Som ringe i vandet

Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3

Af hjertet tak for de søde kommentarer til mit seneste indlæg! Ovenpå en uge hvor den dominerende tanke inde bag det røde hår har været “Så stopper jeg bare her!” (- i tæt følgeskab med “Sov nu, for helvede!” og “Er der mon mere kage??”), var det lige dét, jeg havde brug for. Et kommentarfelt fuld af kærlighed<3 Tak!

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det ramte mig så hårdt. For det er jo langt fra første gang, at folk siger noget i den stil, og jeg plejer egentlig at være god til bare at trække på skuldrene og smilebåndet, velvidende at kommentarer af den slags ofte skyldes tankeløshed. Måske det handler om, at Ane nu har nået en alder, hvor jeg tænker, at hun vil begynde at bide mærke i flere ting. Ikke at jeg tror, hun læser med på bloggen, men det er jo desværre også noget, vi møder i den virkelige verden. Som for et par uger siden, hvor én fortalte mig, hvor meget Ane dog ligner sin mor. Mens hun sad på mit skød og hørte det. Og det var helt tydeligt, at det ikke var mig, han mente.

Jeg kan ikke beskytte mine børn mod alverdens sårende kommentarer. Dem vil de møde uagtet min indsats, og de fleste af dem vil ikke have en flyvende fis med deres gener at gøre. Men der hvor jeg kan beskytte dem, der gør jeg det selvfølgelig. Om jeg så skal gentage mig selv i en uendelighed. Jeg vil med garanti tale for døve øre i nogen sammenhænge. Jeg har allerede siddet over for folk, som har haft behov for at lige at spørge en ekstra gang ind til det – om jeg virkelig ikke godt kunne vedkende mig, bare en lille smule, at vores børn ikke rigtigt er vores børn. Og nej, det kan jeg naturligvis ikke. Heller ikke bare en lille smule;)

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak. Det rører mig meget at vide, at I, der har familier, der minder om vores, kan bruge mine ord. Og det rører mig ligeså meget at vide, at alle I, som lever i helt ‘tradtionelle’ familier, forstår betydningen af mine ord og tanker og tager dem til jer.

Jeg har aldrig haft en mission med bloggen. Jeg har aldrig tænkt, at nu skulle jeg lære verden noget. Jeg syede nogle tæpper og shoppede nogle lopper og prøvede at blive gravid. Og havde det været et andet liv, en anden tid, en anden dimension, så var jeg vågnet en morgen med ømme bryster og kvalme. Og så havde dét været det. Så havde mine børns tilblivelse aldrig spillet en rolle. Nu blev mit liv bare et andet. Og her hvor jeg er nu, ville jeg naturligvis ikke ønske det anderledes.

Jeg har stadig ingen mission. Jeg har bare et hoved fuld af tanker og ord, der gerne vil ud. Om kager og Vejlø og opdragelse og musik og kjoler og kærlighed. Om mit liv. Med alt, hvad det indebærer. Så gør det ondt nogen gange. Kommer for tæt på. Det bliver jeg forhåbentlig bedre til at håndtere og bruge konstruktivt.

Det, jeg egentlig bare gerne vil sige, har jeg allerede sagt. Tak!

