Nu med Snapchat

Egenrådighed og transitnøgler

Ane er egenrådig. Det er det pæneste ord, jeg kan finde, for den fase vi går igennem lige nu. Og jeg mener ‘vi’. For når en snart 3-årig er i en fase, så er resten af hytten ligesom bare med på turen. Jeg taler ikke om tigerspring. I den her sammenhæng er tigeren en sød lille missekat. Jeg taler om virkeligt skræmmende dyr, som fugleedderkopper eller liderlige ponyer.

Ane er egenrådig. Tingene skal gøres på hendes måde eller slet ikke. ‘Slet ikke’ skal ikke forstås som en stille protest, men nærmere noget i stil med at nedkalde Guds vrede over alt og alle indenfor en radius af 5 km. Med bulder og brag og meget højt toneleje.

Det bringer os i mange situationer!

De mærkelige: som når hun insisterer på at spise sine havregryn uden mælk eller sove med sin badedragt på.

De farlige: som når hun stikker af i Netto og løber ud på vejen.

De sjove: som når far sætter kroge på vinduerne i legehuset, fordi hun kravler ud på taget. Hvorefter Ane lurer, at man sagtens stadig kan stikke armen ud…. Gæt hvor vi fandt hendes forsvundne sandaler??

Jeg syntes ikke, det var synderligt hårdt at have et spædbarn. Det gjorde jeg virkelig ikke. Jo jo, det havde da været rart med sammenhængende søvn og sådan, men alt i alt var det hele ganske hyggeligt. Men at have en 2-årig er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Og sjoveste og dejligste og alt muligt andet positivt, men også bare ret meget pissehårdt. Både på grund af konflikterne i hverdagen, som virkelig kan trække tænder ud. Men måske mest af alt i forhold mig selv og mine egne reaktioner. Jeg har ikke prøvet det her før, jeg ved ikke, hvad den rigtige måde er. For man vil bare så gerne gøre det godt, ikk’? Gøre det pædagogisk korrekte og være både anerkendende og grænsesættende. Men hver gang vi har overstået én konfliktsituation, så dukker der en ny op. Det er en skide labyrint, hvor kampen, om hvorvidt man skal have sandaler på i regnvejr, er en transitnøgle, som leder videre til det evige spørgsmål om, hvorfor man ikke må spise en dåse majs til morgenmad. Og vælger man den ‘forkerte’ reaktion, ja så ved man jo, hvad der venter…. Voldemort!

Der var den! Det er et Voldemortspring!

Det er bare en fase. Det er bare en fase. Det er bare en fase.

Mest af alt er hun bare helt fantastisk dejlig:)

Mest af alt er hun bare helt fantastisk dejlig:)

 

 

   

6 kommentarer

  • Marie

    Sonja har været i den “fase” i over et år……. Dem ser desværre ikke ud til at forsvinde, den ændre bare form med alderen. Ham på 8 kan stadig gå agurk hvis tingene ikke liiiiige passer ham 😬
    Men ja, spædbørn er vand ved siden af alle andre aldre 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Så bare vent til hun bliver 4 år og 5 år og…. 😉
    Tak for en dejlig blog!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Du har så evigt ret! Jeg har lige stået og bandet og svovlet (meget lavt) ude i køkkenet i frustration over dagens putning af 3.5 årig meget stædigt pigebarn! Der vækkede sin lillesøster 3 gange, gik fuldstændig amok da jeg sagde nej til at hente vand flere gange (havde hentet to gange) og bed (den var ny) mig da jeg lagde hende ned for 8 tusinde gang! Jeg synes ellers jeg er ret sød ved hende….
    Mantraet “DET ER EN FASE!!!!” Kører på repet i mit hoved….
    For en god ordens skyld skal siges at at jeg er kæmpe fan af mit søde og dygtige barn 99% af tiden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Så enig!!! Et spædbarn er vand i forhold til en snart 3-årig. Eller en 3-årig for den sags skyld. Oh djævelskab, hvor kan sådan en blive vred over ingenting! Også selvom man siger ja til kage, så er det skåret forkert… Suk! Jeg kan anbefale “dit kompetente barn”, købt på saxo som ebog så jeg kan læse den når jeg putter på 2. time eller er på toilet for at komme væk fra den føromtalte djævel……

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    Det er altså skørt med de børn. Jeg har det lige omvendt af dig. Jeg synes det var hårdt og ikke særligt sjovt at have et spædbarn, mens jeg synes at min to-årige er en fest uden lige og at det er titusinde gange nemmere. Men okay, han er også kun 2 år og 4 måneder så det kan jo være at det der trods og raseri bare ikke har sat ind endnu 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    VOLDEMORTSPRINGET – det er præcis hvad det er! Men jeg er sgu ked af at skuffe dig. Frederik er 3 år og 8 mdr. Han er ikke ude af det endnu. Nogle gange har jeg lyst til at ringe efter Dementorerne. Bare for at få fred.

    Samtidig med er han selvfølgelig det sjoveste og skønneste, men nøøæøj altså. Vi er sgu ikke altid særligt pædagogiske, desværre. Men vi prøver og hvis vi får råbt lidt højt af ham, så siger vi undskyld og forklarer hvorfor.

    P.S. Man kan aldrig læse for meget Harry Potter! Jeg er selv lige gået igang igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu med Snapchat