Bristede illusioner....

Fødselsberetning

Skidt pyt med at Ane er over 8 måneder,
og skidt pyt med den mindre detalje, at jeg ikke har født hende
– I skal da ikke snydes for en fødselsberetning.
Egentlig var vores plan, at jeg skulle flytte ned til min søster den første weekend i august.
Hun har en skæg vane med at føde for tidligt,
så vi tænkte, at det var bedst, hvis jeg var i nærheden.
Tirsdagen før havde vi dog besøg af hjemme-jordemoderen,
som vurderede, at Ane havde tænkt sig at blive liggende længe endnu.
Det lød fornuftigt, eftersom hun først var bestilt til d. 3/9.
Så vi lagde planerne om og blev enige om,
at jeg først skulle komme en uge-14 dage senere..
Så i stedet inviterede Fyrsten og jeg et vennepar på grill
og havehygge fredag d. 2/8.
Damerne tog det stille og roligt med lidt vin til maden,
da vi skulle op og på loppejagt den følgende morgen.
Herrerne derimod gik til den med øl og irish coffee,
hvilket var helt fint, for vi var jo ret sikre på,
at der ville gå lang tid, før vi ville få sådan en aften igen!
Omkring midnat hoppede vi til køjs,
og ca. to timer efter ringede min søster og sagde,
at vandet var gået.
“Nej nej, vi har jo drukket”
– det var mit svar….
I shit you not!
Min søster ringer fra bilen, hvor hun sidder iført sin kærestes boxershorts
med et håndklæde i, på vej til sygehuset for at føde MIT barn,
og det er mit svar!
“Ved du hvad søster, det passer sgu ikke så godt lige nu,
så hvis du lige klemmer lidt ekstra godt sammen
og ringer tilbage om et par dage, så ville det være fint!”
Sagen var, at jeg på ingen måde var beruset,
Fyrsten derimod var stang bacardi
– og det er jo altid ham, der kører!!!!
Jeg fik med megen besvær vækket Fyrsten
og sat ham ind i situationen.
Op ad sengen med os
– Fyrsten tog det samme tøj på, som han havde haft på aftenen før,
for hvad smukkere end at tage imod sit barn iført marinerede shorts??!
Heldigvis havde jeg allerede pakket Anes taske
med tøj, bleer, modermælkserstatning mm.,
så jeg fik hurtigt pakket en taske til Fyrsten og mig.
Jeg rystede over hele kroppen, da vi satte os ind i bilen.
Jeg var nervøs, spændt, bange
– og det faktum at jeg så skulle køre bilen over 100 km, gjorde ikke situationen bedre.
Fyrsten havde tydeligvis mistet al situationsfornemmelse
for hans beroligende kommentar til mig var:
“Så må vi håbe, at det stadig er en pige – hø hø!”
Halvanden time efter landede vi på sygehuset
hos min søster og mor.
Jordemoderen var naturligvis sat ind i vores lidt anderledes arrangement,
som hun syntes var ‘really smukt’,
som hun sagde med stærk amerikansk accent.
Hun følte sig sikker på, at min søster ville have født indenfor de næste 4-5 timer.
Men morgenen kom, det samme gjorde næste jordemoder,
men stadig ingen Ane.
Over middag fik min søster den første stikpille, som skulle sætte lidt skub i fødslen.
Tre timer efter var der stadig intet sket, så hun fik én til.
Da klokken var 20, og det nu snart var et døgn siden,
at vandet var gået, fik hun ve-stimulerende drop.
Hun havde på det tidspunkt kun åbnet sig 2 cm.
  Vi sendte Fyrsten hjem til min svoger for at sove et par timer,
mens jeg selv prøvede at få lidt søvn i stolen ved siden af min søster.
Jeg vågnede af hendes skrig omkring kl. 22.
Hun havde helt tydeligt voldsomme smerter,
så jeg hentede jordemoderen (tror vi var på vores 4.??),
som kunne konstatere, at hun nu havde åbnet sig 8 cm.
Fyrsten blev hidkaldt, og det samme gjorde epiduralblokaden,
til min søsters store lykke.
Omkring midnat begynder fødslen at gå rigtigt i gang, og min søster er så sej!
Men Ane er slet ikke med på at skulle ud nu.
Min søster får ilt og presser som en vanvittig,
jordemoderen og jeg forsøger at ‘presse med’ ved at holde hendes ben.
Sugekoppen hives frem,
desværre følges den med en knap så heldig sosu-assistent,
som ikke lige kan finde ud af den.
Det er jo egentlig, hvad det er,
det uheldige er bare, at Anes hjertelyd er dalende
og børnelægen gør det klart, at hun skal ud NU!
Endelig får hun lortet til at fungere,
den sættes på, og tiden står stille.
Jeg er sikker på, at Ane er død.
Jeg kan se på monitoren, at hendes hjertelyd falder drastisk,
og min søster bløder voldsomt
(jeg har været med til hendes tre tidligere fødsler, jeg er ikke sart.
Da hun endelig kommer ud, græder hun ikke,
og hendes øjne er lukkede.
Jeg vender ansigtet væk og bryder grædende sammen,
og endelig begynder Ane også at græde:)
Og da jeg kigger igen, ligger hun der
og kigger op med de smukkeste, mørke øjne.
En sygeplejerske fra børneafdelingen vikler hende ind i et hav af tæpper,
og jordemoderen kigger på min søster og spørger:
“Vil mor holde barnet?”
Jeg bliver helt forvirret, men min søster har heldigvis overskud nok til svare:
“Det går jeg ud fra, men du kan vel spørge hende selv??!”
Og så får jeg endelig Ane i mine arme:)
Vi bliver fulgt ned til børneafdelingens akut-stue,
hvor hun får lagt sonde og bliver tilsluttet saturationsmåler og apnøføler,
før hun endelig får lov at ligge på mit bryst hud mod hud.
Og i det øjeblik vidste jeg bare, at det var hende, vi havde ventet på!
At sket var sket, fordi det var netop Ane, der skulle være vores datter:)
   

40 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bristede illusioner....