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

15 kommentarer

  • Tine

    Jeg kan egentlig godt forstå, at forfatteren af kommentaren er nysgerrig. Men jeg forstår ikke at man ikke lige overvejer sin formulering. Eller overvejer om det overhovedet kommer en ved.
    Jeg har da selv spekuleret en del på jeres historie og hvilke følelser og tanker alle involverede går rundt med. Det er vel kun naturligt. Men jeg tænker også at du/I fortæller hvad vi skal vide og så er det sådan. Så man må godt træde varsomt, når man spørger.
    Jeg fortæller ind i mellem om jeres historie til folk, fordi jeg synes den er så fantastisk og fuld af kærlighed. Og jeg er meget obs på at sige “biologisk ophav” om moster og sæddonor og ikke “rigtige mor” og “rigtige far”, som jeg måske havde gjort før. For det er jo dig og Jes, der er de rigtige forældre.
    Jeg synes din søster er et enestående menneske, at hun bare sådan vidste, at hun gik rundt med et æg, der slet ikke var hendes, men som var dit og som hun skulle hjælpe med at lave til Ane.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det kan jeg også sagtens! Og jeg er da selv på samme måde. Altså tænker over, hvorfor folk mon går fra hinanden, eller hvad deres nye hus har kostet eller ting i den stil. Pisse nysgerrig;) Men jeg spørger ikke:)
      Og det gør mig virkelig glad, Tine, at du er opmærksom på det med ordene – forhåbentlig smitter det:)
      Jeg synes virkelig også, at min søster er enestående!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg læste også KOMMENTAREN og tænkte automatisk, at det jo ikke var din søsters barn. Hvis ikke det var for din blog, er jeg ikke sikker på at jeg havde studset over det. -Så tak for at udvide min horisont.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Orv, det gør mig glad at høre. Virkelig! For det betyder jo, at det er blevet naturligt for dig at tænke sådan. Det er sgu da helt vildt dejligt! Tak, Camilla:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Elisabeth…. jeg er simpelthent VILD med dig og DINE børn, også din mand😊 I er en familie der har gjort kæmpe indtryk og jeg kan slet ikke forstå at nogen har behov for at dømme på jeres famile form. JERES børn er jo lige så meget jeres, som mine er MINE? Trods deres forskellige tilblivelse.
    Jeg håber ikke du stopper bloggen, eller laver om på dig/jer ..,😍
    Tak for jer og for At give et særligt og ærligt indblik i jeres fantastiske liv😊
    Gikforbi jeres palæ forleden og var lige ved at råbe Hej 😊
    Kæmpe kram😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ej, Maria! Man skal altid råbe ‘hej’, når man går forbi Palæet!!!:) Tak for dine søde ord – de gør mig glad:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • NanO

