Der er superheltemødrebloggere, og så er der mig....

En lille opklaring…

Jeg tænker, at jeg lige vil komme med et opklarende indlæg

i forhold til mit indlæg fra i går. 
For jeg kan ligesom fornemme, 
at folk tror, at jeg taler om bloggere (og instagrammere),
som kun fremstiller livets lette sider, 
og som tegner en virkelighed, de færreste kan leve op til. 
Det er ikke tilfældet! 
Og hvis det lyder sådan, så er det måske netop et tydeligt bevis på, 
at min evne til formulere mig er én af de ting, 
som jeg pt føler er forduftet sammen med mit overskud. 
Jeg følger KUN bloggere, der tegner et realistisk billede af, hvordan deres verdens ser ud. 
Det kan godt være, at de tager super flotte billeder og ejer en Liebe kop og en FDB-stol, 
men de beskriver deres liv og hverdag i alle palettens farver 
– ikke kun pastel nuancer. 
Og det er derfor, jeg følger med – med glæde! 
Fordi de giver noget af sig selv, på både godt og ondt. 
Jeg tror, helt oprigtigt, at der findes superheltemødrebloggere 
– jeg var det langt hen ad vejen selv under min barsel, 
og jeg kommer forhåbentlig til at blive det igen, jo tættere vi kommer på foråret. 
Lige nu er jeg det bare ikke, og det er egentlig også okay! 
Men dét gør, at jeg bliver pisse imponeret over de kvinder/mødre, 
som formår at skabe en sund balance i deres hverdag, 
hvor de på en eller anden måde finder plads og tid til både at pleje familien og sig selv. 
For det er jeg bare pisse dårlig til! 
Jeg har brug for systemer. 
Og skriver veninderne så og indkalder til tøsehygge tirsdag aften, 
så fucker det med mit system! 
Vigtigst af alt betyder det, at jeg så ikke når at være sammen med Ane den dag. 
Men det betyder også, at jeg skal rykke rundt på mit hjemmearbejde, at madplanen skal ændres, at jeg muligvis kommer i seng senere end kl. 22. 
Oh, the horror!!! 
Men helt seriøst, sådanne ting kan godt overvælde og stresse mig. 
Og lige præcis dér misunder jeg superheltemødrene. 
For jeg tror, at jeg ku’ lære meget af dem
ved indimellem at sige til mig, 
at ja, så springer vi lige støvsugningen over i dag, selvom systemet kræver det gjort hveranden dag. 
Og så bager vi lyserøde cupcakes i stedet. 
Og ja, turen til Zoo er lidt længere og koster lidt mere end besøget hos dyrehandlen, 
men mon ikke det går?!
For det kommer til at blive mørkt og koldt sådan cirka hvert år, det kan jeg ikke ændre ved. 
Men jeg kan prøve på at ændre, hvad det gør ved mig. 
Jeg kan prøve at spare lidt sammen af de stjerneklare nætter på Vejlø og følelsen af græs mellem tæerne
og hive det frem, når jeg sætter uret tilbage. 
Det er ikke sikkert det lykkes, men det er da værd at håbe på. 
Jeg tror ikke på, at nogle lever det perfekte liv, 
ligegyldigt hvor mange flotte billeder, der popper op på min skærm. 
Men jeg tror på, at livet er, hvad vi selv gør det til. 
Dette er min første vinter som arbejdende mor. 
Og selvom jeg ikke banker mig selv i hovedet med dårlig samvittighed over mit manglende overskud (det hjælper sgu ikke), 
så kan jeg alligevel godt ønske mig, 
at gøre det bare lidt ‘bedre’, bare nogle gange. 
Ikke fordi andre gør det, men fordi jeg gerne vil!
Så måske jeg bare skulle gå ind og begynde at lave den der julegaveliste. Med en lille kop kaffe og en brunkage til. 
Systemet siger ‘vasketøj’. 
Jeg siger ‘det står der nok stadig i morgen!’
   

