Seje Ane!

Det forstår jeg godt!

Jeg er mellembarn. Og vist nok et rimelig klassisk eksemplar, ifølge kloge hoveder og ligegyldige facebookartikler. Jeg er konfliktsky. Helt ud i lilletåen. Og i den anden lilletå sidder pleasergenet – de hænger vist uløseligt sammen. Jeg er så bange for at sige noget forkert. Bange for at såre eller støde andre. Og som følge heraf er det oftest mig selv, jeg ender med at gøre skade på. For når andre så siger eller gør noget, som på en eller anden måde rammer mig, så konfronterer jeg det ikke. Jeg vender det indad. Jeg siger til mig selv, at JEG må være problemet. At jeg selv må have gjort noget forkert. Fordi det er lettere sådan. For så skal jeg ikke råbe op og gøre opmærksom på mig selv og mine sårede følelser. Så kan jeg nøjes med at stille mig selv til regnskab. Og alt imens jeg så skælder mig selv ud, så brygger jeg videre på situationen. Tolker på ting, der ikke skal tolkes på og gør alting meget større, end de i virkeligheden er.

Og jeg er så træt af det! Af alle mulige årsager. Det er dumt og usundt, og det tager plads fra andre mere konstruktive følelser. Så jeg øver mig. Hver evig eneste dag øver jeg mig på at gøre min stemme hørt. Oftest i det, der kan synes som det små. Som at sige ‘Hov, hov!’, hvis nogen springer over i køen. Lille ting? Ikke for mig. For jeg risikere at gøre en anden forlegen eller vred. Jeg risikerer en reaktion, som jeg ikke på forhånd kender. Så er det mere trygt og kontrolleret blot at ryge en plads bagud i køen.

Men det der sker, når man øver sig, er, at man lærer noget nyt. Og oftest lærer jeg personligt, at tingene ikke altid er så farlige, som jeg gør dem til. For hvad er i grunden det værste, der kan ske?

I går gjorde jeg det. Tog fat på en gammel konflikt og smækkede den op på storskærm. Og da jeg skulle afspille den, var jeg selvsagt nødt til at starte fra begyndelsen. Hvor jeg opdagede, at konflikten slet ikke eksisterede. JEG havde skabt den. I min frygt for at gøre andre kede af det eller fremstå sur, havde jeg ladet en mindre og forholdsvis ubetydelig ting ligge. Og ting forsvinder ikke, bare fordi man ignorerer dem. De suger til sig og vokser sig større. Og imens jeg havde gået rundt og forsøgt at danse udenom bunken af usagte ting for ikke muligvis at få at vide, at jeg ikke var berettiget til mine følelser, så havde den vokset sig så stor, at jeg faldt over den alt for ofte. Her kom storskærmen så ind i billedet. Og med den min erkendelse af, at der slet ikke var en konflikt til at starte med. Lettelsen af at have sagt det højt og have gravet mig til bunds i bunken. Og sidst, men ikke mindst, glæden ved at blive mødt af et “Det forstår jeg godt!”. Ikke “Du er da helt gal på den!” eller “Det passer ikke, det du føler!”. “Det forstår jeg godt!” – fire bitte små ord, som kan gøre verden til forskel for sådan én som mig.

Og hvad kan man så lære af det? At jeg er lidt åndssvag fra tid til anden. Og at det nogen gange godt kan svare sig at sige højt, hvad man tænker. Også selvom man ikke kender reaktionen forhånd. Faktisk tror jeg oftest, at det kan svare sig. Men det ved jeg jo først med sikkerhed, når jeg har øvet mig lidt mere. For det er synd og skam at gå der og overfortolke. Og det er især synd og skam at sætte vigtige relationer på spil, fordi man er bange. Særligt når der egentlig ikke er andet end ens egne tanker og dumme handlemønstre at være bange for.

img_8546

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

8 kommentarer

  • Åh ja for sulan, jeg genkender også meget tydeligt de tanker og følelser, du beskriver. Det hjælper, som du selv er inde på at øve sig – så lad os endelig blive ved med det 🙂 Jeg er med alderen blevet langt bedre til at stå ved mig selv og mine følelser og reaktioner, men hvor har jeg i tidens løb bekymret mig unyttigt i mine relationer til andre mennesker … Mange gange….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine K

    Jeg har det på præcis samme måde….jeg genkender ALT hvad du skriver. Tak fordi du sætter ord på det! ❤
    Hilsen en som stadig ikke tør sige “hov hov” når nogen springer foran i køen….men lover at øve sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er nu meget rart ikke at være alene:) For alle mulige andre får det til at se så let ud. Det er det virkelig bare ikke!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er bare så vigtigt at få sat ord på tingene for at få dem afviklede. Tænkte scenarier har det jo med at blive gigantiske, åhh, hvor jeg kender til det, du skriver! Og det der med at stå og jokke sig selv over tæerne fordi man mangler nok selvværd, og egentlig bare gerne vil ha’ afblæst den satans konflikt (undskyld!), der jo kun findes i ens eget hovede, som du også skriver. Og hvor lettet man bliver, når man føler sig forstået! Jeg føler mig også mest som Schweiz i diskussionssammenhænge langt hen ad vejen. Men jeg er også med tiden blevet bedre til at sige fra, synes jeg, så nu går jeg rundt og bliver sådan en slags Putin, hvis man træder mig over tæerne. Det kan altså heller ikke altid anbefales…. Men jeg tror helt basalt, at vi alle sammen vil det samme: Føle os forstået, og føle, at vi hører til. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Der må være et stop på vej mellem Schweiz og Putin;) Men ja, du har fuldstændig ret:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg er simpelthent VILD med dig, dine tanker og din måde at være på. Jeg gad godt møde dig i virkeligheden, for du har så meget at byde på,og så meget jeg godt gad diskuterer med dig.
    TAK for dig og din blog

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Din kommentar gør mig simpelthen så glad! Tusind tak for det Maria<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Seje Ane!