41+0

For mine børn

“Sprog skaber mere, end det benævner” – dét er sådan en grundsætning på mit arbejde. En sætning, som er vigtig at have med i arbejdet med eleverne, med deres forældre og netværk og også mellem kollegerne. På mange måder siger det egentlig sig selv – vi skaber mere med sproget og ordene, end det vi siger med dem. Omtaler jeg en elev som irriterende og krævende, så vil det højst sandsynligt også være med denne indstilling, jeg møder den unge. Og det vil kunne mærkes, eleven vil reagere herpå og så kører den onde cirkel ellers. Det lyder simpelt, ikk’?! Alligevel oplever jeg dagligt, at både jeg selv og andre går i fælden, hvor vi får sagt ting uden tanke på, hvad vi skaber med vores ord.

Jeg har efterhånden spundet mange tanker og skrevet mange indlæg om præcis dette emne. Og nu gør jeg det igen. Hvorfor?? Fordi jeg synes, at det er vigtigt! Fordi jeg tror, at det betaler sig at råbe højt om dét, der betyder noget for én. Fordi jeg håber, at jeg med mine ord kan skabe noget. Fordi det handler om dét, der er vigtigst for mig – mine børn.

Jeg faldt over ordene igen i forgårs, som jeg så ofte gør. Det er ikke fordi, jeg opsøger dem eller noget, men selvfølgelig lyser de ekstra skarpt, når de læses med mine øjne. Ordene “de biologiske forældre” brugt i en snak om donorbørn. Er det bare det?, tænker du måske. For det er jo en forståelig ‘fælde’. Det er sådan, vi taler om genetik – de biologiske forældre, den biologiske far, den rigtige mor. Kom nu videre, Elisabeth.

Nej. Jeg vil ikke komme videre. For hver gang en donor omtales som en forælder, hver gang nogen spørger mig, om Ane ved, at jeg ikke er hendes rigtige mor, eller om vi vil fortælle baby, at Jess ikke er dens rigtige far, så vedligeholdes et sprog, som jeg ikke synes er brugbart. Et sprog som ødelægger, fremfor at styrke eller bygge op. Et sprog som på mange måder får mig til at fremstå som en løgner overfor mine børn. For jeg kunne aldrig drømme om at fortælle dem, at vi ikke er deres ‘rigtige’ eller ‘biologiske forældre’. Jeg ville aldrig bruge ordet ‘forældre’ i den sammenhæng, for selvfølgelig er vi da deres forældre! Det er os, der er der hver dag, os, der elsker dem og passer på dem, ergo er vi deres forældre. At de har et andet genetisk ophav, det er en anden snak. En vigtig én, uden tvivl, men ikke desto mindre en anden snak.

Mine børn kommer ikke til pludselig at få afsløret, at de ikke er bygget ud af vores gener. Det er allerede kendt viden. Ane siger det selv i dag, når vi taler om babyen i min mave – “Ane lå i mosters mave! Og når babyen kommer ud af mors mave, så skal vi hoppe på trampolin sammen.” Det er Anes virkelighed. Det er ikke mærkeligt for hende, at hun ikke har ligget i min mave, for hun kender ikke til andet. Hun er endnu ikke gammel nok til at forstå, at det ikke er sådan, det sædvanligvis foregår. Og når hun en dag forstår, så vil det ikke komme som et chok for hende, for hun har vidst det i al den tid, hun vil kunne huske. Det vil være hendes virkelighed!

Men en eller anden dag vil Anes virkelighed støde sammen med en anden. Nemlig den virkelighed, som taler et sprog, der siger, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Underforstået at hun har en anden mor. Og lige dér skaber sproget noget, som giver mig en klump i halsen. For forestil dig det – hvis dit barn eller de omkring det, omtalte en anden end dig som mor? Der er så meget værdi og følelse i ordet ‘mor’, det er det største i verden. Og det er MIN titel – ingen andres. Og det samme med Jess. Han er far til vores baby. Det er ham, der mærker sparkene og taler til maven, ham, der skal hjælpe mig gennem en fødsel, og ham, der skal opfostre vores barn. Donoren er blot et stykke papir, som tilfældigvis havde den rigtige højde og øjen- og hårfarve. Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at have kendskab til sit genetiske ophav, slet ikke. Men jeg opponerer på det kraftigste imod måden, man omtaler dette på. For i min øjne handler det blot om vane, intet andet. Man omtaler det sådan fordi, det har man altid gjort. Men samfundet ser ikke ud, som det altid har gjort. Nye familieformer skyder op og blomstrer, og det fordrer, at vi tager det dertilhørende sprog op til revision. Mest af alt for børnenes skyld!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg også er en anelse egoistisk i den her snak. Ja, selvfølgelig bliver jeg ramt på min stolthed, når nogen får antydet, at jeg ikke er Anes rigtige mor. Men jeg overlever – jeg ved jo godt, at jeg er hendes mor. Det er i forhold til Ane, det rammer mig. For hun er et barn. Hun ved ikke, at folk blot er uvidende eller ikke lige overvejer deres sprogbrug. Hun vil opfange ordene og med tiden forstå dem – at hendes mor ikke er hendes mor. Eller at der også findes en anden mor, en biologisk mor. Ord, der på ingen måde stemmer overens med hendes virkelighed.

