Tag godt imod.....

Fødselsberetning

Vi blev udskrevet fra hospitalet i forgårs. Da vi kom hjem, stod fødekarret midt i spisestuen, hvor Jess havde pumpet det op fem dage tidligere. Jordemoderens pose med afdækningsstykker, handsker, bind mm. stod uåbnet ved siden af. Jeg ved ikke lige, hvad det forventes, at jeg gør med den. Det var en lidt mærkelig fornemmelse – som en kulisse. Men jeg blev hverken trist eller vemodig. Hvordan kan man det, når man har sin spritnye baby hængende på brystet:)

d. 31/12:

Nytårsaftensdag var jeg 41+2. Besøget hos jordemoderen to dage tidligere havde ikke givet anledning til at forvente en snarlig fødsel, da jeg på ikke havde åbnet mig. Hendes forsøg på en hindeløsning var derfor ikke mulig, men det, at hun havde været oppe at mærke efter og måske også akupunkturen hos Helle Ella, gjorde et eller andet. Jeg fik i hvert fald en del plukkeveer, hvad jeg ellers har været ret forskånet for i sidste trimester.

Vi havde ikke lagt de store planer for nytårsaften, så da et vennepar med en søn på alder med Ane spurgte, om vi ikke skulle slå os sammen, lød det som opskriften på en dejlig og rolig aften med fokus på børnene. Da gæsterne kom, blev jeg ringet op af en jordemoder, som spurgte lidt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde det fint, men oplevede en del plukkeveer og mærkede mindre til baby end sædvanligt. Den sidste oplysning gjorde, at hun gerne ville have os en tur forbi, for lige at tjekke, om baby havde det fint. Ane var fuldt optaget af gæsterne og sagde intet til, at vi kørte.

På fødemodtagelsen fik jeg kørt en strimmel på babys hjertelyd. Alt var fint. Dog kunne jordemoderen se, at jeg havde rigtig mange plukkeveer, hvilket højst sandsynligt var årsagen til, at jeg ikke mærkede så meget til baby – min livmoder var simpelthen helt spændt op. Jeg blev undersøgt igen og havde åbnet mig 1 cm. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som jeg takkede nej til. Jeg ville hellere lade min krop selv gøre arbejdet, og virkede det ikke, havde vi en tid to dage senere.

Med numsen vel plantet i sofaen, begyndte Dronningen sin nytårstale, mens jeg mærkede plukkeveerne tage til i styrke. Dette fortsatte under maden, og min veninde, Ditte, lavede lidt grin med, at det da kunne være yndigt, hvis jeg gik i fødsel nu. Ikke lang tid efter bad hun mig mærke efter, om det mon ikke rent faktisk, var det, der var ved at ske. Jeg ringede til den jordemoder, som havde tjekket mig et par timer forinden og spurgte, hvad hun tænkte. Hun mente, at der sagtens kunne være noget i gang, men at det ikke var rigtige veer, før jeg ikke var i stand til at tale under dem. Hun anbefalede mig at hoppe til køjs og få hvilet lidt. Jeg ringede til min søster og lod hende vide, at der muligvis var noget under opsejling, så hun selv kunne vurdere, om hun ville komme eller vente, hvorefter jeg forsikrede vores gæster om, at det var helt fint, at de bare blev hængende. En times tid efter var smerterne blevet værre og krævede, at jeg brugte mit åndedræt. Der var 5 minutter imellem. Jeg bad Jess om at få ryddet spisestuen og gjort klar med madras og fødekar. Efter endnu en time, kl. 22, var veerne så slemme, at jeg bad gæsterne tage hjem. De tog Ane med sig, og hun vinkede glad til mig, da hun sad på sin fars skuldre på vej ud til bilen. Kort tid efter de var kørt, ankom min søster. Veerne kom med 4-5 minutter imellem og varede 1-1,5 minut, og min søster mente, at det var tid til at få hjemmefødselsjordemoderen ud. Hun ankom kort før midnat, hvor hun mærkede på mig og konstaterede, at jeg stadig kun var 1 cm. åben. Smerten var intens, og jeg var nødt til at stå op og bevæge mit bækken for at kunne holde det ud. Jeg havde stor gavn af min vejrtrækning, men særligt også af Jess. Han var opmuntrende og positiv og hjalp mig til at holde fokus på, at veerne var gode, og at jeg skulle arbejde med dem.

