Fastelavn og selvbestemmelse

En helt almindelig familie:)

Det her indlæg har været lææææænge undervejs. Jeg synes, det er vanskeligt at finde de rigtige ord. Nu prøver jeg….

Jeg bliver ofte spurgt ind til “vores historie” både i kommentarer her på bloggen og på facebook og ude i den virkelige verden. Det er jo reelt nok. Den er indviklet, vores historie. Og er man ny i hulen, så forstår jeg godt, at man har svært ved at finde hoved og hale i det. Det er rigtig fint, at man spørger:) Det ville jeg også selv gøre! Alligevel er det svært for mig at svare på. For det er jo ikke en ‘historie’ – det er vores liv.

Vi bor i et gammelt og skævt hus. Vi har en gammel stationcar, som ofte er fyldt op med skidt og lort. Jeg har en dum vane med at stikke affald – madpapir, bonner mm – ned i de der små rum i bildøren. Vi har en hund, som stikker af ved hver given lejlighed, og en kat, der, lige meget hvor sulten den er, kun gider spise én bestemt slags tørkost. Og alligevel køber jeg konsekvent kun to poser af gangen, og ender med at stå en sen aften og forbande det sultne, miavende kræ langt væk. Vi har super ordinære jobs – jeg er lærer, og min mand arbejder på en maskinfabrik. Vi kommer begge fra helt almindelige skilsmissefamilier med hele, halve og derimellem søskende. Vi ser X-Factor om fredagen, spiser blødkogte æg om søndagen og skrubber køkkenvasken for sjældent. Vi har to børn, som beriger os med lus, lortebleer og søvnløse nætter. Jeg er vild med Grey’s Anatomy og kaffe, Jess elsker cola og alle udsendelser fra Discovery, Ane er vild med Dora og sin sut, og lillebror vil bare gerne spise og sove. Vi er så almindelige, at det grænser sig til det kedelige.

Men jeg ved det jo godt! Jeg ved godt, at vores helt almindelige familie skiller sig ud på ét punkt: vores børns tilblivelseshistorier. For de er ikke lavet på gammeldags manér. De er ikke resultatet af en våd bytur eller en bryllupsrejse i Paris. Forstå mig ret, vi har dyrket rigeligt med hed, skemalagt sex i jagten på en positiv graviditetstest, det har bare aldrig givet pote. Vi er alligevel blevet velsignet (stort ord, men det er også stort!) med to børn: Ane, hvis genetiske puslespil er lagt af min mand og min søster, og som er født af min søster. Og lillebror, Jasper, som er kommet til ved hjælp af en sæddonor og groet af mig. Og lige meget hvor ordinære og kedelige jeg selv mener, at vi er, så er dét jo bare anderledes.

Da vi ventede Ane, overvejede jeg mange gange at lukke og slukke for bloggen. Endnu mere da først hun kom til verden. For hvilken ret har jeg til at fortælle hendes historie?? Når jeg alligevel valgte at blogge videre, var det fordi, jeg nåede frem til, at det ikke er hendes historie, jeg deler. Det er min. Mine tanker om at blive mor, som jeg også havde delt, hvis Ane var kommet til på hvilken som helst anden måde. For jeg stod jo med de samme små hverdagsproblemer som alle andre mødre, bare minus graviditeten og plus en masse kedeligt bueaukrati.

Når jeg skriver ‘Wuhu, I dag kan jeg stedbarnsadoptere!‘ svarer det lidt til, når Cana beskriver dét at savne sine børn på forhånd. Og når jeg gør mig tanker om, hvordan man taler om donorbørn, så er det ligesom, når Miriam gør status over sine 29 år. Det er de ting, der på det givne tidspunkt fylder i mine tanker. Det er min hverdag.

Jeg håber uden tvivl, at jeg med mine skriverier kan være med til at bryde nogle tabuer og skabe noget åbenhed om andre familieformer end den gængse. Men det er en sidegevinst, det er ikke formålet. Formålet med bloggen er ikke anderledes end alle andre selvoptagede bloggere anno 2016 – at jeg har lyst til at skrive og dele. Og nogle af mine indlæg rører måske noget dybere i nogen, mens andre blot bringer et smil frem på læben hos læserne. Men de har det til fælles, at de udspringer af mine tanker lige nu og her.