10 kommentarer

  • Smiler…. Kender dine tanker… Nu har jeg været mor i 10 år, og alligevel kan jeg få knuder i maven over at tingene ikke bliver som planlagt.
    Men jeg øver mig. På at lade impulsiviteten råde. Kender http://www.flylady.net – det er et amerikansk system, men overskueligheden i hverdagen, har hjulpet mig meget…
    KH

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var da om muligt den sødeste kommentar nogensinde! Tusind tak, Getrud – det gør mig virkelig, virkelig glad:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er jeg glad for at høre:)
    Ja, bare lidt pastel, ikk';)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg plejer bare ikke, at opleve vinteren sådan, så det er måske lidt svært at acceptere. Sidste år var jeg på barsel, og Ane og jeg legede hemmelig hule herhjemme – det var vidunderligt:)
    I år det bare mørkt og koldt, og jeg rammes af en følelse af utilstrækkelighed – som mor, kone, søster, veninde mm. Jeg har ønsket om at være mere, men energien er der ikke. Egentlig accepterer jeg det nok sådan her og nu, men kun fordi jeg tænker, at det vender lige om lidt. Så ikke en fuld accept, men en midlertidig for ikke at blive overvældet af dårlig samvittighed.
    Tak fordi ord, Stine. De er dejlige og brugbare!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Elisabeth,

    Jeg synes du er helt igennem fantastisk! Synes din humoristiske pen og veldrejede sarkasme er et friskt pust, som rent faktiskk er værd at læse.

    Kh

    Gertrud

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj-Britt

    Sådan læste jeg overhovedet ikke forrige indlæg. Jeg tænkte at du savner det overskud som andre har, og ikke et dig imod dem. Og jeg kan faktisk godt lide blogs hvor det er lidt pastelfarver, der er nok leverpostej og mørke her om vinteren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ACCEPT!
    Hver eneste vinter har jeg dage hvor jeg tænker på hvrodan mit barn mon ser ud i dagslys, glæder mig over at alle veninder er trætte og ikke kommer på uanmeldt besøg, fordi jeg har givet nullermændene navne – de er mere hjemme end mig og manden… Og jeg ender hvert år, når lyset langsomt vender tilbage med at accepterer at jeg er nordboer – jeg er i dvale når solen forsvinder. Derfor er lysfesten så vigtig (ja, altså jul, ik?) Men accepten af at energi og tid er en anden når dagen er mørk og grå. Det er min vinter mesicin – sammen med børnekram og stearinlys.
    Solhilsner (gud jeg savner den sol – og yoga)
    Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih, igen det med chancen for at blive misforstået:/ Når jeg siger, at de er seje, mener jeg jo ikke, at vi andre ikke er det. Men fedt for dem, at efteråret ikke tynger dem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, det burde du altså ikke! For jeg kan fuldt ud genkende det, du skriver:/ Overskud, kom tilbage!!!
    Jeg følte bare, at jeg lige ville uddybe mine tanker, fordi jeg fornemmede lidt på kommentarerne her og på IG, at det blev sådan en 'de almindelige mennesker mod de lyserøde (løgnagtige?) bloggere', og sådan tænkte jeg det slet ikke. Og var ærgerlig over, hvis man skulle få den opfattelse, at jeg føler, at andre bloggere pynter på virkeligheden, fordi de udviser et større overskud end jeg. For det er sgu kun sejt, at de har overskuddet!
    Men du har helt ret (i fht din anden kommentar, nu svarer jeg lige her) – vi gør det altså godt:) Vi har glade børn og kærlighed over det hele, og det er vigtigst:) Overskuddet skal nok komme igen! Lige nu savner jeg det bare, fordi jeg gerne VIL mere – det er bare svært i praksis.
    Øv, hvor er jeg dog ked af at høre, at du er sygemeldt:(
    Sender dig alverdens knus og varme tanker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aarrrhhh, burde næsten slette min besked på det andet indlæg. Nåh pyt.

    Mit første efterår som arbejdende mor er heller ingen succes. Jeg har ladet mig det gå på og er gået ned og det stinker! Nogle dage tænker jeg hvordan man overhovedet skal få det hele til at hænge sammen. Lige nu er jeg så heldig at manden er på skole og er hjemme hver eftermiddag og aften. Men hvad skal der dog ikke ske, når det først er blevet rigtig mørkt og gråt derude, der midt i december hvor han skal tilbage til lange arbejdsdage og hvor vi næsten ikke ser ham. Pyyh. Gruer sku allerede!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er superheltemødrebloggere, og så er der mig....