image

Jordemoderen lavede akupunktur på mig, og jeg fik sat et chiliplaster på underlivet, hvor smerten var værst, men intet syntes at virke. Jeg blev tjekket igen ved 3-tiden og havde stadig ikke åbnet mig. Jordemoderen meddelte, at der desværre ikke var nogen grund til, at hun blev, når ikke jeg var længere i fødslen, men tilbød at vi kunne tage med hende til fødemodtagelsen, hvor jeg kunne få nogle smertelindrende piller, så jeg kunne få hvilet lidt. Dette takkede jeg øjeblikkeligt ja til! Sjovt, før fødslen havde jeg holdt på, at jeg for alt i verden ville forsøge at komme gennem fødslen uden medicinsk smertelindring, men der havde jeg selvfølgelig heller aldrig oplevet veer;)

d. 1/1:

image

Vi tog med jordemoderen, og baby og jeg blev tjekket, og vi blev sendt hjem med en håndfuld piller. Omkring kl. 5 begyndte pillerne at virke, og jeg kunne endelig slappe lidt af. Jeg sov til kl. 10, hvor veerne så småt begyndte at bide igen. Jeg spiste et stykke brød og kravlede tilbage under dynen, opsat på at få så meget hvile som muligt før det store slag. Veerne tog til i styrke, men var ikke regelmæssige før kl. 15, hvor de kom stabilt hvert 5. minut. Igen var smerten så stærk, at jeg var nødt til at stå, når de kom rullende. Jeg rokkede mit bækken frem og tilbage, og Jess masserede mig, men intet syntes at lindre. Jeg brugte mit åndedræt, det bedste jeg havde lært, men det var svært for mig at være med mentalt og arbejde med veerne – jeg følte ikke, at de hjalp mig. En følelse, som jordemoderen, Maria, bekræftede, da hun kom kl. 20. På trods af tætte og stærke veer (1,5-2 minutters veer med 3 minutters mellemrum) havde jeg stadig ikke åbnet mig. Hun konstaterede desuden, at baby stod skævt, hvilket hun mistænkte som værende grunden til den voldsomme smerte og den manglende effekt. Hun foreslog med det samme, at vi tog til hospitalet, hvor de kunne smertedække mig bedre og forsøge at hjælpe baby til at finde rette kurs. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg så min drøm om en hjemmefødsel forsvinde, men af lettelse. Lettelse over at dét jeg selv følte, ikke var forkert. Veer hjalp mig ikke, som de burde. Det var en enorm befrielse, at en professionel satte ord på, at noget ikke var, som det skulle være.

På hospitalet:

Så snart vi landede på hospitalet, blev der sat elektroder på babys hoved, og Maria tog ved samme lejlighed vandet. Veerne var fortsat regelmæssige og intense, og en anæstesilæge blev tilkaldt for at lægge epiduralblokade. Jeg troede, at sådan en tur ville være meget smertefuld, men jeg mærkede kun smerte, når veerne kom rullende. Da anæstesilægen var færdig, havde jeg en 2-3 veer, som jeg kunne mærke, før smerten helt forsvandt. Og det var FANTASTISK! Jeg kunne følge med på skærmen og se, at jeg havde masser af veer, men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Maria gik ud og ristede mig lidt brød, og jeg fik hvilet øjnene en smule. Der blev sat vedrop til – ikke fordi jeg ikke havde rigeligt med veer selv, men for at ‘booste’ min livmoder, så jeg forhåbentlig ville begynde at åbne mig. Efter en time have jeg åbnet mig til 4 cm., og det blev besluttet at slukke for vedroppet, da mine egne veer nu forhåbentlig forstod opgaven:) Jeg prøvede at sove lidt, men vågnede efter en times tid, da veerne vendte tilbage i venstre side af mit underliv – det var der baby stod og trykkede. I løbet af 3 veer var de tilbage for fuld styrke. Jeg kæmpede med alt i mig for at koncentrere mig om  min vejrtrækning, men det var svært, da den ene ve tog den anden. Mine ben var stadig mærket af bedøvelsen, men jeg forsøgte alligevel at komme op at stå for at se, om det kunne lindre. Maria holdt øje med mine veer, og da jeg havde 7 på 10 minutter, besluttede hun at kalde på anæstesilægen igen. Nålen havde rykket sig ud af min ryg, og han mente, at det var derfor, at den ikke længere virkede. Jeg fik lagt en ny, og ligesom før gik der kun kort tid, før jeg igen var smertefri. Jeg var nu åben 8 cm, men baby stod stadig højt og skævt, så aftalen blev, at jeg lige kunne trække vejret en times tid, så skulle vi i gang med noget rebozo og op og bevæge mig. Der nåede ikke at gå en time. Efter tre kvarter vendte veerne tilbage med samme styrke og igen stort set uden pauser. Jeg fik vendt mig rundt, og både Jess og Maria lavede rebozo på mig i en halv time. Herefter skulle jeg op at stå i en halv times tid, men efter 10 minutter kunne jeg ikke mere. Maria mærkede på mig igen, og svaret var som forventet – jeg havde stadig ikke åbnet mig. Undervejs var der taget blodprøver fra baby. Den havde det godt, men hjertelyden afslørede, at den, ligesom jeg, var presset. Maria anbefalede kejsersnit, og jeg sagde øjeblikkeligt ja.