Jeg har indtil videre med fuldt overlæg sprunget de der ‘Spørg mig om noget’-indlæg over, fordi jeg har været nervøs for, om jeg kun ville få spørgsmål om vores børn og mine overvejelser om deres vej til verden. Ikke at det er hemmeligt, overhovedet. Jeg har bare efterhånden skrevet og fortalt så meget om det, at jeg hellere vil fortælle om mine yndlingsbøger og min manglende evne til at holde planter i live. Derudover har jeg nogle gange oplevet, at spørgsmålene går lige tæt nok på. Eksempelvis har jeg engang siddet i en større forsamling, hvor man ville vide, hvordan vi havde ‘lavet’ Ane. Altså sådan helt praktisk og konkret. Et spørgsmål som jeg slet ikke kan se relevansen i, med mindre man overvejer at kaste sig ud i et lignende projekt. Men der blev helt stille i rummet, og alle kiggede på mig og forventede, at jeg redegjorde for, hvordan det hele var forløbet. Ret så ubehageligt, skal jeg hilse og sige! Når jeg skriver og fortæller om de dybere tanker om børnenes genetiske ophav, ser jeg helst, at det udspringer af en lyst og en umiddelbar følelse, ikke fordi jeg ‘afkræves’ et svar.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at dele. Og måske jeg til tider deler mere, end godt er! Jeg ved også godt, at jeg derfor må forvente spørgsmål. Jeg synes bare nogen gange, det er svært. Jeg synes, det er svært at være hende med den mærkelige, specielle og fantastiske historie. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke ser det sådan. Det er bare mit liv, og jeg/vi er meget andet og mere end det.

Nogen gange overvejer jeg at starte bloggen helt forfra og udelade de ‘anderledes’ aspekter. Bare være Fyrsten, Fruen, børnene og den beskidte stationcar. Men det ville være mærkeligt og utroværdigt at skulle censurere mine tanker om det vigtigste i mit liv, mine børn. Og jeg ønsker at gøre deres tilblivelseshistorier så naturlige og almindelige som muligt – for andre, men mest af alt for dem. Ville jeg bidrage til det modsatte, hvis jeg selv undlod at sætte ord på? Åh, det er så skide paradoksalt – at skrive om det ‘ualmindelige’ i håbet om at gøre det almindeligt….  Giver det nogen som helst mening??

Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge. Jeg vil fortsat skrive om små hverdagsbanaliteter som fastelavnstøj og gaveønsker. Jeg vil skrive om tungere emner, som juridisk abort og kræft. Og jeg vil skrive om mine børn. Jeg vil juble herinde, den dag stedbarnsadoptionen endelig går igennem. Og jeg vil måske også gøre mig tanker om, hvordan vi fortæller Jasper historien om hans vej til verden, så den fortælling bliver ligeså naturlig som Anes. Jeg vil med garanti overveje og sikkert også sætte ord på, hvilken betydning det kommer til at få for mine børn og deres indbyrdes forhold, at jeg kun har født én af dem. Men ikke for at gøre mig selv bemærket og fremstå som værende ‘noget særligt’. For jeg er ikke en skid særlig. Jeg er leverpostejsfarvet og fregnet og har skæve ben og ditto fortænder, og mine børn er fuldstændig ligeså vidunderlige og trodsige som alle andres. Jeg vil skrive om det, fordi det er MIN hverdag, fordi det er mine og min families vilkår, ligesom skilsmisser, vasketøj, dødsfald, skolestart og graviditeter er det for andre.