Jeg har brugt de sidste år på at tænke store og tunge tanker om, hvordan vi gør livet lettest for vores datter i forhold til hendes tilblivelseshistorie. Og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg finder ro i troen på, at vi gør det godt nok. Og jeg er sikker på, at vi også kommer til at gøre det ‘rigtige’ i forhold til baby, når den tid kommer. For herhjemme taler vi et sprog, der giver mening for den virkelig, som vi lever i. Den virkelighed, vi ønsker at skabe for vores børn. Ud fra den overbevisning, at det er det bedste, forsøger vi med sproget at gøre vores børns tilblivelseshistorier så simple som muligt – forståelsesmæssigt, men mest af alt følelsesmæssigt. Og derfor er der kun én mor og én far – ét sæt ‘de rigtige forældre’ – os, Jess og jeg.

Jeg tror af hele mit hjerte, at vi gør det rigtige herhjemme ved at bruge sproget, som vi gør. Så langt, så godt. For som sagt kommer vores børn også til at møde en virkelighed, hvor sproget er et andet. Så min bøn til dig er denne:

Overvej, hvordan du bruger sproget. Overvej, hvad du skaber med sproget. Tal med dine børn – lad dem vide, at der findes forskellige familieformer. At ingen er mere ‘rigtige’ end andre. For mine børn – og for dine:)

image

   

21 kommentarer

  • Amalie

    Familie kommer i mange størrelser og det samme med forældreskab. Vi er plejeforældre til to fantastiske børn, der begge er tvangsfjernet, men som stadig har samvær med deres biologiske ‘forældre’ – men som vores 4-årlige så fint sagde den anden dag: ‘jeg var i maven på xxxx, men så kom jeg ud til den mor der passer på mig’. Herhjemme har vi altså 2 mødre <3 jeg synes det er smukt, når familie skabes mod alle odds

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Åh, hvor er det sandt, det du skriver Jeg har følt lignende følelser i forbindelse med min rolle som “bonusmor”. Jeg vil aldrig forsøge at underkaste vigtigheden af V’s egen mor. Min frustration har netop gået på hans opfattelse af ordene, som du siger, det der ligger mellem linjerne. Når jeg “ikke er hans rigtige mor”, men “bare er en bonusmor”, har jeg frygtet at han en dag ville stå med følelsen af, at min kærlighed til ham heller ikke var ligeså ægte. Men “bare” noget andet. Noget af mindre høj værdi eller engagement.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Hersom

    At sige at nogle forældre er de ‘rigtige forældre’ ville indikere at nogle børn er ‘forkerte børn’ – og det synes jeg er synd.

    Jeg er helt enig med dig i at sproget på dette område er ret tarveligt og sidder fast i tidligere opfattelser af ‘kernefamiliens opbygning’.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Så fint et indlæg! Jeg læser medicin til dagligt og her går vores forelæsere netop meget op i, at donorer ikke er mor/far! De leverer blot genetisk ophav. Intet andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hvor er det bare et helt fantastisk indlæg! Sidder med en følelse af hvor rigtigt det er, og ikke mindst vigtigt!
    Jeg er selv vokset op med en far der er rocker og min omgangskreds (ikke de tætteste) har altid sagt “ville du ikke ønske du havde en rigtig far?” Dét gør ondt. Han er en rigtig far, min rigtige far. Hans har bare taget nogle andre valg end gennemsnittet og man kunne DS godt have ønsket sig noget andet, men han er MIN RIGTIGE far. Ikke helt det samme, I know, men det satte lige gang i en masse tanker – tak 🙂
    Håber snart baby melder sin ankomst, vi er mange der glæder os til at høre om det hele 🙂 Held og lykke med det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for et meget vigtigt indlæg. Som solomor til et donorbarn oplever jeg meget ofte, at andre taler om donoren som mit barns “far” eller “donorfar”. Det giver et gib i mig hver eneste gang… for min søn har ingen far og sådan er det. Han har en donor og en mor. Det er hans og vores virkelighed. Rigtig godt nytår 🙂 Kh. Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Wauw….sikke et fuldstændigt fantastisk flot og velformuleret indlæg! Jeg bøjer mig i støvet over din indsigt og er fuld af beundring over dine fine fine tanker omkring Jeres famile.
    Jeg vil samtidig ønske dig et godt nytår og pøj pøj med familieforøgelsen OG sige tak for en fantastisk blog. Jeg bliver altid i godt humør og glad over dine indlæg og tænker ofte at hvis bare flere mennesker var som dig, så ville verden fandme være et rarere og mere tolerant sted! TAK.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det er mig, der takker, Marie!!! Sikke dog en dejlig kommentar at få :kissing_heart: Godt nytår til dig :blush:

