Kærlighed, kvalme og klichéer

Fødselsdagsweekend og verdens nemmeste chokoladekage

Weekenden har stået i fødselsdagens tegn! Fredagen blev brugt på indkøb og klargøring, og lørdag og søndag har vi haft gæster. Det har været mega hyggeligt! Ane har fået næsten alt det, hun havde ønsket sig – et lægesæt, et tryllesæt og en million ting med Anna og Elsa på.

Men det har også været lidt hårdt. Må man sige det?

Jeg synes i hvert fald, at der har været knald på! Og jeg skylder jer at svare på en masse kommentarer, samt opklare hvorfor afstemningen ikke virker i indlægget fra i onsdags?! Jeg skylder også at svare på en sms fra min farmor og en mail fra min svigerfar, og så er der vist noget vasketøj, som skulle ha’ været ude af maskinen for et par dage siden. Men hey – jeg er rimelig sikker på, at jeg fik rene trusser på i morges, og resten når jeg nok! Ane har i hvert fald haft verdens bedste weekend, hvilket er det vigtigste:)

Jeg lavede hende en lagkage i torsdags, som simpelthen var så afsindigt grim;) Jeg havde hakket mørk chokolade og blandet i kagecremen, hvorfor AL cremen naturligvis skulle bruges! Med det resultat at det øvrige fyld fik klaustrofobi og forlod kagen.

Til fejringen i lørdags valgte jeg derfor den sikre løsning: verdens nemmeste chokoladekage. Min bonusmor har bagt den til mig et hav af gange. Den er ikke bare hurtig, den er også overkommelig med hensyn til ingredienser, da der hverken skal bruges enhjørningeblod eller pubeshår fra en popsanger. Den består af ting, som vi herhjemme altid ligger inde med.

25 g. smeltet smør

2 dl. sukker

1 æg

– blande, blande…..

1 1/2 dl. mel

3/4 dl. kakao

2 tsk. bagepulver

1 tsk. vanillesukker

– hældes i sukkerblandingen sammen med 2 dl. mælk.

En springform smøres med smør og rasp, dejen i, ca. 30 min. ved 160 grader. Lad kagen køle ned og giv den en times tid i køleskabet og server den med en ordentlig klat flødeskum (eller smæk det ovenpå, som jeg gjorde).

image

Nam, nam, siger jeg bare:)

   

6 kommentarer

  • Ej, hvad gør man lige, hvis man lever på enhjørningdiæt? 😉 Så kan man jo ikke spise kagen?

    Hahaha.

    Det lyder som en overkommelig opskrift, og sikke et fint resultat. Jeg er ikke så ferm til at pynte kage selv (også fordi jeg faktisk slet ikke bryder mig om flødeskum), så mine kager er altid serveret naturel i skivekagestil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hæ hæ:) Ja, der var jeg muligvis ikke så rummelig;) Ikke bryder sig om flødeskum??! Jeg forstår ikke??!;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Den opskrift vi altid bruger 😍

    PS – Man kan også lave en portion uden bagepulver og komme til bare at spise dejen 😁😁😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ejjj, det skriver du først nu? Var nødt til at bage en drømmekage, fordi jeg ikke orkede at lede efter andre opskrifter, men havde allermest lyst til sådan en lækker chokoladekage. Nå, men så er der jo ikke andet for end at bage en mere bagefter 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed, kvalme og klichéer