Vores livs ligning har måske lidt flere ubekendte faktorer, men resultatet er det samme – en familie. En helt ordinær og vidunderlig én af slagsen.

imageimageimageimage

(Det tætteste jeg indtil nu er kommet på at fortælle ‘den fulde historie’ er i gæsteindlægget her)

   

31 kommentarer

  • Din historie rører mig. Som du dog kan skrive og sikke en en mundfuld I har været igennem – på godt og ondt. Hvor er det vidunderligt, at I fik to skønne børn.
    Ane og Lillebror er ualmindelig heldige, med sådan en Mor som dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ligesom Randi er jeg ny følger af din blog. Da min barsel startede for tre måneder siden fandt jeg en masse nye blogs at følge. Det har været hyggelig læsning i ventetiden på lillebrors ankomst. Men efter han er blevet født, er der ligesom noget andet, der er langt mere vigtigt end at læse om andres liv…nemlig at leve mit eget og kigge lillebror, hans storesøskende og hans far dybt i øjnene. Derfor har jeg sorteret med hård hånd i de blogs jeg forsat følger. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville fortsætte med at følge dig. For du skriver intet mindre end fantastisk – ærligt, vedkommende og humoristisk. Og da jeg læste dette indlæg og dit gæsteindlæg, blev jeg rørt dybt over din ærlighed og dit mod til også at dele det, der er svært at dele. Og ja, det giver mening at tale om det ualmindelige i et forsøg på at gøre det almindeligt! Og det er så pisse vigtigt, at der er nogle der tør gøre det! Jeg glæder mig til at følge dig fremover…både når det er alvorligt og når det handler om den leverpostejsfarvede hverdag!
    Mange hilsner
    Sine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Så god prioritering, Sine <3 Og hvor er jeg glad og smigret over, at du har valgt at 'beholde' mig:) Tak for det og dine fine ord!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Din blog er så vedkommende og jeg elsker alle dine indlæg. Mit barn er lavet sådan som de fleste børn er lavet men det tror jeg ikke gør min hverdag så meget anderledes end din. Hvor er jeg glad for at jeg fandt dig og din fantastiske almindelige blog og familie.. og så må jeg lige sige at din skrivestil og humør er også en stor del af det der holder mig her. God dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Er Rimelig ny følger af din blog, som jeg indtil videre er helt vild med. Netop fordi du er “almindelig”, har rod i bilen og børn der skriger. Bare du har dig selv med, så kan og skal du jo kun skrive om det du har lyst til. Jeg glæder mig til at læse videre!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for dig og din blog. Jeg synes I er en helt almindelig dejlig familie. Vejen dertil er forskellig for alle og alle har veje, der er forskellige. Jeres vej har bare taget en tur henover en ikke så ofte betrådt mark. Men det gør den jo ikke mindre rigtig.
    Nyder at læse om jeres hverdag og spejle mig både i den og dine holdninger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg er vild med din blog/ig. Synes det er herligt at læse om dine hverdags banaliteter, men også om de større ting. Jeg synes det er rart at læse om de ting du føler dig tilpas med at skrive.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Som start vil jeg sige at du da bestemt ikke kun er leverpostejsfarvet – skide godt billede i bilen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Øv, alt kom ikke med. Min historie er der ikke, men vigtigst af alt så inspirerer du mig og gør mig fortrøstningsfuld. Så tak, ganske enkelt tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Øv! jeg hader selv, når det sker! Men tak for de meget søde ord:) Og det der billede er ét godt ud af en serie på 163 eller sådan noget – jeg er simpelthen så ufotogen, at kameraer gemmer sig, hvis jeg er i nærheden;) Ingen falsk beskedenhed – den er god nok!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • En ret lækker familie, hvis man må sige det. Og du skriver så fantastisk om jeres hverdag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Skønt indlæg. Det er de alle sammen og jeg glæder mig til hver gang, der kommer et nyt 🙂 Jeg elsker den måde du farvelægger jeres leverpostejsfarvede hverdag, og deler både de store og små tanker med os andre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Kjeldahl