    Kære Elisabeth
    Tak for dine smukke ord. Jeg har fulgt dig et stykke tid, ikke hele vejen, men længe nok til at opleve, hvor fint du insisterer på almindelig høflighed og pli omkring dig og din famile og jeres historie. Jeg synes, det er smukt og dannet og fintfølende, og jeg er helt sikker på, at det sidder mange herude – med tradtionelle familier eller utraditionelle – og sætter pris på at du udvider verden og mulighederne for at skabe en kærlig familie. Jeg gør i hvert fald.
    Jeg ved ikke, om det allerede har stået i kommentarfeltet 100 gange, men i Grønland har/havde man begrebet gavebørn, hvor et familiemedlem giver et barn, hun har født til et familiemedlem der ønsker sig et barn. Det har været om ikke almindeligt, så i hvert fald ikke ualmindeligt. Jeg har indtryk af at det har været en fin og respekteret ordning for alle parter, og at der ikke har været noget med, hvem der nu var rigtig/forkert/biologisk etc forældre. En kærlighedsgerning. Det er kun for at sige, at der sidder andre derude med positive historier om børn lavet i kærlighed i lidt usædvanlige konstellationer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak for din fine kommentar<3 Ja, jeg har godt hørt om gavebørn. Faktisk har det også været brugt i Danmark:) Jeg var så nervøs, da jeg skulle fortælle min farmor, at vi ventede Ane, fordi jeg var bange for, at hun ikke vil forstå det. Noget med generationsforskelle, tænkte jeg. Men der hvor hun var ung pige i sin tid, var der én, der fik et gavebarn. Så for hende, var der slet intet mærkeligt i det:) Så kom reaktionen i stedet, da jeg fortalte, at hun ikke skulle døbes;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh, jeg har også lyst til at kvæde en lille vise her; tror vi er ude i ‘Kald det kærlighed…. Kald det liiiii hva’ du vil! Åh-uh-åh…, der findes…’ – ej, jeg synger i virkeligheden ad helvede til, så jeg stopper nu! Men altså: Al tænkelig kærlighed poster jeg i din retning, jeg er VILD med at være på besøg herinde, og uden at kende dig, så ved jeg bare, at du er et utroligt rummende, kærligt og favnende menneske, som jeg virkelig respekterer og beundrer. Dine børn er simpelthen de heldigste i hele verden! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg synger også ad helvede til, men det stopper mig sjældent! Det gør Ane så til gengæld;) Og tak!!! Det er så dejligt med al den kærlighed<3 Jeg sender en bunke tilbage din vej:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er en fornøjelse at følge Elisabeth – bliver jeg en skønne dag en halv så dygtig, sjov og dejlig mor, som dig, er jeg mere end tilfreds (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ville have skrevet en kommentar i går, men blev ramt af snottet næse og snotunger, så du får den lige her i stedet: Tak, fordi du deler ud af dig selv. Det giver et lille afbræk i hverdagen, og giver mig ofte noget at tænke over (og næsten altid et smil på læben).
    Jeg er glad for, du skriver om jeres forløb, og hvordan spørgsmålene påvirker dig. Jeg er nysgerrig, og vil gerne vide mere, men ved aldrig rigtig helt, hvordan man må spørge. For jeg vil jo ikke pille i et sår, hvis der altså er et. Det er ikke altid til at spotte.
    Første gang, jeg læste om Ane i din søsters mave, havde jeg svært ved at forestille mig, hvordan man ikke kunne føle moderlig kærlighed overfor barnet inde i ens mave. Efter at have læst lidt mere på din blog, gik det op for mig, at der kan være meget lidt forskel på moderlig og mosterlig kærlighed. Og at det sikkert handler om indstilling. Altså, at din søster jo ikke var ved at bage sin egen baby, men DIN baby. Og at hun sikkert kunne have haft præcis de samme følelser, hvis Ane havde ligget i din mave, og hun havde mærket babyfødder udefra i stedet for indefra. Ane kunne have haft en lige så stor plads i hende hjerte, selvom hun ikke havde fyldt i hendes mave. Og omvendt, ikke? Selvfølgelig er Anes din. Hun er jeres! Ligegyldigt hvordan, hun er blevet bagt ❤️
    Jeg håber, jeg har forstået det rigtigt. I så fald skal du have tak for at have udvidet min horisont ved at lukke mig ind i jeres liv. Og hvis ikke, så må du skrive noget mere om det. Jeg er altid nysgerrig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Der er som sådan ingen sår:) Og jeg tænker det, præcis som du skriver det her (og det ved jeg, at min søster også gør) – at det jo aldrig har været hendes barn:) Og jeg kan jo egentlig godt forstå din tanke. Ligesom jeg godt kan sætte mig ind i de tanker, som ligger bag den ‘famøse’ kommentar. Jeg tænker det måske bare sådan, at der er nogen ting, man tænker uden at sige dem højt. Jeg får nogen gange fornemmelsen af, at fordi jeg vælger at dele, så føler folk, at de også ret til at spørge om eller kommentere på lige det, de har lyst til. Og de har de vel egentlig også – jeg tænker bare, at det nogen gange er unødvendigt og måske endda upassende. Så jeg er glad for, at du bare tænkte det, og først siger det højt nu, hvor du har tygget på det og tænkt videre:) Det er bare meget mere ordentligt. Og så har jeg mere lyst til at svare og forklare:) Men jeg har for eksempel engang siddet i et selskab, hvor jeg ikke kendte ca. halvdelen. Og på en eller anden måde faldt snakken på Ane og pludselig ville hele bordet gerne vide, hvordan hun rent praktisk var blevet lavet. Det var så sindssygt grænseoverskridende. Nok især fordi jeg er mig, som så enten kunne fortælle noget, som jeg slet ikke syntes kom andre ved, eller jeg kunne informere dem om, at det var et mega upassende spørgsmål situationen taget i betragtning og at det ikke ragede dem. Og at skulle sige det, var heller ikke rart for mig. Så nej, der er intet sår. Men der er almindelig pli og omtanke:)
      Tak for dine søde ord<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh, hvor ubehageligt 😔 Sådan ville jeg også selv have det. Jeg vil gerne dele mine tanker og oplevelser, men måske ikke med alle, og under alle omstændigheder på min egen måde og når jeg var klar. Jeg ville også have svært ved bare at sige nej, og ville faktisk nok føle mig blottet og en anelse forulempet bagefter. Det har jeg i hvert fald prøvet så tit.
      Og måske netop derfor, skal du have endnu mere tak for at du deler tankerne herinde ❤️

      Og nemlig, Ane var jeres allerede dengang, hun bare var et håb om at kunne blive til 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Som ringe i vandet