imageimage

Kejsersnittet – 36 timer efter første småveer – d. 2/2:

Da jeg landede på operationsstuen, skulle jeg have lagt endnu en epiduralblokade. Der måtte tre til, før det virkede. De første tog smerten fra veerne, men jeg kunne fortsat mærke både ben og mave. Den tredje gjorde arbejdet, og endda lidt for godt, for det endte med, at også mit bryst og mine arme blev delvist bedøvet. Jeg havde i løbet af aftenen fået feber, og dette blandet med bedøvelsen, fik mig til at fryse så meget, at mine arme rystede og tænder klaprede. Jeg vidste, at de var ved at åbne mig, men jeg mærkede intet og holdt kun fokus på at trække vejret og forsøge at holde mine arme i ro. Og så forsøgte jeg med al den vilje og ro, jeg kunne mestre, ikke at give opmærksomhed til den tanke, som blev ved med at poppe op – at lige om lidt ville min baby komme ud, og jeg ville ikke være i stand til at røre den.

Jess holdt mig i hånden, indtil lægen meddelte, at nu kom baby ud, så han kunne komme om og kigge og fortælle mig kønnet. 10 sekunder efter stak han hovedet over gardinet med det største smil. Uden han behøvede sige noget, vidste jeg det – vi havde fået en lille dreng:) De tog ham med over for at suge hans lunger for fostervand, og Jess gik med. Jeg ventede utålmodigt på at høre det første lille vræl fra ham, som endelig kom efter kort tid. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne se Jess. Han smilede og havde tårer i øjnene.

Efter de længste 5 minutter kom Jess over til mig med vores søn. Han lagde ham helt op til mit ansigt, så jeg kunne dufte ham og kysse ham. Og pludselig gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne røre ham med mine hænder.

Vi blev kørt på opvågningsstue, og så snart det var muligt, fik jeg min søn i armene. Det var intet mindre end vidunderligt:)

imageimage

Vi skulle have født hjemme i spisestuen. Jeg skulle have haft en lang latensfase, hvor jeg hørte musik og tændte stearinlys. Jeg skulle smertelindres med massage og ingefærklude og ved tanken om, at hver ve var min ven – et skridt nærmere på vejen til min baby. Jeg skulle føde i karret. Jeg ville sidde på knæ, og Jess ville støtte mig og kysse og tage imod vores barn. Vores søn.