    Tak fordi du fortæller lige ud af posen.
    Ane vil altid være Jeres barn ligegyldigt hvad andre siger og mener.
    Jeg kender et par der har adopteret 2 børn fra Kina. Det er også deres børn med hud og hår. Selvom de ikke ligner dem. De står med de samme problemer som alle andre forældre plus lidt flere pga. de tidlige omsorgssvigt børnene har lidt.
    Du er sej og en god mor.
    Jeg har 3 børn. Da de var små kunne det være svært at omfavne dem på en gang., jeg har kun 2 arme og kun 2 lår de kan sidde på! Men jeg er Deres mor og det blir jeg ved med at være resten af mit liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg har faktisk et spørgsmål, men du skal selvfølgelig kun svare hvis du har lyst. Jeg læste jo godt lige, at du med vilje ikke havde lavet de der spørge-runder. Jeg har siden du fik Jasper og efterfølgende har vist billeder af din krop tænkt lidt over, hvad du gør dig af tanker i forhold til dit job som lærer og det at være blogger. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilke klassetrin du har, men man skal nok ikke langt op før de begynder at Google deres lærer. Ved de at du blogger? Og tænker du nogensinde over at dine elever kan følge med i dit liv og din afklædte krop?
    Rigtig fint indlæg, for øvrigt. Ligesom alle de andre. Jeg nyder at følge med, og håber at spørgsmålet er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det har jeg gjort mig MANGE tanker om. For du har fuldstændig ret:) Og det er jo ikke bare elever, men kollegaer, chefer, forældre fra vuggestuen mm. Med tanke på det, er det at være blogger en stor beslutning. Men jeg har for længst gjort op med mig selv, hvad konsekvenserne kan være ved at dele, som jeg gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes personligt, du netop bryder tabuer og skaber åbenhed ved at prioritere hverdagslivet og fortælle om det. Det er jo der, man mærker, at I er en familie som alle andre, og at der derfor ikke er noget vildt eller farligt ved at have lavet sin familie på en alternativ måde i forhold til flertallet.

    Jeg kan dog godt forstå, det er frustrerende, når den del bliver fokus. Jeg tror måske, jeg ville lave et baggrundsindlæg (eller måske tilføje til beskrivelsen i “om bloggen”), hvor du deler, hvad du er tryg ved og ikke mere. Så kan du linke dertil, når der kommer spørgsmål. Om det ville funke i praksis, ved jeg ikke, for spørgsmålene er måske mere komplicerede end som så? Jeg gjorde det selv med mit sygdomshejs, og det har gjort det lidt lettere bare at stikke folk et link i stedet for at skulle skrive en lang, personlig respons hver gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det var faktisk slet ikke nogen tosset idé! Det tror jeg, at jeg vil gøre:) Så er man ligesom ude over det. Jeg kan mærke, at jeg bliver affærdigende i min respons til folk, når det kommer til emnet, fordi jeg ved, at er svar avler et nyt spørgsmål. Og det er helt forståeligt, nogen gange orker jeg det bare ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Skulle lige til at foreslå det same sæt evt fet link du deler nederst ind også.

      En af mine venner/sådan næsten familie lige blevet gift i denne uge for så kan fe begge bære juridiske forældre ril den søn en doner i USA gror lige nu. Det er da en dejlig uge på det punkt.

      PS. Dejlige billeder i øvrigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Åh, hvor vidunderligt for dem!!!:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg elsker at følge med i din/jeres verden, jeres historie er så fantastisk, og kan ofte få mig til at tude.. Alligevel din hverdag måske er som mange andres, så formår du at gøre den til noget helt særligt.
    Og for en der må sande, at det at få et barn, åbenbart ikke altid er noget man lige selv kan bestemme man vil have, giver du mig håb.
    Og så har du altså bare de fineste fregner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det er jeg virkelig glad for at høre! Både det med fregnerne, men mest det med håbet;) Varme tanker til dig<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dine fortællinger er nogle af de mest læsværdige, jeg følger med i, og dem jeg glæder mig mest til, netop fordi de rummer så meget mod, menneskelighed og ærlighed. På trods af at jeg befinder mig et andet sted end dig på stort set alle områder; alder, arbejde, lokalitet og familiekonstruktion. Jeg er glad for, at du fortsætter sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fastelavn og selvbestemmelse