Man skal ikke pille næse, når man har chili på fingrene

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.

Jeg modtog en mail tidligere på ugen fra en kvinde, som står i processen med skulle justere sine forestillinger om familieliv fra dét at få biologiske børn til dét at få donorbørn. Hun spørger mig, hvordan vi håndterede den proces, hvordan vi accepterede det, og hvordan vi har forholdt os til at skulle fortælle det til omverdenen og vores børn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske er den helt forkerte at spørge i den sammenhæng;) For jeg har haft et forspring i kraft af den familie, jeg selv er vokset op i, hvorfor min egen forestilling om familiedannelse nok aldrig har taget udgangspunkt i den stereotypiske. Men jeg vil stadig gerne prøve at svare og dele mine egne tanker. Ikke i ét indlæg. Til det, er det ganske enkelt for stort. Så nu starter jeg et sted – med håndteringen og accepten af ikke at kunne få børn, som deler ens genetik.

—————–

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.” Sådan sagde min bonusmor til mig, da hun og min far fik deres første fælles barn. Han var et år gammel, da han kom i familiepleje hos os. Jeg var 13, og nysgerrig på, om han så også rigtigt kunne blive min bonus-mors barn. Det var ikke det handlede om for hende, sagde hun. Det handlede om, om hun kunne blive hans mor. Det var en lillebitte sætning taget ud af en større sammenhæng på en landevej et sted udenfor Stokkemarke. Udtalt som svar på en teenagers spørgsmål om forældreskab. Den lagrede sig i mig. Måske fordi den satte nogle tanker i gang. Måske fordi der findes en eller anden større kosmisk sammenhæng, og fordi det derfor lå i kortene, at jeg ville få brug for at finde den lille sætning frem igen mange år senere. Hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg vist lidt. For ordene viste sig sidenhen at blive helt afgørende for mine egne tanker og følelser om det at skulle være mor. “Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.”

Da vi startede i behandling, lagde jeg plan A, B og C og blev til dels bebrejdet for det. “Du er nødt til at tro på, at det kommer til at lykkes!”, sagde de. Alle dem, som ikke forstod mig. For det var ikke nok at tro. Jeg havde brug for at vide. Jeg ville have en eller anden garanti for, at jeg nok skulle blive mor. Og den prøvede jeg at finde i mine planer.

Magtesløsheden var for mig var det værste ved vores behandlingsforløb. Det ikke at vide, om det nogensinde ville lykkes mig at blive mor og ikke at kunne gøre hverken fra eller til. Ved vores allerførste samtale på privatklinikken blev vi fortalt om et studie fra Israel, hvor man havde fulgt en gruppe par i fertilitetsbehandling. Parrene havde samme fysiske vanskeligheder og samme livsstil. Nogen blev gravide i første forsøg, andre i femte, andre først i tyvende. Og så var der dem, det aldrig lykkedes for. Der var ingen forskel på deres behandling. Der var ingen medicinsk forklaring. Der var bare held og uheld. Til at starte med fandt jeg trøst i denne forklaring. Den sagde mig, at selvom vi ikke havde opnået graviditet i vores fire forsøg i det offentlige, så var der stadig håb. For en stund droppede jeg at ‘tælle’ forsøgene og i stedet se hver behandling som et nyt, første forsøg. Men som tiden gik, dukkede en anden tanke op. Hvad nu hvis vi var det tyvende par? Eller fireogtyvende? Eller dem, for hvem det aldrig ville lykkes?

Da behandling nr. 6-7 stykker var overstået, sad jeg på stuegulvet med plan D og et A3-papir, som jeg delte op i rækker og kolonner. Afgiverlandene var listet op i den ene kolonne, og rækkerne havde forskellige overskrifter, som “ventetid”, “pris”, “alder”, “kriterier” mm. Meget pragmatisk tilgang til et meget eksistentielt problem – at blive nogens mor. Men det hjalp mig! Planerne og skemaerne hjalp mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkes. Og det hjalp mig til at holde fokus på det, som var min drøm. Ikke det at blive gravid, men det at blive mor.

For mig har det aldrig rigtig handlet om accept. Det har handlet om at give slip. Først på plan A, så B, så C osv. Accepten af ikke at få et fælles, biologisk barn har hele tiden været der, fordi det aldrig var målet. Målet var at blive mor, forældre, familie.

Jeg ved, at andre har det anderledes. At andre skal en længere vej, og at accepten muligvis først kommer undervejs. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kommer bare selv med en masse i rygsækken, som har givet mig et andet udgangspunkt og en forståelse af, at familie ikke er noget man skaber med et æg og en sædcelle. Den skabes hver dag og hele tiden i kraft af nærvær og kærlighed og helt uden stillingtagen til biologi. Og det vidste jeg godt i forvejen, for det er sådan en familie, jeg selv er vokset op i.

Hvordan man når frem til accepten, når ikke man har er forspring som mit, har jeg svært ved at svare på. Mit bedste råd må være at tale om det. At vende de bekymringer og forestillinger man må ha’ med ens nærmeste. Tingene kan have tendens til at være meget farligere inde i ens hoved, end de er, når først de er sagt højt. Og det er ingen skam at ønske sig biologiske børn. Den følelse må man godt ha’, og man må godt føle sig franarret noget, som for mange andre er en selvfølgelighed. Så føl det, sig det, del det. Og se så om du kan slippe det for at give plads til den helt fantastiske følelse, det er at blive mor. For en ting VED jeg: når først man står med sit barn i armene, hvordan vejen dertil så end har været, så giver det hele mening.

img_9303

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

7 kommentarer

  • Sarah

    Meget fint indlæg 👍☺️
    Jeg kunne godt ønske mig at du en dag ville skrive et indlæg om hvordan det var at være barn i en plejefamilie ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    “En familie er ikke noget man skaber med et æg og en sædcelle”, hvor er det godt!!!
    Jeg venter tvillinger med donoræg, æg som min skønne søster gav os. Som hun sagde “jeg giver jer ikke et barn, men en brik så I selv kan ligge puslespillet færdig” 🙂
    Jeg har hele tiden været afklaret omkring det med donoræg, og det er på ingen måde en hemmelighed. Historien er, at mors æg duede ikke, så vi lånte nogle af moster. Min eneste problem er folks tåbelige kommentarer om, at nu bliver mine børn (og ja det er fandengalemig MINE), og min søsters børn, søskende….?!? Øh nej, de bliver fætre og kusiner, for genetikken spiller ikke nogen rolle for os. Som en sagde, “så kan I altså ikke komme uden om at de er søskende!!!”…. Men der vil altid være mennesker der har et firkantet billede på mor/far/børn roller og genetik,og det må man jo bare tage med, men med bloggere som dig Elisabeth, så tror jeg på at nogle får rykket lidt ved deres syn på familie konstallationer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det vigtigste først: TILLYKKE!!! Hvor er det bare fantastisk:)
      Dernæst – AMEN! Jeg forstår overhovedet heller ikke folks behov for at komme med kommentarer som den. Og jeg har også selv fået den. Så stop dog for dælen med at dælen med at insistere på retten til at definere andres familie! Det er simpelthen så tåbeligt og unødvendigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    I har den vildeste fortælling❤️ Er glad for at det lykkedes dig at blive mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julir

    Hvor er det smukt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man skal ikke pille næse, når man har chili på fingrene