Livet efter en blodprop

Enlige mødre er for seje!!!

Nu hvor vi har konstateret, at det er rimelig fedt, at Jess ikke døde, kan vi så ikke tage et minuts stilhed for vores vaskemaskine? Og bil? De har nemlig begge, med kun et par dages mellemrum, besluttet sig for at stille træskoene. Bilen kan forhåbentlig genoplives, men jeg tør næsten ikke håbe på det!

Vaskemaskinen opgav vi at redde, da en operation kostede det samme som en ny. Og nu vi alligevel havde pungen oppe og var ved at drukne i våde stofbleer og tørrestativer, besluttede vi at investere i en tørretumbler også. Den kørte for første gang i går, og jeg følte mig helt og aldeles lykkelig, da jeg stod i vores vaskerum og gnubbede ansigtet i lune stofbleer og karklude. Jeg har netop sat den til at køre en omgang mere, men med tanke på den regning bilen kommer til at efterlade os med, var oplevelsen her til aften knap så hjertevarm!

Jeg følte mig ellers som lidt af en superkvinde i dag. Alene hjemme hele eftermiddagen med to børn UDEN at have iPaden fremme! Nææææ, vi snakkede og legede og hyggede, og da Fyrsten skrev, at han først var hjemme fem minutter i spisetid, var jeg helt rolig og overskudsagtig. Jeg jonglerede både børn, patter, potter og pander uden problemer, mens jeg sendte en kærlig tanke til mine medsøstre, de enlige mødre. Så var det Fyrsten ringede og fortalte, at han holdte i et kryds med en død bil. “No worries, jeg har styr på lortet, jeg gemmer dig en tallerken!”, sagde jeg og forsøgte at skjule min øjeblikkelige panik med et lille grin. For en eftermiddag ku’ jeg klare. Men udsigten til at spise to børn af og klare en putning på egen hånd, syntes pludselig svært uoverskuelig. Desværre er børn jo indrettet på samme måde som heste – de lugter frygt på kilometers afstand! Og ikke på den måde, at de tænker “nåååh, stakkels mor!” (eller “lille, søde, fregnede pige, som er bange for heste!”). Niks! De tænker “ANGRIB!!!!” Og i denne lille sammenligning er hestene the good guys, som nøjedes med at nappe mig i maveskindet og træde mig over tæerne. Så barmhjertig var Ane og lillebror ikke! For den ene ville pludselig ha’ mad, og det ville den anden bestemt ikke. Skift til den scene, hvor jeg sidder ved spisebordet med en skrigende lillebror ved brystet, mens Ane er ved at indlogere både bønner og bøf i sit nye dukkehus.

På en eller anden måde lykkedes det mig at pacificere begge børn uden brug af hverken sukker eller vold, og nu sidder jeg her i sofaen med chokolade i skødet og bønner under strømperne og sender min dybeste respekt til alle enlige mødre. I er for vilde!!!!!

image

   

14 kommentarer

  • Helle

    Åh hvor er jeg enig med dig og kan genkende din beskrivelse af at jonglere med to børn alene (og patter, potter og hvad der til hører). Jeg har storesøster på knap 2 år og lillebror knap 6 mdr og det er præcis sådanne scenarier jeg har stået i når min mand ikke er hjemme. Jeg føler mig som verdens sejeste mor når det lykkes, hvilket det jo heldigvis altid gør på en eller anden måde. Og så sender jeg virkelig også en (beundrende) tanke til dem der altid er alene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Ja, heldigvis lykkes det jo fra tid til anden at komme igennem uden for meget kødsovs på væggene;) Men det er ikke altid lige sjovt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åh ja, det er SÅ sandt det der! Herhjemme har vi storebror på knap 5 år og lillebror på 5 mdr. Min mand er rejsemontør og havde præ-baby over 200 rejsedage om året. Her post-baby leder han desperat efter et andet job, for det spiller altså ikke rigtig for mig at lege alenemor. Og så spiller det jo i øvrigt heller ikke rigtig for ham at lege deltids-far. Jeg har i øvrigt prøvet at være ægte alene-mor da min eks gik fra os da storebror var 2 år. Føj for den! Ikke noget jeg har lyst til at prøve igen – og da slet ikke med TO børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Shiiiit, det er også mange dage!!! Er der udsigt til, at han kan finde noget andet? Kan dælme godt forstå, at det ikke er holdbart for nogen af jer. Pøj pøj med det:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Enig! Min mand og jeg taler dagligt om, hvordan filan enlige forældre gør det. Vores nabo er enlig mor og hun er fantastisk og hendes børn er så søde og sjove. Om jeg fatter det. Enlige forældre, lærere og pædagoger det er hverdagens virkelige helte!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en fin påmindelse om at sætte pris på hinanden derhjemme. Noget jeg ikke gør helt nok, synes jeg.
    Min mor var alene med mig fra jeg var 3 til jeg flyttede hjemmefra – og jeg har den vildeste respekt for den pr,station. Og en forståelse for hvorfor tingene var som de var. Sådan var mulighederne og hun gjorde det bedste hun kunne. Hvilket var mere end jeg kunne forvente. Rocker-sejt, var det. Set med voksne øjne. Knap så meget set med teenager-øjne, desværre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Min stedfar arbejdede ude og var kun hjemme i weekenderne, nogle gange hveranden, så min mor var alene først med mig og min storesøster og sidenhen med to mere oveni hatten. Min søster flyttede hjemmefra, da vores småsøskende var 5 og 1. Hun kom dog hjem igen for en periode – og havde selv et barn med;) Jeg har også pludselig en helt anden respekt for min mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har været enligmor siden et par uger før jeg fødte min yngste… Men ved i hvad, det ville være langt hårdere hvis jeg var vant til at have en mand ved min side… når man ikke har, indretter man sig efter det og skænker slet ikke bønnerne under sokkerne en tanke…

    Vi er ikke sejere end alle andre mødre, vi er bare mødre på en anden måde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, når man tager sådan en eftermiddag og aften, tager man hatten af for de enlige mødre:) Håber der kommer liv i bilen igen. Vores døde halvt da vi var på ferie i England sidste sommer. Heldigvis havde svigermors mekanikker tid til at lave den så vi kunne køre hjem. Nu har vi en ny brugt bil og den håber vi lever bare nogle år:o) Vi levede 5 år uden tørretumbler og fik en lige før jul. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg klarede det uden i de 5 år…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det håber jeg virkelig også! Vi stod i nøjagtig samme situation, hvor både vaskemaskine og bil stod af for 5 år siden – da var bilen fuldstændig død:/
      Jeg har på fornemmelsen, at tørretumbleren og jeg får et fantastisk forhold:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet efter en blodprop