Sådan blev det ikke. Latensfasen var stort set ikke eksisterende, jeg fik fem epiduralblokader og et kejsersnit. Men vi fik lov at beholde den samme jordemoder gennem ’slutspurten’. Hun var med under de værste veer, og indtil min søn kom til verden. Og hun så mig, lyttede på mig og rådgav, som hun mente, det ville give mening for mig.  Intet var dramatisk eller overvældende. Vi var med hele vejen, og vi blev hele tiden informeret om næste skridt. Det var så langt fra den oprindelig tanke, som overhovedet muligt, men jeg fortryder intet. Tanker som “Jeg kunne også have prøvet!” eller “Hvorfor gjorde vi ikke sådan?”, “Hvorfor holdt jeg ikke ud bare lidt længere?” plager mig ikke. Det gik, som det gjorde – bare fordi. Sådan er livet nogle gange. Man kan ikke planlægge alt:)

Intet gik, som det skulle – og alt er lige, som det skal være<3

 

 

   

68 kommentarer

  • Kirstine

    Åh fantastisk beretning. Stort tillykke med din lille søn. Rart at læse en beretning som ikke er den “perfekte” fødsel i forhold til det man ønskede sig.

    Fødte selv 14 dage før, min fødsel endte også som akut kejsersnit efter vedrop og edipural. Havde ellers samme tanke gang som dig inden, men er ikke et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.

    Elsker mit ar, kigger på det og tænker her er min lille søn født. Et evigt minde fra en fantastisk dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Tak fordi du deler! Og hvor er det sejt at du har accepteret at fødslen gik (meget) anderledes end forventet.
    Jeg fødte min søn for 4 1/2 måned siden. 41 timer, og selvom det ikke endte i kejsersnit, gik det slet ikke som jeg havde planer om. Jeg har stadigvæk ikke accepteret det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Åh, jeg håber at accepten kommer til dig med tiden! Har du fået talt det godt igennem?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hvor er du sej! Fordi du lytter efter og ikke holdet fast i håbet om “den perfekte” fødsel. Den blev jo netop perfekt, fordi I fik jer en fin lillebror med ud. Stort tillykke med ham!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] men nærmere ud fra den psykiske forståelse og accept – som Elisabeths fødselsberetning HER for eksempel er et ganske glimrende bevis på, ligesom dén jeg, i ugedagens anledning, […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har lige tudet mig gennem hele din fødselsberetning. Du er en sej kvinde og nu er du mor til 2! Intet gik som det skulle- men alt er som det skal være! Fantastisk livssyn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fantastisk at læse! Tusind tak fordi du deler beretningen med os. Jeg havde slet ikke fanget på Instagram, at du havde født 🙂 Men tillykke igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Jeg startede også ud til første fødsel med at ville undgå smertestillende – og jeg endte med stor cocktail, to epiduraler, en rygmarvsblokade og et ikke-planlagt kejsersnit. Han lå også forkert. Bøllebaby.
    Pyt – når bare barnet er skønt 🙂
    Stort tillykke med ham!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Synnøve

    Stort tillykke med Lillebror! Dejligt at læse om hvordan han kom til verden, og at det blev en ok oplevelse på trods af de mange afvigelser fra det “planlagte”. Har også været igennem et akut kejsersnit, og var positivt overrasket over hele procesessen og professionaliteten på hospitalet. Nu får vi en lillebror om 3 måneder, og jeg er ret tryg med at han skal komme godt ud, uanset hvilken vej det bliver 🙂 Håber I har det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg opfattede ikke så meget under selve kejsersnittet, men Jess fortæller, at de kørte som et helt maskineri – alle vidste, hvad alle gjorde:)
      Pøj pøj med fødslen, jeg håber den bliver skøn:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Stort tillykke, hvor er han fin! Man får helt lyst til selv at få flere.
    Jeg var i gang 28 1/2 time fra vandet gik, og havde både vedrop, epidural og elektrode på baby (så der var en del, der skulle flyttes rundt på, hver gang jeg skulle skifte stilling). Ligesom hos dig, skete der heller ikke mere efter jeg havde udvidet mig 4 cm. Jeg lobbyede virkelig meget for et kejsersnit efter de første 20 timer, men endte med at føde naturligt, hvilket også var fint, meeeen… hvis jeg skulle blive gravid igen, tror jeg, jeg vil overveje et kejsersnit fra starten. Det var godt nok en lang drøj omgang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Ja, det lyder godt nok også som noget af en omgang!!! Jeg tror ikke, jeg var kommet igennem at føde selv, jeg var simpelthen for udmattet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Stort tillykke med lillebror, hvor er det en skøn historie og hvor er det fantastisk at selv om tingene ikke gik som i havde forventet så blev det stadig en god fødsel hvor i kunne være med <3
    Kæmpe tillykke til hele den skønne famile