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ja de kan sgu noget, de der ord.. har du en god idé til hvad man kunne sige i stedet for f.eks. ‘biologisk mor/far’?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Jeps – donor 🙂 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Ville du så sige at din søster var donor da I fik Ane?
      (Altså jeg er helt enig med det du siger, bare nysgerrig efter alternativer..)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Lige i vores tilfælde er det ret nemt, vi siger bare moster:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • godt indlæg 🙂

    der findes ingen rigtigt eller forkerte familier ej heller rigtige forældre … omsorg og kærlighed = forældre … jeg kan kun se en fare ved donerbørn er at man kan være så uheldig at møde sin søskede uden at vide det og få børn med sin søster eller bror … derfor er mit ønske at der kommer mere åbenhed om dette .. godt nytår

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Amen!
    Jeg går pt og overvejer hvilke ord, der skal bruges om min egen lille familie og jeg synes virkelig at det er svært. Den der består af mig og min søn på 9 måneder, min ikke samboende kæreste og så hans far og denne kæreste. Men det svære er, at han faktisk har to fædre. Min kæreste, der er far for ham på alle andre punkter en genetik. Det er ham der leger med ham, trøster ham, hygger med ham osv. Han ville elske at blive kaldt far. Og jeg ville elske at han blev det. Og så er der hans far, som ser ham måske en gang om måneden, er masser af ord og ingen handling. Som ikke prioriterer ham, men gang på gang vælger den nye kæreste, vennerne osv før sin søn. Men som insisterer på at blive kaldt far. Selvom han rent praktisk slet ikke er andet end det genetiske opgav. Det Ville ikke genere mig at min søn kalder dem begge for far, selvom det måske vil give lidt forviklinger af og til. Men hvad når han så bliver gammel nok til at fortælle om sin familie? Vil han blive drillet med at have to fædre. Vil han selv blive forvirret over at det er anderledes. Og jeg ved at hans genetik vil kæmpe imod at min kæreste bliver kaldt far. Åh det er svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      – lige en til dig, Tine 🙂
      Jeg kan godt forstå, at det er sindssygt svært! Jeg har altid med at der skal mere til at være far og mor, en det genetiske. Det er handlingerne og den rolle man udviser, for barnet, som i sidste ende bestemmer “forældrerollen” 🙂 jeg arbejder med store børn, som af den ene eller anden grund har brug for støtte. Her møder jeg RIGTIG mange børn, som står midt i det. Måske er det faktisk plejemor og plejefar, som de ser, som deres forældre, men er bange for at skuffe anden mor og far ved, at kalde plejemor og plejefar for mor og far. Vi når altid frem til, at det letteste er, at omtale alle 4 forældre, som mor og far. Ordene mor og far efterfølges så af vedkommendes navn. Fx. Farbrian og farklaus og morjette og mormia 🙂 den fungere ret godt, når der er 4 forældre involveret 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Åh, det er sgu også en knudret og irriterende situation! Jeg kan sagtens forstå dine tanker!!! Kram til dig :kissing_heart:

      Lærke, 50% af mine søskende er plejebørn, og vi/de har også altid gjort, som du fortæller der :blush:

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hurra for det her indlæg, og for dig. Jeg kæmper selv for lige præcis det, som du beskriver. Både for min familie, og i mit arbejde som lærer.
    De italesættelser som vi skaber, skaber ligeså bevidstheder, holdninger, meninger og i sidste ende måske endda regelfaste love.
    Tak for det her indlæg!
    /Charlotte – denandenmor.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elisabeth

      Det var så absolut så lidt! Dejligt at høre, at du er så bevidst om det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

41+0