrød. Kram PR-manageren, Gry.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Du er sød, Gry! Det gør jeg gerne – så napper jeg en daybed med, når jeg smutter. Du kan jo altid følge sporet af müsli;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, for fanden.
    Det er virkelig sødt af dig, det med at du synes jeg er smuk.
    Jeg er så ked af at jeg ikke fik snakket med dig. Jeg er bare en socialt akavet type, der ovenikøbet først senere på dagen, fattede at det jo selvfølgelig var dig, der var dig.
    Jeg håber der bliver en næste gang, og at vi får sagt ordentligt hej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jamen, så er vi jo to i de akavede pigers klub;)
      Det håber jeg også – så lover jeg at mande mig op!:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Åh jeg kender følelsen! Jeg hsr også blogget rigtigt længe, og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv til blogger-arrangementer… Der er enkelte jeg kender godt og kan tale med, men som regel bliver jeg ret genert og gemmer mig bag mine børn…. Så dig i biografen i dag, og turde faktisk ikke sige hej, fordi jeg aldrig havde mødt dig før, og blev bange for om du ikke vidste hvem jeg var;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg tror faktisk ikke, at jeg ved, hvordan du ser ud;) Men havde du præsenteret dig som Superheltemor, så havde jeg ikke et øjeblik været i tvivl;)
      Men ja, jeg har det på samme måde! Jeg styrede direkte mod to bloggere, som jeg har mødt før og føler mig tryg ved:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kim

      Det gør jeg en anden gang så;).
      Jeg aede din baby i smug på hovedet da vi gik ud af biffen,og konstaterede at det var koldt blive lukket ud den vej vi blev.
      Mine børn syntes jeg var pinlig at jeg overhovedet talte til nogen jeg ikke kender;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Grinet af søde Elisabeth, der tabte müsli ud over hele gulvet til selvsamme morgenmadsarrangement. Et uheld, der fik hende til at skrive dette indlæg. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er simpelthen SÅ tydeligt, at indlægget her er et sponsorat for Arla Yoggi müsli yoghurt. Så en anden gang: HUSK lige at skriv sponsoreret!!!! Så det ikke fremstår som skjult reklame.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kaja

      Jeg opfangede det på ingen måde som en sponsoreret indlæg! Hvilket jeg heller ikke tror, at det er? Der står ikke engang Arla på yoghurten?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Hun er bare tosset, Kaja:) Hende skal du ikke tage dig af;)
      Lillemor, din røver;);)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hehe, nej stavning er vist ikke altid et krav 😉 Og ihhh at jeg ikke kunne være der og være lidt kikset med dig. Ikke fordi jeg sys du er kikset, men fordi det er jeg tit. Sån ret distræt – endende ud i kikset 😛 Næste gang – hvis jeg kan få fri 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så tosset og fin og dygtig! Jeg personligt elskede at der var müsli på gulvet! <3

    Knus M

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Og jeg elskede dig lidt for din kvikke “Hvordan er det, man åbner den??”-kommentar:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget interessant indlæg. ‘jeg er ikke blogger. Jeg HAR en blog’… det er jo et af de spørgsmål, som ikke så mange taler om. Verden er på en måde meget lille. Og meget stor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Er det det??:) Tror måske ikke, jeg er helt med på, hvad du mener….

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At blive en morblogger - modul 2