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak:) Ja, det endte alligevel med at blive en virkelig god oplevelse, heldigvis:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte/ www.denandenmor.bloggersdelight.dk

    Tillykke med lillebror, og tak for en gribende fødselsberetning som gav kuldegysninger og små bobler af lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemette

    Kæmpe tillykke med sønnen ❤️❤️ Jeg sidder med tårer i øjnene over jeres lykke ❤️❤️ Og din fortælling

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dit livssyn er simpelthen det fineste i verden, Elisabeth. Om det så gælder fødsel eller familie eller hvadsomhelst andet. Det vil jeg gerne låne lidt af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Først og fremmest stort tillykke med den lille.
    Og hvor er det fedt at høre din indstilling til at det ikke gik som du havde troet og din accept af at det selvfølgelig var helt rigtigt som det skete!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Tillykke med lillebror og tak for den fine og flotte beskrivelse af fødslen. Jeg må lige have med; hvad tid blev han født? Samt længde og vægt. Ønsker dig og din familie det bedste. Kh Cathrine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak:) Han blev født kl. 6.38 og vejede 3510 g og målte 52 cm:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Elisabeth.
    Stort tillykke med jeres lille dreng. Jeg havde glædet mig til at læse din fødselsberetning. Tak fordi du deler!
    Det får mig til at genopleve min egen fødsel der, ligesom din, endte med akut kejsersnit, fordi baby stod skævt. Min optakt var dog lidt anderledes end din. Jeg ankom på fødemodtagelsen 3 timer efter første ve, og her var jeg allerede 10 cm åben. Herefter skete der bare ikke rigtigt mere. Jeg havde masser af veer (ligesom dig kunne jeg heller ikke rigtigt “arbejde” med dem), men baby trængte ikke ned, og jeg fik aldrig presseveer. Vi forsøgte i 3 timer at få hende til at stå rigtigt vha rebozo, pilatesbold og hundrede forskellige stillinger. Lige lidt hjalp det. Da beslutningen om kejsersnit blev taget efter de 3 timer, var det en kæmpe lettelse (havde ellers aldrig drømt om, at jeg skulle føde ved kejsersnit). Selvom min fødsel også gik helt anderledes end forventet, ser jeg tilbage på det som en god oplevelse.
    He he, det er jo slet ikke sikkert, at du er interesseret i at læse om min oplevelse, men jeg bliver altid revet med, når jeg hører/læser andre kvinders fødselsberetninger :see_no_evil:

    Jeg håber, I nyder de første helt specielle dage.
    Kh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeg er SÅ glad for at høre andres lignende beretninger – det er dejligt at vide, at man ikke er ‘alene’:) Og dejligt at du ser tilbage på det som en god oplevelse!
      Vi nyder det i fulde drag:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camillasiv

    Sikke en rejse – men intet med det her børne halløj skal tydeligvis komme let til jer – men hva fan søde Elisabeth, ski hul i det. I gør det SMUKT og tak for din beretning. Meget levende, rørende og livsbekræftende. Endnu engang hjertelig tillykke med lillebror! Jeg glæder mig til at høre om han er så heldig at få et navn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Roswall

    Tillykke, du er for sej!
    Sikke et vildt forløb, det glæder mig at du nu nyder resultatet.
    Jeg anbefaler varmt kejserinderne.dk når kroppen om nogle måneder er klar til genoptræning.
    Kh til jer alle tre(fire!)
    fra Stine (fra nytårsaften)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak, Stine:) Og tak for ‘deltagelsen’;) Dem har jeg været inde og læse om – det lyder virkelig godt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Jeg har selv to kejsersnitbørn “på samvittigheden” (den første også en “hjemmefødsel”), så jeg kan kun anbefale dem af personlig erfaring.
      Pøjpøj med det hele

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Dejligt med en anbefaling:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er den sejeste!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har lige læst din beretning op for Rune. Vi er begge vildt glade på jeres vegne – selv om det ikke gik som planlagt. I har fået en dejlig, rask baby. Det er det mest fantastiske i verden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NanO

