Elskede (knap så...) ukendte

En af de dage….

…. hvor man muligvis bare skulle være blevet i sengen!

Ane og jeg har begge hostet i nat. Meget,tørt og mest af alt pisse belastende! Der er ikke noget værre end bare gerne at ville sove, men ikke kunne. I stedet kan man ligge der og tælle ned – “så er der 3 timer og 27 minutter til jeg skal op”, ikke ligefrem noget der hjælper på situationen.

Langt om længe falder vi begge i søvn, og jeg vågner nogle timer senere med den sørgelige erkendelse – det er morgen. Meeeen vi har mørklægningsgardiner, så reelt kan det både være kl. 4-morgen og kl. 6-morgen. Jeg håber på det første, men tager naturligvis fejl. Ellers ville det jo ikke passe ind i indlægget;) Klokken er ikke bare 6. Den er 6.29, også kendt som kl. ‘vækkeuret ringer om et minut’. Så lad dog vær’!!! Vågn kl. 6.10 og tænk ‘jubiii, jeg kan sove 20 minutter længere’, eller vågn når vækkeuret ringer. 1 minut i er bare hånligt!

Op kom vi, og ned kom morgenkaffen. Og op igen…. Morgenkaffen, ikke mig. Lige midt på badeværelsesgulvet, hvilket er midt imellem toilet og håndvask – to steder som er ganske gode at kaste op i. Og vi har verdens mindste badeværelse! Der er ca. en meter mellem toilet og vask, så det er nærmest en kunst i sig selv IKKE at ramme én af de to. Men jeg er mig, og det er bare en af de dage…. Hvad sker der også for, at jeg er gået fuldstændig fri for kvalme i første og andet trimester, og NU kommer den galoperende med fuld styrke??!

Børste, børste tænder, bræklugt væk, ud ad døren – naturligvis 7 minutter senere end hvad godt er. Og noget føles forkert allerede inden jeg er drejet om første hjørne. Jeg gennemgår systematisk min taske i hovedet – nøgler, tjek. Pung, tjek. Kalender, tjek. Telefon, tjek. Efter små 2 km. går det op for mig, at jeg har glemt at tage mine stofskiftepiller. Ærgeligt, men ikke verdens undergang – jeg kan tage dem, når jeg kommer hjem.

Nu burde følelsen af at have glemt noget så være passeret. Mysteriet er jo opklaret. Men nej, følelsen bliver ved med at nage, indtil en ung knægt svinger ud fra en sidevej uden at se sig for! Og uden cykelhjelm! Hvorfor dælen tvinger hans forældre ham ikke til at have hjelm på?? Hjelm…. Jeg har glemt min cykelhjelm! Det sker ALDRIG! Jeg føler mig pludselig fuldstændig nøgen og særdeles udsat og overvejer kraftigt, om jeg bør trække cyklen resten af vejen. Men jeg er jo for dælen allerede for sent på den, så jeg tager beslutningen om at leve på kanten og risikere mit liv for at møde til tiden og cykler de sidste 3 km. med nøgent, sårbart hoved.

Jeg når frem på job i ét stykke og uden huller i hovedet. Men stemningen er ligesom bare sat. Og inden jeg har været der i en time, har fire elever uafhængigt af hinanden konkluderet, at jeg er pisse sur. Hvilket – naturligvis – gør mig pisse sur.

Jeg klarer mig igennem resten af dagen uden de store uheld, og efter otte timer kan jeg endelig bevæge mig hjemad med en særdeles grim låne-hjelm på hovedet. Jeg er nødt til at holde inde ved Føtex, som har et ret godt tilbud på slaske-bukser. Pt kræver min krop slaskebukser, på samme måde som den kræver blåbær og kage. Der er ingen vej udenom! Eller …. det er der så. For bukserne er udsolgt. Så jeg køber to par natbukser i stedet og bilder mig ind, at jeg nok skal huske at have en top på, som dækker den der blondekant i linningen.

Næste stop på vejen er Netto. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi de har tilbud på ost. Osten ryger i kurven sammen med en 8-9 andre ting, som jeg ikke anede, at vi manglede. Ved kassen står en kvinde i køen foran mig. Hun rykker sig ikke simultant med at båndet kører afsted med hendes græskarkernerugbrød og økologiske spegepølse, så jeg forsøger at kaste mine varer ned ad båndet, da jeg ikke rigtig kan nå ind til det. Det er ikke særlig elegant, og mine kluntede bevægelser vækker kvinden fra sin trance. Hun undskylder, siger at det er ’sådan en dag’. Jeg beroliger hende med, at det kender jeg godt. Alt for godt. Men det er vist bare lidt mere ’sådan en dag’ for hende, end det er for mig. For gudhjælpemig om ikke hun falder tilbage i sin trance. Og først da alle hendes varer er kørt igennem, og ekspedienten beder hende om at hoste op med 183 kr., går det op for hende, at hun skal bruge sin pung. Som er i hendes rygsæk. Under hendes bøger og tørklæde. Da først den er lokaliseret, skal hun lige have beløbet gentaget og tjekke, om hun har kontanter. Det har hun ikke, og nu skal dankortet så kraves frem mellem gamle bonner og diverse medlemskort. Arhmen, altså!!!!

Hjem med mig, købesuppe i gryden og så i bad. Det skulle nås inden maden, for jeg har aftenputteren – sådan noget er ret skemalagt, når man har en 2-årig, som ikke vil sove. Badet er også skemalagt og af samme grund, så der var ingen vej udenom, selvom sofaen,kaffen og Ane kaldte. Ane kom med i bad, hvor hun i  stedet kaldte på sin far, fordi lortemor forsøgte at vaske hendes hår uden hendes samtykke! Under aftensmaden kunne jeg for første gang i dag trække vejret roligt. Og endda smile lidt, da Fyrsten foreslog at overtage aftenputteren. Så nu sidder jeg i sofaen med min kaffe og satser på, at i morgen bliver bare lidt sjovere:)

image

Et billede af Ane og Fyrsten bare lige for at illlustrere, at de også godt kan have den slags dage!

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Elskede (knap så...) ukendte