    Tillykke med det lille nye menneske. Hvor er det bare den fineste fødselsberetning, jeg længe har læst. Det er inspirerende, hvordan du bliver i situationen og lader glæden strømme igennem oplevelsen i stedet for at holde fast i forventningerne. Så smukt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak, Nanna:) Jeg er glad for, at det er sådan, du læser det:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Stort tillykke!
    Det lyder til at det trods alt har været et positivt forløb, på trods af uopfyldte forventninger.
    Og det lyder til at du har klaret det rigtig flot!
    Men noget lang fødsel – fra 31/12 til 2/2? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak:) Og ja, det må du nok sige;) Længere end jeg husker den :p

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Tillykke med den smukke dreng. Det minder meget om min fødsel af min yngste søn, hvor jeg ikke udvidede mig helt men havde mange timers presseveer uden at måtte presse. Det endte også i kejsersnit – det viste sig at han var for stor, jeg kunne aldrig have født ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Årh hvor er det fint og rørende skrevet! Og så smuk en baby i har fået!
    Jeg synes du er utroligt sej – jeg har også prøvet at føde en skævtsiddende baby, og det gør helt utroligt ondt, på den forkerte måde. Jeg havde aldrig holdt til det i så mange timer som dig, det er virkeligt imponerende! Stort kram og tillykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh ha! Sidder her med tårer i øjnene. Hvor er forløbet smukt beskrevet. Og billederne er fantastiske 🙂

    Langt hen ad vejen lyder dit forløb som mit med min førstefødte, Aksel. Jeg åbnede mig heller mere end de 4 cm. til at starte med. Han stod skævt i bækkenet, jeg fik vedrop og epidural.

    Heller ikke som jeg havde forestillet mig det, men alligevel et perfekt forløb, som jeg tænker tilbage på med glæde.

    Tingene går ikke altid som oppe i hovedet, men det går alligevel. Det lærer man også noget af.

    TILLYKKE med jeres søn. For pokker, hvor er han dejlig :satisfied: :heart_eyes:

    Håber I alle får en god start på familielivet som 4 :blush:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak:) Ja, det lyder velkendt;) Og du har ret – det går alligevel. Og resultatet er så helt igennem fantastisk:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Winnie

    Fantastisk fødselsberetning! Dejligt at alt gik godt, trods alt<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britta Storm

    Det går ikke altid som man håber, men det lyder som det, trods alt, har været en positiv oplevelse. Jeg brugte 3 jordemødre i løbet af de 24 timer, det tog at få Rasmus ud

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det var det virkelig! Jeg har kun rosende ord tilovers for Hvidovre Hospital:) Jeg er så ekstremt taknemmelig for, at vi fik lov at beholde samme jordemoder – hun var helt fantastisk!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jordemoder Maria

      Tusind tak for de søde og flotte ord Elisabeth!! Du var simpelthen bare SÅ sej, så det var en fornøjelse at være med under hele forløbet -og med den rigtige afslutning for dig/jer!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tak, Maria!!! For din kommentar, men mest for din store støtte:) Du var guld værd, og jeg er dig så taknemmelig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne Melby

    Åhhh tuder også -hvilken smuk beretning om jeres forløb og sikke et dejligt resultat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Stort tillykke med jeres lille søn og tak for at dele fødselsberetningen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Så fint.. Den der afsluttende sætning har jeg sagt i hovedet så mange gange siden jeg først læste den på ig 🙂 det er bare så smukt sagt..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie O

    Så smuk en beretning. Fik helt tårer i øjnene, da jeg læste det med din mand og de lange fem minutter. Tillykke med din familie (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åhhhh sådan en fin beretning. Sidder lige og tuder lidt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha Guldborg

    Rørerende indlæg ! Kæmpe stort tillykke ! Han ser fantastisk ud!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Fantastisk husket efter så mange timers pres. Og fantastisk holdt ud og sagt ja på de rigtige tidspunkter! Så hurtigt alt er godt så snart baby er vel i armene. Stort tillykke med fødselsdagen – alt godt til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Tusind tak:) Og jeg vil nu heller ikke garantere for, at alt er rigtig husket – vil faktisk hellere garantere det modsatte;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tag godt imod.....